Browsing Category

Arbejdsliv

Arbejdsliv, Det (mor)somme liv

Netto, we have a problem.

Jeg gik max kold i Netto i dag. Er way past at tage hjelmen af når jeg handler – er mere blevet sådan en art working mombie der går rundt klokken 16.45 med tomme øjne, refleksvest(!), løbepandebånd og cykelhjelm og trawler hhv hjernebark og grøntafdeling for billige retter (spidskål og kokosmælk.. ville dét kunne noget?)

På vej forbi Fields med cykelkurven fuld af ØGO, ringede jeg til min mor og brækkede min ængstelse ud over hende. Og hun lyttede og jeg tænkte at jeg er heldig at have en mor. Og endda en, der gider lytte.

Jeg er splittet mellem at have kæmpe optur over fast pension, sygesikring, sikkerhed og alt muligt andet I-landsagtigt. Og samtidig føle at prisen jeg betaler – evig dårlig samvittighed – er for høj.

Alle jer der har børn. Jeg har aldrig forstået hvad I mente, når I snakkede om dårlig samvittighed. I get it now.

Antal gange jeg har haft dårlig samvittighed i dag:

Kl. 7.30, da jeg blev så sur på mit trods-alderramte barn at jeg slæbte ham ned fra 4. sal halvt hængende i armene. Det må man sgu ikke. Uanset hvor lidt samarbejdsvillig den er. Græd lidt mens jeg cyklede ham til udflytterbussen.

Kl. 9.20, da jeg efter 2 afleveringer, et cykelskift og en cykeltur til Sydhavnen endelig landede på mit arbejde. Alt for sent.

Kl. 16.30, da jeg kørte fra mit arbejde. Alt for tidligt i forhold til mine kollegaer som stadigvæk knoklede på en vigtig deadline.

Kl. 16.45 i Netto – nu den mærkelige loose-loose kombination af dårlig samvittighed over dels at være gået for tidligt fra sit arbejde og dels at være kommet for sent afsted fra sit arbejde. I. Give. Up.

I min rosenrøde forestilling om gamle dage, ser jeg for mig, at nok var det hårdt og tungen lige i munden. Men i det mindste slap man(d) for den dårlige samvittighed. Når man(d) kørte hjem fra arbejde, vidste man(d), at det var a-okay, at komme sent hjem. Måske ligefrem værdsat og respektfuldt, at man(d) sådan havde knoklet i det. En provider, der ‘brings home the bacon’.

Hvorfor har jeg det ikke sådan? Hvor fanden er min stolthed? Og mit selvværd som udearbejdende mor?

Hvorfor går jeg rundt i Netto som en rødmosset Jeanne D’Arc. Helt martyr. Hvad er det, jeg gør forkert, siden jeg altid halser rundt og alligevel kun når det hele halvt?

Jeg forstår det ikke. Hvis nogen har nummeret på Don Draper, så send det gerne. Tror han ku lære mig et og andet.

Kh Ida ved tremmerne

Arbejdsliv

Sæsonernes happy end

Hverdagene suser afsted om ørene på mig og det er slet ikke til at forstå at det i dag præcis er 1 år siden, jeg kom tilbage fra barsel med Otto, som på det tidspunkt var småbitte 8 måneder. Det er et år siden jeg startede på et arbejde jeg, trods ups, downs, stress og en ret stejl læringskurve, efterhånden godt tør sige højt at jeg faktisk elsker. Vildt nok.

På opfordring fra min stresscoach (seriøst. Alene det ord er da lige til at få stress af – nyt ord! Stressrådgiver) læser jeg en bog der handler om overgangen fra studie- og arbejdsliv, og selvom det efterhånden er 5 år siden, jeg blev færdig, så giver den rigtig god mening – for mig i hvert fald. Fordi min første periode på arbejdsmarkedet var så præget af korte ansættelser (den længste var 13 mrd) – bevares – og 2 barsler, noget efteruddannelse, en modelkarriere og en hella masse timer i en frivillig fagforening, har jeg ikke rigtig oplevet den omvæltning det er, at blive og være en fast del af en arbejdsplads. Og på en helt anden måde være med til at drive projekter, balancere sin tid og prioritere opgaver. Især det sidste har fanneme været en øjenåbner. Det der med at være det du gør, og ikke det du potentielt kan.

