It’s beginning to look like pludselig kan man græde en hel dag

Jeg har to børn. Jeg bliver ved med at romantisere tanken om fire. Skræm mig gerne væk fra dén idé 🙂 Og ellers synes jeg, at du er særligt forrygende, når du skriver om parforhold. Selvom der næppe er meget af den slags med en baby på 1,5 måneder.

Kære søde dig.

Jeg sidder ved mit spisebord og klokken er knap 22. Jeg har lavet risalamande, vasket op, sorteret babytøj, købt ind, pakket gaver ind, vasket hår(!!!) og NU er der the i koppen og fire stearinlys i kransen og jeg må jeg skrive et blogindlæg, hvor jeg vil svare på din kommentar.

Hvordan er det at holde juleferie med fire børn under ti år (9, 7, 2 et halvt og 2 mrd) ? Som at gå gennem skærsilden. Hver dag en ny art selvudslettelse. Rod overalt. At være ingen (på den der måde, som er både sorg over tabet af identitet, men kombineret med en mild eufori og nysgerrighed over hvem man mon *så* er ved at blive til…). Som at svømme i et hav uden redningsvest, så man skal hele tiden bevæge sig for ikke at synke til bunds. Hver aften i de to timer (=nu!) hvor alle børn sover, mærker jeg en lille flig af ekstase over at vi overlevede dagen. Og taknemmelighed over der faktisk findes en lille lomme af tid, hvor man kan lave noget så egoistisk, som at skrive. Måske er det lidt som at have hold i ryggen: Det er værst om morgenen, men efterhånden som dagen går og kroppen bliver varm, forsvinder smerten.

Når jeg tænker over det, så er det ikke børnene, der er problemet. Det er mængden af ting som der følger med børn, der er problemet. Det er som at bo i en børnehave, uden lukketid – uden fyraften. Mængden af ting er som fnat, de kravler ind under huden og udklækker æg, så der kommer flere ting. Ja, tingene formerer sig i husets vindlommer…

I går så jeg Bodil Udsen spille Winnie i Samuel Becketts “Glade dage” (den ligger på DR), og hun sidder fast i sin bunke af skidt og møg og børster tænder og græder og griner og læser avis og ranter og kan ikke komme fri. Og sådan føles alle de ting. Som at blive holdt fast, i al mulig størknet energi, så der ikke er plads til selve livet. Det er faktisk noget jeg græder over. Bunker og bunker og bunker af ting og sager, vi ikke kan blive enige om skal blive eller ej. Og som gør at vores kælder føles som et termitbo med gange og bjergkæder af autostole, bøger, tremmesenge, flyverdragter, gummistøvler, legoklodser og tøj.

Nå. Mellemlægspapir. Ny mad.

Har vi det også indimellem dejligt? Ja. Er der en toårig der lige pludselig kan titelmelodien til Tidsrejsen, børn der ligger sammen under et skrivebord helt stille og kigger op i luften, smilehuller, øjeblikke hvor vi alle sammen loller, en barnedåb, ja ligefrem øer af lykke..? Ja sgu da. Kom min far forbi i forgårs med en høvlebænk og et lysstofrør og hjalp mig – apropos det med plads til livet – med at forvandle vores døde, tætpakkede skur, og som jeg har brugt ugevis på at rydde og ud i, til et Snickerbo til drengene: Deres eget (værk)sted, hvor de kan bygge deres idéer og hænge ud uden os. Og de blev så glade.

Og kigger vi på vores børn og føler os som verdens heldigste (og sejeste!) Kæmpe fucking ja. Når jeg har det lange lys på – 10, 15, 20 års lygterne, så virker det da enormt meningsfyldt at vi har fået alle de 400 børn; At de er kommet i to “sæt” og at de har hinanden på en måde, som jeg allerede er misundelig på. At vide at vi en skønne dag kommer til at have 4 voksne børn i vores liv. Dét glæder jeg mig allerede til.

Jeg havde engang verdens bedste mødregruppe. Forleden snakkede jeg med en fra gruppen, hun er lidt ældre end mig, amazing og har 3 børn.

Hende: Åh, jeg ville også gerne have haft en til

Mig: …seriøst?

Hende: Ja da!

Mig: Jeg føler bare jeg har bombet mig selv tilbage til start

Hende: Tilbage til start i forhold til hvad? Det du har er jo selve livet!

Det eR dEt jO oGsÅ. *L*I*V*E*T*.  Jeg mærker også den dybe strøm af mening et sted langt nede under alle bunkerne og alle tårerne. 

Det er altid zen at blive mor. Fordi man mister sin identitet. Det er ikke bare kroppen som bliver deform og udflydende, det er også ens sjæl. Eller måske ikke ligefrem sjæl, men i hvert fald den personlighed, der er viklet rundt om sjælen: Hvem er nu den her person, som fx. kan græde en hel dag? Hvad er hun for en, der sådan kan gå rundt en hel dag med tårer ned ad kinderne? Og være en kæmpe, tvær surmule, som jeg fx. var i dag fordi kombinationen jul og 2 mrd’ s baby er for meget.

Øv, nu vågner min bagkant – Nu nåede jeg slet ikke at skrive om parforhold. I stedet vil jeg sætte mig over til mennesket i sofaen og spørge om ikke vi skal se et afsnit 29-31-33 på TV 2 og drikke et glas prosecco og fejre at … at det er jul! Sgu.

Glædelig jul!