Morning pages 4: Om at skrive “sandt” og om at skrive “alt” og om forskellen på de to ting

Engang var der en kollega på mit arbejde som – oh skræk! – havde fundet min blog (enhver bloggers mareridt), og som troede at alt jeg skrev på bloggen var sandt. Han troede også at jeg skrev om alt jeg oplevede.

Det første er rigtigt: alt jeg skriver er sandt, eller i hvert fald så sandt, som jeg overhovedet kan skrive det. Det andet er ikke rigtigt. Der er (selvfølgelig, får jeg lyst til at tilføje) uendeligt meget, jeg ikke skriver om.

I forgårs sagde Thomas Boberg og Suzanne Brøgger afslutningsvis i samtalen i Brøg, at “alt man skriver må være sandt”, (citeret frit fra hukommelsen) “men hvad er så det, det kan man jo så snakke om…” Som altid kommer alt det gode juice først til sidst i samtalen – så nu vil jeg samle tråden op her.

Hvis ikke det, man skriver er sandt, hvorfor så overhovedet skrive? At skrive sandt er forudsætningen for overhovedet at skrive. Hvis ikke det er sandt, gider jeg hverken skrive det eller læse det. Det er derfor, at det ikke endnu er lykkes mig at pakke min “sandhed” ind i et fiktivt plot, som fx Neil Gaiman og Margaret Atwood mestrer. Jeg har cirka tyve romanbegyndelser, men intet af det kommer op at flyve, fordi jeg farer vild i drager, slotte og aktantmodeller. Og så dør teksten (en skønne dag får jeg måske knækket nødden.. Jeg arbejder på det!)

Både min kollegas forståelige spørgsmål til min blog, og samtalen i Brøg i går om hvad det vil sige, at skrive “sandt” (særligt i en tid med digitale medier, hvor alle har en talerstol, som jeg også skrev om i går), fik mig til at tænke over hvad det betyder for mig at skrive “sandt”.

Jeg tror at mange kommer til at sætte lighedstegn mellem “sandhed” og “alt”.

Sandheden er bare sandhed. The juice er “alt” – det er dér, det blir sjovt. For udover sandheden er det op til forfatteren/bloggeren/den skrivende at bestemme hvor mange skeletter i skabet, dvs. hvor meget af “alt” (tror måske det er det, rigtige litteraturfolk kalder for “stof”??) man vil have med i sin tekst.

Hvis jeg skulle prøve at sætte det på formel ville det nok se sådan her ud:

Sandhed + Mængde af “alt” (stof) = Form

Formen er det, der står tilbage efter skriften og som afgør om man skriver, så andre gider at læse med. Og bare fordi man skriver sandt, betyder det jo ikke at man skriver alt. Måske man burde disclaime og sige “bare rolig, det her er bare sandheden”.

Sandheden er bare tanker, der går tur på papiret. Og bagefter står der så en stofskulptur tilbage, som en læser fejlagtigt kan tro indeholder “alt”.

Suzanne Brøgger nævnte i går, at journalister (i modsætning til forfattere) har både kodeks og beskyttelsessytem bag sig, når de skriver. Forfattere står derimod frit og ubeskyttet (og hvor man som blogger står i alt dette orker jeg slet ikke forholde mig til – Burde man skrive “roman” i sin tagline for at være på den sikre side?!)

Grunden til at jeg skriver her, og kan lide at skrive her, er at jeg efterhånden fundet en stemme, som er nogenlunde fri og har nemt ved at komme til orde. Men stemmen er jo langt fra hele mig Ida privatperson. Den er mere som et hus.  Så man skal altså ikke blive bekymret, hvis jeg skriver at jeg har gemt mig i et legehus eller står og brøler i afmagt i en kælderskakt. Det er jo bare sandheden, det er ikke hele sandheden. Det er ikke “alt”. Man skal ikke tro på alt man læser!

Hvis “alt” er den varme grød, er “sandheden” katten, der går rundt om. Katten kan aldrig være grøden. Og her får jeg lyst til at nævne Katherine Diez’s optræden i Go’aften Dk, og hendes vrede “Hvad mere vil I have??!” Jamen alt. Læseren vil have alt. Læseren vil have “grøden”. Se selv på Reddit. De vil have meget mere end det stof forfatteren vælger at lægge frem som “alt”. Læseren hungrer efter “alt” så meget, at de skriver deres egne “alt”-sandheder på Reddit og i diverse Fejø protestgrupper på Facebook. Læserne vil altid have deres egen grød; Så kender nogen en fætter der ved at “sådan der var det altså ikke”. Og så har vi balladen for nej, kære læser i DIN bog, var det ikke sådan. Men man kan ikke tage patent på sandheden. Alle har hver sin. Og at skrive er ikke grøden. At skrive er vandringen rundt om grøden; Fingrenes dans på tastaturet, er katten om grøden. Og så ender det somme tider med at man har lavet en tekstfigur, som er så fin og helstøbt, at man – fuldt berettiget – får lyst til at trykke “udgiv” og brøle “Heureka!!!” fra hustagene. Men selvom tekstfiguren er sand, så er den altså ikke “alt”. Den er kun “alt” det, man har valgt at tage med.

Glæder mig meget til at læse jeres tanker i kommentarsporet (hvis I ikke kan se kommentarboksen herunder, så scroll op og klik på indlæggets titel, så burde den dukke op. Håber det virker!)

God weekend:)

Kh Ida