– er vi ved at købe nye havemøbler og jeg er overrasket over hvor kompleks en opgave det kan være. Skal bare være teak, nogenlunde pænt og helst ikke koste 30.000kr. Helt ærligt.
– er jeg ægte glad for for at gå på arbejde for første gang i skræmmende lang tid …måske nærmest nogensinde, i de 7,5 år jeg har været på min arbejdsplads (som er en stor styrelse, med masser af projekter og kontorer, man kan skifte rundt mellem). Hver morgen går jeg sgu nærmest og glæder mig til at møde ind.
– Afleverede jeg min bog til et forlag for et par uger siden. Jeg har skrevet på den i 5-6 år og været så sur på den, at jeg til tider har hadet den helt i stykker (hvilket den faktisk slet ikke fortjener). For et par måneder siden sendte jeg den endda ind, men fik kort efter så kolde fødder, at jeg skrev til dem og sagde at de ikke behøvede læse den alligevel. Ejmenaltså, issues much?! Nu er øvelsen, at vente og have nogenlunde sindsro med at den – uanset hvad svaret bliver – ikke kan blive mere udgivningsklar end den er nu, i hvert fald ikke uden et forlag i ryggen.
– er jeg begyndt at følge New York stylisten Becky Malinsky på Substack. Og det er allerede blevet et dyrt bekendtskab.
– skal min mand og jeg til juni på vores første (og sidste) forlænget weekend getaway-date i 10 år. Er pt lidt lun på Wien, Bologna og London, men andre europæiske destinationer og input modtages med kyshånd.
– læser jeg Thomas Manns Trolddomsbjerget, Theis Ørntofts Jordisk og George Saunders Lincoln i Bardo for tiden. Og er lige blevet færdig med Dostojevskijs Forbrydelse og Straf og Kældermennesket. Kører den, med andre ord, ind med mandlige forfattere, og anbefaler varmt dem alle sammen.
– er jeg startet i skrivekreds med en lille håndfuld tidligere bloggere. Vi mødes med et par ugers mellemrum og deler tekster og giver sparring og det er simpelthen så fedt. 2017-Ida ville ikke turde tro sit held.
– har jeg fået hold i ryggen. Tilgengæld har jeg nu fået gravet og plantet to staudebede, to sommerblomsterbede og et horsensiabed i min have (som basically var en græsplæne da vi overtog den i december).
– er jeg forøvrigt medlem af Haveselskabet og håber at deres staude-bedplaner bliver lige så flotte i virkeligheden, som de er på billederne (har, for de indviede, lavet “Mariannes vinterbed”).
– var jeg i Brøg og høre Emma Holten fortælle om sin nye bog forleden. Hold kæft hun er sej! Glæder mig til at læse bogen – er snydestartet lidt og den virker god.
– skal jeg til 20-ugers scanning i overmorgen. Og selvom det selvfølgelig er vigtigst at babyen har det godt, så er jeg eddermaneme også spændt på at få kønnet at vide. Jeg tror det er en pige.
– har jeg taget så meget på i denne graviditet allerede, at jeg tror, at jeg kommer til at slå min rekord (som er 32 kg) denne gang.
– er det ok vildt at tænke på at jeg, inkl. denne graviditet (som er nr 4) kommer til have taget sammenlagt 120 kilo på og tabt dem igen i løbet af de sidste 10 år. No wonder, jeg har haft tøjkrise.
– i forlængelse af ovenstående synes jeg måske godt at *nogen* kunne have givet mig bare en lille bitte glædelig mors dag post-it note i går. Men efter 9 år i gamet har jeg efterhånden indset, at det eneste moderskabsmerch jeg får, er det, jeg gir mig selv.
8 Comments
Vi overvejer Budapest til en weekend getaway. HUF’en er super lav pt i forhold til kronen og der er skønt i Budapest (lækre hoteller, super restauranter til ingen penge og masser af historie).
Det har vi også snakket om! Mega god ide. Det er vildt hvad det betyder, at man føler man faktisk har råd til at hygge sig (vi var i Californien sidste år og det var det mest stressede jeg nogensinde har oplevet. Pengene FLØJ ud af lommerne på os)
Tilslutter mig Budapest, vi tog dertil på storby- og lavbudget bryllupsrejse i september, og det var helt fantastisk. Kan især anbefale en tur ud på Margaretøen og slentre rundt og se på springvand, der sprøjter i takt til klassisk musik i solskin. Vi sejlede dertil og -fra og fik dermed også set begge bydele fra vandsiden. Helt perfekt dag.
Hvilke køn er de børn du har? 🙂
Har to drenge og en pige:)
Jeg vil gerne foreslå Aalborg. Byen der har det hele. Og det ville være godt for miljøet 😉
Elsker at du skriver her igen!! ♥️
ER SÅ ENIG 🙂