Det (mor)somme liv

Med børn på to et halvt og fire år, ville det være løgn at sige, at idéen om bare en lillebitte tre’er ikke lurer lidt i baghovedet. Tanken om at prøve en sidste gang  – og så lissom gøre det RIGTIGT den her gang, ik? Med etteren fattede vi jo ikke hvad vi lavede og to’eren kom så hurtigt (blev gravid efter ni måneder), at jeg nærmest ikke nåede at opdage det. Begge mine barsler foregik på dagpenge, hvilket, når man er mig i hvert fald, var lig med intens jobsøgning op til to uger før termin og så samtaler igen fra begge babyer var et par måneder. Så tanken om en rigtig luksus lønmodtager barsel, med autoreply på en million år, farvelkage og VI SEZ! kalder på mig som sart rosa sirenesang: En barsel hvor man bare lige skal passe en baby og drikke dyr kaffe og gå ture med en barnevogn. Hvor svært kan det være?

Til næste gang skruk-kukukheden melder sig, har jeg nu bedrevet en huskeliste, jeg kan tage frem og messe for mig selv, indtil det går over igen. Den kommer her.

Ting jeg savner ved at have en baby

– at have en baby

Ting jeg ikke savner ved at have en baby

– at amme

– at slæbe den op og ned fra 4. sal

– at vaske bleer

– ikke at sove

– konstant at ligne Simply Red

– at vade rundt med 20% babyweight uden at orke, at gøre noget ved det

– at lave grøntsagsmos

– vidunderlige uger appen

– at samle kogte ris op fra gulvet

– at bruge samtlige nætter i dyb eksistentiel krise

– bind

– ammehjerne

– aldrig at vide, hvornår jeg har fri

– brystbetændelse

– at føle mig som et gidsel i min egen krop

– ammehår

– D-dråber

– 400.000.000 tigerspring og tandfrembrud

___

Selvtak!

Mine børn er nu to et halvt og fire år og jeg bliver nødt til at snakke lidt om, hvor meget fart, der er på den læringskurve, der medfølger sådan et sæt unger.

Alt det alle altid har sagt, føler jeg bliver fyret ind i fjæset på mig som vand fra en brandhane af daglige konflikter, AHA-oplevelser og det som Hella Joof, med pisseirriterende stoisk ro, ville kalde for “opgaver”. Jeg har fået en opgave. Og det er derfor, at her har været stille på børnesnaksfronten herinde. Det har simpelthen været for svært at skrive om noget, der har været så meget lort til halsen. Men lige nu.. Her på det allersidste, er det måske så småt begyndt at vende. Faktisk oplevede jeg et decideret vendepunkt for to uger siden, da Niklas var i Brasilien med sit arbejde, og jeg derfor blev tvunget til, at mærke mig selv i forhold til det, med at være en forælder.

Først skulle jeg lige ramme peak bottom. Det var morgenerne. Med to hysteriske unger, der nægtede at samarbejde, deciderede bebrejdende blikke fra forbipasserende (sådan føltes det!) og et spontant kram fra min underbo, da jeg en morgen stod med tårer ned ad kinderne kl. 7.50, og følte jeg lige havde tabt et maraton. Træk vejret. Det skal nok gå, sagde hun. Og jeg tænkte, at nu kan det ikke blive værre: Jeg vil ikke skælde ud mere. Jeg vil hellere aldrig mere nå noget til tiden, end jeg vil skælde så meget ud. Hive i, hakke på og slæbe mine stakkels to små bitte børn igennem en hverdag, hvor ingen af os trives. Det føltes som et øjeblik, men i virkeligheden, har det nok været længe undervejs.

Det er ikke fordi vi ikke løbende har lavet store ændringer, for at tilpasse os den virkelighed, der har losset os hårdt i kuglerne det sidste års tid: Jeg er gået ned på 30 timer, vi har købt et sommerhus, hvor vi kan gemme os lidt – og senest har vi indset, at udflytterbus, mine flossede nerver og to børn i trodsalderen, simpelthen bare ikke dur. Så dels føler jeg, vi har ændret nogle fysiske rammer, men der er i høj grad også et mentalt rammeværk som er i fuld gang med at blive opdateret.