Men jeg synes faktisk – uden at det skal lyde alt for rosenrødt – at jeg er ved at være landet nogenlunde på fødderne – også i accepten af, at det er nogle andre, der løber med de bedste timer med mine børn. For det første fordi de (mine børn, altså) altid er glade når jeg henter dem, og for det andet fordi jeg ved at jeg ville visne, hvis jeg skulle gå hjemme med dem. Det er okay, fordi det er det værd. Og jeg elsker de timer vi har sammen fra jeg henter dem, til de falder i søvn ved siden af mig, som nu hvor jeg sidder i mørket og lytter til de tunge åndedræt (for nej. Jeg har stadigvæk ikke lært, hvordan man putter uden at sidde inde hos sine unger i halvanden time hver aften..). I dag cyklede jeg hjem ad en julestrålende Store Kongensgade med to glade unger, stoppede på Kgs Nytorv og kiggede på D’Angleterres overgearede juleudsmykning. Så tømte Otto og jeg en parmesanbod for smagsprøver inden vi cyklede det sidste stykke langs Nyhavn og forbi Charlottenborg hjem. På en helt almindelig mandag. Og undskyld jeg så skamløst blærer mig i disse Kbh’ske boligprisekrisetider, men helt seriøst. Jeg er så gode venner med min by for tiden.

Forøvrigt er min 3-årige cirka lige så bange for nisser som han er for Rasmus Klump, så i eftermiddags blev jeg nødt til at fortælle ham, at det er mor som er Nissen. Helt lettet, som om universet pludselig gav mening igen, snøftede han “..Er det..?”. Yes sir. Så nu har jeg lige pillet alle nisserne ned, så Kurt igen kan være i vores stue og julehverdagen for alvor kan sænke sig.

Glædelig december❤️

Arbejdsliv

Meanwhile i Lissabon: Hurtigt hej fra Websummit 2018

Jeg er taget på en stille og rolig 70.000 menneskers tech konference med mit arbejde, så hvis her er stille for tiden er det bare fordi jeg har travlt med at terpe buzzwords og mingle med Google.

Hvis DHL løbet i Kbh er Roskilde Festival der møder Djøf, så er Websummit Roskilde Festival der møder Silicon Valley. Det er virkelig spændende og smækfyldt med klistermærker og klichéer. Så jeg får lige justeret mit bullshitfilter, tøjlet min fomo og så prøver jeg at holde igen med merchandise, jeg ikke har brug for.

Om lidt er klokken 16.00 og så tror jeg nok det var tid til portvin, øl og fyraften her i teknoland.

Undskyld mig lige mens jeg indhenter 200 års barsel.

Vi ses på Fredag.

You and your pink sky

Arbejdsliv, Familieliv

Hvordan det går med min work life blablabalance? Fremad.

Livet river og flår i mig fra alle sider og aldrig har det føltes mere skitzofrent: Den ene time er jeg i himlen – både på job, derhjemme og midt i mellem, når jeg kører (råddent – yup, thats me – undskyld) gennem byen med podcast i ørerne og sol i hovedet. Og helt ud af det blå kommer stresstankerne flyvende som sorte krager i horisonten. Men der sket et par ting, som gør at jeg føler, at det fortjener et blogindlæg. For det er som om at jeg er blevet en lille bitte smule bedre til at adskille følelsen af stress fra det som er mig.

På et lavpraktisk plan, føler jeg at jeg endelig har lært at jeg ikke kan give 100% til mit arbejde. Det betyder bla. at jeg (næsten) ikke længere ænser min arbejdstelefon, når ikke jeg er på arbejde. Hvilket er ret præcist fra kl. 16 og frem til 8-9-tiden næste dag. Jeg skænker heller ikke mit arbejde alt for mange tanker når jeg har fri, selvom det kan være svært at overholde. Og endnu vigtigere: Jeg har ikke længere dårlig samvittighed over at give slip på det. Længe troede jeg at det var det “rigtige”, entrepenante krea-mindset lige at sidde et par timer når børnene var lagt. Det lyder bare sejt, ik? “Så kan jeg bare lige fyre et par timer af, og rigtig nå til bunds i de mange vigtige præs…” NEJ! Nej. Nej. Nej. Jeg nægter. N.æ.g.t.e.r. Jeg vil holde fri og rydde op og lege og vaske tøj og ligge i ske med min mand og lave mad og læse og skrive og have overskud til ikke at være en lille, vissen kælling overfor dem jeg faktisk elsker. Og jeg nægter at have dårlig samvittighed over det mere.

