Browsing Category

Det er ikke altid kønt

Arbejdsliv, Søndag = Selvhjælp

Søndag = Selvhjælp (feat. Brené Brown)

I går havde jeg tømmermænd og trængte til et kram af Youtube. Det fik jeg, så snart jeg faldt jeg over en amerikansk forsker, der hedder Brené Brown, som af en eller anden grund er fløjet totalt hen over hovedet på mig, selvom hendes TED talks efterhånden har et par år på bagen. Bedre sent end aldrig. Hendes motto er noget med ‘The power of vulnarability’ og at være modig nok til at være sårbar. F.eks. lærte jeg at Courage betyder hjerte på latin: At mod er noget man gør med sit hjerte og sine følelser. At lytte til sin skam. Ikke at gå gennem verden og lede efter beviser på, at man ikke hører til, fordi man altid vil finde det. At selvværd ikke er til forhandling. Og noget med at skam og frygt er de onde fætre til sårbarhed. Dét var tiltrængt vand på min mølle. Ikke så meget i mit privatliv, men mere i mit arbejdsliv.

De sidste par år – som jeg vist også har skrevet om før – har mit arbejdsliv været påvirket af, at jeg har følt mig afkoblet fra mig selv: At jeg har følt, at jeg skulle være en anden på mit arbejde, fordi at hvis jeg var mig selv ville jeg nok bare blive fyret igen. Så jeg har en oplevelse af kun i små glimt at turde være mig selv, og at have hele hjertet med, sige til (og fra!) i møder, foreslå nye muligheder osv. I stedet har jeg gemt mig væk og gjort en helt masse halvt, fordi jeg ikke turde lægge den indsats i mit arbejde, som kun kommer, når man har sig selv 100% med.

Sårbarhed. At stå i det åbne rum. At gøre noget jeg virkelig gerne vil lave, uperfekt i dag, i stedet for at at udskyde det til jeg er 100% perfekt, vente på at timingen bliver 100% perfekt (note om at arbejde i det offentlige: Tid er ikke man får, det er noget man tager), fordi det BARE ALDRIG SKER. Jeg bliver aldrig 100% perfekt. Omstændighederne bliver aldrig perfekte. Så fucking simpelt, men også så freaking svært at efterleve. Men sårbarhed – at gå åbent ind i et mødelokale, LYTTE  og se hvad der sker – er jo også dér innovationen sker. Dér kreativiteten og det kollektive geni bliver sluppet fri.

Brené siger det selvfølgelig hundrede gange bedre end mig, så hvis du også trænger til et arbejdskram, så se selv her.

Arbejdsliv

Hjem igen

Ferien er slut. Ikke flere sommergule getaways. Ikke flere dovne dage med bare tæer på dugvådt græs. Ikke flere salte østers og sundowners… Krøllen på vores sommergris hed Avernax Festival og var endnu mere vidunderlig end sidste år. Seriøst. Hvis man er til natur, telt, koncerter, fællesskab, øl, bålmad, havbadning og sauna, så kan det virkelig anbefales. Billetterne bliver revet væk på få minutter og jeg forstår satme godt hvorfor. Som ø-lejr barn og roskildegænger gennem de sidste henholdsvis 25 og 15 år er det altså en ret så perfekt krydsning mellem en ø-lejr og en festival.

Jeg er tilbage på mit arbejde og efter i en lang periode at have været ramt af den der skitzofrene fornemmelse hvor jeg den ene dag tænker “fuck det, jeg siger op!” på hjemturen og den anden dag tænker “Jeg skal SLÆBES ud derfra!”, er jeg for tiden et sted hvor jeg virkelig sætter pris på mit job.

Jeg kommer ofte til at romantisere hårdt fysisk arbejde, fx på en fabrik eller i mine sønners institutioner, og tænke at dét er sgu ærligt tjente penge og hvad gør jeg egentlig for min løn: Sidder og flytter lidt papirer rundt, får måske – hvis jeg har været rigtig dygtig – nogle til at underskrive et af dem. Drikker kaffe. Holder oplæg. Går til møder. Så kan jeg tænke at det er da ikke et rigtigt arbejde. Så kan jeg blive voksenmobbet lidt i bogen “Pseudoarbejde” og artigt tøhø-grine med på “Djøf med løg” forestillinger. Og stille og roligt drukner min professionelle stolthed i påtaget, selvironisk distance over at være ansat i noget så tungt at danse med som staten.

