Monthly Archives

oktober 2021

Bla bla bla

Væk mig til marts

Først prøvede jeg at skrive noget om hvor overvurderet det er, at holde efterårsferie med sin familie, i et sommerhus, i regnvejr. Om hvordan stemningen til sidst blev så elendig, at nogen flygtede ind til byen, hvor den brugte halvandet døgn på at genfinde sin hvilepuls.

Så prøvede jeg at skrive om hvor heeeelt normalt ovenstående, ifølge flere af vores venner og naboer, tilsyneladende er. Den ene halvdel af mig er glad for ikke at være alene. Den anden halvdel forstår ikke, hvorfor alle ikke blir skilt. Og hvordan er det overhovedet meningen at man skal være et ordentligt familiemedlem, når man flere gange dagligt har instinktivt lyst til at råbe højt ind i sit køleskab?

Men så er der også lav efterårssol under trækroner, flinke cyklister på cykelstien og halvrådne græskar med lys i, fødder der finder vej til hinanden under tæppet og små, søde monstre i opgangene. Intet er enten eller. Alt er det hele på samme tid.

Jeg har prøvet at skrive i en uge, men hver eneste aften går jeg i stå efter to ord. Jeg kan åbenbart kun finde ud af at ligge og glo ind i en tv-serie. Efterår, mørke og en evighedspandemi er krøbet ind under huden og jeg er træt som aldrig før. Jeg kan ikke engang færdiggøre den her sætning. Og vi har kun lige møsset november på kinden… (nynner sagte) Om et halvt år er det forårsjævndøgn, der er længe, længe til.

life

This could be really terrible and we could hate this

Det er blevet efterårsferie og på min ét punkt lange to do liste står der: At lave soveværelset i sommerhuset om til et kombineret sove-OG-skriveværelse (næstbedst når nu man ikke kan få “a room of one’s own” amiright). Projektet indebærer bl.a. at pille et indbygget skab ned, tapetsere og male. I et anfald af eufori i Frederiksværk Farvehandel, valgte jeg måske lige lovligt …spontant. Forestil dig hvis karrygul og æggesnapsgul fik et lovechild. Well. Dén farve gul hænger nu som et låg på mit i forvejen lavtloftede savsmuldstapetbefængte soveværelse. Ahem. Det er i de her situationer mit yndlings Taylor Swift citat falder som en kølig abrikos i en varm sommerhånd: “This could be really terrible and we could hate this”; Altid en god stødpude til nye, tvivlsomme projekter (men omvendt har jeg en fornemmelse af, at vi alle sammen maler vores lofter i vilde farver for tiden – så i det mindste er vi i det sammen).

Da jeg dækkede af og malede slog det mig hvor få boligprojekter jeg egentlig har lavet …øh, nogensinde. Det er vitterligt… Altså nul? Okay, vi malede da lejligheden da vi flyttede ind for syv år siden, og fik udskiftet en rådden terrasse i sommerhuset sidste år. Men ellers er alt der starter med et moodboard på Pinterest, simpelthen en så utrolig overskudsagtig præstation i min bog, at jeg på ingen måde forstår, hvor I alle sammen får overskuddet til at kaste jer over den ene faldefærdige muremestervilla efter den anden.

Men nu må I have mig undskyldt, mens jeg går ind og sætter noget savsmuldstapet op. Klokken 21.43. Fordi det er åbenbart sådan vi ruller her i Gør-Det-Selv-Land (børn, ferie og hvornår ellers?!)

Kh Flemming fucking Leth

Arbejdsliv

Sandheden skal man høre

Kurt: Du kan bare sige til din chef: Jeg gjordt det så godt jeg kan

Otto: Du kan også bare sige: Det er altså for svært for mig

Mig: Ja, det ku jeg selvf…

Otto: Kan du ikke sige du vil have et andet projekt? Så kan du jo bare lave et hus

Mig: Det er faktisk moster mie der kan finde ud af at bygge huse. Det kan jeg ikke

Otto: Kan du lave en båd?

Mig: Neeej… jeg kan.. Jamen.. Jeg ved snart ikke hvad jeg kan..