Og så har jeg været ret åben overfor min leder omkring at jeg nok er lidt i skudlinjen for at få stress. Det har også været rart bare at få det ud i æteren, og blive mødt af forståelse. Sidst men ikke mindst har jeg været til stresscoach. Ja, sgu. En læser, som er ved at færdiggøre sin efteruddannelse i den slags, skrev for et par måneder siden og tilbød mig et par timer hos hende, og jeg takkede et kæmpemæssigt ja. Jeg har kun været hos hende en enkelt gang, men det var simpelthen så fint og inspirerende. Og det har bla. ført til at jeg nu er begyndt at føre en ‘bullet journal’ (som jeg ikke anede hvad er, men hvis man googler det, er det jo kæmpestort). Det går kort sagt ud på at have en familiebog med ugeplan, overblik, minder, ønsker og huskelister i een stor, semiorganiseret pærevælling. Og det fungerer skidegodt! Jeg får faktisk ro i maven over at der ikke er nogle uforudsete hændelser i løbet af ugen, at jeg ved hvad vi skal have at spise på Torsdag, hvad Niklas skal Lørdag osv, osv. Og når ugen er gået skal jeg så notere hvor i løbet af ugen der var kærlighed med børnene (hjerte), øer af ro med mig selv (peacetegn) og kærestetid med min mand (stjerne). So far, so genialos!

Jeg har også fået forbud mod at fremleje vores lejlighed på air bnb, indtil der er mere ro i overetagen hos mig.

Så altså. Små, vigtige skridt.

Dybest set ved jeg jo godt at jeg ikke vil egne mig som hjemmegående fuldtidsmor, selvom jeg ofte blir forelsket i tanken og drømmer om alle de Louisianature og legegrupper og familiebesøg vi ville praktisere (lol). Men jeg kan også mærke at jeg bliver glad af at gå på arbejde. Og jeg kan slet ikke forestille mig at skulle være sammen med mine børn på fuldtid (er det egentlig lidt trist?). Jeg tror vi ville dø af kedsomhed og at de ville savne deres venner fra børnehaven. Så ind til den gyldne mellemvej kommer dumpende i form af borgerløn, 20 timers arbejdsuger og børnehjørner på samtlige arbejdspladser, så går jeg altså lige på arbejde 8 timer i døgnet; Holder (ægte og uden skyld) fri med mine børn i 8 timer; Og sover i 8.

Det er da også en slags balance, ikke?

Arbejdsliv, Familieliv

På vej til Nordjylland

Jeg sidder på gode gamle E20. Bilen er proppet med semiglade vuggestuebørn, sandkage og al det obligatoriske børnefamilieragelse som man slæber med, når man skal til konfirmation i Nordjylland.

Der sker mange gode ting på mit arbejde og i dag har jeg fløjet rundt. Indimellem føler jeg, at jeg er ægte god til mit job. De dage kommer der flere og flere af – Det er sgu fedt.

Arbejde. Det stjæler de vigtigste dagstimer fra ens familie, så det skal godt nok være dét værd. Det synes jeg heldigvis at det er. Og når jeg engang imellem kommer til at længes efter det hjemmegående barselsliv, skal jeg bare scrolle lidt tilbage på bloggen her og læse fx det her indlæg. Eller det her. Seriøst. Jeg ville jo være elendig til at være hjemmegående. Jeg glemmer det bare.

Men nu, NU har vi sgu fri. Og det slår mig at mit liv officielt er blevet den TV2 kliché jeg frygtede i gymnasiet. Den gode nyhed er at det ikke er helt så slemt, som jeg troede det ville være. Tværtimod.

På fredag har jeg fri

(Tekst: Steffen Brandt)

Hey, babe, du ved jeg har lidt travlt

Men der er noget jeg har glemt at sige

Jeg knokler røven ud af buksen

Men jeg gør det kun fordi:

Alt det der med vores fremtid

Det koster, men på fredag har jeg fri

 

Jeg tænkte, vi kunne måske mødes

Og forelske os igen

Starte autotomobilet og køre

Et eller andet fancy sted hen

Lad det blive, hvad det er, babe

Lad det ligge, lad det være

Jeg kigger forbi

På fredag har jeg fri

 

Jeg har et hav af gode venner

Som jeg aldrig rigtig ser

De er ligesom sakket bag ud af dansen

Det er ikke de vilde ting der sker

Al den snak om deres problemer, du

Jeg orker, jeg orker ikke mere

Lad det blive, hvad det er, babe

Lad det ligge, lad det være

Jeg kigger forbi

På fredag har jeg fri

 

Hey, babe, du ved jeg har lidt travlt

Men der er noget jeg har glemt at sige

Alt det vi drømte om at gøre

Det gør vi ikke fordi:

Det er nu engang sådan med drømme

De koster, men på fredag har jeg fri

Lad det blive, hvad det er, babe

Lad det endelig være

Jeg kigger forbi

På fredag har jeg fri

Arbejdsliv

Godmorgen Berlin

Sent i går landede jeg i Berlin. Nu sidder jeg her på mit værelse på 18. sal og kigger ud over Alexander Platz. Det er første gang i et halvt år, at jeg er alene i mere end en halv time, og branddøren sørger for at her er stille på et helt andet plan. Helt alene. Helt dejligt. Om 10 minutter bliver jeg hentet af en chauffør og så skal jeg være model hele dagen, hvis jeg ellers kan huske, hvordan man gør.