Men helt ærligt: For tiden har jeg det helt omvendt. Jeg er ved en ret klar erkendelse af at det satme også er hårdt arbejde at være her: Stædigt at fastholde sin faglighed og integritet og insistere på at blive i kampen og forsøge at rokke en supertanker bare en enkelt millimeter. Lære at spille spillet. Lære at nyde friheden når man har fri og at udnytte arbejdstiden på en meningsfuld måde når man arbejder. Skabe meningsfulde relationer og have det oprigtigt både sjovt og alvorligt med sine kolleger. Det er faktisk totalt meget ikke spild af tid. Faktisk er det – på trods af alle papirerne – både kompetenceudviklende, solidarisk og fyldt med mening.

Jeg ved ikke hvorfor jeg lige fik behov for ovenstående svada. Måske fordi nogen i sidste uge havde behov for at bombe min arbejdsplads. Det er så lidt i orden og jeg får så meget lyst til at råbe fra tagene at vold ikke er svaret og at hvis man virkelig vil ændre noget, så kom sguda for helvede ind i kampen, i stedet for at stå derude i regnen. Der er en hel masse forskel der skal gøres og be the change you wish to bla bla bla…

Nå. NU vil jeg sætte mig ud i køkkenet med et glas rødvin og skrive på min ikke-bog.

Hav en dejlig aften.

Kh Ida

Ps. Læselisten er opdateret med Delphine De Vigans “Alt må vige for natten.

Pps. Hvis du mangler en podcast, så kan jeg anbefale “Manderegler” med Emma Holten og Anders Haahr.

Arbejdsliv, Det (mor)somme liv, Instagram

50 shades of Hverdag

Hverdagen er next level shit for tiden. Det resulterer i nogle ret håbløse, daglige forsøg på at prøve at binde tusinde løse ender sammen til noget der minder om sløjfer. For tiden bliver det mere til kællingeknuder, især i min private kalender, som jeg åbenbart aldrig lærer at få styr på, men kællingeknuderne forgrener sig skam også ud til frisurer, madretter og stress-cykelture som bliver mere og mere ..kreative.

Derhjemme har vi heldigvis været fri for børnesygdomme siden december (I know. Wtf), hvilket er nærmest guddommeligt, da jeg stadigvæk har ret travlt på mit arbejde, efter jeg er kommet over på et nyt projekt. Det mega spændende. Og mega svært. Så for tiden drømmer jeg om systemintegrationer og procesejerskaber – og om at den stejle læringskurve snart vil tage en slapper, så jeg slipper for at føle mig som en kæmpe sten i skoen (selvom jeg med min fornuft, godt kan se at det rent objektivt set, vist egentlig går ret okay. Som altid er det vist bare mit subjekt der mindfucker).

Derudover er det utroligt hvad jeg får underholdt mig med i de små daglige pauser (læs: under cykelture og opvask), nu hvor jeg i snart et halvt år ikke har haft instagram. Det er som om at fraværet af insta + en mission om at oppe mit læsegame hvad angår klassikere = nogle virkelig anderledes typer underholdning. Sidste nye fund er podcasten med Sydney Lee og Holger Bech Nielsen, som jeg pt er Herman Bang big time utro med. Podcasten er, præcis som titlen, faktisk bare Genialos. I hvert fald græd-grinede jeg i går og igen må jeg undres over at jeg skal være så langsom til at opsnuse grineren underholdning. Hvis andre er lige så langsomme som mig, er anbefalingen hermed givet videre:)

Og uden sammenhæng i øvrigt, vil jeg nu gå ud og finde mig noget takeaway her i gode gamle Århus (Bruuns Galleri, how I missed you!), som jeg har besluttet at dedikere min første ugentlige deltids-fridag i morgen til. Dels fordi jeg var på arbejde i området og dels fordi jeg har en god veninde med en ikke-længere-særlig-nyfødt baby som jeg har glædet mig uendeligt meget til at møde i cirka hundrede år.

Det sker NU!

Kh Kællingeknuden

Spiseforstyrrelser, Tanker

Midt i et liv.

