Arbejdsliv

Sent i går landede jeg i Berlin. Nu sidder jeg her på mit værelse på 18. sal og kigger ud over Alexander Platz. Det er første gang i et halvt år, at jeg er alene i mere end en halv time, og branddøren sørger for at her er stille på et helt andet plan. Helt alene. Helt dejligt. Om 10 minutter bliver jeg hentet af en chauffør og så skal jeg være model hele dagen, hvis jeg ellers kan huske, hvordan man gør.

Det er kun mit andet modeljob siden Otto blev født – på det første var jeg oppe i en samisk hytte i nordsverige. Nu er jeg her i Berlin. Jeg ved godt at der er mange modeller som arbejder ufatteligt meget mere end mig. Men der er ikke lige så mange der også har et almindeligt fuldtidsjob og to små børn. Og hver gang jeg så endelig får et modeljob, så bliver jeg virkelig, virkelig  glad. Og føler mig ufatteligt heldig at få lov til at rejse lidt ud med mig selv og slikke på verden og tjene lidt penge og møde lidt mennesker. På den der klichéfyldte hashtag grateful hashtag love my life måde, faktisk. Fordi man nogle gange bare skal lidt på afstand af sit liv, for at se hvor godt man egentlig har det.

I elevatoren på vej ned til morgenmad mødte jeg make-up artisten og 10 minutter efter vi hilste på hinanden, sad vi og snakkede om åbne forhold og meningen med livet mens vi drak espresso og spiste æg. Ahh… Så overfladisk og så dybt på samme tid. Og så noget andet om at arbejde som model i Tyskland (som jeg efterhånden har gjort i – argh – 13 år): Når man spørger om det var en lang arbejdsdag i går og make-up artisten svarer “Nej, slet ikke. Vi var færdige allerede kl. 19.00”. Haha. Nå, ja. Let’s do this.

Engang hørte jeg Leonardo Dicaprio fortælle om hvor svært det var at spille den der scene i Titanic, hvor han står sammen med Fabrizio ude på stævnen og jubler. De forpinte scener var meget nemmere at spille end de glade, sagde han. Det samme har Bono engang sagt, i et interview om Björk: It’s easy to paint black. Pointen var at Björk som en af de få havde en unik begejstring i stemmen – Hun kunne udtrykke glæde i ren form.

Det er ret præcist et år siden jeg støvede min blog af og begyndte at skrive regelmæssigt her på idabida.dk. Det har været virkelig dejligt med en ventil til den tankesump som pt er min hjerne. Men jeg er så meget med på Team Leo når det kommer til at udtrykke glæde. Sarkastisk selvudlevering? I’m your woman! Oprigtig begejstring? Meeeeh.

Det knudrer sammen og bliver helt fladt – Så passer ordene slet ikke til den brus af bobler og taknemmelighed som jeg faktisk føler. Det er som at afbryde et halbal og så bede alle de glade, breezerberusede tweens om lige at sætte sig ned og skrive en stil om deres følelser. Det kan man jo ikke. Jeg kan ikke!

Så. Glade, optimistiske Björk på en lastbil i New York? Det er sådan jeg har det, når jeg skriver næste sætning.

Jeg har fået et arbejde.

Det virker stadigvæk for godt til at være sandt, men ligesom dengang jeg var gravid med Kurt og først turde skrive om det tre uger før termin, må storesøster-pessimisten her nok erkende, at der er en vis sandsynlighed for at det faktisk er virkelighed. For jeg har jo lige underskrevet kontrakten. Og jeg glæder mig så meget til 1. december hvor jeg simpelthen har tænkt mig at tage rigtigt tøj på(!) og gå på arbejde et sted jeg har drømt om at arbejde for og søgt hos i flere år. Jeg er psyko-nervøs og bange og savner allerede Otto og har dårligt selvværd og alt det der. Men jeg glæder mig også. Glæde er også en kæmpe del af det – og det skal alt det andet ikke have lov til at overskygge.

Hurra! Og hurra-argh! Og hurr-(med vild og hæs Björkfalset)M-í-AAW!

