Monthly Archives

december 2021

Sommerhus

Farvel vidunderlige sommerhus (snøft)

Some love stories aren’t epic novels- Some are short stories, but that doesn’t make them any less filled with love.

Det med at man bliver mere ydmyg med alderen giver (sjovt nok) mere og mere mening, efterhånden som jeg bliver ældre. For eksempel har jeg altid tænkt lettere overbærende på husejere, når de har sagt, at det er hårdt at sælge deres hus. Jeg har haft det lidt sådan “slap af, det er et mursten”. Men nu er vi så småt gået i gang med at sætte vores sommerhus til salg og det river allerede helt vildt. Selvom huset kun har været vores i 3,5 år, så føles det som om vi sætter hele børnenes barndom og alle vores drømme til salg. Alle minderne der står i kø. Dengang vi holdt Allehelgens housewarming i oktober og fyldte haven op med tyve lysende græskarhoveder og dansede rundt om bålet til klokken 7 om morgenen. Eller at sidde på bjerget hver eneste aften under lockdown og se solen gå ned i Kattegat. Alle de små fugle, kælketurene, at snige sig op på taget og se solopgangen over Asserbo plantage, køkkenhaven, strandturene med trætte, saltvandstørre børneknæ i ladcyklen. Kurt der sidder i sin træhule med tæppe, saftevand, insektlup og dyrebog. Otto der løber op til vores naboer gennem krattet. De første gange jeg gik barfodet rundt under havens kæmpe grantræer og slet ikke kunne forstå at dette magiske sted virkelig var vores.

Men nu skal det blive nogle andres. I næste uge går vores mægler for alvor i gang med salgsprocessen og forhåbentlig bliver det både begyndelsen på et eventyr både for os og for dem som køber huset.

Hvad skal vi? Vi skal finde os et hus, som vi kan være i hele tiden. Hvem, hvad og hvor må tiden vise, men det bliver noget med at have en have og med plads til mere end et klapsammen-campingbord som spisebord. Det bliver også fantastisk, men lige nu er det bare lige trist, at tænke på alt det vi skal sige farvel til.

Hvis du er interesseret så skriv en kommentar, så finder vi et tidspunkt du kan komme forbi og se det.

Og rigtig godt nytår til jer her på falderebet. 2021 har været vidunderlig. Mon ikke 2022 også bliver det? Jeg håber jeres nytårsdage bliver fyldt med diskobangers, tomme kulhydrater og varme kram.

31. december 2021
Småt brandbart

Spurgt #2

Tutelu fra et fodkoldt skrivebord i Liseleje. Det trækker lidt ind fra vinduet, men det gør ikke noget, for Asserbo plantage ligger lige foran i mørket og en gang i timen drøner en bus dovent forbi og her er så dejligt stille. Mine børn sover i sengen bagved mig og jeg spiser slik og drikker vand. I dag sænkede julefreden sig endelig; Ti dage har det taget at nå hertil, og nu har jeg hele fire dage tilbage at nyde den i, inden de hektiske cykelstier kalder. Indtil da kommer her en bunke fakta.

– Vi har besluttet os for at sælge vores sommerhus. Det river, men det er det rigtige at gøre i erkendelse af at vi skal have fundet os et hus at bo i. I dag havde vi besøg af en ejendomsmægler og så. …Ja. Så sælger vi sgu Edens have og det rodede bjerghytteagtige hus som har helbredt mig i 3,5 år.