Og som den ignorante og bedrevidende blogger jeg er, vil jeg nu dele de tanker, der pt hjælper mig igennem den her hårde, vilde tid med et sæt pseudotvillingedrenge, der begge er big time i trodsalden.

1. Gå over broen

Forleden hørte jeg Per Schulzt Jørgensen som var på besøg i Morten Münster’s podcast om Adfærd, og alt han sagde ræsonnerede så meget med mit life lige nu. Jeg har ikke læst hans seneste bog ‘Robuste Børn’ så måske er følgende lidt forsimplet. Men: Det der med at møde sit barn, der hvor det er. Altid at gå et skridt i dets retning. Hold kæft, det har været en øjenåbner, i forhold til mange af de tilspidsede konflikter, jeg har haft med min fireårig på det sidste. Når han nægter noget eller brænder helt sammen, øver jeg mig indædt på at droppe lydighedsgamet (“nu kommer du KRAFTÆDEMIG her” – og tilsvarende sætninger – kommer jævnligt ud af mig), og møde ham i det, han nu engang står i. Så banalt. Så svært i praksis, men shit for en mind explosion! Det virker! Klokken 16.30 med ulvetimeramte børn og indkøbsposer og en hysterisk dreng der nægter at forlade ladcyklen: “Kurt, hvadså… du vil bare gerne blive lidt nede i ladcyklen?”. Okay. Så lader jeg døren til bagtrappen stå åben og så kommer du bare selv op, når du er klar. Kan du godt gå hele vejen op ad bagtrappen alene?” Okay, så giver vi den sgu et skud. Kald hvis du ombestemmer dig. Så åbner jeg køkkenvinduet, så jeg kan høre ham og så går der ti minutter, og så står han i entréen og har selv lukket ladcykel og bagtrappedør og gået op i lejligheden. Ejmen! Sådan en stor, lille dreng, der bare trenger space. Og ikke lige er i symbiose med den mor, der er så optaget af sin egen dagsorden, at jeg fuldstændigt glemmer, at han har fået sin egen.

2. Vær ærlig

Jeg lyver aldrig for mine børn. Dels fordi jeg (desværre) bærer mine følelser så meget ude på tøjet og dermed er verdens værste løgner. Det kan give virkelig dårlig stemning, at være så følelsesmæssigt ustabil, så jeg øver mig, jf pkt 1, i at italesætte det, når det så er mig, der får et sammenbrud. For det får jeg.

Jeg er ret sikker på, at jeg alligevel ikke kan skjule en kæft for dem. Så vil jeg hellere sige til dem at “Ja, mor og far skændes, men vi elsker stadigvæk hinanden” eller, når jeg sidder og græder foran dem, bare sige: “Jeg bliver bare lige ked af det over, at vi er så uvenner”.

Det er et punkt jeg virkelig arbejder på, fordi jeg har nogle ting med fra barndommen, hvor jeg alt for tidligt følte mig, alt, alt for ansvarlig for andres følelser. Og den sidder stadigvæk så dybt fast, at jeg har svært ved at tro på, at mine følelser er lige så meget værd som andres, hvilket gør, at jeg blir så optaget af andres følelser, at mine egne blir nødt til at eksplodere, før jeg får øje på dem. Manner. What I wouldn’t give, for at mine børn ikke skal arve dén.

3. “…Men lige pludselig er man alligevel ude på den anden side”

Da Otto var nyfødt, og Kurt var halvandet år og jeg dagligt stod med to børn, der skulle slæbes op på 4. sal, spurgte jeg min nabo, hvordan det er meningen, at man kommer igennem de her år. Hun svarede at “det er vildt, men det gør man bare”. Efter et par dage, bankede min nabo på: “Jeg har tænkt over det, og vil bare sige at …man kommer jo faktisk ikke igennem det. Men lige pludselig. Så er man alligevel ude på den anden side”.

