Browsing Category

The Wardrobe Challenge

Ud af skabet dag 3+4

Det er ikke fordi jeg på nogen måde har droppet kun at gå i mit gamle tøj i denne uge. Men tre ting.

1. Der er simpelthen nogen der har syet alt mit tøj ind mens jeg var på barsel med Otto. Skiderikker.

2. Det tøj jeg kan passe og har på, er virkelig ikke særlig spændende. Så vil ikke kede jer med halvhjertede outfit-billeder. Selvom en stor del af pointen var at dele billeder, så er det vigtigste (og sværeste) at jeg får taget det gamle tøj på. Og husker at det hele ikke behøver være så pænt og allignet og office-agtigt som jeg går rundt og bilder mig ind.

3. Livet, mand. Jeg stresser over mit arbejde på sådan en måde, hvor jeg kan blive helt handlingslammet i mine opgaver. Sindssygt dumt… For i morgen skal jeg præsentere og. Ja. Det skal bare gå godt. Så der er ikke vildt meget overskud til lol og pop.

I dag har jeg haft omsorgsdag med Otto som skulle MFR vaccineres. Jeg fik fedtet mig til en lægetid i samme ombæring (2 fluer, ik?). Og således gik det til, at jeg da lige fik foretaget en lille, hurtig gynækologisk undersøgelse med min halvandenårige søn som tilskuer. Hello! Det kan ikke anbefales.

Bagefter gik vi på biblioteket. Spiste pizza. Legede. Stenede. Spiste is. Det var så dejligt.

Ud af skabet dag 1:7

Det blir virkelig kort, for jeg tror uden at overdrive, at jeg har kigget på en skærm i 10 timer i dag. Mine øjne klør helt vildt af alle de tics. Sådan helt skærm-outlook-some-udtørrede. Lol. Gad vide hvad det modsatte af skærmdetox hedder?

I dag var første dag i min lille wardrobe challenge vs. 2.0. Der er een anden på mit arbejde som er med på den, og da hun stod oppe ved buffeten i dag, på en dølle regnvejrs mandag, i en vildt flot festkjole, blev jeg sgu så glad. Totalt yndlings udfordring.

Skal vi springe ud af skabet sammen?

Det er jo Pride. Og jeg har længe haft lyst til at gøre noget frækt.

Ej… men det handler på en måde om at smide tøjet. Sammen med jer, faktisk.

I kan sikkert godt huske historien om Burberry, der – som så mange andre modehuse – helt rutinemæssigt for nyligt, fik destrueret tøj og tasker for 233 millioner kr (læs om det her). Bare lige for at holde deres markedsværdi høj, ikke?

Eller at vi i Danmark har Nordens højeste tøjforbrug (hver af os køber i gennemsnit 16 kg tøj om året).

Eller hvad med det faktum at vi, hvis alle levede som vi gør i Danmark, ville have opbrugt jordens årlige ressourcer, allerede d. 28. marts i år: Det tager os altså knap 4 mrd at (over)forbruge de 12 mrd’s ressourcer vi har til rådighed her på jorden.

Det er totalt deprimerende og det kan virke både dobbeltmoralsk og meningsløst at skrive om det hele tiden, når man som jeg ikke har haft det store overskud til at handle på ordene, fordi life.

Derfor holdt jeg op med at skrive (så meget) om det her på bloggen, i forhold til tilbage i 2011-13, da jeg først lavede kandidat på designskolen om overforbrug af tøj og efterfølgende ikke købte noget nyt tøj i et år.

Men! I forgårs skrev Frejamay et blogindlæg om hendes ansvar som influencer, om overforbrug og om vigtigheden af at stå imod behovet for konstant at vise vores identitet gennem tøjforbrug, her i vores visuelle kultur.

