Browsing Category

Søndag = Selvhjælp

Søndag = Selvhjælp

Selvhjælp Søndag feat. Dolly Parton

Det er Søndag morgen og klokken er halv ni. Niklas er gået op til julemarkedet på Kongens Nytorv med ungerne, og jeg sidder lige her i køkkenet og får taget mit ugentlige mentale health check over to kopper kaffe.

Tanker der melder sig:

  1. Kæft, jeg er glad for at bo her på Gammelholm for tiden. Måske er det pga. julelysene i Nyhavn, fordi Kongens Nytorv (som er 150 m fra vores hoveddør) ikke længere er en gigantisk metrobyggeplads, men en smuk, historisk plads og nyåbnet metroknudepunkt, fordi jeg fik støvsuget og vasket gulv i går, eller fordi vores nye børnehaverute ikke længere indebærer en hæsblæsende cykeltur, men derimod en rolig slentren ad Lille Strandstræde eller Nyhavn (okay. Det’ ikke helt så rosenrødt, men jeg prøver lige at male et billede ing:)). Jeg er faktisk rigtig, rigtig glad for at bo lige her i byen. Og jeg ville også være rigtig glad for at bo på landet. Men livet er langt. Der er mange år til at flytte på landet i. Og lige nu fungerer det her faktisk ret godt i forhold til vores økonomi, vores arbejde og unger. En veninde sendte mig lige Curbed’s liste om at bo i byen med børn, og jeg har lyst til at gøre det hele. Men indtil videre går jeg bare med den lette version: If it aint broke, don’t move.
  2. Hvorfor kan jeg ikke kommunikere med dem jeg godt kan lide? Jeg er så sur for tiden. Jeg vil rigtig gerne være sød og rar og overbærende, men det er som om at ordene snyder mig, og bliver bitre lige i det øjeblik, de forlader mundhulen. Hver gang min terapeut beder mig om at sætte ord på hvordan det kan være, bryder jeg helt sammen: Det er nærmest fascinerende, at være passager på en krop der ikke kan kommunikere med ord. Så sagde hun en helt masse med, at hvis man har oplevet tidlige svigt, fra før man havde et sprog, husker kroppen det, men man kan ikke sætte ord på det, fordi dem har man jo ikke (tror vist det er en psykolog-klassiker). Så nu overvejer jeg lidt noget kropsterapi. Terapi: The Neverending Story.
  3. Podcasten Dolly Parton’s America har fyldt mine øregange til og fra en virkelig intens arbejdsuge. De sidste to måneder har faktisk været intense på mit arbejde, men vi er ved at være igennem nu, og jeg kan mærke juleferien nærme sig med skideskønne, hastige skridt. Nå. tilbage til Dolly, som jeg skrev en helt lille hyldest til på Instagram (som jeg by the way virkelig nyder at være tilbage på! Guess we needed that break). Men jeg vil bare sige, at uanset om man er til Dolly Parton eller ej, så er hendes personlige historie virkelig inspirerende og fin. Man kan finde den her.

Nå. Nu er min familie tilbage i lejligheden og jeg vil smide ovenstående dame på pladespilleren og skrue lidt på min førstefødtes nye seng.

Hav en dejlig Søndag!

Søndag = Selvhjælp

Selvhjælp Søndag feat. Rugsted & Kreutzfeldt

Ting der har virket godt i den uge:

– At tage i sommerhus. Første aften i sit sommerhus = ultimativ lykkefølelse. Ild i pejsen, rødvin, en mørk have og bøger. Ah, mand! Når vi er heroppe, kan jeg slet ikke forestille mig ikke at have det her hus som eksil. Haven går amok i farver og er så smuk lige nu. Vi brugte hele Lørdag på at hugge brænde, rydde op og ordne køkkenhave. Så freaking zen.

– Julemusik. Vi startede i fredags med et ordentligt dansemedley på stuegulvet. Og nu med to glade nisser (sidste år kunne Kurt forstå lidt på selve juleaften, men i år er han virkelig KLAR på konceptet) til konstant, overgearet at hviske ”hvornår bliver det jul?” i vores ører. Cute! Sidste år startede vi først første december, og havde slet ikke nok tid. I år har vi ekstra brug for de lys, gran, gløgg og julemusik.

– At se Kurt og Otto trives i deres nye institution. De gad ikke engang sige farvel. TAK legetøj. Og TAK til os, fordi vi lavede pseudotvillinger (en sætning jeg aldrig troede, jeg skulle skrive). Når de har brug for hinanden, så er de jo faktisk bedste venner. It worked kraftædemig. Yes!

– Da min søster og jeg inviterede min mor på date i Frederiksværk (min mors fødeby, og den større by, som er nærmest vores sommerhus). Vi spiste på et ret godt burgersted i Kregme og så tog vi til Rugsted & Kreutzfeldt koncert i Gjethuset (lækkert spillested! (og nej, jeg komme helt sikkert ikke nok ud)) i Frederiksværk. Hvis der er en musikgruppe, jeg har fået ind med modermælken, så er det Rugsted & Kreutzfeldt. Helt ærligt bestilte vi billetterne, for at nå at se girafferne og havde derfor sat barren ret lavt. Havde nok en forventning om at det ville være noget med to gamle rødvinstyper der sad og jammede lidt. Men de var bare on top of their game og havde det vildeste band med. Måske er jeg bare røget i P4 segmentet, for det var fandme godt! Studiemusikere på en scene: Kæft jeg elsker det. Man kunne næsten ikke mærke, at de har spillet de samme sange i 13 år. Der var kun lidt bum-tji onkelhumor inde over. Og så sidde der og holde sin mor og søster i hånden til ’Endnu et efterår’ og ’Jeg ved det godt’. Det var next level selvhjælp.

