Browsing Category

Bla bla bla

Bla bla bla

Alene hjemme. En julestatus

Jeg sidder foran en brændeovn i Liseleje og burde virkelig gå i seng. Virkelig fordi jeg er alene hjemme med to børn med feber og hoste og klokken er 1.42. Men så igen. Ild i pejsen, et juletræ med lyskæder og fred og ro. Den er svær at slå, med noget så fattigt som søvn.

Julen er kommet og den er gået. Vi havde huset fyldt af min familie og alt var dejligt. Min søster fik mandlen og jeg spiste portobellosvampe og smørstegte asparges med brunede kartofler og rødkål til aftensmad (og lidt andesovs. Fordi andesovs og noget med Rom og ikke at blive bygget på en dag ).

Vi har set Alene Hjemme 2 to gange, Tarzan Mama Mia en gang og Paw Patrol en million og firehundredesyvogtrestusinde gange. Spist brunkager, været til gode julefrokoster, spillet os midt over i brætspil og all that jazz og nu er jeg faktisk ved at være klar til 2020. Jeg har ingen nytårsforsætter, udover måske, at prøve at skyde det nye dekade ind, med at være mere mig selv og mindre alt det, jeg tror alle andre bedre vil kunne lide.

Hvad skal I (ikke) gøre i det nye år?

Bla bla bla

Tre år og en lille smule tom indeni.

I morgen er det tre år vi blev gift. Tre år siden Otto storsparkede i min mave, mens vi sagde “I do” for bagefter at sejle en iskold tur rundt om Frihedsgudinden. Tre år, et barn, en bil, et sommerhus og et arbejde senere er jeg …helt ærligt bare så træt. Og ikke en særlig god version af mig selv. Jeg ved godt at det er nu, man skal kæmpe, slibe kanter og hænge i med næb og klør. Tænke på børnene, huske det store perspektiv, og glemme sig selv. Men hvor er det hårdt (og white privilige, don’t even say it) at sidde som uopvredne karklude og parallelspor, ved siden af hinanden uden overskud til at finde ind til hinanden.

Jeg er et rodehoved, har ingen grandiøse planer, ambitioner eller forkromede 2020 mål. Det eneste jeg virkelig er sikker, sikker, sikker på er, at jeg vil være den bedste mor som muligt og insistere på retten til at være åben og give og få kærlighed. Lyse på det svære, mens det er svært og i dette lille mikrokosmos, prøve at italesætte noget der er så komplekst for mig, at det er svært at skrive om.

Dagene flyver om ørene på mig, måneder blir til år og for tiden har jeg har en mærkelig følelse af retningsløshed. Som om mit indre kompas er gået i stykker. Måske er det en naturlig reaktion på at have opnået alt det jeg troede man skulle, for at nå i mål, for så at finde ud af at målet ikke findes. At vi bare kører på en motorvej af madkasser og at målstregen er en stiplet bil i horisonten. At målet flytter med. Dét mål, der før var en familie, blir til et hus, til en bil, en tilbygning, et job, endnu et barn.. Evolution: Smart koncept, hvis man vil overtage en planet. Op ad bakke, hvis man bare trænger til lidt ro.

Måske er der to slags mennesker. Dem der bærer et mål i sig selv, og dem der altid jager en målstreg udenfor. Måske er vi alle tvivlende væsener, men med forskellige grader af ro og rastløshed. Eller måske glemmer man bare evnen til at mærke sig selv, når man bruger al sin vågne tid på at imødekomme andres behov.

Jeg ved det ikke. Men jeg ved, der er en integritet gemt inde i mig et sted. Jeg kan bare ikke lige huske, hvor jeg fik den lagt.

Bla bla bla

Meanwhile

– Er vi i Liseleje. Sommerhus er ekstra tiltrængt denne gang.

– Er det edderrøwme blevet mørkt. November, mand. Gets me every year.

– Synger vi julesange til godnatsange nu. I dag har vi lavet juledekorationer (kæmpe flop by the way! Kæææft, jeg var træt af mig selv og min familie, i de 30 min det stod på, og INGEN gad deltage).

