I morgen er det tre år vi blev gift. Tre år siden Otto storsparkede i min mave, mens vi sagde “I do” for bagefter at sejle en iskold tur rundt om Frihedsgudinden. Tre år, et barn, en bil, et sommerhus og et arbejde senere er jeg …helt ærligt bare så træt. Og ikke en særlig god version af mig selv. Jeg ved godt at det er nu, man skal kæmpe, slibe kanter og hænge i med næb og klør. Tænke på børnene, huske det store perspektiv, og glemme sig selv. Men hvor er det hårdt (og white privilige, don’t even say it) at sidde som uopvredne karklude og parallelspor, ved siden af hinanden uden overskud til at finde ind til hinanden.
Jeg er et rodehoved, har ingen grandiøse planer, ambitioner eller forkromede 2020 mål. Det eneste jeg virkelig er sikker, sikker, sikker på er, at jeg vil være den bedste mor som muligt og insistere på retten til at være åben og give og få kærlighed. Lyse på det svære, mens det er svært og i dette lille mikrokosmos, prøve at italesætte noget der er så komplekst for mig, at det er svært at skrive om.
Dagene flyver om ørene på mig, måneder blir til år og for tiden har jeg har en mærkelig følelse af retningsløshed. Som om mit indre kompas er gået i stykker. Måske er det en naturlig reaktion på at have opnået alt det jeg troede man skulle, for at nå i mål, for så at finde ud af at målet ikke findes. At vi bare kører på en motorvej af madkasser og at målstregen er en stiplet bil i horisonten. At målet flytter med. Dét mål, der før var en familie, blir til et hus, til en bil, en tilbygning, et job, endnu et barn.. Evolution: Smart koncept, hvis man vil overtage en planet. Op ad bakke, hvis man bare trænger til lidt ro.
Måske er der to slags mennesker. Dem der bærer et mål i sig selv, og dem der altid jager en målstreg udenfor. Måske er vi alle tvivlende væsener, men med forskellige grader af ro og rastløshed. Eller måske glemmer man bare evnen til at mærke sig selv, når man bruger al sin vågne tid på at imødekomme andres behov.
Jeg ved det ikke. Men jeg ved, der er en integritet gemt inde i mig et sted. Jeg kan bare ikke lige huske, hvor jeg fik den lagt.
35 Comments
Tak for dine ord, som jeg i høj grad kan spejle mig i. Det er så uhyrligt slidsomt for parforholdet at have små børn. Og jeg havde håbet, at det ville gøre en stor forskel at være forberedt; vi gik ikke blåøjede ind i børnefamilieprojektet, men selvom jeg har en ide om, hvad der skal til for at indstille retningen for både mig selv og mit parforhold, så er energien og tiden der bare ikke.
Selvtak Mai. Jeg kan godt få det helt dårligt over sådan at trampe rundt i de samme emner herinde, men er du gal, det fylder, når man står midt i det. Kh
Vinker og sender dig kærlighed fra et andet sted i trediver-sumpen.
Fyrrerne, Mie, fyrrerne!
‘Sådan er det at elske’ er en ret fin etnologisk undersøgelse af det heteronormative, hvide, vestlige parforhold, som du og jeg er i (altså med hver vores mand og ditto to børn ). En af undersøgelsens konklusioner er, at parforholdet er ret meget bygget op om det næste mål, man skal nå sammen… Det virker svært genkendeligt, alt hvad du skriver. Jeg er aldrig tilfreds (eller jo momentvis), men det hjælper nogle gange at høre, at det på en eller anden måde er et kulturhistorisk vilkår. Bevidstheden om at det ikke er noget inde i mig, men noget jeg kan kæmpe imod, kan være god at have. Og så hjalp det også at blive virkelig fuld til julefrokost i fredags, snøvlerose en sej kollega og danse lidt.
