Browsing Category

Det (mor)somme liv

Familieliv

Skår i glæden: Parterapi for rookies (og kan vi snart gøre op med illusionen om det romantiske parforhold, når man lever i en børnefamilie?)

For tiden læser jeg en bog der hedder ‘In praise of shadows’ af Junichirō Tanizaki, som er delvist funderet i det japanske Wabi-Sabi begreb.

Jeg er med ret stor sandsynlighed den sidste på jorden, der opdager Wabi-Sabi, men so be it. Jeg er besat. Og jo mere jeg læser om det, jo mere sænker mine skuldre sig, som de ofte gør, når man finder et sprog for det man går og føler.

Wabi-Sabi er en filosofi med udgangspunkt i skønheden i det naturlige forfald og i erkendelsen af at alt er flygtigt. Alle tilstande midlertidige. Tanizaki kritiserer Vestens perfekthedsbegreb. Besatheden af nyt og skinnende, de oplyste glasfacader. Lys, hvide vægge, store hvide rum. I modsætning til det, hylder han mørket, møre træskeer, blankslidt frakke-uld og dunkle kroge, hvor en lille flamme får skygger til at danse på væggen.

Når jeg om lidt skal begive mig ud i genren “om parterapi”, kan jeg ikke lade være med at have bogen med i tankerne.

Jeg fornemmer på mine venner (og i min indbakke) at rigtig mange af os kæmper i vores forhold. Isoleret set har Corona været sindssygt hårdt for vores relationer. Oveni kommer alt det andet shit, som rammer et parforhold, når man har været sammen i længere tid, ikke mindst hvis der er børn involveret; Udbrændthed, forelskelse (…i andre sgu da), manglende lyst til hinanden, blablabla, jeg orker ikke engang at skrive om det, fordi det er et så ubehageligt og røvsygt sted at være. Jeg vil helst bare feje det ind under tæppet, eller kaste det over i bunken af hullet tøj, der skal repareres.

Men helt ærligt, selvfølgelig slår livet massive skår i vores nære relationer og no wonder, egentlig. Jeg tror det største problem er, at vi har en forventning om at livet IKKE skulle slide. At det IKKE skulle kræve aktiv handling at vedligeholde en relation.

Min mand og jeg begyndte at gå i parterapi for cirka fire år siden. Vores første parterapeut var elendig, men det var da en start. Vores sidste – Som vi netop har afsluttet et forløb hos – var rigtig god. Jeg betragter det lidt som at vi har været i et intenst genoptræningsforløb og nu kan vi ringe til hende, på samme måde som man bruger sin læge: En person som kender vores historik, og som kan kontaktes efter behov.

Jeg er på ingen måde terapiekspert, men hvis jeg har lært noget i løbet af mine knap tyve års erfaring med at gå til psykolog, i stressterapi og senest parterapi, så er det, at alene dét at have et (tids)rum midt på dagen, hvor man ikke er gået kold og bare trenger space, kulhydrater og netflix, som er allokeret til at snakke om ens følelser og hvordan det egentlig går, er de første 80% af værdien. Parterapi er dybest set bare at sidde foran en voksen, der kan oversætte hinandens koder og tvinge os til at se den anden i øjnene, mens vi siger det, vi i virkeligheden mener. Det lyder simpelt, men det er det ikke. Og det lyder langhåret, men det er motherfucking effektivt. Det bringer en ømhed ind i vores relation, som ikke opstår af sig selv.

Prøv at forestil dig at løbe et maraton, uden at strække ud bagefter? Eller at være på en arbejdsplads, hvor chefen forventede at to kolleger kunne arbejde intenst sammen døgnet rundt i årevis, uden indlagte en-til-en sessioner, lønforhandlinger og videreuddannelse. Nej, vel?

Men kan man så ikke bare bruge pengene på Ystad Saltsjöbad og restauranter? Jo, måske? Det virker bare ikke for os. Vi får ikke løst vores issues med et spaophold. No pain, no gain. For at blive i arbejdspladsmetaforen (hvilket passer OK godt, når nu vi snakker kernefamilie), så er Ystad = Fredagsbaren, og Parterapi = MUS-samtalen. Det er ikke fordi det er specielt fedt, men det er nødvendigt.