– Jeg har foræret mig selv mit livs første iPad i julegave og det er simpelthen bare en smart opfindelse. Hvorfor har ingen sagt noget? #ogdetvarmor

– And Just Like That har jeg så mange hjerteskærende tanker om, at jeg bliver nødt til at forsøge mig med en uhøjtidelig punktform. (Spoiler ahead). Altså. Jeg forstår jo godt kritikken (Weekendavisen, Politiken, Guardian osv. osv.). Virkelig. Selvfølgelig skulle vi have set Carrie yde førstehjælp på Big (men må indrømme at min første tanke var, at 1) nej, for så ville han bare overleve og 2) Carrie slår mig virkelig ikke som den rationelle type) og jeg er også enig i, at serien skulle have skruet 50% ned for woke-iveren (ja, SoMe-ansvarlige i rullestol og småsnaldrede Miranda, jeg kigger på jer! Det eneste serien efterhånden mangler at slå et slag for er klimaet – men så meget selvindsigt har de trods alt haft). Men kan vi blive enige om at replikkerne er blevet lidt bedre i 3 og 4 episode? Er det ikke som om der er lidt kortere mellem de gode, gamle SATC-snaps..? Især er jeg vild med kemien mellem Sarah Jessica Parker og Sarita Choudhury, der spiller Carries ejendomsmægler. Sidstnævnte har den blanding af sårbarhed, empati og badasshed som jeg elskede ved Samantha, og som virkelig klæder Carrie (fx i den afsluttende sushi-scene eller der hvor Carrie ryger i bilen og bare er sig selv, uden enten at køre i overdrive eller være demonstrativt kølig (som i andet afsnit, hvor jeg kun kunne tænke på hvor ulykkelig og hjælpeløs Carrie var da hendes nu afdøde mand fik kolde frierfødder). Og så stak det sgu lidt i hjertet at se Stanfords pludselige afgang til Tokyo (Willie Garson døde i september); jeg elsker dog at sidste scene med ham, var den geniale scene, hvor han gemmer sig med en martini og disser Carries nabo. Suk. RIP Stannie.

Jeg ved godt, at det afviger lidt fra det jeg skrev forrige uge, men lige nu drømmer jeg om, at de snart holder op med at være så politisk korrekte og i stedet bare har det grineren og tager pis på ting igen (som Guardian skrev: “The onslaught of “woke” teachings lends the show a smugly self-congratulatory rather than ironically self-aware air. This does nothing to make it sing like the original, which – even if it was narrow and elite – knew its world inside out and could allow the comedy and the drama to arise in ways that felt effortless.”).

Nå. Hvorom alting er: Min AJLT vejrudsigt her efter 4. episode:

– Miranda og Steve bliver skilt. Udramatisk og egentlig ikke til fordel for et langt liv med Che Diaz, men mere bare for at hun kan blive sig selv igen. Det sker nok i forlængelse af at Carrie og Charlotte har konfronteret hende med hendes drikkeri, hvor hun erkender, at det dækker over et hul i hendes følelsesliv (and I ate the whole thing…). Måske får hun en kat der hedder Fatty og flytter tilbage til Manhattan? Hvem ved, jeg håber det næsten – Please bare ikke lad hende blive aktivist!

– Carrie finder et sted hvor Big “really want to be”. Måske stiller hun hans aske på toppen af Chrysler Building eller drysser den i havet ved Liberty Island eller – lidt kedeligere – det der sommerhussted, de havde? Jeg tror Carrie, efter lidt møsseri med ham podcastproduceren, forbliver solo og ender med at bo enten med sig selv eller Miranda i en ny og upcoming bydel. Jeg glæder mig vildt meget til at se hvad der skal ske med hende og Seema ejendomsmægler. Kan ikke gennemskue det, og håber det blir godt (men for Guds skyld IKKE brug hende til at lukke hullet efter Samantha i trekløveret).

– Charlotte skal indse noget med hendes nonbinære datter… Pt. den kedeligste storyline, men hvem ved, måske starter hun et kunstimperium op med sin nye BFF? Den der kunst-Wikipedia-scene var måske lidt overdrevet, men dog tiltrængt ovenpå de ulidelige overklassemiddagsselskabskvaler… I det hele taget er kemien mellem Kristin Davis og Nicole Ari Parker imponerende tåkrummende, og det er underligt at dialogen kan være SÅ pinagtig, for jeg synes altså ikke Kristin var så dårlig en skuespiller i satc?! (kommer i dette øjeblik i tanke om bryllupsscenen i 1. film hvor Carrie lige er blevet ditched og Char får øje på Big og skuler virkelig komisk mens hun tripper forbi…).

