Browsing Category

Det er ikke altid kønt

Arbejdsliv, Det (mor)somme liv

Netto, we have a problem.

Jeg gik max kold i Netto i dag. Er way past at tage hjelmen af når jeg handler – er mere blevet sådan en art working mombie der går rundt klokken 16.45 med tomme øjne, refleksvest(!), løbepandebånd og cykelhjelm og trawler hhv hjernebark og grøntafdeling for billige retter (spidskål og kokosmælk.. ville dét kunne noget?)

På vej forbi Fields med cykelkurven fuld af ØGO, ringede jeg til min mor og brækkede min ængstelse ud over hende. Og hun lyttede og jeg tænkte at jeg er heldig at have en mor. Og endda en, der gider lytte.

Jeg er splittet mellem at have kæmpe optur over fast pension, sygesikring, sikkerhed og alt muligt andet I-landsagtigt. Og samtidig føle at prisen jeg betaler – evig dårlig samvittighed – er for høj.

Alle jer der har børn. Jeg har aldrig forstået hvad I mente, når I snakkede om dårlig samvittighed. I get it now.

Antal gange jeg har haft dårlig samvittighed i dag:

Kl. 7.30, da jeg blev så sur på mit trods-alderramte barn at jeg slæbte ham ned fra 4. sal halvt hængende i armene. Det må man sgu ikke. Uanset hvor lidt samarbejdsvillig den er. Græd lidt mens jeg cyklede ham til udflytterbussen.

Kl. 9.20, da jeg efter 2 afleveringer, et cykelskift og en cykeltur til Sydhavnen endelig landede på mit arbejde. Alt for sent.

Kl. 16.30, da jeg kørte fra mit arbejde. Alt for tidligt i forhold til mine kollegaer som stadigvæk knoklede på en vigtig deadline.

Kl. 16.45 i Netto – nu den mærkelige loose-loose kombination af dårlig samvittighed over dels at være gået for tidligt fra sit arbejde og dels at være kommet for sent afsted fra sit arbejde. I. Give. Up.

I min rosenrøde forestilling om gamle dage, ser jeg for mig, at nok var det hårdt og tungen lige i munden. Men i det mindste slap man(d) for den dårlige samvittighed. Når man(d) kørte hjem fra arbejde, vidste man(d), at det var a-okay, at komme sent hjem. Måske ligefrem værdsat og respektfuldt, at man(d) sådan havde knoklet i det. En provider, der ‘brings home the bacon’.

Hvorfor har jeg det ikke sådan? Hvor fanden er min stolthed? Og mit selvværd som udearbejdende mor?

Hvorfor går jeg rundt i Netto som en rødmosset Jeanne D’Arc. Helt martyr. Hvad er det, jeg gør forkert, siden jeg altid halser rundt og alligevel kun når det hele halvt?

Jeg forstår det ikke. Hvis nogen har nummeret på Don Draper, så send det gerne. Tror han ku lære mig et og andet.

Kh Ida ved tremmerne

Arbejdsliv

Sæsonernes happy end

Hverdagene suser afsted om ørene på mig og det er slet ikke til at forstå at det i dag præcis er 1 år siden, jeg kom tilbage fra barsel med Otto, som på det tidspunkt var småbitte 8 måneder. Det er et år siden jeg startede på et arbejde jeg, trods ups, downs, stress og en ret stejl læringskurve, efterhånden godt tør sige højt at jeg faktisk elsker. Vildt nok.

På opfordring fra min stresscoach (seriøst. Alene det ord er da lige til at få stress af – nyt ord! Stressrådgiver) læser jeg en bog der handler om overgangen fra studie- og arbejdsliv, og selvom det efterhånden er 5 år siden, jeg blev færdig, så giver den rigtig god mening – for mig i hvert fald. Fordi min første periode på arbejdsmarkedet var så præget af korte ansættelser (den længste var 13 mrd) – bevares – og 2 barsler, noget efteruddannelse, en modelkarriere og en hella masse timer i en frivillig fagforening, har jeg ikke rigtig oplevet den omvæltning det er, at blive og være en fast del af en arbejdsplads. Og på en helt anden måde være med til at drive projekter, balancere sin tid og prioritere opgaver. Især det sidste har fanneme været en øjenåbner. Det der med at være det du gør, og ikke det du potentielt kan.

