Bla bla bla

I dag er min 38 års fødselsdag. Jeg blev vækket af at mine børn og mand kom listende ind med stearinlys og flag og sang. Og jeg følte mig meget rig. Rig på mennesker.

Da jeg var studerende i Kolding var det lige omvendt. Døren til min kollegielejlighed var en branddør, der sagde sådan en fjuuup-lyd, når man lukkede den. Så sad jeg der på køkkengulvet i min lufttætte lejlighed og lovede mig selv, at hvis jeg engang kom til at bo sammen med mennesker igen, så skulle jeg huske dét øjeblik. I dag sender jeg en tanke tilbage til ensomme Ida, 26 år på et køkkengulv i Kolding. For selvom ensomheden i dag er et åndehul jeg nyder, ved jeg også, at det kun er rart fordi den altid er der med en bagkant bestående af mennesker.

I lang tid følte jeg mig forkert for at være så afhængig af mennesker. Gennem tiden har jeg skrevet side op og ned og sammenlignet min mennesketørst med mere eller mindre indbydende snyltedyr.

Men en dag sagde min psykolog noget. Vi sad i hendes arbejdsrum og kiggede ud over hendes hestefolde og jeg fortalte at jeg næsten altid har boet med nogen og om hvordan jeg som 12-årig sov på en madras på min søsters værelse, fordi jeg ikke turde sove alene på mit værelse i kælderen. Jeg fortalte at jeg var irriteret på mig selv, over at være så dårlig til at være alene. Så pegede hun ud på et skel i hestefolden og sagde “Engang imellem sker det, at en af hestene havner på den forkerte side af skellet mellem de to folde. Så går hesten helt i panik. Den er slet ikke til at styre, før den har fundet vej tilbage til flokken”. Efter lidt tid fortsatte hun: “Vi er flokdyr. Os alle sammen. Direktøren på dit arbejde, din mand, dig. Alle har brug for at tilhøre en flok”.

Jeg har tilbragt mine formative år i selskab med Sex And The City – den ultimative hyldest til individets frihed og selvstændighed (ja ja okay …og venskab), som fik mig og mange af mine fellow millennials gennem de ensomme tyvere. Om aftenen på kollegieværelset så jeg altid et par afsnit, inden jeg skulle sove. Men så – 10 år senere – sagde min psykolog det med hesten. Og jeg forstod måske lidt mere, at selvom selvstændighed er godt, så er mennesker (venner, børn, partnere, familie, skolekammerater, venners børn, den dér ene rigtig gode kollega, niecer, nevøer, bedsteforældre, skolelærere, baristaen i den lokale, den underlige fellow fodgænger man altid støder ind i, naboer, internetvenner…) altså bedre. Eller om ikke andet: Et helt naturligt behov.

SKAM serien fra 2015 fik i høj grad lappet mit “hvis du ikke har nok i dig selv, så er du ikke et helt menneske”-sår med den vidunderlige one-liner: “mennesker trenger mennesker”, som nærmest endte med at stå tilbage som en hel sæson-morale. Og selvom serien var målrettet gen Z, tror jeg faktisk, at den ramte mindst lige så rent hos os ensomme gen-Y’ere.

Behovet for at have mennesker omkring os gør os ikke til snyltende bændelorme. Vi er bare flokdyr.

Jeg er bare en hest.

Det kan jeg godt leve med.

I 1900’erne var en pibe en almindelig konfirmationsgave. Den markerede overgangen til voksenalderen.

I 1950’erne blev der røget overalt. I offentlig transport, i fly, på hospitaler. Der blev advaret mod rygning i sengene. Det var ikke en ualmindelig brandårsag, at nogen var faldet i søvn med en tændt cigaret i hånden.

I 1970’erne var det helt normalt at pædagoger røg i børnehaverne, både ude og inde på stuerne, mens de var sammen med børnene.

Min morfar var tolv år, da han fik sin første cigar. Han begyndte at ryge som 13-14 årig og røg hele livet, frem til han som 62-årig fik konstateret lungekræft. Et par år senere døde han.

Og nu har vi erstattet cigaretter med telefoner. Telefoner er den kollektive sutteklud du jour. Er jeg helt hysterisk eller kan man endda sige at vi udsætter hinanden for passiv telefoni i bussen, på restauranter og på gaden, hvor vi er omgivet af mobilzombier, når vi løfter blikket? Det prikker til os, på en måde vi ikke helt kan sætte ord på, at vi ikke kan få øjenkontakt med hinanden. Og selvom det ikke generer os nok til at sige noget i situationen, så brokker vi os over det, når vi er kommet hjem. Måske vi endda drister os til diskret, at tage et forurettet billede af det deprimerende sceneri.

