Monthly Archives

maj 2022

Tanker om snart at have 3 børn – Og om ikke at være frygtmotiveret, men stadigvæk påvirket af familien som statusmarkør

“Man fortryder kun de børn man ikke får” og “vores tredje barn bandt virkelig sløjfe på vores familie”… Det vrimler med treere både i min omgangskreds og i mit feed – og med alle mulige grunde til at få dem. Og nu hvor jeg efterhånden selv er højgravid, med mit tredje barn, vil jeg prøve at reflektere lidt over hvorfor jeg gerne vil have tre børn. Og hvorfor jeg har haft så svært ved at sige det højt.

Forleden var jeg ude med nogle veninder og opdagede at jeg har utrolig svært ved at snakke om hvor glad jeg er for at være gravid med mit tredje barn – og dermed også skrive om det (og derfor er startet forfra på denne tekst cirka hundrede gange). Jeg snøvler og kan ikke lide at sige højt at jeg faktisk går rundt og føler mig temmelig lykkelig.

Måske handler det om min aversion mod fortællingen om den lykkelige familie og min trang til ikke at bidrage til det narrativ. Måske handler det om presset jeg selv har følt, når andre med en tilsyneladende legende lethed annoncerede deres tredje barn, som jeg kun kunne tolke som et gigantisk overskud, jeg i hvert fald ikke besad.

(Tænkepause. Det er et par måneder siden jeg sidst har skrevet og jeg skal sgu lige i gang. Drikker noget kaffe og finder noget musik. Okay. Okay. Måske hvis vi startede med at kigge lidt på sætningerne).

Der er sætninger, der er så musikalske, at de klæber sig fast til ens bevidsthed, som parasitter på en pukkelhval (vidste I, at en voksen pukkelhval kan svømme rundt med 450 kg freeloading rankefødder på kroppen?!), og som derfor snylter sig med gennem livet, uden man nogensinde har fået forholdt sig særlig kritisk til dem. Jeg er et fomo-dyr, og derfor har klichéen “man fortryder kun de børn man ikke får” været sådan en sætning for mig. Er det min fomo, som nu også angriber mit familieliv? Du skal hele tiden være til rådighed for dit job, for det kunne jo være, der var behov for dig. Du skal hele tiden være til rådighed for omverden, det kunne jo være at der skete noget vigtigt. Og så fortryder du kun de børn du ikke får! Du fortryder kun det job, du ikke tager, de lande, du ikke rejser til… Du vil fortryde alt det du ikke gør. Åh, det frygtelige, stressende, belastende lille bæst. Det lille sultne, sorte hul i min sjæl, der altid tror, at jeg skal have mere for at høre til. Mere nyt. Flere nye børn. Flere kvadratmeter. Mere, flere, større til jeg dør. Men. Man fortryder vel kun alt det man ikke gør, hvis man gerne vil gøre det – Ikke fordi andre gør det, eller fordi en desperat nationalstat skriger DO IT FOR DENMARK, men fordi man ikke kan leve uden at gøre det. Sætningen burde lyde sådan her: “Man fortryder kun de børn man ikke får, men som man gerne ville have haft”.

Phew. Okay. Så er den lidt mere udvandet og næste spørgsmål er så: Hvordan ved man om man vil have (endnu) et barn?

(well, who am I to tell you, men nu er det jo mig, der ejer domænet her, så jeg giver det et skud)

Da jeg studerede snakkede vi ofte om hvorvidt vi var frygtmotiveret eller ej, særligt op til eksamen: Stræbte vi efter en høj karakter fordi det kunne være fedt at få 12, eller gjorde vi det af frygt for at falde igennem og skuffe vores egne og andres forventninger til os?

Ti år senere har jeg efterhåndet lært at alt hvad der er frygtmotiveret, skal pisse i lære. Jeg har truffet utrolig mange valg baseret på angst for at stå udenfor fællesskabet. Og hver gang jeg har gjort det (nævner i flæng: blevet for længe i forhold, sultet mig op til et modeljob osv. osv. osv.) er jeg altid endt med at føle mig som en løve i et bur af andres forventninger.

Alligevel har jeg, uanset hvilken livsfase jeg har været i, altid været (alt for) optaget af andres forventninger til mig. I mine 20’ere var spændetrøjen som sagt skønhed og nu her – i mine 30’ere – har kernefamilien været den kasse jeg har kæmpet for at presse mig ned i, siden jeg fik mit første barn som 30-årig. De sidste par år har jeg indset, at jeg hverken kan, vil eller behøver passe ned i den kasse. Jeg nægter at indfri det sindssyge forventningspres, der er til kernefamilien og alt det den skal kunne rumme (forestillingen om en traditionel, monogam, romantisk familie, som er et lukket og selvopretholdende økosystem). Jeg siger ikke at mange ikke er lykkelige i en traditionel kernefamilie. Jeg siger bare at jeg først blev lykkelig i mit parforhold, da jeg holdt op med at se på os som en kernefamilie og i stedet så os som to frie individer, som aktivt har valgt hinanden til, som indgår i et fælles arbejdsfællesskab og som derudover selv er ansvarlige for (og frie til) at indfri vores egne drømme, håb og ønsker.

Nå. Nu nærmer vi os måske hvorfor det er så svært for mig at skrive om lykken ved 3. barn (i mit temmeligt heteronormative parforhold). Men jeg prøver. Hvorfor er jeg så gravid med mit 3. barn?

I det øjeblik jeg fødte mit yngste (nu femårige) barn, var min første impuls, at det ikke var sidste gang, jeg skulle føde. For et par år siden fik jeg en visualisering af at jeg havde tre børn. Måske i en drøm. To store og en lille i slipstrømmen. Og særligt det sidste år har jeg decideret savnet følelsen af et lille barn. Det er svært at sætte ord på, for der er hverken logik eller rationelle tanker bag. Det er en ordløs følelse, som netop er … ordløs. Jeg kan kun tale for mig selv, så jeg vil nøjes med at sige, at det for mig var en meget fysisk fornemmelse.

Da jeg opdagede at jeg var gravid, snakkede min kæreste og jeg kort om hvorvidt jeg skulle have en abort eller ej. De gode (læs: rationelle) grunde til ikke at få et barn stod i kø: Nu er børnene endelig blevet store, alle sover om natten, der er ingen bleskift, det blir sikkert sygt svært at få passet 3 børn, det bliver dyrere at rejse, børn udleder sygt meget CO2, der er ikke plads i vores lejlighed osv. osv. osv. Men alene tanken om abort gav sig udslag i nogle ret heftige gråd- og angstanfald, som talte sit eget, tydelige sprog.

Men kommer det tredje barn så til at binde sløjfen i vores familie? Det kan jeg af gode grunde ikke svare på. Men jeg kan sige så meget: Det føles enormt meningsfyldt at der kommer et barn. I højere grad end med de to store, så føles det her barn som et aktivt tilvalg, som ikke handler om hvorvidt man “bør” stifte en familie (for det har jeg allerede gjort) og “sprede sine gener” (for det har jeg allerede gjort). Det her barn kommer bare. Tiden med små børn går ikke særligt hurtigt mens den står på, men når først tiden er gået, er den forsvundet på et øjeblik. Og med det i tankerne, kan man måske godt kalde det her barn for en slags sløjfe. En sløjfe skal ikke holde sammen på noget. Den har ikke nogen funktion. Den er der bare.