Vi har nok brugt i omegnen af 20.000 kroner, på at gå i parterapi gennem tiden, men sådan må det være. Det er en del af vores husholdningsbudget, fordi vores forhold er en del af vores husholdning. En velfungerende relation mellem os er ikke længere bare en romantisk og selvskrevet tilstand – det er væggene og vandrørene. Det bliver slidt og slæbt på i disse år, og det skal fungere. Jeg ved godt at det er utrolig priviligeret at have de penge. Og jeg får lige behov at nævne at det jo ikke er penge, vi bare har til at stå og blomstre. Det er penge vi prioriterer. Ingen af os sprænger lønrammen i vores jobs. Vi har ret almindelige, nogenlunde velbetalte jobs og befinder os i midten af lønstatistikken. Til gengæld har vi hverken nye badeværelser, Farrow and Ball maling på vores vægge eller Stalks and Roots blomster, ligesom vores børn aldrig har været dem i børnehaven med de nyeste Angulus-støvler og Mini Rodini flyverdragter.

Der findes sikkert par som kan løse deres problemer selv over et glas vin, eller folk som efter ti år stikker små søde sedler i sin partners jakkelommer og som bare generelt er nyforelsket, kærlige og rummende overfor hinanden. Tillykke. It ain’t me babe.

Det er umuligt at skrive om parterapi uden også at få lyst til at skrive om hvor meget forventningerne til parforholdet i en konventionel kernefamilie pisser mig af. De er så opskruet at jeg bliver harm alene af at skrive om det. Jeg har en fornemmelse af at de få, som vitterligt lever i lutter lykkelige, længerevarende parforhold i kernefamilier (hvis de findes) har meget travlt med at flage hvor godt og nemt det er (JA! Influencer, det er dig jeg kigger på! Please skru ned for din illusoriske romantik-propaganda!). Så kan alle vi andre gå rundt og føle os forkerte over ikke at have lyst sex, at være uvenner og samtidig tro at parterapi er første skridt på vejen mod skilsmisse.

Der er brug for et opgør med forventningerne til parforholdet i en kernefamilie. Tænk hvis vi begyndte – særligt i vores lidt klemte generation, hvor mange har skilsmissetraumer med i bagagen – at have åbne samtaler om hvordan man kan leve i lange, meningsfulde relationer, som måske ikke tjekker alle boksene hele tiden, og som ikke er bygget på klassiske, vestlige kønsroller, men som måske netop derfor ikke fører til skilsmisse.

Hellere et uperfekt og skåret livspartnerskab som består, end et perfekt, som ikke gør (selvfølgelig er ikke alle parforhold “meant to be epic novels, some are short stories. But that doesn’t make them any less filled with love” – I know, you know). Det jeg prøver på at sige er bare: Det perfekte, problemfri forhold findes ikke.

Her til sidst vil jeg lige dele to råd jeg har fået om parforhold, når man lige pludselig er blevet til en børnefamilie. Det ene gav min modelbooker (som selv havde store og sammenbragte børn) mig, da jeg lige havde fået mit mellemste barn og for alvor kunne mærke vores forhold begynde at slå sprækker. Hun sagde:

1. Det vigtigste i jeres liv lige nu er ikke jeres børn. Det er hinanden.

Børnene klarer sig uanset hvad og de tager (/tærer?) det, de har brug for uden at spørge om lov. Det gør jeres forhold ikke.

Det andet råd fik jeg af min svigermor. Hun sagde:

2. I skal ikke tælle de dårlige perioder i dage og uger. I skal tælle dem i måneder og år.

Av. Jeg ved. Men i det lange løb (Linealreglen, y’know) vil de gode perioder vende tilbage. Bølgerne går bare lidt højere når man har forladt havneløbet og er kommet ud og sejle på åbent hav…

Nå. Nu vågner min baby, så jeg når ikke at køre fuld cirkel på Wabi-Sabi metaforen og skrive noget med at se parterapi som parforholdets svar på Kintsugi.

Det er nok meget godt. Jeg er jo ikke parterapeut.

Barsel

Apropos ingenting (genopliv blog fra de døde Allehelgenstyle edition)

– Orker jeg ikke at skrive noget klogt om valget. Sandheden er at jeg ikke er særlig god til disciplinen valgkamp. Jeg føler at alle andre har læst en bog jeg ikke har læst. Måske skulle jeg have set DR Ultras dækning i stedet for.