I dag sidder pædagogerne med deres telefoner, mens de passer børn i børnehaver og SFO’er. En bekendt (som jeg har lært at kende på Instagram) fortalte, at hun havde set to pædagoger sidde på en legeplads, og været på facebook på deres telefoner, da et barn faldt ned fra klatrestativet. Det var først da et andet barn kom hen og rykkede dem i ærmerne, at de opdagede uheldet.

I dag sidder forældre med deres telefoner på legepladser og på hovedbiblioteket. På legetæpper med vores nyfødte. “Hun opdager det alligevel ikke” fortæller jeg mig selv, når jeg sidder med min datter på et halvt år. Men i virkeligheden er det jo ligegyldigt om hun opdager det. For det handler jo om, hvorvidt jeg opdager hende. Jeg falder i søvn med min tændte telefon i sengen. Opdager den lysende skærm ligge under puden, næste morgen eller midt om natten, når jeg vågner og lægger telefonen artigt på plads på natbordet.

Samtidig er antallet af børn og unge mellem 0 og 17 år med angstlignende diagnoser steget med 52 procent, i løbet af de seneste 10 år (fun fact: Smartphonen blev lanceret i USA i 2007. Det er 15 år siden).

Samtidig er andelen af voksne danskere med en høj score på stressskalaen steget fra 21 pct. i 2013 til 25% i 2017 og til 29% i 2021. Næsten hver tredje voksne føler sig stresset. Og – det her står for egen regning – Men for et par uger siden opdagede jeg, at jeg i løbet af en uge havde tilbragt 22 timer på Instagram. Det er en deltidsstilling. Så er det vel ikke underligt, at jeg bliver stresset og føler mig konstant bagud med mit liv.

Samtidig tror jeg, at der ulmer et opgør. For jeg fornemmer, at jeg ikke er den eneste der har fået nok. Nok af at tjekke min telefon 150 gange i løbet af en dag. Nok af, gang på gang, at konstatere at min hjerne igen er blevet kidnappet af et lille pling, der blev til 30 minutters uforvarende skærmtid. Nok af at forære min dyrebareste ressource, min tid, til platformene.

Min 7-årige søns klassekammerat har lige fået sin første telefon. Det er en gammel iPhone med spil på. Nu vil min søn også have en iPhone.

Og jeg skal forklare ham at han ikke må få en iPhone. Ikke nu. Ikke om et år. Ikke om to år. Faktisk er jeg i tvivl om han nogensinde må få en smartphone. Du griner, men jeg mener det. Jeg er pissebange for screenagers i gadebilledet. Jeg ser dem overalt og det er så uhyggeligt. Jeg nægter at lade ham blive lige så afhængig af en skærm, som de er. Og som jeg selv er.

Jeg forestiller mig mobilfri togkupéer, restauranter og biblioteksafdelinger.

Jeg forestiller mig politisk handling og regulering af platformes dopamin-aktiverende brugeroplevelse.

Jeg forudser mobilfri restauranter. Mobilfri folkeskoler. Mobilfri dage.

Jeg forudser at mange af kommer til at vælge et liv uden smartphones, ligesom mange i dag vælger et liv uden røg.

Er jeg helt væk? Skal jeg bare lære selv at styre mit eget misbrug (primært af sociale medier) og holde min gamle kæft? Skal jeg bare lære at det ikke er skærmens skyld, at jeg er afhængig?

Glæder mig til at blive klogere i kommentarsporet.

Ps. Billedet er taget af min 5-årige

Der er noget ved den maniske juleperiode, jeg allerede savner. Decembers lange hækkeløb, bestående af lige dele æbleskiver, Woody Allen og hoLd kÆfT hVoR Vi hYgGeR, bruges (og nydes) som belejlige overspringshandlinger, mens tankerne kværner, om det jeg gerne vil og skal nå i det nye år.

En måde at puste til tankemylderet er ved at fyre ekstra op for selvhjælpslitteraturen i de mørke måneder. I år har jeg læst ‘Elsk den du er’ af Kisser Paludan og “Designing your life” af Bill Burnett og Dave Evans.

Jeg tror lige, jeg vil uddybe hvorfor jeg har læst de to bøger. Jeg holder en lang barsel (1,5 år), og min plan er at bruge tiden på at 1) skrive på min bog 2) finde ud af hvordan mit arbejdsliv skal være (…nåeh ja, det glemte jeg lige… Og 3) passe min baby og to store børn).