———

– (Okay. Det blev lidt meget AJLT. Jeg fortryder sikkert alt jeg har skrevet, når jeg læser jeres kommentarer). Er der mere? Jo!

– Jeg skal klippes i morgen. Det er 3,5 år siden jeg sidst var hos frisøren(!) og jeg har tænkt mig at vise ham et billede af Farrah Fawcett i 70’erne. Så hvis I får øje på en virkelig træt krydsning mellem Simply Red og Bon Jovi i nær fremtid, så er det bare mig.

– Jeg forærede min søn et sminkedukkehoved i julegave og ingen af os kan rigtigt finde ud af, hvad vi skal stille op med det. Håret filtrer mega nemt og hovedet har jo allerede make-up på. Tror måske jeg har misforstået konceptet…

29. december 2021
Bla bla bla

Tak 2021!

Jeg er i irriterende godt humør for tiden. Kan ikke helt forklare hvorfor, men tror det er en følelse af at hvile på laurbærrene efter et utroligt intenst og inspireret år (uden at lyde alt for new age agtig, er jeg så den eneste, der kan mærke at Vandbærernes tidsalder er landet?)

Måske i kombination med at

  • mine børn er blevet større og der derfor har været plads til at løfte blikket
  • jeg har fået nyt arbejde
  • LinkedIn ikke længere giver mig myrekryb. Til min store overraskelse får jeg forskellige jobtilbud for tiden, hvor jeg tænker “det lyder på en måde meget fedt”. Og dén position, har jeg altså aldrig være i før – tværtimod har jeg har følt mig så forkert i mit arbejdsliv og det har ikke været en skid nemt at skulle ind på arbejdsmarkedet, samtidig med at man skal lave en familie.

(Altså jeg er ikke på vej væk fra mit job, men det er bare rart at opdage, at det ikke længere føles som den eneste mulighed, at være hvor jeg er i dag).

Umiddelbart har jeg indtryk at 2021 for mange har været et wtf was that kinda år. Sådan har det også været for mig. Men slet ikke på en undervældende måde. Faktisk tror jeg det har været det mest transformerende år i mit voksenliv. Jeg aldrig været så inspireret og euforisk som i det år, der er gået. Jeg har skrevet og gået ture, været til astrolog (mindblowing) og opdaget ny litteratur og åbnet nye spirituelle døre (indrømmet, med større eller mindre grad af ironisk distance). Jeg har afleveret mit første manuskript til et forlag og fået virkelig opløftende kritik (altså …Og et afslag. Men et godt, opmuntrende og anerkendende afslag).

En anden formildende omstændighed er at det heller ikke føles som om min kæreste og jeg på daglig basis er på kanten af et skænderi eller sammenbrud (tak, parterapi). Og så er jeg blevet introduceret til, og har læst, bunkevis af bøger. Nævner et par yndlings fra årets læsning i flæng:

  • Feministiske grafiske noveller: Liv Strömquists I’m every woman, Den er der ikke og Kundskabens frugt og Alison Bechdels Fun Home, Are you my mother (vidunderlig!) og The Secret to superhuman strength.
  • Kompromisløse selvransagelser: Glenn Bechs Farskibet og alle 6 bind af Karl Ove Knausgaards Min Kamp. SÅ. Godt.
  • Ulysses af James Joyce for faen! Min ultimative bog og ENDELIG fik jeg læst den – Og jeg havde virkelig mange gode oplevelser undervejs (godt hjulpet på vej af boomer-internettet aka James Joyce Selskabet)
  • Derudover har Kvinde Kend din historie af Gry Jexen, A burst of light af Audre Lorde, Vi, de neutrale af Lovise Haj om strukturel undertrykkelse på tværs af sociale lag og tider også gjort kæmpe indtryk.

