Tak for jeres kommentarer og ideer til emner i sidste indlæg. Jeg tager dem i rækkefølge, så i dag skal det handle om gaver!
“Du må gerne skrive noget om jul – især voksengaver og forventningerne dertil. Hvordan siger man fra, og kan man godt give til nogle og ikke andre? Det kunne være spændende at høre lidt om.”
—
Okay. Bum bum. Lad os starte med lidt ordkløveri.
Hvad er en gave?
En gave skal man give. Jeg læser på ordnet.dk at de to ord – gave og give – vist er i familie. Ordet gave er fra middelnedertysk til roden i verbet give. Altså, to sider af samme sag. På ordnet.dk står der videre om “give” at det er “frivilligt og uden modydelse at overdrage nogen en genstand, et beløb el.lign. som vedkommende kan beholde”.
Man kan altså ikke sige gave uden give. Man kan ikke sige A uden B.
Måske var det engang i tidernes morgen sådan, man fik gaver juleaften. Det kan vi vist godt blive enige om ikke er tilfældet længere. Når det kommer til jul er gaver ikke længere noget vi giver, det er noget vi bytter. Julen er den store transaktion, hvor vi veksler – og gerne sender ungerne af sted mod det bugnende træ (“det er jo for deres skyld!”) for at lære en af livets lektioner: Noget for noget. Du fik dén, så nu skal jeg have dén.
Denne model har da også været all fun and games de sidste hundrede års tid; Siden Peter sad på bedstemoders skød ved den knitrende ild med sin helt egen aromatiske appelsin (eller hvad man nu fik dengang, jeg er aldrig nået meget længere end “Vi glæder os i denne tid…”).
Problemet er bare at halvdelen af os, bogstavelig talt, har fået nok. Vi har fået nok.
Vi millennials er opflasket på IKEA’s opbevaringsmøbler med skuffeudtræk (nogen generationer voksede op med jugendstil, og andre voksede så op med funktionalismens postmoderne, hyperaktive lillebror: OPBEVARING)… Derudover kan vi til vores opflaskning tilsætte et solidt skvæt tingeltangelindustri, forklædt i naturfibre og håndskrevne kort fra to søstre – Anna & Clara. De havde angiveligt (de skrev det ligefrem på skiltene i butikkerne, kan I huske det?? “Denne lille vase har jeg selv drejet på min tur til Indokina” Gu har du røv, Anna) selv rejst kloden rundt for at hente os farvede stearinlys, testel, bamse kopper og vakuumpakkede krydderier. Det var shabby chic æraens storhedstid med Pernilles Univers på TV3 og hyperforbrug forklædt som gammelt bras. Guld, røgelse myrra skær. Mums!
Når jeg snakker med mine venner om gaver, er der ikke én af os, som ikke er trætte af at føle os udnyttet af en umættelig industri der har gjort det uhyggeligt nemt at målrette vores gaveønsker. Forleden hentede jeg appen Ønskeskyen aka gaveindustriens svar på Tinder. Den har en bismag af det vi har fnyset af ved amerikanernes “register”-tradition, hvor man afleverer en ønskeliste hos selve butikken, i forventningen om at ens kære skal afsted og hente det, man har “bestilt”. Før jeg vidste af det, havde jeg 15 ønsker i min ønskesky. Sølvsmykker, ure og frakker, Uhhhm! (Og fy!) Det var forbudt, gratis og utrolig dejligt, at bygge sit helt eget virtuelle skin (jeps, mine drenge spiller Fortnite) af juleønsker anno 2024.
Hov, det var måske et sidespor. Det skal handle jo handle om gaver, det her. Så. hvad sker der lige?
Jeg er – jo tak – bevidst om at jeg IKKE HAR PLADS TIL FLERE LIGEGYLDIGE TING! Mit – og hele min generations – liv handler ikke om at anskaffe os ting, det handler om at skaffe os af med ting. Vores lod er at køre tredive års overforbrug på genbrugsstationen og se maskinerne kværne det. Det er vores opgave at sige nej til tingeltangel og kun ja til det virkelig skønne, det virkelig nødvendige og det vi virkelig har brug for og ønsker os.
Shit, en opgave!
Og SÅ blir det december. Og dagene går med Aula, julenissegaver i skolen, nissevenner på job, æbleskivearrangementer, julefrokost, indkøb og opvask. Og SÅ kommer spørgsmålene. Hvad giver vi for? Må vi lige få børnenes ønsker? Giver vi genbrugsgaver? Giver vi gaver, hvis vi ikke er sammen juleaften? Og ingen af os kan huske reglerne fra sidste år, eller hvad vi fik (det er så kedelige gaver er blevet).
F.o.r.v.e.n.t.n.i.n.g.s.a.f.s.t.e.m.n.i.n.g.
Og vi prøver at forventnings afstemme. Og så bliver det lige pludselig bytte bytte købmand og vi har lovet at skaffe 117 gaver til under 200kr/stk og al magien forsvinder og vi visner indvendigt. For man kan ikke millimeterdemokratisere gaver. Gaver er – det sagde ordnet jo selv i starten af indlægget – uløselige forbundet med at give. Kan ikke sige A uden B. Og “at give” er “uden modydelse”. Og derfor er forventnings afstemningen en gordisk knude, vi ikke kan løse på den måde! Vi kan ikke give og forvente noget igen.