Punkt 2 skal ikke forstås som, at jeg ikke vil tilbage til mit faste job efter min barsel. Det vil jeg gerne. Men jeg vil kun, hvis det kan være på en måde, der ikke piller mig fra hinanden. Det er virkelig blevet tydeligt, efter jeg gik på barsel i maj, at jeg har en tendens til at være ret selvudslettende i mit (arbejds)liv. Generelt er jeg nok typen som bruger 90% af min energi på alle andre end mig selv. Det skal ikke misforstås som humble bragging, for det handler mindst lige så meget om at misunde, projicere og kopiere (og bitterhed, åh, BITTERHED) som det handler om at “sikre at alle har det godt”.

I forlængelse af det, bruger jeg utrolig meget tid og energi på at “educate” mig selv, fx med timevis af terapi, artikler og bøger. Arbejdsmæssigt vil jeg helst afsætte 80% af tiden til ‘discover’-fasen med at forstå og forberede. Det kan man selvsagt ikke. Og ærlig talt, gider jeg heller ikke længere. Efter fem år på samme arbejdsplads, har jeg efterhånden set nok nyansatte stryge til tops efter en måned, til at vide at hemmeligheden er, ikke at bruge energi på det, man ikke er god til (og i samme ombæring: Det, man ikke synes er sjovt).

En veninde sagde engang: Gør mere af det du er god til. Ikke koncentrér dig om det, der er svært. Men som den Natural Born Imposter, jeg er, er jeg altid blevet draget af “det svære” (=det, alle “de andre” tilsyneladende kan/ved/gør/har skrevet/har gjort osv.). Hvor har jeg dog tvangslæst mange årsrapporter, klassikere, artikler og blogindlæg, som jeg hverken gad eller nødvendigvis havde brug for at læse, i stedet for at gå direkte i kødet på det, jeg er god til og som jeg kan lide. Jeg er træt af viden shame mig selv, i stedet for at lave noget: Er træt af føle at jeg hele tiden burde vide lidt mere, før jeg kan gå “rigtigt” i gang.

‘Hvad synes du er sjovt?’ er det spørgsmål jeg stadigvæk kæmper allermest med at besvare, når det kommer til mit arbejdsliv. Herunder hvordan jeg bygger bro mellem den side af mig som elsker at skrive og tegne og undersøge idealer og perfekthedskultur (og som kan være ok sjov) og så den side af mig som er UX designer i en stor offentlig IT styrelse. Det er ikke nogen hemmelighed, at det har været ret svært for mig at bygge den bro… Men. Måske er det også en pointe, at man ikke kan eller skal det? Er det utopi, at man nødvendigvis kan fyre al sin hobby-mojo ind i sit arbejdsliv? Hmm. Det er nok meget godt at jeg har knap et år mere at løbe på. Input modtages som altid med kyshånd i kommentarsporet.

Nu er det januar og jeg føler mig som Fran Lebowitz. Måske er det bare mit udseende. Den gigantiske halvfemser agtige RedGreen frakke jeg købte i en Røde Kors butik i Hundested, og som jeg *lever* i, kombineret med Levis mommy jeans og udtrådte Timberland støvler. Og det faktum at jeg, her i vinterhalvåret, simpelthen bare ligner en mand, når jeg ikke har makeup på.

Nu er sandhedens time kommet. Årets rene måned. Et stykke hvidt papir, den kollektive detox og tid til at gå i gang med at handle på alle flyvske tanker. Op på række, en ad gangen og sæt i gang. Suk. Jubii. Sukjubii.

IKEA testen, siger du? Prøv med Vedligehold Et Fælles Hjem Testen. Prøv dét uden at brøle hæmningsløst ind i dine SAMLA bokse.

Ja, nyforelskede par, jeg ser jer med indkøbsvognenene, stå og skrive på jeres små lapper i den personlige betjening ved køkkenerne. Jeg ser jer ligge i sengeafdelingen og fornemmer jeres lille, smertende sidestik (første af mange, skulle jeg hilse at sige), når den ene vil sove hårdt og den anden blødt. Og jeg hæver med en topmadras i memory foam.

Prøv så at spol ti år frem. Og prøv at være to overtrætte nostalgi junkies på 94 m2. Prøv at indret jer, uden at drukne i hinandens memorabilia. Prøv at have gemt samtlige CD’er, DVD’er og VHS bånd. Og smykkeskrin, perlehalskæder, gamle små sprutflasker (smertelige minder fra de hjemmefester vi om lidt skal være de voksne i) tørshampoo, Roskilde-armbånd, stenhårde soldaterstøvler, børnetegninger, den obligatoriske The Earth From The Air bog, sangbøger, studentikose notesbøger og en ti år gammel massageolie (…tro på den kommer i brug).

