Arbejdsliv

Ferien er slut. Ikke flere sommergule getaways. Ikke flere dovne dage med bare tæer på dugvådt græs. Ikke flere salte østers og sundowners… Krøllen på vores sommergris hed Avernax Festival og var endnu mere vidunderlig end sidste år. Seriøst. Hvis man er til natur, telt, koncerter, fællesskab, øl, bålmad, havbadning og sauna, så kan det virkelig anbefales. Billetterne bliver revet væk på få minutter og jeg forstår satme godt hvorfor. Som ø-lejr barn og roskildegænger gennem de sidste henholdsvis 25 og 15 år er det altså en ret så perfekt krydsning mellem en ø-lejr og en festival.

Jeg er tilbage på mit arbejde og efter i en lang periode at have været ramt af den der skitzofrene fornemmelse hvor jeg den ene dag tænker “fuck det, jeg siger op!” på hjemturen og den anden dag tænker “Jeg skal SLÆBES ud derfra!”, er jeg for tiden et sted hvor jeg virkelig sætter pris på mit job.

Jeg kommer ofte til at romantisere hårdt fysisk arbejde, fx på en fabrik eller i mine sønners institutioner, og tænke at dét er sgu ærligt tjente penge og hvad gør jeg egentlig for min løn: Sidder og flytter lidt papirer rundt, får måske – hvis jeg har været rigtig dygtig – nogle til at underskrive et af dem. Drikker kaffe. Holder oplæg. Går til møder. Så kan jeg tænke at det er da ikke et rigtigt arbejde. Så kan jeg blive voksenmobbet lidt i bogen “Pseudoarbejde” og artigt tøhø-grine med på “Djøf med løg” forestillinger. Og stille og roligt drukner min professionelle stolthed i påtaget, selvironisk distance over at være ansat i noget så tungt at danse med som staten.

Men helt ærligt: For tiden har jeg det helt omvendt. Jeg er ved en ret klar erkendelse af at det satme også er hårdt arbejde at være her: Stædigt at fastholde sin faglighed og integritet og insistere på at blive i kampen og forsøge at rokke en supertanker bare en enkelt millimeter. Lære at spille spillet. Lære at nyde friheden når man har fri og at udnytte arbejdstiden på en meningsfuld måde når man arbejder. Skabe meningsfulde relationer og have det oprigtigt både sjovt og alvorligt med sine kolleger. Det er faktisk totalt meget ikke spild af tid. Faktisk er det – på trods af alle papirerne – både kompetenceudviklende, solidarisk og fyldt med mening.

Jeg ved ikke hvorfor jeg lige fik behov for ovenstående svada. Måske fordi nogen i sidste uge havde behov for at bombe min arbejdsplads. Det er så lidt i orden og jeg får så meget lyst til at råbe fra tagene at vold ikke er svaret og at hvis man virkelig vil ændre noget, så kom sguda for helvede ind i kampen, i stedet for at stå derude i regnen. Der er en hel masse forskel der skal gøres og be the change you wish to bla bla bla…

Nå. NU vil jeg sætte mig ud i køkkenet med et glas rødvin og skrive på min ikke-bog.

Hav en dejlig aften.

Kh Ida

Ps. Læselisten er opdateret med Delphine De Vigans “Alt må vige for natten.

Pps. Hvis du mangler en podcast, så kan jeg anbefale “Manderegler” med Emma Holten og Anders Haahr.

Hverdagene suser afsted om ørene på mig og det er slet ikke til at forstå at det i dag præcis er 1 år siden, jeg kom tilbage fra barsel med Otto, som på det tidspunkt var småbitte 8 måneder. Det er et år siden jeg startede på et arbejde jeg, trods ups, downs, stress og en ret stejl læringskurve, efterhånden godt tør sige højt at jeg faktisk elsker. Vildt nok.

På opfordring fra min stresscoach (seriøst. Alene det ord er da lige til at få stress af – nyt ord! Stressrådgiver) læser jeg en bog der handler om overgangen fra studie- og arbejdsliv, og selvom det efterhånden er 5 år siden, jeg blev færdig, så giver den rigtig god mening – for mig i hvert fald. Fordi min første periode på arbejdsmarkedet var så præget af korte ansættelser (den længste var 13 mrd) – bevares – og 2 barsler, noget efteruddannelse, en modelkarriere og en hella masse timer i en frivillig fagforening, har jeg ikke rigtig oplevet den omvæltning det er, at blive og være en fast del af en arbejdsplads. Og på en helt anden måde være med til at drive projekter, balancere sin tid og prioritere opgaver. Især det sidste har fanneme været en øjenåbner. Det der med at være det du gør, og ikke det du potentielt kan.