Men jeg synes faktisk – uden at det skal lyde alt for rosenrødt – at jeg er ved at være landet nogenlunde på fødderne – også i accepten af, at det er nogle andre, der løber med de bedste timer med mine børn. For det første fordi de (mine børn, altså) altid er glade når jeg henter dem, og for det andet fordi jeg ved at jeg ville visne, hvis jeg skulle gå hjemme med dem. Det er okay, fordi det er det værd. Og jeg elsker de timer vi har sammen fra jeg henter dem, til de falder i søvn ved siden af mig, som nu hvor jeg sidder i mørket og lytter til de tunge åndedræt (for nej. Jeg har stadigvæk ikke lært, hvordan man putter uden at sidde inde hos sine unger i halvanden time hver aften..). I dag cyklede jeg hjem ad en julestrålende Store Kongensgade med to glade unger, stoppede på Kgs Nytorv og kiggede på D’Angleterres overgearede juleudsmykning. Så tømte Otto og jeg en parmesanbod for smagsprøver inden vi cyklede det sidste stykke langs Nyhavn og forbi Charlottenborg hjem. På en helt almindelig mandag. Og undskyld jeg så skamløst blærer mig i disse Kbh’ske boligprisekrisetider, men helt seriøst. Jeg er så gode venner med min by for tiden.

Forøvrigt er min 3-årige cirka lige så bange for nisser som han er for Rasmus Klump, så i eftermiddags blev jeg nødt til at fortælle ham, at det er mor som er Nissen. Helt lettet, som om universet pludselig gav mening igen, snøftede han “..Er det..?”. Yes sir. Så nu har jeg lige pillet alle nisserne ned, så Kurt igen kan være i vores stue og julehverdagen for alvor kan sænke sig.

Glædelig december❤️

Arbejdsliv

Meanwhile i Lissabon: Hurtigt hej fra Websummit 2018

Jeg er taget på en stille og rolig 70.000 menneskers tech konference med mit arbejde, så hvis her er stille for tiden er det bare fordi jeg har travlt med at terpe buzzwords og mingle med Google.

Hvis DHL løbet i Kbh er Roskilde Festival der møder Djøf, så er Websummit Roskilde Festival der møder Silicon Valley. Det er virkelig spændende og smækfyldt med klistermærker og klichéer. Så jeg får lige justeret mit bullshitfilter, tøjlet min fomo og så prøver jeg at holde igen med merchandise, jeg ikke har brug for.

Om lidt er klokken 16.00 og så tror jeg nok det var tid til portvin, øl og fyraften her i teknoland.

Undskyld mig lige mens jeg indhenter 200 års barsel.

Vi ses på Fredag.

You and your pink sky

Arbejdsliv, Familieliv

Hvordan det går med min work life blablabalance? Fremad.

Livet river og flår i mig fra alle sider og aldrig har det føltes mere skitzofrent: Den ene time er jeg i himlen – både på job, derhjemme og midt i mellem, når jeg kører (råddent – yup, thats me – undskyld) gennem byen med podcast i ørerne og sol i hovedet. Og helt ud af det blå kommer stresstankerne flyvende som sorte krager i horisonten. Men der sket et par ting, som gør at jeg føler, at det fortjener et blogindlæg. For det er som om at jeg er blevet en lille bitte smule bedre til at adskille følelsen af stress fra det som er mig.

På et lavpraktisk plan, føler jeg at jeg endelig har lært at jeg ikke kan give 100% til mit arbejde. Det betyder bla. at jeg (næsten) ikke længere ænser min arbejdstelefon, når ikke jeg er på arbejde. Hvilket er ret præcist fra kl. 16 og frem til 8-9-tiden næste dag. Jeg skænker heller ikke mit arbejde alt for mange tanker når jeg har fri, selvom det kan være svært at overholde. Og endnu vigtigere: Jeg har ikke længere dårlig samvittighed over at give slip på det. Længe troede jeg at det var det “rigtige”, entrepenante krea-mindset lige at sidde et par timer når børnene var lagt. Det lyder bare sejt, ik? “Så kan jeg bare lige fyre et par timer af, og rigtig nå til bunds i de mange vigtige præs…” NEJ! Nej. Nej. Nej. Jeg nægter. N.æ.g.t.e.r. Jeg vil holde fri og rydde op og lege og vaske tøj og ligge i ske med min mand og lave mad og læse og skrive og have overskud til ikke at være en lille, vissen kælling overfor dem jeg faktisk elsker. Og jeg nægter at have dårlig samvittighed over det mere.