– Blev verden pludselig i farver, da jeg gik på barsel for et halvt år siden. Og nu hvor vores hverdag er på hold, og jeg officielt er Et Andet Menneskebliver jeg til stadighed overrasket over hvor få fucks det senmoderne samfund gir arbejdende småbørnsforældre.

– Fortalte en perifer veninde, at tredje barn også hedder en dessertbaby. Her knap fire måneder efter jeg fødte – og med to drenge på fem og syv år for ref – må jeg bare sige: JA!!! Intet har været mere sandt. Min baby er sgu en dessertbaby. Og – undskyld mig – men hun græder ikke!! Og hun sover når man lægger hende ned. WTF?!? Universet har givet mig en dessertbaby. Tak, univers.

– Går tiden med børn langsomt, mens man er i den, men når man ser tilbage på tiden, så er den forsvundet i ét nu. F.eks. fødte jeg min ældste søn i forgårs, og nu er han lige startet i første klasse.

– (fortsat) derfor har jeg lovet mig selv ikke at begræde at min baby vokser for hver eneste lur hun tager. At hun ikke længere sover sammenfoldet som en krøllet blomst, men mere som en søstjerne, med arme og ben spredt ud i et gigantisk her-kommer-jeg X. Så cute.

– Hvis 20’erne er festen, så er 30’erne cykelturen hjem. Den er fandme lang.

– Er det lige gået op for mig at ikke alle går i parterapi. Forstår ikke hvordan helvede I bliver sammen, så?!

– Vågner min baby nu. Ses i morgen, bloggen!

Familieliv

Tanker om snart at have 3 børn – Og om ikke at være frygtmotiveret, men stadigvæk påvirket af familien som statusmarkør

“Man fortryder kun de børn man ikke får” og “vores tredje barn bandt virkelig sløjfe på vores familie”… Det vrimler med treere både i min omgangskreds og i mit feed – og med alle mulige grunde til at få dem. Og nu hvor jeg efterhånden selv er højgravid, med mit tredje barn, vil jeg prøve at reflektere lidt over hvorfor jeg gerne vil have tre børn. Og hvorfor jeg har haft så svært ved at sige det højt.

Forleden var jeg ude med nogle veninder og opdagede at jeg har utrolig svært ved at snakke om hvor glad jeg er for at være gravid med mit tredje barn – og dermed også skrive om det (og derfor er startet forfra på denne tekst cirka hundrede gange). Jeg snøvler og kan ikke lide at sige højt at jeg faktisk går rundt og føler mig temmelig lykkelig.

Måske handler det om min aversion mod fortællingen om den lykkelige familie og min trang til ikke at bidrage til det narrativ. Måske handler det om presset jeg selv har følt, når andre med en tilsyneladende legende lethed annoncerede deres tredje barn, som jeg kun kunne tolke som et gigantisk overskud, jeg i hvert fald ikke besad.

(Tænkepause. Det er et par måneder siden jeg sidst har skrevet og jeg skal sgu lige i gang. Drikker noget kaffe og finder noget musik. Okay. Okay. Måske hvis vi startede med at kigge lidt på sætningerne).

Der er sætninger, der er så musikalske, at de klæber sig fast til ens bevidsthed, som parasitter på en pukkelhval (vidste I, at en voksen pukkelhval kan svømme rundt med 450 kg freeloading rankefødder på kroppen?!), og som derfor snylter sig med gennem livet, uden man nogensinde har fået forholdt sig særlig kritisk til dem. Jeg er et fomo-dyr, og derfor har klichéen “man fortryder kun de børn man ikke får” været sådan en sætning for mig. Er det min fomo, som nu også angriber mit familieliv? Du skal hele tiden være til rådighed for dit job, for det kunne jo være, der var behov for dig. Du skal hele tiden være til rådighed for omverden, det kunne jo være at der skete noget vigtigt. Og så fortryder du kun de børn du ikke får! Du fortryder kun det job, du ikke tager, de lande, du ikke rejser til… Du vil fortryde alt det du ikke gør. Åh, det frygtelige, stressende, belastende lille bæst. Det lille sultne, sorte hul i min sjæl, der altid tror, at jeg skal have mere for at høre til. Mere nyt. Flere nye børn. Flere kvadratmeter. Mere, flere, større til jeg dør. Men. Man fortryder vel kun alt det man ikke gør, hvis man gerne vil gøre det – Ikke fordi andre gør det, eller fordi en desperat nationalstat skriger DO IT FOR DENMARK, men fordi man ikke kan leve uden at gøre det. Sætningen burde lyde sådan her: “Man fortryder kun de børn man ikke får, men som man gerne ville have haft”.

