Browsing Category

Det er ikke altid kønt

Arbejdsliv

Ulvetime med et twist af happy hour

Jeg sidder på et fåreskind i hjørnet af stuen med en øl og nogle lyskæder og Emiliana Torrini på anlægget. Det er virkelig, virkelig dejligt. De her dage, hvor hverdagen bare glider stille og lækkert afsted, børnene (næsten, bevares) selv tager flyverdragter på i børnehaven, de får lov at se tv, tilgengæld er de stjernesøde og jeg stjæler et lille kvarter til at skrive det her. Så bliver jeg glad. Mit arbejde er ved at tage sig en slapper igen og jeg glæder mig til at have en konvergent periode efter lidt for mange forskellige bolde i mange retninger. Nu skal der samles op, afrapporteres og ryddes op i mailbokse og papirer. Det bliver dejligt.

I går var jeg ude at spise med to veninder på LIama, i aften skal jeg skrive lidt på min ikke-bog (som nu er på svimlende 47 sider! Jeg har givet mig selv en deadline, som er at jeg skal vise dem til nogen inden nytår) og i morgen skal jeg fejre en slags milepæl på mit job. På Lørdag skal jeg holde julefrokost med nogle veninder og Søndag holder min 85 årige mormors fødselsdag i Helsingør. Stille, stille, stille og roligt og lækkert og et helt almindeligt lille liv. Er det november? Det tror jeg nok det er❤️

27. november 2019

Søndag = Selvhjælp

Selvhjælp Søndag feat. Dolly Parton

Det er Søndag morgen og klokken er halv ni. Niklas er gået op til julemarkedet på Kongens Nytorv med ungerne, og jeg sidder lige her i køkkenet og får taget mit ugentlige mentale health check over to kopper kaffe.

Tanker der melder sig:

Kæft, jeg er glad for at bo her på Gammelholm for tiden. Måske er det pga. julelysene i Nyhavn, fordi Kongens Nytorv (som er 150 m fra vores hoveddør) ikke længere er en gigantisk metrobyggeplads, men en smuk, historisk plads og nyåbnet metroknudepunkt, fordi jeg fik støvsuget og vasket gulv i går, eller fordi vores nye børnehaverute ikke længere indebærer en hæsblæsende cykeltur, men derimod en rolig slentren ad Lille Strandstræde eller Nyhavn (okay. Det’ ikke helt så rosenrødt, men jeg prøver lige at male et billede ing:)). Jeg er faktisk rigtig, rigtig glad for at bo lige her i byen. Og jeg ville også være rigtig glad for at bo på landet. Men livet er langt. Der er mange år til at flytte på landet i. Og lige nu fungerer det her faktisk ret godt i forhold til vores økonomi, vores arbejde og unger. En veninde sendte mig lige Curbed’s liste om at bo i byen med børn, og jeg har lyst til at gøre det hele. Men indtil videre går jeg bare med den lette version: If it aint broke, don’t move.
Hvorfor kan jeg ikke kommunikere med dem jeg godt kan lide? Jeg er så sur for tiden. Jeg vil rigtig gerne være sød og rar og overbærende, men det er som om at ordene snyder mig, og bliver bitre lige i det øjeblik, de forlader mundhulen. Hver gang min terapeut beder mig om at sætte ord på hvordan det kan være, bryder jeg helt sammen: Det er nærmest fascinerende, at være passager på en krop der ikke kan kommunikere med ord. Så sagde hun en helt masse med, at hvis man har oplevet tidlige svigt, fra før man havde et sprog, husker kroppen det, men man kan ikke sætte ord på det, fordi dem har man jo ikke (tror vist det er en psykolog-klassiker). Så nu overvejer jeg lidt noget kropsterapi. Terapi: The Neverending Story.
Podcasten Dolly Parton’s America har fyldt mine øregange til og fra en virkelig intens arbejdsuge. De sidste to måneder har faktisk været intense på mit arbejde, men vi er ved at være igennem nu, og jeg kan mærke juleferien nærme sig med skideskønne, hastige skridt. Nå. tilbage til Dolly, som jeg skrev en helt lille hyldest til på Instagram (som jeg by the way virkelig nyder at være tilbage på! Guess we needed that break). Men jeg vil bare sige, at uanset om man er til Dolly Parton eller ej, så er hendes personlige historie virkelig inspirerende og fin. Man kan finde den her.