Men jeg synes faktisk – uden at det skal lyde alt for rosenrødt – at jeg er ved at være landet nogenlunde på fødderne – også i accepten af, at det er nogle andre, der løber med de bedste timer med mine børn. For det første fordi de (mine børn, altså) altid er glade når jeg henter dem, og for det andet fordi jeg ved at jeg ville visne, hvis jeg skulle gå hjemme med dem. Det er okay, fordi det er det værd. Og jeg elsker de timer vi har sammen fra jeg henter dem, til de falder i søvn ved siden af mig, som nu hvor jeg sidder i mørket og lytter til de tunge åndedræt (for nej. Jeg har stadigvæk ikke lært, hvordan man putter uden at sidde inde hos sine unger i halvanden time hver aften..). I dag cyklede jeg hjem ad en julestrålende Store Kongensgade med to glade unger, stoppede på Kgs Nytorv og kiggede på D’Angleterres overgearede juleudsmykning. Så tømte Otto og jeg en parmesanbod for smagsprøver inden vi cyklede det sidste stykke langs Nyhavn og forbi Charlottenborg hjem. På en helt almindelig mandag. Og undskyld jeg så skamløst blærer mig i disse Kbh’ske boligprisekrisetider, men helt seriøst. Jeg er så gode venner med min by for tiden.

Forøvrigt er min 3-årige cirka lige så bange for nisser som han er for Rasmus Klump, så i eftermiddags blev jeg nødt til at fortælle ham, at det er mor som er Nissen. Helt lettet, som om universet pludselig gav mening igen, snøftede han “..Er det..?”. Yes sir. Så nu har jeg lige pillet alle nisserne ned, så Kurt igen kan være i vores stue og julehverdagen for alvor kan sænke sig.

Glædelig december❤️

Jeg er taget på en stille og rolig 70.000 menneskers tech konference med mit arbejde, så hvis her er stille for tiden er det bare fordi jeg har travlt med at terpe buzzwords og mingle med Google.

Hvis DHL løbet i Kbh er Roskilde Festival der møder Djøf, så er Websummit Roskilde Festival der møder Silicon Valley. Det er virkelig spændende og smækfyldt med klistermærker og klichéer. Så jeg får lige justeret mit bullshitfilter, tøjlet min fomo og så prøver jeg at holde igen med merchandise, jeg ikke har brug for.

Om lidt er klokken 16.00 og så tror jeg nok det var tid til portvin, øl og fyraften her i teknoland.

Undskyld mig lige mens jeg indhenter 200 års barsel.

Vi ses på Fredag.

You and your pink sky

Sent i går landede jeg i Berlin. Nu sidder jeg her på mit værelse på 18. sal og kigger ud over Alexander Platz. Det er første gang i et halvt år, at jeg er alene i mere end en halv time, og branddøren sørger for at her er stille på et helt andet plan. Helt alene. Helt dejligt. Om 10 minutter bliver jeg hentet af en chauffør og så skal jeg være model hele dagen, hvis jeg ellers kan huske, hvordan man gør.

Det er kun mit andet modeljob siden Otto blev født – på det første var jeg oppe i en samisk hytte i nordsverige. Nu er jeg her i Berlin. Jeg ved godt at der er mange modeller som arbejder ufatteligt meget mere end mig. Men der er ikke lige så mange der også har et almindeligt fuldtidsjob og to små børn. Og hver gang jeg så endelig får et modeljob, så bliver jeg virkelig, virkelig  glad. Og føler mig ufatteligt heldig at få lov til at rejse lidt ud med mig selv og slikke på verden og tjene lidt penge og møde lidt mennesker. På den der klichéfyldte hashtag grateful hashtag love my life måde, faktisk. Fordi man nogle gange bare skal lidt på afstand af sit liv, for at se hvor godt man egentlig har det.

I elevatoren på vej ned til morgenmad mødte jeg make-up artisten og 10 minutter efter vi hilste på hinanden, sad vi og snakkede om åbne forhold og meningen med livet mens vi drak espresso og spiste æg. Ahh… Så overfladisk og så dybt på samme tid. Og så noget andet om at arbejde som model i Tyskland (som jeg efterhånden har gjort i – argh – 13 år): Når man spørger om det var en lang arbejdsdag i går og make-up artisten svarer “Nej, slet ikke. Vi var færdige allerede kl. 19.00”. Haha. Nå, ja. Let’s do this.