Browsing Category

Det er ikke altid kønt

Arbejdsliv, Familieliv

Hvordan det går med min work life blablabalance? Fremad.

Livet river og flår i mig fra alle sider og aldrig har det føltes mere skitzofrent: Den ene time er jeg i himlen – både på job, derhjemme og midt i mellem, når jeg kører (råddent – yup, thats me – undskyld) gennem byen med podcast i ørerne og sol i hovedet. Og helt ud af det blå kommer stresstankerne flyvende som sorte krager i horisonten. Men der sket et par ting, som gør at jeg føler, at det fortjener et blogindlæg. For det er som om at jeg er blevet en lille bitte smule bedre til at adskille følelsen af stress fra det som er mig.

På et lavpraktisk plan, føler jeg at jeg endelig har lært at jeg ikke kan give 100% til mit arbejde. Det betyder bla. at jeg (næsten) ikke længere ænser min arbejdstelefon, når ikke jeg er på arbejde. Hvilket er ret præcist fra kl. 16 og frem til 8-9-tiden næste dag. Jeg skænker heller ikke mit arbejde alt for mange tanker når jeg har fri, selvom det kan være svært at overholde. Og endnu vigtigere: Jeg har ikke længere dårlig samvittighed over at give slip på det. Længe troede jeg at det var det “rigtige”, entrepenante krea-mindset lige at sidde et par timer når børnene var lagt. Det lyder bare sejt, ik? “Så kan jeg bare lige fyre et par timer af, og rigtig nå til bunds i de mange vigtige præs…” NEJ! Nej. Nej. Nej. Jeg nægter. N.æ.g.t.e.r. Jeg vil holde fri og rydde op og lege og vaske tøj og ligge i ske med min mand og lave mad og læse og skrive og have overskud til ikke at være en lille, vissen kælling overfor dem jeg faktisk elsker. Og jeg nægter at have dårlig samvittighed over det mere.

Og så har jeg været ret åben overfor min leder omkring at jeg nok er lidt i skudlinjen for at få stress. Det har også været rart bare at få det ud i æteren. Sidst men ikke mindst har jeg været til stresscoach. Ja, sgu. En læser, som er ved at færdiggøre sin efteruddannelse i den slags, skrev for et par måneder siden og tilbød mig et par timer hos hende, og jeg takkede et kæmpemæssigt ja. Jeg har kun været hos hende en enkelt gang, men det var simpelthen så fint og inspirerende. Og det har bla. ført til at jeg nu er begyndt at føre en ‘bullet journal’ (som jeg ikke anede hvad er, men hvis man googler det, er det jo kæmpestort). Det går kort sagt ud på at have en familiebog med ugeplan, overblik, minder, ønsker og huskelister i een stor, semiorganiseret pærevælling. Og det fungerer skidegodt! Jeg får faktisk ro i maven over at der ikke er nogle uforudsete hændelser i løbet af ugen, at jeg ved hvad vi skal have at spise på Torsdag, hvad Niklas skal Lørdag osv, osv. Og når ugen er gået skal jeg så notere hvor i løbet af ugen der var kærlighed med børnene (hjerte), øer af ro med mig selv (peacetegn) og kærestetid med min mand (stjerne). So far, so genialos!

Jeg har også fået forbud mod at fremleje vores lejlighed på air bnb, indtil der er mere ro i overetagen hos mig.

Så altså. Små, vigtige skridt.

Dybest set ved jeg jo godt at jeg ikke vil egne mig som hjemmegående fuldtidsmor, selvom jeg ofte blir forelsket i tanken og drømmer om alle de Louisianature og legegrupper og familiebesøg vi ville praktisere (lol). Men jeg kan også mærke at jeg bliver glad af at gå på arbejde. Og jeg kan slet ikke forestille mig at skulle være sammen med mine børn på fuldtid (er det egentlig lidt trist?). Jeg tror vi ville dø af kedsomhed og at de ville savne deres venner fra børnehaven. Så ind til den gyldne mellemvej kommer dumpende i form af borgerløn, 20 timers arbejdsuger og børnehjørner på samtlige arbejdspladser, så går jeg altså lige på arbejde 8 timer i døgnet; Holder (ægte og uden skyld) fri med mine børn i 8 timer; Og sover i 8.