Phew. Okay. Så er den lidt mere udvandet og næste spørgsmål er så: Hvordan ved man om man vil have (endnu) et barn?

(well, who am I to tell you, men nu er det jo mig, der ejer domænet her, så jeg giver det et skud)

Da jeg studerede snakkede vi ofte om hvorvidt vi var frygtmotiveret eller ej, særligt op til eksamen: Stræbte vi efter en høj karakter fordi det kunne være fedt at få 12, eller gjorde vi det af frygt for at falde igennem og skuffe vores egne og andres forventninger til os?

Ti år senere har jeg efterhåndet lært at alt hvad der er frygtmotiveret, skal pisse i lære. Jeg har truffet utrolig mange valg baseret på angst for at stå udenfor fællesskabet. Og hver gang jeg har gjort det (nævner i flæng: blevet for længe i forhold, sultet mig op til et modeljob osv. osv. osv.) er jeg altid endt med at føle mig som en løve i et bur af andres forventninger.

Alligevel har jeg, uanset hvilken livsfase jeg har været i, altid været (alt for) optaget af andres forventninger til mig. I mine 20’ere var spændetrøjen som sagt skønhed og nu her – i mine 30’ere – har kernefamilien været den kasse jeg har kæmpet for at presse mig ned i, siden jeg fik mit første barn som 30-årig. De sidste par år har jeg indset, at jeg hverken kan, vil eller behøver passe ned i den kasse. Jeg nægter at indfri det sindssyge forventningspres, der er til kernefamilien og alt det den skal kunne rumme (forestillingen om en traditionel, monogam, romantisk familie, som er et lukket og selvopretholdende økosystem). Jeg siger ikke at mange ikke er lykkelige i en traditionel kernefamilie. Jeg siger bare at jeg først blev lykkelig i mit parforhold, da jeg holdt op med at se på os som en kernefamilie og i stedet så os som to frie individer, som aktivt har valgt hinanden til, som indgår i et fælles arbejdsfællesskab og som derudover selv er ansvarlige for (og frie til) at indfri vores egne drømme, håb og ønsker.

Nå. Nu nærmer vi os måske hvorfor det er så svært for mig at skrive om lykken ved 3. barn (i mit temmeligt heteronormative parforhold). Men jeg prøver. Hvorfor er jeg så gravid med mit 3. barn?

I det øjeblik jeg fødte mit yngste (nu femårige) barn, var min første impuls, at det ikke var sidste gang, jeg skulle føde. For et par år siden fik jeg en visualisering af at jeg havde tre børn. Måske i en drøm. To store og en lille i slipstrømmen. Og særligt det sidste år har jeg decideret savnet følelsen af et lille barn. Det er svært at sætte ord på, for der er hverken logik eller rationelle tanker bag. Det er en ordløs følelse, som netop er … ordløs. Jeg kan kun tale for mig selv, så jeg vil nøjes med at sige, at det for mig var en meget fysisk fornemmelse.

Da jeg opdagede at jeg var gravid, snakkede min kæreste og jeg kort om hvorvidt jeg skulle have en abort eller ej. De gode (læs: rationelle) grunde til ikke at få et barn stod i kø: Nu er børnene endelig blevet store, alle sover om natten, der er ingen bleskift, det blir sikkert sygt svært at få passet 3 børn, det bliver dyrere at rejse, børn udleder sygt meget CO2, der er ikke plads i vores lejlighed osv. osv. osv. Men alene tanken om abort gav sig udslag i nogle ret heftige gråd- og angstanfald, som talte sit eget, tydelige sprog.