Nå. Nu er min familie tilbage i lejligheden og jeg vil smide ovenstående dame på pladespilleren og skrue lidt på min førstefødtes nye seng.

Hav en dejlig Søndag!

17. november 2019

Søndag = Selvhjælp

Selvhjælp Søndag feat. Rugsted & Kreutzfeldt

Ting der har virket godt i den uge:

– At tage i sommerhus. Første aften i sit sommerhus = ultimativ lykkefølelse. Ild i pejsen, rødvin, en mørk have og bøger. Ah, mand! Når vi er heroppe, kan jeg slet ikke forestille mig ikke at have det her hus som eksil. Haven går amok i farver og er så smuk lige nu. Vi brugte hele Lørdag på at hugge brænde, rydde op og ordne køkkenhave. Så freaking zen.

– Julemusik. Vi startede i fredags med et ordentligt dansemedley på stuegulvet. Og nu med to glade nisser (sidste år kunne Kurt forstå lidt på selve juleaften, men i år er han virkelig KLAR på konceptet) til konstant, overgearet at hviske ”hvornår bliver det jul?” i vores ører. Cute! Sidste år startede vi først første december, og havde slet ikke nok tid. I år har vi ekstra brug for de lys, gran, gløgg og julemusik.

– At se Kurt og Otto trives i deres nye institution. De gad ikke engang sige farvel. TAK legetøj. Og TAK til os, fordi vi lavede pseudotvillinger (en sætning jeg aldrig troede, jeg skulle skrive). Når de har brug for hinanden, så er de jo faktisk bedste venner. It worked kraftædemig. Yes!

– Da min søster og jeg inviterede min mor på date i Frederiksværk (min mors fødeby, og den større by, som er nærmest vores sommerhus). Vi spiste på et ret godt burgersted i Kregme og så tog vi til Rugsted & Kreutzfeldt koncert i Gjethuset (lækkert spillested! (og nej, jeg komme helt sikkert ikke nok ud)) i Frederiksværk. Hvis der er en musikgruppe, jeg har fået ind med modermælken, så er det Rugsted & Kreutzfeldt. Helt ærligt bestilte vi billetterne, for at nå at se girafferne og havde derfor sat barren ret lavt. Havde nok en forventning om at det ville være noget med to gamle rødvinstyper der sad og jammede lidt. Men de var bare on top of their game og havde det vildeste band med. Måske er jeg bare røget i P4 segmentet, for det var fandme godt! Studiemusikere på en scene: Kæft jeg elsker det. Man kunne næsten ikke mærke, at de har spillet de samme sange i 13 år. Der var kun lidt bum-tji onkelhumor inde over. Og så sidde der og holde sin mor og søster i hånden til ’Endnu et efterår’ og ’Jeg ved det godt’. Det var next level selvhjælp.

Ting der ikke har virket godt i den her uge:

– Ikke at få sagt fra overfor en kollega. Kogte indeni, men det, der kom ud var ”Helt okay, det går nok – Vi (læs: jeg) løser det” med et stort smil. Pis.

– Mine slimhinder. Har været syg i den her uge, men har ikke haft tid til at blive hjemme fra arbejde. Jeg ved godt, at ”det har man altid”. Men hvad nu hvis man ikke har?! Jeg forstår det ikke. Måske har jeg storhedsvanvid, men hvad nu hvis man f.eks. skal arrangere et arrangement og der ikke er andre, fra ens kontor i den arbejdsgruppe. Hvem skal så gøre det? Anyway. Det gik.

– At misse en venindes fødselsdag, fordi jeg har glemt at skrive den i min kalender. Er verdens dårligste ven, efter jeg har fået børn og job. Evner bare ikke at kombinere de tre. Øv.

– At stå til lygtefest i børnenes nye institution med 88 nye forældre og tænke ”Here we go igen” ifht relationsopbyggelse.