Da jeg var studerende og boede på kollegie i Kolding, var jeg så ensom at jeg udviklede en branddørsaversion. En reel angst mod den der læspende thoop-lyd som min branddør ud til gangen sagde, når jeg lukkede den i. Stilheden bagefter var larmende. Det var en følelse af at være grund-alene uanset hvor sjovt det var til festerne og hvor mange gode venner jeg havde i skolen. Så var der bare så fuldstændig hudtørstende ensomt på det der kollegieværelse.

I perioder kunne jeg godt embrace det: Så røg jeg bare cigaretter i min vindueskarm, hørte Death By Chocolate med Sia, arbejdede mig ned i skoleprojekter og skrev selvhøjtidelige tekster på Myspace.

Men i alt for lange perioder spiste jeg min ensomhed i form af kulhydrater og kastede den op igen. Brugte maden som et ritual der fik tiden til at forsvinde på en tryg og velkendt måde. Klokken 16.00: Købe ind i Føtex, gå hjem, riste krydderboller, lave risengrød, spise spise spise spise og så kaste op og kaste op og kaste op og kaste op og så børste tænder og børste tænder og børste tænder og drikke to liter vand og så kom præmien: At ligge helt træt og tom i min seng og blive lullet i søvn af Sex and the city fra min hvide macbook.

Allerede dengang tænkte jeg, at jeg nok engang (i en uoverskuelig fjern fremtid) ville tænke tilbage på den periode af mit liv med ømhed og taknemmelighed over at det kapitel er overstået. Og ret præcist sådan, har jeg det i dag. Jeg kan misunde tiden for dens udstrakthed og alle de muligheder der lå og ventede. Og jeg kan ærge mig over at jeg ikke altid kunne rumme al den frihed, så jeg blev nødt til at fylde mad ind i den for at eksistere. Jeg kan også tænke over hvordan mon det havde været, hvis jeg havde boet i København, og været tættere på min familie og gader der ikke var døde efter klokken 17.00. Men jeg er også stolt over at jeg var fem år i Kolding og at jeg trods alt tog kampen op med alle de dæmoner jeg mødte derovre i ensomheden på Låsbygade.

I den her nye fase af mit liv – aka crazy town småbørnsfasen – er jeg alt andet end alene. Hell, der gror endda mennesker inde i min krop! Hvad er det omvendte af ensomhed? Tosomhed?  Familieliv? I weekenden havde jeg arrangeret et babyshower for min søster og det hele var så fyldt med liv. Babyer i diverse maver og morgenmad og venner og travlhed og lykken i at have hele fire fulde timer sammen inden vi alle skulle hver til sit og jeg blev hentet af min mand og børn og vi kørte videre til fødselsdag på Amager. Liv over det hele! Det er dét jeg har nu. Det er sgu noget at være taknemmelig for. Her er intet behov for at fylde mad i noget tomt hul, for der er ingen tomhed. Ingen mellemrum, ingen pauser. Ingen huller. Bare life.

Og midt i alt det dejlige kan jeg godt savne tiden. Og ironisk nok, engang imellem, længes efter bare en lille bitte branddør, at lukke i.

Arbejdsliv, Familieliv

Kære hjemmepasser

Det følgende er egentlig et svar til Emili som jeg, de sidste par dage, har skrevet frem og tilbage med om hjemmepasning, fordomme og insititutioner. Jeg har valgt at udgive det som et selvstændigt blogindlæg.

Jeg hører dig! Vi kan nemlig aldrig med sikkerhed vide hvilke konsekvenser vores valg vil få for vores børn – om så det er institutionslivet, hjemmeskole/pasningslivet eller noget helt tredje – Og måske er den uvished i virkeligheden den (op)gave man får når man blir mor/far: Vi kan kun gøre det så godt som overhovedet muligt, og så håbe at vi ikke fucker alt for meget op undervejs.

Engang var jeg frivillig på 6 forskellige børnehjem i Kenya og tillad mig at komme med en hurtig bemærkning om forholdene i de institutioner vi har her i dk… (dyb indånding og frygt for hvor mange måder det her kan blive misforstået) Børn i vores del af verden og fra vores (=alle der har overskud til at læse blogs og debattere på nettet) priviligerede samfundslag skal sgu nok få en megadejlig barndom. Og hvis ikke de gør det, så er jeg *ret* sikker på, at det ikke er fordi, at de er kommet i institution.

