I 1900’erne var en pibe en almindelig konfirmationsgave. Den markerede overgangen til voksenalderen.
I 1950’erne blev der røget overalt. I offentlig transport, i fly, på hospitaler. Der blev advaret mod rygning i sengene. Det var ikke en ualmindelig brandårsag, at nogen var faldet i søvn med en tændt cigaret i hånden.
I 1970’erne var det helt normalt at pædagoger røg i børnehaverne, både ude og inde på stuerne, mens de var sammen med børnene.
Min morfar var tolv år, da han fik sin første cigar. Han begyndte at ryge som 13-14 årig og røg hele livet, frem til han som 62-årig fik konstateret lungekræft. Et par år senere døde han.
Og nu har vi erstattet cigaretter med telefoner. Telefoner er den kollektive sutteklud du jour. Er jeg helt hysterisk eller kan man endda sige at vi udsætter hinanden for passiv telefoni i bussen, på restauranter og på gaden, hvor vi er omgivet af mobilzombier, når vi løfter blikket? Det prikker til os, på en måde vi ikke helt kan sætte ord på, at vi ikke kan få øjenkontakt med hinanden. Og selvom det ikke generer os nok til at sige noget i situationen, så brokker vi os over det, når vi er kommet hjem. Måske vi endda drister os til diskret, at tage et forurettet billede af det deprimerende sceneri.
I dag sidder pædagogerne med deres telefoner, mens de passer børn i børnehaver og SFO’er. En bekendt (som jeg har lært at kende på Instagram) fortalte, at hun havde set to pædagoger sidde på en legeplads, og været på facebook på deres telefoner, da et barn faldt ned fra klatrestativet. Det var først da et andet barn kom hen og rykkede dem i ærmerne, at de opdagede uheldet.
I dag sidder forældre med deres telefoner på legepladser og på hovedbiblioteket. På legetæpper med vores nyfødte. “Hun opdager det alligevel ikke” fortæller jeg mig selv, når jeg sidder med min datter på et halvt år. Men i virkeligheden er det jo ligegyldigt om hun opdager det. For det handler jo om, hvorvidt jeg opdager hende. Jeg falder i søvn med min tændte telefon i sengen. Opdager den lysende skærm ligge under puden, næste morgen eller midt om natten, når jeg vågner og lægger telefonen artigt på plads på natbordet.
Samtidig er antallet af børn og unge mellem 0 og 17 år med angstlignende diagnoser steget med 52 procent, i løbet af de seneste 10 år (fun fact: Smartphonen blev lanceret i USA i 2007. Det er 15 år siden).
Samtidig er andelen af voksne danskere med en høj score på stressskalaen steget fra 21 pct. i 2013 til 25% i 2017 og til 29% i 2021. Næsten hver tredje voksne føler sig stresset. Og – det her står for egen regning – Men for et par uger siden opdagede jeg, at jeg i løbet af en uge havde tilbragt 22 timer på Instagram. Det er en deltidsstilling. Så er det vel ikke underligt, at jeg bliver stresset og føler mig konstant bagud med mit liv.
Samtidig tror jeg, at der ulmer et opgør. For jeg fornemmer, at jeg ikke er den eneste der har fået nok. Nok af at tjekke min telefon 150 gange i løbet af en dag. Nok af, gang på gang, at konstatere at min hjerne igen er blevet kidnappet af et lille pling, der blev til 30 minutters uforvarende skærmtid. Nok af at forære min dyrebareste ressource, min tid, til platformene.
Min 7-årige søns klassekammerat har lige fået sin første telefon. Det er en gammel iPhone med spil på. Nu vil min søn også have en iPhone.
Og jeg skal forklare ham at han ikke må få en iPhone. Ikke nu. Ikke om et år. Ikke om to år. Faktisk er jeg i tvivl om han nogensinde må få en smartphone. Du griner, men jeg mener det. Jeg er pissebange for screenagers i gadebilledet. Jeg ser dem overalt og det er så uhyggeligt. Jeg nægter at lade ham blive lige så afhængig af en skærm, som de er. Og som jeg selv er.