Tak for dig 2021. Og velkommen 2022 og Age of Aquarius. Nu river vi sgu det hele ned til vandlåsen:)

23. december 2021
Bla bla bla

And Just Like That vågnede Sex And The City op efter elleve års nødvendig dvale.

Først en disclaimer. Den her tekst er dobbeltmoralsk. Jeg har nemlig ikke selv kunne overskue andres holdninger til Sex And The Citys revival ‘And Just Like That’, der havde præmiere i går. Så beklager på forhånd, at jeg nu hælder en spand hundrede procent selvbestaltet Sex and The City ekspertise ud i hovedet på jer.

(Til gengæld er jeg totalt klar på at snakke om AJLT nu – enten i DM eller kommentarerne)

SPOILER ALERT! Jeg afslører handlingen i de nye AJLT afsnit i den her tekst. Der kommer endnu en alert inden, men for en sikkerheds skyld: Lad være med at læse videre, hvis du ikke vil vide hvad der sker i serien.

Første gang jeg mødte Carrie havde hun brun lipgloss og en koboltblå trøje på. Hun sidder på en kaffebar i sæson 1 og snakker med en ven. Det var dengang kaffelatternes skum flød som en kridthvid sky ovenpå kaffen og blev drukket af glas i kromstel. Jeg gik i 1. G og sad hjemme i sofaen på Gl. Hellebækvej og tænkte at sådan ville jeg også være, når jeg blev voksen.

Lige siden har Carrie, Miranda, Samantha og Charlotte (i den rækkefølge) været mine venner. De var med mig i 2003, da jeg købte “Kiss and Tell” i en bogforretning i New York. Og i 2007 da jeg lige var flyttet til Kolding for at studere og var så ensom, at jeg spiste alle mine følelser i form af kulhydrater. Og når jeg følte mig allermest alene (som var hver aften) tog jeg en DVD fra ‘The Shoebox’ og smed i min hvide, klistermærkefyldte mac, og så kravlede jeg i seng med computeren snurrende på maven. Den knitrende HBO-sne og et mol-ShhhhhhHUUUUUU efterfulgt af en liflig dur og Carrie i tylskørt: Da da da DAM da DAM da DAA da da DAM, da dam da daa da da dam. BE Ep de de de de DEW…. Ahh. Så vidste jeg, at de næste par timer ville jeg være et rart sted. Et sted hvor verden var sjov og nem.

Det er først i mine 30’ere jeg har forstået, at jeg jo ikke var alene på det kollegieværelse. Hvor mange har vi ikke ligget simultant i hver vores seng, i hver vores ørkesløse vandring gennem voksenlivets spæde skovbryn, og om natten har vi lænet os ind i vores fiktive storesøstres blomstrede silkekimonoer, lyserøde louboutins og konflikter der blev afblødt af et løftet øjenbryn (Carrie) en snappy oneliner (Samantha), skamløs kagespisning (Miranda – “And I ate the whole thing”) eller en “Do you think my hair is too shiney today”-replik (Charlotte –“That was the thing about Charlotte. Just when you were about to write her off as a Park Avenue…” …Okay, I forstår hvor jeg vil hen. That shit mattered for så mange af os. Og replikkerne har brændt sig ind i vores hjerter og vi kan alle sammen SE Samantha falde ned ad trappen når Smith siger “Just fucking hold my hand” for os, fordi vi KENDER Samantha og vi ved, at hun bare ikke gider holde i hånd).

Den første SATC film så jeg i biografen i Kolding i 2009. Vi var en flok 2. års studerende og vi tog bussen op til Kolding Storcenter i vores fedeste tøj. Jeg havde stilletter på og havde skrevet “You can take me out of Manhattan, but you can’t take me out of my shoes” med en sprittusch op ad mit ben. Miranda var flyttet til Brooklyn, jeg var flyttet til Kolding. Det var det samme.