Men kommer det tredje barn så til at binde sløjfen i vores familie? Det kan jeg af gode grunde ikke svare på. Men jeg kan sige så meget: Det føles enormt meningsfyldt at der kommer et barn. I højere grad end med de to store, så føles det her barn som et aktivt tilvalg, som ikke handler om hvorvidt man “bør” stifte en familie (for det har jeg allerede gjort) og “sprede sine gener” (for det har jeg allerede gjort). Det her barn kommer bare. Tiden med små børn går ikke særligt hurtigt mens den står på, men når først tiden er gået, er den forsvundet på et øjeblik. Og med det i tankerne, kan man måske godt kalde det her barn for en slags sløjfe. En sløjfe skal ikke holde sammen på noget. Den har ikke nogen funktion. Den er der bare.

Det (mor)somme liv

Party memo og midtlivskrise

Hej!

Jeg kan ikke finde ud af at skrive noget som helst herinde for tiden. Men derfor skal I (fem følgere, jeg har tilbage), fandme ikke snydes for en hurtig memo: Husk nu lige at kom på Lørdag til en drink og noget dansegulv! Jeg er helt ærligt, ikke særlig meget i festhumør for tiden, men det er jo når man har mindst overskud, at man har mest brug for – Og er aftenerne, med de laveste forventninger, ikke dem, der plejer at blive bedst? Det tror jeg.

Håber vi ses! Og man må selvfølgelig gerne tage en ven med.

Lørdag d. 18. januar kl. 21.30-23.00 i Loungen på At Dolores, Lille Kongensgade 16, Kbh. K. (lige ved Kgs. Nytorv metro)

Midtlivskrise, blogblokade og kærlig hilsen

Ida

Det (mor)somme liv

To three or not to three, that is the question.

Med børn på to et halvt og fire år, ville det være løgn at sige, at idéen om bare en lillebitte tre’er ikke lurer lidt i baghovedet. Tanken om at prøve en sidste gang  – og så lissom gøre det RIGTIGT den her gang, ik? Med etteren fattede vi jo ikke hvad vi lavede og to’eren kom så hurtigt (blev gravid efter ni måneder), at jeg nærmest ikke nåede at opdage det. Begge mine barsler foregik på dagpenge, hvilket, når man er mig i hvert fald, var lig med intens jobsøgning op til to uger før termin og så samtaler igen fra begge babyer var et par måneder. Så tanken om en rigtig luksus lønmodtager barsel, med autoreply på en million år, farvelkage og VI SEZ! kalder på mig som sart rosa sirenesang: En barsel hvor man bare lige skal passe en baby og drikke dyr kaffe og gå ture med en barnevogn. Hvor svært kan det være?

Til næste gang skruk-kukukheden melder sig, har jeg nu bedrevet en huskeliste, jeg kan tage frem og messe for mig selv, indtil det går over igen. Den kommer her.

Ting jeg savner ved at have en baby

– at have en baby

Ting jeg ikke savner ved at have en baby

– at amme

– at slæbe den op og ned fra 4. sal

– at vaske bleer

– ikke at sove

– konstant at ligne Simply Red

– at vade rundt med 20% babyweight uden at orke, at gøre noget ved det

– at lave grøntsagsmos

– vidunderlige uger appen

– at samle kogte ris op fra gulvet

– at bruge samtlige nætter i dyb eksistentiel krise

– bind

– ammehjerne

– aldrig at vide, hvornår jeg har fri

– brystbetændelse

– at føle mig som et gidsel i min egen krop

– ammehår

– D-dråber

– 400.000.000 tigerspring og tandfrembrud

___

Selvtak!

 

 

Det (mor)somme liv

3 ting jeg har lært af at have børn i trodsalderen

Mine børn er nu to et halvt og fire år og jeg bliver nødt til at snakke lidt om, hvor meget fart, der er på den læringskurve, der medfølger sådan et sæt unger.

Alt det alle altid har sagt, føler jeg bliver fyret ind i fjæset på mig som vand fra en brandhane af daglige konflikter, AHA-oplevelser og det som Hella Joof, med pisseirriterende stoisk ro, ville kalde for “opgaver”. Jeg har fået en opgave. Og det er derfor, at her har været stille på børnesnaksfronten herinde. Det har simpelthen været for svært at skrive om noget, der har været så meget lort til halsen. Men lige nu.. Her på det allersidste, er det måske så småt begyndt at vende. Faktisk oplevede jeg et decideret vendepunkt for to uger siden, da Niklas var i Brasilien med sit arbejde, og jeg derfor blev tvunget til, at mærke mig selv i forhold til det, med at være en forælder.