Og børnetøjet, BØRNETØJET. Ejmen fucking børnetøj. Fucking bunker af børnetøj og fucking tilsandede kirkegårde af børne-jeans, der lige skal lappes. Og fucking elendige samvittighed, når du i nattens mulm og mørke kyler det hele ud i containeren. Undskyld verden. Undskyld mit manglende overskud. Babytøj – en saga for sig – Størrelse 62 mig i røven! Fucking Reshopper.

Skal de malerier, man malede i sine formative år smides ud til fordel for fem kasser med nedarvet tøj og legetøj nogen børn *måske* vil lege med en dag? (don’t ansver that…)

Skal man blive ved med at smide sine egne kostbarheder ud, når det føles som om den anden aldrig nogensinde forholder sig til sine?

Skal man hænge et skilt over køkkenvasken, en evig påmindelse: hvor der står “En genstand ind = En genstand ud?”

Vidste du at ordet genstand, stammer fra tysk? Det hørte jeg engang Knud Romer sige noget om i et radioprogram, som jeg synes lød klogt. Gegen stand. At stå overfor.

Sig “Jamen det fejler jo ikke noget” om et af vores totusinde stræklagener een gang til!

Sig “Jamen det fejler jo ikke noget” om et af vores totusinde håndklæder een gang til!

IKEA testen? Prøv med “Organisér dig ud af en ting-tsunami” testen!

Kan ikke finde tiden til at skrive sammenhængende, så det bliver lidt frit fra hoften her fra et bagsæde, hvor de store marinerer i skærme, den lille sover og Niklas kører og hører Tobias Rahim.

Jeg tænker at dogmet er at jeg trykker på udgiv, så snart bilen holder stille (så beklager på forhånd) for ellers bruger jeg for meget tid på det.

Prøv forøvrigt lige at spørg om det er klemt at være to voksne og tre børn inkl. oppakning, 3 x børnesæder og så sgu da også lige en barnevogn i en 5 personers Ford Focus? Indsæt eksplosionssmiley. Er begyndt at få klaustrofobi hver gang jeg ser vores bil. Godt vi ikke kører i den så tit. Gu ku det være fedt med en ID.Buzz eller med et drøn af en Tesla, men ingen af os kan bare overskue at skulle bruge så mange penge på en bil…

I det hele taget er der en pengeenergi for tiden (ja, no shit Sherlock.. #energikrise). Men jeg kan meget godt lide det. Noget med nøjsomhed, downsizing og at sy lapper på sit tøj. Og gå på loftet og hente tøj ned og lave en Capsule Wardrobe i brune og grå nuancer. Kører den meget ned i gear og pakker alt det blomstrede væk i IKEA poser. Smider ud og kører i Blå Kors på noget der føles som ugentlig basis. Og udlever big time mit behov for at lave Swedish Death Cleaning på loftet. Vil ikke længere gemme ting for at jeg så kan smide dem ud om tyve år. Har – endelig – forstået at ting foretrækker enten at blive brugt eller blive smidt ud; ting kan ikke lide at ligge hengemt i kasser.

Måske er det også en (an)erkendelse af at vi bliver boende i vores lejlighed. Prøver at eje beslutningen. I stedet for at have evig dårlig samvittighed over ikke at give ungerne “græs under fødderne”, øver jeg mig i at tænke: Siden hvornår er det egentlig blevet det radikale valg ikke at gældsætte sig for flere millioner og købe en villa man lige akkurat har råd til at sidde i? Måske endda et sted som kræver to biler. Prøver at normalisere by og cykler og mange mennesker på få kvadratmeter og at vi holder børnefødselsdage på legepladser og mødes og går tur i en park og at man ikke nødvendigvis behøver at kunne have femten mennesker til middag i sit hjem.

Så ja. Noget helt røvsygtmenogsålidthyggeligt snusfornuft med ikke at leve over evne. At gå på hovedbiblioteket og låne selvhjælpsbøger, vinterbade i havnen, gå til babysalmesang i kirken hundrede meter væk, nyde at jeg kan høre klokkerne ringe fra min altan, lave espresso med varm mælk hjemme i køkkenet og tage den med på tur i en kop. Lidt mindfull, lidt lokalt og lidt ro på.

Nå. Så er vi her sgu. Ses på grillen. Eller legepladsen. Eller noget andet billigt.

Jeg er i irriterende godt humør for tiden. Kan ikke helt forklare hvorfor, men tror det er en følelse af at hvile på laurbærrene efter et utroligt intenst og inspireret år (uden at lyde alt for new age agtig, er jeg så den eneste, der kan mærke at Vandbærernes tidsalder er landet?)