Det er da også en slags balance, ikke?

Det er ikke altid kønt

Et par betragtninger fra en IG junkie på afvænning (igen)

I dag er det en uge siden jeg slettede min Instagram app (ryste, ryste og samtidig flov, flov over hvor helt igennem kikset det her indlæg kommer til at blive). Ligesom ethvert bad relationship, er det især vanen der er svær at give slip på. Jeg har f.eks ikke tal på hvor mange gange, jeg er gået ind på den app, som nu sidder hvor IG plejede at sidde. Mine fingre gør det helt automatisk flere gange dagligt

I dag hentede jeg IG appen tilbage og havde den et par timer. Det var sgu rimelig sex with an ex agtigt: Skulle bare lige prøve det og se hvordan det ville være. Jeg skrev en opdatering og ændrede min profiltekst. Sygt, men jeg havde åbenbart behov for at IG – min ex lover – lige fik en ordentlig begrundelse, i stedet for at jeg bare skred uden i det mindste at fortælle hvorfor. “It’s not you, it’s me”.

Jeg overkompenserer stadigvæk lidt på facebook (hurtig betragtning: Vores forældre holder jo mayhem derovre! Gud, hvor er der kommet mange videoer: Min MOR lægger gif-selfies på stories og jeg er seriøst i tvivl om hun gør det med vilje – og så lever de der “kopier denne tekst og tag mig og del det, så vi rigtig kan snyde facebook algoritmen” til min store overraskelse, stadigvæk). Men Facebook giver mig slet ikke samme endorfin kick, så jeg er ikke så bekymret for at det kommet til at tage overhånd.

Men hold kæft, hvor jeg savner det. IG. Især likes’ne – de små lækre, limbiske skiderikssukkerknalder.

Her må man forøvrigt gerne grine hånligt af min manglende rygrad og at jeg gang på gang skriver om det her. Jeg tror bare jeg havde brug for at rapportere lidt fra processen – Om ikke andet så for mig selv, eller for mine børn, til når de engang er store nok til at bladre sig igennem den her blog (oh gru). Så vil de sidde der med deres hyperintelligente 100% usynlige, skærmfrie internet 4.0 og grine af deres forældres forældede hjerner, dengang i 2018.

Desuden har amerikanske ‘Quit Smoking’ blogs og sider gjort det ret godt for mig. Og når jeg ikke føler mig helt åndssvagt ynkelig over ikke at kunne styre mit misbrug, så føler jeg mig lidt sej for i det mindste at stå af. Og selvom jeg ikke aner om jeg om en måned kommer kravlende tilbage, så tror jeg det faktisk ikke.

Ting jeg kommer til at savne:

– at følge med i mine venners (og blogger-venners) liv

– at følge med i profiler som gør mig klogere på virkelig underholdende måder (fx. everyoutfitsatc).

– at få likes

Ting jeg ikke kommer til at savne:

– at stå og glo ned i IG hvert 5. minut mens mine børn er vågne

– at ligge og junke fremmedes profiler lige inden jeg skal sove

– at glemme at alle profiler er koreograferet og komme til at tro at folk faktisk lever sådan og i direkte forlængelse, få det sygt dårligt med mit eget liv.

Som min søster skrev: Det er ligesom et bad relationship. Det tager mere end det giver. Ja.

Dét skal jeg lige huske, der om 2 uger når jeg har lyst til at instagramme the shit ud af mit efterårsgyldne sommerhus og bliver opdateret på hvad alle I mennesker har gang i. For jeg kan ikke styre det.

It’s not you, it’s me.

Slidgigt

5 år med en kunstig hofte: en slags midtvejsevaluering

(Advarsel: indlægget indeholder billeder af ar (og min røv)).

