Browsing Category

Det (mor)somme liv

En pro-life’s erkendelser

I Fredags blev abortgrænsen ændret i Danmark. Et næsten enigt etisk råd stemte for at hæve den fra nuværende 12 uger til de 18 uger, som i 50 år har været abortgrænsen i bl.a. Sverige. På Instagram hylder mange af mine forbilleder, og sådan cirka alle, jeg gerne vil identificere mig med, lovændringen.

Lille disclaimer. Jeg er gravid. I uge 18. I denne uge, skriver min app, reagerer barnet på lyd, slår kolbøtter og måler knap tyve cm fra hoved til hæl.

Om lidt kommer jeg muligvis til at lyde som en rablende bannerfører foran abortklinikkerne i sydstaterne. Så lad mig gøre klart: Jeg synes at fri abort er en menneskeret og grundsten i ligestilling. Jeg er på ingen måde imod abort. Men (dyb indånding) …hvorfor er abort før 12. uge (og i særtilfælde (seksuelle overgreb, misdannelser eller sociale eller fysiske omstændigheder) mellem uge 12-18) ikke tid nok? Risikerer man ikke at folk, vælger børn fra pga. f.eks. dets køn (som kan ses fra uge 14)…?!

For at forstå den nye abortgrænse – siger jeg til mig selv – må jeg først og fremmest undersøge hvorvidt en højere abortgrænse overhovedet fører til senere aborter, dels forsøge at forstå, hvad det objektivt vil sige at opdage at man er gravid og til sidst, hvordan man beskriver et fosters etiske status.

Første punkt. Flere medier nævner, at en afgørende grund til at forslaget om at hæve abortgrænsen til 18 uger gik igennem, er at statistik fra både Sverige, Island og Holland viser, at en ny højere grænse hverken vil føre til flere sene aborter eller til kønsselektion (kilde: DR) – faktisk er tendensen i disse lande for tiden tværtimod, at folk er begyndt at få dem tidligere.

Okay. Så langt så godt.

Punkt to. Hvad vil det sige, at erkende en graviditet (noget jeg sandt at sige kun kender fra egen krop og derfor ikke kan forholde mig objektivt til)

I følge dette amerikanske studie, bliver de fleste uplanlagte graviditeter opdaget i uge 7 (ofte bliver de opdaget før, hvis det er planlagt). Der er, så vidt jeg kan læse, en del i den gruppe, der opdager graviditeten sent, som først opdager den omkring uge 12.

En pointe i studiet omkring “pregnancy recognition” (at opdage/ erkende, at man er gravid) er, at begrebet, for at kunne kvantificeres og blive målt på, i lægevidenskaben anses som en binær proces, hvor en “informations-knap” ligesom bliver “tændt”, og man i samme øjeblik ved, at man er gravid. Men i praksis er det, at opdage en graviditet, en langt mere kompleks proces hvor man opfanger og fortolker symptomer og til sidst forstår at man er gravid. Det faktum, at man kan være fysisk gravid, uden at være kognitivt gravid (fordi man f.eks. tester negativ og/eller ikke oplever tegn på graviditet), gør at det at opdage en graviditet, i praksis, er en liminalfase – en overgangsfase – og altså ikke en binær enten/eller tilstand.

I en rapport om abortgrænse fra Etisk Råd på Folketingets hjemmeside, står der at : “…nuværende abortgrænse (dvs. 12 uger) ikke er lagt helt vilkårligt, men på den ene side er fastlagt ud fra et hensyn til, at der skal være tid til at, graviditeten kan dokumenteres og erkendes af de involverede, og på den anden side, at der ikke bør gå mere tid end højst nødvendigt, før der eventuelt foranstaltes provokeret abort, idet indgrebet som tiden går, bliver stadig mere omfattende” (kilde, Etisk Råd. Jeg kan virkelig anbefale at læse / skimme rapporten, hvis man, ligesom mig, har svært ved at forstå den nye grænse).

Og så til tredje punkt. Rapporten beskæftiger sig bl.a. med forholdet mellem kvindens ret til selvbestemmelse versus fosterets ret til liv og dets såkaldte etiske status. Her skelnes der mellem 3 opfattelser:

1. Den livsbevarende opfattelse: “(…)dette synspunkt indebærer, at ethvert menneskeligt liv er bærer af en ganske speciel værdighed(…)”.

Der skrives videre – og jeg tillader mig lige, at citere direkte videre fra rapporten – “(…) Men hvilke ændringer kan man pege på, som faktisk kan berettige til en sådan forskel i værdighed? Er det, at fosteranlægget sætter sig fast i livmoderen? Er det at centralnervesystemet dannes? Er det, at fostret får et menneskeligt udseende med arme, ben, fingre, tæer, øjne, ører og næse? Er det, at fosteret kan overleve uden for kvindens krop? Eller er det selve det, at barnet fødes, der udgør forskellen. Ingen af svarene forekommer indlysende rigtige i den forstand, at ændringen kan forklare og retfærdiggøre, hvorfor fosteret forud for ændringen ikke er bærer af værdighed, mens det efter ændringen tydeligvis er bærer af den specielle menneskelige værdighed. Derfor er den oplagte konklusion, at det nye liv har den særlige menneskelige værdighed helt fra undfangelsen, således at værdigheden ikke skyldes bestemte biologiske funktioner, men er knyttet til det menneskelige liv som sådan (kilde, Etisk Råd s. 15)

