Browsing Category

sved på panden

Handling over ord (WAUW Anne og Co.)

(Beklager hvis formateringen er lidt fucked – indlægget er skrevet fra min telefon)

Der er ingen ord for hvor forfærdeligt det er når flygtninge dør på deres vej hertil.

Anne Deppe har en blog (http://deppeandthelostsock.com) som jeg, i min begyndende barselsboble, startede med at følge i sidste uge. Den sidste (alt for lange) tid har jeg desværre været alt andet end proaktiv, når det kommer til at tage livtag med verdens store udfordringer. Anne har lige mindet om, hvor kort afstanden fra tanke til handling er, og hvor hurtigt “jeg” kan blive til “vi”, hvis man har mod og overskud til tage et målrettet initiativ.
Her er en kopi af hendes opfordring – den er så vigtig. Men hop hellere over og deltag her: http://deppeandthelostsock.com/blog/2015/08/29/loerdagsupdate-og-vigtig-info-projekt-container-til-lesbos

“Lørdagsupdate og VIGTIG info “Projekt container til Lesbos”
Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte denne update. Jeg har lige set billeder af døde børn der flyder rundt i vandet nede på Lesbos (se dem her, men jeg advarer, det er VOLDSOMT STÆRKE billeder! – hvordan kan vores politikere være så fucking ignorante?). Jeg sidder her med snot og tårer i øjnene.
Samtidig har jeg i dag oplevet næstekærlighed i en sådan grad, at jeg slet ikke kan rumme det i mit hjerte. Richie, Emma Jo og jeg tog ind til Anne’s butik på Vesterbrogade 161 for at aflevere det tøj vi havde samlet sammen, og jeg var grædefærdig da jeg kom derind. Udover at Anne havde fået fyldt begge kælderrum op, stod der et BJERG af tøj ude foran hendes butik, og biler, cykler og gående strømmede til. Folk stoppede op og tog billeder, det var vanvittigt og fantastisk på samme tid.
Jeg må indrømme at jeg tænkte “hvad FANDEN gør vi nu?”… og så begyndte jeg at ringe til nogle af alle de kontakter jeg har fået fra alle jer. 10 minutter senere fik vi stillet en P-kælder til rådighed på Sejrøgade8 på Østerbro. Vi fik omdirigeret trafikken, og nu er Sejrøgade også snart fyldt op (men der er stadig god plads). Tusind tak til alle der har stillet sig til rådighed i hele landet i dag, jeg har ingen ord!!!!
Så herunder er de informationer der er vigtige nu, og som vi vil bede dig dele i alle grupper på FB (venligboernes grupper osv), så vi kan få informationen ud HURTIGT.

INDSAMLINGEN!

Nu skal du bare høre. Din 10 eller dine 4000 eller dine 18 kroner (hvad du end har doneret), har nu resulteret i at vi har samlet 150.000 sammen de sidste 24 timer (+50.000 på det andet telefonnummer, så vi er oppe på 200.000!!!). Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige, andet end af hjertet tak! Det er så vildt så vildt så vildt!
Det betyder så samtidig at vi har nået beløbsgrænsen på Mikkels Mobile Pay (den udfordring havde vi ikke lige set komme), og vi kan ikke modtage flere mobile pay donationer. Derfor fortsætter vi på Gry’s allerede igangværende indsamling, og nummeret er 60 53 71 95 (Karina Helsted Moe), og det nummer du finder på FB-Gruppen HJÆLP TIL BÅDFLYGTNINGE PÅ LESBOS. Hvis nogen kan lave en instagram-venlig version af denne info, så send den til min på anne@annedeppe.co, så smider jeg den på Instagram med hashtagget #hjælplesbosnu