Måske i kombination med at

• mine børn er blevet større og der derfor har været plads til at løfte blikket
• jeg har fået nyt arbejde
• LinkedIn ikke længere giver mig myrekryb. Til min store overraskelse får jeg forskellige jobtilbud for tiden, hvor jeg tænker “det lyder på en måde meget fedt”. Og dén position, har jeg altså aldrig være i før – tværtimod har jeg har følt mig så forkert i mit arbejdsliv og det har ikke været en skid nemt at skulle ind på arbejdsmarkedet, samtidig med at man skal lave en familie.

(Altså jeg er ikke på vej væk fra mit job, men det er bare rart at opdage, at det ikke længere føles som den eneste mulighed, at være hvor jeg er i dag).

Umiddelbart har jeg indtryk at 2021 for mange har været et wtf was that kinda år. Sådan har det også været for mig. Men slet ikke på en undervældende måde. Faktisk tror jeg det har været det mest transformerende år i mit voksenliv. Jeg aldrig været så inspireret og euforisk som i det år, der er gået. Jeg har skrevet og gået ture, været til astrolog (mindblowing) og opdaget ny litteratur og åbnet nye spirituelle døre (indrømmet, med større eller mindre grad af ironisk distance). Jeg har afleveret mit første manuskript til et forlag og fået virkelig opløftende kritik (altså …Og et afslag. Men et godt, opmuntrende og anerkendende afslag).

En anden formildende omstændighed er at det heller ikke føles som om min kæreste og jeg på daglig basis er på kanten af et skænderi eller sammenbrud (tak, parterapi). Og så er jeg blevet introduceret til, og har læst, bunkevis af bøger. Nævner et par yndlings fra årets læsning i flæng:

• Feministiske grafiske noveller: Liv Strömquists I’m every woman, Den er der ikke og Kundskabens frugt og Alison Bechdels Fun Home, Are you my mother (vidunderlig!) og The Secret to superhuman strength.
• Kompromisløse selvransagelser: Glenn Bechs Farskibet og alle 6 bind af Karl Ove Knausgaards Min Kamp. SÅ. Godt.
• Ulysses af James Joyce for faen! Min ultimative bog og ENDELIG fik jeg læst den – Og jeg havde virkelig mange gode oplevelser undervejs (godt hjulpet på vej af boomer-internettet aka James Joyce Selskabet)
• Derudover har Kvinde Kend din historie af Gry Jexen, A burst of light af Audre Lorde, Vi, de neutrale af Lovise Haj om strukturel undertrykkelse på tværs af sociale lag og tider også gjort kæmpe indtryk.

Tak for dig 2021. Og velkommen 2022 og Age of Aquarius. Nu river vi sgu det hele ned til vandlåsen:)

Først en disclaimer. Den her tekst er dobbeltmoralsk. Jeg har nemlig ikke selv kunne overskue andres holdninger til Sex And The Citys revival ‘And Just Like That’, der havde præmiere i går. Så beklager på forhånd, at jeg nu hælder en spand hundrede procent selvbestaltet Sex and The City ekspertise ud i hovedet på jer.

(Til gengæld er jeg totalt klar på at snakke om AJLT nu – enten i DM eller kommentarerne)

SPOILER ALERT! Jeg afslører handlingen i de nye AJLT afsnit i den her tekst. Der kommer endnu en alert inden, men for en sikkerheds skyld: Lad være med at læse videre, hvis du ikke vil vide hvad der sker i serien.

Første gang jeg mødte Carrie havde hun brun lipgloss og en koboltblå trøje på. Hun sidder på en kaffebar i sæson 1 og snakker med en ven. Det var dengang kaffelatternes skum flød som en kridthvid sky ovenpå kaffen og blev drukket af glas i kromstel. Jeg gik i 1. G og sad hjemme i sofaen på Gl. Hellebækvej og tænkte at sådan ville jeg også være, når jeg blev voksen.

Lige siden har Carrie, Miranda, Samantha og Charlotte (i den rækkefølge) været mine venner. De var med mig i 2003, da jeg købte “Kiss and Tell” i en bogforretning i New York. Og i 2007 da jeg lige var flyttet til Kolding for at studere og var så ensom, at jeg spiste alle mine følelser i form af kulhydrater. Og når jeg følte mig allermest alene (som var hver aften) tog jeg en DVD fra ‘The Shoebox’ og smed i min hvide, klistermærkefyldte mac, og så kravlede jeg i seng med computeren snurrende på maven. Den knitrende HBO-sne og et mol-ShhhhhhHUUUUUU efterfulgt af en liflig dur og Carrie i tylskørt: Da da da DAM da DAM da DAA da da DAM, da dam da daa da da dam. BE Ep de de de de DEW…. Ahh. Så vidste jeg, at de næste par timer ville jeg være et rart sted. Et sted hvor verden var sjov og nem.