– Tændte vi det gigantiske kalenderlys for første gang i dag, så vi slipper for at holde juleaften ved d. 14. ligesom sidste år. Det er åbenbart så meget, vi får familiehygget i løbet af december.

– Er det bare ikke ok at et kalenderlys skal give mig dårlig samvittighed på familiefronten. Not today, satan!

– Er jeg helt vild med The Morning Show på Apple Tv. Jennifer Aniston og Reese Witherspoon i genial kombi.

– Har de der streamingtjenester ti minutter til at tage sig seriøst sammen og finde en fælles løsning, så man slipper for at betale til 500 forskellige networks.

– Synes jeg ‘Driving Home For Christmas’ er en totalt overvurderet julesang.

– Elsker jeg til gengæld It’s hard to be a nissemand. Små hjerner små glæder.

– Skal I altså huske at sætte kryds i kalenderen d. 18. Januar kl. 21.30 til min fødselsdag. Yes. I kommer med, ikke?

– Har jeg lige opdaget at Times Up Vintage har en onlineshop og har nu købetitis i hele min krop.

– Skal vi for første gang hoste en juleaften for min familie hos os i år. Vi skal være her i sommerhuset, hvilket kan gå galt på en milliard måder.

– Juletræer! Hvad stiller vi op? Gir det mening at købe et i potte, som man kan bruge igen til næste år eller kan det overhovedet trives (uden samtidig at vokse for meget) i en potte? Ved nogen noget, jeg endnu ikke ved? I må meget gerne kaste jeres grønne guldkorn i kommentarsporet. Tak!

– Har jeg lige løbet min første tur i fem(!) år. Det var ufatteligt dejligt og jeg håber virkelig, at der ikke går endnu fem, år før min næste tur. Og – braggingalarm – 5 km på 30 min. Undskyld mig, men mine ben er for seje! Og min hofte fuckede ikke op som ellers er noget af det, jeg har været allermest bange for.

– Kan jeg konstatere at jeg har nul impulskontrol, når det kommer til popkorn. Og taffelchips. Zero. Måske meget godt med det der løb, alligevel.

– er Otto big time i handymandsfasen og elsker alt med skrue og hammer. Derfor har han i dag – naturligvis – døbt vores naboby heroppe: Frederiksværktøj❤️

Bla bla bla

Meanwhile

– Failede jeg hårdt min venindes SATC referance, forleden (havde fuldstændig svedt den rabbiner, Charlotte har sex med i første sæson, ud. Pinligt!). I ren og skær flovhed, er jeg nu startet forfra: Skippers “Website Creator Hopeless Romantic” introduktion, Samanthas extensions. Skippers kaffe latte. Carries brune lipgloss. Og hendes kæmpe grå pc(!). Og hendes grimme fivelight gulvlampe. UHM! Den pilot har sgu også sin helt egen, mærkelige charme.

– Kedede jeg mig så meget, da jeg puttede børnene her i aftes, at jeg kom til at poste et billede på Instagram. Guess I’m back!

– Lidt over et år uden Instagram – det var åbenbart, hvad det kunne blive til. Den korte version af det, jeg indså i går da jeg sad og scrollede samtlige kommentarspor inde i FB-gruppen Svampeliv igennem: Summen af mine laster er total. Nu glæder jeg mig til færre svampegruppe-tråde og flere venner. Og forhåbentligt at bekræfte mig selv i, at jeg godt kan holde mine fede pølsefingre fra de profiler, som er giftige for min infantile selvtillid.

– Er de bønner Kurt og jeg plantede i vindueskarmen blevet til ægte, kæmpe planter. Bare hvide bønner i blød og så i jord og så boom!

– Købte jeg billetter til Kashmirs koncert 29. maj i forgårs (de røg på 20 minutter!) og har nu både Björk, Hot Chip og Kashmir i koncertkalenderen, det næste halve år. Det føles fandme godt.