Hvorfor debatten bliver så polariseret, kan jeg ikke gennemskue, for jeg er også ret sikker på, at ingen af os der deltager i den, hverken slår eller mobber vores børn. Vi hverken ryger, drikker os stive eller tager stoffer mens vi passer dem. Derimod bruger vi ikke så lidt energi på at reflekterer over vores privilegier, vores samfundsansvar og hvordan vi skaber de bedst mulige rammer for vores børn.

Jeg tror ikke at der er een forælder i alle de mange kommentarspor, som ikke kæmper for glade, sunde børn. Men i vores iver efter at gøre “det rigtige“ glemmer vi måske at det der er rigtigt for dig, ikke er det rigtige for mig. Og der kommer blogs som din og min med “How to guides” og “5 tricks til blablabla” lidt til kort: Virkeligheden er så meget mere nuanceret og vi er alle på forskellige steder i vores livsbaner, når vi får børn: Nogle har allerede haft en lang karriere, nogle har ikke taget en uddannelse. Nogle (=fx mig) har lige færdiggjort en psykopatlang uddannelse og var først lige kommet i gang på arbejdsmarkedet, da vi så de to guddommelige streger på graviditetstesten. Vi er alle sammen forskellige steder i vores liv.

Jeg er ked af at du oplever fordomme mod hjemmepassere i mit kommentarspor. Det gør jeg slet ikke. Til gengæld oplever jeg, at hjemmepassere har fordomme mod mig som en udearbejdende og institutionsglad mor. Det er nok en iboende usikkerhed, der febrilsk leder efter noget at spejle sig i hos hinanden. Hende den seje karrieremor med styr på det hele, som du nævner, eksisterer seriøst ikke. Jo forøvrigt. Eet eneste sted! I de der “Vis mig dit klædeskab/bolig”-artikler i modemagasinerne der er som kviksand for vores selvværd og som kun har et enkelt formål: At få os til at føle os utilstrækkelige og utjekkede (men så kan vi jo heldigvis også købe den rigtige Acnejakke og anskaffe os en vintage Ann Demeulemeester støvlesamling). I repeat: De der seje arbejdsmødre som får dig til at føle dig mindre værd som hjemmepasser. DE FINDES IKKE! De går ned med stress på stribe, køber sig fattige i sæsonens Goyakjoler og savner deres børn ad helvede til. Det andet er en illusion. Ligesom (jeg gætter på at) den konstant lykkelige og afslappede hjemmepasser der sidder i lotusstilling med sine unger dagen lang og bare lige #danserdetud er en illusion jeg har skabt inde i mit hoved. Du er pissesej og modig og stærk for at hjemmepasse. Og jeg er pissesej og modig og stærk for at arbejde ude. Færdig basta.

Nu blev det alt for langt. Og det jeg prøvede på at sige var bare, at fælles for alle vores børn i de her løbske kommentarspor (hvad enten vi hjemmepasser eller sender dem i institution når de er 10 måneder) er at vores unger er megaheldige at have os som forældre. Vi glemmer det bare engang imellem.

Kærlig hilsen Ida

Arbejdsliv

Jeg stiller mig lige herover og raser julen ind.

Egentlig er det længe siden jeg indså, at der kommer lige præcis 0% godt ud af at jeg følger med på blogs og profiler af hjemmepassende økofamilier.

Når jeg så alligevel får forvildet mig derhen for at drysse lidt salt i mit splittede sind, blir jeg normalt bare lidt ked af det på den der skitzofrene erjeginspireretellerbareutilstrækkelig-måde. Men den her gang blev jeg faktisk ægte træt.

Træt af ordet “bevidst”. Og træt af den passivt-agressive, selvforherligende retorik om hjemmepasning som ‘det bevidste valg’. Som om et liv hvor jeg vælger et fuldtidsjob for at levere den arbejdsværdi tilbage som jeg pantede ud i de SU-sponsorerede studieår, ikke er bevidst? Vælger et liv hvor jeg giver tilbage til det samfund som, trods alt, har hjulpet mig med at lande i min pissepriviligerede lille lomme. Vælger at mine børn får nye horisonter og flere relationer end dem vi kan tilbyde som familie. Jeg siger ikke at det er perfekt – hverken samfundet eller den hverdag, jeg har valgt – Men kom ikke her og fortæl mig, at det ikke er bevidst.

