Kurt smadrede sin nissegave hårdt ned i gulvet i går. Jeg skældte ham virkelig meget ud, men i bagklogskabens lys, kan jeg måske godt forstå, hvis en fireårig bliver lidt skuffet over at få sin mors gamle ‘Cirkus Julius’ bånd pakket ind i avispapir… så jeg har sagt undskyld til ham, og nu har vi skrevet et brev til nissen og sagt undskyld til ham også. Og så begynder julefreden forhåbentligt snart at sænke sig.
Jeg øver mig i ikke hele tiden at skælde ud, komme med stikpiller og i det hele tiden at være en sur røv overfor dem jeg har hhv giftet mig med og produceret. Det er lidt op ad bakke med dét. Al Søde Ida blir brugt op på mit arbejde. De får linen, lunten og lollen. Så er der bare en sur kælling tilbage, som f.eks. blir sur over at min mand ikke har hængt misteltenen op, efter den er faldet ned. På den måde relaterer jeg måske meget godt til min fireårige for tiden.
På arbejdet blev jeg (sgu!) færdig med min store leverance. Ahhh! Så nu: afrapportering, timeregistrering, journalisering og alt muligt andet dejlig kedeligt. Bortset fra, at det er der faktisk slet ikke tid til og i virkeligheden burde jeg have virkelig travlt med virkelig meget nyt, meget vigtigt. Men det orker jeg altså faktisk bare ikke lige nu. Så hvis jeg kunne bede om bare lige fem dage uden mere meget vigtigt meget nyt, lige nu, så kunne det være rigtig, rigtig dejligt… Ro. På. Hvisker jeg, til mig selv.
På Fredag skal Niklas og jeg ud og se på et lille bitte hus – (bare for sjovt, selvfølgelig!) 1,5 km fra en metrostation. 2 km fra en badestrand. 1 km fra …en fucking landingsbane. Argh! Jeg ved sgu ikke… men nu giver jeg lige det område, som jeg, af en eller anden grund er blevet lidt vild med (endnu) et besøg. Det’ jo bare for sjovt.
I morgen skal jeg til Björk koncert med mine to søstre og Fredag aften er der julefrokost på mit arbejde, hvor jeg har store planer om IKKE at drikke snaps og at straffe karaokeanlægget. Så kære mave/hals/migræne-ting, jeg kan mærke i mit korpus: Du har præcis 20 timer til at forsvinde ud af min kiosk.
Og tag meget gerne den sure kælling med, når du går.
4 Comments
Åhr kender det så godt – det der med at ikke have energi til at rumme konflikterne der hjemme (efter job). Jeg øver mig også (og tæller til 10).
Hende kender jeg også – der er bare ikke mere flink tilbage, når jeg kommer hjem!
God bedring – håber den sure dame og hovedpinen får en god lur, og lusker af bagefter.
Kender godt når den type fruentimmer bor i en – min er oftest larmende sarkastisk og hæver øjenbryn på ualmindelig ucharmerende maner ved ordudveksling med sit offer, når hun folder sig ud. Føj, for et rædsomt selskab.
Og hey – go’ fest i øvrigt.
Fantastisk billede (..og tekst selvfølgelig!)