Det er kun mit andet modeljob siden Otto blev født – på det første var jeg oppe i en samisk hytte i nordsverige. Nu er jeg her i Berlin. Jeg ved godt at der er mange modeller som arbejder ufatteligt meget mere end mig. Men der er ikke lige så mange der også har et almindeligt fuldtidsjob og to små børn. Og hver gang jeg så endelig får et modeljob, så bliver jeg virkelig, virkelig  glad. Og føler mig ufatteligt heldig at få lov til at rejse lidt ud med mig selv og slikke på verden og tjene lidt penge og møde lidt mennesker. På den der klichéfyldte hashtag grateful hashtag love my life måde, faktisk. Fordi man nogle gange bare skal lidt på afstand af sit liv, for at se hvor godt man egentlig har det.

I elevatoren på vej ned til morgenmad mødte jeg make-up artisten og 10 minutter efter vi hilste på hinanden, sad vi og snakkede om åbne forhold og meningen med livet mens vi drak espresso og spiste æg. Ahh… Så overfladisk og så dybt på samme tid. Og så noget andet om at arbejde som model i Tyskland (som jeg efterhånden har gjort i – argh – 13 år): Når man spørger om det var en lang arbejdsdag i går og make-up artisten svarer “Nej, slet ikke. Vi var færdige allerede kl. 19.00”. Haha. Nå, ja. Let’s do this.

 

Arbejdsliv, Det (mor)somme liv

Kære Sanne, Anne og Lis (en rodet hyldest til 8. marts)

Jeg har i tohundredetusinde år villet skrive noget klogt om sammenbrudte overenskomstforhandlinger, Krifa’s vildt nok timede bloggerkampagne og hvorfor man skal være medlem af en rød, traditionel fagforening der kæmper for fair overenskomster og indgår i trepartsforhandlinger. Men min hjerne er så sygt havregrød omkring det. Jeg kan ikke. Jeg kan kun lige akkurat få mit liv og min hverdag til at fungere, så please stik over til Linda fra Blogsbjerg og hop ombord i hendes enestående formidling af emnet (man kan godt mærke at hun arbejder som tolk til dagligt) i indlægget Sammen *er* du stærkere. Det er vigtigt. Og hun beskriver det hele så meget bedre end jeg kan. Kommentarsporet er også godt.

Der hænger også et manglende februar-blogindlæg om min sort-of-minimalistiske garderobe som jeg har downsizet med ca. 60%, men det sker bare ikke. Jeg kan åbenbart ikke skrive.

Når jeg har afleveret og hentet og opfundet noget der ligner aftensmad ud af grøntsagsskuffen, leget, puttet og ordnet køkken, så er der ikke mere tilbage. Det er der fandme bare ikke. Fuck det er hårdt. Undskyld mig. Men fuck det er hårdt. Lad os lige snakke lidt mere om det, for det er lidt ligesom med ammeopstart: Mega hårdt for mange flere end man tror, men fordi alle har glemt det i sekundet det er overstået, så er der ingen til at advokere for det efterfølgende. Og så føler man sig pissealene, når man sidder med det.

Jeg kender flere som er gået ned med stress når de er kommet tilbage fra barsel, og det forstår jeg sguda virkelig godt. Der er ikke noget jeg hellere vil end at være en 100% god og dedikeret medarbejder. Jo, altså måske bortset fra at være en 100% god og dedikeret mor og kæreste. Det blir 200%. Øhm. You do the math… Jeg føler at jeg må skære mig selv midt over og at uanset hvor hurtigt jeg løber, så kan jeg ikke nå at gøre det så godt som jeg gerne vil, hverken herhjemme eller på mit arbejde. Det er så frustrerende. Og pinligt klicheagtigt og buhu-agtigt. Rich, white womans privilege, alt det der. Men grundangsten for ikke at slå til, kan jeg ikke intellektualisere mig væk fra. Den er bare ved at blive et vilkår. Ikke så meget herhjemme. Tror jeg er ret sikker på at jeg er en okay mor (også selvom jeg nogle gange blir så sur på Kurt at jeg kommer til at slæbe ham i een arm mens jeg hvisler nukommerdufandmeherudogsåtagerdudenskideflyverdragtpåNU i ren vredes-afmagt. hold kæft han kan være provokerende. Og han er ikke engang 3. Fårk.). Nå. Men fagligt. Jobmæssigt. Citrixmæssigt. Outlookmæssigt. Av, hvor jeg synes det er svært at slå til og føle at jeg gør det godt nok på arbejdet. Men jeg _vil_ slå til. For jeg er helt vild med at gå på arbejde og føler mig så priviligeret for det. Tænk: Jeg får lov til at arbejde med det jeg er uddannet til og brænder for. Det er sgu fantastisk. Men ydmyghed og usikkerhed er bare et op-ad-bakke knivsæg at balancere på – Lige pludselig kammer ydmygheden og taknemmeligheden over og bliver til usikkerhed som er så destruktivt. For mig i hvert fald. Jeg vil bare godt gøre det 100% godt begge steder i mit liv. Og lige pludselig sidder man og hulkegræder til Sprinter Galore (I know. Wtf?) og kan ingenting ud over at passe arbejde og passe børn. Weekender, lejlighed, venner, familie, bøger, skrive, tegne, alt det der må træde i baggrunden. Og det er hårdt, fordi jeg jo ved at det er dét som under normale omstændigheder ville give mig energi. Men jeg kan ikke mere nu.