Otto: Du kan vel lave et æble?

Mig:

Otto: Så tegne et æble

Mig: …

Otto: SÅ TEGNE ET TRÆ DOG!

Mig: Ja, det…

Otto: Så ku det være et banantræ med en mand der ku gå op på det og med pile på

Mor: Men det kan jeg jo ikke tjene penge på?

Otto: Jo, du kan!!!!!!

Kurt: Du skal bare sige det er kunst.

—-

Det er ikke for at gå helt Bridget Jones på den, men efter ti år på arbejdsmarkedet må jeg konstatere at mit arbejdsliv er præget af tvivl om, hvorvidt jeg er på rette spor. Og jeg kan ikke finde ud af, om tvivlen bare er en følelse, jeg skal lære at leve med, eller om jeg skal handle på den. Hvor kommer den fra?

Er det fordi jeg 1. har tendens til at jage (eller i hvert fald komme til at føle at jeg sidder med) de sværeste opgaver, jeg kan komme i tanke om, og som ligger meget langt fra både min faglighed og personlighed, eller fordi jeg 2. simpelthen bare har valgt forkert. Eller også 3. Gør jeg alting meget sværere end det er. Eller 4. er jeg født med en defekt i hjernen som gør, at uanset hvad jeg laver, vil jeg altid føle mig dum og have svært ved at sætte realistiske mål, grænser og rammer for mine arbejdsopgaver. Eller kan det være 5. en latent arrogance, som får mig til at tro at jeg kan passe et arbejde, uden at lægge de nødvendige timer, det kræver faktisk at passe et arbejde?

Jeg har altid beundret folk der med myndig stemme og æren i behold siger “Tak for tilliden, men det her er ikke noget for mig” og finder noget andet at lave. Jeg, derimod, bliver lidt for længe i et nølende vadested, tror ubevidst, at det er det svære som er arbejdet; At hvis noget kommer let til mig, så kan det umuligt være rigtigt.

Elllleeeerrrrr. Ahem. Eller. OGSÅ. Er det sejt at blive i det svære (åh, shit, for en kliché). Og dét, man faktisk lærer af; at komme helt ned på jorden og ligge, kravle, stå der og bide i gulvtæppet, og ydmyghed på engelsk er humility, som kommer af humus, som betyder jord.

Måske jeg overtænker og bare lige skal give både jobbet og mig selv en reel chance for at blive venner.

Det er nok dét. Ydmyghed og selvindsigt. Det vil jeg gerne bede om for tyve kroner blandet af.

Og så et banantræ. Just in case.

life

Spurgt #1

Okay. I findes. Jeg findes. Heureka! Det gør mig virkelig glad. Jeg er lidt rusten i radikal online selvudlevering (men åh, hvor har jeg dog savnet det, mig, mig, MIG!) så advarer på forhånd om, at de næste par tekster herinde bliver udfra devisen: Kvantitet fremfor kvalitet. Så ved i det.

Siden sidst er der sket det at

– jeg stadigvæk bor i den samme lejlighed. I byen. På fjerde sal. (Nogen skal jo blive boende herinde og holde priserne kunstigt oppe, mens vi venter på at boligboblen springer)

– mine børn er blevet knap 5 og 6 år (halle-fucking-luja)

– jeg på fuldstændig magisk vis stadigvæk er gift med deres far

– vi har gået i parterapi hos en virkelig sløj parterapeut på Vesterbro, som fx halvvejs inde i vores 2. session kaldte os for forkerte navne. You had one job, woman!

– vi har fundet os en anden parterapeut, som vi går hos nu. Hun er heldigvis virkelig god.

– nok om parforhold for denne gang, hvad ellers, nå jo MIN SØN ER STARTET I SKOLE!

– Skolehjemsamtaler, legegrupper, trivselspolitik, kvartalsvise fødselsdagsordninger, madpakkemotorvej, Pokémonkort (seriøst, wtf), unilogin kodeord og endeløs scrolleri på Aula, here I come

– jeg har fået nyt arbejde. Stadigvæk i den samme styrelse, men et nyt kontor, nyt team, ny adresse og ny rolle. Living on the edge, som man siger.