INDSAMLINGSSTEDER TIL TØJ/SKO/BAMSER/SOVEPOSER

Vi har oprettet et event til al information vedr indsamling af tøj her, der er vigtig information, læs HER
DEADLINE FOR TØJ-INDLEVERING TIRSDAG D. 1. sept. kl. 18.00 Inviter og del endelig begivenheden
AFLEVERINGSSTEDER:
– FREDERIKSBERG Annes butik “The little Things” Vesterbrogade 161, 1800 Frederiksberg. Tidsrum: 10-17 Kontaktperson Anne Bach tlf. 28447166  – ØSTERBRO Sejrøgade 8, 2100 Østerbro KUN søndag d. 30. aug. kl. 10 – 17 – herefter LUKKER VI SEJRØGADE VIGTIGT Kontaktperson: Bitten Brenøe 40727231
– HUNDESTED Dyssekilde yogacenter Torupvejen 98, 3390 Hundested Karina Helsted Moe
– GLOSTRUP – Vores hovedlager Læhegnet 75, 2620 Albertslund. Tidsrum: 10-20. Kontaktperson: Tanne Rosamunde tlf. 27510500
HVAD ER DER BRUG FOR?

FLYGTNINGENE PÅ LESBOS har brug for specifikke ting som:: – Sneakers, gym shoes for men, women and children (all sizes) HØJ PRIORITET – Jogging trousers – Briefs/underwear for men, women, children (all sizes) – Men’s trousers and shoes (all sizes) – Baby powder milk – Nappies for babies – Hygiene towels for women – sleeping bags – plastic to cover the floor/for shade – Tents/tarpaulin – mats (all kinds) – Hats/caps for sunshade (light colors, all sizes) – beanies/gloves (autumn and winter is near) – electric plugs for several devices – bamser
IGEN TUSIND TAK TIL ALLE JER DER BRINGER; KOORDINERER & DONERER: DET ER STORT & DÆLME DULME RØRENDE ♥

30. august 2015

Det er ikke altid kønt, sved på panden, Tanker

De store lagkagers tid er forbi

Det er blevet efterår. Jeg er i hjemme Helsingør for at være hos min farfar som er meget syg. Parkinsons er lidt af en kælling og pludselig er det gået stærkt. Og hvor er døden mærkelig. Selvom han ligger lige her på plejehjemmet, er det som om at den gamle, raske ”ham” er blevet hjemme i skoven, hvor han stabler brænde og skruer på sit observatorium.

Om efteråret lukker man ned. Det blir mørkt og ting visner og dør. Naturen er så smuk når bladene skifter farve inden de dør og falder af. Men det er også trist og uhyggeligt. Folk klæder sig ud som dødningehoveder og zombier, så man kan grine lidt af døden. Det tror jeg man har brug for – at kunne grine lidt af den mørke tid – og måske er det også derfor at Halloween er ved at overhale Fastelavn i popularitet (eller også er det amerikansk kapitalisme kombineret med uoverskuelig snesjap i februar…).

De sidste par måneder har jeg brugt på at lukke ned for projekter som tog tid og ikke gav nok igen. For eksempel er jeg ikke længere formand for Foreningen Danske Modeller. Ikke fordi det var nemt, men jeg kan mærke at det er det rigtige. Det gik nok bare op for mig, at den tid jeg bruger, ikke kommer igen – Hvilket lyder enormt dumt når man skriver det.

Billedet er lånt af Stine Stregen

Man har en fornemmelse af at have uendeligt at give af – at man altid bare kan arbejde mere om aftenen, i weekenden… At man nok skal nå det! Men sidste efterår, da jeg var gået fra min kæreste, boede på en båd, og lidt senere flyttede til København hvorfra jeg pendlede frem og tilbage til mit fuldtidsjob i Kolding samtidig med at jeg havde 20 rejsedage om året som model, lå i retssag, var formand for DaMo og pludselig også skulle have en ny hofte, så begyndte jeg at glemme ting. Jeg kunne ikke huske hvem jeg havde besøgt og hvor jeg skulle hen næste dag. Min hjerne kunne bare ikke følge med og det føltes en lille smule som den her stribe StineStregen lavede i 2011, dengang hun fik stress. Jeg havde ikke stress. Jeg var bare – seriøst – stresset.

Lige for tiden har jeg masser af tid og i nat sov jeg ude i min farfars hus sammen med hans kone. Det var så dejligt og jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har sovet så godt. Til lyden af brændeovn og vandhane der drypper. Nu er drømmehuset, de byggede sammen for 30 år siden, sat til salg. I morges inden vi kørte hen til plejehjemmet, flyttede jeg brændestakken ind i tørvejr under halvtaget.

