Monthly Archives

maj 2024

Om at tracke sin læsning

I 2023 begyndte jeg at føre liste over de bøger, jeg læser. Af en eller anden grund har det været svært at finde et system, der var enkelt nok til at det virkede. Listen skulle være tilgængelig, men ikke være i en notesbog, som blev udskiftet hvert halve år. Og jeg skriver – desværre – ikke længere dagbog konsistent nok til at den ligger fremme på natbordet. Løsningen er blevet at jeg skriver bøgerne op, mens jeg er i gang med dem (ikke bagefter, for så er min indre hypecycle over bogen nede og skrabe x-aksen igen og så glemmer jeg det) i en ‘5 year journal’, jeg købte i Tokyo. I den skriver jeg 2-3 linjer hver aften om dagens gang og aktiviteter, så dén ligger fremme på natbordet (note om 5 year journaling: Jeg har skrevet i den i et år, og for en fortidssvælger som mig er det altså ret hyggeligt, med små daglige timehops tilbage i tiden – og så er teksterne dels korte nok til at jeg får skrevet dagligt, og indholdet konkret nok til at de ikke er for cringe og følelsesladet, til at jeg kan holde ud at læse det bagefter).

Tilbage til listen. Listen. Jeg er ikke endnu kommet i gang på Goodreads og ejer ikke en kindle, så dér får jeg ikke rigtigt tracket min fremdrift. Men efter 7-8 år som hvad jeg vil kalde for seriøs læser, vil jeg faktisk godt tracke min læsning. Om ikke andet så bare for at kunne svare folk mere konkret end “øhhhhhhhh”, når de spørger “hvad læser du så for tiden”. Det er en måde at håndgribeligere en ellers lidt ukonkret hobby. Og når jeg tænker over det, er læsning mere og mere blevet som en slags træning for mig. Jeg har nærmest det forhold til læsning, som jeg havde til løbetræning i mine 20’ere: Jeg gider ikke, jeg laver overspringshandlinger, scroller i 20 minutter (okay okay, ærligt? Op til en time) før jeg får taget mig sammen til at åbne bogen. Men jeg vil læse 20 minutter hver dag. Og jeg har det altid godt både imens og bagefter. Min dopaminafhængige hjerne har godt af bogstaverne på papiret. Jeg læste engang et sted at strikkere – som læsere – finder det så meditativt at strikke / læse, fordi øjnene bevæger sig fra side til side, hvilket angiveligt skulle påvirke de to hjernehalvdele på samme måde, som pendulet hypnotisøren beder sin patient følge med øjnene. Så jeg vil læse hver dag, ikke fordi jeg gider, men fordi jeg vil. Og i perioder, som nu, hvor jeg er “mellem skriveprojekter” og derfor ikke får skrevet på noget hver dag, virker det særlig vigtigt at bibeholde en eller anden form for kontakt til papiret.

Nogen løbetræner, andre læsetræner.

Hvor meget har jeg så læst spørger du? Jo tak, mere end jeg havde regnet med. Faktisk er jeg så stolt og overrasket over resultatet, at jeg har måtte gå listen igennem, men den er god nok. Jeg har læst 17 bøger i løbet af 2024’s første 20 uger. Tre af bøgerne på listen er jeg i gang med nu (Theis Ørntofts Jordisk på lydbog, George Saunders Lincoln i Bardo på papir og så er Emma Holtens Underskud min bobler, når jeg ikke kan overskue de andre to). Det er faktisk 0,7 bog om ugen i gennemsnit. Med 3 børn og et fuldtidsjob er jeg ret stolt. Og ja mere vil ha mere og det kunne da også være fedt at kunne sige, at man læste en bog om ugen, men I’m no Svend Brinkmann og har heller ikke planer om at blive det.

Nu mangler jeg bare en løsning på hvordan jeg bedre kan læse mig selv i søvn i sengen, når sengens andre beboere (det lyder betydeligt frækkere end det er) foretrækker slukket lys.

Hvad er jeres læsevaner?