2. Den gradualistiske opfattelse: Gradualisme indebærer, at den menneskelige værdighed er en kontinuerlig størrelse, som man gradvis erhverver i løbet af livets første periode. Værdigheden vokser så at sige op i takt med det nye liv.” (ikke fra rapporten, men derimod herfra) I rapporten fra Etisk Råd, står der desuden: “Det befrugtede æg er til at begynde med helt udifferentieret og kan som sådan betragtes som andet væv på linje med hudceller eller lignende. Gennem sin udvikling gennemløber fosteranlægget imidlertid i miniformat hele menneskehedens biologiske udviklingshistorie og opnår med andre ord en stigende grad af biologisk kompleksitet, indtil det til sidst har de egenskaber, der er kendetegnende for det fuldt udviklede menneske. Tilvæksten i etisk status kan siges at ske i takt med denne udvikling hen imod større og større kompleksitet”.

3. Personopfattelsen: “Et tredje synspunkt er, at et barn først får fuld etisk status, når det har udviklet de egenskaber, der kendetegner en person, det vil sige egenskaber som for eksempel rationalitet, selvbevidsthed og fremtidsorientering. Først på dette tidspunkt adskiller barnet sig i etisk relevant forstand fra højerestående dyr og har dermed krav på en anden behandling end disse”. (kilde, Etisk Råd)

Okay. Det var de etiske betragtninger.

Nu kommer min personlige holdning. Jeg er instinktivt af den livsbevarende opfattelse. Det kan jeg ikke rigtigt forklare. At forsøge, vil være som at prøve at forklare, hvorfor jeg er højre/venstre-blind, tror på gud eller i fem år var forelsket i Mark Owen; Med andre ord er det hverken noget jeg er specielt stolt af, eller ser som mere moralsk, end så meget andet. Det er bare sådan det er. Dertil har jeg så personligt erfaret, at selvom jeg har stået med en positiv gravidtetstest i hånden, uden på nogen måde, at have lyst til at være gravid, eller kunne se mig selv få en baby indenfor et år, så har jeg ikke kunne forestille mig at få en abort. I situationen har jeg følt mig som en dårlig feminist og forsøgt at tænke på økonomiske og biologiske fordele i at afbryde graviditeten… Erkendelsesfasen, der har efterfulgt chokket, har indeholdt elementer af både desperation og klaustrofobi, men aldrig tvivl, om hvorvidt jeg ville beholde barnet, hvilket var en sær følelse af frihed. At jeg kunne vælge barnet (og her er jeg bevidst om, hvor privilegieret det er, at føle sig sikker nok socialt og økonomisk til dét). Når jeg bliver gravid, er jeg åbenbart ikke bare svanger, men også skæbnessvanger, og for mig, har det – underligt nok, igen, kan jeg ikke helt forklare hvorfor – været lig med en meget stor oplevelse af frihed.

Jeg blev ramt af en erkendelse et sted halvvejs mellem rapporterne og statistikken fra Sverige og Island. Faktisk lidt som en informations-knap der blev tændt, og så stod det pludselig meget rent. At ingen får aborter, navnligt ikke de sene, fordi det er sjovt, eller fordi de ikke har gjort alt i deres magt for at undgå det. Og hvis jeg i tillæg til det spejler min egen oplevelse og forestiller mig at det var omvendt; at jeg stod med en positiv test i hånden og bare kunne mærke at jeg slet ikke skulle have det barn. Jamen… Hvor klaustrofobisk må det ikke være? Hvor desperat, må det ikke være …ikke at have valget??

Denne tekst er blevet alt for lang. Godt gået hvis du har læst helt hertil og beklager at jeg ikke kan honorere indsatsen med en mere gennemført konklusion end denne. At uagtet hvad jeg personligt og instinktivt føler om fostres ret til liv, så er andres kroppe og livssituationer virkelig none of my business. Alle har krav på retten over egen krop – det er i virkeligheden bare dét jeg sidder tilbage med (og ærlig talt også en lettelse/overraskelse over punkt et, med at erfaring og statistik ikke peger på en stigning i antallet af sene aborter) Men det var bestemt ikke der, jeg startede, så på den måde er jeg meget glad for, at jeg gik i gang med at skrive denne tekst. Jeg beklager bare, at jeg ikke kan afslutte med noget, I ikke allerede har læst, på utallige abort-demonstranters højgravide maver.

♥️

PS. Kommentarsporet er åbent, men vær søde ved hinanden. Det er et svært emne at skrive om, og jeg har haft utrolig svært ved at trykke på “udgiv”. Hvis I læser det her, betyder det at jeg efter langt tilløb turde.

Ting man kan blive desperat over

– At leve 5 personer på 94 m2.

– At 1 af de 5 personer skider konstant og gror en tøjstørrelse om ugen.

– At 3 af de 5 personer er under 7 år og pænt ligeglade med detaljer som opvask, madlavning, rengøring, pasfornyelse via MitID, vaccinationsbestillinger, at slæbe indkøb op til 4. sal osv. osv. osv.

