Der er noget ved den maniske juleperiode, jeg allerede savner. Decembers lange hækkeløb, bestående af lige dele æbleskiver, Woody Allen og hoLd kÆfT hVoR Vi hYgGeR, bruges (og nydes) som belejlige overspringshandlinger, mens tankerne kværner, om det jeg gerne vil og skal nå i det nye år.
En måde at puste til tankemylderet er ved at fyre ekstra op for selvhjælpslitteraturen i de mørke måneder. I år har jeg læst ‘Elsk den du er’ af Kisser Paludan og “Designing your life” af Bill Burnett og Dave Evans.
Jeg tror lige, jeg vil uddybe hvorfor jeg har læst de to bøger. Jeg holder en lang barsel (1,5 år), og min plan er at bruge tiden på at 1) skrive på min bog 2) finde ud af hvordan mit arbejdsliv skal være (…nåeh ja, det glemte jeg lige… Og 3) passe min baby og to store børn).
Punkt 2 skal ikke forstås som, at jeg ikke vil tilbage til mit faste job efter min barsel. Det vil jeg gerne. Men jeg vil kun, hvis det kan være på en måde, der ikke piller mig fra hinanden. Det er virkelig blevet tydeligt, efter jeg gik på barsel i maj, at jeg har en tendens til at være ret selvudslettende i mit (arbejds)liv. Generelt er jeg nok typen som bruger 90% af min energi på alle andre end mig selv. Det skal ikke misforstås som humble bragging, for det handler mindst lige så meget om at misunde, projicere og kopiere (og bitterhed, åh, BITTERHED) som det handler om at “sikre at alle har det godt”.
I forlængelse af det, bruger jeg utrolig meget tid og energi på at “educate” mig selv, fx med timevis af terapi, artikler og bøger. Arbejdsmæssigt vil jeg helst afsætte 80% af tiden til ‘discover’-fasen med at forstå og forberede. Det kan man selvsagt ikke. Og ærlig talt, gider jeg heller ikke længere. Efter fem år på samme arbejdsplads, har jeg efterhånden set nok nyansatte stryge til tops efter en måned, til at vide at hemmeligheden er, ikke at bruge energi på det, man ikke er god til (og i samme ombæring: Det, man ikke synes er sjovt).
En veninde sagde engang: Gør mere af det du er god til. Ikke koncentrér dig om det, der er svært. Men som den Natural Born Imposter, jeg er, er jeg altid blevet draget af “det svære” (=det, alle “de andre” tilsyneladende kan/ved/gør/har skrevet/har gjort osv.). Hvor har jeg dog tvangslæst mange årsrapporter, klassikere, artikler og blogindlæg, som jeg hverken gad eller nødvendigvis havde brug for at læse, i stedet for at gå direkte i kødet på det, jeg er god til og som jeg kan lide. Jeg er træt af viden shame mig selv, i stedet for at lave noget: Er træt af føle at jeg hele tiden burde vide lidt mere, før jeg kan gå “rigtigt” i gang.
‘Hvad synes du er sjovt?’ er det spørgsmål jeg stadigvæk kæmper allermest med at besvare, når det kommer til mit arbejdsliv. Herunder hvordan jeg bygger bro mellem den side af mig som elsker at skrive og tegne og undersøge idealer og perfekthedskultur (og som kan være ok sjov) og så den side af mig som er UX designer i en stor offentlig IT styrelse. Det er ikke nogen hemmelighed, at det har været ret svært for mig at bygge den bro… Men. Måske er det også en pointe, at man ikke kan eller skal det? Er det utopi, at man nødvendigvis kan fyre al sin hobby-mojo ind i sit arbejdsliv? Hmm. Det er nok meget godt at jeg har knap et år mere at løbe på. Input modtages som altid med kyshånd i kommentarsporet.
Nu er det januar og jeg føler mig som Fran Lebowitz. Måske er det bare mit udseende. Den gigantiske halvfemser agtige RedGreen frakke jeg købte i en Røde Kors butik i Hundested, og som jeg *lever* i, kombineret med Levis mommy jeans og udtrådte Timberland støvler. Og det faktum at jeg, her i vinterhalvåret, simpelthen bare ligner en mand, når jeg ikke har makeup på.
