Det er ikke altid kønt

Jeg er så træt for tiden, at jeg propper 3 x juleskum i munden bare for at kunne overskue at putte og ordne lejlighed. Det er deprimerende.

I morges regnede det sidelæns da jeg cyklede på arbejde. Jeg glemte at kigge mig i spejlet da jeg nåede frem. Klokken 13.00 opdager jeg at jeg har gået rundt hele dagen med mascara galore i mit fjæs. Seriøst. Pandaøjne. PANDAØJNE.

Men ellers går det godt med mit arbejde. Jeg er kæmpe vild med menneskerne. Mindre vild med alle de koder man skal huske. Virkelig lidt vild med Otto’s tigerspring, som gør at jeg er oppe og amme hver 3. time natten igennem (i nat var det kl. 22 – 00 – 03 – 06). Til gengæld mega vild med varm frokost. Og spændende opgaver. Jeg lærer så mange nye ord at jeg overvejer at lave en podcast om dem (der må I godt lige være søde at få stoppet mig inden).

Min veninde foreslog at jeg bare tilføjede en fane her på bloggen der straight up hedder “Branchen”. Med kategorier som “kaffe”, “mødeindkaldelser” og “intranet”. …Var det noget? < Indsæt ironisk smiley fuld af kærlighed til voksenlivet og al dens væsen >.

På Fredag skal jeg til julefrokost for første gang i 4 år. Min ambition er ikke at blive fuld. Step away from the snaps. Jeg glæder mig!

Niklas sidder overfor mig og ser en serie der hedder Punisher på Netflix. Den er så sygt klam. Hvorfor er der så meget voldeligt lort i fjernsynet? Jeg er stået helt af på det.

Nå. Jeg går sgu lige ind og ammer. Beklager at mine blogindlæg er så dølle for tiden. I morgen vil jeg lede efter min hjerne ude i en af vasketøjsbunkerne – Jeg synes lige jeg havde den.

Halloween er over os. Og jeg behøver ikke zombier i mit fjæs for at huske på at jeg er bange. Jeg er bange. Hele tiden. Det har jeg faktisk været lige siden jeg blev mor. Med al den lykke, kommer også en kæmpe frygt for at miste det hele. Min far sagde, at når man får et barn, så får man også en rygsæk med ressourcer. Hvis man så får endnu et til barn er det så smart, at man får en ny rygsæk med endnu flere ressourcer. Det giver jeg ham ret i. Men man får altså også en rygsæk med frygt for at miste. Så jeg går simpelthen rundt og er bange for at dø. Og for at dem omkring mig skal dø. Det skal vi jo alle sammen en dag, og så kan jeg være bange for hvornår og hvordan det sker. Perspektivet bliver ligesom for stort. En dag skal jeg dø fra mine børn og så skal de være de voksne. Og hvad med deres børn. Hvilken verden skal de leve op i… Hvordan ser her egentlig ud om 500 år, når mine tip tip tip oldebørn skal vokse op? Tanker jeg slet ikke fantasi til at forestille mig tårner sig op når livet bliver så fysisk som det gør, når to små dejlige børn gror på livet løs, op ad benene på mig. Tankerne er for ukonkrete til at formulere i sætninger, og finde mening i, men de er virkelige nok til at holde mig vågen om natten. Det er pisseirriterende.

Sidste weekend var vi i Tivoli. Zombiedukker og monstergræskar var spredt ud over haven. Kurt ænsede ikke zombierne, men var tilgengæld ret bange for Rasmus Klump(…). Alligevel fik han taget mod til at give ham verdens mindste high-five efter pandekageshowet, og det var så fint. På samme måde kan jeg godt lide halloween. Jeg kan godt lide at man bliver konfronteret med det man frygter, og at vi giver døden en maske på, så vi kan grine lidt af den. Men i aften, på Allehelgensaften har jeg alligevel tænkt mig at fylde vindueskarmen med stearinlys og synge Lysets engel går med glans – bare liiige fordi.

(Jeg har redigeret denne tekst d. 23. okt.: Har slettet to linjer som var klunset formuleret. Og så har jeg tilføjet et lille men vigtigt afsnit. Ok? Cool. Hej hej!)

Det var meningen at jeg skulle skrive det her fra et sommerhus i Asserbo. I efterårssolen, imens min mor legede med mine børn i haven. Jeg skulle have skrevet om vores ferie, inden jeg poetisk og afklaret reflekterede over at min mor er syg. Men så brændte hele lokummet sammen og vi måtte tage hjem før tid. Fordi virkeligheden. Og min mor ville bare hjem til sin sofa.

Jeg burde have set tegnene. Synes ellers jeg er blevet god til at spotte dem. De små subtile indikationer på at hun ikke har det godt. Hun er verdensmester i at skjule dem – vi skal jo ikke bekymre os – så man skal lede godt.