– At velmenende familiemedlemmer medbringer poser og poser og poser med aflagt tøj.

– At familiemedlemmer i samme omgang ikke er blege for at kommentere på “at Gud, hvor har vi mange ting”. (“…”).

– At man ikke længere kan rydde op når babyen er vågen, fordi hun nu kravler og Alt Potentielt Kan Slå Hende Ihjel.

– At man ikke længere kan rydde op når babyen sover, fordi hun ikke sover mere end 20 minutter ad gangen i andet end en trillende barnevogn.

– (Intermezzo: Tekst: Skyd mig (gentages indestængt) Melodi: Lille Peter Edderkop)

– At den anden forælder kommer hjem med kolde, lyserøde cykelkinder klokken 11.00 Lørdag formiddag efter kvalitetstid på skøjtebane og jeg er iført nattøj, fem nye skuldermyoser og fedtet baghår og man bliver spurgt “Hvad er der galt?”

– Når babyen ser en ind i øjnene med hjerteligt grin og man må bide sig selv hårdt i knoen for ikke at skrige DET HELE ER DIN SKYLD i hovedet på hende.

– At ens køkken + spisekøkken er 4 meter langt og 3 meter bredt og at man for at åbne fryseren skal flytte slagbænken, og for at flytte slagbænken skal flytte spisebordet. Og det har man pludselig gjort i 8 år.

– At man forøvrigt ikke har afrimet fryseren i de 8 år, man har boet her, og at man derfor nærmest ikke kan åbne skufferne.

– Tanken om at flytte, for “det her er jo bare en fase”.

– At få dårlig samvittighed over at kalde ens børns barndom for en fase.

Skår i glæden: Parterapi for rookies (og kan vi snart gøre op med illusionen om det romantiske parforhold, når man lever i en børnefamilie?)

For tiden læser jeg en bog der hedder ‘In praise of shadows’ af Junichirō Tanizaki, som er delvist funderet i det japanske Wabi-Sabi begreb.

Jeg er med ret stor sandsynlighed den sidste på jorden, der opdager Wabi-Sabi, men so be it. Jeg er besat. Og jo mere jeg læser om det, jo mere sænker mine skuldre sig, som de ofte gør, når man finder et sprog for det man går og føler.

Wabi-Sabi er en filosofi med udgangspunkt i skønheden i det naturlige forfald og i erkendelsen af at alt er flygtigt. Alle tilstande midlertidige. Tanizaki kritiserer Vestens perfekthedsbegreb. Besatheden af nyt og skinnende, de oplyste glasfacader. Lys, hvide vægge, store hvide rum. I modsætning til det, hylder han mørket, møre træskeer, blankslidt frakke-uld og dunkle kroge, hvor en lille flamme får skygger til at danse på væggen.

Når jeg om lidt skal begive mig ud i genren “om parterapi”, kan jeg ikke lade være med at have bogen med i tankerne.

Jeg fornemmer på mine venner (og i min indbakke) at rigtig mange af os kæmper i vores forhold. Isoleret set har Corona været sindssygt hårdt for vores relationer. Oveni kommer alt det andet shit, som rammer et parforhold, når man har været sammen i længere tid, ikke mindst hvis der er børn involveret; Udbrændthed, forelskelse (…i andre sgu da), manglende lyst til hinanden, blablabla, jeg orker ikke engang at skrive om det, fordi det er et så ubehageligt og røvsygt sted at være. Jeg vil helst bare feje det ind under tæppet, eller kaste det over i bunken af hullet tøj, der skal repareres.

Men helt ærligt, selvfølgelig slår livet massive skår i vores nære relationer og no wonder, egentlig. Jeg tror det største problem er, at vi har en forventning om at livet IKKE skulle slide. At det IKKE skulle kræve aktiv handling at vedligeholde en relation.

Min mand og jeg begyndte at gå i parterapi for cirka fire år siden. Vores første parterapeut var elendig, men det var da en start. Vores sidste – Som vi netop har afsluttet et forløb hos – var rigtig god. Jeg betragter det lidt som at vi har været i et intenst genoptræningsforløb og nu kan vi ringe til hende, på samme måde som man bruger sin læge: En person som kender vores historik, og som kan kontaktes efter behov.

Jeg er på ingen måde terapiekspert, men hvis jeg har lært noget i løbet af mine knap tyve års erfaring med at gå til psykolog, i stressterapi og senest parterapi, så er det, at alene dét at have et (tids)rum midt på dagen, hvor man ikke er gået kold og bare trenger space, kulhydrater og netflix, som er allokeret til at snakke om ens følelser og hvordan det egentlig går, er de første 80% af værdien. Parterapi er dybest set bare at sidde foran en voksen, der kan oversætte hinandens koder og tvinge os til at se den anden i øjnene, mens vi siger det, vi i virkeligheden mener. Det lyder simpelt, men det er det ikke. Og det lyder langhåret, men det er motherfucking effektivt. Det bringer en ømhed ind i vores relation, som ikke opstår af sig selv.

Prøv at forestil dig at løbe et maraton, uden at strække ud bagefter? Eller at være på en arbejdsplads, hvor chefen forventede at to kolleger kunne arbejde intenst sammen døgnet rundt i årevis, uden indlagte en-til-en sessioner, lønforhandlinger og videreuddannelse. Nej, vel?

