Bla bla bla

Jeg er i irriterende godt humør for tiden. Kan ikke helt forklare hvorfor, men tror det er en følelse af at hvile på laurbærrene efter et utroligt intenst og inspireret år (uden at lyde alt for new age agtig, er jeg så den eneste, der kan mærke at Vandbærernes tidsalder er landet?)

Måske i kombination med at

• mine børn er blevet større og der derfor har været plads til at løfte blikket
• jeg har fået nyt arbejde
• LinkedIn ikke længere giver mig myrekryb. Til min store overraskelse får jeg forskellige jobtilbud for tiden, hvor jeg tænker “det lyder på en måde meget fedt”. Og dén position, har jeg altså aldrig være i før – tværtimod har jeg har følt mig så forkert i mit arbejdsliv og det har ikke været en skid nemt at skulle ind på arbejdsmarkedet, samtidig med at man skal lave en familie.

(Altså jeg er ikke på vej væk fra mit job, men det er bare rart at opdage, at det ikke længere føles som den eneste mulighed, at være hvor jeg er i dag).

Umiddelbart har jeg indtryk at 2021 for mange har været et wtf was that kinda år. Sådan har det også været for mig. Men slet ikke på en undervældende måde. Faktisk tror jeg det har været det mest transformerende år i mit voksenliv. Jeg aldrig været så inspireret og euforisk som i det år, der er gået. Jeg har skrevet og gået ture, været til astrolog (mindblowing) og opdaget ny litteratur og åbnet nye spirituelle døre (indrømmet, med større eller mindre grad af ironisk distance). Jeg har afleveret mit første manuskript til et forlag og fået virkelig opløftende kritik (altså …Og et afslag. Men et godt, opmuntrende og anerkendende afslag).

En anden formildende omstændighed er at det heller ikke føles som om min kæreste og jeg på daglig basis er på kanten af et skænderi eller sammenbrud (tak, parterapi). Og så er jeg blevet introduceret til, og har læst, bunkevis af bøger. Nævner et par yndlings fra årets læsning i flæng:

• Feministiske grafiske noveller: Liv Strömquists I’m every woman, Den er der ikke og Kundskabens frugt og Alison Bechdels Fun Home, Are you my mother (vidunderlig!) og The Secret to superhuman strength.
• Kompromisløse selvransagelser: Glenn Bechs Farskibet og alle 6 bind af Karl Ove Knausgaards Min Kamp. SÅ. Godt.
• Ulysses af James Joyce for faen! Min ultimative bog og ENDELIG fik jeg læst den – Og jeg havde virkelig mange gode oplevelser undervejs (godt hjulpet på vej af boomer-internettet aka James Joyce Selskabet)
• Derudover har Kvinde Kend din historie af Gry Jexen, A burst of light af Audre Lorde, Vi, de neutrale af Lovise Haj om strukturel undertrykkelse på tværs af sociale lag og tider også gjort kæmpe indtryk.

Tak for dig 2021. Og velkommen 2022 og Age of Aquarius. Nu river vi sgu det hele ned til vandlåsen:)

Først en disclaimer. Den her tekst er dobbeltmoralsk. Jeg har nemlig ikke selv kunne overskue andres holdninger til Sex And The Citys revival ‘And Just Like That’, der havde præmiere i går. Så beklager på forhånd, at jeg nu hælder en spand hundrede procent selvbestaltet Sex and The City ekspertise ud i hovedet på jer.

(Til gengæld er jeg totalt klar på at snakke om AJLT nu – enten i DM eller kommentarerne)

SPOILER ALERT! Jeg afslører handlingen i de nye AJLT afsnit i den her tekst. Der kommer endnu en alert inden, men for en sikkerheds skyld: Lad være med at læse videre, hvis du ikke vil vide hvad der sker i serien.

Første gang jeg mødte Carrie havde hun brun lipgloss og en koboltblå trøje på. Hun sidder på en kaffebar i sæson 1 og snakker med en ven. Det var dengang kaffelatternes skum flød som en kridthvid sky ovenpå kaffen og blev drukket af glas i kromstel. Jeg gik i 1. G og sad hjemme i sofaen på Gl. Hellebækvej og tænkte at sådan ville jeg også være, når jeg blev voksen.