Og det kor vil jeg sgu gerne hyle med i! For hvor har jeg dog længe tænkt, at det hele var en surrealistisk omvendt Kejserens Nye Klæder. Hvor ingen tør råbe: “Hvad har I egentlig gang i?” hver gang man tæppebombes med shoppe-posts, ønskelister, must-haves og nye køb som man bare lige kan “swipe op og klikke hjem”. Det er virkelig blevet nemt, at forbruge.

Men uanset prisen, koster det stadigvæk 3.000 liter (og det var tretusinde) vand, at fremstille et par jeans. 1500 liter vand, at fremstille en t-shirt. Og det er bare vand-kontoen. Så kommer pesticider, arbejdsforhold og transport osv. oveni (læs mere her, hvis du tør (og har Politiken abonnement)).

Hvis vi fortsætter med at forbruge på den her bindegale måde, så er der altså ikke meget lol tilbage til vores børn.

Jeg kan allerede mærke at jeg kaster lidt op i munden af at høre på mig selv. Sorry. Og netop fordi det ofte bliver virkelig dobbeltmoralsk (jeg stod i Zara og bingede billigt plastiktøj, for under en måned siden!) og (ja) pissekedeligt at høre på, har jeg tænkt mig i stedet, at genoplive min gamle idé. Jeg synes den er sjovere. Mere handlingsorienteret. Og så kan man selv indsætte oplagt spinoff på, at Priden handler om at hylde kærlighed og diversitet.

Det er nemlig en udfordring, der handler om at blive genforelsket i sit eget klædeskab i al dens mangfoldighed. Og jeg håber et par af jer vil være med. Den lyder sådan her:

I en uge, må du kun gå med tøj, du ikke har brugt det sidste år.

Easy, peasy, ikke?

For dem der har lyst til at være med starter vi på mandag – og det gælder altså sko, tøj, neglelak. Hele pivtøjet. Da jeg gennemførte det sidst (i 2012 – man kan finde det i Arkivet) havde jeg tøj nok til 50 dage. I mellemtiden har jeg downsizet en del, så en uge må være nok.

Sidste gang jeg lavede den her “Wardrobe Challenge” (faktisk sammen med mange mega seje damer som fx. Sneglcille og Fredes Blog. Just saying🙋‍♀️), fik jeg en følelse af at blive genforbundet med mit eget tøj – og historikken i mit “gamle” tøj, som jeg elsker for meget til at sende videre, og samtidig heller ikke synes jeg kan have på, pga nogle normer i vores samfund, om at man skal se ud på en bestemt måde. Vi skal sgu owne vores tøj, ikke? With pride! Og så lover jeg at holde inde med dobbeltmoraliserende prædikener og deprimerende links, ingen af os kan handle konkret på, fordi det hele handler om hvad vi ikke må. Og ikke skal.

Her er noget du til gengæld gerne må i Ud Af Skabet:

– Troppe op på dit arbejde i kæmpe festskrud, du ellers aldrig får gået med.

– Have stilletter på, på en Tirsdag – det er for miljøet jo.

– Hey! Ligne en modeblogger for faen!

Jeg kommer til at poste mit outfit of the day, på Instagram (@idaburchardi) under hashtagget #udafskabet og #stoptøjspild fra på Mandag.

Og jeg håber så meget at vi ses derude i virkeligheden, eller her på nettet (please..? don’t leave me hanging, vel), til fælles kamp mod overforbruget, i alle vores vidunderlige, hengemte, opmærksomhedskrævende, dejlige klæder.

Klædelig Pride. Og glædelig mangfoldighed❤️

Another year older..

..Om lidt har jeg fødselsdag. Og om lidt er det et år siden jeg fik et flip med at gå i gammelt tøj.
Det var, med andre ord, perfektet timet da Metroexpress i dag smed en stor artikel om købestop lige i mit trætte face. Jeg tror det kunne være sjovt at springe med på vognen og lade være med at købe nyt i et helt år. Tror jeg. Eller… Den skal nok lige kringles. Men tænker umiddelbart, det må være lidt som at løbe. Der er vel en grund til, de fleste vælger at løbe marathon sammen med andre.

