Jeg vil forsøge at lufte et par aldrig udgivet indlæg. Mest bare fordi jeg har bunkevis. De har – Som titlen antyder – marineret i bloggens kladde-mappe, og flere af dem i årevis. Denne kladde er fra 2017, men vækkede lige genklang, da en profil på Instagram (@mulighedforegetpraeg), i går og i dag delte sine tanker om at hun får det dårligt af at høre podcasten ‘To the moon honey’. Mange af hendes følgere bakkede hende op. Jeg kender dog ikke selv indholdet i TTMH.
Følgende var oprindeligt en pitch, jeg sendte til en community-manager på Egmont, der gerne ville lave noget om “den uperfekte mor”. Jeg skrev det på en bund af at føle sig udenfor – og om at det ironisk nok svier mest, når følelsen bliver trigget af communities/influencere/satire/whatever, der i høj grad italesætter deres oplevelser – fx. med forældreskab – som værende “uperfekte” og/eller sårbare.
PS. Og ja. Jeg er pinagtigt bevidst om de tre fingre som peger tilbage på mig selv – Jeg har altid kæmpet med den balance selv, og håber, at I vil sige til, hvis nogen får det træls af at være på besøg her på matriklen.
Jeg gad faktisk godt at vi holdt op med at snakke om den uperfekte mor. Eller… I hvert fald, at vi holdt op med at bruge begrebet om alle os almindelige øldrikkende-mens-vi-ammer-sidde-med-mobil-mens-vi-putter (som jeg fx gør lige nu) mødre. For selvom jeg måske lige nu føler mig som en fiasko i mit arbejdsliv og engang imellem også som mor så er jeg objektivt set 33 år, mor til 2 pissesøde og glade børn, har en kandidatuddannelse, et fuldtidsjob, en mand som jeg faktisk elsker og en andelslejlighed, de fleste ville give en nyre for. Jeg har også to arme og to ben, alt mit hår og alle mine tænder. Rimelig effing perfekt, faktisk. Objektivt set. Når jeg skriver det ned kan jeg godt selv se det.
Alligevel er det første jeg tænker, når jeg hører “den uperfekte mor”: Mig selv. Jeg er hardwired til at mene at jeg er uperfekt. Det synes jeg egentlig er en hån overfor børn, der er anbragt uden for deres hjem: At komme her med min kandidatgrad og frysepizza og erklære mig for uperfekt mor. Det er jeg ikke.
Når det er sagt får jeg også en lille smule koldsved af ærefrygt når I nævner Nipskanalen, fordi DE fandme er perfekte. Eller. Virker perfekte. Eller perfekt uperfekte eller hvad man siger. Og måske er det dét det handler om: At vi er så pissegode til at sætte hinanden op på piedestaler og kigge UD på sociale medier, i stedet for at bruge medierne til at gå i dialog og kigge IND og være taknemmelige for det vi har og det vi er. Måske hvis vi brugte de sociale medier til det, de vel oprindeligt var tiltænkt, nemlig at MØDES og være sociale med hinanden, i stedet for bare at kigge, bedømme og få det dårligt med sig selv (her står jeg guilty as charged). Der er jo masser af gode steder at gøre det: Blogindlæg, podcasts og Youtube (seriøst, den scene hvor Julie Ølgaard efterlader sit spædbarn i barnevogn midt på vejen for at løbe efter Ellen Hillingsøe, jeg græd af grin)…
Hvis jeg lige skulle komme på noget konceptagtigt, så kunne det måske være noget a la “Idol stafetten”, hvor nogen tager fat i en af de personer, de bruger allermest tid på at have det dårligt med sig selv over. Og så mødes de to i et (virtuelt) rum og får nedbrudt de høje tanker man har om vedkommende. Fx at jeg får Julie Ølgaard til at komme med 3 lifehacks eller fun facts (fx at hun fik en fjerdegrads bristning ved fødslen, heller aldrig skolder sutter eller hvad ved jeg) . Og Julie Ølgaard får så Ellen Hillingsøe (see what I just did there?) til at skrive med 3 ting HUN altid gjorde/gør i sit forældreskab, osv., osv.
Giver det mening?