Lige siden har Carrie, Miranda, Samantha og Charlotte (i den rækkefølge) været mine venner. De var med mig i 2003, da jeg købte “Kiss and Tell” i en bogforretning i New York. Og i 2007 da jeg lige var flyttet til Kolding for at studere og var så ensom, at jeg spiste alle mine følelser i form af kulhydrater. Og når jeg følte mig allermest alene (som var hver aften) tog jeg en DVD fra ‘The Shoebox’ og smed i min hvide, klistermærkefyldte mac, og så kravlede jeg i seng med computeren snurrende på maven. Den knitrende HBO-sne og et mol-ShhhhhhHUUUUUU efterfulgt af en liflig dur og Carrie i tylskørt: Da da da DAM da DAM da DAA da da DAM, da dam da daa da da dam. BE Ep de de de de DEW…. Ahh. Så vidste jeg, at de næste par timer ville jeg være et rart sted. Et sted hvor verden var sjov og nem.

Det er først i mine 30’ere jeg har forstået, at jeg jo ikke var alene på det kollegieværelse. Hvor mange har vi ikke ligget simultant i hver vores seng, i hver vores ørkesløse vandring gennem voksenlivets spæde skovbryn, og om natten har vi lænet os ind i vores fiktive storesøstres blomstrede silkekimonoer, lyserøde louboutins og konflikter der blev afblødt af et løftet øjenbryn (Carrie) en snappy oneliner (Samantha), skamløs kagespisning (Miranda – “And I ate the whole thing”) eller en “Do you think my hair is too shiney today”-replik (Charlotte –“That was the thing about Charlotte. Just when you were about to write her off as a Park Avenue…” …Okay, I forstår hvor jeg vil hen. That shit mattered for så mange af os. Og replikkerne har brændt sig ind i vores hjerter og vi kan alle sammen SE Samantha falde ned ad trappen når Smith siger “Just fucking hold my hand” for os, fordi vi KENDER Samantha og vi ved, at hun bare ikke gider holde i hånd).

Den første SATC film så jeg i biografen i Kolding i 2009. Vi var en flok 2. års studerende og vi tog bussen op til Kolding Storcenter i vores fedeste tøj. Jeg havde stilletter på og havde skrevet “You can take me out of Manhattan, but you can’t take me out of my shoes” med en sprittusch op ad mit ben. Miranda var flyttet til Brooklyn, jeg var flyttet til Kolding. Det var det samme.

Jeg har altid har foretrukket de mere upolerede tidlige sæsoner, med cigaretrøg, uredt hår og en styling der handlede mere om unikke vintagefund parret med en stinkende dyr Manolo, og mindre om de overdrevne head-to-toe designerskrud i de senere sæsoner.

Men jeg kunne alligevel godt overtales til at svælge i Aleksandr Petrovsky æstetikken der skyllede ind over særligt 6. sæson og som kulminerede med den overdrevne styling i sæsonafslutningen i Paris. Den samme “æstetik over realitet” købte jeg også ind på i første film som jeg kunne lide, fordi filmen, trods SATC evige privilegieblindhed, blev på sin egen banehalvdel. Selvom de fleste af os ude i virkeligheden efterhånden var begyndt at bekymre os om overforbrug og klimaforandringer, så var det ligesom okay i SATC The Movie 1, for filmen prøvede ikke at være politisk og Sex And the City var alligevel bare noget vi legede.

Men anden film. Åh. Mit hjerte. Jeg glemmer aldrig hvordan min veninde og jeg desillusionerede forlod biografsalen, flove over at have lagt øjne og ører til den. Vi skammede os hele vejen hjem! Så er en film fandme dårlig. Plotløs, skamløs og privilegieblindheden nåede nye højder. Jeg vil ikke gå i detaljer, for jeg ved at du også ved det (og trænger du til at krumme tæer over den igen, så læs et uddrag af kritikken på filmens Wikipedia her). No wonder Kim Cattrall ikke skulle nyde noget af at være med i en revival. Det var som om Samantha gik i stykker lige der, på det marked i Abu Dhabi(dooo!!! Ejmenaltså. Og så endda en Miranda-replik. Bare nej!). Nej, nej, og nej. Det var så trist.

Nogle gange skal man helt ned og bide i gulvtæppet før man kan rejse sig fra asken, og det var vist godt for alle, at Michael Patrick King og Co. lige blev 10 år i skammekrogen, inden de offentliggjorde planerne om ‘And Just Like That’.