I don’t know. Kunne I?

Talent 2012!

Jeg er svinsk stolt over at være nomineret sammen med 15 andre til Dansk Design Centers særpris Talent 2012 under Danish Design Award (som er toppen, hvis man er designer).

Herover stod noget klæbende selvfedt om mine projekter, men eftersom jeg jo har blæret mig både herder og alle vejne, og man nødig skulle miste aftensmaden er det slettet til fordel for et par billeder og linket til Dansk Design Centers Pressemeddelelse : )

 

 (Jaja, vi haaar set dem føør, men det er min blog, og nu går de fine deltagere og mig altså lige sejrsrunde)

 

Verdens bedste belønning..

…Hvad skal man med 12-taller og fine legater (jeg fik ingen af delene), når man har været med til at skabe tankestrømme og reflektioner af denne kaliber? Læs den 23-årige Wardrobe Challenge vinder Jenny’s seneste post på hendes blog Artkind (jeg tillader mig sgu lige at reposte den):


***
This post will probably be pretty messy, but try following my thoughts as I think this is an important issue.

Ida who made the wardrobe challenge I participated in just wrote a piece on the project and it got published in a danish newspaper. It reminded me of something so true: wanting clothes and having a desire for new things is a psychological issue and it can not be solved with physical things. The fact that I want for example a designer bag, as I wrote about earlier, that is a psychological need. Which means that even if I get that bag I will still want something else. Because that is what we do, us, the consumers. We all probably know this, but for me, I started to question the whole purpose of my life/our lives. What are we all doing? We work so that we can survive, but that is not all, because we work more so that we can “built” our lives. We fill it with things: a house or apartment, educations, and we need stuff: a bed to sleep in, a kitchen to cook in, some clothes to put on our bodies so we don’t get cold. We could all stop here, but we don’t. We need more stuff. To built our image and to create our identities. But why are we doing this? Is it boredom? Have we made this our purpose in life so that we have something to do? Because what is it? Why do we need it? Is it what sets us apart from the neighbor? We have that great expensive couch, or even better we have a designer handbag that we can flash around town, then we don’t even have to invite people over to see how well we are doing. We buy these things so that people can see that we have success. We make a lot of money, we can afford this. But why do we need it? Why do I need to do it? It makes me sad. I would like to say “I don’t want to be a part of this.”, but how do you do that? Can you even do that? We are born into this society, and we are given these norms, and we don’t know any other way of living a life.

If you like me love aesthetics, and it is important to you, and it makes you happy being surrounded by beautiful things, what do you do? Is this a true emotion, or is it one that has been created in you, growing up in this society. There were aestheticians in ancient societies as well. Can this be my “excuse”? Because I am embarrassed, that I have these needs and desires. But also, spending all that money on what? It makes me sick. For example, having put aside a lot of money with the purpose of spending them on a bag, and if I was a “right” consumer, it should make me feel proud that I could do this and I would have earned it. But it just makes me mad at my self for wanting something so shallow, and the fact that I can’t even decide which bag to get makes me feel ridiculous. Because what is it really about? Why do I want to spend those money so bad? Because I want to feel “right”? Then why do I feel like something is wrong? Another thought pops up, if I don’t do this, if I don’t want to buy this, then what am I going to do? If we don’t have this? If we doesn’t want something, then something is wrong with us. Not having desires is actually a sign of depression.

Right now, in this moment, I feel like I don’t have anything else. I am a consumer, that is what I do. I love fashion, looking at it, analyzing, trends etc. I love architecture and photography. Beauty. I love planning. What should I get, where am I going, what would this signify if I got this. I love movies for the same purpose: they have to be beautiful, have interesting characters, and they should leave me with a desire. This is not something I am usually aware of but I have become. And I think that is why it is no longer satisfying for me to want these things or to buy them. When you know whats going on, and why you are doing what you are and feeling how you are, then thats not very fun anymore. Because you then feel pathetic.