Det er ikke fordi min mor ligger for døden eller noget. Hendes sygdom er ikke spor fancy. Til gengæld har den været der så længe jeg kan huske. Når hun kun har haft et arbejde kort tid ad gangen, er det som regel fordi en depression har slået hende hjem. Og det er så kedeligt at skrive om slidgigt i knæene, depressioner, forhøjet stofskifte og mere end ti øreoperationer. Det er så kedeligt at man helt glemmer at det også er alvorligt. Og hvor meget det fucker det hele op.

Når min mor er rask, er hun verdens bedste mormor. Hun er en så integreret del af mit og mine børns liv, at jeg helt glemmer at skrive om det, selvom det selvfølgelig fortjener ord. Hun strækker sig til sit yderste for at være en aktiv og meget stor del af vores børns liv, også selvom det i perioder trækker enormt på hendes energireserver. Der er ingen tvivl om, at hendes børnebørn har førsteprioritet og at kærligheden er gengældt. F.eks. har vi en ugentlig mormor-dag, hvor hun henter Kurt, køber ind og laver mad til os alle sammen. Hun finder på de bedste lege, som jeg aldrig selv kunne have fundet på og så er hun verdensmester i at opstøve genialt brugt legetøj, som hun shiner op med sprit og rodalon og udskifter de der små pisseirriterende batterier, så det hele spiller. Desuden er hun min go-to person i alt der handler om opdragelse, fordi hun har en kandidat i pædagogik og den klogeste jeg kender, når det handler om børn. Sagt med andre ord, så ved jeg slet ikke hvad jeg skulle gøre uden hende. Og det er nok i virkeligheden derfor det gør så ondt når hun er syg.

Min mor skulle starte på en ny smertebehandling, den første dag i vores efterårsferie. Vi havde brugt flere uger på at planlægge turen og glædet os helt vildt. Min søster, to halvsøskende, kærester og børn. Hele flokken, ristede kastanjer, rødvin, æbleskiver, kantareller… The works! Mens vi hyggede, spillede guitar på græsset og gik på svampetur forsvandt vores mor længere og længere ind i sin osteklokke. Til sidst gik hun rundt i en boble af tyk, grødet masse.

Det er så hårdt at være vidne til og jeg tackler det helt ad helvedes til. Jeg blir bare en teenager og vildt irriteret over, at hun ikke bare kan tage sig sammen. Jeg ser alle mine værste sider i hende og alt det jeg er bange for at ende som. Det er jo forfærdeligt. Og jeg får så dårlig samvittighed, for hun er jo ægte syg. Hun kan ikke gøre for det. Men jeg savner bare min mor. Hende den glade, seje, kloge, smukke rødhåret dame som har læst _alle_ bøger i universet, faktisk godt kan være ironisk, kender alle mulige random facts, finder på geniale lege med mine børn og er verdensmester i at lave mad. Hende jeg vil være stolt og lykkelig over at ende som. Hende savner jeg. Engang imellem kommer hun frem, men når hun har det rigtig skidt, så er det kun i få minutter ad gangen.

Jeg ved godt at vores forældre bliver ældre og at det her gode liv ikke skal fortsætte for evigt. At jeg er 32 år og faktisk er en voksen. Og at det indenfor en overskuelig tid, er mig som skal passe på mine forældre og ikke omvendt. Men jeg har simpelthen så svært ved at acceptere at det allerede er nu. At min mor i lange perioder er den svage, så min søster og jeg skal være de stærke. Det kan jeg slet ikke holde ud.

Vi nåede heldigvis at have virkelig mange fine stunder i sommerhuset: Da vi gjorde det gamle legehus rent og Kurt og jeg inviterede alle ind på plastikkage og kakao, da vi spillede guitar foran pejsen, drak rødvin og lavede æbleskiver på en pande vi havde fundet oppe i Ole’s Genbrug. Det var så hyggeligt og fint. Og så hele tiden den tunge sygdom der listede rundt som et spøgelse alle kunne mærke, men ingen havde lyst til at forholde sig til.

Til allersidst blev det skræmmende tydeligt, at vi blev nødt til at tage hjem. At den der drøm om den helt perfekte ferie, med den perfekte mor ikke eksisterer. Ikke i vores liv i hvert fald. Virkeligheden er grim og rå. Og den vil skide på vores orangerøde forestillinger om en romantisk familieferie.

Måske skal jeg bare blive bedre til at lytte til menneskene omkring mig, i stedet for mine egne forestillinger om hvordan det kunne være. Måske skal jeg bare blive bedre til at elske min mor – sygdom and all – for den hun er og ikke for den hun kunne være.