(SPOILER ALERT – STOP MED AT LÆSE HVIS DU IKKE HAR SET AJLT!!)

I går så jeg første afsnit og i dag andet afsnit. Og hallo altså!

‘Hello, It’s Me’ og ‘Little Black Dress’

For at starte med det vigtigste først. Udseendet (det er jo SATC, for faen). Det er tydeligt at Patricia Field has flown the coop, som Carrie ville sige. Allerede fra første scene, synes jeg at tøjet taler ned til mig, i al dets pomp og pragt. Jeg har simpelthen ikke brug for Monies gigantiske cable chain necklase til at eksplodere ud over kjolen på Charlottes nye girl crush, Lisa Todd Wexley, for at forstå at hun er Park Avenues svar på Jeanne D’arc. Og Carries hat og Charlottes nyindkøbte Oscar De La Renta kjoler …åh nej, altså. Jeg savner Patricia!

Måske er det også fordi tøjet på en måde bliver et symptom på det, der sker, særligt (og ærgeligt for serien) i de første par scener, hvor jeg føler mig gevaldigt undervurderet pga. en unødvendig overkarikatur; Det er som om de tror, vi slet ikke kender karaktererne, og derfor skal have deres personlighed ind med en sølvske.

Carrie, stop med at JUBLE over at du får en freaking bord. We get it. It’s New York, og I spiser på fancy steder. Chill.

OK fair nok. Vi har ikke set dem i 10 år og a lot of shit went down in this place, attention must be paid – TADA and TADAA (Åh nej, nu savner jeg endnu mere Samantha) og vi skal lynhurtigt forstå at Charlotte er flyttet delvist ind i en filler-klinik (No offence Kristin Davis) og at hun ikke vil blive gammel, at Miranda er gået fra at være arbejdsnarkoman til at være retfærdighedsnarkoman og wannabe filantrop (med et alkoholproblem? Hyggeligt at hun lige får sig et glas vin på Scout Bar – for det er da den, er det ikke? – bare ikke så hyggeligt at klokken er 10 om formiddagen)… Vi skal også forstå at Carrie er gået fra at være 1990’ernes ‘Miss Sex and The City’ til at være 2020’ernes ‘Mrs. Silence and The City’, da hun ikke tør tale åbent om sex, i det woke podcaststudie (og vi ser også at hun efterfølgende forsøger at overvinde sin snerpethed ved at bede sin mand, om at …onanere foran hende? Undskyld, men what? Do your own homework, girl!)

Men dog point til Carrie for stadigvæk at have sin selvironi med sig, da podcastværten Che Diaz ikke kender Barneys, “Now THAT is offensive”. Lol og hyggeligt. Det klæder Carrie når hun godt selv ved, at hun er et overforbrugende mærkedyr.

Vigtigst af alt skal vi se at Carrie og Big er så lykkelige, at det KUN er fordi at Chris Noth og Sarah’s on-screen kemi er ligeså nice og kærlig og jovial, som den altid har været, at jeg lader dem have their fun. Jeg elsker dem sgu. Og hvis nogen må bo svinedyrt og spise perfekt saltet laks og asparges, mens de hører gamle LP’er så er det Mr. Big og Carrie (Nope. It’s not tacky. It’s classic.)

Når alt det negative er sagt. Så kan jeg godt lide seriens anslag og præmis. Jeg kan faktisk lide at se Miranda på glatis til hendes første time på hendes jurahold, selvom det er utroligt tåkrummende. Og Heureka! Lad os lige snakke om at nogen endelig har bragt serien ind i 2021 og givet nonbinære og farvede karakterer bærende roller. End-e.lig. Det er en svær opgave serien giver sig selv, og derfor bærer jeg også over med tåkrumning og forhastede karakteropbygninger, fordi karaktererne til gengæld endelig skal bakse med at se sig selv i øjnene og tage den medicin som ALLE har skreget på, efter Filmen Fra Helvede i 2010. Og det er en nødvendig udvikling, hvis jeg ikke skal hoppe tilbage til 90’ernes bløde uskyld og gense 2. sæsons Take Me Out to the Ballgame for 117. gang.

(KÆMPE SPOILER ALERT)

And Just Like That fik ‘And Just Like That’ en meget voksen og klædelig klang

And just like that Mr. Big died. 