Og den store springform fik jeg med mig hjem i en pose.

6. november 2014

Det er ikke altid kønt, sved på panden, Vegetar

Til kamp. I køkkenet.

Jeg brugte -ufrivilligt- kvindernes kampdag på at overskride en grænse, grænsende til det patetiske.

Sætter lige scenen.

Det er Lørdag og solen skinner. Du går tur på havnen og i ren forårskådhed køber du 10 fladfisk fra en fisker som sælger ud af dagens fangst.

Hjemme i køkkenet skal du ordne fiskene og lige som du lægger den første fladfisk klar på skærebrættet for at skære hovedet af den, så bevæger fiskens mund sig. Glhuuuuuurp. Den har hevet efter vejret de sidste par timer, og har åbenbart ikke tænkt sig at give op endnu.

Jeg sværger seriøst. Jeg troede. Jeg skulle dø.

Da jeg kiggede i Kalle&Kalinka plastikposen lå ni andre fisk og møflede rundt og hev efter vejret.

Fuck. Mig.

Med min mor på speakerphone og en random fiskerdame på Youtube gik jeg så i gang med at slå de stakkels dyr ihjel en for en. Jeg lagde posen med de andre fisk over i et hjørne så de ikke kunne se over til køkkenbordsguillotinen. Nogle af fiskene sprællede så meget at jeg måtte klaske dem hårdt ned i køkkenbordet først, så det føg med skæl og fiskeslim. Klask. Tudede lidt imens.

Fra speakerphonen var min mor i gang med dels at brainstorme fiskeopskrifter og dels at overbevise mig om, at det var GODT at fiskene var kommet hjem til en, som i det mindste skar halsen over på dem inden de blev flået. Thanks.

Jeg har jo set filmene med fisk der bliver mishandlet, men det gør ligesom større indtryk, når man skal gøre det selv (sagde bypigen. Jeg ved godt det er patetisk). Anyway. Jeg fik gjort min pligt som kødæder. Fisk blev slået ihjel og flået.

Og lad os lige hurtigt snakke om det med at flå fisk. Det er jo næsten en kunstform! Da jeg først havde fattet hvordan man gjorde, så var det faktisk lidt dejligt. Ritsj.

D. 8. marts bød altså ikke på særligt mange debatarrangementer eller møder for mit vedkommende, men derimod min egen lille kvindomsprøve. Selvom jeg helt sikkert ikke bestod med topkarakterer, følte jeg mig alligevel noget sej, da jeg endelig havde portionsanrettet de døde kræ i fryseposer og stod og tørrede skæl, finner og fiskesnot af køkkenbordet og mig selv.

Forøvrigt rundede jeg dagen af med en film jeg har cravet længe. Filmen over dem alle hvad angår en stærk feministisk morale.

Glædelig kampdag 🙂

9. marts 2014

Slidgigt, sved på panden, Tanker

Historien om en hofte del 2.

Kort efter jeg havde fået min nye hofte i december 2013, fik jeg bevilget et 3 ugers genoptræningsforløb på Montebello, Nordsjælland Hospitals afdeling for genoptræning, i Sydspanien.

Det vil jeg gerne fortælle lidt om, så here goes:

Sådan genoptrænede jeg, efter at have fået en ny hofte pga. slidgigt

I lufthavnen købte jeg en bog med titlen “Stærk og sund for livet”. Bogens unique selling point var for mig uden tvivl det faktum, at forfatteren havde et Z i sit navn. KrisZtina. Helt sikkert. Hvis ikke HUN kan få mig tilbage i form efter 3/4 år uden træning, hvem kan så?

Udsigten på Montebello er magisk.

Udsigten fra mit værelse… Not so much.

Forholdsvist deprimerende før-billede af min noget forsømte vinterkrop…

Opholdet på Montebello varer 3 uger og man er 30 mennesker afsted af gangen. I alt altså 90 patienter. Flokken er en blandet landhandel af hofte- knæ- og skulderpatienter samt nogle med Parkinsons og Sclerose. På mit hold var vi 11 mennesker som mødtes hver dag til fitness, holdtræning og teoriundervisning. F.eks. lærte vi hvordan man genoptræner sin Gluteus Medius, fordi den åbenbart bliver skåret over, når man får lavet en hofteprotese.