Men kan man så ikke bare bruge pengene på Ystad Saltsjöbad og restauranter? Jo, måske? Det virker bare ikke for os. Vi får ikke løst vores issues med et spaophold. No pain, no gain. For at blive i arbejdspladsmetaforen (hvilket passer OK godt, når nu vi snakker kernefamilie), så er Ystad = Fredagsbaren, og Parterapi = MUS-samtalen. Det er ikke fordi det er specielt fedt, men det er nødvendigt.

Vi har nok brugt i omegnen af 20.000 kroner, på at gå i parterapi gennem tiden, men sådan må det være. Det er en del af vores husholdningsbudget, fordi vores forhold er en del af vores husholdning. En velfungerende relation mellem os er ikke længere bare en romantisk og selvskrevet tilstand – det er væggene og vandrørene. Det bliver slidt og slæbt på i disse år, og det skal fungere. Jeg ved godt at det er utrolig priviligeret at have de penge. Og jeg får lige behov at nævne at det jo ikke er penge, vi bare har til at stå og blomstre. Det er penge vi prioriterer. Ingen af os sprænger lønrammen i vores jobs. Vi har ret almindelige, nogenlunde velbetalte jobs og befinder os i midten af lønstatistikken. Til gengæld har vi hverken nye badeværelser, Farrow and Ball maling på vores vægge eller Stalks and Roots blomster, ligesom vores børn aldrig har været dem i børnehaven med de nyeste Angulus-støvler og Mini Rodini flyverdragter.

Der findes sikkert par som kan løse deres problemer selv over et glas vin, eller folk som efter ti år stikker små søde sedler i sin partners jakkelommer og som bare generelt er nyforelsket, kærlige og rummende overfor hinanden. Tillykke. It ain’t me babe.

Det er umuligt at skrive om parterapi uden også at få lyst til at skrive om hvor meget forventningerne til parforholdet i en konventionel kernefamilie pisser mig af. De er så opskruet at jeg bliver harm alene af at skrive om det. Jeg har en fornemmelse af at de få, som vitterligt lever i lutter lykkelige, længerevarende parforhold i kernefamilier (hvis de findes) har meget travlt med at flage hvor godt og nemt det er (JA! Influencer, det er dig jeg kigger på! Please skru ned for din illusoriske romantik-propaganda!). Så kan alle vi andre gå rundt og føle os forkerte over ikke at have lyst sex, at være uvenner og samtidig tro at parterapi er første skridt på vejen mod skilsmisse.

Der er brug for et opgør med forventningerne til parforholdet i en kernefamilie. Tænk hvis vi begyndte – særligt i vores lidt klemte generation, hvor mange har skilsmissetraumer med i bagagen – at have åbne samtaler om hvordan man kan leve i lange, meningsfulde relationer, som måske ikke tjekker alle boksene hele tiden, og som ikke er bygget på klassiske, vestlige kønsroller, men som måske netop derfor ikke fører til skilsmisse.

Hellere et uperfekt og skåret livspartnerskab som består, end et perfekt, som ikke gør (selvfølgelig er ikke alle parforhold “meant to be epic novels, some are short stories. But that doesn’t make them any less filled with love” – I know, you know). Det jeg prøver på at sige er bare: Det perfekte, problemfri forhold findes ikke.

Her til sidst vil jeg lige dele to råd jeg har fået om parforhold, når man lige pludselig er blevet til en børnefamilie. Det ene gav min modelbooker (som selv havde store og sammenbragte børn) mig, da jeg lige havde fået mit mellemste barn og for alvor kunne mærke vores forhold begynde at slå sprækker. Hun sagde:

1. Det vigtigste i jeres liv lige nu er ikke jeres børn. Det er hinanden.

Børnene klarer sig uanset hvad og de tager (/tærer?) det, de har brug for uden at spørge om lov. Det gør jeres forhold ikke.

Det andet råd fik jeg af min svigermor. Hun sagde:

2. I skal ikke tælle de dårlige perioder i dage og uger. I skal tælle dem i måneder og år.

Av. Jeg ved. Men i det lange løb (Linealreglen, y’know) vil de gode perioder vende tilbage. Bølgerne går bare lidt højere når man har forladt havneløbet og er kommet ud og sejle på åbent hav…

Nå. Nu vågner min baby, så jeg når ikke at køre fuld cirkel på Wabi-Sabi metaforen og skrive noget med at se parterapi som parforholdets svar på Kintsugi.

Det er nok meget godt. Jeg er jo ikke parterapeut.

Apropos ingenting (genopliv blog fra de døde Allehelgenstyle edition)

– Orker jeg ikke at skrive noget klogt om valget. Sandheden er at jeg ikke er særlig god til disciplinen valgkamp. Jeg føler at alle andre har læst en bog jeg ikke har læst. Måske skulle jeg have set DR Ultras dækning i stedet for.

– Blev verden pludselig i farver, da jeg gik på barsel for et halvt år siden. Og nu hvor vores hverdag er på hold, og jeg officielt er Et Andet Menneskebliver jeg til stadighed overrasket over hvor få fucks det senmoderne samfund gir arbejdende småbørnsforældre.