Jeg har længe ville evaluere lidt på hvordan det har været at have en kunstig hofte.

Tilbage i 2013 tog jeg nemlig, som 28-årig, et ufrivilligt jump to lightspeed i livets gang; Efter 2 år med smertestillende piller og krykker på daglig basis, gav jeg op i kampen mod de sindssygt store smerter (jeg vil hellere føde igen) som svær slidgigt medfører. Continue Reading

Ugens stener

Ugens stener

Mig når

– kl er blevet 21.

– jeg ser Westworld 2. Tror bare det er systemet der lukker ned. Kan ikke klare mere uhygge når virkeligheden i forvejen er så scary.

– jeg læser WA artikler. Jeg savner min før-internet hjerne.

– jeg har fået 2 glas vin.

– Niklas vækker mig kl. 2.30 og påstår at det er min tur til at gå ind til drengene (som sover på samme værelse og derfor vækker hinanden.. Zzz).

– jeg læser reglerne til brætspil. Jeg. Kan. Ikke.

– Kurt *kun* vil se Gurli Gris. Igen.

– det tager over 20 min at finde en parkeringsplads. Damn you indre Kbh.

Arbejdsliv, Familieliv

På vej til Nordjylland

Jeg sidder på gode gamle E20. Bilen er proppet med semiglade vuggestuebørn, sandkage og al det obligatoriske børnefamilieragelse som man slæber med, når man skal til konfirmation i Nordjylland.

Der sker mange gode ting på mit arbejde og i dag har jeg fløjet rundt. Indimellem føler jeg, at jeg er ægte god til mit job. De dage kommer der flere og flere af – Det er sgu fedt.

Arbejde. Det stjæler de vigtigste dagstimer fra ens familie, så det skal godt nok være dét værd. Det synes jeg heldigvis at det er. Og når jeg engang imellem kommer til at længes efter det hjemmegående barselsliv, skal jeg bare scrolle lidt tilbage på bloggen her og læse fx det her indlæg. Eller det her. Seriøst. Jeg ville jo være elendig til at være hjemmegående. Jeg glemmer det bare.

Men nu, NU har vi sgu fri. Og det slår mig at mit liv officielt er blevet den TV2 kliché jeg frygtede i gymnasiet. Den gode nyhed er at det ikke er helt så slemt, som jeg troede det ville være. Tværtimod.

På fredag har jeg fri

(Tekst: Steffen Brandt)

Hey, babe, du ved jeg har lidt travlt

Men der er noget jeg har glemt at sige

Jeg knokler røven ud af buksen

Men jeg gør det kun fordi:

Alt det der med vores fremtid

Det koster, men på fredag har jeg fri

 

Jeg tænkte, vi kunne måske mødes

Og forelske os igen

Starte autotomobilet og køre

Et eller andet fancy sted hen

Lad det blive, hvad det er, babe

Lad det ligge, lad det være

Jeg kigger forbi

På fredag har jeg fri

 

Jeg har et hav af gode venner

Som jeg aldrig rigtig ser

De er ligesom sakket bag ud af dansen

Det er ikke de vilde ting der sker

Al den snak om deres problemer, du

Jeg orker, jeg orker ikke mere

Lad det blive, hvad det er, babe

Lad det ligge, lad det være

Jeg kigger forbi

På fredag har jeg fri

 

Hey, babe, du ved jeg har lidt travlt

Men der er noget jeg har glemt at sige

Alt det vi drømte om at gøre

Det gør vi ikke fordi:

Det er nu engang sådan med drømme

De koster, men på fredag har jeg fri

Lad det blive, hvad det er, babe

Lad det endelig være

Jeg kigger forbi

På fredag har jeg fri

Ugens stener

Ugens stener #5

Det er et par år siden jeg sidst offentliggjorde et ugens stener indlæg. Så det er helt bestemt på tide at genoptage det smukke og herlige format. Dels fordi det er virkelig rammende for mit energiniveau for tiden. Og dels fordi jeg jo ikke kan skrive, når jeg har travlt med at sove alle mine aftener væk.