But what can I do? What can any of us do? Sometimes I just want to sell everything I owe and just go! Travel until I don’t have anything left (Then what?) Or buy a farm far out in the country side and be self sufficient (And then still have the deeper desire to surround my self with aesthetically pleasing things?) But if I don’t work to be able to buy my self designer bags, or vacations, or eventually being able to buy a lovely farm in the country where I can stuff in designer furniture, if that doesn’t satisfy me anymore, then what am I working for, what can drive me?

I don’t know, but I think that what I am feeling is a common issue in this society? (And what makes me feel even more sick is the thought that right now somewhere some people are trying to figure out how they can make money of of it.)

Wow this can be said to be a real existential crisis. So to find a bigger purpose, that is basically what it is all about. But I already do yoga, only eat meat about once a week, buy quality, sustainable, organic products, try not to get too consumeristic (is that a word?) and still I am a consumer and a person who wants a designer handbag. We can only do so much. But we are always talking about what we can do for the planet, and society, but what can we do to fix ourself?


***
Ehh… Skal nok sige til hvis jeg finder svaret.

Godt man ikke er den nervøse type.

Så fik ens projekt lige lidt kærlighed fra pressen. Og pludselig havde jeg mega stress over hvorvidt alle mine facts og postulater nu holder stik.

Den artikel jeg snakkede om i går, var så i Politiken i dag, og det skal ikke være en hemmelighed at den tager sig umådelig godt ud, både på Tina Splidboels morgenbord..

..Ved min yndlingstegner Stine fra Stinestregen‘s arbejdsplads..
..Og henkastet ved et busstoppested i Århus (overkill? Moi?)! 
Jeg var i forlængelse af den artikel, heldig at blive inviteret i P4 Østjylland i morges (det er vist kun journalister og nybagte mødre der ringer kl. 7.14 om morgenen og forventer klarhed i spyttet). 
Man kan høre mit lettere nervøse og småspontane visit i studiet her.
Nu skal jeg op i DR byen igen, så jeg kan være lige så forvirret klog og sej i Pressen på P3 kl. 17.15. 

‘Ud af Skabet’ sum up

Jeg kan mærke, at jeg har lyst til at vise lidt præsentationsmateriale fra mit afgangsprojekt her på bloggen, så here goes. 
Mit projekt hedder ‘Ud af Skabet’, og hvis man har fulgt med i Wardrobe Challenge’en, ved man godt hvorfor 🙂

Problemstilling
Jeg var overrasket over min egen uvidenhed når det kom til konsekvenserne af mit tøjforbrug. Hvordan kunne jeg være så hellig-hippie agtig i forhold til madvaner, uden så meget som at stille spørgsmålstegn ved mit forhold til tøjshopping? 


Key insight fra min research
Min empiriske research indebar bl.a. 4 garderobeundersøgelser hos piger mellem 17-25 år, spørgeskemabesvarelser fra 29 kvinder mellem 15-50 år, Voxpop i et shoppingcenter og snak med ca. 20 ekspedienter i tøjbutikker.

Målgruppe
Jeg valgte målgruppen unge kvinder mellem 17-25 på baggrund af samtale med Nordeas forbrugerøkonom og DK’s statistik som pegede på at denne gruppe havde meget høj frekvens af tøjindkøb. 

                                        

 The Fashion Paradox
Jeg nævner også lidt om modens paradoks her

Jeg besluttede mig for at starte med mig selv. Derfor lavede jeg en udfordring med udgangspunkt i mine store mængder tøj. Jeg optalte alt mit tøj og opdagede at jeg i alt ejer 439 beklædningsgenstande. I 50 dage måtte jeg kun gå med tøj jeg ikke har gået med det sidste år. Jeg skulle have alt mit tøj på mindst en gang.  Læs om opstarten her.