Ting der ikke har virket godt i den her uge:

– Ikke at få sagt fra overfor en kollega. Kogte indeni, men det, der kom ud var ”Helt okay, det går nok – Vi (læs: jeg) løser det” med et stort smil. Pis.

– Mine slimhinder. Har været syg i den her uge, men har ikke haft tid til at blive hjemme fra arbejde. Jeg ved godt, at ”det har man altid”. Men hvad nu hvis man ikke har?! Jeg forstår det ikke. Måske har jeg storhedsvanvid, men hvad nu hvis man f.eks. skal arrangere et arrangement og der ikke er andre, fra ens kontor i den arbejdsgruppe. Hvem skal så gøre det? Anyway. Det gik.

– At misse en venindes fødselsdag, fordi jeg har glemt at skrive den i min kalender. Er verdens dårligste ven, efter jeg har fået børn og job. Evner bare ikke at kombinere de tre. Øv.

– At stå til lygtefest i børnenes nye institution med 88 nye forældre og tænke ”Here we go igen” ifht relationsopbyggelse.

___

Nå. Men tilbage til Rugsted & Kreutzfeldt koncerten. Da de spillede ‘Sæt Fri’ (som de jo skrev til Sanne Salomonsen engang for firehundrede år siden), hørte jeg teksten på en helt ny måde. Jeg synes den er ret god på firsermåden, og overraskende meget #life for tiden. Så her kommer den altså lige:

Hvis din sjæl er tung og træt
Og den trænger til at bli’ skiftet ud
Hvis din krop er stor og doven
Og du kun gider se lige ud

Ta’ med mig op og se det hele lidt…
Lidt ovenfra

Se på vi bare løber rundt
Og glor på det vi har

Sæt fri, sæt dig fri
Fri fra dine egne grænsers tyranni
Alt det, du ka’ li’

Ser du med dit øje halvvejs lukket i

Hvis alt hvad du går rundt og gør
Er ligegyldigt for dig selv
Du tror der er drøn på
Men du er ved at kede dig ihjel

Ta’ med mig op og se det hele lidt…
Lidt ovenfra

Se på vi bare løber rundt
Og glor på det vi harSæt fri, sæt dig fri
Fri fra dine egne grænsers tyranni

Alt det, du ka’ li’
Ser du med dit øje halvvejs lukket i

 

Arbejdsliv, Søndag = Selvhjælp

Søndag = Selvhjælp (feat. Brené Brown)

I går havde jeg tømmermænd og trængte til et kram af Youtube. Det fik jeg, så snart jeg faldt jeg over en amerikansk forsker, der hedder Brené Brown, som af en eller anden grund er fløjet totalt hen over hovedet på mig, selvom hendes TED talks efterhånden har et par år på bagen. Bedre sent end aldrig. Hendes motto er noget med ‘The power of vulnarability’ og at være modig nok til at være sårbar. F.eks. lærte jeg at Courage betyder hjerte på latin: At mod er noget man gør med sit hjerte og sine følelser. At lytte til sin skam. Ikke at gå gennem verden og lede efter beviser på, at man ikke hører til, fordi man altid vil finde det. At selvværd ikke er til forhandling. Og noget med at skam og frygt er de onde fætre til sårbarhed. Dét var tiltrængt vand på min mølle. Ikke så meget i mit privatliv, men mere i mit arbejdsliv.

De sidste par år – som jeg vist også har skrevet om før – har mit arbejdsliv været påvirket af, at jeg har følt mig afkoblet fra mig selv: At jeg har følt, at jeg skulle være en anden på mit arbejde, fordi at hvis jeg var mig selv ville jeg nok bare blive fyret igen. Så jeg har en oplevelse af kun i små glimt at turde være mig selv, og at have hele hjertet med, sige til (og fra!) i møder, foreslå nye muligheder osv. I stedet har jeg gemt mig væk og gjort en helt masse halvt, fordi jeg ikke turde lægge den indsats i mit arbejde, som kun kommer, når man har sig selv 100% med.

Sårbarhed. At stå i det åbne rum. At gøre noget jeg virkelig gerne vil lave, uperfekt i dag, i stedet for at at udskyde det til jeg er 100% perfekt, vente på at timingen bliver 100% perfekt (note om at arbejde i det offentlige: Tid er ikke man får, det er noget man tager), fordi det BARE ALDRIG SKER. Jeg bliver aldrig 100% perfekt. Omstændighederne bliver aldrig perfekte. Så fucking simpelt, men også så freaking svært at efterleve. Men sårbarhed – at gå åbent ind i et mødelokale, LYTTE  og se hvad der sker – er jo også dér innovationen sker. Dér kreativiteten og det kollektive geni bliver sluppet fri.

Brené siger det selvfølgelig hundrede gange bedre end mig, så hvis du også trænger til et arbejdskram, så se selv her.