Browsing Category

Bæredygtighed

Vegetar

5. uge som veganer

Sidste uge gik faktisk godt her i skovbrynet til Veganerland. Lige indtil Onsdag aften, hjemme hos nogle venner, som intetanende om mine nyfundne planteeskapader, havde bestilt pizza. Og jeg nåede at tænke hundrede tanker om at være en latterlig nyhellig type, der pludselig var blevet for fin til lidt low key hyggemad. Endte med at tænkte fåggit og det er jo ikke en religion og lige pludselig havde jeg spist fem stykker pizza med kylling.

Det var okay, det er jo ikke en religion, men kan godt mærke, at det var liiidt for tidligt for min kompulsive krybdyrhjerne, at begynde at flexe. Og yes. Dagen efter var den gal igen, da jeg havde skældt ud på min mand, og derfor ikke nænnede ikke at spise et stykke af hans kiss-and-make-up-mørbrad, da han helt forvirret sagde “jamen der er jo gået en måned nu?!” The struggle.

Jeg har lært:

– jeg vil gerne faktisk gerne fortsætte med at være en veganer (så længe jeg må være lidt utro med æg) et stykke tid endnu.

– der er faktisk en grænse for, hvor mange avokadomadder, man kan spise. Den nåede jeg i dag.

– æg er freaking fantastisk (okay, det vidste jeg godt i forvejen).

– det, vi sparer i madbudgettet for tiden, må jeg godt bruge lidt af, på at spise af kantinens salater og brød med olie.

– jeg har fået virkelig mange nye læsere, efter jeg begyndte at skrive om veganske kvaler. Hej!

– kold kimchi smager herregodt med varme ris, agurkestykker og soya.

Det har jeg ikke lært:

– om man godt må kalde sig veganer, når man spiser æg. Det må man vel egentlig ikke.

– at få mine børne til at spise noget som helst plantebaseret, med mindre det er korn eller agurk. I. Give. Up.

– fidusen ved de der soyaprodukter, der ligner kød.

– alt det der med, hvordan man får nok mineraler og protein. Er det meget naivt at tro, at kroppen nok selv skal sige til?

Ps. Ved godt det er lidt bloggeragtigt, men er virkelig tom for skriveemner, så sig endelig til hvis I har forslag eller ønsker.

Vegetar

Mandag, Mojo og, øh, tilsyneladende skriveblokade (aka 4. uge som veganer)

Min veganeruge fik i weekenden en røvtur af et blødkogt æg og noget mayonnaise, men bortset fra det, så er det gået godt her i Team Greta.

I denne uge har jeg (gen)opdaget:

  • Den gode gamle klassiker: Rugbrød med mayonnaise, agurk, tomat og salt og peber. Milde himmel, for noget undervurderet ganekræs.
  • Hokkaidosuppe! (som min fireårige ville sige: “Lad mig forklare”): Løg, olie, hvidløg, spidskommen i gryde. Røre røre. Hakket, vasket hokkaido og evt lidt andre trætte grøntsager – jeg tog selleri og et par gulerødder – ned i. Røre røre. Vand, lidt kokosmælk og to x grøntsagsbouillonterninger. Simre simre. Sluk. Stavblend. Server med røde linser, vegansk creme fraiche og persille. Børnene fik pasta på og spiste det til alles store overraskelse. Amen altså. Suppesæson sæt i gang!

  • Hjemmelavet mojo. Også nemt: Et par røde pebere på en pande med god sjat olie, salt og peber. Efter lidt tid: solsikkekerner og to fed hakket hvidløg på. Stege stege. Over skål. Lidt æblecidereddike og citron i. Stavblend og smag til.
  • D og B-vitamin. Jeg fandt dem bagerst i mit skab og det fik mig til at tænke på at jeg nok har været lige vel laissez faire hvad angår vitaminer og den slags. Så jeg må på hellere jagt efter noget ægte kosttilskud med jern i.