Jeg har trænet rigtig meget førhen, men det har altid været med fokus på at blive tynd. Jeg har jo stået så hjernedødt meget på trappemaskiner! Den her gang var det anderledes. De to fysioterapeuter som var tilknyttet mit hold, gjorde virkelig et stort nummer ud af at få os til at træne intelligent. Jeg trænede ud over de 2-3 timers daglig fællestræning minimum 1 time selv om dagen.

Det var hårdt at skulle starte helt forfra…

… Men heldigvis havde jeg det bedste heppekor på snapchat…

…Og i virkeligheden! Ej men LOOK at them! Hvis man nogensinde føler sig lidt trist så skal man sgu bare danse twist med et hoftehold i aldersgruppen 50-75 år.

Bortset fra det, så markerede jeg modeugen i København med min helt egen handicatwalk. Great.

Indimellem var det så deprimerende at føle sig så meget i pensionistland, at man lige måtte gå sig en tur. Det vilde ved lige præcis dén her gåtur var at det for første gang ikke gjorde ondt at gå. Som i: der var INGEN smerter, selvom jeg gik UDEN krykker. Efter 2 år på krykker og morfin – Det var så vildt!

Desværre havde ca. 10% af patienterne underligt nok travlt med at brokke sig over alt muligt.
F.eks. maden. Jeg fatter det simpelthen ikke. Der er garanteret en masse krav til køkkenet i forhold til at maden skal være sund for både undervægtige, overvægtige, folk med sukkersyge, gigt og nervesygdomme. Og hver dag disker de 3 gange trofast op med salatbar og 3-4 forskellige varme retter til 150 mennesker. Men ja kom. Lad os da endelig brokke os over maden på vores statsfinancierede 50.000 kroners ophold. WTF.

Som den yngste patient skulle jeg selvfølgelig blære mig med at springe i den iskolde pool og svømme 30 baner, ignorere brain freeze og svimmelhed og bagefter ligge og hoste under 3 tæpper på værelset og læse…

BØGER!! Og jeg kom sgu igennem næsten dem alle sammen. Jeg er enormt stolt.

Efter to uger begyndte jeg så småt at kunne se antydningen af mavemuskler, selv når jeg, som her, slappede fuldstændig af.

Hvordan jeg havde det under styrketræning. #whatupbitches

Hvordan jeg havde det efter styrketræning.

Costa Del Sol tog sig nogle seriøse fridage, men det var godt, for så kunne de 10% jo brokke sig lidt over vejret. Det ER sgu også for dårligt.

Nye mennesker og alle de fordomme, man ikke vil erkende man har

Jeg satte den her på i træningsrummet og havde et af de bedste moments med mine fellow fitters.
I det hele taget var det en stor uforudset bonus at få lov til at møde så mange folk, jeg ellers aldrig ville have mødt, men som kom ind i mit liv, udfordrede mig og faktisk gjorde mig mere rummelig overfor folk med fysiske og psykiske handicap.

Som for eksempel en af mændene. Han var midt i 50’erne, havde Parkinsons og var helt krøllet sammen da vi ankom. Når han sad og baksede med bestikket under måltiderne, vidste jeg slet ikke hvor jeg skulle kigge hen. Skulle jeg hjælpe ham? I starten blev jeg pinlig på hans vegne, men efter den første uge, var jeg mest bare flov over mig selv. Før mit ophold ville jeg have set på ham med medlidenhed og tænke “godt det ikke er mig”. Men under opholdet kommer man i dén grad ind under huden på hinanden. Han viste sig jo at være helt ligesom mig selv, og fortalte en helt masse om sit arbejde og hvordan han hvert eneste år går flere uger på fjeldet med tung oppakning og sine sønner. Forøvrigt blev han i løbet af ugen rettet så meget ud at jeg næsten ikke kunne kende ham da vi fløj hjem.

Fabelagtige 80’er postkort.

Yoga og bananpalmer = Helt geniale træningsforhold.

Da mange af de gamle, hellere ville sidde ovre på dansker-baren og drikke fadøl efter den obligatoriske undervisning, var der mildest talt god plads på de mange faciliteter.

