At forberede sig mentalt på at rejse væk, føles lidt som at forberede sig mentalt på at dø. Forsvinde, fordampe, flyve væk væk væk, for så – forhåbentligt, i hvert fald – at vende tilbage til livet igen. Sådan føles det i hvert fald lidt, her ti fem to dage før vi rejser væk i 3 måneder. Vi gør rent, som var det den store svenske döstädning og skiller os af med ting, skifter ødelagte porcelængshåndtag på dørene og de gamle afskallede badeværelsesmøbler, vi vasker, afrimer og bærer kasser på loftet. Fjerner alle spor af liv.
Vores forældre snakker om hvor meget de kommer til at savne os og ingen af os ved helt hvad der skal ske. Altså på mange måder vel en lille slags død.
Er det prætentiøst at skrive at vi skal rejse jorden rundt i 80 dage? (sjovt nok præcis 150 år efter Jules Vernes i 1873)? Måske, men det er faktisk det, vi skal. Først tager vi til Japan i en måned og derefter Californien og nyc i to måneder og så hjem til august.
Forberedelserne har primært gået ud på at få gjort vores lejlighed bare nogenlunde præsentabel til de air bnb gæster, som skal bo i den, mens vi er væk (en kærkommen mulighed for at få spist de nærmest antikke kolonialvarer i køkkenskabene, udskifte et herregammelt, tyndslidt IKEA skab og få vasket de grænsende til selvrensende, skjolder af vores køkkenlåger med salmiakspiritus). Herunder dels at panikke over om nogen overhovedet lejer deres lejlighed ud mere. Vi har gjort det en del for 6-7 år siden, men den konformitet, der kommer med alderen er overraskende svær at ryste af sig. Hvem lader fremmede sove i deres seng, bruge deres pander og kigge i deres bøger? Ryste, ryste, ryste. Så. Det gør vi altså.
Hvad er planen, spørger vores venner. Og det gad jeg da også godt selv at vide, så lad mig fortælle hvad jeg ved. Jeg ved at vi har købt alle flybilletterne (KBH > Tokyo, Tokyo > LA, San Fransisco > NYC og NYC > KBH). Og jeg ved at vi har hotelbilletter til de første par dage i Tokyo og billetter til det japanske tog, Shinkansen, som vi skal køre rundt med i 25 dage. Vi har også enkelte museumsbilletter i Japan (på Naoshima og Teshima)
Vi ved cirka hvilke områder vi vil se, både i Japan og Californien. Derudover har vi ikke planlagt det store. Vi har ikke booket overnatning. Dels fordi #børn og dels fordi jeg foretrækker at rejse som en bardehval. Åbne munden og lade alverdens krill og krebs strømme ind. At køre derhen vinden blæser og rejse før tid, hvis et sted skuffer. Særligt med børn, har jeg efterhånden erfaret at alle har det rarest, hvis forældrene har cirka nul forventninger.
Vi ved, at vi starter med 4 nætter i Tokyo (og har booket hotel). Derefter kører vi med tog sydpå og gør holdt forskellige steder undervejs (Kyoto, Naoshima, Teshima, Hiroshima, Nagasaki og Aso-Kujo National Park, er højt på ønskelisten).
Efter Japan flyver vi til LA og lejer en bil, så vi kan køre langs kysten til San Fransisco. Måske er der overskud til at køre til Yosemite, eller andre Nationalparker og se nogle høje træer. I LA drømmer jeg om at se vilde, blå bølger, The Getty House og Joni Mitchells hus i Laurel Canyon.
I New York skal vi fejre at min sviger-bedstefar, som bor der, bliver svimlende 100 år. Vi skal bo i Brooklyn og spise bagels, ligge under træerne i Central Park og hænge ud med min mands fætre og deres børn, måske på Guggenheim, drikke flotte drinks og købe vintagetøj for vores sidste penge. Måske tager vi også lidt ud af byen og lever lidt upstate cabin life og besøger min gamle udvekslingskammerat i Phillidelphia.
I forhold til at pakke har visionen været, ikke at pakke noget overhovedet. Det kan man selvfølgelig ikke helt klare sig med, så derfor har vi sådan cirka pakket ét sæt skiftetøj til hver og så undertøj og badetøj. Et par stykker skrev på Instagram, at det er alt for lidt og at vi kommer til at lugte og til det vil jeg bare sige: Nå. (Indsæt selv passivaggresiv smiley:)). Vi kan ikke få den tur vi gerne vil have (backpacke og køre tog i 4 uger med 3 børn, heraf en baby) hvis vi slæber alt muligt pis og måske-tøj med. Det hele skal kunne være i een rygsæk (og jeg ved også, at vi kommer til at få lyst til at købe ting og tøj i Japan). Desuden har vi en tørresnor og klemmer med og kommer til at vaske nærmest dagligt.
Og så har jeg det sådan lidt: Helt ærligt, det er så befriende. Har prøvet det et par gange før og det er det SYGESTE lækre rejsehack ikke at skulle slæbe rundt på alt muligt “hvad nu hvis” tøj. Jeg kan huske, jeg engang læste en indledning til en bog om børneopdragelse, noget a la “Hvis du synes skældud fungerer godt for dit barn og dig, og at det virker, så har du nok ikke brug for denne bog”. Og sådan har jeg det lidt med at pakke: “Jamen hvis du synes det fungerer fedt at have 10 stofbleer, 2 lange kjoler, 5 skjorter, 7 bodyer og 8 underbukser og 2 par hvad-nu-hvis-jeans og 4 hagesmække til flyturen, så fedt for dig. You do you. Jeg får koldsved alene ved tanken om at skulle rode rundt og rundt i en gigantisk bunke dødt og fladmast tøj, hver eneste gang jeg skal finde en sok”. Hæ! Godt, vi er forskellige.
I morgen tager vi ind og pakker lejlighed færdig ned og gør det sidste rent, mens vores børn bliver passet af mine svigerforældre og i overmorgen flyver vi. Det blir sgu spændende. At rejse er jo – mest af alt, heldigvis – at leve.