I næste uge kommer jeg til at spise æg. Primært fordi jeg har otte liggende i køleskabet fra før udfordringen som virkelig snart skal spises – og så fordi jeg helt ærligt har haft svært ved at blive mæt på det sidste. Det er nærmest kun når jeg spiser hjemmelavede falafler jeg blir sådan grundmæt. Så i den her uge vil jeg øve mig lidt i bønne/linse-genren – og spise æg til, for jeg elsker at være mæt og er ikke helt fan af at stå og tømme slikskabet ti minutter inden jeg skal sove.

Kh Ida. The Madblogger Formerly known As Mommyblogger.

PS. Måske jeg en dag skriver et blogindlæg igen, der ikke handler om mad. Det ville da klæde mig. Men min mand er ude på overnatning med sit arbejde og jeg ligger i benlås med en sovende toårig, har et køkken der er eksploderet og derefter en date med min sofa og kortfilmen ‘En Flirt’ som søde, seje Marie Bach har hovedrollen i og som for sidste gang kan ses gratis i aften lige her.

Vegetar

Veganer uge 3

Objektivt set, er det vel gået ret dårligt med at være veganer i den forgangne uge. Til alle der nu sidder i åndeløs spænding, kan jeg berette, at jeg både spist primadonnaost og Verdens Bedste Risotto med kantareller, smør og parmesan. Jausa!

Subjektivt set er det til gengæld gået ret godt. Jeg føler mig både let og tilpas i mit efterhånden kødfrie korpus. Det føles sgu ret lækkert både fysisk og psykisk. Og så er jeg lettet over hvor lidt jeg stadigvæk mangler kød, smør og mælk. Det, jeg til gengæld savner, er stadigvæk blødkogt æg og ost. Især hjemmelavet, frisk mozzarella er pt ret højt på ønskelisten. Jeg har brugt rigtig mange af jeres tips (seriøst, I er jo de vildeste veganerguruer?!) i kommentarsporet til sidste uges indlæg og har især haft optur over burger med falaffelfars, vegansk creme fraiche, salat, sennep, avokado, bønnespirer og rød mojo. Ejmenaltså! Også i pita- og fladbrød.

Derudover har jeg lavet kimchi for første gang i flere år, hvilket førte til et hyggeligt gensyn med Oh She Glows, My New Roots og Earthsprout, som alle er blogs jeg dyrkede for otte år siden, da jeg boede i Århus, var vegetar, flirtede lidt med raw food og læste bøger som The Sunfood Diet Success System.

I den her uge, vil jeg forsøge at fyre op under nogle supper og en helvedes masse godt hvedebrød med olivenolie. Og så vil jeg måske prøve at lave plantefars selv, så jeg slipper for at føle mig som en idiot hver eneste gang jeg gir 25 kr for noget som dybest set bare er variationer over temaet bønnemos (måske tager jeg fejl og det er sygt besværligt, men det må tiden vise). Gode idéer til ovenstående modtages som altid med kyshånd.

Udfordringen for september er faktisk officielt slut i dag (efter 22 dage), men det er stadigvæk sjovt og dejligt, så jeg tager lige en uge til. Mindst.

Vegetar

Faux veganer uge 2

Ting jeg har erfaret:

– det kommer ikke til at blive til noget med mig og det der veganske ost.

– soyamælk (den fra Naturli med vanille) er sommetider på tilbud til en 10’er. Og den kan jeg godt vænne mig til på både havregryn og i kaffe.

– jeg savner fløde.

– jeg savner (mærkeligt nok) ikke smør.

vegansk lasagne smager sgu ret godt. “Bechamelsovsen” laver man ud af kogte kartofler, vand og gærflager! Weird. Og ikke ostesovsagtigt. Men noget andet, som ikke er dårligt.

– jeg savner creme fraiche.

– jeg tager ikke det med slik og vin så tungt. Det ryger altså ned som det er. Æggehvide und alles.

– Gud hvor jeg savner æg. Blødkogt. Æg. Hyl.

– Hjemmelavede falafler (man kan jo købe farsen færdiglavet) smager sindssygt godt til alt. Enten har jeg undervurderet de små chamerende fedtbomber, eller også er jeg mere kaloriedesperat end jeg umiddelbart er bevidst om.