Og pludselig kom ham her på besøg i en hel weekend! Og vi stak af på roadtrip til Granada og drak rødvin.

Hvis nogen vil vide, hvor i verden der er samlet flest dårlige energier, så er svaret:
TV-stuen på Montebello.

Men det gør ikke noget, når alt det andet er fantastisk.

Lige efter vi ankom og lige inden vi skulle hjem, lavede vi gangtest og trappetest. Her er det den sidste dag, og jeg hepper på to fra mit hold. De havde forbedret deres gangtid så meget, at jeg nærmest blev nødt til at tude lidt, da Annelise på 4. omgang smed sin stok over til mig.

Med al respekt for de genoptræningsforløb jeg har været på herhjemme, så kan det bare ikke sammenlignes med et ophold på Montebello. Fysioterapeuterne har så stor erfaring indenfor hver deres specifikke område, at man som patient virkelig lærte at mærke sig selv, i stedet for bare at “gøre som der blev sagt”. Jeg føler at jeg blev klædt på til at kunne klare mig selv og forebygge på egen hånd herhjemme.

En af dem som kom til at betyde mest for mit ophold var uden tvivl min værelseskammerat. AKA Iron Woman, fordi hun for nyligt har fået opereret en masse ledninger og en metalplade ind i sin krop under en operation, som får min nye hofte til at lyde som en tandrensning. Hun lever med Parkinsons og er seriøst en af de sejeste damer jeg har mødt.

Tak for turen og for i bonus, at få lært mig lidt om fordomme, tolerence og forskellighed, til hele mit seje, hoftehold.

8. marts 2014

Slidgigt, sved på panden

Historien om en hofte del 1.

En kold decemberdag 2013 fik jeg en ny hofte. Min krop er 28 år gammel, har altid dyrket motion og fået nogenlunde sund mad. Så hvorfor skulle jeg allerede have et implentat som skal skiftes ca. hvert femtende år resten af mit liv? Fordi jeg har hoftedysplasi (= nogen har sat mine ben forkert på) og det har så ført til slidgigt som har gjort at jeg har vraltet rundt på smertestillende de sidste 3 år.

Jeg har lavet en lille fotodagbog fra hospitalet og den efterfølgende måned, hvor jeg genoptrænede derhjemme. Jeg advarer om semiklamme billeder af knogler og ar.

Mild nervøsitet kort før operationen

Det der 12 timers faste bliver jeg aldrig fan af. Det eneste man får er helt klar væske der smager udefinérbart dårligt.

Tilgengæld er man iført verdens ultimativt sejeste underbukser.

Betryggende lige at blive enig med lægen om hvilket ben de saver i.

Jeg var vågen under operationen, som føltes lidt som en tur til tandlægen x 10. Lige inden operationen fik jeg en rygmarvsblokade (det lyder værre end det er) og så dopede de mig ellers løbende, så jeg ikke kunne mærke noget.

Inden operationen havde jeg bedt om lov til at se den knogle som har forvoldt så irriterende meget smerte og immobilitet de sidste par år. Og her er den så, den lille satan. Pakket godt ind og klar til at blive pulveriseret og doneret som knoglepulver.

Efter operationen kom jeg til at kigge op på min operationslæge, Dovydas, som seriøst lignede Dexter. Der var også blod på lamperne. Wait, what!?

Man må selv vælge, om man vil i fuld narkose eller om man vil være vågen under operationen. Jeg er så glad for, at jeg valgte det sidste. Det føles som om man er skæv og jeg brugte derfor 30 minutter på at forstå, hvorfor jeg ikke kunne høre noget af den musik som ellers spillede på min iphone. Så satte jeg høretelefonerne i ørene. Altså. Man ER skæv! Ud over at det i sig selv er lækkert, er det også dejligt ikke at have så meget kvalme på opvågningsstuen, at man tror at man skal dø. Jeg lå højst og følte mig som Uma Thurman, da hun vågner i bilen i Kill Bill og prøver at vrikke med sine tæer mens hun hvisker “Move. MOOOOVE!”.