Kunsten at tage svære beslutninger på sine børns vegne. Av. En diciplin jeg på ingen måde mestrer, men som jeg alligevel føler, at jeg lige har fået grønt bælte i. I går havde Kurt nemlig sidste dag i sin udflytterbørnehave. Det, at tage ham ud af sin børnehave (og splitte ham fra sin allerbedste ven, piv!), har været så svær en beslutning, at jeg ikke engang er sikker på, at jeg kan skrive om den. Jeg er ikke ude på at hænge nogen som helst ud, så uden at gå for meget i detaljer, har vi valgt at flytte ham ind i en lille institution, herinde i byen. Med en lillebitte legeplads, mange pædagoger og (forhåbentligt) en hel masse nærvær og omsorg. Kurts udflytterbørnehave gennem det sidste halvandet år, har været alt det vi håbede på: Masser af frisk luft, plads, træer og fri 70’er pædagogik. Men for os og vores barn, var det også for meget. Og for svært at navigere i en kæmpe legeplads. Og på et egoistisk plan, har vi som voksne, savnet indblik i hans hverdag, og de sidste mange morgener, når jeg har stået med blodsmag i munden og vinket op til bussens tonede ruder, har det savn sat sig på tværs som en udefinerbar …ting. I lang tid, har det bare ikke føltes rigtigt. Aldrig mere skal jeg ræse afsted gennem byen for at nå en bus kl. 8.10. Eller føle at jeg kommer for sent, hvis jeg ikke står der på slaget 15.45, når bussen ruller ind. Så nu prøver vi noget helt andet, end det vi troede, vi ville have: En lille børnehave, som ligger lige rundt om hjørnet fra vores hjem, midt inde i byen, med fokus på musik og kreativitet. Og forhåbentlig med en hel masse voksne, nærvær og omsorg.

Det har ikke været den lette beslutning. Men jeg er ret sikker på, at det er den rigtige.

Hele sidste uge var fandme intenzo. Alene med to børn og vigtige (= svære) ting på mit arbejde… det var hårdt og derfor med flossede nerver, jeg sagde hej til Niklas, da han kom hjem fra Brasilien, Torsdag aften efter putning.

Jeg er …godt nok presset for tiden. Har skrevet det før, men det fylder bare meget. Parforhold. Fuck mand, hvor er det bare ikke for børn, at få børn med den man elsker. At få et forhold til at holde til al det slid og underskud og konstante overtræk på kærlighedskontoen. Jeg er ikke sikker på, jeg forstår hvordan det er meningen, man skal blive sammen, når nu man konstant blir revet fra hinanden, af sine børn. Dét kombineret med PMS fra helvede og stress over arbejdet, gjorde bare at hele læsset væltede for mig i går. Og jeg græd i tre timer, indtil der ikke var flere tårer tilbage. Så krammede Niklas mig og så tog vi på date i Skuespilhuset. Af alle ting så vi Symposion – En hyldest til Eros. Lol.

I dag har vi gået tur i solen, holdt i hånd, købt blomster til min mor. Kurt valgte lilla og lyserøde roser med ordene: Mor, ved du hvor gammel en hunko kan blive? (Næh). 50 km. Ved du så hvor gammel en hanko kan blive? (…) HALVFEMS km/timen! De er mega smukke, de blomster.

Og så var det hele pludselig godt igen.

Jeg er alene hjemme med ungerne hele den her uge og især min yngste tager aftenerne til næste niveau. Shit. Mand. Hvor’for kan de ikke bare droppe hans lur i den vuggestue?! Nu sover han endelig, efter to timers kamp, imellem mine ben (don’t ask). Lad os tage den bagfra som man siger. Klokken er lige nu 20.30. Vi spiste Kl 17, tog nattøj på kl. 17.30, legede til kl. 18.30. Kl 18.30 går vi ind og læser bog til 19.15. Så fortæller jeg historie (fordi Otto stadigvæk er helt psyko). Blablabla. putte putte putte putte putte putte. Nu er klokken så 20.40. Køkkenet sejler, der er en tøjvask der skal tages ned og en der skal hænges op, så smøres madpakker, pakke tasker og SÅ skal jeg arbejde og lave præsentation til i overmorgen, hvor det er meningen, at jeg skal starte et internt undervisningsforløb i designtænkning, op. What. The. Fuck.