Apropos ingenting

– er vi ved at købe nye havemøbler og jeg er overrasket over hvor kompleks en opgave det kan være. Skal bare være teak, nogenlunde pænt og helst ikke koste 30.000kr. Helt ærligt.

– er jeg ægte glad for for at gå på arbejde for første gang i skræmmende lang tid …måske nærmest nogensinde, i de 7,5 år jeg har været på min arbejdsplads (som er en stor styrelse, med masser af projekter og kontorer, man kan skifte rundt mellem). Hver morgen går jeg sgu nærmest og glæder mig til at møde ind.

– Afleverede jeg min bog til et forlag for et par uger siden. Jeg har skrevet på den i 5-6 år og været så sur på den, at jeg til tider har hadet den helt i stykker (hvilket den faktisk slet ikke fortjener). For et par måneder siden sendte jeg den endda ind, men fik kort efter så kolde fødder, at jeg skrev til dem og sagde at de ikke behøvede læse den alligevel. Ejmenaltså, issues much?! Nu er øvelsen, at vente og have nogenlunde sindsro med at den – uanset hvad svaret bliver – ikke kan blive mere udgivningsklar end den er nu, i hvert fald ikke uden et forlag i ryggen.

– er jeg begyndt at følge New York stylisten Becky Malinsky på Substack. Og det er allerede blevet et dyrt bekendtskab.

– skal min mand og jeg til juni på vores første (og sidste) forlænget weekend getaway-date i 10 år. Er pt lidt lun på Wien, Bologna og London, men andre europæiske destinationer og input modtages med kyshånd.

– læser jeg Thomas Manns Trolddomsbjerget, Theis Ørntofts Jordisk og George Saunders Lincoln i Bardo for tiden. Og er lige blevet færdig med Dostojevskijs Forbrydelse og Straf og Kældermennesket. Kører den, med andre ord, ind med mandlige forfattere, og anbefaler varmt dem alle sammen.

– er jeg startet i skrivekreds med en lille håndfuld tidligere bloggere. Vi mødes med et par ugers mellemrum og deler tekster og giver sparring og det er simpelthen så fedt. 2017-Ida ville ikke turde tro sit held.

– har jeg fået hold i ryggen. Tilgengæld har jeg nu fået gravet og plantet to staudebede, to sommerblomsterbede og et horsensiabed i min have (som basically var en græsplæne da vi overtog den i december).

– er jeg forøvrigt medlem af Haveselskabet og håber at deres staude-bedplaner bliver lige så flotte i virkeligheden, som de er på billederne (har, for de indviede, lavet “Mariannes vinterbed”).

– var jeg i Brøg og høre Emma Holten fortælle om sin nye bog forleden. Hold kæft hun er sej! Glæder mig til at læse bogen – er snydestartet lidt og den virker god.

– skal jeg til 20-ugers scanning i overmorgen. Og selvom det selvfølgelig er vigtigst at babyen har det godt, så er jeg eddermaneme også spændt på at få kønnet at vide. Jeg tror det er en pige.

– har jeg taget så meget på i denne graviditet allerede, at jeg tror, at jeg kommer til at slå min rekord (som er 32 kg) denne gang.

– er det ok vildt at tænke på at jeg, inkl. denne graviditet (som er nr 4) kommer til have taget sammenlagt 120 kilo på og tabt dem igen i løbet af de sidste 10 år. No wonder, jeg har haft tøjkrise.

– i forlængelse af ovenstående synes jeg måske godt at *nogen* kunne have givet mig bare en lille bitte glædelig mors dag post-it note i går. Men efter 9 år i gamet har jeg efterhånden indset, at det eneste moderskabsmerch jeg får, er det, jeg gir mig selv.

En pro-life’s erkendelser

I Fredags blev abortgrænsen ændret i Danmark. Et næsten enigt etisk råd stemte for at hæve den fra nuværende 12 uger til de 18 uger, som i 50 år har været abortgrænsen i bl.a. Sverige. På Instagram hylder mange af mine forbilleder, og sådan cirka alle, jeg gerne vil identificere mig med, lovændringen.

Lille disclaimer. Jeg er gravid. I uge 18. I denne uge, skriver min app, reagerer barnet på lyd, slår kolbøtter og måler knap tyve cm fra hoved til hæl.