– finthakkede champignon, hakkede valnødder på en pande med olie, løg og hvidløg. Uhm! Meget mættende og lidt oksekødagtigt.

– jeg savner helt ærligt ikke kød. Hvilket er mig en kæmpe gåde.

– de der to kilo jeg håbede røg med i svinget lader vente på sig – men jeg har da fået at vide af to personer at jeg “ser virkelig frisk ud”.

– til gengæld spasser min hud helt ud. Hejhej pizzaface.

– har jeg stadigvæk ikke fundet den perfekte burgerbøf (helst færdiglavet) hvis du ved noget, så hook gerne en søster op.

– popcorn. Hvor er det bare godt og nemt og billigt og fedt og salt. En tricolore i umættet fedtsyre. Uhm.

Kh Ida.

PS. Lidt off topic. Menøhmmm. Kunne det være hyggeligt hvis vi mødtes engang? F.eks her i løbet af vinteren på en bar i København? Jeg synes det ku være så sjovt at møde jer. Ville i komme? Hvis nu jeg lover der er alkohol?

Vegetar

Vegansk uge. En status.

Hvordan det går med at være veganer? Sgu meget godt, tak. Altså lige bortset fra den (syndige!) vegetarburger jeg frådede på Mc’en i Fredags (med chili cheese tops også, pas que je le vaux bien). Alene det faktum at jeg har lidt dårlig samvittighed over dét, indikerer vel, at det kører meget godt. Det har i hvert fald – til min store overraskelse – været virkelig nemt. Pesto, pasta, rugbrød, avokado, humus, soyakakaomælk, Coca cola og ristede krydderboller med smørbar har haft min ryg i trænge stunder. Det samme gælder chips, øl og vin, der til min helt store lettelse også er vegansk.

Den gule “det har ikke været helt optimalt”-kategori har været præget af mælk. Soya- eller havremælk i kaffen… Især når den skiller. Puha. Det faktum at fløde og slik ikke er vegansk, har jeg også haft mellemstor krise over. Sort kaffe og tørrede abrikoser gør det bare ikke for mig på samme måde.

I det røde krisefelt er ost. Klart ost. Især den skiveskårede fra Spir. Jeg ved heller ikke hvad jeg havde regnet med, men det var ikke godt!

Ugens positive overraskelse har været de mange nemme og billige gryderetter. Især den karryret, som mine børn på ingen måde skal nyde noget af, på billedet herover. Den smagte seriøst godt med peanuts og koriander på toppen. Uhm. (Find opskriften på veganerudfordringen.dk – den røde linseret er også god (TILFØJELSE: Når man tilmelder sig udfordringen får man tilsendt et link til hele madplanen)).

I næste uge skal jeg lave den her lasagne, drikke endnu mere kakaomælk og måske prøve kræfter med noget vegansk kage på Søndag. Dér får vi nemlig huset fyldt af gæster fordi Kurt blir 4 år i morgen. Faktisk er det lige nu – kl. 22.43 – 4 år siden jeg kravlede rundt på væggene i en elevator på Riget. Og her, lidt over midnat: 4 år siden jeg blev mor.

Vegetar

1. dag: Succes(ish)

Min første dag som faux veganer er, hvis jeg selv skal sige det, gået godt. Pt kører jeg en helt safe veganerturiststil med snuden stædigt i landkortet aka den madplan som ligger på veganerudfordringen.dk. Så i dag efter min venindes barnedåb rippede jeg Fakta for grøntsager, soyamælk, plantefars og linser og serverede sgu en virkelig overraskende god rød linseret med pasta og pesto til aftensmad.

Rygraden i min barndoms mad var kødbaserede 70’er-80’er-retter. Mine livretter i dag er derfor i genren flødekartofler, mørbrad, lasagne og bare cirka al julemad. Fed, oldschool kød- og mælkebaseret kost. Dét får mit hjerte til at poppe. Og selvom det som regel er økologisk og altid ledsaget af grøntsager, så trænger jeg til at få udfordret den præmis at kød og mælk er en fast og ofte central del af mine måltider.