Derfor er mit svar på det helt utrolig gode spørgsmål “hvad gør vi med gaver til os voksne i år?”
Vi giver dem.
Men. Og det her er et vigtigt men! Vi aftaler at vi kun giver gaver, vi har oprigtigt lyst til at give. Ingen millimeterdemokrati. Ingen forventninger om at få noget igen. Sig nej til din søster, når hun foreslår “under 200 kr” eller “Jeg synes 500 kr pr familie”. Sig: Det synes jeg ikke. Når hun spørger “er vi på gaver?”, så sig “hvis du har lyst, så giv en gave og du kan ikke forvente at få noget igen”. Sig “du er blevet voksen, søster”. Sig “Du er ikke længere barnet”.
Ingen frygtmotiverede pligtgaver, der giver stress og mareridt, som i Peddersen og Findus (som jeg sidder og ser med ungerne lige nu), hvor Peddersen uforvarende er kommet til at love at masseproducere en masse nisser til Ingeborg. Nej. Not toyear satan! I år giver vi kun gaver med glæde. Vi forventer ikke noget til gengæld. Og d. 24. når marcipanen er spist og der kun ligger to snoldede gaver tilbage under træet og ungerne igen render lige forbi os og vores stakkels, tomme hænder, så husker vi Frank Underwood spydigt og spyttende i House Of Cards: “You are entitled to NOTHING!” Vi husker at vi er de voksne nu. Vi husker på alt vi har fået i løbet af året. Vi husker at vi har alt vi kunne ønske os – kældre og loftsrum proppet med guld, røgelse og myrra. Vi husker at vi ikke forventede noget til gengæld. Vi har nemlig kun givet gaver, der var så rigtige, så sande og så vidunderligt kildrende gode ,at det at give dem, var gave nok i sig selv.
…. Ja. Tak for rådet du jubeloptimistiske selvhjælpsbefængte “you do you” Sherlock! Men hvad så med de sure søstre? Ved du hvad. Lad dem om dem. Min gode veninde sagde forleden “Man kan kun sætte grænser for sig selv”. Altså, dvs: Din søster kan ikke sætte grænser for dig. Hun kan ikke bestemme hvilke gaver du giver (til hende! Haha, mennesker er så sjove). Hun kan bestemme over sig selv, men ikke over dig….
Nå. Nu går børnene amok og jeg skal være nærværende og må ikke skrive mere.
Det her var mit bud, men dansegulvet er åbent.
Hvad gør I?
12 Comments
Jeg gør som du. Alle unger får. Og derudover giver jeg hvor det giver mening. Jeg giver fx til dem der ingen børn har (som er med juleaften), fordi de køber gaver til børnene. Har for første gang afskaffet med mine forældre. Et pres er lettet!
Jeg gør noget forskelligt hvert år. Men har ingen “aftaler”. Jeg bliver aldrig skuffet over ikke at få gaver, og jeg forventer at dem omkring mig enten har det på samme måde eller selv kan deale med skuffelsen.
Jeg har virkelig forsøgt, at stoppe det med gaver til voksne. Jeg giver ikke andre voksne end min kæreste, og har udtalt til min familie jeg ikke vil have noget. Det har mine forældre svært ved at forstå/acceptere. Men så ønsker jeg mig oplevelser eller genbrug (jeg vil ikke have latterlige ligegyldige ting). Jeg giver nogle gange noget, hvis jeg finder noget jeg har lyst til at give.
Og i forhold til børnene giver jeg heller ikke for et bestemt beløb, men jeg går aldrig amok, og giver gerne genbrug.
Mine brødre synes jeg er idiotisk med min ingen gaver, men det er ikke noget nyt.
Fantastiske indlæg (alle morning Pages)! Så mange små sandheder om så mange vigtige ting. Bliv ved bliv ved bliv ved!
I min familie fik jeg for flere år siden indført, at vi trækker lod, så alle voksne giver én gave til én voksen fra os allesammen. En dejlig ting, man skal gøre sig umage med, fordi alle så bare får den ene gave. Det behøver ikke være dyrt, og det er ofte hjemmelavet.
I år har de unge valgt at være med i lodtrækningen.
Det er så rart, fordi det giver en meget mere afslappet både december og juleaften
Dejligt at have dig tilbage Ida!! Skønt at blive lukket ind i dit univers og dine tanker, det er så hyggeligt. Gaver… gaveræs er the gift that keeps on giving. Hvert år skal man igennem den der hvem skal have/hvad/hvornår/hvor meget. Jeg har ikke løsningen, men til mine egne unger forsøger jeg at give something they want, something they need, something to read. Nogle gange er need og want det samme, andre gange får de noget jeg synes de behøver og så noget som de selv ønsker sig, men de får altid en bog. Til de voksne prøver jeg altid at give noget, som de ikke selv ville købe – noget ekstra lækkert. Det kan være nyt eller genbrug, dyrt eller ikke, det vigtigste for mig er tanken bag, synes jeg. Jeg gad godt at være typen, der kunne strikke lækre sokker eller sweatre eller lave noget personligt i gave, men det talent har jeg bare ikke.
