Morning Pages 2

Bare lige hurtigt, først: Tak for jeres kommentarer. Hver og en. Heldigvis er internettet ikke kun Black Friday, influencere og nyhedstrekanter. Det er også et net. Et par af jer nævnte savnet efter gamle blogs og ærlige skriverier (skriverier. Et dejligt uprætentiøst ord, der ikke oversælger sig selv). Jeg kan anbefale Substack. Et par danske bloggere er kommet på (Sneglcille fx – og Lucia Odoom er også skøn at følge). Helt ærligt følger jeg selv mest med i George Saunders Story Club og Becky Malinskys nyhedsbrev om tøj. Jeg tror ikke jeg selv vil skrive derinde, selvom jeg har lidt lyst. Jeg er bange for, at det også lige pludselig bliver opkøbt og lavet om til en markedsplads. Hvis man er på instagram er @Siljabobs stories dejlige. Men jeg tror nu, at jeg holder fast i dette forældede 800 kr/år blogdomæne. Blog. Selvudlevering. Tåkrummende for mine børn en dag måske, men so be it. I will die on this hill.

Morning pages er ikke helt morning pages i dag. Jeg sidder ved vuggen og klokken er allerede 10.22. Jeg blev forsinket fordi jeg skulle skrive mit livs første fanbrev (og jeg bliver trods alt 40 år til januar). Hende jeg skrev til (gæt hvem!) er lige blevet 80. Jeg har læst hendes bøger siden jeg var 20. Lige nu genlæser jeg en bog hun skrev i 2007 om at flytte på landet. Den lander blødt her i et gult hus på en mennesketom villavej, ude på kanten af Amager. Da vi boede i lejligheden på Gammelholm og jeg stod ved vuggen, var der altid mennesker på gaden. Café Malmø lå 20 meter fra vores hoveddør og selvom jeg ikke kunne være med til festen, så var jeg med til festen, hvis det giver mening. Herude er der ingen fest og det er nok meget godt for mit nervesystem og min selvdisciplin. Men shit, her er mørkt i november.

I George Batailles’ “Erotikken” skriver han om menneskers dødsdrift og hvordan det erotiske møde – ophidselsen – i virkeligheden er dødsdrift. Vi bliver ophidsede i et erotisk møde, fordi cellerne i vores krop ved, at den celle, der må dele sig, for at skabe nyt liv, uundgåeligt betyder cellens eget endeligt. Den går i opløsning for at skabe liv. Jeg føler den meget for tiden – Opløsningen. Eller som Ursula Le Guin vist engang sagde (frit citeret, husker det ikke præcist): “At blive mor, er at blive ingen”. Det er noget med det grænseløse forældreskab. Jeg prøver lige på ikke at reducere det og holde det ud i en en ironisk udstrakt arm af “ifavnske slyngemødre” og “nordic parenting”. Nej, jeg mener selv et helt almindeligt, uambitiøst forælderskab virker helt ekstremt ambitiøst. Se bare, hvor meget jeg skriver om det! Mig, der ellers koketterer med at være “mor med lille m”, kan jo nærmest kun finde ud af at skrive om mit forælderskab! Det er som om det ikke har nogen grænser. Det ER mig. Uforvarende er det bare kravlet ind i mig. På to sekunder er der legetøj overalt. Børnene sover i vores senge. Børne TV er ikke længere noget de ser, vi skal kraftedeme også se med. VI VOKSNE skal også se Bluey. Selv i børnenes TV-programmer bliver vi belært om pædagogiske grundprincipper. Lektier er ikke noget de skal lave, det er noget vi skal lave med dem. 20 minutter pr barn. Nu skriver jeg lige som om ingen læser det, så undskyld mig og tag endelig dette med et gran salt: Men sidder vi, den lille 80’er generation, der faldt i søvn under sofabordet til vores forældres fester, ikke helt flossede og er blevet til vores børns tjenere? En familieterapeut (ja, jeg lever i en tid hvor man kan få kommunen til at komme ud og lære sig, hvordan man gør) sagde, at det er vores ansvar selv at sige stop. Det er vores ansvar at lave sunde grænser i dette grænseløse forældreskab.

Jeg blev helt deprimeret da jeg var inde at se “Sort Samvittighed #4” om på Betty Nansen i oktober (med et spædbarn i barnevogn i lobbyen, hvad gør man ikke). For det er så freaking grumt at stå med sort mascaramaske ned ad kinderne og brøle “TEGNINGER HØRER TIL I RAMMEN, SKO HØRER TIL I SKOSTATIVET, TANDBØRSTER HØRER TIL I SKUFFEN!!!” og selvom stykket (om kvinders roller og opgaver gennem tiden) var godt og sjovt, så er jeg ærligt nok også bare træt af det spejl. Et desperat spejl. Et grotesk spejl. Et offerspejl.

På ordnet.dk står der at: “Familie” er via tysk fra latin familia ‘familie’, afledt af famulus ‘tjener’ (…) “gruppe af (nulevende) personer der er forbundne gennem slægtskab, ægteskab eller adoption især set i forhold til et enkelt af familiens medlemmer”

Familie betyder tjener – say what! “Familie” (ikke at forveksle med “forældre”, og det er nok hele sagens kerne) tjener (børnenes behov). Hvem er så børnenes “familie”? Forældre, bedsteforældre, søskende, svigerforældre, kusiner, fætre, fastre, mostre og onkler. Ja. Men vi lever i en institutionaliseret stat, så derfor også – og i langt højere grad: Vuggestue. Skole. Arbejdsplads. HR afdeling. Politikere. Mødregruppe. Familietråde på Whatsapp. Forældretråde på Aula. Borgerforslag. Underskriftindsamlinger. Artikler på Sundhed.dk. Kommentartråde. Jeg vil messe det her for mig selv: Jeg er ikke mit barns tjener, jeg er ikke mit barns tjener. Der er folk der tjener mig, der er folk der tjener mig.

Hvis der er hold i denne tangent, så hænger mine (børns) hjælpere – tjenere – i tråde, som er løse og afkoblede fra hinanden. Trådene kender ikke hinanden, det er kun mig – forælderen – der kender dem alle sammen. Det er kun mig der kan flette dem sammen. Det er komplekst at være væver på den måde.

Nå. “Nu ikke mere”, som min farmor altid afslutter sine mails med. Jeg når ikke længere ned af dette kaninhul i dag. Barnet sover og jeg skal spise og så skal jeg ind og give mit idol et fanbrev – hvis jeg tør. Wish me luck.

Kh