– Fortalte en perifer veninde, at tredje barn også hedder en dessertbaby. Her knap fire måneder efter jeg fødte – og med to drenge på fem og syv år for ref – må jeg bare sige: JA!!! Intet har været mere sandt. Min baby er sgu en dessertbaby. Og – undskyld mig – men hun græder ikke!! Og hun sover når man lægger hende ned. WTF?!? Universet har givet mig en dessertbaby. Tak, univers.

– Går tiden med børn langsomt, mens man er i den, men når man ser tilbage på tiden, så er den forsvundet i ét nu. F.eks. fødte jeg min ældste søn i forgårs, og nu er han lige startet i første klasse.

– (fortsat) derfor har jeg lovet mig selv ikke at begræde at min baby vokser for hver eneste lur hun tager. At hun ikke længere sover sammenfoldet som en krøllet blomst, men mere som en søstjerne, med arme og ben spredt ud i et gigantisk her-kommer-jeg X. Så cute.

– Hvis 20’erne er festen, så er 30’erne cykelturen hjem. Den er fandme lang.

– Er det lige gået op for mig at ikke alle går i parterapi. Forstår ikke hvordan helvede I bliver sammen, så?!

– Vågner min baby nu. Ses i morgen, bloggen!

Tanker om snart at have 3 børn – Og om ikke at være frygtmotiveret, men stadigvæk påvirket af familien som statusmarkør

“Man fortryder kun de børn man ikke får” og “vores tredje barn bandt virkelig sløjfe på vores familie”… Det vrimler med treere både i min omgangskreds og i mit feed – og med alle mulige grunde til at få dem. Og nu hvor jeg efterhånden selv er højgravid, med mit tredje barn, vil jeg prøve at reflektere lidt over hvorfor jeg gerne vil have tre børn. Og hvorfor jeg har haft så svært ved at sige det højt.

Forleden var jeg ude med nogle veninder og opdagede at jeg har utrolig svært ved at snakke om hvor glad jeg er for at være gravid med mit tredje barn – og dermed også skrive om det (og derfor er startet forfra på denne tekst cirka hundrede gange). Jeg snøvler og kan ikke lide at sige højt at jeg faktisk går rundt og føler mig temmelig lykkelig.

Måske handler det om min aversion mod fortællingen om den lykkelige familie og min trang til ikke at bidrage til det narrativ. Måske handler det om presset jeg selv har følt, når andre med en tilsyneladende legende lethed annoncerede deres tredje barn, som jeg kun kunne tolke som et gigantisk overskud, jeg i hvert fald ikke besad.

(Tænkepause. Det er et par måneder siden jeg sidst har skrevet og jeg skal sgu lige i gang. Drikker noget kaffe og finder noget musik. Okay. Okay. Måske hvis vi startede med at kigge lidt på sætningerne).

Der er sætninger, der er så musikalske, at de klæber sig fast til ens bevidsthed, som parasitter på en pukkelhval (vidste I, at en voksen pukkelhval kan svømme rundt med 450 kg freeloading rankefødder på kroppen?!), og som derfor snylter sig med gennem livet, uden man nogensinde har fået forholdt sig særlig kritisk til dem. Jeg er et fomo-dyr, og derfor har klichéen “man fortryder kun de børn man ikke får” været sådan en sætning for mig. Er det min fomo, som nu også angriber mit familieliv? Du skal hele tiden være til rådighed for dit job, for det kunne jo være, der var behov for dig. Du skal hele tiden være til rådighed for omverden, det kunne jo være at der skete noget vigtigt. Og så fortryder du kun de børn du ikke får! Du fortryder kun det job, du ikke tager, de lande, du ikke rejser til… Du vil fortryde alt det du ikke gør. Åh, det frygtelige, stressende, belastende lille bæst. Det lille sultne, sorte hul i min sjæl, der altid tror, at jeg skal have mere for at høre til. Mere nyt. Flere nye børn. Flere kvadratmeter. Mere, flere, større til jeg dør. Men. Man fortryder vel kun alt det man ikke gør, hvis man gerne vil gøre det – Ikke fordi andre gør det, eller fordi en desperat nationalstat skriger DO IT FOR DENMARK, men fordi man ikke kan leve uden at gøre det. Sætningen burde lyde sådan her: “Man fortryder kun de børn man ikke får, men som man gerne ville have haft”.

Phew. Okay. Så er den lidt mere udvandet og næste spørgsmål er så: Hvordan ved man om man vil have (endnu) et barn?

(well, who am I to tell you, men nu er det jo mig, der ejer domænet her, så jeg giver det et skud)

Da jeg studerede snakkede vi ofte om hvorvidt vi var frygtmotiveret eller ej, særligt op til eksamen: Stræbte vi efter en høj karakter fordi det kunne være fedt at få 12, eller gjorde vi det af frygt for at falde igennem og skuffe vores egne og andres forventninger til os?

Ti år senere har jeg efterhåndet lært at alt hvad der er frygtmotiveret, skal pisse i lære. Jeg har truffet utrolig mange valg baseret på angst for at stå udenfor fællesskabet. Og hver gang jeg har gjort det (nævner i flæng: blevet for længe i forhold, sultet mig op til et modeljob osv. osv. osv.) er jeg altid endt med at føle mig som en løve i et bur af andres forventninger.

