Jeg vil forsøge at lufte et par aldrig udgivet indlæg. Mest bare fordi jeg har bunkevis. De har – Som titlen antyder – marineret i bloggens kladde-mappe, og flere af dem i årevis. Denne kladde er fra 2017, men vækkede lige genklang, da en profil på Instagram (@mulighedforegetpraeg), i går og i dag delte sine tanker om at hun får det dårligt af at høre podcasten ‘To the moon honey’. Mange af hendes følgere bakkede hende op. Jeg kender dog ikke selv indholdet i TTMH.
Følgende var oprindeligt en pitch, jeg sendte til en community-manager på Egmont, der gerne ville lave noget om “den uperfekte mor”. Jeg skrev det på en bund af at føle sig udenfor – og om at det ironisk nok svier mest, når følelsen bliver trigget af communities/influencere/satire/whatever, der i høj grad italesætter deres oplevelser – fx. med forældreskab – som værende “uperfekte” og/eller sårbare.
PS. Og ja. Jeg er pinagtigt bevidst om de tre fingre som peger tilbage på mig selv – Jeg har altid kæmpet med den balance selv, og håber, at I vil sige til, hvis nogen får det træls af at være på besøg her på matriklen.
Jeg gad faktisk godt at vi holdt op med at snakke om den uperfekte mor. Eller… I hvert fald, at vi holdt op med at bruge begrebet om alle os almindelige øldrikkende-mens-vi-ammer-sidde-med-mobil-mens-vi-putter (som jeg fx gør lige nu) mødre. For selvom jeg måske lige nu føler mig som en fiasko i mit arbejdsliv og engang imellem også som mor så er jeg objektivt set 33 år, mor til 2 pissesøde og glade børn, har en kandidatuddannelse, et fuldtidsjob, en mand som jeg faktisk elsker og en andelslejlighed, de fleste ville give en nyre for. Jeg har også to arme og to ben, alt mit hår og alle mine tænder. Rimelig effing perfekt, faktisk. Objektivt set. Når jeg skriver det ned kan jeg godt selv se det.
Alligevel er det første jeg tænker, når jeg hører “den uperfekte mor”: Mig selv. Jeg er hardwired til at mene at jeg er uperfekt. Det synes jeg egentlig er en hån overfor børn, der er anbragt uden for deres hjem: At komme her med min kandidatgrad og frysepizza og erklære mig for uperfekt mor. Det er jeg ikke.
Når det er sagt får jeg også en lille smule koldsved af ærefrygt når I nævner Nipskanalen, fordi DE fandme er perfekte. Eller. Virker perfekte. Eller perfekt uperfekte eller hvad man siger. Og måske er det dét det handler om: At vi er så pissegode til at sætte hinanden op på piedestaler og kigge UD på sociale medier, i stedet for at bruge medierne til at gå i dialog og kigge IND og være taknemmelige for det vi har og det vi er. Måske hvis vi brugte de sociale medier til det, de vel oprindeligt var tiltænkt, nemlig at MØDES og være sociale med hinanden, i stedet for bare at kigge, bedømme og få det dårligt med sig selv (her står jeg guilty as charged). Der er jo masser af gode steder at gøre det: Blogindlæg, podcasts og Youtube (seriøst, den scene hvor Julie Ølgaard efterlader sit spædbarn i barnevogn midt på vejen for at løbe efter Ellen Hillingsøe, jeg græd af grin)…
Hvis jeg lige skulle komme på noget konceptagtigt, så kunne det måske være noget a la “Idol stafetten”, hvor nogen tager fat i en af de personer, de bruger allermest tid på at have det dårligt med sig selv over. Og så mødes de to i et (virtuelt) rum og får nedbrudt de høje tanker man har om vedkommende. Fx at jeg får Julie Ølgaard til at komme med 3 lifehacks eller fun facts (fx at hun fik en fjerdegrads bristning ved fødslen, heller aldrig skolder sutter eller hvad ved jeg) . Og Julie Ølgaard får så Ellen Hillingsøe (see what I just did there?) til at skrive med 3 ting HUN altid gjorde/gør i sit forældreskab, osv., osv.
Giver det mening?