Og så har jeg været ret åben overfor min leder omkring at jeg nok er lidt i skudlinjen for at få stress. Det har også været rart bare at få det ud i æteren, og blive mødt af forståelse. Sidst men ikke mindst har jeg været til stresscoach. Ja, sgu. En læser, som er ved at færdiggøre sin efteruddannelse i den slags, skrev for et par måneder siden og tilbød mig et par timer hos hende, og jeg takkede et kæmpemæssigt ja. Jeg har kun været hos hende en enkelt gang, men det var simpelthen så fint og inspirerende. Og det har bla. ført til at jeg nu er begyndt at føre en ‘bullet journal’ (som jeg ikke anede hvad er, men hvis man googler det, er det jo kæmpestort). Det går kort sagt ud på at have en familiebog med ugeplan, overblik, minder, ønsker og huskelister i een stor, semiorganiseret pærevælling. Og det fungerer skidegodt! Jeg får faktisk ro i maven over at der ikke er nogle uforudsete hændelser i løbet af ugen, at jeg ved hvad vi skal have at spise på Torsdag, hvad Niklas skal Lørdag osv, osv. Og når ugen er gået skal jeg så notere hvor i løbet af ugen der var kærlighed med børnene (hjerte), øer af ro med mig selv (peacetegn) og kærestetid med min mand (stjerne). So far, so genialos!

Jeg har også fået forbud mod at fremleje vores lejlighed på air bnb, indtil der er mere ro i overetagen hos mig.

Så altså. Små, vigtige skridt.

Dybest set ved jeg jo godt at jeg ikke vil egne mig som hjemmegående fuldtidsmor, selvom jeg ofte blir forelsket i tanken og drømmer om alle de Louisianature og legegrupper og familiebesøg vi ville praktisere (lol). Men jeg kan også mærke at jeg bliver glad af at gå på arbejde. Og jeg kan slet ikke forestille mig at skulle være sammen med mine børn på fuldtid (er det egentlig lidt trist?). Jeg tror vi ville dø af kedsomhed og at de ville savne deres venner fra børnehaven. Så ind til den gyldne mellemvej kommer dumpende i form af borgerløn, 20 timers arbejdsuger og børnehjørner på samtlige arbejdspladser, så går jeg altså lige på arbejde 8 timer i døgnet; Holder (ægte og uden skyld) fri med mine børn i 8 timer; Og sover i 8.

Det er da også en slags balance, ikke?

Det er ikke altid kønt

Et par betragtninger fra en IG junkie på afvænning (igen)

I dag er det en uge siden jeg slettede min Instagram app (ryste, ryste og samtidig flov, flov over hvor helt igennem kikset det her indlæg kommer til at blive). Ligesom ethvert bad relationship, er det især vanen der er svær at give slip på. Jeg har f.eks ikke tal på hvor mange gange, jeg er gået ind på den app, som nu sidder hvor IG plejede at sidde. Mine fingre gør det helt automatisk flere gange dagligt

I dag hentede jeg IG appen tilbage og havde den et par timer. Det var sgu rimelig sex with an ex agtigt: Skulle bare lige prøve det og se hvordan det ville være. Jeg skrev en opdatering og ændrede min profiltekst. Sygt, men jeg havde åbenbart behov for at IG – min ex lover – lige fik en ordentlig begrundelse, i stedet for at jeg bare skred uden i det mindste at fortælle hvorfor. “It’s not you, it’s me”.

Jeg overkompenserer stadigvæk lidt på facebook (hurtig betragtning: Vores forældre holder jo mayhem derovre! Gud, hvor er der kommet mange videoer: Min MOR lægger gif-selfies på stories og jeg er seriøst i tvivl om hun gør det med vilje – og så lever de der “kopier denne tekst og tag mig og del det, så vi rigtig kan snyde facebook algoritmen” til min store overraskelse, stadigvæk). Men Facebook giver mig slet ikke samme endorfin kick, så jeg er ikke så bekymret for at det kommet til at tage overhånd.