___

Nå. Men tilbage til Rugsted & Kreutzfeldt koncerten. Da de spillede ‘Sæt Fri’ (som de jo skrev til Sanne Salomonsen engang for firehundrede år siden), hørte jeg teksten på en helt ny måde. Jeg synes den er ret god på firsermåden, og overraskende meget #life for tiden. Så her kommer den altså lige:

Hvis din sjæl er tung og træt
Og den trænger til at bli’ skiftet ud
Hvis din krop er stor og doven
Og du kun gider se lige ud

Ta’ med mig op og se det hele lidt…
Lidt ovenfra

Se på vi bare løber rundt
Og glor på det vi har

Sæt fri, sæt dig fri
Fri fra dine egne grænsers tyranni
Alt det, du ka’ li’

Ser du med dit øje halvvejs lukket i

Hvis alt hvad du går rundt og gør
Er ligegyldigt for dig selv
Du tror der er drøn på
Men du er ved at kede dig ihjel

Ta’ med mig op og se det hele lidt…
Lidt ovenfra

Se på vi bare løber rundt
Og glor på det vi harSæt fri, sæt dig fri
Fri fra dine egne grænsers tyranni

Alt det, du ka’ li’
Ser du med dit øje halvvejs lukket i

10. november 2019

Arbejdsliv

Mythbusters: The ‘Deltid’ Edition

I DR dokumentaren, Tillykke I skal have trillinger, siger hende den seje, norske mama på et tidspunkt noget med at hendes mentale helse, helt sikkert ikke havde klaret at være alene på fuldtidsbarsel. Det fik mig til at tænke på mental helse, sådan generelt. Og på hvor lang tid, fra jeg blev mor, til at jeg begyndte at skænke min egen mentale helse en eneste sølle handling. For et halvt års tid siden, cirka et år efter jeg kom tilbage på et fuldtidsarbejde efter min anden barsel, vidste jeg godt, at jeg skulle gå på deltid, med mindre jeg ville en tur ned med stress. Alt for ofte så jeg de mørke stresskrager i horisonten og mærkede hjertet banke i brystet.

Det tog cirka et halvt år at overbevise min leder (og ham jeg deler økonomi og børn med) om, at det var nødvendigt og at min stresscoach (som jeg gik hos på daværende tidspunkt) anbefalede mig at gå ned i tid. Jeg ved godt at det, at være på deltid er et privilegium, som ikke er alle forundt, men hvis man nu har muligheden, og lysten til at gå ned i tid i en periode, kommer her en lille status efter et halvt år, med en ugentlig fridag.

Det sidste halve år, har jeg haft en dag om ugen, som er helt min egen. Jeg prioriterer ret meget at hænge ud med mine børn. Men jeg skriver også, laver ingenting eller tager et modeljob. Det sidste gjorde jeg i går, og det er simpelthen verdens mest priviligerede afveksling fra et stillesiddende kontorarbejde, at stå og få ros og klapsalver for at …stå stille. Helt genialt. Jeg elsker det.

Nå. Mythbuster tid!

“Du kommer til at lave præcis det samme, men får bare mindre i løn”

True. Jeg laver det samme som før, hvis ikke mere. Jeg er godt nok mindre fysisk tilstede på kontoret og går glip af (og savner virkelig) en masse af det sociale. I en sidebemærkning, holder jeg fri om Fredagen, som i det offentlige også er kendt som Store Kage Dag. Og selvom jeg savner den uformelle omgang med mine kolleger, så er det en pris jeg gerne betaler for at være effektiv på kontoret. For med fem dages arbejde, klemt sammen på fire (somme tider for korte pga hente-bringe-show), har jeg virkelig måtte lære mig selv at være effektiv. De første par måneder lå min fridag om Onsdagen, men for mig, var det et irriterende afbræk midt i mit arbejdsflow. Fredag fungerer så godt for mig! Og til spørgsmålet om “hvorfor arbejder du ikke bare fuldtid og så slacker lidt med nogle omsorgs- og hjemmearbejdsdage engang imellem?”, må jeg bare svare helt ærligt: Gid jeg ville kunne det! Men jeg hader at snyde og bedrage og kan ikke finde ud af at lyve. Så vil jeg hellere, med røvsyg, kridthvid samvittighed, vide med ro i sindet, at jeg giver alt jeg har, de fire dage jeg får løn for, og holder selvbetalt og velfortjent fri på min ugentlige fridag. Og den fridag, kan fire effektive arbejdsdage, ikke tage fra mig.