I den franske revolution råbte de “Frihed, Lighed, Broderskab!” Det her er ikke revolutionerende. Det er bare en beskrivelse af et forløb som jeg tror mange kvinder kan genkende. Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har slettet teksten og er startet forfra. Famlet efter ordene. Men jeg har besluttet at historien altså fortjener at blive fortalt. Så her er den: Historien om dengang jeg var på dagpenge, opdagede at jeg var gravid, fik en fast stilling, blev fyret efter 14 dage og sammen med min fagforening lagde sag an. Og vandt.

På dagpenge …og gravid

Efter tre år som jobsøgende, med freelance-tjanser hist og her og ind og ud af barsels- og dagpengesystemet fik jeg for et år siden et fast arbejde. Jeg blev så glad og skulle virkelig lægge bånd på mig selv for ikke at stikke i et kæmpe tarzanbrøl, da jeg fik beskeden inde på Hovedbiblioteket. Virksomheden tilbød mig en stilling, jeg ikke havde erfaring med, og derfor var det et helt nyt felt for mig, men jeg havde mange idéer, og glædede mig til at bevise mit værd og vokse med opgaven. Hold op, jeg glædede mig.

Problemet var bare at jeg var gravid. Det var kun et par uger siden jeg havde set de to streger. Midt i jobsøgning og med en etårig på armen, kørte jeg faktisk fortrænger det første stykke tid. Det var så ubelejligt. …Og så dejligt.

Når gode råd klinger hult

Jeg blev tilbudt jobbet om Torsdagen, med start følgende Mandag. Den weekend havde jeg så sindssygt ondt i stress-maven. Tanken om at få en abort strejfede mig, men blev også hurtigt affejet: Jeg var 31 år, og det havde taget knap et år at blive gravid med vores første barn. Vi ville jo faktisk godt have to børn. Og så var vi blevet overraskende lykkelige for den lille, åndssvagt ubelejlige ekstra streg.

Hvad fanden gør man? Når jeg googlede og spurgte jobcenteret, fik jeg et hult klingende svar a la: “Er du lige blevet gravid og skal til jobsamtale, er du ikke forpligtiget til at oplyse om graviditeten. Bliver du spurgt direkte, kan du godt svare nej. Egentlig må arbejdsgiveren ikke spørge, da dit svar ikke må have betydning, når der skal vælges mellem ansøgerne. Det betyder dog ikke, at spørgsmålet ikke kan blive stillet. Derfor kan det være meget godt at have et svar parat, som fx at du gerne vil have børn på et tidspunkt, men lige nu er det arbejdslivet, som har dit fokus.” (uddrag fra HK’s hjemmeside)

Skidetak for støtten, Sherlock. Bare lige fyi, så er jeg altså ikke typen der lyver. Men samtidig var jeg kun et par uger henne. Jeg havde ikke engang fortalt min familie det. Hvad nu hvis graviditeten gik i sig selv? Skulle jeg lave et kæmpe selvmål efter en tre år lang kamp for at få et job? Dér var målstregen, et dejligt arbejde fyldt med udfordringer og opgaver. Værsågod at gå tilbage til start. Skulle jeg smide alt jeg havde kæmpet for på gulvet, for en graviditet jeg ikke engang var sikker på ville blive til noget?

Jeg havde sådan set bare havde gjort det som Dagpengesystemet krævede: Skrevet mine to ugentlige ansøgninger og gået til jobsamtaler. Husker tydeligt, at sidde der til jobsamtale med en otte måneders babybule skruet ned i et pencilskirt og fyre jokes af om at de får to for én. Og ingen griner.

Samtidig vidste jeg jo godt at vi har bygget et samfund op omkring at alle køn bidrager lige meget på arbejdsmarkedet. Og at det betyder, at ingen kvinde skal diskrimineres, bare fordi det tilfældigvis er os der skal bære og føde børnene. Men det hjalp ikke så meget på alle følelserne og den nagende samvittighed.