Her i aftes fik jeg utrolig nok set fjernsyn. Dokumentaren i 3 afsnit om Sanne Salomonsen, Anne Linnet & Lis Sørensen på DR. Åh, mit hjerte. Bare se den. Jeg fandt selv guitaren som 12-årig og har spillet på hobbyplan lige siden. Så at se de der tre 80’er heltinders sindssyge musikalske rejse kogt ned til et par timer var virkelig inspirerende. De minder mig om alt det jeg drømte om at blive som barn, da jeg hørte Barndommens Gade, Stille Før Storm og Where The Blues Begin på repeat. Inden verden gik amok.

For tre år siden handlede mit 8 marts indlæg om at flå levende fisk. Og sidste år om at være arbejdsløs. Så please indsæt selv oplagt 8 marts reference her. Noget med empowerment og sejhed ikke. Og noget med ikke at give op. Og forblive kreativ midt i alt det hårde. Og turde dele noget af det hårde med sin omverden, selvom det kan være svært.

Så går jeg lige ind og besvimer af træthed imens.

Glædelig kampdag!

Arbejdsliv

Jeg har fået et arbejde!

Engang hørte jeg Leonardo Dicaprio fortælle om hvor svært det var at spille den der scene i Titanic, hvor han står sammen med Fabrizio ude på stævnen og jubler. De forpinte scener var meget nemmere at spille end de glade, sagde han. Det samme har Bono engang sagt, i et interview om Björk: It’s easy to paint black. Pointen var at Björk som en af de få havde en unik begejstring i stemmen – Hun kunne udtrykke glæde i ren form.

Det er ret præcist et år siden jeg støvede min blog af og begyndte at skrive regelmæssigt her på idabida.dk. Det har været virkelig dejligt med en ventil til den tankesump som pt er min hjerne. Men jeg er så meget med på Team Leo når det kommer til at udtrykke glæde. Sarkastisk selvudlevering? I’m your woman! Oprigtig begejstring? Meeeeh.

Det knudrer sammen og bliver helt fladt – Så passer ordene slet ikke til den brus af bobler og taknemmelighed som jeg faktisk føler. Det er som at afbryde et halbal og så bede alle de glade, breezerberusede tweens om lige at sætte sig ned og skrive en stil om deres følelser. Det kan man jo ikke. Jeg kan ikke!

Så. Glade, optimistiske Björk på en lastbil i New York? Det er sådan jeg har det, når jeg skriver næste sætning.

Jeg har fået et arbejde.

Det virker stadigvæk for godt til at være sandt, men ligesom dengang jeg var gravid med Kurt og først turde skrive om det tre uger før termin, må storesøster-pessimisten her nok erkende, at der er en vis sandsynlighed for at det faktisk er virkelighed. For jeg har jo lige underskrevet kontrakten. Og jeg glæder mig så meget til 1. december hvor jeg simpelthen har tænkt mig at tage rigtigt tøj på(!) og gå på arbejde et sted jeg har drømt om at arbejde for og søgt hos i flere år. Jeg er psyko-nervøs og bange og savner allerede Otto og har dårligt selvværd og alt det der. Men jeg glæder mig også. Glæde er også en kæmpe del af det – og det skal alt det andet ikke have lov til at overskygge.

Hurra! Og hurra-argh! Og hurr-(med vild og hæs Björkfalset)M-í-AAW!

Arbejdsliv, Det (mor)somme liv

Som jeg har det på vej til mit 1. modeljob efter barsel

Jeg sidder i et fly på vej til Sverige, hvor jeg skal på arbejde. Efter i et år at have tigget mit modelbureau om at skaffe mig et job været på barsel, har jeg hele dagen haft det som Maverick på vej til Top Gun.

