Monthly Archives

januar 2022

Kan åbenbart kun skrive om AJLT

Jeg har lige set Episode 8 “Bewitched, Bothered, and Bewildered” (…!) og jeg har virkelig prøvet. Vir.ke.lig. Altså. Jeg har fandme været flink den sidste måned. Men – med ét – kan jeg ikke mere And Just Like That.

Hvorfor. HVORFOR. Hvorfooooor

– snakker Carrie pludselig underligt BFF-sprog med Seema? “Don’t I know it sister”? (Forøvrigt oprindeligt en Samantha replik fra geni(t)ale E18 i S3) og “I bet you’d cut a bitch for some cashmere”?? (…*græder*). Seema er blevet lige præcis den Samantha erstatning, jeg ikke skulle bede om.

– Steve og Miranda. Jeg vil ikke engang… Jeg vil ikke engang gå ind i hvor ableistisk sofascenen i nyeste afsnit med Steves høreapparater er. Altså i gamle SATC, havde jeg måske på en eller anden måde kunne forstå det, men i nye obligatorisk-rummelige AJLT, hvor vi indtil videre kun har fået lov at se Steve (en af SATC’s bedste og ældste karakterer) fimle og famle sig gennem nærmest alle hans scener, virker latterliggørelsen af ham i de sidste 2 episoder så fej og malplaceret.

– hopper Miranda direkte i en taxi efter hun har forladt sin partner gennem +20 år? Nu har jeg ikke selv prøvet det, men er det sådan det foregår? Skal man ikke lige – I don’t know – fortælle det til sin søn eller noget?

I en podcast hørte jeg Liv Strömquist sige, at Michael Patrick King, Sarah Jessica Parker og Co. nok bare ikke interesserer sig for politik. Det tror jeg er meget rigtigt. Den er ikke længere. Det show, de allerhelst vil (og kan) lave, er ikke det show de har lavet. I stedet har de lavet en pligtfortælling som ikke alene bliver en ufrivillig parodi på alt det de, af mange gode grunde, gerne vil give airtime. Men endnu værre så spilder de muligheden for at lave uhøjtidelig, skarp og selvbevidst satire like in the old dæjs…

Jeg er hverken forfatter eller har læst moderne kultur eller noget, men jeg har fannerme set meget Sex and the city, og det fede ved serien var jo netop at hvert afsnit var så lille, at forfatterne kunne fylde masser af lol og nerve ind i den simple struktur. I modsætning til AJLT, stod hovedpersonerne sjældent selv direkte for skud, det gjorde til gengæld diverse svigermødre, fodfetichister, midtlivskriseramte wannabe taskedesignere mv. mv. mv. AJLT åbner alt for mange døre i deres pligtskyldige forsøg på åbenhed, og derfor er der nu så mange tråde som hænger og svæver diffust i luften. I den oprindelige serie skænkede jeg aldrig bikaraktererne en tanke, men af en eller anden grund tænker jeg en hel masse på hvor Bigs aske er blevet af? Hvad med ham der drengen, fra Lilys musikskole der ikke kunne spille klaver? Er Mirandas undervisning slut? Skulle Carrie ikke step her p***y up i den der podcast? Er Rose Rock nu? Jeg ved ikke… Jeg forstår ikke hvad serien vil have mig til at fokusere på og hvad de forskellige afsnit handler om. De eneste to ting jeg for alvor husker er at Big er død og at Miranda pt er præcis lige så blåøjet naiv, som hun altid har skældt Carrie ud for at være i SATC. Er “I’m gonna go to Cleveland and surprise Che at their show and tell them that we can be together. Oh my god… I’m in a rom-com Carrie!” måske ikke den mindst Mirandaede replik i verdenen?? Jeg savner den gamle, unge Miranda med smækbukser og hue. (Og det gør den nye, gamle Miranda åbenbart også…)

AJLT er (blevet) præcis lige så megaloman som begge filmene var, og som SATC lige netop IKKE var. Den oprindelige serie blev stor, fordi hvert afsnit var lille. Og fordi de skrev med udgangspunkt i anekdoter fra forfatternes eget liv og hvert afsnit handlede om deres egen virkelighed. Og hvis der er noget et års skrivekrise har lært mig, så er det at man – hvorend man gerne ville – ikke kan skrive andre historier, end dem der er ens egne.

NU gider jeg ikke skrive mere om AJLT. Og mit gæt er at I heller ikke orker læse mere.

Klokken er forøvrigt midnat og det betyder at jeg har fødselsdag. I år har jeg valgt at fejre det med et festfyrværkeri bestående af 4 x Omikron i frit flor, med alt hvad det indebærer af manglende smagsløg, selvisolation, aflyste teaterture og afsindigt stoppede pandehuler. 37, here I am.