Monthly Archives

januar 2023

Bla bla bla

Mennesker trenger mennesker

I dag er min 38 års fødselsdag. Jeg blev vækket af at mine børn og mand kom listende ind med stearinlys og flag og sang. Og jeg følte mig meget rig på mennesker.

Da jeg var studerende i Kolding var det lige omvendt. Døren til min kollegielejlighed var en branddør, der sagde sådan en fjuuup-lyd, når man lukkede den. Så sad jeg der på køkkengulvet i min lufttætte lejlighed og lovede mig selv, at hvis jeg engang kom til at bo sammen med mennesker igen, så skulle jeg huske dét øjeblik. I dag sender jeg en tanke tilbage til ensomme Ida, 26 år på et køkkengulv i Kolding. For selvom ensomheden i dag er et åndehul jeg nyder, ved jeg også, at det kun er rart fordi den altid er der med et bagtæppe bestående af mennesker.

I lang tid følte jeg mig forkert for at være så afhængig af mennesker. Gennem tiden har jeg skrevet side op og ned og sammenlignet min mennesketørst med mere eller mindre indbydende snyltedyr.

Men en dag sagde min psykolog noget. Vi sad i hendes arbejdsrum og kiggede ud over hendes hestefolde og jeg fortalte at jeg næsten altid har boet med nogen og om hvordan jeg som 12-årig sov på en madras på min søsters værelse, fordi jeg ikke turde sove alene på mit værelse i kælderen. Jeg fortalte at jeg var irriteret på mig selv, over at være så dårlig til at være alene. Så pegede hun ud på et skel i hestefolden og sagde “Engang imellem sker det, at en af hestene havner på den forkerte side af skellet mellem de to folde. Så går hesten helt i panik. Den er slet ikke til at styre, før den har fundet vej tilbage til flokken”. Efter lidt tid fortsatte hun: “Vi er flokdyr. Os alle sammen. Direktøren på dit arbejde, din mand, dig. Alle har brug for at tilhøre en flok”.

Jeg har tilbragt mine formative år i selskab med Sex And The City – den ultimative hyldest til individets frihed og selvstændighed, som fik mig og mange af mine fellow millennials gennem de ensomme tyvere. Om aftenen på kollegieværelset så jeg altid et par afsnit, inden jeg skulle sove. Men så – 10 år senere – sagde min psykolog det med hesten. Og jeg forstod måske lidt mere, at selvom selvstændighed er godt, så er mennesker (venner, børn, partnere, familie, skolekammerater, venners børn, den dér ene rigtig gode kollega, niecer, nevøer, bedsteforældre, skolelærere, baristaen i den lokale, den underlige fellow fodgænger man altid støder ind i, naboer, internetvenner…) altså bedre. Eller om ikke andet: Et helt naturligt behov.

SKAM serien fra 2015 fik i høj grad lappet mit “hvis du ikke har nok i dig selv, så er du ikke et helt menneske”-sår med den vidunderlige one-liner: “mennesker trenger mennesker”, som nærmest endte med at stå tilbage som en hel sæson-morale. Og selvom serien var målrettet gen Z, tror jeg faktisk, at den ramte mindst lige så rent hos os ensomme gen-Y’ere.

Behovet for at have mennesker omkring os gør os ikke til snyltende bændelorme. Vi er bare flokdyr.

Jeg er bare en hest.

Det kan jeg godt leve med.

Bla bla bla

Hvor er jeg træt af mit telefonmisbrug

I 1900’erne var en pibe en almindelig konfirmationsgave. Den markerede overgangen til voksenalderen.

I 1950’erne blev der røget overalt. I offentlig transport, i fly, på hospitaler. Der blev advaret mod rygning i sengene. Det var ikke en ualmindelig brandårsag, at nogen var faldet i søvn med en tændt cigaret i hånden.

I 1970’erne var det helt normalt at pædagoger røg i børnehaverne, både ude og inde på stuerne, mens de var sammen med børnene.

Min morfar var tolv år, da han fik sin første cigar. Han begyndte at ryge som 13-14 årig og røg hele livet, frem til han som 62-årig fik konstateret lungekræft. Et par år senere døde han.

