Nu, knap et år efter jeg besluttede mig for at lave et købestop, vil jeg forsøge at sætte et par ord på de erfaringer jeg gjorde mig undervejs og hvordan det efterfølgende har ændret mit forbrug.
Det er åbenbart meget svært for mig, at skrive om noget jeg ikke gør, med mindre det er så svært ikke at gøre, at ikke-handlingen nærmest føles som en handling i sig selv. Giver det mening? F.eks. hvis jeg ikke spiser en kage, selvom jeg virkelig har lyst – ja nærmest BRUG for den.
Til gengæld varr det overraskende nemt for mig ikke at købe tøj. Og derfor kan jeg åbenbart ikke finde ud af at skrive om det. Men nu prøver jeg alligevel.
Sidste år lavede jeg følgende regler for mit købestop:
I perioden fra. d. 29. januar 2013 – 29. januar 2014:
1. Må jeg ikke købe tøj, sko og neglelakker – heller ikke fra genbrugsbutikker.
– Undtagelse 1: Sorte strømpebukser og hudfarvet undertøj til arbejde.
– Undtagelse 2: Evt et par flip flops (de går jo ALTID i stykker!) og evt. et par converse (Jamen. Shh. Det er mig der laver reglerne, jo).
2. Må jeg sy / reperere og strikke så tosset jeg vil. Faktisk skulle jeg mene at denne indsats burde give bonus i fht til pkt. 5.3. Må jeg godt købe tøj til andre.4. Må jeg godt bytte tøj hos f.eks. Mega Kup eller i Resecond.5. Må jeg godt lindre shoppingabstinenser med uhæmmet binging i Kristian F. Møllers Boghandel og Irma.
____________________________________________
Da jeg i midt i hedebølgen i august købte en stropløs BH, solbriller, et par klipklapper og en hårbørste (min gamle døde en grusom død, kvælt i hår), følte jeg, at jeg snød. Men selvom jeg nok har brudt nogle af af andre og mere radikale non-shopper’s regler, brød jeg faktisk ikke mine egne.
Mit købestop har aldrig været en asketisk mission. Det har ikke handlet om at gøre ”det rigtige” og at hvis alle gjorde som mig, så ville der ikke være nogen resourcekrise. Slet ikke. Desuden har jeg aldrig haft lyst til at detoxe samtlige aspekter i mit liv!
Det er bare det med tøjet, jeg gerne vil lave om på.
Jeg var træt af hele tiden føle mig forpligtet til at være på jagt efter noget som kan bevise at de sidste nye kollektioner også passer lige præcis til mig, koste hvad det vil. Men når Vero Moda laver 16 kollektioner om året, kan det være svært at følge med. En af kollektionerne hedder endda Need for speed. Er der noget jeg ikke har brug for, er det speed! Og jeg tvivler stærkt på at dem som inspirerer mig, F.eks. Audrey Hepburn, Karen Blixen, Ronja Røverdatter, David Bowie, Suzanne Brøgger, Theresa Maria Jessing eller Patti Smith, har fundet deres tøj i en ekspresskollektion.
Jeg tror at vi alle sammen har et behov for at få det udenpå til at passe med det som er indeni. Og hvis naturen og fremtiden er noget af det, man synes er mest spændende, bør det vel et eller andet sted være afspejlet i ens tøjstil. Desuden skal mit tøj tage højde for, at jeg er ret så sjusket og for det meste klæder mig på halvt i søvne. Jeg tror vi er rigtig mange som glemmer at være realistiske og have omtanke når vi køber. Vi render hovedløse rundt og kører vores dankort igennem for at passe ind i en flydende verden i konstant bevægelse. Jeg siger ikke at det er svaret at lade være med at købe tøj. Jeg siger blot at man kan være heldig at lære en ting eller to om sig selv, ved at prøve – som en aktiv handling – at lade være.
Hvis jeg skulle nævne een ting mit købestop har lært mig, så er det det her:
At blive vild med et stykke tøj, er ligesom at blive vild med en person. Flygtigt og øjebliksbestemt. En fysisk repræsentation af en drøm om noget, der kunne være.
Direkte oversat betyder det engelske ord for at blive vild med nogen – a crush – at knuse eller sværme. Det ER flygtigt at have et crush på et par Isabel Marant støvler! De færreste crushes bliver til dybfølt og livslang kærlighed. Tænk, hvor travlt man ville have, hvis man skulle forfølge enhver lille tiltrækning til det modsatte køn – Se bare på de stakkels oliemilliardærer som blir nødt til at have en hær af håndplukkede prostituerede til rådighed, fordi de ikke kan styre sig. Et walk-in closet af utæmmet liderlighed. Ellers tak.
The art of buffing*
(* “Lager til midlertidig opbevaring af data, indskudt mellem en hurtigt og en langsommere arbejdende edb-enhed”. Ordnet)
Jeg har en note på min telefon med overskriften: ”Hvis jeg måtte købe tøj i dag ville jeg købe…”. Her har jeg det sidste års tid skrevet ned hver gang, et eller andet nyt tøj fanger min interesse. Det som har overrasket mig med listen er, hvor mange af tingene som bliver streget ud efter en måned. Præcis som jeg har gjort med mine teenage-forelskelser gennem tiden. I løbet af de sidste 20 år har jeg koldt og nådesløst erstattet Jonathan Løvehjerte med Jeremy Jackson, Jeremy med Mark Owen, Mark med Devon Sawa, Devon med Peter André og Peter med Taylor Hanson, Taylor med Alanis Morrisette, Alanis med Jake Gyllenhall osv…
På den måde fungerer listen lidt som en buffer. Her opbevarer jeg det tøj jeg drømmer om og går og smager mentalt på det. Der er ikke fotomodeller, bloggere eller finurlige beskrivelser til at sælge tøjstykkerne.
Det er bare, and I hate to break it, …tøj. Og derfor står der efterhånden kun helt få ting tilbage på min liste. Og de få ting – Dem jeg stadigvæk kan forestille mig at bruge og elske, når den første vilde forelskelsesrus er dampet af – dem køber jeg i februar.
Kh Ida
Ps. DR sætter netop nu fokus på bæredygtig mode og købestop i “Stof til eftertanke” på P1. På Mandag medvirker jeg og man kan høre programmerne her.