I denne uges stener faldt jeg i søvn ude på vores toilet. Var bare lige væk i 5 skønne sekunder og opdagede først da jeg vågnede, at jeg stadigvæk havde cykelhjelm på.

Arbejdsliv

Godmorgen Berlin

Sent i går landede jeg i Berlin. Nu sidder jeg her på mit værelse på 18. sal og kigger ud over Alexander Platz. Det er første gang i et halvt år, at jeg er alene i mere end en halv time, og branddøren sørger for at her er stille på et helt andet plan. Helt alene. Helt dejligt. Om 10 minutter bliver jeg hentet af en chauffør og så skal jeg være model hele dagen, hvis jeg ellers kan huske, hvordan man gør.

Det er kun mit andet modeljob siden Otto blev født – på det første var jeg oppe i en samisk hytte i nordsverige. Nu er jeg her i Berlin. Jeg ved godt at der er mange modeller som arbejder ufatteligt meget mere end mig. Men der er ikke lige så mange der også har et almindeligt fuldtidsjob og to små børn. Og hver gang jeg så endelig får et modeljob, så bliver jeg virkelig, virkelig  glad. Og føler mig ufatteligt heldig at få lov til at rejse lidt ud med mig selv og slikke på verden og tjene lidt penge og møde lidt mennesker. På den der klichéfyldte hashtag grateful hashtag love my life måde, faktisk. Fordi man nogle gange bare skal lidt på afstand af sit liv, for at se hvor godt man egentlig har det.

I elevatoren på vej ned til morgenmad mødte jeg make-up artisten og 10 minutter efter vi hilste på hinanden, sad vi og snakkede om åbne forhold og meningen med livet mens vi drak espresso og spiste æg. Ahh… Så overfladisk og så dybt på samme tid. Og så noget andet om at arbejde som model i Tyskland (som jeg efterhånden har gjort i – argh – 13 år): Når man spørger om det var en lang arbejdsdag i går og make-up artisten svarer “Nej, slet ikke. Vi var færdige allerede kl. 19.00”. Haha. Nå, ja. Let’s do this.

 

Arbejdsliv, Det (mor)somme liv

Kære Sanne, Anne og Lis (en rodet hyldest til 8. marts)

Jeg har i tohundredetusinde år villet skrive noget klogt om sammenbrudte overenskomstforhandlinger, Krifa’s vildt nok timede bloggerkampagne og hvorfor man skal være medlem af en rød, traditionel fagforening der kæmper for fair overenskomster og indgår i trepartsforhandlinger. Men min hjerne er så sygt havregrød omkring det. Jeg kan ikke. Jeg kan kun lige akkurat få mit liv og min hverdag til at fungere, så please stik over til Linda fra Blogsbjerg og hop ombord i hendes enestående formidling af emnet (man kan godt mærke at hun arbejder som tolk til dagligt) i indlægget Sammen *er* du stærkere. Det er vigtigt. Og hun beskriver det hele så meget bedre end jeg kan. Kommentarsporet er også godt.

Der hænger også et manglende februar-blogindlæg om min sort-of-minimalistiske garderobe som jeg har downsizet med ca. 60%, men det sker bare ikke. Jeg kan åbenbart ikke skrive.

Når jeg har afleveret og hentet og opfundet noget der ligner aftensmad ud af grøntsagsskuffen, leget, puttet og ordnet køkken, så er der ikke mere tilbage. Det er der fandme bare ikke. Fuck det er hårdt. Undskyld mig. Men fuck det er hårdt. Lad os lige snakke lidt mere om det, for det er lidt ligesom med ammeopstart: Mega hårdt for mange flere end man tror, men fordi alle har glemt det i sekundet det er overstået, så er der ingen til at advokere for det efterfølgende. Og så føler man sig pissealene, når man sidder med det.