– Hørte jeg en megasej keynotespeaker ude i DR helt køligt sige om sig selv, at hun ikke er en powerpointpige. Jeg har altid haft en mærkelig forestilling om, at for at være sej, krea og iværkish, så  skulle man være helt hjemme i keynote og powerpoint, og det er jeg ved Gud (heller) ikke. Så nu siger jeg det også højt: Jeg er bare ikke en powerpointpige. Ah!

– Mødte jeg min ekskæreste i metroen i går. Med megasød baby og megasød kæreste. Gik direkte ind i tre dørkarme/skabslåger da jeg kom hjem. Seriøst, altså. Ekskærester: Når universet lige skal have griner på.

– Hader, hader, hader jeg at lave kastanjedyr.

– Er Ratatouille kommet på HBO! Resultat: Mor og far sidder tryllebundet til skærmen, mens ungerne splitter hele stuen ad. Shit, hvor jeg elsker den film.

– Kommer vi alt, alt for lidt op i vores sommerhus for tiden. Det er  derfor jeg f.eks. ikke har lavet en Haven Rundt for september. Vi var der ikke 🙁 Øv.

– Er Kurt startet til svømning og skal om lidt begynde til fodbold. Og Otto skal gå til Tigertræning. Let the games begin.

 

Bla bla bla

Mama got herself a brand new bag

Forleden kunne jeg endelig hente mit helt nye klaver. Efter fire måneders leveringstid (but who’s counting) slæbte jeg høj på adrenalin, et elektrisk klaver på ladcykel hele vejen fra pakkeshoppen, hjem til Gammelholm og op på 4. sal. Og jeg kan sgu ikke styre min begejstring over det! Hvorfor blev jeg 34 år før jeg fik købt mig et klaver?! Jeg har spillet og spillet hver eneste aften og er fuldstændig hooked – Det lyder ikke som sådan godt, men for første gang siden jeg som attenårig sad hjemme i Helsingør og hamrede løs på tangenterne, kommer der nu akkorder ud af mine hænder og det sender mig lige afsted  tilbage til den der zenagtige tilstand af bare og sidde og jamme uden noget rigtigt formål. Fordi det er elektrisk, kan man skrue helt ned for lyden og dermed er det ikke så enten-eller at spille, hvor man på et almindeligt klaver godt kan føle lidt, at nu skal man underholde et helt hus. Så fra nu af har jeg tænkt mig bare at sidde helt selvhøjtidelig hver eneste aften og jage min stress på flugt og føle mig som Tori Amos. Jeg har sagt det før, men nu siger jeg det igen: Hobbyer for the motherfucking win.

I dag skinner solen og vi nyder en lejlighedsdag – og den første weekend inde i byen længe. I går var jeg ude og drikke øl med min søster (som har en fem måneder gammel baby, så det var tiltrængt) og i dag har jeg ordnet mit klædeskab (der – ligesom mig – har ret stabil cyklus, hvor det med en måneds mellemrum får kæmpe PMS og eksploderer ud over det hele), bagt boller, spillet klaver, set et par nye afsnit af Working Moms og sået bønner med Kurt. For tiden er han er meget optaget af planter og madlavning og efter to år med biler, er det en ny retning jeg virkelig godt gider bidrage til.

Om lidt kommer min søster og hendes mand og børn og så skal jeg bade i havnen og spise pizza, softice, koldskål og chips med virkelig meget cremefraiche. Jeg har nemlig lige tilmeldt mig Veganerudfordringen og skal derfor garanteret faile hundrede gange i mit forsøg på at spise vegansk hele september måned. Det blir ret spændende. Og ret svært. Jeg havde faktisk været vegetar i to år da jeg mødte Niklas, men så kom kødpigen op i mig igen og børn og blablablah… NU er det tid til at jeg giver mig selv lov til at finde lidt tilbage til planterne igen.

Wish me luck.

 

 

Bla bla bla

Venindeskaber og voksenliv

Hold da kæft hvor jeg savner mine veninder for tiden. Jeg savner at hænge ud med dem, at feste med dem, at ryge forbudte smøger med dem, at prøve tøj i Helsingør Bycenter med dem, drikke white russians på Republikken i Kolding med dem, stene film, rede hår, købe badekugler i The Body Shop med dem, obsesse over Dawsons Creek / Take That / Felicity, holde forfest på diverse badeværelser, danse natten i stykker, spille badminton, sove i ske, snakke, hænge ud på en badebro… Jeg savner dem og jeg savner al den tid vi havde sammen.

