Monthly Archives

februar 2023

Kladdehæfte #1 : Nobody is perfect

Jeg vil forsøge at lufte et par aldrig udgivet indlæg. Mest bare fordi jeg har bunkevis. De har – Som titlen antyder – marineret i bloggens kladde-mappe, og flere af dem i årevis. Denne kladde er fra 2017, men vækkede lige genklang, da en profil på Instagram (@mulighedforegetpraeg), i går og i dag delte sine tanker om at hun får det dårligt af at høre podcasten ‘To the moon honey’. Mange af hendes følgere bakkede hende op. Jeg kender dog ikke selv indholdet i TTMH.

Følgende var oprindeligt en pitch, jeg sendte til en community-manager på Egmont, der gerne ville lave noget om “den uperfekte mor”. Jeg skrev det på en bund af at føle sig udenfor – og om at det ironisk nok svier mest, når følelsen bliver trigget af communities/influencere/satire/whatever, der i høj grad italesætter deres oplevelser – fx. med forældreskab – som værende “uperfekte” og/eller sårbare.

PS. Og ja. Jeg er pinagtigt bevidst om de tre fingre som peger tilbage på mig selv – Jeg har altid kæmpet med den balance selv, og håber, at I vil sige til, hvis nogen får det træls af at være på besøg her på matriklen.


Jeg gad faktisk godt at vi holdt op med at snakke om den uperfekte mor. Eller… I hvert fald, at vi holdt op med at bruge begrebet om alle os almindelige øldrikkende-mens-vi-ammer-sidde-med-mobil-mens-vi-putter (som jeg fx gør lige nu) mødre. For selvom jeg måske lige nu føler mig som en fiasko i mit arbejdsliv og engang imellem også som mor så er jeg objektivt set 33 år, mor til 2 pissesøde og glade børn, har en kandidatuddannelse, et fuldtidsjob, en mand som jeg faktisk elsker og en andelslejlighed, de fleste ville give en nyre for. Jeg har også to arme og to ben, alt mit hår og alle mine tænder. Rimelig effing perfekt, faktisk. Objektivt set. Når jeg skriver det ned kan jeg godt selv se det.

Alligevel er det første jeg tænker, når jeg hører “den uperfekte mor”: Mig selv. Jeg er hardwired til at mene at jeg er uperfekt. Det synes jeg egentlig er en hån overfor børn, der er anbragt uden for deres hjem: At komme her med min kandidatgrad og frysepizza og erklære mig for uperfekt mor. Det er jeg ikke.

Når det er sagt får jeg også en lille smule koldsved af ærefrygt når I nævner Nipskanalen, fordi DE fandme er perfekte. Eller. Virker perfekte. Eller perfekt uperfekte eller hvad man siger. Og måske er det dét det handler om: At vi er så pissegode til at sætte hinanden op på piedestaler og kigge UD på sociale medier, i stedet for at bruge medierne til at gå i dialog og kigge IND og være taknemmelige for det vi har og det vi er. Måske hvis vi brugte de sociale medier til det, de vel oprindeligt var tiltænkt, nemlig at MØDES og være sociale med hinanden, i stedet for bare at kigge, bedømme og få det dårligt med sig selv (her står jeg guilty as charged). Der er jo masser af gode steder at gøre det: Blogindlæg, podcasts og Youtube (seriøst, den scene hvor Julie Ølgaard efterlader sit spædbarn i barnevogn midt på vejen for at løbe efter Ellen Hillingsøe, jeg græd af grin)…

Hvis jeg lige skulle komme på noget konceptagtigt, så kunne det måske være noget a la “Idol stafetten”, hvor nogen tager fat i en af de personer, de bruger allermest tid på at have det dårligt med sig selv over. Og så mødes de to i et (virtuelt) rum og får nedbrudt de høje tanker man har om vedkommende. Fx at jeg får Julie Ølgaard til at komme med 3 lifehacks eller fun facts (fx at hun fik en fjerdegrads bristning ved fødslen, heller aldrig skolder sutter eller hvad ved jeg) . Og Julie Ølgaard får så Ellen Hillingsøe (see what I just did there?) til at skrive med 3 ting HUN altid gjorde/gør i sit forældreskab, osv., osv.

Giver det mening?

Ting man kan blive desperat over

– At leve 5 personer på 94 m2.