Jeg er faktisk en ok grineren mor mellem 8.00-18.00. Men de her aftener dræner mig seriøst, på måder jeg aldrig har oplevet det før. Aftenens psykiske tortur sætter sig som et posttraumatisk stempel midt i panden på mig, som jeg bærer rundt med mig konstant, og det gør desværre alt det sjove lidt mindre sjovt. Fordi limen der holder det hele sammen er grå. Så, midt i det grå, er der momenter af oprigtig lykke og glæde. Især når vi leger om eftermiddagen og har det ægte lol og pop, bare os tre. Men trægheden, vasketøjet, køkkenet, alt det der sejler, fordi jeg lader det sejle, fordi jeg forkælet insisterer på at jeg vil lege med mine børn, bare een gang om dagen. Det gør bare at det indre vandspejl ligger meget lavt og at der intet skal til, at slå bunden ud på mig for tiden. Skyder på at det primært er fordi mine morgener for det meste inkluderer toårig der skriger hysterisk og sparker mig i maven når jeg prøver at skifte hans ble og fireårig der råber lortefuck og nægter at samarbejde når vi skal ud af døren. Og når man endelig når frem til sit arbejde er det bare sådan “Ahhhh! Afslapning!”

Det er fandme længe siden jeg har måtte spare på en bog! Gemt sider. Sat mærker, læst igen og igen og båret sætninger med mig rundt i hele dage. Og så er det første gang, jeg har læst en bog og følt at dér. Dér var mit tidlige moderskab på skrift. Cecilie Lind sender i “Mit Barn” (modtaget i gave), mig ikke alene tilbage til mit moderskabs vorden, hun sætter også ord på følelser, jeg aldrig selv har kunnet italesætte og derfor bittert er brændt inde med. Og så gør hun det så freaking smukt og helstøbt, at jeg ikke kan andet, end, at være taknemmelig for, at der findes rigtige forfatterinder på jorden, som kan sætte ord på deres følelser, så vi andre føler os mindre alene med vores. Og så skriver Cecilie så gudesmukt. Altså! “Jeg græder og græder og uden grund. Mine tårer er mit hjertes mælk, men ingen drikker dem” (please nogen, lav life quotes klistermærker til væggen, af alle de citater).

Skænderierne, at være blind passager på den lede kælling, der pludselig har indtaget ens krop, at elske sit barn helt ind i mørket. At hade sin krop, være fremmed for sig selv og længslen efter at dulme selvhadet med kjoler og ny identitet. Alt det grimme blir skrevet og smukt og okay.

Jeg græd mig igennem den. Det ville være så klassisk at skrive: Giv den til en nybagt mor, men jeg vil snarere sige: Giv den til en nybagt far! Så ved han, hvad der foregår derinde, i sindet hos en skrøbelig mor.

💗

Ps. Læselisten er opdateret med ovenstående og Ursula Le Guin ‘De Udstødte’.

Det er som om min mand og jeg har glemt, at vi har fået børn. Ikke fattet, at dem der er flyttet ind ikke er voksne, og derfor gir lige præcis nul fucks for om vi når udflytterbussen, får tøj på eller børster tænder… Dét kapitel, har vi ligesom bare ikke lige læst.

Derfor ser vores morgener cirka sådan her ud:

6.30: Otto vågner

6:45: En af os står op med Otto, sætter kaffe over, giver Otto mad, smører madpakke til Kurt, finder tøj og tandbørster frem

7:10: Kurt blir slæbt op og ud i køkkenet (vi prøver virkelig at få ham tidligt i seng, men udflytterbus=sen lur=aftenfrisk=morgensur aka The Circle Of Fucking Life

7:15: Kurt spiser, Otto leger.

7.30: Niklas går i bad(?!) og jeg kaster noget makeup i hovedet og tager tøj på.

7:30: Børnene får tøj på (ofte under store protester, somme tider, helt af sig selv og uden hjælp)

7:45: Børnene får overtøj på (ofte under store protester, somme tider, helt af sig selv og uden hjælp)

8:00: Vi er kommet ned fra 4. sal og sidder i ladcyklen og ræser nu igennem byen for at nå udflytterbussen som kører ret præcist kl. 8.10.