Nu vi er i gang, er jeg også faldet over et andet udtryk der giver mig øjeblikkelig refluks.

“Broke but woke”.

Som om at alle der har valgt et andet liv, end et hvor man lever af skovens bark og bær og glor på sit barn 12 timer i døgnet, og som i forlængelse af det valg tonser rundt og passer fuldtidsjobs og vinker farvel og ræser til og fra børnehaven og loller og danser ulvetimen ind med musik og frugt og putter og krammer og kysser og elsker… som om vi gør alt det i søvne? Unwoke, eller hvad?

Det kan godt være at jeg stresser for meget og endnu ikke har fundet balancen, men jeg gør det sgu med begge øjne vidt åbne – og hvis SoMe-hjemmeværnet gerne vil tro at jeg ikke er vågnet op til Den Store Sandhed, så fint nok. Men jeg har fandme ikke brug for belærende lommefilosofi pakket ind i ufarlige bekendelser om hvor uperfekt et bevidst og hjemmepassende liv kan være.

Grrr!

On the bright side lover jeg fra nu af at holde mig langt væk fra de url’er der messer med min hjerne. I stedet kan jeg jo så passe mit job – og mine børn – helt bevidst og med vilje.

Glædelig, balanceret og bevidst fucking jul.

Kærlig hilsen

The Grinch

Arbejdsliv, Det (mor)somme liv

Netto, we have a problem.

Jeg gik max kold i Netto i dag. Er way past at tage hjelmen af når jeg handler – er mere blevet sådan en art working mombie der går rundt klokken 16.45 med tomme øjne, refleksvest(!), løbepandebånd og cykelhjelm og trawler hhv hjernebark og grøntafdeling for billige retter (spidskål og kokosmælk.. ville dét kunne noget?)

På vej forbi Fields med cykelkurven fuld af ØGO, ringede jeg til min mor og brækkede min ængstelse ud over hende. Og hun lyttede og jeg tænkte at jeg er heldig at have en mor. Og endda en, der gider lytte.

Jeg er splittet mellem at have kæmpe optur over fast pension, sygesikring, sikkerhed og alt muligt andet I-landsagtigt. Og samtidig føle at prisen jeg betaler – evig dårlig samvittighed – er for høj.

Alle jer der har børn. Jeg har aldrig forstået hvad I mente, når I snakkede om dårlig samvittighed. I get it now.

Antal gange jeg har haft dårlig samvittighed i dag:

Kl. 7.30, da jeg blev så sur på mit trods-alderramte barn at jeg slæbte ham ned fra 4. sal halvt hængende i armene. Det må man sgu ikke. Uanset hvor lidt samarbejdsvillig den er. Græd lidt mens jeg cyklede ham til udflytterbussen.

Kl. 9.20, da jeg efter 2 afleveringer, et cykelskift og en cykeltur til Sydhavnen endelig landede på mit arbejde. Alt for sent.

Kl. 16.30, da jeg kørte fra mit arbejde. Alt for tidligt i forhold til mine kollegaer som stadigvæk knoklede på en vigtig deadline.

Kl. 16.45 i Netto – nu den mærkelige loose-loose kombination af dårlig samvittighed over dels at være gået for tidligt fra sit arbejde og dels at være kommet for sent afsted fra sit arbejde. I. Give. Up.

I min rosenrøde forestilling om gamle dage, ser jeg for mig, at nok var det hårdt og tungen lige i munden. Men i det mindste slap man(d) for den dårlige samvittighed. Når man(d) kørte hjem fra arbejde, vidste man(d), at det var a-okay, at komme sent hjem. Måske ligefrem værdsat og respektfuldt, at man(d) sådan havde knoklet i det. En provider, der ‘brings home the bacon’.

Hvorfor har jeg det ikke sådan? Hvor fanden er min stolthed? Og mit selvværd som udearbejdende mor?

Hvorfor går jeg rundt i Netto som en rødmosset Jeanne D’Arc. Helt martyr. Hvad er det, jeg gør forkert, siden jeg altid halser rundt og alligevel kun når det hele halvt?