Hvis jeg nu bare kan få et par enkelte nye vaner/madretter ind under huden i løbet af den her måneds veganerudfordring, så ville det være rigtig rart. Og billigt. Og sundt. Det skal jeg lige huske på i morgen når jeg begynder at crave primadonna, koldrøget laks, flæskestegssandwich og citronfromage med flødeskum… Åh, nej. Nu starter det.

Bæredygtighed

Meanwhile på det smeltende isbjerg

– Misforstå mig ikke, jeg er vild med udfaldet af vores folketingsvalg, men er jeg den eneste der seriøst får lange løg af den endeløse regeringsdannelse? Al den snak gir mig flashback til alt det trælse, jeg lige havde glemt ved Thorningtiden.

⁃ Er Air bnb sæsonen er i fuld gang herhjemme. Jeg har meldt mig ud af planlægningen, men hjælper lidt til med det praktiske. F.eks. i Torsdags efter en lang arbejdsdag, hvor jeg kom hjem kl. 18.30 og så *lige* skulle gøre rent, tømme køleskab, hente dyner på loftet, rede to senge og tømme badeværelseshylden. Gav  efterfølgende gæsterne en god review, fik en lunken retur og SÅ opdagede jeg, at de har ødelagt vores mørklægningsgardin… super. (BIG mistake. Big. Huge).

⁃ Hentede jeg til gengæld mit sommertøj ned fra loftet i går og det slår jo enhver vintage shopping tur med flere længder. Ge-ni-alt. Hej hej gamle Vivienne Westwood, Cecilie Copenhagen, Stine Goya, Helmuth Lang og Diane von Furstenberg – Hvor har jeg savnet jer! Og hvor er jeg glad for at min flirten med tanken om en minimalistisk 36 stykker garderobe kun blev ved tanken. Får dog lige behov for at pointere at jeg nærmest aldrig køber nyt tøj, men arver en masse og er ufatteligt dårlig til at sende ting videre – Så det er altså derfor jeg har så meget #smileysmilerstift

⁃ Tog jeg – i forlængelse af ovenstående – TV2’s klimatest i går. Jeg udleder stille og roligt 3.93 ton CO2/årligt, med mad som den absolut største udleder. Jeg ville SÅ gerne blive bedre til at (få mine børn til at) spise mere vegetarisk i hverdagen i modsætning nu, hvor vi kun spiser vi kødfrit 1-2 dage ugentligt. Men har sgu svært ved at finde seriøse modkandidater til boller i karry, kylling og kødsovs.

⁃ I forhold til FN’s klimamål, er jeg muligvis ret virkelighedsfjern, men jeg forstår ikke hvorfor der ikke er et mål om “ikke” på den model. Så mange af målene handler om bæredygtig vækst, innovation og produktion og “flere” og “mere” af alt. Men hvad med helt lavpraktisk at sænke forbruget på individ- og virksomhedsniveau? Er det virkelig et helt skørt forslag? Er det ikke rimelig basic, at vi seriøst skal i gang med det paradigmeskifte? Danmark er på top 10 over lande med det højeste forbrug pr. indbygger. Hvis alle brugte som mig (og dig), skulle vi bruge 4,2 jordklode! Det skal vi altså lave om på.

– … men først i morgen. For NU skal jeg altså sove. Her i varmen. Med unger og mænd hældt ud i hele sengen. Godnat❤️✌️

– PS. …oooog så var der sguda lige breaking på DR, lige i det jeg udgav mit sure opstød om politikere. Ny regering!! Rød front, minimumsnormeringer, bindende klimalov og grøn energi. Hurra!

Design, ikkebetalt ikkesamarbejde

Oh darling! (Hej nye Roccamore sko)

For et par uger siden fik jeg nogle penge udbetalt for et modeljob jeg lavede sidste år. Lidt som når en musiker får royalties, kan man som model somme tider være heldig, at en kunde gerne vil forlænge deres brug af en kampagne man optræder på. Kort historie lang: Jeg fik gratis penge.