“Deltid er dyrt!”

Well… også ja. Det er dyrt at gå ned i tid (så: Heldigt, at jeg er talblind). Men en ugentlig fridag med eller uden børn, hvor man kan dyrke sine interesser, hobbyer eller udleve diverse drømme (eller bare ordne vasketøj og se en million afsnit SATC) det kan man sgu heller ikke sætte et tal på. For at kompensere, har jeg skåret en del af mit madbudget ved ni ud af ti dage, at have madpakke med, og i det hele taget forbruge ret bevidst. Og ja. Lidt privilegieblind har man vel lov til at være.

“Deltid ødelægger din karriere”

Det ved jeg ikke noget om. Måske? Måske bliver jeg (oh gru!) aldrig specialkonsulent (hvis du også er fuldmægtig/i det offentlige, så kan jeg forøvrigt anbefale Æselperspektivs indlæg om det her). Måske bliver jeg aldrig nogensinde forfremmet. Men efter et halvt år på deltid ved jeg med sikkerhed een ting: Jeg har aldrig været gladere for at gå på arbejde, end jeg er nu. I kid you not, nogle Søndage glæder jeg mig sgu helt til, at det bliver Mandag (I know. Skyd mig). Og fordi arbejdsugen er kort, sætter jeg pris på hver eneste arbejdsdag. Og hvis ikke arbejdsglæde er en direkte forløber for en forfremmelse, så er jeg ret sikker på, at det alligevel ikke ville være noget for mig.

6. november 2019

Arbejdsliv, Søndag = Selvhjælp

Søndag = Selvhjælp (feat. Brené Brown)

I går havde jeg tømmermænd og trængte til et kram af Youtube. Det fik jeg, så snart jeg faldt over en amerikansk forsker, der hedder Brené Brown, som af en eller anden grund er fløjet totalt hen over hovedet på mig, selvom hendes TED talks efterhånden har et par år på bagen. Bedre sent end aldrig. Hendes motto er noget med ‘The power of vulnarability’ og at være modig nok til at være sårbar. F.eks. lærte jeg at Courage betyder hjerte på latin: At mod er noget man gør med sit hjerte og sine følelser. At lytte til sin skam. Ikke at gå gennem verden og lede efter beviser på, at man ikke hører til, fordi man altid vil finde det. At selvværd ikke er til forhandling. Og noget med at skam og frygt er de onde fætre til sårbarhed. Dét var tiltrængt vand på min mølle. Ikke så meget i mit privatliv, men mere i mit arbejdsliv.

De sidste par år – som jeg vist også har skrevet om før – har mit arbejdsliv været påvirket af, at jeg har følt mig afkoblet fra mig selv: At jeg har følt, at jeg skulle være en anden på mit arbejde, fordi at hvis jeg var mig selv ville jeg nok bare blive fyret igen. Så jeg har en oplevelse af kun i små glimt at turde være mig selv, og at have hele hjertet med, sige til (og fra!) i møder, foreslå nye muligheder osv. I stedet har jeg gemt mig væk og gjort en helt masse halvt, fordi jeg ikke turde lægge den indsats i mit arbejde, som kun kommer, når man har sig selv 100% med.

Sårbarhed. At stå i det åbne rum. At gøre noget jeg virkelig gerne vil lave, uperfekt i dag, i stedet for at at udskyde det til jeg er 100% perfekt, vente på at timingen bliver 100% perfekt (note om at arbejde i det offentlige: Tid er ikke man får, det er noget man tager), fordi det BARE ALDRIG SKER. Jeg bliver aldrig 100% perfekt. Omstændighederne bliver aldrig perfekte. Så fucking simpelt, men også så freaking svært at efterleve. Men sårbarhed – at gå åbent ind i et mødelokale, LYTTE og se hvad der sker – er jo også dér innovationen sker. Dér kreativiteten og det kollektive geni bliver sluppet fri.