Og nu har vi erstattet cigaretter med telefoner. Telefoner er den kollektive sutteklud du jour. Er jeg helt hysterisk eller kan man endda sige at vi udsætter hinanden for passiv telefoni i bussen, på restauranter og på gaden, hvor vi er omgivet af mobilzombier, når vi løfter blikket? Det prikker til os, på en måde vi ikke helt kan sætte ord på, at vi ikke kan få øjenkontakt med hinanden. Og selvom det ikke generer os nok til at sige noget i situationen, så brokker vi os over det, når vi er kommet hjem. Måske vi endda drister os til diskret, at tage et forurettet billede af det deprimerende sceneri.

I dag sidder pædagogerne med deres telefoner, mens de passer børn i børnehaver og SFO’er. En bekendt (som jeg har lært at kende på Instagram) fortalte, at hun havde set to pædagoger sidde på en legeplads, og været på facebook på deres telefoner, da et barn faldt ned fra klatrestativet. Det var først da et andet barn kom hen og rykkede dem i ærmerne, at de opdagede uheldet.

I dag sidder forældre med deres telefoner på legepladser og på hovedbiblioteket. På legetæpper med vores nyfødte. “Hun opdager det alligevel ikke” fortæller jeg mig selv, når jeg sidder med min datter på et halvt år. Men i virkeligheden er det jo ligegyldigt om hun opdager det. For det handler jo om, hvorvidt jeg opdager hende. Jeg falder i søvn med min tændte telefon i sengen. Opdager den lysende skærm ligge under puden, næste morgen eller midt om natten, når jeg vågner og lægger telefonen artigt på plads på natbordet.

Samtidig er antallet af børn og unge mellem 0 og 17 år med angstlignende diagnoser steget med 52 procent, i løbet af de seneste 10 år (fun fact: Smartphonen blev lanceret i USA i 2007. Det er 15 år siden).

Samtidig er andelen af voksne danskere med en høj score på stressskalaen steget fra 21 pct. i 2013 til 25% i 2017 og til 29% i 2021. Næsten hver tredje voksne føler sig stresset. Og – det her står for egen regning – Men for et par uger siden opdagede jeg, at jeg i løbet af en uge havde tilbragt 22 timer på Instagram. Det er en deltidsstilling. Så er det vel ikke underligt, at jeg bliver stresset og føler mig konstant bagud med mit liv.

Samtidig tror jeg, at der ulmer et opgør. For jeg fornemmer, at jeg ikke er den eneste der har fået nok. Nok af at tjekke min telefon 150 gange i løbet af en dag. Nok af, gang på gang, at konstatere at min hjerne igen er blevet kidnappet af et lille pling, der blev til 30 minutters uforvarende skærmtid. Nok af at forære min dyrebareste ressource, min tid, til platformene.

Min 7-årige søns klassekammerat har lige fået sin første telefon. Det er en gammel iPhone med spil på. Nu vil min søn også have en iPhone.

Og jeg skal forklare ham at han ikke må få en iPhone. Ikke nu. Ikke om et år. Ikke om to år. Faktisk er jeg i tvivl om han nogensinde må få en smartphone. Du griner, men jeg mener det. Jeg er pissebange for screenagers i gadebilledet. Jeg ser dem overalt og det er så uhyggeligt. Jeg nægter at lade ham blive lige så afhængig af en skærm, som de er. Og som jeg selv er.

Jeg forestiller mig mobilfri togkupéer, restauranter og biblioteksafdelinger.

Jeg forestiller mig politisk handling og regulering af platformes dopamin-aktiverende brugeroplevelse.

Jeg forudser mobilfri restauranter. Mobilfri folkeskoler. Mobilfri dage.

Jeg forudser at mange af kommer til at vælge et liv uden smartphones, ligesom mange i dag vælger et liv uden røg.

Er jeg helt væk? Skal jeg bare lære selv at styre mit eget misbrug (primært af sociale medier) og holde min gamle kæft? Skal jeg bare lære at det ikke er skærmens skyld, at jeg er afhængig?

Glæder mig til at blive klogere i kommentarsporet.

Ps. Billedet er taget af min 5-årige

Bla bla bla

Vær velkommen 2023

Der er noget ved den maniske juleperiode, jeg allerede savner. Decembers lange hækkeløb, bestående af lige dele æbleskiver, Woody Allen og hoLd kÆfT hVoR Vi hYgGeR, bruges (og nydes) som belejlige overspringshandlinger, mens tankerne kværner, om det jeg gerne vil og skal nå i det nye år.