Jeg forstår det ikke. Hvis nogen har nummeret på Don Draper, så send det gerne. Tror han ku lære mig et og andet.

Kh Ida ved tremmerne

Arbejdsliv

Sæsonernes happy end

Hverdagene suser afsted om ørene på mig og det er slet ikke til at forstå at det i dag præcis er 1 år siden, jeg kom tilbage fra barsel med Otto, som på det tidspunkt var småbitte 8 måneder. Det er et år siden jeg startede på et arbejde jeg, trods ups, downs, stress og en ret stejl læringskurve, efterhånden godt tør sige højt at jeg faktisk elsker. Vildt nok.

På opfordring fra min stresscoach (seriøst. Alene det ord er da lige til at få stress af – nyt ord! Stressrådgiver) læser jeg en bog der handler om overgangen fra studie- og arbejdsliv, og selvom det efterhånden er 5 år siden, jeg blev færdig, så giver den rigtig god mening – for mig i hvert fald. Fordi min første periode på arbejdsmarkedet var så præget af korte ansættelser (den længste var 13 mrd) – bevares – og 2 barsler, noget efteruddannelse, en modelkarriere og en hella masse timer i en frivillig fagforening, har jeg ikke rigtig oplevet den omvæltning det er, at blive og være en fast del af en arbejdsplads. Og på en helt anden måde være med til at drive projekter, balancere sin tid og prioritere opgaver. Især det sidste har fanneme været en øjenåbner. Det der med at være det du gør, og ikke det du potentielt kan.

Men jeg synes faktisk – uden at det skal lyde alt for rosenrødt – at jeg er ved at være landet nogenlunde på fødderne – også i accepten af, at det er nogle andre, der løber med de bedste timer med mine børn. For det første fordi de (mine børn, altså) altid er glade når jeg henter dem, og for det andet fordi jeg ved at jeg ville visne, hvis jeg skulle gå hjemme med dem. Det er okay, fordi det er det værd. Og jeg elsker de timer vi har sammen fra jeg henter dem, til de falder i søvn ved siden af mig, som nu hvor jeg sidder i mørket og lytter til de tunge åndedræt (for nej. Jeg har stadigvæk ikke lært, hvordan man putter uden at sidde inde hos sine unger i halvanden time hver aften..). I dag cyklede jeg hjem ad en julestrålende Store Kongensgade med to glade unger, stoppede på Kgs Nytorv og kiggede på D’Angleterres overgearede juleudsmykning. Så tømte Otto og jeg en parmesanbod for smagsprøver inden vi cyklede det sidste stykke langs Nyhavn og forbi Charlottenborg hjem. På en helt almindelig mandag. Og undskyld jeg så skamløst blærer mig i disse Kbh’ske boligprisekrisetider, men helt seriøst. Jeg er så gode venner med min by for tiden.

Forøvrigt er min 3-årige cirka lige så bange for nisser som han er for Rasmus Klump, så i eftermiddags blev jeg nødt til at fortælle ham, at det er mor som er Nissen. Helt lettet, som om universet pludselig gav mening igen, snøftede han “..Er det..?”. Yes sir. Så nu har jeg lige pillet alle nisserne ned, så Kurt igen kan være i vores stue og julehverdagen for alvor kan sænke sig.

Glædelig december❤️

Arbejdsliv

Meanwhile i Lissabon: Hurtigt hej fra Websummit 2018

Jeg er taget på en stille og rolig 70.000 menneskers tech konference med mit arbejde, så hvis her er stille for tiden er det bare fordi jeg har travlt med at terpe buzzwords og mingle med Google.

Hvis DHL løbet i Kbh er Roskilde Festival der møder Djøf, så er Websummit Roskilde Festival der møder Silicon Valley. Det er virkelig spændende og smækfyldt med klistermærker og klichéer. Så jeg får lige justeret mit bullshitfilter, tøjlet min fomo og så prøver jeg at holde igen med merchandise, jeg ikke har brug for.

Om lidt er klokken 16.00 og så tror jeg nok det var tid til portvin, øl og fyraften her i teknoland.

Undskyld mig lige mens jeg indhenter 200 års barsel.

Vi ses på Fredag.