Jeg udfordrede derefter 10 bloggere i at gøre det samme, men kun i en uge. Bloggerne var mellem 15-33 år. Det var ikke kun modebloggere der deltog, og det var vigtigt at udfordringen var for alle – Det måtte ikke blive elitært modebloggerfænomen. 


Opsamling og kommentarer
Min bloggerstatistik gik amok under udfordringen. Normalt har jeg 500 sidevisninger om måneden, og mens blogger udfordringen stod på, havde jeg 15.000. På deltagernes blogs blev der skrevet mange kommentarer som jeg prøvede at holde styr på så godt jeg kunne. 

(læs Betina’s post her)

Formål 
Formålet med mit projekt har været at gøre bæredygtighed sjovt og mere handlingsorienteret. Bæredygtighed når det kommer til mode, er for mange af os forbrugere meget abstrakt, og jeg har i min research opdaget et skel mellem respondenternes bæredygtige overbevisninger og deres handlinger/vaner. 
Modebranchen gør utrolig meget for at uddanne og udvikle sig selv, og man har arbejdet på at udstikke en mere bæredygtig kurs fra før jeg blev født. Jeg er stolt over at have bidraget til rapporten The NICE Consumer (læs mere her), som netop handler om hvordan man overføre denne viden og udvikling til forbrugerne. 
Mit projekt er et forsøg på at gøre netop det. 


Fremtidsperspektivet
Jeg forestiller mig at strategien for videreførelse af mit projekt går på tre ben:
1. Kommunikation til den yngre del af målgruppen (<18):  En digital tegneserie med en jeg-fortæller som fortæller en historie om at flytte sig mod en mere bevidst forbrug af modetøj. (Designer Mette Nørhede arbejder pt på at færdiggøre tegneserien med udgangspunkt i mine skitser)
2. Kommunikation til den ældre målgruppe udenfor bloggersfæren (>25): Et debatindlæg i et dagblad. (Jeg skal nok sende et link, når indlægget er blevet trykt:))
3. “Call to action” for alle som selv vil tage udfordringen, og dermed blive en del af bevægelsen: En brugerdreven webbaseret platform for alle som har lyst til at udleve bæredygtig mode på en sjov, subtil måde med stor signalværdi både for omverden, men i særdeleshed i de nære fællesskaber. På sitet kan man uploade billeder af outfits, kommentere, bytte tøj mm. 
Sitet skal være en slags Vi cykler til arbejde møder The Satoralist
Jeg har lavet flow-chart, outline format og et groft layout, og arbejder pt. på financiering af programmeringsdelen.

***
Og det var vist det halve års arbejde i en meget lille digital nøddeskal. 
Jeg har fået fordøjet kritikken af min kandidat præsentation, som primært gik på manglende illustrering af processovergange (altså noget med at vise transformationen af indsigter).
Min censor var skideskarp og jeg ville bare ønske jeg havde fået hendes spørgsmål lidt før i processen, eller haft hende som ekstern vejleder. Heldigvis fik jeg skrevet alt hvad hun sagde ned, og det er første gang jeg virkelig føler at en kritik har rykket mig fremad (men når det er sagt, måtte hun sgu godt have sagt bare een god ting om mit projekt. Bare sådan rent pædagogisk og for syns skyld). 
Efter min bachelor bedømmelse følte jeg mig nærmest too cool for school, og jeg kunne simpelthen ikke forstille mig, hvad jeg skulle bruge en to årig kandidat på. Jeg kunne jo ALT (wtf??! men sådan havde jeg det altså). Denne gang er det helt anderledes. Jeg føler mig på ingen måder færdig med at lære. Der er stadigvæk så mange ting jeg kan blive bedre til, og det føles som at det først er nu jeg rigtigt skal til at i gang. 
Hvis man er i Kolding omkring d. 26. juni kan man jo kigge forbi vores afgangsudstilling i Nicolai. Jeg står og blomstrer dernede hele Søndag d. 1. juli. Kom og sig hej! Jeg giver saft. 
Designskolens afgangskatalog 2012 kan downloades her. Jeg er på side 32-33. 