– At 1 af de 5 personer skider konstant og gror en tøjstørrelse om ugen.

– At 3 af de 5 personer er under 7 år og pænt ligeglade med detaljer som opvask, madlavning, rengøring, pasfornyelse via MitID, vaccinationsbestillinger, at slæbe indkøb op til 4. sal osv. osv. osv.

– At velmenende familiemedlemmer medbringer poser og poser og poser med aflagt tøj.

– At familiemedlemmer i samme omgang ikke er blege for at kommentere på “at Gud, hvor har vi mange ting”. (“…”).

– At man ikke længere kan rydde op når babyen er vågen, fordi hun nu kravler og Alt Potentielt Kan Slå Hende Ihjel.

– At man ikke længere kan rydde op når babyen sover, fordi hun ikke sover mere end 20 minutter ad gangen i andet end en trillende barnevogn.

– (Intermezzo: Tekst: Skyd mig (gentages indestængt) Melodi: Lille Peter Edderkop)

– At den anden forælder kommer hjem med kolde, lyserøde cykelkinder klokken 11.00 Lørdag formiddag efter kvalitetstid på skøjtebane og jeg er iført nattøj, fem nye skuldermyoser og fedtet baghår og man bliver spurgt “Hvad er der galt?”

– Når babyen ser en ind i øjnene med hjerteligt grin og man må bide sig selv hårdt i knoen for ikke at skrige DET HELE ER DIN SKYLD i hovedet på hende.

– At ens køkken + spisekøkken er 4 meter langt og 3 meter bredt og at man for at åbne fryseren skal flytte slagbænken, og for at flytte slagbænken skal flytte spisebordet. Og det har man pludselig gjort i 8 år.

– At man forøvrigt ikke har afrimet fryseren i de 8 år, man har boet her, og at man derfor nærmest ikke kan åbne skufferne.

– Tanken om at flytte, for “det her er jo bare en fase”.

– At få dårlig samvittighed over at kalde ens børns barndom for en fase.

Hvordan det gik med den skærmtid? Det korte svar: Elendigt.

Carrie: I’m also smoking again. I’m smoking and sleeping with Big. Feel free to delete me out of your palm pilot.
(Carrie reaches for her pack of cigarettes)
Miranda: Gimme one.
Carrie: Really?
Miranda: I think I need it.
Carrie: Oh, you are such a good friend.


Note til mit fortidsselv: Lad være med at læg overambitiøse skærmtidsplaner ud på internettet. Det gik helt galt. Så snart det var gået halvt galt, var det som om jeg tænkte, at så kunne det lige så godt gå helt galt. Særligt da Instagram lige kørte op ad min gade, rullede sin tonede bilrude ned og poppede fem røde heliumballoner ud, og jeg gladeligt sprang ind på bagsædet. “Hey Kid”. (Jep. Jeg geninstallerede IG, so shoot me, Imran Rashid)

Morale: Jo strengere regime, jo større sandsynlighed for at jeg ender med at tvangsfodre mig selv med skærm, til jeg kaster op …For så at gå offentligt bodsgang her.

Ej, nu skal jeg heller ikke gøre det værre end det er. Jeg ved godt, at jeg ikke at jeg skylder nogen, at forklare mig, og at mange er mere på skærm end mig. Jeg minder også lige mig selv om, at jeg er på barsel. Og derfor pt vader rundt med en barnevogn og en søvnig 0-årig i en senmoderne kapitalistisk hverdag, hvor 90% af min stamme, er på arbejde/i institution mellem kl. 8-17 og det første voksne menneske jeg ser, som regel er min mand kl. 16.00. No wonder, hvis jeg er lidt ekstra glad for min telefon.

For dem, som er interesseret, endte jeg i sidste uge på: 5,5 time pr. dag fordelt på følgende app’s i prioriteret rækkefølge:

Beskeder (8 t)
Instagram (7 t)
Google Docs (6 t)
Politiken (4 t)
Chrome (3,5 t)
Gmail (3 t)
HBO (2,5 t)
Spotify (2,5 t)