Først skulle jeg lige ramme peak bottom. Det var morgenerne. Med to hysteriske unger, der nægtede at samarbejde, deciderede bebrejdende blikke fra forbipasserende (sådan føltes det!) og et spontant kram fra min underbo, da jeg en morgen stod med tårer ned ad kinderne kl. 7.50, og følte jeg lige havde tabt et maraton. Træk vejret. Det skal nok gå, sagde hun. Og jeg tænkte, at nu kan det ikke blive værre: Jeg vil ikke skælde ud mere. Jeg vil hellere aldrig mere nå noget til tiden, end jeg vil skælde så meget ud. Hive i, hakke på og slæbe mine stakkels to små bitte børn igennem en hverdag, hvor ingen af os trives. Det føltes som et øjeblik, men i virkeligheden, har det nok været længe undervejs.

Det er ikke fordi vi ikke løbende har lavet store ændringer, for at tilpasse os den virkelighed, der har losset os hårdt i kuglerne det sidste års tid: Jeg er gået ned på 30 timer, vi har købt et sommerhus, hvor vi kan gemme os lidt – og senest har vi indset, at udflytterbus, mine flossede nerver og to børn i trodsalderen, simpelthen bare ikke dur. Så dels føler jeg, vi har ændret nogle fysiske rammer, men der er i høj grad også et mentalt rammeværk som er i fuld gang med at blive opdateret.

Og som den ignorante og bedrevidende blogger jeg er, vil jeg nu dele de tanker, der pt hjælper mig igennem den her hårde, vilde tid med et sæt pseudotvillingedrenge, der begge er big time i trodsalden.

1. Gå over broen

Forleden hørte jeg Per Schulzt Jørgensen som var på besøg i Morten Münster’s podcast om Adfærd, og alt han sagde ræsonnerede så meget med mit life lige nu. Jeg har ikke læst hans seneste bog ‘Robuste Børn’ så måske er følgende lidt forsimplet. Men: Det der med at møde sit barn, der hvor det er. Altid at gå et skridt i dets retning. Hold kæft, det har været en øjenåbner, i forhold til mange af de tilspidsede konflikter, jeg har haft med min fireårig på det sidste. Når han nægter noget eller brænder helt sammen, øver jeg mig indædt på at droppe lydighedsgamet (“nu kommer du KRAFTÆDEMIG her” – og tilsvarende sætninger – kommer jævnligt ud af mig), og møde ham i det, han nu engang står i. Så banalt. Så svært i praksis, men shit for en mind explosion! Det virker! Klokken 16.30 med ulvetimeramte børn og indkøbsposer og en hysterisk dreng der nægter at forlade ladcyklen: “Kurt, hvadså… du vil bare gerne blive lidt nede i ladcyklen?”. Okay. Så lader jeg døren til bagtrappen stå åben og så kommer du bare selv op, når du er klar. Kan du godt gå hele vejen op ad bagtrappen alene?” Okay, så giver vi den sgu et skud. Kald hvis du ombestemmer dig. Så åbner jeg køkkenvinduet, så jeg kan høre ham og så går der ti minutter, og så står han i entréen og har selv lukket ladcykel og bagtrappedør og gået op i lejligheden. Ejmen! Sådan en stor, lille dreng, der bare trenger space. Og ikke lige er i symbiose med den mor, der er så optaget af sin egen dagsorden, at jeg fuldstændigt glemmer, at han har fået sin egen.

2. Vær ærlig

Jeg lyver aldrig for mine børn. Dels fordi jeg (desværre) bærer mine følelser så meget ude på tøjet og dermed er verdens værste løgner. Det kan give virkelig dårlig stemning, at være så følelsesmæssigt ustabil, så jeg øver mig, jf pkt 1, i at italesætte det, når det så er mig, der får et sammenbrud. For det får jeg.

Jeg er ret sikker på, at jeg alligevel ikke kan skjule en kæft for dem. Så vil jeg hellere sige til dem at “Ja, mor og far skændes, men vi elsker stadigvæk hinanden” eller, når jeg sidder og græder foran dem, bare sige: “Jeg bliver bare lige ked af det over, at vi er så uvenner”.