You and your pink sky

Arbejdsliv, Familieliv

Hvordan det går med min work life blablabalance? Fremad.

Livet river og flår i mig fra alle sider og aldrig har det føltes mere skitzofrent: Den ene time er jeg i himlen – både på job, derhjemme og midt i mellem, når jeg kører (råddent – yup, thats me – undskyld) gennem byen med podcast i ørerne og sol i hovedet. Og helt ud af det blå kommer stresstankerne flyvende som sorte krager i horisonten. Men der sket et par ting, som gør at jeg føler, at det fortjener et blogindlæg. For det er som om at jeg er blevet en lille bitte smule bedre til at adskille følelsen af stress fra det som er mig.

På et lavpraktisk plan, føler jeg at jeg endelig har lært at jeg ikke kan give 100% til mit arbejde. Det betyder bla. at jeg (næsten) ikke længere ænser min arbejdstelefon, når ikke jeg er på arbejde. Hvilket er ret præcist fra kl. 16 og frem til 8-9-tiden næste dag. Jeg skænker heller ikke mit arbejde alt for mange tanker når jeg har fri, selvom det kan være svært at overholde. Og endnu vigtigere: Jeg har ikke længere dårlig samvittighed over at give slip på det. Længe troede jeg at det var det “rigtige”, entrepenante krea-mindset lige at sidde et par timer når børnene var lagt. Det lyder bare sejt, ik? “Så kan jeg bare lige fyre et par timer af, og rigtig nå til bunds i de mange vigtige præs…” NEJ! Nej. Nej. Nej. Jeg nægter. N.æ.g.t.e.r. Jeg vil holde fri og rydde op og lege og vaske tøj og ligge i ske med min mand og lave mad og læse og skrive og have overskud til ikke at være en lille, vissen kælling overfor dem jeg faktisk elsker. Og jeg nægter at have dårlig samvittighed over det mere.

Og så har jeg været ret åben overfor min leder omkring at jeg nok er lidt i skudlinjen for at få stress. Det har også været rart bare at få det ud i æteren, og blive mødt af forståelse. Sidst men ikke mindst har jeg været til stresscoach. Ja, sgu. En læser, som er ved at færdiggøre sin efteruddannelse i den slags, skrev for et par måneder siden og tilbød mig et par timer hos hende, og jeg takkede et kæmpemæssigt ja. Jeg har kun været hos hende en enkelt gang, men det var simpelthen så fint og inspirerende. Og det har bla. ført til at jeg nu er begyndt at føre en ‘bullet journal’ (som jeg ikke anede hvad er, men hvis man googler det, er det jo kæmpestort). Det går kort sagt ud på at have en familiebog med ugeplan, overblik, minder, ønsker og huskelister i een stor, semiorganiseret pærevælling. Og det fungerer skidegodt! Jeg får faktisk ro i maven over at der ikke er nogle uforudsete hændelser i løbet af ugen, at jeg ved hvad vi skal have at spise på Torsdag, hvad Niklas skal Lørdag osv, osv. Og når ugen er gået skal jeg så notere hvor i løbet af ugen der var kærlighed med børnene (hjerte), øer af ro med mig selv (peacetegn) og kærestetid med min mand (stjerne). So far, so genialos!

Jeg har også fået forbud mod at fremleje vores lejlighed på air bnb, indtil der er mere ro i overetagen hos mig.

Så altså. Små, vigtige skridt.

Dybest set ved jeg jo godt at jeg ikke vil egne mig som hjemmegående fuldtidsmor, selvom jeg ofte blir forelsket i tanken og drømmer om alle de Louisianature og legegrupper og familiebesøg vi ville praktisere (lol). Men jeg kan også mærke at jeg bliver glad af at gå på arbejde. Og jeg kan slet ikke forestille mig at skulle være sammen med mine børn på fuldtid (er det egentlig lidt trist?). Jeg tror vi ville dø af kedsomhed og at de ville savne deres venner fra børnehaven. Så ind til den gyldne mellemvej kommer dumpende i form af borgerløn, 20 timers arbejdsuger og børnehjørner på samtlige arbejdspladser, så går jeg altså lige på arbejde 8 timer i døgnet; Holder (ægte og uden skyld) fri med mine børn i 8 timer; Og sover i 8.

Det er da også en slags balance, ikke?