En måde at puste til tankemylderet er ved at fyre ekstra op for selvhjælpslitteraturen i de mørke måneder. I år har jeg læst ‘Elsk den du er’ af Kisser Paludan og “Designing your life” af Bill Burnett og Dave Evans.

Jeg tror lige, jeg vil uddybe hvorfor jeg har læst de to bøger. Jeg holder en lang barsel (1,5 år), og min plan er at bruge tiden på at 1) skrive på min bog 2) finde ud af hvordan mit arbejdsliv skal være (…nåeh ja, det glemte jeg lige… Og 3) passe min baby og to store børn).

Punkt 2 skal ikke forstås som, at jeg ikke vil tilbage til mit faste job efter min barsel. Det vil jeg gerne. Men jeg vil kun, hvis det kan være på en måde, der ikke piller mig fra hinanden. Det er virkelig blevet tydeligt, efter jeg gik på barsel i maj, at jeg har en tendens til at være ret selvudslettende i mit (arbejds)liv. Generelt er jeg nok typen som bruger 90% af min energi på alle andre end mig selv. Det skal ikke misforstås som humble bragging, for det handler mindst lige så meget om at misunde, projicere og kopiere (og bitterhed, åh, BITTERHED) som det handler om at “sikre at alle har det godt”.

I forlængelse af det, bruger jeg utrolig meget tid og energi på at “educate” mig selv, fx med timevis af terapi, artikler og bøger. Arbejdsmæssigt vil jeg helst afsætte 80% af tiden til ‘discover’-fasen med at forstå og forberede. Det kan man selvsagt ikke. Og ærlig talt, gider jeg heller ikke længere. Efter fem år på samme arbejdsplads, har jeg efterhånden set nok nyansatte stryge til tops efter en måned, til at vide at hemmeligheden er, ikke at bruge energi på det, man ikke er god til (og i samme ombæring: Det, man ikke synes er sjovt).

En veninde sagde engang: Gør mere af det du er god til. Ikke koncentrér dig om det, der er svært. Men som den Natural Born Imposter, jeg er, er jeg altid blevet draget af “det svære” (=det, alle “de andre” tilsyneladende kan/ved/gør/har skrevet/har gjort osv.). Hvor har jeg dog tvangslæst mange årsrapporter, klassikere, artikler og blogindlæg, som jeg hverken gad eller nødvendigvis havde brug for at læse, i stedet for at gå direkte i kødet på det, jeg er god til og som jeg kan lide. Jeg er træt af viden shame mig selv, i stedet for at lave noget: Er træt af føle at jeg hele tiden burde vide lidt mere, før jeg kan gå “rigtigt” i gang.

‘Hvad synes du er sjovt?’ er det spørgsmål jeg stadigvæk kæmper allermest med at besvare, når det kommer til mit arbejdsliv. Herunder hvordan jeg bygger bro mellem den side af mig som elsker at skrive og tegne og undersøge idealer og perfekthedskultur (og som kan være ok sjov) og så den side af mig som er UX designer i en stor offentlig IT styrelse. Det er ikke nogen hemmelighed, at det har været ret svært for mig at bygge den bro… Men. Måske er det også en pointe, at man ikke kan eller skal det? Er det utopi, at man nødvendigvis kan fyre al sin hobby-mojo ind i sit arbejdsliv? Hmm. Det er nok meget godt at jeg har knap et år mere at løbe på. Input modtages som altid med kyshånd i kommentarsporet.

Nu er det januar og jeg føler mig som Fran Lebowitz. Måske er det bare mit udseende. Den gigantiske halvfemser agtige RedGreen frakke jeg købte i en Røde Kors butik i Hundested, og som jeg *lever* i, kombineret med Levis mommy jeans og udtrådte Timberland støvler. Og det faktum at jeg, her i vinterhalvåret, simpelthen bare ligner en mand, når jeg ikke har makeup på.

Nu er sandhedens time kommet. Årets rene måned. Et stykke hvidt papir, den kollektive detox og tid til at gå i gang med at handle på alle flyvske tanker. Op på række, en ad gangen og sæt i gang. Suk. Jubii. Sukjubii.