Så i dag efter arbejde gjorde jeg det eneste fornuftige: Cyklede forbi Roccamores showroom og købte et par sko. Yiz. Jeg har været lun på Roccamore lige siden Maren begyndte at fable om dem på sin blog for 400 år siden og jeg har decideret ønsket mig et par, siden jeg så hende på bogmessen i et par forrige år (og faktisk også engang dansede en hel nat med hende til et bryllup, hvor hun freaking OGSÅ havde de sko på).

Jeg har kigget seriøst på lige dét her par i et par måneder. Og i dag brugte jeg mindst 20 minutter på at finde den rigtige størrelse i showroomet (fordi jeg seriøst er ekspert i at købe sko for små). Efter en magisk unboxing/ulvetimesituation (nej, jeg kommer ikke så meget ud. Og det er ikke hver dag at jeg køber et par sko til 1900 kroner. Så attention must be payed, ing). Men så snart jeg fik dem på (nu uden tætte sorte strømpebukser) var der kødfrynsetæer. Pis. Kødfrynsetæer i ellers virkelig pæne sko. Se selv.

Så slukøret tilbage i æsken med skoene og sidde og trawle internettet igennem for andre kødfrynsetæer og nå frem til at They Will Not Take Our Freedom, de kødfrynsetæer! Nej. Og så længe man ikke tager de der close up tå-billeder og ligger på instagram(!), så er det altså stadigvæk verdens måske pæneste voksensko – frynsetæer ‘n all. Og på trods af stropperne giver de et laaaaangt flot ben der ender nede i en fin lille smuk ruskindsspids. Altså. Jeg elsker dem allerede og sidder nu her – i mine nye stiletter – og putter i Kurts seng og glæder mig til at danse en hel nat i dem …Lige om lidt.

Bæredygtighed

The bloggle is real

Jeg vil godt skrive lidt om bæredygtighed, at blogge og balance.

Måske er jeg gal på den, men jeg har fornemmelsen af at en blog bliver droppet ret nådesløst, hvis vedkommende bag den er for ukonsistent i sine holdninger. For vattet, simpelthen. Så bliver det utroværdigt og ligegyldigt.

Når man skriver på en blog, er en del af kontrakten at man automatisk hæver sin røv op i ideologisk klaskehøjde.

Jeg ved det, fordi jeg selv læser blogs. Og det er virkelig svært ikke, at putte folk jeg kun kender perifert (= alle de bloggere jeg følger, men jeg aldrig har mødt i virkeligheden) i en mere eller mindre rummelig kasse.

Madbloggen skal helst ikke have en holdning til politik. En sarkastisk blog skal helst ikke vise tegn på svaghed. Livsstils- og modebloggen vil, uanset hvor oprigtigt hårde ting vedkommende bag gennemgår, altid være overfladisk.

Sådan er en blog bare. Den ryger rimelig hurtigt ned i en kategori og bitch better stay there.

Men bag enhver blog er der jo en blogger. Et menneske af kød, blod, følelser, indre kampe, impulser, modsætninger, vaner, tanker og et rimelig højt refleksionsbehov. For selvom det helst skal se sådan ud, så skriver en blog ikke sig selv. Langt de fleste bloggere får ikke en krone for at skrive den. Det er altså en hobby som snildt æder en time af en særdeles pakket dag. Hverdag. Hver dag.

Jeg blogger fordi det hjælper mig med at holde tankerne lidt i ave. Og fordi jeg elsker at blive udfordret på mit -ofte ret egoistiske- tankemylder i mit eget og andres kommentarspor. Det er ikke altid kønt. Men det er jeg jo heller ikke altid i virkeligheden. Og helt ærligt, så synes jeg at det er god onlineskik og social hygiejne, at man gør en indsats for at vise hele det menneske man er i virkeligheden på de sociale kanaler man færdes på. Det er god stil – især i en onlineverden hvor alle kæmper med og mod sensationsoverskrifter for at gøre sig fortjent til et klik. For at være læsværdig i en digital verden som i højere og højere grad er polariseret.