Vi slutter første afsnit af med at forstå at ‘And Just Like That’ ikke kun handler om at erkende hverdagens små aha-oplevelser belejligt wrapped up in a bow i klummeformat. Det kan også handle om hvor hurtigt en livsomvæltning kan ske. F.eks. hvor ekstremt hurtigt dem man elsker kan dø.

Hele crescendoet, med Lilys klaverkoncert krydsklippet med Mr. Big på træningscyklen, mindede mig om det jeg elsker allermest ved SATC. Den visuelle poesi (som er blevet hverdagskost for os i dag, men som dengang i 4. sæson med closeups af syrener og vand, der drypper fra en knust vase var ret nyt i serier) kombineret med en dybde og alvorlighed, som vi ikke har set skyggen af, siden Samanthas kemoforløb og Charlottes fertilitetsbehandling. Velkommen, Sorg, til SATC. Og tak fordi du kiggede forbi. Jeg græd hele vejen igennem andet afsnit. I 41 stive minutter strømmede tårene ned ad mine kinder. Det var utrolig rart og forløsende oven på SATC The Movie 1 og 2 og første halvdel af 1. afsnit And Just Like That’s overgearede, overlykkelige og overstylede prinsesseverden. Jeg VED I har dybde og mørke i jer. Og jeg glæder mig til at se mere af dét den 16. december.

R.I.P. Mr. Big. Og tak for alt.

Først prøvede jeg at skrive noget om hvor overvurderet det er, at holde efterårsferie med sin familie, i et sommerhus, i regnvejr. Om hvordan stemningen til sidst blev så elendig, at nogen flygtede ind til byen, hvor den brugte halvandet døgn på at genfinde sin hvilepuls.

Så prøvede jeg at skrive om hvor heeeelt normalt ovenstående, ifølge flere af vores venner og naboer, tilsyneladende er. Den ene halvdel af mig er glad for ikke at være alene. Den anden halvdel forstår ikke, hvorfor alle ikke blir skilt. Og hvordan er det overhovedet meningen at man skal være et ordentligt familiemedlem, når man flere gange dagligt har instinktivt lyst til at råbe højt ind i sit køleskab?

Men så er der også lav efterårssol under trækroner, flinke cyklister på cykelstien og halvrådne græskar med lys i, fødder der finder vej til hinanden under tæppet og små, søde monstre i opgangene. Intet er enten eller. Alt er det hele på samme tid.

Jeg har prøvet at skrive i en uge, men hver eneste aften går jeg i stå efter to ord. Jeg kan åbenbart kun finde ud af at ligge og glo ind i en tv-serie. Efterår, mørke og en evighedspandemi er krøbet ind under huden og jeg er træt som aldrig før. Jeg kan ikke engang færdiggøre den her sætning. Og vi har kun lige møsset november på kinden… (nynner sagte) Om et halvt år er det forårsjævndøgn, der er længe, længe til.

Det er Søndag aften og jeg har lige spist en halv pose chips med dip og da chipsstykkerne til sidst var så små at de ikke længere kunne fange dippen, skiftede jeg taktik og tog skiftesvis en håndfuld chipskrymmel ind i munden og kørte min finger rundt i creme fraiche emballagen. Og så sad jeg der og spiste min tomhed i form af kalorier. Sådan en dag har det været.

Det er  halvandet år siden jeg sidst har skrevet herinde. Hej! Læser I stadigvæk blogs? Eller skriver jeg ud i et tomrum? Jeg har i hvert fald savnet jer. Og savnet at skrive let og uforceret, som jeg kan når jeg skriver her. Engang imellem har jeg været herinde for at læse kommentarsporene, som en mental sutteklud, når verden har været hård og jeg har haft problemer med at skrive, trække vejret eller hænge sammen. Særligt én læsers kommentarer har løftet mig og fået mig til at føle mig… Hmmm.. Hvis ikke ligefrem forelsket i at verden og I findes, så i hvert fald fortrøstningsfuld. I findes også derude. Vi findes alle sammen. Det har jeg brug for at trøste mig ved, særligt lige for tiden, hvor murerne i vores lejlighed synes at vælte ned over hovederne på os og udlængslens sirener er blevet til en hysterisk, insisterende lyd i rummene, som en konstant brummen fra et køleskab.