Min venindeflok er særdeles broget. Der er en enkelt fra kollektivet, et par fra folkeskolen, to fra efterskolen, et par fra gymnasiet, tre fra studiet og så et par fra modelbureauet, et par kusiner, en halvsøster og så de nyankomne: Min mands venners damer (nå ja- og så mine internetveninder og bloggere) Fælles for alle i den skideskønne kvindesuppedas er at de nærmest kun har mig tilfælles. Og så er de desuden spredt ud over hele landet. Derfor ser jeg dem fragmenteret og for langt det meste enkeltvis eller i grupper á max en håndfuld.

Min mand derimod, har een sammentømret klike af venner. Den har fulgt ham hele livet og selvom der kan gå både uger og måneder mellem de ses, så deler de alt med hinanden som en slags udvidet familie: Barnedåbe, bryllupper, fester, rejser, vinklub… Hele pivtøjet er de alle sammen med til. Jeg er sgu lidt misundelig. For når de er sammen, er det ikke på den desperate nu-skal-vi-FANDME-hygge-os-på-en-time-måde. Det er bare (bilder jeg mig i hvert fald ind) kollektivt chill og fælles nye oplevelser, i stedet for de forhastede speeddates som desværre har præget mine venindeskaber i stigende takt med at småbørn, et 9-16 arbejde, en stor familie og en svigerfamilie, helt lydløst og trin for trin har banket mine veninder ned i bunden af min sociale behovspyramide.

Jeg har lige bingewatchet Jada dokumentaren på DR og den vækkede alle de glemte følelser fra tyvernes børnefri venindeskaber, hvor man var hinandens familie og allieret på en helt anden måde end nu, hvor vi sidder midlertidigt lænket til hver vores trædemølle og sms’er kærlighedstråde til hinanden. Jeg savner bare at se dem i virkeligheden.

Bla bla bla

Meanwhile

– overvejer jeg om det er fordi jeg er blevet immun af at bo midt i København K eller om jeg bare er blevet for gammel til at give fucks, at jeg for to timer siden gik i den lokale kiosk efter lagereddike (“First” – ikke det der økoshit) og cigaretter (I know. Ja. Men jeg skal til fest på Lørdag. Og sådan er det) i antrækket herover.

– har vi lige set første afsnit af BH90210 reunion. Hvad. Fanden. Var. Det?

– var jeg ret godt tilfreds med sæsonafslutningen på Handmaids Tale, men hvorfor, hvorfor, hvorfor skal man falde i søvn af kedsomhed i det ene afsnit, og have tyndskid af spænding i det andet? Jeg forstår det ikke.

– bingewatchede jeg syv afsnit af “Working Moms” på Netflix i går aftes. Imponerende så godt man faktisk kan fungere med 5 timers søvn.

– kan jeg godt selv høre det… Jeg ser ret meget TV.

– skal jeg til en ægte fest i morgen hjemme i nogle ægte venners ægte hus. Temaet er Tropicana. Om jeg glæder mig?

– har jeg lige opdaget Ursula Le Guin og forstår godt hypen. Hører ‘De Udstødte’ på lydbog og har lige læst ‘The Carrier Bag Theory Of Fiction’ (her). Andre anbefalinger modtages gerne.

– skal jeg starte til gospelkor, så snart jeg har fundet et der har ledige pladser. Oh happy fucking day!

– klikkede vejret vist i går. I ved der hvor årstidens tandhjul lige drejer endegyldigt. Var det virkelig dén sommer? Var det dét, der var i kurven til os for i år? Here comes flyverdragter og mørke.. og Netflix og rødvin og kakao og sweatre.

Bla bla bla

10 ting du kan være helt tilfreds med, at du ikke vidste om mig

1. Jeg er skidebange for at flyve (skriver jeg her fra mit turbulensramte rutefly på vej hjem fra Spanien). Det er totalt uerkendt, så hver gang jeg sidder i et fly, begynder tvangstankerne og jeg lover mig selv aldrig mere at gå ombord på en flyver igen. Denne gang mener jeg det. Gys.