Om lidt kommer jeg muligvis til at lyde som en rablende bannerfører foran abortklinikkerne i sydstaterne. Så lad mig gøre klart: Jeg synes at fri abort er en menneskeret og grundsten i ligestilling. Jeg er på ingen måde imod abort. Men (dyb indånding) …hvorfor er abort før 12. uge (og i særtilfælde (seksuelle overgreb, misdannelser eller sociale eller fysiske omstændigheder) mellem uge 12-18) ikke tid nok? Risikerer man ikke at folk, vælger børn fra pga. f.eks. dets køn (som kan ses fra uge 14)…?!

For at forstå den nye abortgrænse – siger jeg til mig selv – må jeg først og fremmest undersøge hvorvidt en højere abortgrænse overhovedet fører til senere aborter, dels forsøge at forstå, hvad det objektivt vil sige at opdage at man er gravid og til sidst, hvordan man beskriver et fosters etiske status.

Første punkt. Flere medier nævner, at en afgørende grund til at forslaget om at hæve abortgrænsen til 18 uger gik igennem, er at statistik fra både Sverige, Island og Holland viser, at en ny højere grænse hverken vil føre til flere sene aborter eller til kønsselektion (kilde: DR) – faktisk er tendensen i disse lande for tiden tværtimod, at folk er begyndt at få dem tidligere.

Okay. Så langt så godt.

Punkt to. Hvad vil det sige, at erkende en graviditet (noget jeg sandt at sige kun kender fra egen krop og derfor ikke kan forholde mig objektivt til)

I følge dette amerikanske studie, bliver de fleste uplanlagte graviditeter opdaget i uge 7 (ofte bliver de opdaget før, hvis det er planlagt). Der er, så vidt jeg kan læse, en del i den gruppe, der opdager graviditeten sent, som først opdager den omkring uge 12.

En pointe i studiet omkring “pregnancy recognition” (at opdage/ erkende, at man er gravid) er, at begrebet, for at kunne kvantificeres og blive målt på, i lægevidenskaben anses som en binær proces, hvor en “informations-knap” ligesom bliver “tændt”, og man i samme øjeblik ved, at man er gravid. Men i praksis er det, at opdage en graviditet, en langt mere kompleks proces hvor man opfanger og fortolker symptomer og til sidst forstår at man er gravid. Det faktum, at man kan være fysisk gravid, uden at være kognitivt gravid (fordi man f.eks. tester negativ og/eller ikke oplever tegn på graviditet), gør at det at opdage en graviditet, i praksis, er en liminalfase – en overgangsfase – og altså ikke en binær enten/eller tilstand.

I en rapport om abortgrænse fra Etisk Råd på Folketingets hjemmeside, står der at : “…nuværende abortgrænse (dvs. 12 uger) ikke er lagt helt vilkårligt, men på den ene side er fastlagt ud fra et hensyn til, at der skal være tid til at, graviditeten kan dokumenteres og erkendes af de involverede, og på den anden side, at der ikke bør gå mere tid end højst nødvendigt, før der eventuelt foranstaltes provokeret abort, idet indgrebet som tiden går, bliver stadig mere omfattende” (kilde, Etisk Råd. Jeg kan virkelig anbefale at læse / skimme rapporten, hvis man, ligesom mig, har svært ved at forstå den nye grænse).

Og så til tredje punkt. Rapporten beskæftiger sig bl.a. med forholdet mellem kvindens ret til selvbestemmelse versus fosterets ret til liv og dets såkaldte etiske status. Her skelnes der mellem 3 opfattelser:

1. Den livsbevarende opfattelse: “(…)dette synspunkt indebærer, at ethvert menneskeligt liv er bærer af en ganske speciel værdighed(…)”.