Trille skrev “Altid har jeg længsel” og måske har jeg det også sådan. Måske er det bare noget nogen af os har, ligesom humor, angst og depressioner. Nogle gange kan den være væk i månedsvis og man når at blive helt afslappet og det hele er smooth sails og Zoologisk Have, smukke øjeblikke og stolthed over at give sine børn en nogenlunde dejlig barndom. Men bedst som skuldrene har sænket sig, dukker den op ud af det blå og gør det igen umuligt at koncentrere sig.

Det er som om jeg har en lille skuffe jeg ka lukke op og kigge i hver gang jeg savner dig der gemmer jeg din mund når du ler gemmer dine øjne når du stille ser på mig og hvis der kommer nogen forbi der vil kigge med så smækker jeg nu hurtigt skuffen i jeg håber jeg blir bedre til at dele men lige nu vil jeg ha’ det hele

Hver gang vi blir nødt til at skilles snører det sig sammen snører det sig sammen indeni bare du skal hen og købe kaffe ka jeg bli så bange for det hele plusli er forbi jeg tænker på du kender mine hænder du kender dem og husker dem og ved hva de ka gi sådan har jeg altid længsel altid har jeg længsel indeni

Vi svæver rundt som små bitte kugler små bitte kugler i et stort og køligt rum trukket i af stærke kræfter skubbet til af barske vinde der blæser udenom og når to støder sammen i et glimt så drysser der lidt støv fra den ene på den andens kind som regel får det bare lov at sidde lige til der blæser en ny og kraftig vind

– Trille, Altid har jeg længsel, 1979.

Jeg sidder foran en brændeovn i Liseleje og burde virkelig gå i seng. Virkelig fordi jeg er alene hjemme med to børn med feber og hoste og klokken er 1.42. Men så igen. Ild i pejsen, et juletræ med lyskæder og fred og ro. Den er svær at slå, med noget så fattigt som søvn.

Julen er kommet og den er gået. Vi havde huset fyldt af min familie og alt var dejligt. Min søster fik mandlen og jeg spiste portobellosvampe og smørstegte asparges med brunede kartofler og rødkål til aftensmad (og lidt andesovs. Fordi andesovs og noget med Rom og ikke at blive bygget på en dag ).

Vi har set Alene Hjemme 2 to gange, Tarzan Mama Mia en gang og Paw Patrol en million og firehundredesyvogtrestusinde gange. Spist brunkager, været til gode julefrokoster, spillet os midt over i brætspil og all that jazz og nu er jeg faktisk ved at være klar til 2020. Jeg har ingen nytårsforsætter, udover måske, at prøve at skyde det nye dekade ind, med at være mere mig selv og mindre alt det, jeg tror alle andre bedre vil kunne lide.

Hvad skal I (ikke) gøre i det nye år?

I morgen er det tre år vi blev gift. Tre år siden Otto storsparkede i min mave, mens vi sagde “I do” for bagefter at sejle en iskold tur rundt om Frihedsgudinden. Tre år, et barn, en bil, et sommerhus og et arbejde senere er jeg …helt ærligt bare så træt. Og ikke en særlig god version af mig selv. Jeg ved godt at det er nu, man skal kæmpe, slibe kanter og hænge i med næb og klør. Tænke på børnene, huske det store perspektiv, og glemme sig selv. Men hvor er det hårdt (og white privilige, don’t even say it) at sidde som uopvredne karklude og parallelspor, ved siden af hinanden uden overskud til at finde ind til hinanden.

Jeg er et rodehoved, har ingen grandiøse planer, ambitioner eller forkromede 2020 mål. Det eneste jeg virkelig er sikker, sikker, sikker på er, at jeg vil være den bedste mor som muligt og insistere på retten til at være åben og give og få kærlighed. Lyse på det svære, mens det er svært og i dette lille mikrokosmos, prøve at italesætte noget der er så komplekst for mig, at det er svært at skrive om.

Dagene flyver om ørene på mig, måneder blir til år og for tiden har jeg har en mærkelig følelse af retningsløshed. Som om mit indre kompas er gået i stykker. Måske er det en naturlig reaktion på at have opnået alt det jeg troede man skulle, for at nå i mål, for så at finde ud af at målet ikke findes. At vi bare kører på en motorvej af madkasser og at målstregen er en stiplet bil i horisonten. At målet flytter med. Dét mål, der før var en familie, blir til et hus, til en bil, en tilbygning, et job, endnu et barn.. Evolution: Smart koncept, hvis man vil overtage en planet. Op ad bakke, hvis man bare trænger til lidt ro.