Alligevel har jeg, uanset hvilken livsfase jeg har været i, altid været (alt for) optaget af andres forventninger til mig. I mine 20’ere var spændetrøjen som sagt skønhed og nu her – i mine 30’ere – har kernefamilien været den kasse jeg har kæmpet for at presse mig ned i, siden jeg fik mit første barn som 30-årig. De sidste par år har jeg indset, at jeg hverken kan, vil eller behøver passe ned i den kasse. Jeg nægter at indfri det sindssyge forventningspres, der er til kernefamilien og alt det den skal kunne rumme (forestillingen om en traditionel, monogam, romantisk familie, som er et lukket og selvopretholdende økosystem). Jeg siger ikke at mange ikke er lykkelige i en traditionel kernefamilie. Jeg siger bare at jeg først blev lykkelig i mit parforhold, da jeg holdt op med at se på os som en kernefamilie og i stedet så os som to frie individer, som aktivt har valgt hinanden til, som indgår i et fælles arbejdsfællesskab og som derudover selv er ansvarlige for (og frie til) at indfri vores egne drømme, håb og ønsker.

Nå. Nu nærmer vi os måske hvorfor det er så svært for mig at skrive om lykken ved 3. barn (i mit temmeligt heteronormative parforhold). Men jeg prøver. Hvorfor er jeg så gravid med mit 3. barn?

I det øjeblik jeg fødte mit yngste (nu femårige) barn, var min første impuls, at det ikke var sidste gang, jeg skulle føde. For et par år siden fik jeg en visualisering af at jeg havde tre børn. Måske i en drøm. To store og en lille i slipstrømmen. Og særligt det sidste år har jeg decideret savnet følelsen af et lille barn. Det er svært at sætte ord på, for der er hverken logik eller rationelle tanker bag. Det er en ordløs følelse, som netop er … ordløs. Jeg kan kun tale for mig selv, så jeg vil nøjes med at sige, at det for mig var en meget fysisk fornemmelse.

Da jeg opdagede at jeg var gravid, snakkede min kæreste og jeg kort om hvorvidt jeg skulle have en abort eller ej. De gode (læs: rationelle) grunde til ikke at få et barn stod i kø: Nu er børnene endelig blevet store, alle sover om natten, der er ingen bleskift, det blir sikkert sygt svært at få passet 3 børn, det bliver dyrere at rejse, børn udleder sygt meget CO2, der er ikke plads i vores lejlighed osv. osv. osv. Men alene tanken om abort gav sig udslag i nogle ret heftige gråd- og angstanfald, som talte sit eget, tydelige sprog.

Men kommer det tredje barn så til at binde sløjfen i vores familie? Det kan jeg af gode grunde ikke svare på. Men jeg kan sige så meget: Det føles enormt meningsfyldt at der kommer et barn. I højere grad end med de to store, så føles det her barn som et aktivt tilvalg, som ikke handler om hvorvidt man “bør” stifte en familie (for det har jeg allerede gjort) og “sprede sine gener” (for det har jeg allerede gjort). Det her barn kommer bare. Tiden med små børn går ikke særligt hurtigt mens den står på, men når først tiden er gået, er den forsvundet på et øjeblik. Og med det i tankerne, kan man måske godt kalde det her barn for en slags sløjfe. En sløjfe skal ikke holde sammen på noget. Den har ikke nogen funktion. Den er der bare.

Party memo og midtlivskrise

Hej!

Jeg kan ikke finde ud af at skrive noget som helst herinde for tiden. Men derfor skal I (fem følgere, jeg har tilbage), fandme ikke snydes for en hurtig memo: Husk nu lige at kom på Lørdag til en drink og noget dansegulv! Jeg er helt ærligt, ikke særlig meget i festhumør for tiden, men det er jo når man har mindst overskud, at man har mest brug for – Og er aftenerne, med de laveste forventninger, ikke dem, der plejer at blive bedst? Det tror jeg.

Håber vi ses! Og man må selvfølgelig gerne tage en ven med.

Lørdag d. 18. januar kl. 21.30-23.00 i Loungen på At Dolores, Lille Kongensgade 16, Kbh. K. (lige ved Kgs. Nytorv metro)

Midtlivskrise, blogblokade og kærlig hilsen

Ida

To three or not to three, that is the question.

Med børn på to et halvt og fire år, ville det være løgn at sige, at idéen om bare en lillebitte tre’er ikke lurer lidt i baghovedet. Tanken om at prøve en sidste gang  – og så lissom gøre det RIGTIGT den her gang, ik? Med etteren fattede vi jo ikke hvad vi lavede og to’eren kom så hurtigt (blev gravid efter ni måneder), at jeg nærmest ikke nåede at opdage det. Begge mine barsler foregik på dagpenge, hvilket, når man er mig i hvert fald, var lig med intens jobsøgning op til to uger før termin og så samtaler igen fra begge babyer var et par måneder. Så tanken om en rigtig luksus lønmodtager barsel, med autoreply på en million år, farvelkage og VI SEZ! kalder på mig som sart rosa sirenesang: En barsel hvor man bare lige skal passe en baby og drikke dyr kaffe og gå ture med en barnevogn. Hvor svært kan det være?

