Klog af skade skriver jeg dette kl. 4.30. NU skal du få Morning Pages! Babyen sover helt mæt og tilfreds her ved min pude. I går tog jeg “my inner artist” på date i Brøg Litteraturbar, for at høre kvinden, myten, legenden Suzanne Brøgger fortælle om at skrive, og navnligt om at skrive om andre i sine bøger. Thomas Boberg fortalte også som sin bog, Insula, og om alt det polemik der har været med den. Så snakkede de om hvordan det er at være forfatter i en tid med digitale medier, hvor alle har en stemme (eller snarere end talerstol). Og jeg må bare sige at jeg blev oprigtigt glad over at leve i en tid hvor alle kan komme til orde. Vi behøver ikke vente på den book deal, vi kan bare skrive et blogindlæg! Det er vidunderligt og priviligeret. Til sidst namedroppede de russiske digtere så overlegent, at vi blev helt forpustede i salen og jeg blev mindet om, hvorfor nogen er signet på Gyldendal og andre betaler 800kr/året, for at have et sted at udkomme. Haha!
Min lille baby T sov så artigt i viklen hele samtalen igennem. Da jeg havde fået købt en signeret kopi af “En gris der har været oppe at slås kan man ikke stege” (den allerførste bog jeg læste som voksen, men som siden ikke har været til at opstøve fordi den var udsolgt fra forlaget i tyve år) tog jeg mig endelig sammen, skar resolut igennem flokken af hvidhårerede gløgg-tipsy fellow fangirls, gik op til Suzanne og gav hende mit brev og sagde “tak og tillykke” – Sejr!
Da så jeg kom hjem igen, opdagede jeg at gaven til hende, selveste GAVEN TIL SUZANNE, et lille tigerøje (ja, genialt ikke?) som jeg, indrømmet, lettere arrigt og stresset havde proppet ned i kuverten på vej til stationen, lå lige så artigt præcis hvor det plejer i sin halvmåneform med de andre små sten foran min Tarastatue på hylden. “Hvad laver den sten der?!” gispede jeg (den burde jo ligge i lommen på mit idol, på vej til Løve), hvortil min søn med stoisk ro svarede, at han lige havde lagt stenen på plads, fordi den havde ligget på gulvtæppet ved køkkenbordet. Ak! Men okay, måske kunne jeg også have sagt mig selv, at det ville ende galt, at forsøge at sende et tigerøje til Løve…
Nu er klokken 5 og alle sover stadigvæk og her er så dejligt roligt, fordi den næstmindste på to et halvt, sover hos sin farmor og farfar. Til dem der er i tvivl om hvordan livet med en toårig er, så bare vid at man er helt afslappet ved tanken om at der kun er tre børn i huset.
Vil lige nå at skrive om Julia Camerons “artists dates”, som jeg nævnte til at starte med: Man skal tage sin indre artist på date. Og jeg sender hermed anbefalingen videre til jer. Tag jeres indre kunstner på date! Det skal bare være noget I (altså dig og din kunstner) synes er sjovt. Af eksempler nævner Julia at gå i en dollar store og købe dinosaurklistermærker, købe en rulle film eller tage i biografen. Hvad end der rocker din båd. Det kunne også være: voksenballet, croquis, maracas, keramik, drop in kor, you name it. Julia anbefaler at man gør det én gang om ugen (ikke sådan forstået, at nu skal du bare gå til croquis hver onsdag til du dør. Man bestemmer helt selv fra uge til uge).
Hvis det skal være rigtigt skal jeg her i uge 6 – “The week of recovering a sense of abundance” – også nå at skrive om den gud jeg tror på, eller som jeg gerne vil tro på. Og det er faktisk allerede bare dét jeg gerne lige vil sige: At formuleringen “den gud jeg gerne vil tro på” er mums. Jeg har altid følt mig tæt på gud, så det er ikke fordi jeg først for nyligt er blevet mega oplyst eller noget i den stil, men det der med at at man lige skal huske at tage sin gud til syn engang i mellem; Måske skal gud faktisk ligefrem helst ændre form efter forgodtbefindende, sådan at hun/han/den/det altid vil en det bedste. I hvert fald for en som mig, der har internaliseret nok patriarkisme gennem tiden, til at hvis jeg ikke holder tungen lige i munden, så kommer jeg nemt til at tro at gud vil have mig til alt muligt, der ikke som sådan har noget med mig at gøre. Det går jo ikke. Så nu manifesterer jeg det bare lige: Min gud er fx en der ønsker at jeg skriver hver dag. Men endnu vigtigere: at jeg én gang for alle lærer at enhver fugl synger smukt og dejligt med sit helt eget smukke og dejlige næb. Syng nu med dit næb for satan i helvede! Okay, det sidste siger de nok ikke, men vi forstår vel, at de nok kan blive desperate, af at se hvordan nogen af deres unger i årevis tåger rundt i bibliotekernes gange og slæber bøger hjem der pinedød SKAL læses, forstås og kopieres, før at man selv tør sætte så meget som et punktum. Slut med det. Og syng så med det næb. Pip-gok-dynamolygte!
Nu er klokken 05:18, jeg har pippet for i dag OG jeg kan endda nå at sove lidt igen før huset vågner om en time. Luksus.
Kh I
No Comments