Brené siger det selvfølgelig hundrede gange bedre end mig, så hvis du også trænger til et arbejdskram, så se selv her.

13. oktober 2019

Arbejdsliv

Hjem igen

Ferien er slut. Ikke flere sommergule getaways. Ikke flere dovne dage med bare tæer på dugvådt græs. Ikke flere salte østers og sundowners… Krøllen på vores sommergris hed Avernax Festival og var endnu mere vidunderlig end sidste år. Seriøst. Hvis man er til natur, telt, koncerter, fællesskab, øl, bålmad, havbadning og sauna, så kan det virkelig anbefales. Billetterne bliver revet væk på få minutter og jeg forstår satme godt hvorfor. Som ø-lejr barn og roskildegænger gennem de sidste henholdsvis 25 og 15 år er det altså en ret så perfekt krydsning mellem en ø-lejr og en festival.

Jeg er tilbage på mit arbejde og efter i en lang periode at have været ramt af den der skitzofrene fornemmelse hvor jeg den ene dag tænker “fuck det, jeg siger op!” på hjemturen og den anden dag tænker “Jeg skal SLÆBES ud derfra!”, er jeg for tiden et sted hvor jeg virkelig sætter pris på mit job.

Jeg kommer ofte til at romantisere hårdt fysisk arbejde, fx på en fabrik eller i mine sønners institutioner, og tænke at dét er sgu ærligt tjente penge og hvad gør jeg egentlig for min løn: Sidder og flytter lidt papirer rundt, får måske – hvis jeg har været rigtig dygtig – nogle til at underskrive et af dem. Drikker kaffe. Holder oplæg. Går til møder. Så kan jeg tænke at det er da ikke et rigtigt arbejde. Så kan jeg blive voksenmobbet lidt i bogen “Pseudoarbejde” og artigt tøhø-grine med på “Djøf med løg” forestillinger. Og stille og roligt drukner min professionelle stolthed i påtaget, selvironisk distance over at være ansat i noget så tungt at danse med som staten.

Men helt ærligt: For tiden har jeg det helt omvendt. Jeg er ved en ret klar erkendelse af at det satme også er hårdt arbejde at være her: Stædigt at fastholde sin faglighed og integritet og insistere på at blive i kampen og forsøge at rokke en supertanker bare en enkelt millimeter. Lære at spille spillet. Lære at nyde friheden når man har fri og at udnytte arbejdstiden på en meningsfuld måde når man arbejder. Skabe meningsfulde relationer og have det oprigtigt både sjovt og alvorligt med sine kolleger. Det er faktisk totalt meget ikke spild af tid. Faktisk er det – på trods af alle papirerne – både kompetenceudviklende, solidarisk og fyldt med mening.

Jeg ved ikke hvorfor jeg lige fik behov for ovenstående svada. Måske fordi nogen i sidste uge havde behov for at bombe min arbejdsplads. Det er så lidt i orden og jeg får så meget lyst til at råbe fra tagene at vold ikke er svaret og at hvis man virkelig vil ændre noget, så kom sguda for helvede ind i kampen, i stedet for at stå derude i regnen. Der er en hel masse forskel der skal gøres og be the change you wish to bla bla bla…

Nå. NU vil jeg sætte mig ud i køkkenet med et glas rødvin og skrive på min ikke-bog.

Hav en dejlig aften.

Kh Ida

Ps. Læselisten er opdateret med Delphine De Vigans “Alt må vige for natten.

Pps. Hvis du mangler en podcast, så kan jeg anbefale “Manderegler” med Emma Holten og Anders Haahr.

13. august 2019

Arbejdsliv, Det (mor)somme liv, Instagram

50 shades of Hverdag

Hverdagen er next level shit for tiden. Det resulterer i nogle ret håbløse, daglige forsøg på at prøve at binde tusinde løse ender sammen til noget der minder om sløjfer. For tiden bliver det mere til kællingeknuder, især i min private kalender, som jeg åbenbart aldrig lærer at få styr på, men kællingeknuderne forgrener sig skam også ud til frisurer, madretter og stress-cykelture som bliver mere og mere ..kreative.