“NOT TOYEAR, SATAN” er denne decembers sætning!
Jeg har gavekvalme! Hvert år lover jeg, at jeg ikke vil køre op i en spids, og hvert år falder jeg for et eller andet pres for at kunne være i, at jeg skal give gaver til egne børn og niecer/nevøer og partner. Og være med-idéudvikler på gaver til flere niecer/nevøer og svigerforældre og svogre. Sidste år var det mit ønske om at handle lokalt, fordi vi bor i en mindre by, hvor butikkerne er ved at dø ved udenlandsk internethandel, der altid er billigere. Dem vil jeg gerne holde liv i og svor at købe alle gaver i lokale ikke-kæder. Og det lykkedes, men det holdt hårdt.
I år er det samme OG/eller genbrug og at finde noget inden for det loft, jeg har fået indført over gaverne, så beløbene ikke stikker af.
Det er svært. Rammerne gør det kun sværere, selv om de skulle gøre det hele mindre stramt. Men jeg KAN ikke få mig selv til at klikke det hele indpakket hjem fra en eller andet nem og billig url, selv om Ønskeskyen også lokker her (jeg hader den inderligt). Og jeg VIL ikke lægge alle mine hårdt tjente penge fra min lille forretning i det her gaveræs, andre har bildt os ind vi har behov for. Det ville være helt fint for mig slet ikke at give gaver juleaften eller bare gaver inden for kernefamilien, selv om man holder med den udvidede, men i min familie er det et no-go. Ingen har ligeud sagt, at jeg The Grinch, men alle har sendt blikket.
Jeg ville virkelig ønske, at minimalismebølgen snart kunne ramme julen også. Så vi bare står tilbage med mad, hygge og juletræet og slipper for de forpulede gaver.
Ida, hvordan tager man samtalen i familierne? Det er jo ikke bare kernefamilien, men også ofte to svigerfamilier. Alle har forventninger og håb for nye indretninger, men ingen deler dem. Fordi julen skal være så skide magisk. Så tør man ikke skrue på nogen af knapperne.
Det er kommet så vidt, at de flere, inklusiv min mor (!) kører med ‘kan du ikke bare købe den og anmode på MobilePay’ – og det gælder jo så gaver til mig selv, mand og børn. Så udover mit eget cirkus, implementeres jeg ufrivilligt i andres.
Jeg går i min egen stress over det hele, i et ‘det fixer jeg’ mode, da jeg simpelthen ikke orker at gå ind i snakken. Men også som et nødvendigt onde, da jeg ellers kan være stensikker på, at der bliver handlet endnu flere spontane ‘ej den er da sjov og i lavet i ikke nedbrydeligt PVC’-gaver, som jeg heller ikke kan flere af. Kan. Ikke. Flere.
Apropos gordisk knude.
Jeg er for træt. Forholder mig en anden dag.
Vi gør ligesom Marie i min familie, men jeg synes ikke, det fungerer optimalt. Min mand og jeg har hvert fald talt om, at vi gerne vil ud af den aftale næste år. Jo, det er færre gaver at forholde sig til, når det kun er én gave til én voksen i familien, men da vi bor langt fra hinanden, er det ikke engang sikkert, at vi får vores gaver inden juleaften, og vi holder heller ikke jul sammen alle sammen, og så kan jeg mærke, at jeg er nået til det sted, at så kan jeg godt undvære. For så bliver det mere noget pligt, og jeg har heller ikke rigtigt nogle ønsker, for jeg vil hellere selv købe det, jeg mangler. For enten bliver min ønskeliste meget specifik a la en bestillingsseddel, eller også bliver den overfladisk, og så er chancen for, at gavegiveren rammer plet lille, og da jeg også er meget bevidst om ikke at have ting i mit hjem, jeg ikke bruger, ender jeg med at bytte det eller sende det til genbrug. Men det er svært, for jeg vil heller ikke skuffe andre, og der er meget forskellige holdninger til gaver. Jeg får også spat af, at gaven skal være for et bestemt beløb, det er ikke det vigtige.
Dejligt at du er tilbage Ida -har tjekket jævnligt og så pludselig 💫 så var du her✨ Er stor tilhænger af oplevelser, som vi både giver til og får af vores børn. Os voksne imellem har vi løst det med et system, hvor alle voksne (6 i alt) putter 400 kr pr. voksen (undtaget sig selv) i min mormors gamle kiksespand. Samme princip til fødselsdage -400kr til fødselaren i kiksespanden. Ca en gang om året tager vi så på en fælles weekendtur til et sted i DK betalt af kiksespanden. Til min nevø og niece gav vi gennem 4 år 400-500 kr til jul og fødselsdag til en fælles rejse til London sammen med os (deres fætre og moster/onkel). I november var vi afsted og opsparingen betalte deres del af rejsen. Glædelig jul til alle❄️