8:15: Jeg står og vinker farvel til tonede ruder.

8:30: I vuggestuen og aflevere Otto

8:45: Kører på arbejde

9:15: Være på arbejde. Heeeej!

Hvordan det går hjemme hos os? Helt ærligt, så op og ned, at jeg ikke rigtigt orker at sætte ord på det. Både fordi ham jeg deler løjerne med, ikke har behov for, at mommyblogge vores kvaler ud over alle tage. Men også fordi mine humørsvingninger, for tiden er så store, at jeg blir helt skitzofren, når jeg forsøger at skrive det ned. Den korte version: Er ret sikker på at det er mig den er gal med. I hvert fald blir jeg tit sur og ked af det uden grund og lader det gå ud over min familie.

Jeg er nået frem til at en stor del af mine nedture bunder i kontroltab og noget så simpelt som tidspres. Så nu er Otto og jeg, i første omgang, gået til kamp mod De Stressede Morgener Fra Helvede og er kommet med hvert vores bud på, hvordan vores drømmemorgener ser ud. Det fungerer ret godt at have noget at pege på og sigte efter. Nu skal vi bare liiige have det implementeret i praksis:)

Lola Jensen, du ringer bare.

Min mand og jeg er lige kommet hjem fra teatret med vores førstefødte. Vi så Skatteøen på Folketeateret med en af Kurts bedste venner, og det var så dejligt med en night on the town, bare os tre.

Nu er Niklas taget til træning og jeg ligger i dobbeltsengen og spooner med mine to store drenge.

Jeg har to drenge. Den ene har lige siden han var knap tre år, kunne alle bilmærker. Uden at blinke fortæller han dig forskellen på en knækstyret gummiged og en frontlæsser, han elsker at spille fodbold, elsker LEGO, dinosaurer og har et kæmpe crush på Motor Mille.

Min yngste dreng elsker at male. Elsker farver, klodser, mønstre, mascara, hårklemmer, læbestift og har pt neglelak i alle regnbuens farver, på sine småbitte hænder. De er så forskellige og så ens på samme tid, og med en alder på to et halvt og fire år, er deres forskellige personlighed virkelig begyndt at blomstre.

Mine babyer er væk og helt ærligt så er jeg ret sikker på, at jeg ikke skal have flere børn. I et stykke tid ulmede den klassiske “skulle man liiiige prøve, at lave en pige” i baghovedet, men det skal jeg simpelthen ikke. For mig er det ikke grund nok til at sætte et barn i verden, at det skal have et særligt køn. Så hvis jeg en dag blir gravid igen, så er det ikke med ønsket om en pige, men med ønsket om et barn.

Drenge har altid været lidt af et mysterium for mig. Jeg er vokset op med en enlig mor og søster, og som et meget genert og usikkert barn, var der sgu langt mellem snapsene, hvad angik det modsatte køn, i min barndom. Jeg fik mit første kys som femtenårig, hvilket var så traumatisk en oplevelse, at jeg ikke nærmede mig en dreng igen, før jeg blev atten. Det er altså først på den anden side af teenageårene, jeg kom rigtig tæt på det modsatte køn, og derfor har jeg virkelig ikke meget erfaring med drengebørn.

Nu er jeg omgivet af drengebørn! Og jeg kan blive svimmel over alt det, jeg gerne vil opleve med dem. Jeg skal følge dem til fodbold. Og musical. Lære dem at være en god kammerat, at bage flotte cupcakes med pynt og lave mad, at der ikke findes pige-farver, at lyserød ikke er ULÆKKERT (pt er vi ikke helt i mål..), at det både er okay, når mor og far krammer og når de skændes (for det gør de). Når de er blevet lidt større skal vi på roadtrip i USA, se et ægte Formel 1 løb og jeg skal støtte dem i tykt og tyndt og forhåbentligt have lov til at være en stor del af deres liv og deres op- og nedture. Og en dag skal jeg måske endda blive farmor.

Jeg er drengemor. Og jeg får lov til at opleve to pragteksemplarer på allernærmeste hold, vokse op og blive til mænd.

Hvor heldig må man være?