Derhjemme har vi heldigvis været fri for børnesygdomme siden december (I know. Wtf), hvilket er nærmest guddommeligt, da jeg stadigvæk har ret travlt på mit arbejde, efter jeg er kommet over på et nyt projekt. Det mega spændende. Og mega svært. Så for tiden drømmer jeg om systemintegrationer og procesejerskaber – og om at den stejle læringskurve snart vil tage en slapper, så jeg slipper for at føle mig som en kæmpe sten i skoen (selvom jeg med min fornuft, godt kan se at det rent objektivt set, vist egentlig går ret okay. Som altid er det vist bare mit subjekt der mindfucker).

Derudover er det utroligt hvad jeg får underholdt mig med i de små daglige pauser (læs: under cykelture og opvask), nu hvor jeg i snart et halvt år ikke har haft instagram. Det er som om at fraværet af insta + en mission om at oppe mit læsegame hvad angår klassikere = nogle virkelig anderledes typer underholdning. Sidste nye fund er podcasten med Sydney Lee og Holger Bech Nielsen, som jeg pt er Herman Bang big time utro med. Podcasten er, præcis som titlen, faktisk bare Genialos. I hvert fald græd-grinede jeg i går og igen må jeg undres over at jeg skal være så langsom til at opsnuse grineren underholdning. Hvis andre er lige så langsomme som mig, er anbefalingen hermed givet videre:)

Og uden sammenhæng i øvrigt, vil jeg nu gå ud og finde mig noget takeaway her i gode gamle Århus (Bruuns Galleri, how I missed you!), som jeg har besluttet at dedikere min første ugentlige deltids-fridag i morgen til. Dels fordi jeg var på arbejde i området og dels fordi jeg har en god veninde med en ikke-længere-særlig-nyfødt baby som jeg har glædet mig uendeligt meget til at møde i cirka hundrede år.

Det sker NU!

Kh Kællingeknuden

5. marts 2019

Spiseforstyrrelser, Tanker

Midt i et liv.

Da jeg var studerende og boede på kollegie i Kolding, var jeg så ensom at jeg udviklede en branddørsaversion. En reel angst mod den der læspende thoop-lyd som min branddør ud til gangen sagde, når jeg lukkede den i. Stilheden bagefter var larmende. Det var en følelse af at være grund-alene uanset hvor sjovt det var til festerne og hvor mange gode venner jeg havde i skolen. Så var der bare så fuldstændig hudtørstende ensomt på det der kollegieværelse.

I perioder kunne jeg godt embrace det: Så røg jeg bare cigaretter i min vindueskarm, hørte Death By Chocolate med Sia, arbejdede mig ned i skoleprojekter og skrev selvhøjtidelige tekster på Myspace.

Men i alt for lange perioder spiste jeg min ensomhed i form af kulhydrater og kastede den op igen. Brugte maden som et ritual der fik tiden til at forsvinde på en tryg og velkendt måde. Klokken 16.00: Købe ind i Føtex, gå hjem, riste krydderboller, lave risengrød, spise spise spise spise og så kaste op og kaste op og kaste op og kaste op og så børste tænder og børste tænder og børste tænder og drikke to liter vand og så kom præmien: At ligge helt træt og tom i min seng og blive lullet i søvn af Sex and the city fra min hvide macbook.

Allerede dengang tænkte jeg, at jeg nok engang (i en uoverskuelig fjern fremtid) ville tænke tilbage på den periode af mit liv med ømhed og taknemmelighed over at det kapitel er overstået. Og ret præcist sådan, har jeg det i dag. Jeg kan misunde tiden for dens udstrakthed og alle de muligheder der lå og ventede. Og jeg kan ærge mig over at jeg ikke altid kunne rumme al den frihed, så jeg blev nødt til at fylde mad ind i den for at eksistere. Jeg kan også tænke over hvordan mon det havde været, hvis jeg havde boet i København, og været tættere på min familie og gader der ikke var døde efter klokken 17.00. Men jeg er også stolt over at jeg var fem år i Kolding og at jeg trods alt tog kampen op med alle de dæmoner jeg mødte derovre i ensomheden på Låsbygade.