7 Comments
Helt enig. Det er sgu ret vildt, at skalaen for uperfekthed starter ved – vil jeg sige – ekstemt bagatelagtige “fejl”. Altså når folk i min online mødregruppe er ved at bryde sammen over at de kom til at sige STOP “ret højt”, da storebror kradsede lillebror. Eller de fik rugbrødsmadder til aftensmad flere gange på en uge (og børnene spiste nærmest kun pålæg!!!). Eller de fik ikke lavet så mange gode nisseløjer.
Så kan jeg da i hvert fald godt føle, der foregår en del mere graverende ting her på matriklen, uden jeg tror, vi er i nærheden af at kommunen griber ind 😬
Det er måske lidt som humble bragging, bare med skam. Humble shaming, simpelthen? Av… No wonder, at det svier.
Ja tak til flere gamle indlæg, for der er sikkert et utal af eviggyldige refleksioner, præcis som dette indlæg. Jeg kendte ikke @mulighedforegetpraeg og googlede lige (da jeg har sat 15 min app-timer på IG, i håb om at bruge tiden på noget andet 🤣) og lo and behold…jeg finder en artikel om boligindretning fra Alt for damerne, hvor hendes smukke hjem er afbilledet. Og det er jo bare dybt ironisk, at cirklen aldrig slutter ift. hvad vi føler mindreværd over og beundrer hos andre. Jeg bliver fx lidt utilfreds med mit eget hjem, når jeg ser de billeder 🤣 (Mens hun føler sig mindre god, når hun hører den podcast). Din stafet-idé er genial. Vi har jo alle noget, vi arbejder på eller har svært ved eller vælger ikke at prioritere. Og så er der en higen efter at være cool (som vi tror, de andre er).
Der er flere aspekter i det – en ting er den kapitalistiske drøm, jagten på den perfekte æstetik, dét produkt der redder din moder-rolle eller den allerbedste sut – som jo afspejler en syg optimeringskultur. Vi har en velstand og et marked af produkter, som hele tiden hjernevasker os til at ønske mere, bedre, flere. Det har jeg simpelthen lyst til, at der kommer et oprør imod. Eller en kritisk stillingtagen. Måske parret med et større fokus på reelle værdier? Nu tænker jeg også på den grønne omstilling. Det er jo grotesk, set fra et globalt solidarisk synspunkt, at vi har så meget og stadig er så utilfredse.
Og så er der alt det, vi ikke ved om hinanden, og som vi glemmer, at vi intet aner om. Vi ved ikke, hvem der har mistet en til selvmord, har mistet et barn, lever i et voldeligt parforhold, går med en skjult depression, har et misbrug, har et barn med udfordringer, har en hemmelig gæld, har været udsat for overgreb, svigt og vold som barn eller voksen, har mistet sine forældre tidligt osv. osv. Vi kender ikke hinandens private liv, med mindre vi er tætte venner. Det tror jeg simpelthen, at vores hjerner har svært ved at forstå, når vi scroller på IG og lytter til podcasts (som forsøger at sælge os noget – om det så er produkter eller fortællinger/idealer om at være mor).
Det blev langt. Så godt at læse her på din blog, Ida.
Hej Ida
Tusinde tak for denne kommentar. Jeg har tænkt så meget over det, du skriver. Det er virkelig en syg kapitalistisk kultur. Fx. har jeg bekendte som synes det ville være bedre, hvis jeg brugte vådservietter, end vand og vaskeklude til at vaske min baby med. Som om vådservietter er jo “lavet” til at vaske babyer med. Så har kapitalismen fandme bare vundet.
I forhold til det med den aldrig sluttede cirkel, så er jeg SÅ enig i at der er behov for kritisk stillingtagen og noget data-revolution. Mon der findes offentlig data / undersøgelser af folkesundhed vs platformforbrug? Det kunne være spændende hvis nogen lige gad lave en “Factfullness”-agtig bog om platformes påvirkning af den mentale helse.
Tak!
Jeg vil bare lige anbefale “Helle for familien podcast” 🫶 .. det handler meget om viljestærke børn, men også rigtig meget om at finde ro i forældreskabet – at der er plads til os alle, og at vi skal skide på den der meget tynde streg for “den perfekte mor”, fordi den efterhånden er så tynd og snoet, at ingen kan balancere på den ❤️
Kæmpe like til det her indlæg. Og endnu en gang tak fordi du gider at udkomme her på gode gamle www.
Det er jeg glad for! Og tak fordi du kommenterer – Uden alle jer kloge folk i kommentarsporet, tror jeg ærligt talt ikke jeg ville gøre det 🙂