Vi er alle sammen smækfyldt med fejl og modsætninger. Og som læser elsker jeg at læse om, og spejle mig i, andres fejl og struggles og dermed føle mig lidt mindre alene med mine egne.

Men modsætningerne i hver enkelt blogger. De jävle, ubelejlige modsætninger. De er så svære at tolerere som læser, fordi jeg bare har det bedst med at vide hvilken ‘film vi ser’. Genreskift – ellers tak. En blog skal helst være hyggelig, sjov, velkendt og jeg skal have en ret klar idé om cirka hvad jeg bruger min sparsomme båndbredde (og tid) med at proppe i hovedet. Så hvis en blogger siger noget, og gang på gang gør noget andet, så er vedkommende viljesvag, har det hele i munden og så fortjener personen ikke min tid.

Som læser er det let nok at rationalisere mig frem til. Men som blogger. Shit, hvor jeg synes det er svært. At være autentisk, filterfri og reflekteret nok til stå på mål for nogle holdninger. Og samtidig have selverkendelse nok til at vide at den stereotyp jeg nødvendigvis er online aldrig kommer til at matche mig 100%. Og at hvis jeg insisterer på en god onlinehygiejne omkring fri refleksion – også om de virkelig store og svære dilemmaer – så vil der indimellem opstå strid mellem ord og handling.

Et af de steder der stadigvæk engang imellem er forskel på hvad jeg mener og hvad jeg gør, er i forhold til bæredygtighed, som for mit vedkommende er en rejse som startede for 6 år siden med et afgangsprojekt fra designskolen. Og som stadigvæk i dag er en daglig kamp mod vaner, magelighed, ego og omstændigheder. Fordi jeg – som de fleste andre – er pivhamrende sammensat og vel faktisk i okay balance: Jeg er hverken asketisk eller fråser. Hverken klid eller sybarit. For det meste koger jeg rundt inde i midten sammen med alle andre: Drømmer om den dag prisen for en international togbillet ikke hånler mig op i mit idealiatiske fjæs og jeg med kulsort samvittighed booker et fly til det halve. Drømmer om den dag jeg ikke længere får lyst til en fed bigmac menu med cirka et halvt års mellemrum. Drømmer om at blive bedre. For er der en ting man ikke kan i bæredygtighedens navn, så er det at vinde. Uanset om man er Neohippie, zerowaste-bevægelsens grundlægger, Michael Braungart eller Bonderøven, vil der altid stå nogen klar til at spørge, hvor man har fået sine sko fra eller om man godt ved, hvad soya-produktionen gør ved regnskovene. Ja. Jeg ved det godt. Du ved det godt. Vi ved det alle sammen, og hvis ikke vi vidste det i forvejen, så opdagede vi det i sommers da den globale opvarmning bogstavelig talt prikkede hver enkelt af os på skulderen. Vi er mennesker. Drevet af drifter. Ombord på et skib på vej mod afgrunden. Og uanset hvor meget vi kæmper med at få den globale omstilling ned på celleniveau, skal vi stadigvæk have mad og tøj på kroppen. Og indtil politikere og industri træffer de nødvendige globale beslutninger der ikke kan træffes på individniveau, skal vi så ikke aftale at det er okay at mene noget så meget at man gerne lægger hovedet på bloggen (pun så meget intended) for sagen, ligesåvel som andre mener noget i avisspalterne, facebookdebatterne eller i køen i Netto, og engang imellem falde i med et brag – både på sin blog og i virkeligheden. Man kunne sagtens kalde det utroværdigt. Man kunne også kalde det ærligt. Ligefrem balanceret?

Jeg vælger det sidste. Men jeg kan også godt høre det. At klaskehøjden. Den kommer snigende helt af sig selv.