Tusinde tak for det tip Marie! Jeg fandt den og håber meget at få læst lidt mere i den. Vildt spændende.. og ja, det gavner sgu selvtilliden at vide, at det er strukturen der er grund til den evige rastløshed, og ikke os. Tusinde tak for klogt tip♥️
Hvor har du fundet den?? Jeg leder og leder, men uden held…
Jeg læste bare dette uddrag:)
https://books.google.dk/books?id=kvjUKuGVW4IC&printsec=frontcover&hl=da#v=onepage&q&f=false
I know! Engang var det sådan her: uhm kom her, hvad dufter du af? Den kan jeg godt lide, til nu: kom her, hvad er det du har på ærmet, er det lort? Lad mig lige lugte til det. Åh det er ikke lort, det var godt……
Jeg kan bedre og bedre se sammenhængen i at få børn når man er ret ung. Obviously det fysiske (har fået begge ungis i mine 30erne, goodbye underliv og energi) men det er sådan en vild dannelsesrejse at få børn. Man blir på mange måder et “bedre” menneske. Hvilket man har godt af når man er fx 22. Men jeg tror også man bedre kan klare den sindsyge følelsesmæssige rollercoaster det er. Man bouncer hurtigere tilbage. Istedet for at være 38, bange for død, arbejde, skilsmisse og måske også for at leve (op til noget?). Har aldrig villet være kreativ keramiker på landet, så meget som nu
Yes og yes til det hele. Hvis ikke du kender Esther Perel, kan jeg anbefale hendes talks om det du nævner♥️
Jeg er vendt tilbage til din kommentar for tredje gang nu, for den gør mig sgu lidt glad. Jeg har fået børnene tidligt og venter nu på at høste frugterne ved 30ere uden blebørn. Til gengæld kommer jeg så sent i gang med karriere og med at finde en mere tålelig boligløsning.
I dag samlede jeg i øvrigt det brune snask op, før jeg lugtede til det og heldigvis kunne konstatere, at det ikke var lort. Man hærdes vel…
Haha! Hurra for at tage een ting ad gangen og for brunt snask der ikke er lort!
Stort tillykke med bryllupsdagen! Er det ikke læder-bryllupsdagen efter 3 år?
Alt hvad du skriver er genkendeligt. Og det skyldes sikkert, som Marie siger ovenfor, at vi er en del af det samme tankesystem og abonnerer på det heteronormative parholds målfiksering.
Gad vide om man nogensinde får ro på. Og gad vide om man er mere glad med ro på?
Vi må vel bare hænge i og prøve at nyde turen undervejs. Det lader du til heldigvis også at have et vist talent for❤️
Tusinde tak. Måske er det læder? Jeg aner det ikke♀️ Og skål på det med at nyde turen (og så vil jeg øve mig lidt i ikke at overanalysere/pille navle) alt for meget undervejs. Kh
Er du sindssyg det er spot on. Jeg har sådan en semi midt vejs krise her som 32 årig. Mor til 2 drenge på 5 og 2, gift på 5 år, ny renoveret hus og godt job. Men hvem fanden er jeg? Hvad fanden er han? Hvem er vi nu i forhold til dem vi var dengang? Og bliver vi dem igen eller skal vi acceptere og elske disse versioner? Det er død svært og giver de her periodevise tomhedsfornemmelser.. især for mig. Min mand stresser mest over hvorfor der ikke er mere tid til at bygge et skur. Men meningen er vel at vi skal lære noget af det her? Samtidig med vi laver nogle skide fine mennesker ud af de der vanvittige drengebørn ❤️ tak for et virkelig fint oplæg. Jeg føler mig set. Klem og glædelig jul
Jeg blev så glad for din besked! Tak♥️ Du. Er. Ikke. Alene.!!
Jeg istemmer mig koret af tak og genkendelse – jeg har det også præcis sådan. Og rart at vide at VI er ikke alene!
Det tænker jeg også i dette kommentarspor. Det er vi ikke♥️♥️♥️
Det kunne være mig, der havde skrevet de ord. Med to børn på 0 og 3 år, en kæreste, en karriere, en bil, en lejlighed, et sommerhus og nu projekt hus-køb i gang, føler jeg mig bare så… ja.. tom. Som om tiden og mit liv render fra mig, inden jeg nå at få hold om det. Jeg føler nogle gange mit liv er et tog. Jeg står bare tilbage på perronen og ser toget buldre afsted og jeg er knap nok selv med på toget, endsige selv bag rettet. Mine børn vokser bare derudaf og min kæreste og jeg prøver at nå hinanden hele tiden, men det er som om vi ikke helt kan nå. Vi når jo knap nok at tale sammen hver dag! Forleden dag fandt jeg en gammel jakke, som jeg gik meget med før jeg fik børn. Det mindede mig om, at jeg engang var mig selv og det var både rart og trist på samme tid. For nu ved jeg ikke helt, hvem jeg er, eller hvor jeg er, eller om mit liv er i overensstemmelse med mig selv og mine værdier – for jeg har ikke tid til at mærke, hvem jeg er nu og hvad mine værdier er. Og ja, det er pisse 1st world problems, men ikke desto mindre svært at være i til tider. Jeg er glad for, at børn, midt i al kaosset, også giver én noget der er helt fast og sikkert, man kan holde fast i: at man elsker dem for altid og vil gøre alt for dem.