Jeg har altid har foretrukket de mere upolerede tidlige sæsoner, med cigaretrøg, uredt hår og en styling der handlede mere om unikke vintagefund parret med en stinkende dyr Manolo, og mindre om de overdrevne head-to-toe designerskrud i de senere sæsoner.

Men jeg kunne alligevel godt overtales til at svælge i Aleksandr Petrovsky æstetikken der skyllede ind over særligt 6. sæson og som kulminerede med den overdrevne styling i sæsonafslutningen i Paris. Den samme “æstetik over realitet” købte jeg også ind på i første film som jeg kunne lide, fordi filmen, trods SATC evige privilegieblindhed, blev på sin egen banehalvdel. Selvom de fleste af os ude i virkeligheden efterhånden var begyndt at bekymre os om overforbrug og klimaforandringer, så var det ligesom okay i SATC The Movie 1, for filmen prøvede ikke at være politisk og Sex And the City var alligevel bare noget vi legede.

Men anden film. Åh. Mit hjerte. Jeg glemmer aldrig hvordan min veninde og jeg desillusionerede forlod biografsalen, flove over at have lagt øjne og ører til den. Vi skammede os hele vejen hjem! Så er en film fandme dårlig. Plotløs, skamløs og privilegieblindheden nåede nye højder. Jeg vil ikke gå i detaljer, for jeg ved at du også ved det (og trænger du til at krumme tæer over den igen, så læs et uddrag af kritikken på filmens Wikipedia her). No wonder Kim Cattrall ikke skulle nyde noget af at være med i en revival. Det var som om Samantha gik i stykker lige der, på det marked i Abu Dhabi(dooo!!! Ejmenaltså. Og så endda en Miranda-replik. Bare nej!). Nej, nej, og nej. Det var så trist.

Nogle gange skal man helt ned og bide i gulvtæppet før man kan rejse sig fra asken, og det var vist godt for alle, at Michael Patrick King og Co. lige blev 10 år i skammekrogen, inden de offentliggjorde planerne om ‘And Just Like That’.

(SPOILER ALERT – STOP MED AT LÆSE HVIS DU IKKE HAR SET AJLT!!)

I går så jeg første afsnit og i dag andet afsnit. Og hallo altså!

‘Hello, It’s Me’ og ‘Little Black Dress’

For at starte med det vigtigste først. Udseendet (det er jo SATC, for faen). Det er tydeligt at Patricia Field has flown the coop, som Carrie ville sige. Allerede fra første scene, synes jeg at tøjet taler ned til mig, i al dets pomp og pragt. Jeg har simpelthen ikke brug for Monies gigantiske cable chain necklase til at eksplodere ud over kjolen på Charlottes nye girl crush, Lisa Todd Wexley, for at forstå at hun er Park Avenues svar på Jeanne D’arc. Og Carries hat og Charlottes nyindkøbte Oscar De La Renta kjoler …åh nej, altså. Jeg savner Patricia!

Måske er det også fordi tøjet på en måde bliver et symptom på det, der sker, særligt (og ærgeligt for serien) i de første par scener, hvor jeg føler mig gevaldigt undervurderet pga. en unødvendig overkarikatur; Det er som om de tror, vi slet ikke kender karaktererne, og derfor skal have deres personlighed ind med en sølvske.

Carrie, stop med at JUBLE over at du får en freaking bord. We get it. It’s New York, og I spiser på fancy steder. Chill.