Til næste gang skruk-kukukheden melder sig, har jeg nu bedrevet en huskeliste, jeg kan tage frem og messe for mig selv, indtil det går over igen. Den kommer her.

Ting jeg savner ved at have en baby

– at have en baby

Ting jeg ikke savner ved at have en baby

– at amme

– at slæbe den op og ned fra 4. sal

– at vaske bleer

– ikke at sove

– konstant at ligne Simply Red

– at vade rundt med 20% babyweight uden at orke, at gøre noget ved det

– at lave grøntsagsmos

– vidunderlige uger appen

– at samle kogte ris op fra gulvet

– at bruge samtlige nætter i dyb eksistentiel krise

– bind

– ammehjerne

– aldrig at vide, hvornår jeg har fri

– brystbetændelse

– at føle mig som et gidsel i min egen krop

– ammehår

– D-dråber

– 400.000.000 tigerspring og tandfrembrud

___

Selvtak!

 

 

3 ting jeg har lært af at have børn i trodsalderen

Mine børn er nu to et halvt og fire år og jeg bliver nødt til at snakke lidt om, hvor meget fart, der er på den læringskurve, der medfølger sådan et sæt unger.

Alt det alle altid har sagt, føler jeg bliver fyret ind i fjæset på mig som vand fra en brandhane af daglige konflikter, AHA-oplevelser og det som Hella Joof, med pisseirriterende stoisk ro, ville kalde for “opgaver”. Jeg har fået en opgave. Og det er derfor, at her har været stille på børnesnaksfronten herinde. Det har simpelthen været for svært at skrive om noget, der har været så meget lort til halsen. Men lige nu.. Her på det allersidste, er det måske så småt begyndt at vende. Faktisk oplevede jeg et decideret vendepunkt for to uger siden, da Niklas var i Brasilien med sit arbejde, og jeg derfor blev tvunget til, at mærke mig selv i forhold til det, med at være en forælder.

Først skulle jeg lige ramme peak bottom. Det var morgenerne. Med to hysteriske unger, der nægtede at samarbejde, deciderede bebrejdende blikke fra forbipasserende (sådan føltes det!) og et spontant kram fra min underbo, da jeg en morgen stod med tårer ned ad kinderne kl. 7.50, og følte jeg lige havde tabt et maraton. Træk vejret. Det skal nok gå, sagde hun. Og jeg tænkte, at nu kan det ikke blive værre: Jeg vil ikke skælde ud mere. Jeg vil hellere aldrig mere nå noget til tiden, end jeg vil skælde så meget ud. Hive i, hakke på og slæbe mine stakkels to små bitte børn igennem en hverdag, hvor ingen af os trives. Det føltes som et øjeblik, men i virkeligheden, har det nok været længe undervejs.

Det er ikke fordi vi ikke løbende har lavet store ændringer, for at tilpasse os den virkelighed, der har losset os hårdt i kuglerne det sidste års tid: Jeg er gået ned på 30 timer, vi har købt et sommerhus, hvor vi kan gemme os lidt – og senest har vi indset, at udflytterbus, mine flossede nerver og to børn i trodsalderen, simpelthen bare ikke dur. Så dels føler jeg, vi har ændret nogle fysiske rammer, men der er i høj grad også et mentalt rammeværk som er i fuld gang med at blive opdateret.

Og som den ignorante og bedrevidende blogger jeg er, vil jeg nu dele de tanker, der pt hjælper mig igennem den her hårde, vilde tid med et sæt pseudotvillingedrenge, der begge er big time i trodsalden.

1. Gå over broen

Forleden hørte jeg Per Schulzt Jørgensen som var på besøg i Morten Münster’s podcast om Adfærd, og alt han sagde ræsonnerede så meget med mit life lige nu. Jeg har ikke læst hans seneste bog ‘Robuste Børn’ så måske er følgende lidt forsimplet. Men: Det der med at møde sit barn, der hvor det er. Altid at gå et skridt i dets retning. Hold kæft, det har været en øjenåbner, i forhold til mange af de tilspidsede konflikter, jeg har haft med min fireårig på det sidste. Når han nægter noget eller brænder helt sammen, øver jeg mig indædt på at droppe lydighedsgamet (“nu kommer du KRAFTÆDEMIG her” – og tilsvarende sætninger – kommer jævnligt ud af mig), og møde ham i det, han nu engang står i. Så banalt. Så svært i praksis, men shit for en mind explosion! Det virker! Klokken 16.30 med ulvetimeramte børn og indkøbsposer og en hysterisk dreng der nægter at forlade ladcyklen: “Kurt, hvadså… du vil bare gerne blive lidt nede i ladcyklen?”. Okay. Så lader jeg døren til bagtrappen stå åben og så kommer du bare selv op, når du er klar. Kan du godt gå hele vejen op ad bagtrappen alene?” Okay, så giver vi den sgu et skud. Kald hvis du ombestemmer dig. Så åbner jeg køkkenvinduet, så jeg kan høre ham og så går der ti minutter, og så står han i entréen og har selv lukket ladcykel og bagtrappedør og gået op i lejligheden. Ejmen! Sådan en stor, lille dreng, der bare trenger space. Og ikke lige er i symbiose med den mor, der er så optaget af sin egen dagsorden, at jeg fuldstændigt glemmer, at han har fået sin egen.