Her kommer en præcis og lødig gennemgang af min morgen.

(Ensomt, tørt, lone wolf guitarrif)

Jeg står i metroen på vej til lufthavnen med min håndbagage og det jeg vil kalde for et selvsikkert smil. Klip til på vej op ad rulletrappen i Terminal 3. Ingen børn, ingen vådservietter. Bare lige mig og min håndbagage. Klip til den der laissez faire pfff-nåja-følelse, da den store maskine adlyder min QR kode og lukker mig ind i Security-køen.

(Stadigvæk ensomt, tørt, lone wolf guitarrif)

Bestiller en pink latte dobbelt shot hos Joe and the Juice (her blir jeg lige slået ud af kurs, da jeg spotter Jesper Binzer fra DAD og forestiller mig hvordan det mon er at sidde der klokken 8.15 omringet af 50+ årige kvinder der bare gerne lige vil bede om et skrald en autograf). Snap out, Ida! Det’ mig der’ i fokus, tænker jeg, mens jeg flirter tilbage til min 21-årige juicer.

(Stadigvæk ensomt, tørt, lone wolf guitarrif – nu moduleret en halv tone op (Sorry, men det er bare et virkelig langt opening theme))

Går ud til gaten, ind i flyet og så kommer den (Guitarriff overdøves af MiG-28 motor der tændes – Wuuuuiiiiiiissshhhhhhhhh)

Flyet kører ud på startbanen og gør klar til at lette. Jeg sidder ved vinduet i det helt fyldte fly og opdager at jeg sådan virkelig seriøst skal tisse, at jeg har glemt min brystpumpe og at jeg må have tabt mit ene ammeindlæg et sted ude i Taxfree, for det er ikke i min bh.

Maverick over and out. Det blir godt det her.

Arbejdsliv

Frihed, Lighed og Moderskab (Eller: Det lærte jeg da blev gravid og blev fyret)

I den franske revolution råbte de “Frihed, Lighed, Broderskab!” Det her er ikke revolutionerende. Det er bare en beskrivelse af et forløb som jeg tror mange kvinder kan genkende. Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har slettet teksten og er startet forfra. Famlet efter ordene. Men jeg har besluttet at historien altså fortjener at blive fortalt. Så her er den: Historien om dengang jeg var på dagpenge, opdagede at jeg var gravid, fik en fast stilling, blev fyret efter 14 dage og sammen med min fagforening lagde sag an. Og vandt.

På dagpenge …og gravid

Efter tre år som jobsøgende, med freelance-tjanser hist og her og ind og ud af barsels- og dagpengesystemet fik jeg for et år siden et fast arbejde. Jeg blev så glad og skulle virkelig lægge bånd på mig selv for ikke at stikke i et kæmpe tarzanbrøl, da jeg fik beskeden inde på Hovedbiblioteket. Virksomheden tilbød mig en stilling, jeg ikke havde erfaring med, og derfor var det et helt nyt felt for mig, men jeg havde mange idéer, og glædede mig til at bevise mit værd og vokse med opgaven. Hold op, jeg glædede mig.

Problemet var bare at jeg var gravid. Det var kun et par uger siden jeg havde set de to streger. Midt i jobsøgning og med en etårig på armen, kørte jeg faktisk fortrænger det første stykke tid. Det var  ubelejligt. …Og  dejligt.

Når gode råd klinger hult

Jeg blev tilbudt jobbet om Torsdagen, med start følgende Mandag. Den weekend havde jeg så sindssygt ondt i stress-maven. Tanken om at få en abort strejfede mig, men blev også hurtigt affejet: Jeg var 31 år, og det havde taget knap et år at blive gravid med vores første barn. Vi ville jo faktisk godt have to børn. Og så var vi blevet overraskende lykkelige for den lille, åndssvagt ubelejlige ekstra streg.

Hvad fanden gør man? Når jeg googlede og spurgte jobcenteret, fik jeg et hult klingende svar a la: “Er du lige blevet gravid og skal til jobsamtale, er du ikke forpligtiget til at oplyse om graviditeten. Bliver du spurgt direkte, kan du godt svare nej. Egentlig må arbejdsgiveren ikke spørge, da dit svar ikke må have betydning, når der skal vælges mellem ansøgerne. Det betyder dog ikke, at spørgsmålet ikke kan blive stillet. Derfor kan det være meget godt at have et svar parat, som fx at du gerne vil have børn på et tidspunkt, men lige nu er det arbejdslivet, som har dit fokus.” (uddrag fra HK’s hjemmeside)

Skidetak for støtten, Sherlock. Bare lige fyi, så er jeg altså ikke typen der lyver. Men samtidig var jeg kun et par uger henne. Jeg havde ikke engang fortalt min familie det. Hvad nu hvis graviditeten gik i sig selv? Skulle jeg lave et kæmpe selvmål efter en tre år lang kamp for at få et job? Dér var målstregen, et dejligt arbejde fyldt med udfordringer og opgaver. Værsågod at gå tilbage til start. Skulle jeg smide alt jeg havde kæmpet for på gulvet, for en graviditet jeg ikke engang var sikker på ville blive til noget?