Men hold kæft, hvor jeg savner det. IG. Især likes’ne – de små lækre, limbiske skiderikssukkerknalder.

Her må man forøvrigt gerne grine hånligt af min manglende rygrad og at jeg gang på gang skriver om det her. Jeg tror bare jeg havde brug for at rapportere lidt fra processen – Om ikke andet så for mig selv, eller for mine børn, til når de engang er store nok til at bladre sig igennem den her blog (oh gru). Så vil de sidde der med deres hyperintelligente 100% usynlige, skærmfrie internet 4.0 og grine af deres forældres forældede hjerner, dengang i 2018.

Desuden har amerikanske ‘Quit Smoking’ blogs og sider gjort det ret godt for mig. Og når jeg ikke føler mig helt åndssvagt ynkelig over ikke at kunne styre mit misbrug, så føler jeg mig lidt sej for i det mindste at stå af. Og selvom jeg ikke aner om jeg om en måned kommer kravlende tilbage, så tror jeg det faktisk ikke.

Ting jeg kommer til at savne:

– at følge med i mine venners (og blogger-venners) liv

– at følge med i profiler som gør mig klogere på virkelig underholdende måder (fx. everyoutfitsatc).

– at få likes

Ting jeg ikke kommer til at savne:

– at stå og glo ned i IG hvert 5. minut mens mine børn er vågne

– at ligge og junke fremmedes profiler lige inden jeg skal sove

– at glemme at alle profiler er koreograferet og komme til at tro at folk faktisk lever sådan og i direkte forlængelse, få det sygt dårligt med mit eget liv.

Som min søster skrev: Det er ligesom et bad relationship. Det tager mere end det giver. Ja.

Dét skal jeg lige huske, der om 2 uger når jeg har lyst til at instagramme the shit ud af mit efterårsgyldne sommerhus og bliver opdateret på hvad alle I mennesker har gang i. For jeg kan ikke styre det.

It’s not you, it’s me.

Slidgigt

5 år med en kunstig hofte: en slags midtvejsevaluering

(Advarsel: indlægget indeholder billeder af ar (og min røv)).

Jeg har længe ville evaluere lidt på hvordan det har været at have en kunstig hofte.

Tilbage i 2013 tog jeg nemlig, som 28-årig, et ufrivilligt jump to lightspeed i livets gang; Efter 2 år med smertestillende piller og krykker på daglig basis, gav jeg op i kampen mod de sindssygt store smerter (jeg vil hellere føde igen) som svær slidgigt medfører. Continue Reading

Ugens stener

Ugens stener

Mig når

– kl er blevet 21.

– jeg ser Westworld 2. Tror bare det er systemet der lukker ned. Kan ikke klare mere uhygge når virkeligheden i forvejen er så scary.

– jeg læser WA artikler. Jeg savner min før-internet hjerne.

– jeg har fået 2 glas vin.

– Niklas vækker mig kl. 2.30 og påstår at det er min tur til at gå ind til drengene (som sover på samme værelse og derfor vækker hinanden.. Zzz).

– jeg læser reglerne til brætspil. Jeg. Kan. Ikke.

– Kurt *kun* vil se Gurli Gris. Igen.

– det tager over 20 min at finde en parkeringsplads. Damn you indre Kbh.

Arbejdsliv, Familieliv

På vej til Nordjylland

Jeg sidder på gode gamle E20. Bilen er proppet med semiglade vuggestuebørn, sandkage og al det obligatoriske børnefamilieragelse som man slæber med, når man skal til konfirmation i Nordjylland.

Der sker mange gode ting på mit arbejde og i dag har jeg fløjet rundt. Indimellem føler jeg, at jeg er ægte god til mit job. De dage kommer der flere og flere af – Det er sgu fedt.

Arbejde. Det stjæler de vigtigste dagstimer fra ens familie, så det skal godt nok være dét værd. Det synes jeg heldigvis at det er. Og når jeg engang imellem kommer til at længes efter det hjemmegående barselsliv, skal jeg bare scrolle lidt tilbage på bloggen her og læse fx det her indlæg. Eller det her. Seriøst. Jeg ville jo være elendig til at være hjemmegående. Jeg glemmer det bare.