Der skrives videre – og jeg tillader mig lige, at citere direkte videre fra rapporten – “(…) Men hvilke ændringer kan man pege på, som faktisk kan berettige til en sådan forskel i værdighed? Er det, at fosteranlægget sætter sig fast i livmoderen? Er det at centralnervesystemet dannes? Er det, at fostret får et menneskeligt udseende med arme, ben, fingre, tæer, øjne, ører og næse? Er det, at fosteret kan overleve uden for kvindens krop? Eller er det selve det, at barnet fødes, der udgør forskellen. Ingen af svarene forekommer indlysende rigtige i den forstand, at ændringen kan forklare og retfærdiggøre, hvorfor fosteret forud for ændringen ikke er bærer af værdighed, mens det efter ændringen tydeligvis er bærer af den specielle menneskelige værdighed. Derfor er den oplagte konklusion, at det nye liv har den særlige menneskelige værdighed helt fra undfangelsen, således at værdigheden ikke skyldes bestemte biologiske funktioner, men er knyttet til det menneskelige liv som sådan (kilde, Etisk Råd s. 15)

2. Den gradualistiske opfattelse: Gradualisme indebærer, at den menneskelige værdighed er en kontinuerlig størrelse, som man gradvis erhverver i løbet af livets første periode. Værdigheden vokser så at sige op i takt med det nye liv.” (ikke fra rapporten, men derimod herfra) I rapporten fra Etisk Råd, står der desuden: “Det befrugtede æg er til at begynde med helt udifferentieret og kan som sådan betragtes som andet væv på linje med hudceller eller lignende. Gennem sin udvikling gennemløber fosteranlægget imidlertid i miniformat hele menneskehedens biologiske udviklingshistorie og opnår med andre ord en stigende grad af biologisk kompleksitet, indtil det til sidst har de egenskaber, der er kendetegnende for det fuldt udviklede menneske. Tilvæksten i etisk status kan siges at ske i takt med denne udvikling hen imod større og større kompleksitet”.

3. Personopfattelsen: “Et tredje synspunkt er, at et barn først får fuld etisk status, når det har udviklet de egenskaber, der kendetegner en person, det vil sige egenskaber som for eksempel rationalitet, selvbevidsthed og fremtidsorientering. Først på dette tidspunkt adskiller barnet sig i etisk relevant forstand fra højerestående dyr og har dermed krav på en anden behandling end disse”. (kilde, Etisk Råd)

Okay. Det var de etiske betragtninger.

Nu kommer min personlige holdning. Jeg er instinktivt af den livsbevarende opfattelse. Det kan jeg ikke rigtigt forklare. At forsøge, vil være som at prøve at forklare, hvorfor jeg er højre/venstre-blind, tror på gud eller i fem år var forelsket i Mark Owen; Med andre ord er det hverken noget jeg er specielt stolt af, eller ser som mere moralsk, end så meget andet. Det er bare sådan det er. Dertil har jeg så personligt erfaret, at selvom jeg har stået med en positiv gravidtetstest i hånden, uden på nogen måde, at have lyst til at være gravid, eller kunne se mig selv få en baby indenfor et år, så har jeg ikke kunne forestille mig at få en abort. I situationen har jeg følt mig som en dårlig feminist og forsøgt at tænke på økonomiske og biologiske fordele i at afbryde graviditeten… Erkendelsesfasen, der har efterfulgt chokket, har indeholdt elementer af både desperation og klaustrofobi, men aldrig tvivl, om hvorvidt jeg ville beholde barnet, hvilket var en sær følelse af frihed. At jeg kunne vælge barnet (og her er jeg bevidst om, hvor privilegieret det er, at føle sig sikker nok socialt og økonomisk til dét). Når jeg bliver gravid, er jeg åbenbart ikke bare svanger, men også skæbnessvanger, og for mig, har det – underligt nok, igen, kan jeg ikke helt forklare hvorfor – været lig med en meget stor oplevelse af frihed.

Jeg blev ramt af en erkendelse et sted halvvejs mellem rapporterne og statistikken fra Sverige og Island. Faktisk lidt som en informations-knap der blev tændt, og så stod det pludselig meget rent. At ingen får aborter, navnligt ikke de sene, fordi det er sjovt, eller fordi de ikke har gjort alt i deres magt for at undgå det. Og hvis jeg i tillæg til det spejler min egen oplevelse og forestiller mig at det var omvendt; at jeg stod med en positiv test i hånden og bare kunne mærke at jeg slet ikke skulle have det barn. Jamen… Hvor klaustrofobisk må det ikke være? Hvor desperat, må det ikke være …ikke at have valget??