Min fagforening rådede mig til at sige det på min første arbejdsdag. Så det gjorde jeg. Alt rystede og jeg kunne næsten ikke få ordene over mine læber.

”Jeg er så ked af at måtte sige det her, men jeg har lige fundet ud af at jeg er gravid”

Heldigvis fik jeg et kram og et stort tillykke. Der lettede seriøst ti kg brødebetyngede duer af det kram. Jeg var virkelig glad for direktøren, som gav mig krammet. Han var lun og god. Fjorten dage senere havde jeg flødeboller og flag med til kontoret. Jeg mødte, som de fleste andre dage, ind som den første klokken syv, for at have et par timer i ro og fred til at arbejde. Lige inden frokost sendte jeg en klassisk jeg-er-gravid-mail rundt til mine kolleger, og tyve minutter senere blev jeg kaldt ind på min leders kontor. Og fik at vide, at jeg var fyret.

Jeg var i chok og så ligesom det hele udefra. Joken i at pakke sit skrivebord sammen, mens flødebollerne står og larmer på de latterlige dannebros-paptallerkener jeg lige havde købt i Netto. Som om der var noget at fejre. Jeg afleverede min computer og pakkede mine ting. Følte mig som en kæmpe kliché og totalt fiasko. På vej hjem satte jeg mig ind i en 7-Eleven og stressspiste tre croissanter, for at synke chokket. Imens ringede jeg til min fagforening og fortalte dem historien.

Jeg havde det som om jeg var blevet dumpet midt i en date. Ja, vi skulle se hinanden an, og ja, jeg var usikker. Det var en ny stilling, som jeg egentlig ikke havde søgt, men som min arbejdsgiver havde skønnet jeg ville passe godt til, og som vi i fælleskab havde valgt at prøve af. Jeg var en del af et dejligt, nyt, lille team, men var fysisk placeret i en helt anden og travl afdeling, på en anden etage end min leder og mit team.

De fire reelle arbejdsdage jeg havde i stillingen, virkede derfor slet ikke som nok tid, til at bevise mit værd. Omvendt havde jeg – og har stadigvæk – en nagende følelse af, at jeg måske bare skulle have holdt igen med alle mine begynderspørgsmål.

Is it a bird? Is it a plane? Not it’s…

Min fagforening tilbød at føre min sag i Ligebehandlingsnævnet og forklarede, at det nu var op til arbejdsgiveren at bevise at det ikke var på grund af min graviditet, at de fyrede mig. Så jeg skyndte mig hjem og screenshottede the shit ud af min arbejdsmail og -kalender, inden den blev lukket. Det blev jeg glad for.

Fagforeningen var fantastisk. Helt Supermand. Min advokat kendte arbejdsmarkedsområdet ud og ind, var knivskarp og kunne derfor være mit kølige power bitch face udadtil, imens jeg lå derhjemme i fosterstilling og prøvede at huske i detaljer, hvad der egentlig var sket. Kan du for eksempel huske hvad du lavede Tirsdag d. 22. august? Hvilke møder havde du? Hvem sagde hvad til dig, og i hvilken rækkefølge? Og kan du dokumentere det? Prøv at forestil dig at skulle kortlægge to uger i detaljer på den måde. Jeg tegnede mindst ti tidslinjer, for at forstå hvad der skete.

Det næste halve år gik med at skrive: Klage, svarskrift, bemærkning, brev, replik, duplik. Kært barn har mange navne. Og hver gang samlede min advokat alle mine noter, mails og tidslinjer til en udlægning af forløbet. Og så ventede vi på svar. Svarene  kom med jævne mellemrum – sommetider gik der flere uger imellem.

Der er point hvis man kan gætte, om det var nedslående at læse virksomhedens begrundelser og vidnesudsagn. I et af svarene var der tre vidnesudsagn, hvor folk jeg har talt med i to timer, udtaler sig om hvor ringe en kollega jeg var. At jeg var så dårlig, at det var pinligt at have mig med til eksterne møder. Det mister man altså mavepusten af. Det var min første og største faglige lussing nogensinde. Smæk! Hver gang der var nyt svar fra modparten, endnu en lussing.

