Kurt: Du kan bare sige til din chef: Jeg gjordt det så godt jeg kan
Otto: Du kan også bare sige: Det er altså for svært for mig
Mig: Ja, det ku jeg selvf…
Otto: Kan du ikke sige du vil have et andet projekt? Så kan du jo bare lave et hus
Mig: Det er faktisk moster mie der kan finde ud af at bygge huse. Det kan jeg ikke
Otto: Kan du lave en båd?
Mig: Neeej… jeg kan.. Jamen.. Jeg ved snart ikke hvad jeg kan..
Otto: Du kan vel lave et æble?
Mig:
Otto: Så tegne et æble
Mig: …
Otto: SÅ TEGNE ET TRÆ DOG!
Mig: Ja, det…
Otto: Så ku det være et banantræ med en mand der ku gå op på det og med pile på
Mor: Men det kan jeg jo ikke tjene penge på?
Otto: Jo, du kan!!!!!!
Kurt: Du skal bare sige det er kunst.
—-
Det er ikke for at gå helt Bridget Jones på den, men efter ti år på arbejdsmarkedet må jeg konstatere at mit arbejdsliv er præget af tvivl om, hvorvidt jeg er på rette spor. Og jeg kan ikke finde ud af, om tvivlen bare er en følelse, jeg skal lære at leve med, eller om jeg skal handle på den. Hvor kommer den fra?
Er det fordi jeg 1. har tendens til at jage (eller i hvert fald komme til at føle at jeg sidder med) de sværeste opgaver, jeg kan komme i tanke om, og som ligger meget langt fra både min faglighed og personlighed, eller fordi jeg 2. simpelthen bare har valgt forkert. Eller også 3. Gør jeg alting meget sværere end det er. Eller 4. er jeg født med en defekt i hjernen som gør, at uanset hvad jeg laver, vil jeg altid føle mig dum og have svært ved at sætte realistiske mål, grænser og rammer for mine arbejdsopgaver. Eller kan det være 5. en latent arrogance, som får mig til at tro at jeg kan passe et arbejde, uden at lægge de nødvendige timer, det kræver faktisk at passe et arbejde?
Jeg har altid beundret folk der med myndig stemme og æren i behold siger “Tak for tilliden, men det her er ikke noget for mig” og finder noget andet at lave. Jeg, derimod, bliver lidt for længe i et nølende vadested, tror ubevidst, at det er det svære som er arbejdet; At hvis noget kommer let til mig, så kan det umuligt være rigtigt.
Elllleeeerrrrr. Ahem. Eller. OGSÅ. Er det sejt at blive i det svære (åh, shit, for en kliché). Og dét, man faktisk lærer af; at komme helt ned på jorden og ligge, kravle, stå der og bide i gulvtæppet, og ydmyghed på engelsk er humility, som kommer af humus, som betyder jord.
Måske jeg overtænker og bare lige skal give både jobbet og mig selv en reel chance for at blive venner.
Det er nok dét. Ydmyghed og selvindsigt. Det vil jeg gerne bede om for tyve kroner blandet af.
Og så et banantræ. Just in case.
5 Comments
Grineren og kloge børn! … og jeg genkender totalt at voksenarbejdslivet er udfordrende
Jeg synes at Kurt og Otto har fat i den lange ende. Man skal altså ikke være i noget man ikke er tilpas i, men man skal selvfølgelig også nogle gange skubbes lidt ud af comfort-zonen for at udvikle sig.
Hvad med noget god gammeldags feedback fra dem der udstikker opgaverne? Kan det gøre en forskel i forhold til at tro på om man er god nok?
Jeg ved godt at det ikke er helt det samme at jeg synes du er allerhelvedes sej men bare dét at italesætte hvor svært det er at være voksen, det viser en vild styrke.
#idabidajegerfan
Åh, jeg genkender virkelig antagelsen om, at hvis det ikke er svært, kan det ikke være arbejde. Sådan havde jeg det de første år af mit arbejdsliv. Hvis noget føltes let, følte jeg, at jeg snød eller havde overset det svære. Jeg talte med venner og kollegaer om det og fandt ud af, at det ikke var alle, der havde det sådan, så det var egentlig nok nogle regler, jeg selv havde lavet, og dem, jeg kendte, der gik målrettet efter de opgaver, der faldt dem lettest, var mere tilfredse i deres arbejdsliv og resten af deres liv end jeg selv var på det tidspunkt. Det har virkelig hjulpet på min faglige selvtillid at jeg ændrede de regler jeg havde fået lavet. En dygtig psykolog kan være god at have som wingman/woman i processen, eller en klog ven, der kender éns mønster og kan minde én om det, når man falder i sine gamle mønstre.
Men Ida … hvad har du LYST til at lave?
Åh gud, det er et godt (og gammelt!) spørgsmål! Jeg ved det stadigvæk ikke. Eller. Jo. Det ved jeg. Men da jeg tvivler på at Politiken / Femina / ALT for damerne mangler klummeskribenter, Gyldendal skriger på et halvfærdigt roman manuskript eller mit modelbureau ikke aner hvad de skal stille op med alle de kunder som bare gerne vil arbejde sammen med MIG, så tror jeg mere det er et spørgsmål om at kalibrere lidt mellem hvad jeg VIL og hvad der behov for. Jeg ved ikke hvorfor jeg synes, det er så svært.