Men nu, NU har vi sgu fri. Og det slår mig at mit liv officielt er blevet den TV2 kliché jeg frygtede i gymnasiet. Den gode nyhed er at det ikke er helt så slemt, som jeg troede det ville være. Tværtimod.

På fredag har jeg fri

(Tekst: Steffen Brandt)

Hey, babe, du ved jeg har lidt travlt

Men der er noget jeg har glemt at sige

Jeg knokler røven ud af buksen

Men jeg gør det kun fordi:

Alt det der med vores fremtid

Det koster, men på fredag har jeg fri

 

Jeg tænkte, vi kunne måske mødes

Og forelske os igen

Starte autotomobilet og køre

Et eller andet fancy sted hen

Lad det blive, hvad det er, babe

Lad det ligge, lad det være

Jeg kigger forbi

På fredag har jeg fri

 

Jeg har et hav af gode venner

Som jeg aldrig rigtig ser

De er ligesom sakket bag ud af dansen

Det er ikke de vilde ting der sker

Al den snak om deres problemer, du

Jeg orker, jeg orker ikke mere

Lad det blive, hvad det er, babe

Lad det ligge, lad det være

Jeg kigger forbi

På fredag har jeg fri

 

Hey, babe, du ved jeg har lidt travlt

Men der er noget jeg har glemt at sige

Alt det vi drømte om at gøre

Det gør vi ikke fordi:

Det er nu engang sådan med drømme

De koster, men på fredag har jeg fri

Lad det blive, hvad det er, babe

Lad det endelig være

Jeg kigger forbi

På fredag har jeg fri

Ugens stener

Ugens stener #5

Det er et par år siden jeg sidst offentliggjorde et ugens stener indlæg. Så det er helt bestemt på tide at genoptage det smukke og herlige format. Dels fordi det er virkelig rammende for mit energiniveau for tiden. Og dels fordi jeg jo ikke kan skrive, når jeg har travlt med at sove alle mine aftener væk.

I denne uges stener faldt jeg i søvn ude på vores toilet. Var bare lige væk i 5 skønne sekunder og opdagede først da jeg vågnede, at jeg stadigvæk havde cykelhjelm på.

Arbejdsliv

Godmorgen Berlin

Sent i går landede jeg i Berlin. Nu sidder jeg her på mit værelse på 18. sal og kigger ud over Alexander Platz. Det er første gang i et halvt år, at jeg er alene i mere end en halv time, og branddøren sørger for at her er stille på et helt andet plan. Helt alene. Helt dejligt. Om 10 minutter bliver jeg hentet af en chauffør og så skal jeg være model hele dagen, hvis jeg ellers kan huske, hvordan man gør.

Det er kun mit andet modeljob siden Otto blev født – på det første var jeg oppe i en samisk hytte i nordsverige. Nu er jeg her i Berlin. Jeg ved godt at der er mange modeller som arbejder ufatteligt meget mere end mig. Men der er ikke lige så mange der også har et almindeligt fuldtidsjob og to små børn. Og hver gang jeg så endelig får et modeljob, så bliver jeg virkelig, virkelig  glad. Og føler mig ufatteligt heldig at få lov til at rejse lidt ud med mig selv og slikke på verden og tjene lidt penge og møde lidt mennesker. På den der klichéfyldte hashtag grateful hashtag love my life måde, faktisk. Fordi man nogle gange bare skal lidt på afstand af sit liv, for at se hvor godt man egentlig har det.

I elevatoren på vej ned til morgenmad mødte jeg make-up artisten og 10 minutter efter vi hilste på hinanden, sad vi og snakkede om åbne forhold og meningen med livet mens vi drak espresso og spiste æg. Ahh… Så overfladisk og så dybt på samme tid. Og så noget andet om at arbejde som model i Tyskland (som jeg efterhånden har gjort i – argh – 13 år): Når man spørger om det var en lang arbejdsdag i går og make-up artisten svarer “Nej, slet ikke. Vi var færdige allerede kl. 19.00”. Haha. Nå, ja. Let’s do this.