Nu er sandhedens time kommet. Årets rene måned. Et stykke hvidt papir, den kollektive detox og tid til at gå i gang med at handle på alle flyvske tanker. Op på række, en ad gangen og sæt i gang. Suk. Jubii. Sukjubii.
4 Comments
Det kan være du skal lægge de forskellige selvhjælpsbøger til side et øjeblik og læse “The subtle Art of not giving a Fuck”. Fordi hver gang vi laver det der selvhjælp og står foran spejlet og siger at vi er smukke, så forstærker det bare at vi over hovedet ikke føler os som sådan. For de mennesker der er smukke (eller effektive, eller rige, eller noget andet vi hellere ville være) står jo ikke der og bræger det dagen lang. Så egentlig fortæller vi bare os selv hvor grimme (eller dovne, eller fattige, eller noget andet) vi er, igen og igen. Det bliver man altså ikke i særlig godt humør eller særlig meget bedre til noget som helst af. Og så bliver vi endnu mere frustrerede over det vi ikke er eller kan og må læse endnu flere selvhjælpsbøger. Og frustrationen giver endnu mere frustration over den første frustration. The Feedback from Hell kalder Mark Manson det. I stedet er det mere effektivt at arbejde på at acceptere at livet er fuldt af op og nedture, alle har skævheder og problemer, og hellere koncentrere sig om hvor man vil give “et Fuck” og hvor man bare skal komme videre fordi det ikke er nok værd at bekymre sig om.
Ja, det er altså ikke fordi jeg får procenter på bogen – men syntes bare at den har givet rigtig god mening og lettelse for mig…..
Jeg er meget uenig:) For det første virker det som om at du skærer alle selvhjælpsbøger over een og samme kam. Den bog du nævner er vel også en selvhjælpsbog? Er al litteratur ikke selvhjælpslitteratur? Læser vi ikke, fordi det er nødvendigt for os og vores forståelse af verden? Og på samme både er alle de bøger (jeg læser i hvert fald) skrevet, fordi forfatteren ikke kunne lade være. De giver mig en kærkommen ømhed overfor mig selv, at tale pænt til mig selv, som ikke falder mig naturligt til dagligt. Jeg er, lige som dig, også glad for stoisk filosofi og zen buddhisme, men jeg må erkende at dét, du nævner, i højere grad er værdier, jeg kan være enige i intellektuelt, men de fungerer ikke som konkrete, fysiske redskaber, til når jeg står in medias res og fx får lyst til at skælde ud på min mand eller har en nedsmeltning omkring noget der trigger mig (fx at komme for sent, eller at være uforberedt, når vi får gæster) som bunder i dårligt selvværd.
Jeg arbejder som Product Owner i en større dansk bank. Så tror godt jeg kan sætte mig ind i din situation. Du er inde på den rette tilgang. Grib de opgaver du synes er sjovest førs, når du kan (der altid deadlines). Læg ekstra tid i de opgaver du kan lide og lad være med at have et udgangspunkt som gør at du bruger længst tid på de kedelige opgaver, hvor du føler du skal give lidt ekstra for at gøre det godt.
Det har været min strategi og entusiasme bliver lagt mærke til og det er som om de sjove opgaver mere og mere lander på mit bord, fordi dem rundt mig kan mærke hvor jeg er god og brænder for det jeg laver. Giver det mening?
Kram og håber du finder ud af det. Jeg har kæmpe respekt for jer UX’ere. I kan simpelthen noget helt særligt og vigtig!
Hej Astrid
Det giver god mening :O) For mig er den nye opdagelse, at det er i ALLES interesse at man selv har det sjovt; At bosserne faktisk også helst vil have at man selv tager ansvar for sin egen arbejdsglæde ved at styre uden om det, man ikke synes er fedt.
Så tak. Også for UX skud ud. Jeg har det på samme måde med PO’ere. Vi havde en fantastisk PO, sidste år, som både beskyttede teamet ved at være benhård omkring hvor mange features han tog ind, og hvad han sagde nej til, og samtidig virkelig brændte for produktet. Altså – lidt det samme faktisk – at der var lå utrolig meget empati gemt i evnen til at prioritere og sige nej.
Tak i hvert fald:)
Kh ida