Mennesker trenger mennesker

I dag er min 38 års fødselsdag. Jeg blev vækket af at mine børn og mand kom listende ind med stearinlys og flag og sang. Og jeg følte mig meget rig på mennesker.

Da jeg var studerende i Kolding var det lige omvendt. Døren til min kollegielejlighed var en branddør, der sagde sådan en fjuuup-lyd, når man lukkede den. Så sad jeg der på køkkengulvet i min lufttætte lejlighed og lovede mig selv, at hvis jeg engang kom til at bo sammen med mennesker igen, så skulle jeg huske dét øjeblik. I dag sender jeg en tanke tilbage til ensomme Ida, 26 år på et køkkengulv i Kolding. For selvom ensomheden i dag er et åndehul jeg nyder, ved jeg også, at det kun er rart fordi den altid er der med et bagtæppe bestående af mennesker.

I lang tid følte jeg mig forkert for at være så afhængig af mennesker. Gennem tiden har jeg skrevet side op og ned og sammenlignet min mennesketørst med mere eller mindre indbydende snyltedyr.

Men en dag sagde min psykolog noget. Vi sad i hendes arbejdsrum og kiggede ud over hendes hestefolde og jeg fortalte at jeg næsten altid har boet med nogen og om hvordan jeg som 12-årig sov på en madras på min søsters værelse, fordi jeg ikke turde sove alene på mit værelse i kælderen. Jeg fortalte at jeg var irriteret på mig selv, over at være så dårlig til at være alene. Så pegede hun ud på et skel i hestefolden og sagde “Engang imellem sker det, at en af hestene havner på den forkerte side af skellet mellem de to folde. Så går hesten helt i panik. Den er slet ikke til at styre, før den har fundet vej tilbage til flokken”. Efter lidt tid fortsatte hun: “Vi er flokdyr. Os alle sammen. Direktøren på dit arbejde, din mand, dig. Alle har brug for at tilhøre en flok”.

Jeg har tilbragt mine formative år i selskab med Sex And The City – den ultimative hyldest til individets frihed og selvstændighed, som fik mig og mange af mine fellow millennials gennem de ensomme tyvere. Om aftenen på kollegieværelset så jeg altid et par afsnit, inden jeg skulle sove. Men så – 10 år senere – sagde min psykolog det med hesten. Og jeg forstod måske lidt mere, at selvom selvstændighed er godt, så er mennesker (venner, børn, partnere, familie, skolekammerater, venners børn, den dér ene rigtig gode kollega, niecer, nevøer, bedsteforældre, skolelærere, baristaen i den lokale, den underlige fellow fodgænger man altid støder ind i, naboer, internetvenner…) altså bedre. Eller om ikke andet: Et helt naturligt behov.

SKAM serien fra 2015 fik i høj grad lappet mit “hvis du ikke har nok i dig selv, så er du ikke et helt menneske”-sår med den vidunderlige one-liner: “mennesker trenger mennesker”, som nærmest endte med at stå tilbage som en hel sæson-morale. Og selvom serien var målrettet gen Z, tror jeg faktisk, at den ramte mindst lige så rent hos os ensomme gen-Y’ere.

Behovet for at have mennesker omkring os gør os ikke til snyltende bændelorme. Vi er bare flokdyr.

Jeg er bare en hest.

Det kan jeg godt leve med.