I den her nye fase af mit liv – aka crazy town småbørnsfasen – er jeg alt andet end alene. Hell, der gror endda mennesker inde i min krop! Hvad er det omvendte af ensomhed? Tosomhed? Familieliv? I weekenden havde jeg arrangeret et babyshower for min søster og det hele var så fyldt med liv. Babyer i diverse maver og morgenmad og venner og travlhed og lykken i at have hele fire fulde timer sammen inden vi alle skulle hver til sit og jeg blev hentet af min mand og børn og vi kørte videre til fødselsdag på Amager. Liv over det hele! Det er dét jeg har nu. Det er sgu noget at være taknemmelig for. Her er intet behov for at fylde mad i noget tomt hul, for der er ingen tomhed. Ingen mellemrum, ingen pauser. Ingen huller. Bare life.

Og midt i alt det dejlige kan jeg godt savne tiden. Og ironisk nok, engang imellem, længes efter bare en lille bitte branddør, at lukke i.

25. februar 2019

Arbejdsliv, Familieliv

Kære hjemmepasser

Det følgende er egentlig et svar til Emili som jeg, de sidste par dage, har skrevet frem og tilbage med om hjemmepasning, fordomme og insititutioner. Jeg har valgt at udgive det som et selvstændigt blogindlæg.

Jeg hører dig! Vi kan nemlig aldrig med sikkerhed vide hvilke konsekvenser vores valg vil få for vores børn – om så det er institutionslivet, hjemmeskole/pasningslivet eller noget helt tredje – Og måske er den uvished i virkeligheden den (op)gave man får når man blir mor/far: Vi kan kun gøre det så godt som overhovedet muligt, og så håbe at vi ikke fucker alt for meget op undervejs.

Engang var jeg frivillig på 6 forskellige børnehjem i Kenya og tillad mig at komme med en hurtig bemærkning om forholdene i de institutioner vi har her i dk… (dyb indånding og frygt for hvor mange måder det her kan blive misforstået) Børn i vores del af verden og fra vores (=alle der har overskud til at læse blogs og debattere på nettet) priviligerede samfundslag skal sgu nok få en megadejlig barndom. Og hvis ikke de gør det, så er jeg *ret* sikker på, at det ikke er fordi, at de er kommet i institution.

Hvorfor debatten bliver så polariseret, kan jeg ikke gennemskue, for jeg er også ret sikker på, at ingen af os der deltager i den, hverken slår eller mobber vores børn. Vi hverken ryger, drikker os stive eller tager stoffer mens vi passer dem. Derimod bruger vi ikke så lidt energi på at reflekterer over vores privilegier, vores samfundsansvar og hvordan vi skaber de bedst mulige rammer for vores børn.

Jeg tror ikke at der er een forælder i alle de mange kommentarspor, som ikke kæmper for glade, sunde børn. Men i vores iver efter at gøre “det rigtige“ glemmer vi måske at det der er rigtigt for dig, ikke er det rigtige for mig. Og der kommer blogs som din og min med “How to guides” og “5 tricks til blablabla” lidt til kort: Virkeligheden er så meget mere nuanceret og vi er alle på forskellige steder i vores livsbaner, når vi får børn: Nogle har allerede haft en lang karriere, nogle har ikke taget en uddannelse. Nogle (=fx mig) har lige færdiggjort en psykopatlang uddannelse og var først lige kommet i gang på arbejdsmarkedet, da vi så de to guddommelige streger på graviditetstesten. Vi er alle sammen forskellige steder i vores liv.