Sidste gang jeg blev opereret (i fuld narkose), kunne jeg slet ikke rejse mig uden at besvime/kaste op/tro at jeg skulle dø. Denne gang kunne jeg 5 timer efter operationen gå med gangstativ.

Den der protese på bordet blev banket fast i mit lårben… No wonder der var blod i loftet.

De bedste gaver fra de bedste venner og søster, som tegnede mig om til robocob og gav kager og blomster.

Jeg havde enestue og min mor fik lov til underholde mig hele aftenen. Jeg sov på hospitalet to nætter.

Arret efter 2 uger og efter 5 uger.

“Hej genoptræningspatient. Du kan da umuligt være under 70 år” Øh jo, det ku jeg godt. Men tak, hjælp mig da endelig med at blive bedre til at “færdes på gaden” og “finde livsglæden”. Suk…

Efter 4 uger i kommunelimbo, fik jeg endelig lov til at starte på et genoptræningsforløb i Amager Genoptræningscenter. Her lavede jeg sammen med 10 andre +60 hoftepatienter øvelser 2 gange om ugen.

Jeg nåede heldigvis kun at være der 4 gange, fordi jeg havde søgt om et 3 ugers genoptræningsophold på Montebello i Spanien og freaking FIK det! Læs mere om mit ophold i “Historien om en hofte del 2”.

Midt i det hele havde jeg fødselsdag. Det blev fejret med to af mine yndlingsting i verden: Fløde og dans. Og jeg kunne faktisk danse på mine ben! Helt uden smertestillende.

Det var ikke Shakira, det var bare, du ved, dans. Og det var fabelfabelfabelagtigt.

19. februar 2014

Mig, Slidgigt, sved på panden, Uncategorized

A small step for mankind

Mennesker er seje. Udvikling er vildt. Og min debut som vakkelvoren luciabrud med ny hofte var, hvis jeg selv må sige det, lige i skabet.

Operationen, som blev udskudt til i dag, gik fint og jeg er blevet druknet i gaver, vanillekranse og godhed.

Jeg er stadigvæk fan af alle på Århus Universitetshospital.

Kærlig hilsen Ida 2.0

A small step for mankind, a GIANT leap for mig.

13. december 2013

Slidgigt, sved på panden, Uncategorized

Julen kommer tidligt i år

Lige om lidt skal jeg have min nye hofte. Jeg har været til infomøde og undersøgelse hos min læge og tandlæge. Ovre i hjørnet ligger et sæt krykker, en strømpepåtager (Get Ur Socks On), en gribetang og et skohorn. Jeg er så klar! (…og kun lidt nervøs)

På Mandag skal nogle læger så skære min hofteknogle af og banke en ny protese fast i stedet. Det virker noget dramatisk og jeg skulle kun se ca. 4 sekunders ”hip replacement” på Youtube før jeg indså at ortopædkirurgiske operationer, præcis som trekanter og ostefondue, nok er bedst i teorien.

Hvis jeg ikke tænker på selve operationen og genoptræningen, så glæder jeg mig. Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at det blir vildt at gå uden problemer og bjerge af piller, men efter tre år med kroniske smerter kan jeg nærmest ikke rigtigt tro på det.
Det er ikke fordi jeg synes at jeg ligefrem dyrker smerten til dagligt, men nogle gange når jeg går, så prøver jeg at fokusere på følelsen i min raske hofte og spejle den over i den syge. Så opdager man, hvor ondt det egentlig gør. Men smerten er blevet en så integreret del af det hele, at det mere bare er en konstant fornemmelse. Ligesom et køleskab der brummer. Det er først når lyden stopper, man opdager den.

Da det startede for nogle år siden, var det bare usmidighed i hoften. Løbende tog det til og pludselig går det op for en, at man har ændret adfærd. For eksempel er man blevet sådan en som får folk til at hente ting for sig, siger ”Hyyyha”, når man sætter sig ned og ”Ophååå” når man rejser sig. Det gør bare rockerondt. Og selvom jeg ikke er meget for at indrømme det, så får man faktisk ondt af sig selv.

Men nu skal det fannie gallie være slut! Fra lige om lidt. Så er det Nancy, lange gåture og amok med BEGGE ben på dansegulvet.

Det er næsten ikke til at tro.