Jeg kender flere som er gået ned med stress når de er kommet tilbage fra barsel, og det forstår jeg sguda virkelig godt. Der er ikke noget jeg hellere vil end at være en 100% god og dedikeret medarbejder. Jo, altså måske bortset fra at være en 100% god og dedikeret mor og kæreste. Det blir 200%. Øhm. You do the math… Jeg føler at jeg må skære mig selv midt over og at uanset hvor hurtigt jeg løber, så kan jeg ikke nå at gøre det så godt som jeg gerne vil, hverken herhjemme eller på mit arbejde. Det er så frustrerende. Og pinligt klicheagtigt og buhu-agtigt. Rich, white womans privilege, alt det der. Men grundangsten for ikke at slå til, kan jeg ikke intellektualisere mig væk fra. Den er bare ved at blive et vilkår. Ikke så meget herhjemme. Tror jeg er ret sikker på at jeg er en okay mor (også selvom jeg nogle gange blir så sur på Kurt at jeg kommer til at slæbe ham i een arm mens jeg hvisler nukommerdufandmeherudogsåtagerdudenskideflyverdragtpåNU i ren vredes-afmagt. hold kæft han kan være provokerende. Og han er ikke engang 3. Fårk.). Nå. Men fagligt. Jobmæssigt. Citrixmæssigt. Outlookmæssigt. Av, hvor jeg synes det er svært at slå til og føle at jeg gør det godt nok på arbejdet. Men jeg _vil_ slå til. For jeg er helt vild med at gå på arbejde og føler mig så priviligeret for det. Tænk: Jeg får lov til at arbejde med det jeg er uddannet til og brænder for. Det er sgu fantastisk. Men ydmyghed og usikkerhed er bare et op-ad-bakke knivsæg at balancere på – Lige pludselig kammer ydmygheden og taknemmeligheden over og bliver til usikkerhed som er så destruktivt. For mig i hvert fald. Jeg vil bare godt gøre det 100% godt begge steder i mit liv. Og lige pludselig sidder man og hulkegræder til Sprinter Galore (I know. Wtf?) og kan ingenting ud over at passe arbejde og passe børn. Weekender, lejlighed, venner, familie, bøger, skrive, tegne, alt det der må træde i baggrunden. Og det er hårdt, fordi jeg jo ved at det er dét som under normale omstændigheder ville give mig energi. Men jeg kan ikke mere nu.

Her i aftes fik jeg utrolig nok set fjernsyn. Dokumentaren i 3 afsnit om Sanne Salomonsen, Anne Linnet & Lis Sørensen på DR. Åh, mit hjerte. Bare se den. Jeg fandt selv guitaren som 12-årig og har spillet på hobbyplan lige siden. Så at se de der tre 80’er heltinders sindssyge musikalske rejse kogt ned til et par timer var virkelig inspirerende. De minder mig om alt det jeg drømte om at blive som barn, da jeg hørte Barndommens Gade, Stille Før Storm og Where The Blues Begin på repeat. Inden verden gik amok.

For tre år siden handlede mit 8 marts indlæg om at flå levende fisk. Og sidste år om at være arbejdsløs. Så please indsæt selv oplagt 8 marts reference her. Noget med empowerment og sejhed ikke. Og noget med ikke at give op. Og forblive kreativ midt i alt det hårde. Og turde dele noget af det hårde med sin omverden, selvom det kan være svært.

Så går jeg lige ind og besvimer af træthed imens.

Glædelig kampdag!

Det er ikke altid kønt, Rejse

Thailand – alt det man ikke ser på Instagram (eller: forkælet brok fra en frustreret ferietype)

“Jeg begynder lidt at overveje om det var en rigtig beslutning at rejse i 5 uger” Citat min kæreste i går aftes. Sagt under aftensmaden der som sædvanlig blev kastet rundt af Otto mens Kurt råbte og skreg og smadrede restaurantens legebiler. Jeg blev først ked af det, men efter et par minutter måtte jeg indrømme, at jeg forstår ham. Who are we kidding?