Faktisk synes jeg lige, at du selv beavrer dit spørgsmål dér!
“at børn, midt i al kaosset, også giver én noget der er helt fast og sikkert, man kan holde fast i: at man elsker dem for altid og vil gøre alt for dem.” Når det vitterligt er ens højeste værdi, indebærer det godt nok også, at man taber sig selv for en stund <3
Yes. At få børn er åbenbart 1:1 lig med at være 17-årige, forlovede Rose på Titanic. Godt lige at finde en læderjakke der minder om at der faktisk er en person indeni, som ingen familiesymbiose kan fucke med. Hun er der stadigvæk! Please hæng i, så gør jeg det samme.
Ps. Selvom det er 1st world, så må man nogle gange godt sige det højt og svælge lidt – det har jeg i hvert fald bestemt mig for. Det er så tit vi er glade og overskudsagtige.
Kram hele tiden, også når I ikke rigtigt gider! I mindst et minut – ikke noget tantekram. Også når han er lidt irriterende! Pøj pøj med at overleve – og finde nogle meningsfulde projekter sammen. Man kan godt grine lidt af folk, der køber en campingvogn eller melder sig til pardans. Men det er seriøst de fælles projekter, der hjælper med at holde snuden i sporet af det fælles liv.
Det tror jeg du har ret i! En anden nævnte det også – at vores forhold kulturelt set bygger på projekter. Jeg prøver lige på ikke at synes, at det er alt for deprimerende en præmis..
aj, tak til dig (og de andre damer i kommentarsporet)! Det klinger altsammen så velkendt: hamsterhjulet efter 12 års parforhold, 2 børn på 3 og 6 år, lejlighed og kolonøjser, og så den der 40 års fødselsdag lige om hjørnet. Jeg tænker hele tiden at NU må der da snart komme lidt ro på, og måske er der også liiiidt mere lys forude efter at yngsten er blevet 3 år, men jeg synes godt nok stadig det er svært. Både at finde ud af hvem det forresten lige er jeg er, og også hvem ham der, jeg sådan papirløst snart har kobberbryllup med, er, og hvem vi er, sammen. Nå, lang, ligegyldig smøre, jeg ville egentlig bare sige kæmpestort tak, for alt det du deler på bloggen i almindelighed, og lige dette indlæg i særdeleshed. Tak.
Selv tusinde tak for at dele! Vi er mange i hvert vores jul og det hjælper så meget at vide♥️
Jeg har lige læst et interview med Merete Pryds Helle i Information fra den gang Folkets Skønhed (stærkt anbefalelsesværdig bog iø), hvor hun bl.a. siger: ”Livet er altid på godt og ondt, det er komplekst, man betaler altid en pris, der er aldrig noget, der bare er lykkeligt, selv om man måske har kæmpet hårdt for at få det, man drømmer om. Når man får det, man drømmer om, dukker problemerne op og bider en i haserne.”
Og deri tror jeg, at hun har enormt meget ret og det det er noget jeg selv prøver at lægge mig på sinde når skuffelsen eller tomhedsfølelsen rammer.
Så sandt! Tak for reminderen. Jeg var meget vild med bogen, men kan ikke huske lige det citat. Tak♥️
Jeg sender et kæmpe kram og en hilsen fra den anden vinkel. Den dér virkelighed, hvor parret blev skilt. Herovre på den anden side, kan jeg kun sige bliv sammen, hvis I overhovedet kan. Vær den du er, parallelt med, at din mand er den, han er. Og trods det, at man har svært ved at se fidusen. Og man skændes. Og man ikke har særligt let ved at finde fælles projekter. Jeg håber og tror for jer, at det kommer igen. At der er et liv på den anden side af den identitetskrise, det immervæk er at få børn (midt/sidst i trediverne i ekstrem-version, som en klog læser ovenfor skrev.) Det eneste, der kan retfærdiggøre det ulidelige scenarie jeg står i nu, er at jeg ikke kunne blive. At jeg var gået i stykker af så mange grunde, der har med ham at gøre, at jeg ikke kunne passe på mine børn mere, hvis jeg blev. For det er godt nok ikke lykken herovre på den anden side. Det er mindst lige så meget een dag ad gangen. Bare at halvdelen af dagene er uden mine børn. Shit. Så ro på. Du gør det godt. This too shall pass.
