Kan ikke finde tiden til at skrive sammenhængende, så det bliver lidt frit fra hoften her fra et bagsæde, hvor de store marinerer i skærme, den lille sover og Niklas kører og hører Tobias Rahim.
Jeg tænker at dogmet er at jeg trykker på udgiv, så snart bilen holder stille (så beklager på forhånd) for ellers bruger jeg for meget tid på det.
Prøv forøvrigt lige at spørg om det er klemt at være to voksne og tre børn inkl. oppakning, 3 x børnesæder og så sgu da også lige en barnevogn i en 5 personers Ford Focus? Indsæt eksplosionssmiley. Er begyndt at få klaustrofobi hver gang jeg ser vores bil. Godt vi ikke kører i den så tit. Gu ku det være fedt med en ID.Buzz eller med et drøn af en Tesla, men ingen af os kan bare overskue at skulle bruge så mange penge på en bil…
I det hele taget er der en pengeenergi for tiden (ja, no shit Sherlock.. #energikrise). Men jeg kan meget godt lide det. Noget med nøjsomhed, downsizing og at sy lapper på sit tøj. Og gå på loftet og hente tøj ned og lave en Capsule Wardrobe i brune og grå nuancer. Kører den meget ned i gear og pakker alt det blomstrede væk i IKEA poser. Smider ud og kører i Blå Kors på noget der føles som ugentlig basis. Og udlever big time mit behov for at lave Swedish Death Cleaning på loftet. Vil ikke længere gemme ting for at jeg så kan smide dem ud om tyve år. Har – endelig – forstået at ting foretrækker enten at blive brugt eller blive smidt ud; ting kan ikke lide at ligge hengemt i kasser.
Måske er det også en (an)erkendelse af at vi bliver boende i vores lejlighed. Prøver at eje beslutningen. I stedet for at have evig dårlig samvittighed over ikke at give ungerne “græs under fødderne”, øver jeg mig i at tænke: Siden hvornår er det egentlig blevet det radikale valg ikke at gældsætte sig for flere millioner og købe en villa man lige akkurat har råd til at sidde i? Måske endda et sted som kræver to biler. Prøver at normalisere by og cykler og mange mennesker på få kvadratmeter og at vi holder børnefødselsdage på legepladser og mødes og går tur i en park og at man ikke nødvendigvis behøver at kunne have femten mennesker til middag i sit hjem.
Så ja. Noget helt røvsygtmenogsålidthyggeligt snusfornuft med ikke at leve over evne. At gå på hovedbiblioteket og låne selvhjælpsbøger, vinterbade i havnen, gå til babysalmesang i kirken hundrede meter væk, nyde at jeg kan høre klokkerne ringe fra min altan, lave espresso med varm mælk hjemme i køkkenet og tage den med på tur i en kop. Lidt mindfull, lidt lokalt og lidt ro på.
Nå. Så er vi her sgu. Ses på grillen. Eller legepladsen. Eller noget andet billigt.
6 Comments
Min søsters børn takkede hende som teenagere, fordi hun var blevet i byen og ikke havde hevet dem med ud på græs et sted, hvor ingenting sker.
Der er håb forude…
Jah! Liiige om lidt, hæhæ.
Kør noget italiensk energi ind over det der med by, cykler og børnefødselsdage i parker! Jeg har boet en del af min barndom i Italien, og deres lejligheder er generelt små, de er lige 10-20 år bagud på idéen om samtalekøkkener og alrum med plads til en hel børnehaveklasse og diverse løsøre i form af børnenes voksne, og så er vejret jo ret nice. Resultatet: Parkerne er BUZZING, fordi de mødes der i ét væk til fejringer af fødselsdage, helligdage, søndage, fyraftener og hvad ved jeg. Og de gør fandme noget ud af det. Har klapstole med, tæpper, kølebokse, alt muligt lækkert haps fra delikatesseforretninger, vin og øl, og børnene leger og de voksne snakker, og seriøst, det er så nice og afslappet, og festen bliver større, og folk kan droppe forbi. Aah. Normalisér legepladsfødselsdage og fuck det der med at klemme for mange mennesker ind på (det der alligevel altid, selv i hus i forstæderne, er) lidt for lidt plads.
Yeees! Freaking normaliser legepladsfødselsdage!! I vores børnehave er der faktisk en del expats og de er vildt gode til legepladsfødselsdage.
Hvor befriende! Vi er flyttet til byen i et mindre hjem og jeg ville ikke bytte tilbage. Til fødselsdage har vi en læks pavillon til haven, så kan man tulle frem og tilbage, for der er ikke plads til at alle er indenfor. 🙂
Spændende, I var ude i det forjættede villakvarter og vendte så tilbage? God ide med pavillon!