De sidste par dage har været mere fyldt med sygdom end jeg egentlig gider skrive om (i morges brugte jeg fx 3 timer på medical clinic med Kurt i drop og mistanke om dengue feber). Vi skulle have rejst videre i morgen, men har måttet udskyde Ko Jum indtil alle har fået det bedre, selvom vi mere end noget, trænger til luftforandring.

Dagene føles som én lang ulvetime, og selv om jeg er medskyldig i den stribe af asiatiske solnedgange som præger mit Instagram-feed for tiden (undskyld), så er vores Thailandstur altså primært fyldt med trodsalder, ris (over-alt. ALT!), myggestik, regn (har kun haft 2 dage uden regn), herreløse katte som nogen elsker at løbe efter og ae (hvem sagde rabies?), klistrede isfingre, sand (argh!), sved, myg, solcreme, børnestress over en frygtløs 10 mrd’s baby der aldrig sidder stille… osv. osv.

Vidste faktisk slet ikke at børn kunne være så klamme. Fx de 15 år gamle kæmpe karper der svømmer rundt i restauranten? Det mosevand de svømmer i. Det drikker min søn af hver eneste gang jeg kigger væk. Seriøst. Jeg kunne komme med en stribe af andre klamme ting, men bare tro mig.

Vi er så trætte af at skælde ud, slukke ildebrande, lokke med is og være forældre-agtige at vi er begyndt at skvatte i søvn når vi putter børnene, og derved mister de der lune, børnefri trope-aftener, som ellers har været noget af det bedste ved at være afsted. Det er så udmattende at skælde ud. Misforstå mig ikke, jeg kan rigtig godt lide mine børn – Og det meste af det her er bare en forkælet turist der rambler. …Men er det meget forkert hvis jeg ind i mellem også glæder mig en lille smule til at komme hjem til vores dejlige, trygge ..vuggestue?

Det er ikke altid kønt

Jeg lægger mig lige i fosterstilling herovre..

Jeg er så træt for tiden, at jeg propper 3 x juleskum i munden bare for at kunne overskue at putte og ordne lejlighed. Det er deprimerende.

I morges regnede det sidelæns da jeg cyklede på arbejde. Jeg glemte at kigge mig i spejlet da jeg nåede frem. Klokken 13.00 opdager jeg at jeg har gået rundt hele dagen med mascara galore i mit fjæs. Seriøst. Pandaøjne. PANDAØJNE.

Men ellers går det godt med mit arbejde. Jeg er kæmpe vild med menneskerne. Mindre vild med alle de koder man skal huske. Virkelig lidt vild med Otto’s tigerspring, som gør at jeg er oppe og amme hver 3. time natten igennem (i nat var det kl. 22 – 00 – 03 – 06). Til gengæld mega vild med varm frokost. Og spændende opgaver. Jeg lærer så mange nye ord at jeg overvejer at lave en podcast om dem (der må I godt lige være søde at få stoppet mig inden).

Min veninde foreslog at jeg bare tilføjede en fane her på bloggen der straight up hedder “Branchen”. Med kategorier som “kaffe”, “mødeindkaldelser” og “intranet”. …Var det noget? < Indsæt ironisk smiley fuld af kærlighed til voksenlivet og al dens væsen >.

På Fredag skal jeg til julefrokost for første gang i 4 år. Min ambition er ikke at blive fuld. Step away from the snaps. Jeg glæder mig!

Niklas sidder overfor mig og ser en serie der hedder Punisher på Netflix. Den er så sygt klam. Hvorfor er der så meget voldeligt lort i fjernsynet? Jeg er stået helt af på det.

Nå. Jeg går sgu lige ind og ammer. Beklager at mine blogindlæg er så dølle for tiden. I morgen vil jeg lede efter min hjerne ude i en af vasketøjsbunkerne – Jeg synes lige jeg havde den.