Shit, Belinda, det lyder virkelig hårdt. Jeg håber at du kommer okay igennem de her juledage. Kram – og tak for at dele♥️
Jeg kan se jeg er den eneste fyr, der læser med her. Det rammer også rimelig godt her. Men jeg vil sige, at blive far og være far på sjette år. Har gjort at jeg er blevet meget mere mig og klogere på hvem jeg er og hvad jeg står for. Og selvom dagen går med at vaske tøj, lave mad og pakke sportstasker ville jeg aldrig bytte det væk. Han giver mig noget som ingen venner, karriere eller audi i carporten ville kunne hamle op med. Min kone arbejde ret meget og har to børn fra tidligere ægteskab. Så jeg er husmor hjemme ved os og ville ikke ønske det anderledes. Men parforholdet bliver teste Max af, når vi glemmer at være kærester. Og det er svært at finde tid til den slags.
Hej Steffen,
Det er så dejligt at høre at du ikke vil bytte det væk for noget, selvom hverdagen kan føles som den vildeste form for rutinemarathon. Jeg ved også godt at det er forkælet at bede om frihed til at være sig selv OVENI kærlighedsoverload, men jeg føler bare – som en anden også skrev et sted – at jeg har glemt hvem jeg selv er. Eller måske er jeg bare ikke længere, den jeg var. Og dét er sgu lidt mærkeligt.
Tak for din kommentar.
Her med kun et barn, kan jeg sige at det er først nu efter 9 år jeg er ved at finde mig selv og os igen. Med et barn som ikke har sovet igennem 10 gange i løbet af årene( og alle læger siger hun vokser fra det, HVORNÅR SPØRGER VI??) er det først nu vi har overskud til at finde ud af hvordan vores fremtidige liv skal være. Uheldigvis er min mand samtidigt blevet ramt af uhelbredeligt kræft, hvilket gør at spørgsmålet om vi skal blive sammen er sekundært, da det nu er et ufrivilligt spørgsmål om hvor længe vi overhovedet har sammen? Er så glad for at vi ikke gav op da vi sad med en ikke sovende 2-årig og overvejede at blive skilt for bare en af os kunne få sovet, for situationen nu gør at alle lortedagene var det hele værd, for kan vi klare 9 år uden ordentlig søvn kan vi klare alt!!
Lene for pokker, hvor gør din kommentar ondt at læse. Det lyder så mega hårdt, det I står i. Hårde nætter OG et uhelbredeligt kræftforløb. Shit, I er seje! Kæmpe kram – og håber I får drukket en hulens masse rødvin her i juledagene.
Tak for dine tanker, og de gode ord og sammensætninger du bruger for at beskrive dem. Jeg bliver altid meget bevidst om, hvor kluntet jeg formulerer mig, hvis jeg prøver at kommentere på dine indlæg. Here goes – det er også bare tankevækkende, at vi er så mange, der genkender frustrationen og tomheden. Er det fordi vi forventer noget uopnåeligt? Altså, at ingen faktisk har fået børn, og helt synes de har fundet sig selv igen, 2, 6 ell 14 år senere? Det med at tiden bare går hurtigere og hurtigere – ‘fik du sagt, hvad du ville’ ( eller er det ‘set’? ). Eller at vi netop er der, med vores børn, men det var bare ikke helt den ‘væren’ vi havde regnet med? Supergodt indlæg! kh Anette
Tak Anette for din kommentar, som slet ikke er kluntet. Du har helt ret. Bla. Johanne, fra bloggen Æselperspektiv, nævnet det også et sted: at vi jo simpelthen bare er skåret over den samme kulturelle kam. Flasket op med de samme historier, skilsmisserater og romantiske forestillinger om hvad et forhold og et familieliv skal være og give. Og så er det bare lidt …anderledes i virkeligheden. Fordi det måske er netop det det er: Virkeligt. Og ikke en glorificeret endestation, men bare en helt almindelig kærligheds- og problemfyldt, hverdagsvirkelighed. Skål på det.