Måske er der to slags mennesker. Dem der bærer et mål i sig selv, og dem der altid jager en målstreg udenfor. Måske er vi alle tvivlende væsener, men med forskellige grader af ro og rastløshed. Eller måske glemmer man bare evnen til at mærke sig selv, når man bruger al sin vågne tid på at imødekomme andres behov.

Jeg ved det ikke. Men jeg ved, der er en integritet gemt inde i mig et sted. Jeg kan bare ikke lige huske, hvor jeg fik den lagt.

– Er vi i Liseleje. Sommerhus er ekstra tiltrængt denne gang.

– Er det edderrøwme blevet mørkt. November, mand. Gets me every year.

– Synger vi julesange til godnatsange nu. I dag har vi lavet juledekorationer (kæmpe flop by the way! Kæææft, jeg var træt af mig selv og min familie, i de 30 min det stod på, og INGEN gad deltage).

– Tændte vi det gigantiske kalenderlys for første gang i dag, så vi slipper for at holde juleaften ved d. 14. ligesom sidste år. Det er åbenbart så meget, vi får familiehygget i løbet af december.

– Er det bare ikke ok at et kalenderlys skal give mig dårlig samvittighed på familiefronten. Not today, satan!

– Er jeg helt vild med The Morning Show på Apple Tv. Jennifer Aniston og Reese Witherspoon i genial kombi.

– Har de der streamingtjenester ti minutter til at tage sig seriøst sammen og finde en fælles løsning, så man slipper for at betale til 500 forskellige networks.

– Synes jeg ‘Driving Home For Christmas’ er en totalt overvurderet julesang.

– Elsker jeg til gengæld It’s hard to be a nissemand. Små hjerner små glæder.

– Skal I altså huske at sætte kryds i kalenderen d. 18. Januar kl. 21.30 til min fødselsdag. Yes. I kommer med, ikke?

– Har jeg lige opdaget at Times Up Vintage har en onlineshop og har nu købetitis i hele min krop.

– Skal vi for første gang hoste en juleaften for min familie hos os i år. Vi skal være her i sommerhuset, hvilket kan gå galt på en milliard måder.

– Juletræer! Hvad stiller vi op? Gir det mening at købe et i potte, som man kan bruge igen til næste år eller kan det overhovedet trives (uden samtidig at vokse for meget) i en potte? Ved nogen noget, jeg endnu ikke ved? I må meget gerne kaste jeres grønne guldkorn i kommentarsporet. Tak!

– Har jeg lige løbet min første tur i fem(!) år. Det var ufatteligt dejligt og jeg håber virkelig, at der ikke går endnu fem, år før min næste tur. Og – braggingalarm – 5 km på 30 min. Undskyld mig, men mine ben er for seje! Og min hofte fuckede ikke op som ellers er noget af det, jeg har været allermest bange for.

– Kan jeg konstatere at jeg har nul impulskontrol, når det kommer til popkorn. Og taffelchips. Zero. Måske meget godt med det der løb, alligevel.

– er Otto big time i handymandsfasen og elsker alt med skrue og hammer. Derfor har han i dag – naturligvis – døbt vores naboby heroppe: Frederiksværktøj❤️

– Failede jeg hårdt min venindes SATC referance, forleden (havde fuldstændig svedt den rabbiner, Charlotte har sex med i første sæson, ud. Pinligt!). I ren og skær flovhed, er jeg nu startet forfra: Skippers “Website Creator Hopeless Romantic” introduktion, Samanthas extensions. Skippers kaffe latte. Carries brune lipgloss. Og hendes kæmpe grå pc(!). Og hendes grimme fivelight gulvlampe. UHM! Den pilot har sgu også sin helt egen, mærkelige charme.

– Kedede jeg mig så meget, da jeg puttede børnene her i aftes, at jeg kom til at poste et billede på Instagram. Guess I’m back!

– Lidt over et år uden Instagram – det var åbenbart, hvad det kunne blive til. Den korte version af det, jeg indså i går da jeg sad og scrollede samtlige kommentarspor inde i FB-gruppen Svampeliv igennem: Summen af mine laster er total. Nu glæder jeg mig til færre svampegruppe-tråde og flere venner. Og forhåbentligt at bekræfte mig selv i, at jeg godt kan holde mine fede pølsefingre fra de profiler, som er giftige for min infantile selvtillid.