Jeg er ked af at du oplever fordomme mod hjemmepassere i mit kommentarspor. Det gør jeg slet ikke. Til gengæld oplever jeg, at hjemmepassere har fordomme mod mig som en udearbejdende og institutionsglad mor. Det er nok en iboende usikkerhed, der febrilsk leder efter noget at spejle sig i hos hinanden. Hende den seje karrieremor med styr på det hele, som du nævner, eksisterer seriøst ikke. Jo forøvrigt. Eet eneste sted! I de der “Vis mig dit klædeskab/bolig”-artikler i modemagasinerne der er som kviksand for vores selvværd og som kun har et enkelt formål: At få os til at føle os utilstrækkelige og utjekkede (men så kan vi jo heldigvis også købe den rigtige Acnejakke og anskaffe os en vintage Ann Demeulemeester støvlesamling). I repeat: De der seje arbejdsmødre som får dig til at føle dig mindre værd som hjemmepasser. DE FINDES IKKE! De går ned med stress på stribe, køber sig fattige i sæsonens Goyakjoler og savner deres børn ad helvede til. Det andet er en illusion. Ligesom (jeg gætter på at) den konstant lykkelige og afslappede hjemmepasser der sidder i lotusstilling med sine unger dagen lang og bare lige #danserdetud er en illusion jeg har skabt inde i mit hoved. Du er pissesej og modig og stærk for at hjemmepasse. Og jeg er pissesej og modig og stærk for at arbejde ude. Færdig basta.

Nu blev det alt for langt. Og det jeg prøvede på at sige var bare, at fælles for alle vores børn i de her løbske kommentarspor (hvad enten vi hjemmepasser eller sender dem i institution når de er 10 måneder) er at vores unger er megaheldige at have os som forældre. Vi glemmer det bare engang imellem.

Kærlig hilsen Ida

3. januar 2019

Arbejdsliv

Jeg stiller mig lige herover og raser julen ind.

Egentlig er det længe siden jeg indså, at der kommer lige præcis 0% godt ud af at jeg følger med på blogs og profiler af hjemmepassende økofamilier.

Når jeg så alligevel får forvildet mig derhen for at drysse lidt salt i mit splittede sind, blir jeg normalt bare lidt ked af det på den der skitzofrene erjeginspireretellerbareutilstrækkelig-måde. Men den her gang blev jeg faktisk ægte træt.

Træt af ordet “bevidst”. Og træt af den passivt-agressive, selvforherligende retorik om hjemmepasning som ‘det bevidste valg’. Som om et liv hvor jeg vælger et fuldtidsjob for at levere den arbejdsværdi tilbage som jeg pantede ud i de SU-sponsorerede studieår, ikke er bevidst? Vælger et liv hvor jeg giver tilbage til det samfund som, trods alt, har hjulpet mig med at lande i min pissepriviligerede lille lomme. Vælger at mine børn får nye horisonter og flere relationer end dem vi kan tilbyde som familie. Jeg siger ikke at det er perfekt – hverken samfundet eller den hverdag, jeg har valgt – Men kom ikke her og fortæl mig, at det ikke er bevidst.

Nu vi er i gang, er jeg også faldet over et andet udtryk der giver mig øjeblikkelig refluks.

“Broke but woke”.

Som om at alle der har valgt et andet liv, end et hvor man lever af skovens bark og bær og glor på sit barn 12 timer i døgnet, og som i forlængelse af det valg tonser rundt og passer fuldtidsjobs og vinker farvel og ræser til og fra børnehaven og loller og danser ulvetimen ind med musik og frugt og putter og krammer og kysser og elsker… som om vi gør alt det i søvne? Unwoke, eller hvad?

Det kan godt være at jeg stresser for meget og endnu ikke har fundet balancen, men jeg gør det sgu med begge øjne vidt åbne – og hvis SoMe-hjemmeværnet gerne vil tro at jeg ikke er vågnet op til Den Store Sandhed, så fint nok. Men jeg har fandme ikke brug for belærende lommefilosofi pakket ind i ufarlige bekendelser om hvor uperfekt et bevidst og hjemmepassende liv kan være.

Grrr!

On the bright side lover jeg fra nu af at holde mig langt væk fra de url’er der messer med min hjerne. I stedet kan jeg jo så passe mit job – og mine børn – helt bevidst og med vilje.

Glædelig, balanceret og bevidst fucking jul.

Kærlig hilsen

The Grinch

23. december 2018

Older Posts