– min bog blev skrevet færdig i januar i år. Og læst – og rost – af et ægte forlag! (hvilket jeg er så stolt af at jeg nærmest ikke har ord) Men den blev også afvist af et ægte forlag. Så nu skriver jeg videre på den og det er nok noget af det sværeste, jeg nogensinde har prøvet. Seriøst. Det var nemmere at være gravid og føde et barn, end at skrive videre på den bog, wauw, det er hårdt at være kunstner. Stay tuned.

– jeg har fået læst ustyrligt meget. Noget jeg er meget glad for. Knausgaards Min Kamp og Ulysses (oh yes, sirs, jeg lyver ikke!) for bare lige at nævne et par stykker.

– jeg overhovedet ikke har dyrket motion, men til gengæld benyttede lockdown til at begynde at ryge. Genialt træk, I know.

– jeg nu prøver på at stoppe med at ryge. Det går godt, lige ind til jeg har fået færten af en fadøl.

Bla bla bla

Altid har jeg længsel

Det er Søndag aften og jeg har lige spist en halv pose chips med dip og da chipsstykkerne til sidst var så små at de ikke længere kunne fange dippen, skiftede jeg taktik og tog skiftesvis en håndfuld chipskrymmel ind i munden og kørte min finger rundt i creme fraiche emballagen. Og så sad jeg der og spiste min tomhed i form af kalorier. Sådan en dag har det været.

Det er  halvandet år siden jeg sidst har skrevet herinde. Hej! Læser I stadigvæk blogs? Eller skriver jeg ud i et tomrum? Jeg har i hvert fald savnet jer. Og savnet at skrive let og uforceret, som jeg kan når jeg skriver her. Engang imellem har jeg været herinde for at læse kommentarsporene, som en mental sutteklud, når verden har været hård og jeg har haft problemer med at skrive, trække vejret eller hænge sammen. Særligt én læsers kommentarer har løftet mig og fået mig til at føle mig… Hmmm.. Hvis ikke ligefrem forelsket i at verden og I findes, så i hvert fald fortrøstningsfuld. I findes også derude. Vi findes alle sammen. Det har jeg brug for at trøste mig ved, særligt lige for tiden, hvor murerne i vores lejlighed synes at vælte ned over hovederne på os og udlængslens sirener er blevet til en hysterisk, insisterende lyd i rummene, som en konstant brummen fra et køleskab.

Trille skrev “Altid har jeg længsel” og måske har jeg det også sådan. Måske er det bare noget nogen af os har, ligesom humor, angst og depressioner. Nogle gange kan den være væk i månedsvis og man når at blive helt afslappet og det hele er smooth sails og Zoologisk Have, smukke øjeblikke og stolthed over at give sine børn en nogenlunde dejlig barndom. Men bedst som skuldrene har sænket sig, dukker den op ud af det blå og gør det igen umuligt at koncentrere sig.

Det er som om jeg har en lille skuffe jeg ka lukke op og kigge i hver gang jeg savner dig der gemmer jeg din mund når du ler gemmer dine øjne når du stille ser på mig og hvis der kommer nogen forbi der vil kigge med så smækker jeg nu hurtigt skuffen i jeg håber jeg blir bedre til at dele men lige nu vil jeg ha’ det hele

Hver gang vi blir nødt til at skilles snører det sig sammen snører det sig sammen indeni bare du skal hen og købe kaffe ka jeg bli så bange for det hele plusli er forbi jeg tænker på du kender mine hænder du kender dem og husker dem og ved hva de ka gi sådan har jeg altid længsel altid har jeg længsel indeni

Vi svæver rundt som små bitte kugler små bitte kugler i et stort og køligt rum trukket i af stærke kræfter skubbet til af barske vinde der blæser udenom og når to støder sammen i et glimt så drysser der lidt støv fra den ene på den andens kind som regel får det bare lov at sidde lige til der blæser en ny og kraftig vind

– Trille, Altid har jeg længsel, 1979.