2. Jeg har en enkelt tatovering. Den sidder på min højre underarm og jeg fik den lavet i Kolding da jeg var 25 år. Den forestiller mit yndlingsstjernebillede: Orion.

3. Der er nærmest ikke nogle madretter jeg ikke kan lide – med undtagelse af et par sindssyge encounters jeg fik i Shanghai (ja, marineret andemave og century eggs, jeg taler til jer) og så behøver jeg heller ikke smage den kogte hønsefod, jeg spiste da jeg boede i Kenya, igen.

4. Da jeg var i starttyverne og lige flyttet til Århus, arbejdede jeg i Lust i lidt over 2 år. Jeg har stadigvæk en solid paratviden om alt der vedrører skedeorgasmer, vaginalkugler, phtalater og erotisk litteratur til kvinder. #barekaldmigjoan

5. Min yndlingsfarve har altid været midnatsblå.

6. Da jeg var lille ville jeg være marinebiolog med speciale i hvaler. Da jeg blev 11, begyndte jeg at interessere mig helt vildt for elementarpartikelfysik og gik hver dag på Helsingør bibliotek for læse om det og så på stjerner med min farfar i hans hjemmebyggede observatorium i Tikøb. I 9. klasse var jeg en uge i praktik på Niels Bohr- og HC. Ørsted instituttet. Jeg spiste frokost med Holger Bech Nielsen, så vanvittigt meget op til Anja C. Andersen og min største drøm var at blive astronom.

7. Desværre er jeg nærmest talblind (på trods af en matematisk studentereksamen). Derfor blev ovenstående punkt aldrig til mere end et hobbyplan.

8. Jeg har engang været på et modeljob på Sardinien, hvor jeg udover turen og et luksushotelophold fik 1500 euro for en enkelt dags arbejde. Hele dagen inden jeg skulle skyde, lå jeg ved poolen uden solcreme og blev så solforbrændt at makeupartisten måtte dække mig til med grøn foundation i et desperat forsøg på at neutralisere min auberginefarvede hud. Kunden ringede aldrig igen. Jeg er en idiot.

9. Jeg blev friet til med en diamantring fra Tiffany, som Niklas købte da han var i New York til sin farmors begravelse og jeg var alene hjemme med Kurt som var helt nyfødt. Da Niklas var hjemme igen sad jeg og ammede, mens han pakkede ud og pludselig sad han på et knæ foran mig med verdens smukkeste ring og spurgte om jeg ville gifte mig med ham. Det var ok romantisk.

10. Mit all time yndlingsband er Pink Floyd. Jeg har alle albums på LP og CD og har hørt dem så meget, at de er helt tyndslidte. Mit yndlingsnummer er ‘the gunners dream’ fra albummet ‘the final cut’. Der hvor Roger Waters klagende “and hold on to the dream” morpher over i en knastør tenorsax-solo… Ah.

Bla bla bla

Der bor en mademoiselle i mig som ikke vil dø.

Hun går i gummistøvler på kontoret og spiser sovs af gryden. Og går med læbestift og klipper selv sit pandehår. Hun læser selvhjælpsbøger og hører Pink Floyd. Hendes regntøj er ikke det smarte fra Rains. Hun er faktisk ret god til at spille guitar og synge gamle Jeff Buckley sange. Hun drikker alt for meget og ryger cigaretter på altanen. Engang imellem bunder hun en øl lige midt i hverdagen bare for at mærke rusen. Hun går i genbrugstøj og kan improvisere en gryderet med lukkede øjne. Hendes negle har alle mulige farver. Hun er fan af alt muligt og fortaber sig i alle muliges måder at gøre alt muligt på. Det blir nogle gange et rod. Fordi alle virker så seje, glemmer hun at hun også kan tricks. Så koger hun rundt efter noget at læne sig op af, i stedet for at se sig selv udefra. I gummistøvler og dyr læbestift og tænke at det faktisk også kan noget.