Det er et punkt jeg virkelig arbejder på, fordi jeg har nogle ting med fra barndommen, hvor jeg alt for tidligt følte mig, alt, alt for ansvarlig for andres følelser. Og den sidder stadigvæk så dybt fast, at jeg har svært ved at tro på, at mine følelser er lige så meget værd som andres, hvilket gør, at jeg blir så optaget af andres følelser, at mine egne blir nødt til at eksplodere, før jeg får øje på dem. Manner. What I wouldn’t give, for at mine børn ikke skal arve dén.

3. “…Men lige pludselig er man alligevel ude på den anden side”

Da Otto var nyfødt, og Kurt var halvandet år og jeg dagligt stod med to børn, der skulle slæbes op på 4. sal, spurgte jeg min nabo, hvordan det er meningen, at man kommer igennem de her år. Hun svarede at “det er vildt, men det gør man bare”. Efter et par dage, bankede min nabo på: “Jeg har tænkt over det, og vil bare sige at …man kommer jo faktisk ikke igennem det. Men lige pludselig. Så er man alligevel ude på den anden side”.

Det (mor)somme liv

Små børn, store beslutninger.

Kunsten at tage svære beslutninger på sine børns vegne. Av. En diciplin jeg på ingen måde mestrer, men som jeg alligevel føler, at jeg lige har fået grønt bælte i. I går havde Kurt nemlig sidste dag i sin udflytterbørnehave. Det, at tage ham ud af sin børnehave (og splitte ham fra sin allerbedste ven, piv!), har været så svær en beslutning, at jeg ikke engang er sikker på, at jeg kan skrive om den. Jeg er ikke ude på at hænge nogen som helst ud, så uden at gå for meget i detaljer, har vi valgt at flytte ham ind i en lille institution, herinde i byen. Med en lillebitte legeplads, mange pædagoger og (forhåbentligt) en hel masse nærvær og omsorg. Kurts udflytterbørnehave gennem det sidste halvandet år, har været alt det vi håbede på: Masser af frisk luft, plads, træer og fri 70’er pædagogik. Men for os og vores barn, var det også for meget. Og for svært at navigere i en kæmpe legeplads. Og på et egoistisk plan, har vi som voksne, savnet indblik i hans hverdag, og de sidste mange morgener, når jeg har stået med blodsmag i munden og vinket op til bussens tonede ruder, har det savn sat sig på tværs som en udefinerbar …ting. I lang tid, har det bare ikke føltes rigtigt. Aldrig mere skal jeg ræse afsted gennem byen for at nå en bus kl. 8.10. Eller føle at jeg kommer for sent, hvis jeg ikke står der på slaget 15.45, når bussen ruller ind. Så nu prøver vi noget helt andet, end det vi troede, vi ville have: En lille børnehave, som ligger lige rundt om hjørnet fra vores hjem, midt inde i byen, med fokus på musik og kreativitet. Og forhåbentlig med en hel masse voksne, nærvær og omsorg.

Det har ikke været den lette beslutning. Men jeg er ret sikker på, at det er den rigtige.

Det (mor)somme liv

Føler følelser med 90 km/timen

Hele sidste uge var fandme intenzo. Alene med to børn og vigtige (= svære) ting på mit arbejde… det var hårdt og derfor med flossede nerver, jeg sagde hej til Niklas, da han kom hjem fra Brasilien, Torsdag aften efter putning.

Jeg er …godt nok presset for tiden. Har skrevet det før, men det fylder bare meget. Parforhold. Fuck mand, hvor er det bare ikke for børn, at få børn med den man elsker. At få et forhold til at holde til al det slid og underskud og konstante overtræk på kærlighedskontoen. Jeg er ikke sikker på, jeg forstår hvordan det er meningen, man skal blive sammen, når nu man konstant blir revet fra hinanden, af sine børn. Dét kombineret med PMS fra helvede og stress over arbejdet, gjorde bare at hele læsset væltede for mig i går. Og jeg græd i tre timer, indtil der ikke var flere tårer tilbage. Så krammede Niklas mig og så tog vi på date i Skuespilhuset. Af alle ting så vi Symposion – En hyldest til Eros. Lol.