5. december 2013

Mig, Slidgigt, sved på panden, Uncategorized

Det der skete var at jeg…

(Beklager at en dum punktformliste åbenbart er det eneste, jeg kan overskue efter 3 måneders orlov fra min bette blog)

Boede på en gammel, utæt skude ved navn Serena i et par måneder i løbet af sensommeren. Det var en ret sjov oplevelse at bo alene på en havn.
Efter 8 år i yndlingsjylland flyttede til København i et kæmpe læs af en rusten, sortmalet postvogn tætpakket med hele mit 28-årige liv.
Undervejs kastede min 15 års samling af dameblade overbord. Adios fashionistos.
Blev interviewet i Jyllandsposten om mit købestop og hvor svært det ind i mellem er – og i forlængelse heraf fik min første sviner på 180 grader.
Svarede på svineren.
Lavede en platform for ’Bæredygtige Forstyrrelser’. Her forholder forskellige fagligheder lige fra filosoffer til fotografer, sig hver måned sig til et bæredygtigt stikord udvalgt på baggrund af vores arbejde i Laboratoriet for Bæredygtighed på Designskolen Kolding.
Fik den platform etableret på Facebook. (den kan man jo så lige like).
Blev slæbt i fogedretten af mit modelbureau, fordi jeg synes det er uretfærdigt at binde sine medarbejdere i 12 måneder, uden at stille nogen form for arbejdsgaranti til rådighed.
Vandt.
Havde optur over hvor meget vores bestyrelse i Danske Modeller rykker.
Besluttede mig for at jeg da sagtens kan brugte 5 timer hver dag på at pendle mellem København og Kolding. Det koster godt nok 4500,-/mrd, men så kan man jo så glæde sig over DSB’s superflotte italienske investering.
Læste ’Kunsten at være kvinde’ af Caitlin Moran. Et must for alle hunkøn!
Begyndte på Politikens Debattør- og Kritikerskole, hvor vi hører oplæg af bl.a. Yahya Hassan, Martin Krasnik og Pia Kjærsgaard. Man skal også skrive debatindlæg og det er svært. Forstår godt dele af kritikken, men jeg er sådan helt grundlæggende for gratis viden – Det er vel altid ens eget ansvar at forholde sig kritisk til den.
Havde så ondt i hoften at man tror det er løgn. Det er i sandhed røv og nøgler at have slidgigt. Især når den er blevet så slem at jeg lige har bestilt en ny hofte i julegave.
Var sammen med fantastiske venner som gider følger en tilhospitalsundersøgelser og som synes at hinkedans er super.
Begyndte at svede uforholdsmæssigt meget om natten og aflyse aftaler i sidste sekund.
Opdagede at det er min egen skyld at jeg har så skidetravlt hele tiden.
Fandt ud af hvor nederen folk er når de har travlt.
Indså at jeg ikke ville være den slags menneske.
Sagde op på mit arbejde.

Ps. Jeg er edder mugge mig spændt på, hvor den her liste ender.

5. november 2013

Design, Suk, sved på panden

Form over indhold?

For to år siden var jeg til et foredrag med Nadia Plesner. Hun fortalte hvordan hun for nogle år siden, da hun var kunststuderende i Amsterdam, kom ud for en trafikulykke som lænkede hende til sengen i flere måneder. Det var vinter og Nadia boede i en campingvogn.

Der lå hun så og pissefrøs med sin brækkede ryg og læste aviser. I avisen faldt hun over en lille rubrik om sultkatastrofen i Sudan. På den modsatte side i avisen var en helsides artikel om Paris Hilton som skulle i fængsel.

Nadia: “The turning point for me was that I realized in that second, how absurd it is that I, by coincidence, was born in a part of the world where I never have to deal with problems like genocide. I could have lived my life without never knowing the first thing about the genocide in Darfur. I could have read only the glossy “news”. I could have flipped the page or zapped away or changed the subject. I could have chosen just not to care about it. And what bothered me the most was: No one would expect me to.”

Form følger funktion – eller gør den?