Jeg havde sådan set bare havde gjort det som Dagpengesystemet krævede: Skrevet mine to ugentlige ansøgninger og gået til jobsamtaler. Husker tydeligt, at sidde der til jobsamtale med en otte måneders babybule skruet ned i et pencilskirt og fyre jokes af om at de får to for én. Og ingen griner.

Samtidig vidste jeg jo godt at vi har bygget et samfund op omkring at alle køn bidrager lige meget på arbejdsmarkedet. Og at det betyder, at ingen kvinde skal diskrimineres, bare fordi det tilfældigvis er os der skal bære og føde børnene. Men det hjalp ikke så meget på alle følelserne og den nagende samvittighed.

Min fagforening rådede mig til at sige det på min første arbejdsdag. Så det gjorde jeg. Alt rystede og jeg kunne næsten ikke få ordene over mine læber.

”Jeg er så ked af at måtte sige det her, men jeg har lige fundet ud af at jeg er gravid”

Heldigvis fik jeg et kram og et stort tillykke. Der lettede seriøst ti kg brødebetyngede duer af det kram. Jeg var virkelig glad for direktøren, som gav mig krammet. Han var lun og god. Fjorten dage senere havde jeg flødeboller og flag med til kontoret. Jeg mødte, som de fleste andre dage, ind som den første klokken syv, for at have et par timer i ro og fred til at arbejde. Lige inden frokost sendte jeg en klassisk jeg-er-gravid-mail rundt til mine kolleger, og tyve minutter senere blev jeg kaldt ind på min leders kontor. Og fik at vide, at jeg var fyret.

Jeg var i chok og så ligesom det hele udefra. Joken i at pakke sit skrivebord sammen, mens flødebollerne står og larmer på de latterlige dannebros-paptallerkener jeg lige havde købt i Netto. Som om der var noget at fejre. Jeg afleverede min computer og pakkede mine ting. Følte mig som en kæmpe kliché og totalt fiasko. På vej hjem satte jeg mig ind i en 7-Eleven og stressspiste tre croissanter, for at synke chokket. Imens ringede jeg til min fagforening og fortalte dem historien.

Jeg havde det som om jeg var blevet dumpet midt i en date. Ja, vi skulle se hinanden an, og ja, jeg var usikker. Det var en ny stilling, som jeg egentlig ikke havde søgt, men som min arbejdsgiver havde skønnet jeg ville passe godt til, og som vi i fælleskab havde valgt at prøve af. Jeg var en del af et dejligt, nyt, lille team, men var fysisk placeret i en helt anden og travl afdeling, på en anden etage end min leder og mit team.

De fire reelle arbejdsdage jeg havde i stillingen, virkede derfor slet ikke som nok tid, til at bevise mit værd. Omvendt havde jeg – og har stadigvæk – en nagende følelse af, at jeg måske bare skulle have holdt igen med alle mine begynderspørgsmål.

Is it a bird? Is it a plane? Not it’s…

Min fagforening tilbød at føre min sag i Ligebehandlingsnævnet og forklarede, at det nu var op til arbejdsgiveren at bevise at det ikke var på grund af min graviditet, at de fyrede mig. Så jeg skyndte mig hjem og screenshottede the shit ud af min arbejdsmail og -kalender, inden den blev lukket. Det blev jeg glad for.

Fagforeningen var fantastisk. Helt Supermand. Min advokat kendte arbejdsmarkedsområdet ud og ind, var knivskarp og kunne derfor være mit kølige power bitch face udadtil, imens jeg lå derhjemme i fosterstilling og prøvede at huske i detaljer, hvad der egentlig var sket. Kan du for eksempel huske hvad du lavede Tirsdag d. 22. august? Hvilke møder havde du? Hvem sagde hvad til dig, og i hvilken rækkefølge? Og kan du dokumentere det? Prøv at forestil dig at skulle kortlægge to uger i detaljer på den måde. Jeg tegnede mindst ti tidslinjer, for at forstå hvad der skete.

Det næste halve år gik med at skrive: Klage, svarskrift, bemærkning, brev, replik, duplik. Kært barn har mange navne. Og hver gang samlede min advokat alle mine noter, mails og tidslinjer til en udlægning af forløbet. Og så ventede vi på svar. Svarene  kom med jævne mellemrum – sommetider gik der flere uger imellem.