I dag har vi gået tur i solen, holdt i hånd, købt blomster til min mor. Kurt valgte lilla og lyserøde roser med ordene: Mor, ved du hvor gammel en hunko kan blive? (Næh). 50 km. Ved du så hvor gammel en hanko kan blive? (…) HALVFEMS km/timen! De er mega smukke, de blomster.

Og så var det hele pludselig godt igen.

Det (mor)somme liv

I don’t need therapy, I have you guys

Jeg er alene hjemme med ungerne hele den her uge og især min yngste tager aftenerne til næste niveau. Shit. Mand. Hvor’for kan de ikke bare droppe hans lur i den vuggestue?! Nu sover han endelig, efter to timers kamp, imellem mine ben (don’t ask). Lad os tage den bagfra som man siger. Klokken er lige nu 20.30. Vi spiste Kl 17, tog nattøj på kl. 17.30, legede til kl. 18.30. Kl 18.30 går vi ind og læser bog til 19.15. Så fortæller jeg historie (fordi Otto stadigvæk er helt psyko). Blablabla. putte putte putte putte putte putte. Nu er klokken så 20.40. Køkkenet sejler, der er en tøjvask der skal tages ned og en der skal hænges op, så smøres madpakker, pakke tasker og SÅ skal jeg arbejde og lave præsentation til i overmorgen, hvor det er meningen, at jeg skal starte et internt undervisningsforløb i designtænkning, op. What. The. Fuck.

Jeg er faktisk en ok grineren mor mellem 8.00-18.00. Men de her aftener dræner mig seriøst, på måder jeg aldrig har oplevet det før. Aftenens psykiske tortur sætter sig som et posttraumatisk stempel midt i panden på mig, som jeg bærer rundt med mig konstant, og det gør desværre alt det sjove lidt mindre sjovt. Fordi limen der holder det hele sammen er grå. Så, midt i det grå, er der momenter af oprigtig lykke og glæde. Især når vi leger om eftermiddagen og har det ægte lol og pop, bare os tre. Men trægheden, vasketøjet, køkkenet, alt det der sejler, fordi jeg lader det sejle, fordi jeg forkælet insisterer på at jeg vil lege med mine børn, bare een gang om dagen. Det gør bare at det indre vandspejl ligger meget lavt og at der intet skal til, at slå bunden ud på mig for tiden. Skyder på at det primært er fordi mine morgener for det meste inkluderer toårig der skriger hysterisk og sparker mig i maven når jeg prøver at skifte hans ble og fireårig der råber lortefuck og nægter at samarbejde når vi skal ud af døren. Og når man endelig når frem til sit arbejde er det bare sådan “Ahhhh! Afslapning!”

Det (mor)somme liv

Mit Barn. En boganbefaling

Det er fandme længe siden jeg har måtte spare på en bog! Gemt sider. Sat mærker, læst igen og igen og båret sætninger med mig rundt i hele dage. Og så er det første gang, jeg har læst en bog og følt at dér. Dér var mit tidlige moderskab på skrift. Cecilie Lind sender i “Mit Barn” (modtaget i gave), mig ikke alene tilbage til mit moderskabs vorden, hun sætter også ord på følelser, jeg aldrig selv har kunnet italesætte og derfor bittert er brændt inde med. Og så gør hun det så freaking smukt og helstøbt, at jeg ikke kan andet, end, at være taknemmelig for, at der findes rigtige forfatterinder på jorden, som kan sætte ord på deres følelser, så vi andre føler os mindre alene med vores. Og så skriver Cecilie så gudesmukt. Altså! “Jeg græder og græder og uden grund. Mine tårer er mit hjertes mælk, men ingen drikker dem” (please nogen, lav life quotes klistermærker til væggen, af alle de citater).

Skænderierne, at være blind passager på den lede kælling, der pludselig har indtaget ens krop, at elske sit barn helt ind i mørket. At hade sin krop, være fremmed for sig selv og længslen efter at dulme selvhadet med kjoler og ny identitet. Alt det grimme blir skrevet og smukt og okay.

Jeg græd mig igennem den. Det ville være så klassisk at skrive: Giv den til en nybagt mor, men jeg vil snarere sige: Giv den til en nybagt far! Så ved han, hvad der foregår derinde, i sindet hos en skrøbelig mor.

💗

Ps. Læselisten er opdateret med ovenstående og Ursula Le Guin ‘De Udstødte’.