– Er de bønner Kurt og jeg plantede i vindueskarmen blevet til ægte, kæmpe planter. Bare hvide bønner i blød og så i jord og så boom!

– Købte jeg billetter til Kashmirs koncert 29. maj i forgårs (de røg på 20 minutter!) og har nu både Björk, Hot Chip og Kashmir i koncertkalenderen, det næste halve år. Det føles fandme godt.

– Hørte jeg en megasej keynotespeaker ude i DR helt køligt sige om sig selv, at hun ikke er en powerpointpige. Jeg har altid haft en mærkelig forestilling om, at for at være sej, krea og iværkish, så  skulle man være helt hjemme i keynote og powerpoint, og det er jeg ved Gud (heller) ikke. Så nu siger jeg det også højt: Jeg er bare ikke en powerpointpige. Ah!

– Mødte jeg min ekskæreste i metroen i går. Med megasød baby og megasød kæreste. Gik direkte ind i tre dørkarme/skabslåger da jeg kom hjem. Seriøst, altså. Ekskærester: Når universet lige skal have griner på.

– Hader, hader, hader jeg at lave kastanjedyr.

– Er Ratatouille kommet på HBO! Resultat: Mor og far sidder tryllebundet til skærmen, mens ungerne splitter hele stuen ad. Shit, hvor jeg elsker den film.

– Kommer vi alt, alt for lidt op i vores sommerhus for tiden. Det er  derfor jeg f.eks. ikke har lavet en Haven Rundt for september. Vi var der ikke 🙁 Øv.

– Er Kurt startet til svømning og skal om lidt begynde til fodbold. Og Otto skal gå til Tigertræning. Let the games begin.

Forleden kunne jeg endelig hente mit helt nye klaver. Efter fire måneders leveringstid (but who’s counting) slæbte jeg høj på adrenalin, et elektrisk klaver på ladcykel hele vejen fra pakkeshoppen, hjem til Gammelholm og op på 4. sal. Og jeg kan sgu ikke styre min begejstring over det! Hvorfor blev jeg 34 år før jeg fik købt mig et klaver?! Jeg har spillet og spillet hver eneste aften og er fuldstændig hooked – Det lyder ikke som sådan godt, men for første gang siden jeg som attenårig sad hjemme i Helsingør og hamrede løs på tangenterne, kommer der nu akkorder ud af mine hænder og det sender mig lige afsted  tilbage til den der zenagtige tilstand af bare og sidde og jamme uden noget rigtigt formål. Fordi det er elektrisk, kan man skrue helt ned for lyden og dermed er det ikke så enten-eller at spille, hvor man på et almindeligt klaver godt kan føle lidt, at nu skal man underholde et helt hus. Så fra nu af har jeg tænkt mig bare at sidde helt selvhøjtidelig hver eneste aften og jage min stress på flugt og føle mig som Tori Amos. Jeg har sagt det før, men nu siger jeg det igen: Hobbyer for the motherfucking win.

I dag skinner solen og vi nyder en lejlighedsdag – og den første weekend inde i byen længe. I går var jeg ude og drikke øl med min søster (som har en fem måneder gammel baby, så det var tiltrængt) og i dag har jeg ordnet mit klædeskab (der – ligesom mig – har ret stabil cyklus, hvor det med en måneds mellemrum får kæmpe PMS og eksploderer ud over det hele), bagt boller, spillet klaver, set et par nye afsnit af Working Moms og sået bønner med Kurt. For tiden er han er meget optaget af planter og madlavning og efter to år med biler, er det en ny retning jeg virkelig godt gider bidrage til.

Om lidt kommer min søster og hendes mand og børn og så skal jeg bade i havnen og spise pizza, softice, koldskål og chips med virkelig meget cremefraiche. Jeg har nemlig lige tilmeldt mig Veganerudfordringen og skal derfor garanteret faile hundrede gange i mit forsøg på at spise vegansk hele september måned. Det blir ret spændende. Og ret svært. Jeg havde faktisk været vegetar i to år da jeg mødte Niklas, men så kom kødpigen op i mig igen og børn og blablablah… NU er det tid til at jeg giver mig selv lov til at finde lidt tilbage til planterne igen.

Wish me luck.