Ja. Sådan ligger landet. Og hvad planen er nu? Planen er vist først og fremmest ikke at have en alt for fast plan(!), og for så vidt muligt undgå at slå mig selv i hovedet over min skærmtid. Når det er sagt, vil jeg stadigvæk forsøge at få internettet ud af min telefon, for den er pt en alt for stor en fristelse, når jeg fx skal lære min søn at regne eller sidder på et lidt for røvsygt legetæppe. Jeg har derfor fulgt Emilie fra kommentarsporet i mit sidste post’s råd og fjernet Instagram, Linkedin og mine internetbrowsere fra telefonen. Igen. Hun skrev:

Det handlede om at finde frem til en løsning, hvor jeg ikke har noget at give mig til på telefonen, og med internet og browser var der ALTID noget at give mig til. Bonus er, at når jeg fx er ude i det offentlige rum, så laver jeg det, jeg nu laver. Tidligere googlede/ordnede jeg ting i metroen, på løbeturene, inden jeg hentede børn osv. Bestilte tandlægetider, tjekkede en opskrift til aftensmad, googlede noget med Timothy Chalamet, tjekkede vejret … en lang strøm af mærkelige små mere eller mindre nødvendige gøremål, som jeg pressede ind alle mulige mærkelige steder. Nu gør jeg det på min computer i en samlet pakke, og det føles meget rarere. Udfordringen er at huske det, fra jeg kommer på det, til jeg rent faktisk sidder med computeren, men det må vel være godt for hukommelsen på en eller anden måde.

Tak for tippet, Emilie. Stay tuned (og vi ses på min iPad #smileysmilerstift)

Til kamp mod skærmtiden

Luften omkring mig emmer af en skærmtræthed for tiden. Det fylder i debatsektioner, feeds og nyheder, særligt efter Mattias Tesfaye meldte hans opgør med folkeskolens skærmforbrug.

Jeg selv bliver også rasende, når min syvårige kommer hjem fra skole og siger at han ikke fik spist så meget frokost, fordi klassen så Youtube mens de spiste frokost. Hello fuckfinger til vores skærmkampe herhjemme.

Kort inden jul loggede jeg ud af både Instagram og Facebook og det har hjulpet på hvor spændende, jeg synes min tlf er. Ikke desto mindre er min skærmtid (barsel eller ej) med sine +6 timer om dagen stadigvæk for høj, til at jeg ikke skammer mig over det.

Så nu har min 11-årige niece og jeg lavet en udfordring, for at minimere vores skærmtid. Målet er < 2 timer om dagen. Den starter i dag og her kommer reglerne og vores udgangspunkt. Så kan man jo selv om man vil copy paste og være med, eller om man bare vil le hånligt.

Min niece har selv fundet på, at vi skal lave små film af det, vi har lavet som IKKE foregik på en skærm. Det er selvfølgelig ikke 100% skærmfri zen, at filme de skærmfri aktiviteter, men hey, vi skal jo starte et sted.

Her kommer reglerne.


Ida og Filippas skærmgame

Filippa

2 t 13 min (tlf samtidig med ipad)

7 t 6 min (ipad)

—————

TOTAL: 7 t 6 min dagligt gennemsnit

Ida

5 t 3 min (tlf)

1 t (estimat ipad)

———————

TOTAL 6 t 3 min dagligt gennemsnit

Regler

– Max 2 timers skærmtid om dagen (både ipad + tlf ialt) – dvs: I alt pr uge max skærmtid: 14 timer.

– Man skal være ærlig! Ikke snyde♥️

– UNDTAGEN (dette tæller ikke med i de 2 timer)

  • Lydbøger / Spotify
  • Indstillinger
  • Filippas lektier
  • Ida skrive bog på ipad i google docs og i noter

Perioden er fra Søndag morgen – Søndag morgen.

Præmie

En biograftur med spisning på restaurant.


Pis. Nu må jeg hellere “lægge på” – Min skærmtid for i dag er på 1 time og 41 minutter og klokken er kun 15.30. Vil meget gerne høre jeres idéer til skærmfri aktiviteter og jedi mind tricks til at modstå fristelsen, når telefonen kalder rottehjernen frem (mit nyeste våben er at visualisere Kate Winslet, der i et BBC interview ifbm hendes nye film ‘I am Ruth’, om unges some-forbrug, med klassisk Winsletsk kombination af stamina, stoisk ro og et kvart løftet øjebryn siger “You know. It is possible to just say no”.

Ps. This conversation is not over! Håber I vil skrive kloge, gode ting i kommentarsporet. Det blir jeg altid så utrolig glad for, når I gør.