Der er point hvis man kan gætte, om det var nedslående at læse virksomhedens begrundelser og vidnesudsagn. I et af svarene var der tre vidnesudsagn, hvor folk jeg har talt med i to timer, udtaler sig om hvor ringe en kollega jeg var. At jeg var så dårlig, at det var pinligt at have mig med til eksterne møder. Det mister man altså mavepusten af. Det var min første og største faglige lussing nogensinde. Smæk! Hver gang der var nyt svar fra modparten, endnu en lussing.

Værsågod. Her er 16 sider om hvorfor vi har fyret dig

Min familie rådede mig til bare at lukke af for det. Ignorere det. Men hvis ikke jeg ville bevise, at det ikke var fordi jeg var en elendig arbejdskraft, at jeg blev fyret efter så kort tid, hvem ville så gøre det? Det var jo mig som oplevede det. Jeg blev nødt til at flå plasteret af og sidde og pille op i det sår, hver gang der lige var kommet skorpe på. Læse og forholde mig til alle detaljerne for at kunne komme med et relevant modsvar. Det gjorde ondt. Værsågod. Her er 16 sider om hvorfor vi har fyret dig.

Samtidig var jeg på dagpenge. Det vil sige at jeg skrev ansøgninger og gik til jobsamtaler på livet løs for at vise hvor god jeg var: Det var ok skitzofrent, det vinterhalvår. Jeg husker det primært som noget med at stirre ind i et tomt word-dokument og svømme virkelig meget rundt i cirkler med en veninde, ovre i DGI byen.

Da begge parter mente at sagen var belyst til fulde, blev den afleveret til Ligebehandlingsnævnet. Nu var der ikke andet at gøre end at vente på deres afgørelse. Det var faktisk en lettelse. Ikke flere lussinger, bare ventetid.

Jeg søgte en praktikplads som servicedesigner i en forsikringsvirksomhed og fik den. Det var det helt rigtige for mig – Det var lige den faglige oprejsning jeg havde brug for, inden jeg skulle tilbage i barselsboblen.

Tre uger efter praktikken var udløbet, begyndte solen for alvor at skinne igen, da Otto kom til verden.

I sommerferien, da jeg kom jeg hjem fra min mobilfri ø-lejr, lå der en mail fra min advokat. Emnefelt: “Tillykke! Vi vandt alt:)”. Jeg sad og ammede Otto og begyndte at græde. Mest over følelsen af, at der var nogle voksne som ligesom lige havde sagt “Hold my beer” og gennemgået vore sag minutiøst. Side for side, vidnesudsagn for vidnesudsagn. Det var den vildeste oprejsning ovenpå et halvt års nederlag, tvivl og skyldfølelse.

Jeg fik en erstatning svarende til et halvt års løn. 15% af den satte jeg ind på min pensionsopsparing. Bagefter gik jeg ned i vores lokale cykelhandler og bestilte en ladcykel med elmotor. Og så var jeg også forbi en lille butik og købe to fingerringe. Nu sidder de på min hånd og husker mig på, at det er okay.

Det er okay at være gravid og gerne ville arbejde.

3 ting jeg har lært

Hvis du nu også er gravid – eller bare er en kvinde som er på arbejdsmarkedet – så kommer her lige 3 ting den her sag har lært mig.

  1. I retten er det faktisk ligemeget, hvad der skete. Det handler om, hvad du kan bevise – hvad du har på skrift. Så sørg for at følg op på alle vigtige samtaler (f.eks. i forbindelse med ansættelsen) med en mail.
  2. Hvis du bliver gravid midt i en ansættelsesprocess så husk det her, når du skal tage stilling til om du vil fortælle det inden du bliver ansat. Vi har et retssamfund som har bestemt ved lov, at vi kvinder ikke skal forskelsbehandles på grund af vores køn. Så mes det her, som var du Robin Williams til Matt Damon: Det er ikke din skyld. Det er ikke din skyld. Det er ikke din skyld. For det er IKKE din skyld, at du er gravid og også skal have et arbejde. Har din partner dårlig samvittighed over at han skal være far? Nej, vel? Det skal du heller ikke have. Det er ikke din skyld. Og du er ikke alene.
  3. Meld dig lige ind i en fagforening. Bare gør det. Hvis du en dag skulle gå hen og blive fyret under din graviditet eller barsel, så er det saftsusemig fedt at have en advokat gratis til rådighed, som kan være dit skarpe, kølige power bitch face udadtil, imens du ligger i fosterstilling, hader verden, ser Netflix og gror en dejlig ny verdensborger.