Det er først i mine 30’ere jeg har forstået, at jeg jo ikke var alene på det kollegieværelse. Hvor mange har vi ikke ligget simultant i hver vores seng, i hver vores ørkesløse vandring gennem voksenlivets spæde skovbryn, og om natten har vi lænet os ind i vores fiktive storesøstres blomstrede silkekimonoer, lyserøde louboutins og konflikter der blev afblødt af et løftet øjenbryn (Carrie) en snappy oneliner (Samantha), skamløs kagespisning (Miranda – “And I ate the whole thing”) eller en “Do you think my hair is too shiney today”-replik (Charlotte –“That was the thing about Charlotte. Just when you were about to write her off as a Park Avenue…” …Okay, I forstår hvor jeg vil hen. That shit mattered for så mange af os. Og replikkerne har brændt sig ind i vores hjerter og vi kan alle sammen SE Samantha falde ned ad trappen når Smith siger “Just fucking hold my hand” for os, fordi vi KENDER Samantha og vi ved, at hun bare ikke gider holde i hånd).

Den første SATC film så jeg i biografen i Kolding i 2009. Vi var en flok 2. års studerende og vi tog bussen op til Kolding Storcenter i vores fedeste tøj. Jeg havde stilletter på og havde skrevet “You can take me out of Manhattan, but you can’t take me out of my shoes” med en sprittusch op ad mit ben. Miranda var flyttet til Brooklyn, jeg var flyttet til Kolding. Det var det samme.

Jeg har altid har foretrukket de mere upolerede tidlige sæsoner, med cigaretrøg, uredt hår og en styling der handlede mere om unikke vintagefund parret med en stinkende dyr Manolo, og mindre om de overdrevne head-to-toe designerskrud i de senere sæsoner.

Men jeg kunne alligevel godt overtales til at svælge i Aleksandr Petrovsky æstetikken der skyllede ind over særligt 6. sæson og som kulminerede med den overdrevne styling i sæsonafslutningen i Paris. Den samme “æstetik over realitet” købte jeg også ind på i første film som jeg kunne lide, fordi filmen, trods SATC evige privilegieblindhed, blev på sin egen banehalvdel. Selvom de fleste af os ude i virkeligheden efterhånden var begyndt at bekymre os om overforbrug og klimaforandringer, så var det ligesom okay i SATC The Movie 1, for filmen prøvede ikke at være politisk og Sex And the City var alligevel bare noget vi legede.

Men anden film. Åh. Mit hjerte. Jeg glemmer aldrig hvordan min veninde og jeg desillusionerede forlod biografsalen, flove over at have lagt øjne og ører til den. Vi skammede os hele vejen hjem! Så er en film fandme dårlig. Plotløs, skamløs og privilegieblindheden nåede nye højder. Jeg vil ikke gå i detaljer, for jeg ved at du også ved det (og trænger du til at krumme tæer over den igen, så læs et uddrag af kritikken på filmens Wikipedia her). No wonder Kim Cattrall ikke skulle nyde noget af at være med i en revival. Det var som om Samantha gik i stykker lige der, på det marked i Abu Dhabi(dooo!!! Ejmenaltså. Og så endda en Miranda-replik. Bare nej!). Nej, nej, og nej. Det var så trist.

Nogle gange skal man helt ned og bide i gulvtæppet før man kan rejse sig fra asken, og det var vist godt for alle, at Michael Patrick King og Co. lige blev 10 år i skammekrogen, inden de offentliggjorde planerne om ‘And Just Like That’.

(SPOILER ALERT – STOP MED AT LÆSE HVIS DU IKKE HAR SET AJLT!!)

I går så jeg første afsnit og i dag andet afsnit. Og hallo altså!

‘Hello, It’s Me’ og ‘Little Black Dress’

For at starte med det vigtigste først. Udseendet (det er jo SATC, for faen). Det er tydeligt at Patricia Field has flown the coop, som Carrie ville sige. Allerede fra første scene, synes jeg at tøjet taler ned til mig, i al dets pomp og pragt. Jeg har simpelthen ikke brug for Monies gigantiske cable chain necklase til at eksplodere ud over kjolen på Charlottes nye girl crush, Lisa Todd Wexley, for at forstå at hun er Park Avenues svar på Jeanne D’arc. Og Carries hat og Charlottes nyindkøbte Oscar De La Renta kjoler …åh nej, altså. Jeg savner Patricia!