Jeg har taget en visuel uddannelse, og har derfor hørt en del om at formen bør følge funktionen. Personligt har jeg altid gået skræmmende lidt op i det med form, men som den slow learner jeg er, er jeg efterhånden blevet mere og mere bevidst om formens magt: Formen er en informationstranslatør og det er helt vildt så meget bedre hjernen forstår noget, når man fodrer højre og venstre halvdel samtidig f.eks. på visuelle blogs, tegneserier, data visualisering og vel bare al visuel kommunikation. Lidt søgt måske men det jeg prøver at sige er, at der i layoutet i Nadias avis er truffet visuelle valg i lige så høj grad som der er her:

Jeg arbejder ikke på en avis, så correct me if I’m wrong, men et layout (en form) fortæller vist ikke så sjældent en mindst lige så interessant historie som den oprindelige tanke med artiklen (funktionen). I hvert fald blev Nadia så provokeret af den hollandske avis’ prioritering – som vel primært var et udtryk for hvad den overordnede redaktør mente at størstedelen af læserne ville læse – at hun malede et udsultet barn fra en sudansk flygtningelejr med en Louis Vuitton taske over armen og printede det på t-shirts som hun solgte online. Samme indhold, ny form – Ny eksponering.

Herefter følger så en historie om sagsanlæg fra Louis Vuitton og en retssag som Nadia endte med at vinde. Den kan man læse her.

Nadia Plesner og Camilla Plums døde hest

Hvorfor skriver jeg alt det her?

Helt ærligt, så havde jeg nok aldrig oprigtigt gået op i verdens konflikter – Det var en del af avisen som jeg måske skimmede overskrifterne i, uden egentligt at forholde mig til indholdet. Men det ændrede sig da jeg under en international Designcamp i 2011 mødte et par udvekslingsstuderende fra Damaskus. Kort tid efter begyndte jeg at læste om konflikten i Syrien, og pludselig føltes det mere virkeligt, fordi jeg kendte en person af kød og blod som boede midt i ravagen (ja, så naiv er jeg). Vi skrev sammen og for første gang kunne jeg mærke konsekvenserne af en borgerkrig, jeg ellers aldrig ville have ligget søvnløs over. Min ven fortalte om sit fotostudie der ‘forsvandt’, om at sove så langt væk fra lejlighedens vinduer som muligt pga. bomber, om at hjælpe venner med at grave ejendele ud af murbrokker. Sidenhen om hans ophold i en flygtningelejr, at blive splittet fra sin familie og til sidst hans flugt til Frankrig.

Nadia: “It had never hit me like this before and I decided in that second that I would care. I would care because the people in Darfur are PEOPLE. They are not the statistics which are used to report about the crisis in a less personal way. They are more than the “400,000 dead”. They are 400,000 dead mothers and fathers and sons and daughters and grandparents and I know for sure that if I was in their situation I would want someone to come to the rescue. Sure there are some helping organizations in Darfur doing an amazing job by trying to pick up the pieces. But when did the rest of us get to a point where we decided that it was OK to just leave it all up to other people? That we could pretend our world is a wonderful place inside a small glass ball with no real connection to the horrific stories we hear now and then?”
(link til hele teksten her)

Det er ret tydeligt at medier ikke altid har den luksus at lade formen følge indholdet. Med andre ord er det 100% op til mig som læser at vælge, hvad jeg bruger min opmærksomhed på. Der er rift om den, og jeg har ikke uendeligt at give af.

Jeg ved godt at man ikke kan bære alverdens katastrofer på sine skuldre. Og jeg ved også godt at sindssyge historier ikke er mediernes skyld.
Måske kan det slet ikke sammenlignes, og så er jeg way off. Men jeg ved også at jeg brækker mig, hvis jeg ser bare én forside mere om Camilla Plums døde hest.

1. juli 2013

Suk, sved på panden

Roskilde coming up!

Er jeg den eneste der sådan liige skal tage sig sammen til Roskilde Festival i næste uge?

Har vist boet lidt for længe i Jylland og frygter lidt det her:

.. Men husker mig selv på at sidste gang jeg var der for 7 år siden, så det cirka sådan her ud, og jeg husker slet ikke at det var pissekoldt, varme makrelmadder og alt det andet mit pessimistiske voksenjeg frygter.
Det blir en fest!

28. juni 2013

Older Posts