2. Vær ærlig

Jeg lyver aldrig for mine børn. Dels fordi jeg (desværre) bærer mine følelser så meget ude på tøjet og dermed er verdens værste løgner. Det kan give virkelig dårlig stemning, at være så følelsesmæssigt ustabil, så jeg øver mig, jf pkt 1, i at italesætte det, når det så er mig, der får et sammenbrud. For det får jeg.

Jeg er ret sikker på, at jeg alligevel ikke kan skjule en kæft for dem. Så vil jeg hellere sige til dem at “Ja, mor og far skændes, men vi elsker stadigvæk hinanden” eller, når jeg sidder og græder foran dem, bare sige: “Jeg bliver bare lige ked af det over, at vi er så uvenner”.

Det er et punkt jeg virkelig arbejder på, fordi jeg har nogle ting med fra barndommen, hvor jeg alt for tidligt følte mig, alt, alt for ansvarlig for andres følelser. Og den sidder stadigvæk så dybt fast, at jeg har svært ved at tro på, at mine følelser er lige så meget værd som andres, hvilket gør, at jeg blir så optaget af andres følelser, at mine egne blir nødt til at eksplodere, før jeg får øje på dem. Manner. What I wouldn’t give, for at mine børn ikke skal arve dén.

3. “…Men lige pludselig er man alligevel ude på den anden side”

Da Otto var nyfødt, og Kurt var halvandet år og jeg dagligt stod med to børn, der skulle slæbes op på 4. sal, spurgte jeg min nabo, hvordan det er meningen, at man kommer igennem de her år. Hun svarede at “det er vildt, men det gør man bare”. Efter et par dage, bankede min nabo på: “Jeg har tænkt over det, og vil bare sige at …man kommer jo faktisk ikke igennem det. Men lige pludselig. Så er man alligevel ude på den anden side”.

Små børn, store beslutninger.

Kunsten at tage svære beslutninger på sine børns vegne. Av. En diciplin jeg på ingen måde mestrer, men som jeg alligevel føler, at jeg lige har fået grønt bælte i. I går havde Kurt nemlig sidste dag i sin udflytterbørnehave. Det, at tage ham ud af sin børnehave (og splitte ham fra sin allerbedste ven, piv!), har været så svær en beslutning, at jeg ikke engang er sikker på, at jeg kan skrive om den. Jeg er ikke ude på at hænge nogen som helst ud, så uden at gå for meget i detaljer, har vi valgt at flytte ham ind i en lille institution, herinde i byen. Med en lillebitte legeplads, mange pædagoger og (forhåbentligt) en hel masse nærvær og omsorg. Kurts udflytterbørnehave gennem det sidste halvandet år, har været alt det vi håbede på: Masser af frisk luft, plads, træer og fri 70’er pædagogik. Men for os og vores barn, var det også for meget. Og for svært at navigere i en kæmpe legeplads. Og på et egoistisk plan, har vi som voksne, savnet indblik i hans hverdag, og de sidste mange morgener, når jeg har stået med blodsmag i munden og vinket op til bussens tonede ruder, har det savn sat sig på tværs som en udefinerbar …ting. I lang tid, har det bare ikke føltes rigtigt. Aldrig mere skal jeg ræse afsted gennem byen for at nå en bus kl. 8.10. Eller føle at jeg kommer for sent, hvis jeg ikke står der på slaget 15.45, når bussen ruller ind. Så nu prøver vi noget helt andet, end det vi troede, vi ville have: En lille børnehave, som ligger lige rundt om hjørnet fra vores hjem, midt inde i byen, med fokus på musik og kreativitet. Og forhåbentlig med en hel masse voksne, nærvær og omsorg.

Det har ikke været den lette beslutning. Men jeg er ret sikker på, at det er den rigtige.

Føler følelser med 90 km/timen

Hele sidste uge var fandme intenzo. Alene med to børn og vigtige (= svære) ting på mit arbejde… det var hårdt og derfor med flossede nerver, jeg sagde hej til Niklas, da han kom hjem fra Brasilien, Torsdag aften efter putning.

Jeg er …godt nok presset for tiden. Har skrevet det før, men det fylder bare meget. Parforhold. Fuck mand, hvor er det bare ikke for børn, at få børn med den man elsker. At få et forhold til at holde til al det slid og underskud og konstante overtræk på kærlighedskontoen. Jeg er ikke sikker på, jeg forstår hvordan det er meningen, man skal blive sammen, når nu man konstant blir revet fra hinanden, af sine børn. Dét kombineret med PMS fra helvede og stress over arbejdet, gjorde bare at hele læsset væltede for mig i går. Og jeg græd i tre timer, indtil der ikke var flere tårer tilbage. Så krammede Niklas mig og så tog vi på date i Skuespilhuset. Af alle ting så vi Symposion – En hyldest til Eros. Lol.

I dag har vi gået tur i solen, holdt i hånd, købt blomster til min mor. Kurt valgte lilla og lyserøde roser med ordene: Mor, ved du hvor gammel en hunko kan blive? (Næh). 50 km. Ved du så hvor gammel en hanko kan blive? (…) HALVFEMS km/timen! De er mega smukke, de blomster.

Og så var det hele pludselig godt igen.