Måske er det også fordi tøjet på en måde bliver et symptom på det, der sker, særligt (og ærgeligt for serien) i de første par scener, hvor jeg føler mig gevaldigt undervurderet pga. en unødvendig overkarikatur; Det er som om de tror, vi slet ikke kender karaktererne, og derfor skal have deres personlighed ind med en sølvske.

Carrie, stop med at JUBLE over at du får en freaking bord. We get it. It’s New York, og I spiser på fancy steder. Chill.

OK fair nok. Vi har ikke set dem i 10 år og a lot of shit went down in this place, attention must be paid – TADA and TADAA (Åh nej, nu savner jeg endnu mere Samantha) og vi skal lynhurtigt forstå at Charlotte er flyttet delvist ind i en filler-klinik (No offence Kristin Davis) og at hun ikke vil blive gammel, at Miranda er gået fra at være arbejdsnarkoman til at være retfærdighedsnarkoman og wannabe filantrop (med et alkoholproblem? Hyggeligt at hun lige får sig et glas vin på Scout Bar – for det er da den, er det ikke? – bare ikke så hyggeligt at klokken er 10 om formiddagen)… Vi skal også forstå at Carrie er gået fra at være 1990’ernes ‘Miss Sex and The City’ til at være 2020’ernes ‘Mrs. Silence and The City’, da hun ikke tør tale åbent om sex, i det woke podcaststudie (og vi ser også at hun efterfølgende forsøger at overvinde sin snerpethed ved at bede sin mand, om at …onanere foran hende? Undskyld, men what? Do your own homework, girl!)

Men dog point til Carrie for stadigvæk at have sin selvironi med sig, da podcastværten Che Diaz ikke kender Barneys, “Now THAT is offensive”. Lol og hyggeligt. Det klæder Carrie når hun godt selv ved, at hun er et overforbrugende mærkedyr.

Vigtigst af alt skal vi se at Carrie og Big er så lykkelige, at det KUN er fordi at Chris Noth og Sarah’s on-screen kemi er ligeså nice og kærlig og jovial, som den altid har været, at jeg lader dem have their fun. Jeg elsker dem sgu. Og hvis nogen må bo svinedyrt og spise perfekt saltet laks og asparges, mens de hører gamle LP’er så er det Mr. Big og Carrie (Nope. It’s not tacky. It’s classic.)

Når alt det negative er sagt. Så kan jeg godt lide seriens anslag og præmis. Jeg kan faktisk lide at se Miranda på glatis til hendes første time på hendes jurahold, selvom det er utroligt tåkrummende. Og Heureka! Lad os lige snakke om at nogen endelig har bragt serien ind i 2021 og givet nonbinære og farvede karakterer bærende roller. End-e.lig. Det er en svær opgave serien giver sig selv, og derfor bærer jeg også over med tåkrumning og forhastede karakteropbygninger, fordi karaktererne til gengæld endelig skal bakse med at se sig selv i øjnene og tage den medicin som ALLE har skreget på, efter Filmen Fra Helvede i 2010. Og det er en nødvendig udvikling, hvis jeg ikke skal hoppe tilbage til 90’ernes bløde uskyld og gense 2. sæsons Take Me Out to the Ballgame for 117. gang.

(KÆMPE SPOILER ALERT)

And Just Like That fik ‘And Just Like That’ en meget voksen og klædelig klang

And just like that Mr. Big died. 

Vi slutter første afsnit af med at forstå at ‘And Just Like That’ ikke kun handler om at erkende hverdagens små aha-oplevelser belejligt wrapped up in a bow i klummeformat. Det kan også handle om hvor hurtigt en livsomvæltning kan ske. F.eks. hvor ekstremt hurtigt dem man elsker kan dø.

Hele crescendoet, med Lilys klaverkoncert krydsklippet med Mr. Big på træningscyklen, mindede mig om det jeg elsker allermest ved SATC. Den visuelle poesi (som er blevet hverdagskost for os i dag, men som dengang i 4. sæson med closeups af syrener og vand, der drypper fra en knust vase var ret nyt i serier) kombineret med en dybde og alvorlighed, som vi ikke har set skyggen af, siden Samanthas kemoforløb og Charlottes fertilitetsbehandling. Velkommen, Sorg, til SATC. Og tak fordi du kiggede forbi. Jeg græd hele vejen igennem andet afsnit. I 41 stive minutter strømmede tårene ned ad mine kinder. Det var utrolig rart og forløsende oven på SATC The Movie 1 og 2 og første halvdel af 1. afsnit And Just Like That’s overgearede, overlykkelige og overstylede prinsesseverden. Jeg VED I har dybde og mørke i jer. Og jeg glæder mig til at se mere af dét den 16. december.