Bæredygtighed

Små grønne skridt – hacks til en lettere, billigere og grønnere hverdag for børnefamilier

I er et par stykker som har efterspurgt flere grønne familie-indlæg, og selvom det ikke er min spidskompetence, vil jeg gerne skrive mere i den dur. Så her kommer et par ting, jeg synes har været rare i samvittigheden og samtidig nemme/ligefrem fantastiske at inkorporere i et travlt familieliv. Jeg håber de kan inspirere, selvom de for mange, nok forekommer både indlysende og uambitiøse. Fortsæt gerne i kommentarsporet:)

1. Droppe de små bleposer, og i stedet bede sin familie om at gemme deres Matas/apoteksposer/fryseposer mm. Hav dem i en æske ved puslebordet. Alternativt findes der måske majs/soya/mælkeprotein bleposer, men dem er jeg ikke faldet over. Hit me, meget gerne, hvis du ved noget.

2. Bruge stofbleer (hvis man orker, det ER et projekt). Jeg har skrevet lidt om de økologiske bindebleer, vi brugte til Otto de første 3-4 måneder, og de moderne stofbleer som vi brugte fuldtid frem til hans vuggestuestart og som vi stadigvæk bruger i næsten alle weekender og ferier.

3. Spis rester. Det lyder indlysende, men vi smider nærmest aldrig mad ud. I aftes fik jeg et lillebitte stykke mcs laks fra i forgårs, et stykke kold øko kylling fra i Fredags, en gulerod, en af ungernes fiskefrikadeller fra i går og en halv skive rugbrød, der var ved at være op over. Kedeligt? Ja. Billigt, nemt, sundt og godt for miljøet, at spise mad i stedet for at smide det ud? Også ja. Jeg spiser aldrig mad der er for gammelt, men jeg ser med sund fornuft og skepsis på pakkernes anbefalede brugsdato. Husk at “mindst holdbar til” er vejledende, og ikke det samme som “sidste anvendelsesdato”. Kig på maden og lugt til den. Virker det friskt og okay? Afsti afsted. Småslatne gulerødder og trætte kartofler? Gryderet the shit ud af dem. Hellere skide det ud end smide det ud, ik?

4. Mine drenge bader i Stokkes sammenklappelige badekar og jeg har fra starten vænnet dem til, at de ikke er fyldt op med vand. Max 10 cm fylder jeg i. Og når så Otto går op (de bader sammen, men i hver deres kar) så hælder jeg Otto’s brugte badevand over i Kurts kar og så synes han at det er for vildt. Når det kan lade sig gøre hopper jeg selv i brusebad samtidig med dem – det er noget af det hyggeligste jeg ved. Og så drypper det jo også lidt på d(r)engen der. Jeg bader aldrig mere end 5-10 minutter og for langt det meste kun 1 minut. Jeg vasker hår hver 2. uge eller når det trænger.

5. Vi snakker i det hele taget mere og mere med Kurt (som snart blir 3 år) om at spare. Især på vand og toiletpapir og prøver at forklare, at der ikke er uendeligt meget vand, selvom det godt kan føles sådan.

6. Vores Christiania el-ladcykel! Især i vinterhalvåret var der flere gange, hvor jeg med sikkerhed havde taget vores bilen, hvis ikke det var fordi det er så nemt, praktisk og nærmest behageligt at cruise gennem sne og sjap på den ladcykel. Jeg. Elsker. Den. (Men husk at køb den dyreste lås du kan opstøve og lås den fast til noget, uanset om den står i en privat have, aflåst gård, 2 minutter foran vuggestue osv. De forsvinder på et splitsekund! I hvert fald her i København).

7.1 Bo funktionelt. Jeg tænker en del over min boligsituation for tiden. Tænker på om vi skulle flytte ud af byen i et stort hus med have. Jeg drømmer også om det en gang imellem, og jeg nyder at følge med i andres renoveringsprojekter. Men jeg kan mærke, at jeg har det rigtig godt med at bo lige her. Ved Nyhavn, 10 minutter fra mit arbejde, og børnenes institutioner. Vi bor 2 voksne og 2 børn på 94 m2 på 4. sal. Vi kan cykle til alt, og selvom ungerne ikke kan få hver sit værelse, der er mange turister og endnu flere trappetrin, så er det faktisk ret perfekt for os. Der er den plads vi har brug for. Ikke mere, ikke mindre.