Slow Fashion.

Jenny, som vandt min Blogger Wardrobe Challenge, var i forrige uge tre timer i Mott Skrædderi på Østerbro. Her er et lille foto-udpluk fra dagen taget af Matias Bager.
Fra venstre: Skrædder Karina Mott, studerende Anne Sophie, mig selv og Jenny Ærthøj. 
Vi var alle sammen ret imponeret over hvor stor forskel en enkelt lille forandring på et stykke tøj, man ellers aldrig går med, kan gøre. 
Karina havde sit at se til, da ingen af os var gæve sypiger. I stedet sprættede vi op til den store guldmedalje.
Det eneste vi ikke nåede var en hvid kjole der skulle have lynlås i, og et crash course i at fastsy selvmordslysnte knapper. Den hvide kjole beholdt Karina, og om en uge kan Jenny, for 200 kr, hente den igen. Fikst. 

Karina, som har haft Medina, Stine Goya, Ole Yde, Moonspoon Saloon og Caroline Fleming på kundelisten, fortalte bl.a. hvad man kvalitetsmæssigt skal kigge efter når man køber tøj. For eksempel hvordan man tyder trådretning, maskestørrelse og ujævnheder i en uldfrakke, da de faktorer siger en masse om kvaliteten af de råstoffer som er blevet brugt:

“Når en trøje begynder er fnuldre er det fordi fibrene i garnet er dårlig kvalitet. Jo længre fibrene i garnet er, jo bedre kvalitet. Jo korter fibrene er, jo hurtigere bliver stoffet trævlet. Hvis det for eksempel er uld, afhænger kvaliteten bl.a. af hvornår i kartningen man tager ulden fra, og hvor mange fibre man ligger ved siden af hinanden. Til sidst ender man op med en masse små rester, koger det sammen og putter noget lim i… Men det er i grunden bare et biligere biprodukt.” 


Vi lever i et samfund baseret på viden og information, og derfor talte Karina meget om kvaliteten i at have forståelse for håndværk. Vi er blevet så adskilte fra de ting vi omgiver os med, fordi de er produceret på den anden side af kloden (eller somme tider ombord på et tankskib på vej hertil), og så er det svært at forholde sig til, at vores indkøb faktisk har en utrolig lang forhistorie.
Som Jenny bemærkede: “Hvordan skal man spotte den dårlige kvalitet hvis der ikke direkte står i tøjmærket: ‘Denne trøje er lavet af garn med korte fibre’?” 

Vi som forbrugere er ikke gearet til at spotte kvalitet og ordentligt håndværk. De kapitalistiske kræfter har lullet os (i hvert fald mig) ind i en opfattelsen at tøj er en midlertidig ham, der udskiftes så snart den næste kollektion rammer butikkerne.
Branchen gør meget for at uddanne os forbrugere,  men vi må også selv tage en tørn. Jeg har i hvert fald stadigvæk meget at lære.

Og vinderen er…

Jenny!


Trine Wackerhausen skriver: 

“Jeg går med min første indskydelse: Jenny dag.2 i helt hvidt med grå accessories – utroligt smukt og rent! Det var et foto som skilte sig ud, og et look jeg ville kigge efter på gaden. Der er noget modigt over en så underspillet styling – både hår/make og accessories ser nedtonet og eksklusivt ud”.

Jenny har vundet 3 timer i Mott Skrædderi hvor hun får professionel hjælp til at customize, vedligeholde og omsy hendes yndlingsitems. 
På andenpladsen kommer Frederikke med sit 1. dags outfit: 

Trine om Frederikkes outfit: 

“Runner up er Frederikke på 1.dag – Super sej jakke, fint og casual stylet med jeans og Tshirt med print. + point for det fine foto: det sort/hvide sæt ser fint ud i omgivelserne i med farvet tøj og slidt gulv.”

Tillykke:)