R.I.P. Mr. Big. Og tak for alt.

Først prøvede jeg at skrive noget om hvor overvurderet det er, at holde efterårsferie med sin familie, i et sommerhus, i regnvejr. Om hvordan stemningen til sidst blev så elendig, at nogen flygtede ind til byen, hvor den brugte halvandet døgn på at genfinde sin hvilepuls.

Så prøvede jeg at skrive om hvor heeeelt normalt ovenstående, ifølge flere af vores venner og naboer, tilsyneladende er. Den ene halvdel af mig er glad for ikke at være alene. Den anden halvdel forstår ikke, hvorfor alle ikke blir skilt. Og hvordan er det overhovedet meningen at man skal være et ordentligt familiemedlem, når man flere gange dagligt har instinktivt lyst til at råbe højt ind i sit køleskab?

Men så er der også lav efterårssol under trækroner, flinke cyklister på cykelstien og halvrådne græskar med lys i, fødder der finder vej til hinanden under tæppet og små, søde monstre i opgangene. Intet er enten eller. Alt er det hele på samme tid.

Jeg har prøvet at skrive i en uge, men hver eneste aften går jeg i stå efter to ord. Jeg kan åbenbart kun finde ud af at ligge og glo ind i en tv-serie. Efterår, mørke og en evighedspandemi er krøbet ind under huden og jeg er træt som aldrig før. Jeg kan ikke engang færdiggøre den her sætning. Og vi har kun lige møsset november på kinden… (nynner sagte) Om et halvt år er det forårsjævndøgn, der er længe, længe til.

Det er Søndag aften og jeg har lige spist en halv pose chips med dip og da chipsstykkerne til sidst var så små at de ikke længere kunne fange dippen, skiftede jeg taktik og tog skiftesvis en håndfuld chipskrymmel ind i munden og kørte min finger rundt i creme fraiche emballagen. Og så sad jeg der og spiste min tomhed i form af kalorier. Sådan en dag har det været.

Det er  halvandet år siden jeg sidst har skrevet herinde. Hej! Læser I stadigvæk blogs? Eller skriver jeg ud i et tomrum? Jeg har i hvert fald savnet jer. Og savnet at skrive let og uforceret, som jeg kan når jeg skriver her. Engang imellem har jeg været herinde for at læse kommentarsporene, som en mental sutteklud, når verden har været hård og jeg har haft problemer med at skrive, trække vejret eller hænge sammen. Særligt én læsers kommentarer har løftet mig og fået mig til at føle mig… Hmmm.. Hvis ikke ligefrem forelsket i at verden og I findes, så i hvert fald fortrøstningsfuld. I findes også derude. Vi findes alle sammen. Det har jeg brug for at trøste mig ved, særligt lige for tiden, hvor murerne i vores lejlighed synes at vælte ned over hovederne på os og udlængslens sirener er blevet til en hysterisk, insisterende lyd i rummene, som en konstant brummen fra et køleskab.

Trille skrev “Altid har jeg længsel” og måske har jeg det også sådan. Måske er det bare noget nogen af os har, ligesom humor, angst og depressioner. Nogle gange kan den være væk i månedsvis og man når at blive helt afslappet og det hele er smooth sails og Zoologisk Have, smukke øjeblikke og stolthed over at give sine børn en nogenlunde dejlig barndom. Men bedst som skuldrene har sænket sig, dukker den op ud af det blå og gør det igen umuligt at koncentrere sig.

Det er som om jeg har en lille skuffe jeg ka lukke op og kigge i hver gang jeg savner dig der gemmer jeg din mund når du ler gemmer dine øjne når du stille ser på mig og hvis der kommer nogen forbi der vil kigge med så smækker jeg nu hurtigt skuffen i jeg håber jeg blir bedre til at dele men lige nu vil jeg ha’ det hele

Hver gang vi blir nødt til at skilles snører det sig sammen snører det sig sammen indeni bare du skal hen og købe kaffe ka jeg bli så bange for det hele plusli er forbi jeg tænker på du kender mine hænder du kender dem og husker dem og ved hva de ka gi sådan har jeg altid længsel altid har jeg længsel indeni

Vi svæver rundt som små bitte kugler små bitte kugler i et stort og køligt rum trukket i af stærke kræfter skubbet til af barske vinde der blæser udenom og når to støder sammen i et glimt så drysser der lidt støv fra den ene på den andens kind som regel får det bare lov at sidde lige til der blæser en ny og kraftig vind

– Trille, Altid har jeg længsel, 1979.