Jeg forestiller mig mobilfri togkupéer, restauranter og biblioteksafdelinger.
Jeg forestiller mig politisk handling og regulering af platformes dopamin-aktiverende brugeroplevelse.
Jeg forudser mobilfri restauranter. Mobilfri folkeskoler. Mobilfri dage.
Jeg forudser at mange af kommer til at vælge et liv uden smartphones, ligesom mange i dag vælger et liv uden røg.
Er jeg helt væk? Skal jeg bare lære selv at styre mit eget misbrug (primært af sociale medier) og holde min gamle kæft? Skal jeg bare lære at det ikke er skærmens skyld, at jeg er afhængig?
Glæder mig til at blive klogere i kommentarsporet.
Ps. Billedet er taget af min 5-årige
11 Comments
For snart 9 mnd siden fik jeg en ny iPhone og lod være med at hente Facebook og Instagram. Det har været en kæmpe gave at slippe for det tidsrøveri. Jeg læser bøger, får foldet tøj, motioneret, holdt mere orden.
Scrolleriet sker stadig, men ikke på samme altomsluttende måde. Facebook exitet giver et par praktiske problemer ift ungernes klasser og fritidsinteresser som ynder at kommunikere gennem FB- grupper, men i det store og det hele er det er kæmpe +regnskab, men meget få minus at slippe for sociale medier.
Jeg håber vi bliver flere som stopper snart. Men kender mange som slet ikke ser problemet,
Sejt! Jeg har det også totalt okay med ikke at være på Facebook. Men jeg kan sgu mærke at det niver med Instagram… Egentlig mest af egoistiske årsager, fordi jeg har 10-20 mennesker derinde som jeg virkelig nyder at følge. Og så vil jeg super gerne “udkomme” derinde (oh, the irony!) Hmmm. Hvorfor er det sådan? Jeg er bare bare meget glad for fællesskabet og elsker at kunne dele mine ting. Jeg kan jo også godt mærke at trafikken hertil domænet er noget mere afmålt, når jeg ikke også poster mine nye indlæg på IG. Tilgengæld giver det ro til at producere ikke at være derinde. Haha. Det skal ikke være nemt!
Jeg savner også en håndfuld af dem jeg fulgte på instagram, men når jeg tænker tilbage på hvad jeg har erstattet tidsbruget på insta-stories med, så er det med noget, der giver meget mere værdi for mig i det lange løb.
Jeg husker ikke koden til min Insta mere og kan heller ikke finde ud af at genoprette adgangen, så den ender der. Facebook har jeg på en eller anden måde klaret så jeg kun er logget ind på Facebook Messenger (men uden at aktivere notifikationer)
Word Ida. Du har fat i den lange ende her!
Tak! Så mangler jeg bare løsningen, hehe.
Ja tak. Og tak fordi du stadig gider at skrive blog. Jeg gider nemlig ikke instagram. Men jeg kan vildt godt lide at læse om dine betragtninger.
Det er jeg så glad for du gider! Jeg gider nemlig godt skrive.
Måske Anne Sophie Hermansen har læst dit indlæg. https://www.weekendavisen.dk/2023-5/samfund/vores-skaerme-bliver-fremtidens-svar-paa-tobak
Så fucking scary det hele. Hør også Genstart ‘Skærm børnene’ fra for nylig om brug af skærme i skolen. Et er det personlige kaninhul af dopaminfixes, noget andet er det systematiserede skærmfængsel i skolen
Ja, ja, ja. Jeg hørte den godt og er så glad for at emnet er så present for tiden. For føler virkelig at der er en kæmpe elefant i rummet, som ingen rigtig taler om.
Det tænkte jeg også!