7.2 I forlængelse af ovenstående, har vi lige købt et sommerhus. Fordi vi drømte om græs, ren luft, strand, natur og stueplan. Og selvom det kommer til at koste på benzin-kontoen, at køre de 54 km der er til Liseleje og tilbage igen 2-4 gange om måneden, så tænker jeg på, hvor meget benzin jeg højst sandsynligt ville bruge, hvis jeg boede længere fra mit arbejde. Og så håber jeg desuden at sommerhuset (som om to uger får installeret den grønneste varmepumpe vi kunne finde på markedet), kan nudge os til flere ferier herhjemme og færre flyrejser.

8. Med undtagelse af fodtøj er 90% af mine børns tøj arvet eller købt secondhand i Mødrehjælpen og andre genbrugsbutikker. Det er SÅ sjældent vi køber nyt tøj til drengene. Selvfølgelig kommer der en dag, hvor de skal have lov til selv at vælge, og til engang imellem få lige præcis dén der hættetrøje som de ønsker sig. Men helt ærligt. De er 1,5 og 3! Der bliver masser af tid til det.

9. Desværre har vi lige fået en gammel ipad af min svigerfar, som Niklas insisterer på at give drengene når vi kører bil. Kurt blir så skræmmende (og unaturligt?!) gal, når vi tager den fra ham, og jeg har slet ikke lyst til at gå ned ad dén vej endnu – for det er faktisk gået helt okay med at være nogenlunde fri for små skærme. Jeg har aldrig downloadet en app eller ladet mine børn sidde med min tlf, med mindre der var seriøs emergency, eller vi var ude hos venner og trængte til fred og vin:) Til gengæld ser vi Ramasjang 30 min. næsten hver eneste dag.

10. Legetøj, løbecykler, senge, sengetøj, børnemøbler, babyindsatser, autostole, barnevogne… nærmest alt vi ejer er købt secondhand. Selvfølgelig med sikkerhed og funktionalitet som topprioritet. Men der er overraskende meget udstyr, som nærmest ikke har været brugt og både DBA.dk og Reshopper-appen bugner med gode ting. Desuden elsker Kurt når vi går i “legetøjsbutikken” (som er en Røde Kors butik ved siden af hans institution) og han må vælge en ny bil til samlingen. Den koster 10 kr. Vi betaler med glæde. Og han elsker den lige så højt, som hvis den var fra BR. Alt hans legetøj, inkl. komplet brio-togsæt, Thomas Tog toge, Cars-biler osv. har vi også købt secondhand.

11. Taknemmelighed. Jeg nævner det en gang imellem herinde og jeg bliver nødt til lige at skrive det igen. For markedskræfterne er så stærke og sygt gode til at få os til at glemme, hvor godt vi har det. Så jeg øver mig virkelig i aktivt at “elske mit græs” og ikke altid hige efter mere, nyere, større, flottere, anderledes… I stedet for at se på alt det jeg ikke har og alle dem jeg ikke er, så ser jeg på det jeg har. Og på den jeg faktisk er. Og så opdager jeg altid, at jeg har det ret fantastsisk.

Det var 11 ting jeg aktivt har valgt og fravalgt og som jeg synes letter både min pengepung, hverdag og grønne bevidsthed. Hvis jeg virker som en hellig og træls urtemama, så skriver jeg gerne et indlæg om hvor meget hakkekød vi spiser og hvad vores 2(!) Thailandsflyture har udledt af CO2. Omvendt er vi på ingen måde hverken specielt plastikforskrækkede eller specielt øko-radikale. Så forstår godt, hvis mange vil mene at jeg forsøger at sætte mig mellem to stole. Det håber jeg I vil bære over med. Hvis man vil have flere små og store spareidéer kan jeg både anbefale bogen ‘Et år uden overforbrug’ og at følge med, når Linda fra Blogsbjerg poster sine M2018 indlæg 

Moralen er vist bare: Hellere være lidt hykler og prøve, end slet ikke at gøre noget. Og uanset hvor meget vi gør som forbrugere, skal den store forandring drives politisk. Men grønne kryds på stemmesedlen, kan vi snakke om en anden gang:)