Denne tekst er blevet alt for lang. Godt gået hvis du har læst helt hertil og beklager at jeg ikke kan honorere indsatsen med en mere gennemført konklusion end denne. At uagtet hvad jeg personligt og instinktivt føler om fostres ret til liv, så er andres kroppe og livssituationer virkelig none of my business. Alle har krav på retten over egen krop – det er i virkeligheden bare dét jeg sidder tilbage med (og ærlig talt også en lettelse/overraskelse over punkt et, med at erfaring og statistik ikke peger på en stigning i antallet af sene aborter) Men det var bestemt ikke der, jeg startede, så på den måde er jeg meget glad for, at jeg gik i gang med at skrive denne tekst. Jeg beklager bare, at jeg ikke kan afslutte med noget, I ikke allerede har læst, på utallige abort-demonstranters højgravide maver.

♥️

PS. Kommentarsporet er åbent, men vær søde ved hinanden. Det er et svært emne at skrive om, og jeg har haft utrolig svært ved at trykke på “udgiv”. Hvis I læser det her, betyder det at jeg efter langt tilløb turde.

Hej!

Hejsa. Længe siden.

Lidt over et år, faktisk. Nå, hvad er der sket? For præcis et år siden i dag, landede vi i Tokyo, og i de følgende 4 måneder, rejste vi rundt i Japan, Californien og New York (stor anbefaling hvis man har penge på lommen, og ingen (fly)skam i livet). Så solgte vi vores andelslejlighed, jeg kom tilbage på arbejde efter barsel, købte – efter flere års tilløb – et hus udenfor byen, flyttede 3 børn og 2 voksne til en meget landlig forstad (Dragør). Fjorten dage efter vi var flyttet ind, faldt jeg ned af vores trappe (efter 20 år i etagebyggeri, kunne jeg åbenbart ikke administrere en trappe i et hus). Jeg bragede ned fra øverste trin og da jeg endelig nåede gulvet, knaldede jeg hovedet durk ind i en dørkarm. I to måneder var jeg i darkmode og sygemeldt med hjernerystelse. Samtidig opdagede jeg at jeg var gravid med vores fjerde barn.

Så! Here we are. Er nu så småt landet(!) i alt det nye, med en cirka halvbagt baby i maven og er ved at finde tilbage til verden og – 7, 9, 13 – forhåbentligt også her i mit hus på internettet.


Jeg ved ikke, om det er fordi jeg er flyttet til forstaden, nærmer mig de fyrre eller om hjernerystelsen simpelthen bare har slået et par hjerneceller løs, men for første gang i mit liv, rører det mig (næsten) ikke, hvad hvad andre tænker.

Så for tiden embracer jeg f.eks. min indre basic fashion bitch / Ganni-girl og har købt en masse nyt kluns. Ja, jeg holder pause fra klimaskam. Al skam, faktisk. Jeg har fået hjælp af vores lokale genbrug (havde helt glemt hvor vildt det er, at gå i genbrugsbutikker i de dyre kommuner) Proenza Schoulers januarudsalg og ikke mindst new york stylisten Becky Malinsky, som jeg opdagede, da jeg fik anbefalet hendes nyhedsbrev på Substack. At læse hendes posts, er som at læse modeblogs i 00’erne, bare bedre. Stor anbefaling. Men pas på! Becky er et farligt bekendtskab. f.eks. har hun lige har influeret mig til at købe et par brune ruskindsballerinaer, der ligner noget fra anden verdenskrig og en sølv scrunchie til et beløb så svimlende, at jeg faktisk ikke tør skrive det her. Så bare tag mine penge og glem, hvad jeg skrev lige før, om at være ligeglad med, hvad andre tænker.

Hvad gider I ikke skamme jer over?

Kommentarsporet er mere end åbent for forslag til emner, vi skal snakke om. Jeg skal lige i gang igen, men glæder mig til at skrives ved.

Kh Ida