OK fair nok. Vi har ikke set dem i 10 år og a lot of shit went down in this place, attention must be paid – TADA and TADAA (Åh nej, nu savner jeg endnu mere Samantha) og vi skal lynhurtigt forstå at Charlotte er flyttet delvist ind i en filler-klinik (No offence Kristin Davis) og at hun ikke vil blive gammel, at Miranda er gået fra at være arbejdsnarkoman til at være retfærdighedsnarkoman og wannabe filantrop (med et alkoholproblem? Hyggeligt at hun lige får sig et glas vin på Scout Bar – for det er da den, er det ikke? – bare ikke så hyggeligt at klokken er 10 om formiddagen)… Vi skal også forstå at Carrie er gået fra at være 1990’ernes ‘Miss Sex and The City’ til at være 2020’ernes ‘Mrs. Silence and The City’, da hun ikke tør tale åbent om sex, i det woke podcaststudie (og vi ser også at hun efterfølgende forsøger at overvinde sin snerpethed ved at bede sin mand, om at …onanere foran hende? Undskyld, men what? Do your own homework, girl!)

Men dog point til Carrie for stadigvæk at have sin selvironi med sig, da podcastværten Che Diaz ikke kender Barneys, “Now THAT is offensive”. Lol og hyggeligt. Det klæder Carrie når hun godt selv ved, at hun er et overforbrugende mærkedyr.

Vigtigst af alt skal vi se at Carrie og Big er så lykkelige, at det KUN er fordi at Chris Noth og Sarah’s on-screen kemi er ligeså nice og kærlig og jovial, som den altid har været, at jeg lader dem have their fun. Jeg elsker dem sgu. Og hvis nogen må bo svinedyrt og spise perfekt saltet laks og asparges, mens de hører gamle LP’er så er det Mr. Big og Carrie (Nope. It’s not tacky. It’s classic.)

Når alt det negative er sagt. Så kan jeg godt lide seriens anslag og præmis. Jeg kan faktisk lide at se Miranda på glatis til hendes første time på hendes jurahold, selvom det er utroligt tåkrummende. Og Heureka! Lad os lige snakke om at nogen endelig har bragt serien ind i 2021 og givet nonbinære og farvede karakterer bærende roller. End-e.lig. Det er en svær opgave serien giver sig selv, og derfor bærer jeg også over med tåkrumning og forhastede karakteropbygninger, fordi karaktererne til gengæld endelig skal bakse med at se sig selv i øjnene og tage den medicin som ALLE har skreget på, efter Filmen Fra Helvede i 2010. Og det er en nødvendig udvikling, hvis jeg ikke skal hoppe tilbage til 90’ernes bløde uskyld og gense 2. sæsons Take Me Out to the Ballgame for 117. gang.

(KÆMPE SPOILER ALERT)

And Just Like That fik ‘And Just Like That’ en meget voksen og klædelig klang

And just like that Mr. Big died. 

Vi slutter første afsnit af med at forstå at ‘And Just Like That’ ikke kun handler om at erkende hverdagens små aha-oplevelser belejligt wrapped up in a bow i klummeformat. Det kan også handle om hvor hurtigt en livsomvæltning kan ske. F.eks. hvor ekstremt hurtigt dem man elsker kan dø.

Hele crescendoet, med Lilys klaverkoncert krydsklippet med Mr. Big på træningscyklen, mindede mig om det jeg elsker allermest ved SATC. Den visuelle poesi (som er blevet hverdagskost for os i dag, men som dengang i 4. sæson med closeups af syrener og vand, der drypper fra en knust vase var ret nyt i serier) kombineret med en dybde og alvorlighed, som vi ikke har set skyggen af, siden Samanthas kemoforløb og Charlottes fertilitetsbehandling. Velkommen, Sorg, til SATC. Og tak fordi du kiggede forbi. Jeg græd hele vejen igennem andet afsnit. I 41 stive minutter strømmede tårene ned ad mine kinder. Det var utrolig rart og forløsende oven på SATC The Movie 1 og 2 og første halvdel af 1. afsnit And Just Like That’s overgearede, overlykkelige og overstylede prinsesseverden. Jeg VED I har dybde og mørke i jer. Og jeg glæder mig til at se mere af dét den 16. december.

R.I.P. Mr. Big. Og tak for alt.

11. december 2021