Først prøvede jeg at skrive noget om hvor overvurderet det er, at holde efterårsferie med sin familie, i et sommerhus, i regnvejr. Om hvordan stemningen til sidst blev så elendig, at nogen flygtede ind til byen, hvor den brugte halvandet døgn på at genfinde sin hvilepuls.
Så prøvede jeg at skrive om hvor heeeelt normalt ovenstående, ifølge flere af vores venner og naboer, tilsyneladende er. Den ene halvdel af mig er glad for ikke at være alene. Den anden halvdel forstår ikke, hvorfor alle ikke blir skilt. Og hvordan er det overhovedet meningen at man skal være et ordentligt familiemedlem, når man flere gange dagligt har instinktivt lyst til at råbe højt ind i sit køleskab?
Men så er der også lav efterårssol under trækroner, flinke cyklister på cykelstien og halvrådne græskar med lys i, fødder der finder vej til hinanden under tæppet og små, søde monstre i opgangene. Intet er enten eller. Alt er det hele på samme tid.
Jeg har prøvet at skrive i en uge, men hver eneste aften går jeg i stå efter to ord. Jeg kan åbenbart kun finde ud af at ligge og glo ind i en tv-serie. Efterår, mørke og en evighedspandemi er krøbet ind under huden og jeg er træt som aldrig før. Jeg kan ikke engang færdiggøre den her sætning. Og vi har kun lige møsset november på kinden… (nynner sagte) Om et halvt år er det forårsjævndøgn, der er længe, længe til.