Værsågod. Her er 16 sider om hvorfor vi har fyret dig

Min familie rådede mig til bare at lukke af for det. Ignorere det. Men hvis ikke jeg ville bevise, at det ikke var fordi jeg var en elendig arbejdskraft, at jeg blev fyret efter så kort tid, hvem ville så gøre det? Det var jo mig som oplevede det. Jeg blev nødt til at flå plasteret af og sidde og pille op i det sår, hver gang der lige var kommet skorpe på. Læse og forholde mig til alle detaljerne for at kunne komme med et relevant modsvar. Det gjorde ondt. Værsågod. Her er 16 sider om hvorfor vi har fyret dig.

Samtidig var jeg på dagpenge. Det vil sige at jeg skrev ansøgninger og gik til jobsamtaler på livet løs for at vise hvor god jeg var: Det var ok skitzofrent, det vinterhalvår. Jeg husker det primært som noget med at stirre ind i et tomt word-dokument og svømme virkelig meget rundt i cirkler med en veninde, ovre i DGI byen.

Da begge parter mente at sagen var belyst til fulde, blev den afleveret til Ligebehandlingsnævnet. Nu var der ikke andet at gøre end at vente på deres afgørelse. Det var faktisk en lettelse. Ikke flere lussinger, bare ventetid.

Jeg søgte en praktikplads som servicedesigner i en forsikringsvirksomhed og fik den. Det var det helt rigtige for mig – Det var lige den faglige oprejsning jeg havde brug for, inden jeg skulle tilbage i barselsboblen.

Tre uger efter praktikken var udløbet, begyndte solen for alvor at skinne igen, da Otto kom til verden.

I sommerferien, da jeg kom jeg hjem fra min mobilfri ø-lejr, lå der en mail fra min advokat. Emnefelt: “Tillykke! Vi vandt alt:)”. Jeg sad og ammede Otto og begyndte at græde. Mest over følelsen af, at der var nogle voksne som ligesom lige havde sagt “Hold my beer” og gennemgået vore sag minutiøst. Side for side, vidnesudsagn for vidnesudsagn. Det var den vildeste oprejsning ovenpå et halvt års nederlag, tvivl og skyldfølelse.

Jeg fik en erstatning svarende til et halvt års løn. 15% af den satte jeg ind på min pensionsopsparing. Bagefter gik jeg ned i vores lokale cykelhandler og bestilte en ladcykel med elmotor. Og så var jeg også forbi en lille butik og købe to fingerringe. Nu sidder de på min hånd og husker mig på, at det er okay.

Det er okay at være gravid og gerne ville arbejde.

3 ting jeg har lært

Hvis du nu også er gravid – eller bare er en kvinde som er på arbejdsmarkedet – så kommer her lige 3 ting den her sag har lært mig.

1. I retten er det faktisk ligemeget, hvad der skete. Det handler om, hvad du kan bevise – hvad du har på skrift. Så sørg for at følg op på alle vigtige samtaler (f.eks. i forbindelse med ansættelsen) med en mail.
2. Hvis du bliver gravid midt i en ansættelsesprocess så husk det her, når du skal tage stilling til om du vil fortælle det inden du bliver ansat. Vi har et retssamfund som har bestemt ved lov, at vi kvinder ikke skal forskelsbehandles på grund af vores køn. Så mes det her, som var du Robin Williams til Matt Damon: Det er ikke din skyld. Det er ikke din skyld. Det er ikke din skyld. For det er IKKE din skyld, at du er gravid og også skal have et arbejde. Har din partner dårlig samvittighed over at han skal være far? Nej, vel? Det skal du heller ikke have. Det er ikke din skyld. Og du er ikke alene.
3. Meld dig lige ind i en fagforening. Bare gør det. Hvis du en dag skulle gå hen og blive fyret under din graviditet eller barsel, så er det saftsusemig fedt at have en advokat gratis til rådighed, som kan være dit skarpe, kølige power bitch face udadtil, imens du ligger i fosterstilling, hader verden, ser Netflix og gror en dejlig ny verdensborger.

Jeg lider af Linkedin-angst for tiden. Lige nu er jeg på barsel, men den 1. dec. giver jeg barnevognsnøglen til min mand, og den dato ånder mig i nakken. For så er jeg igen jobsøgende. Og det kan jeg virkelig ikke overskue. Bare ordet. Jobsøgende.

For snart et år siden fik jeg ellers et job. På min første arbejdsdag fortalte jeg, at jeg var gravid. 14 dage senere, blev jeg fyret.

Op på hesten igen

Man siger, at når man falder af hesten, gælder det om at komme hurtigt op igen. Ligesom dengang jeg tog motorcykelkørekort og røg af motorcyklen i et sving. Min kørelærer, Kaj, hjalp mig op igen. Mod alle odds fik han mig til at køre en tur på den store bane på køreanlægget. Han fortalte om dengang han ramte et rådyr med 180 km i timen og brækkede ryggen. Han var så rolig omkring det og viste mig hjelmen han havde haft på. Hvordan asfalten lige havde skrabet 5 cm af den.

Det var sidste gang, jeg kørte på motorcykel.

Der er nogle der brager igennem de forhindringer de møder på deres vej. Enten spænder de hjelmen og løber til, eller også finder en vej omkring dem. Sådan er jeg ikke. Jeg er typen der går helt i stå og gransker mig selv med spørgsmål, selvbebrejdelse og tanker om hvad andre tænker om mig.

Jeg nævner i flæng: Hvis hun virkelig er så kreativ, så var hun jo nok ikke arbejdsløs. Hvor er det vildt at hun ikke har selvindsigt nok til at vide, at hun ikke kan arbejde på <indsæt selv navn på sejt designbureau>. Hvis hun kan få stress over at være arbejdsløs, så skal hun nok ikke regne med, at hun kan klare et rigtigt voksenarbejde. Osv, osv, osv…

Et par måneder efter jeg blev fyret, søgte jeg forøvrigt en praktikstilling som servicedesigner og fik den. Det var det helt rigtige for mig: At blive bekræftet i at jeg – trods alle stemmerne i hovedet – er helt okay til det jeg laver.

Jobsøgning. En ensom affære

Næsten alle har jo prøvet at være jobsøgende og gå hjemme i en periode. Så hvorfor føles det så ensomt? Måske fordi man kun ser alle dem som har et job. Måske er det ligesom at lede efter kærligheden: De venner, som er i parforhold, er fulde af velmenende råd og kan ikke forstå, hvorfor man ikke har en kæreste. Singlens mest singlede tidspunkt – Altså der hvor man virkelig bliver bekræftet i sin ensomhed – er Søndag eftermiddag, når man står i køen i Netto med sine tømmermænd og er omringet af par der køber cola og pizza (jeg ved det, for jeg har selv stået der). Den jobsøgendes mest arbejdsløse tidspunkt er Mandag morgen – Dagen hvor alle er tilbage på arbejde og man sidder dér på en café med sin bærbare, omringet af intense arbejdsmøder. Og man stirrer ind i sin joblog-guirlande af ansøgninger og jobsamtaler som 9 ud af 10 gange ender med et standardsvar i genren “Vi har modtaget 361 ansøgninger og har valgt at tilbyde stillingen til den kandidat, som vi finder matcher jobprofilen bedst.”

Der er så mange om buddet på de opslåede stillinger indenfor design og kommunikation. Nogle gange forestiller jeg mig at hvert jobopslag er en butik på en gågade. Foran de stillinger jeg normalt søger, står der 400-500 mennesker i kø. Det er jo faktisk en sindssyg strategi at stille sig derover med sit portfolio under armen. Så måske jeg skal ændre strategi. Måske jeg bare ikke skal have et fuldtidsjob som designer.

Måske jeg skal noget andet.

Sidste dag på min projektansættelse i foråret. 3 uger efter kom Otto.