Browsing Category

Det (mor)somme liv

Det (mor)somme liv

(København) K for kunsten at elske sit græs

I næste uge blir Kurt 4 år. 4 år mand! 4 freaking år med børn på 4. sal midt inde i en by. Ikke lige dét scenarie jeg havde forestiller mig, da jeg som 27-årig kørte rundt på Djursland og sukkede efter gamle landsteder.

De sidste 4 år har været uendelig trappegang, kronisk jernsmag i munden klokken 7.50 på hæsblæsende vej til udflytterbussen (hvordan vi kommer ud ad døren til tiden er mig stadigvæk en gåde), turister man må bede om ikke at tage billeder af sine børn, skraldebiler, fulde folk, asfalt, butikker og larm.

Men det har også været 4 år med gåture ad havnepromenaden og over nyåbnede broer til Christianshavns grønne kanaler, daglige kig til historiske bygninger og en fast morgenrute der både byder på nyhavnske træskibe og livgarden på Amalienborg, spontane (ikke helt nok, men jeg øver mig) biograf- og teaterture, fadøl med veninder, havnebad, caféture, vink og hurtig aftensmad med mennesker man kender og halvanden times cykeltur eller gåtur gennem byens liv hver eneste dag.

Selvom jeg har været ufatteligt meget i tvivl om hvor det er bedst for os at bo med børn, så er jeg …vist ikke helt så meget i tvivl mere. Og selvom jeg er en kæmpe drømmer aka en skideirriterende, narcissistisk og flyvsk type der er verdensmester i at ville have alt muligt andet, end det jeg har, så er jeg faktisk bare ret glad for den her by jeg bor i. Og ret glad for mit liv her.

Det er nemt at ville drømme sig videre og væk – at lede efter ting at være utilfreds med. Tilfreds taknemmelighed har aldrig været hverken moderne eller særligt befordrende for væksten i et samfund. Så det er som om jeg har indprentet et behov for altid at ville flytte mig, have noget andet end det jeg har. Men hvor skal man bare huske at elske sit eget græs. Uanset hvor det er, så er det ens eget. Og der er ikke andre end en selv, til at give det kærlighed og taknemmelighed, så det kan gro og blive flot og grønt. Så jeg øver mig i at sætte pris på at jeg for langt det meste er glad over summen af de store brikker i mit liv (at de enkelte brikker så kan fucke lidt rundt, er en anden snak..). Det er måske ikke så godt blogmateriale, men det er fedt og det skal nydes, istedet for at jeg nærmest føler mig forpligtet til hele tiden at ville væk.

Især fordi at jernsmagen næsten er forsvundet. Trapperne kan mine børn snart gå op ad selv. Jeg sætter oprigtigt pris på at være omringet af mennesker og liv (okay – måske ikke lige alle turisterne) og på min altan med fuglesang og kig til Christiansborg. Udsigten til havnen og Frelsertårnet fra mit soveværelse. En underbo man kan sidde sammen med i opgangen på madrasser med stearinlys på trappetrinene og snakke og drikke rødvin. Børn i gården som kan lege med mine unger. Det er faktisk en ret uforpligtende og afstressende ramme for vores hverdag. Og trygt at være lige midt i en flok af fellow børnefamilier med en grøn gård som fælles base.

Om jeg nok skal nå at ombestemme mig mange gange igen? Om jeg fortsat kommer til at sidde og scrolle igennem Boligsiden. Helt sikkert. But not today, Satan. Lige for tiden er jeg faktisk bare virkelig glad og taknemmelig over at vi bor lige præcis her hvor vi gør.

Det (mor)somme liv

Søndagsvoksen i brudstykker

Søndag aften på Boligportalen. Niklas spiller Titanfall 2 og min sommerferie klamrer sig til mine ribben i form af stædige sidedeller. Jeg prøver at være chill omkring dem, men faktisk irriterer de mig lidt. Til gengæld elsker jeg at min søn konsekvent hvisker “jeg elsker dig” lige inden han falder i søvn. I weekenden fik vi reclaimet vores sommerhus efter indbruddet og nu drømmer jeg om at have en have hele tiden. Måske en lille pool. Og cykelafstand til mit arbejde. Og sildebensparket. Og dobbeltdøre. Og sjæl. Og gamle badeværelser der er lyserøde på den rigtige måde. Og en tør kælder. Og tæt på en skole. Og tæt på indkøb. Og langt væk fra kinesiske turister. Og endnu længere væk fra strøget. Hvis jeg havde en pool og en sauna, så ville jeg helt klart bruge den dagligt året rundt.

Jeg burde sove. I mit næste liv vil jeg være caster på Gift Ved Første Blik. Jeg skal virkelig have læst op på vinterafgrøder til køkkenhave – gad godt at så grønlangkål, sennep og noget mere svedigt kål i den have! Gad vide om det er fedt at bo i Hvidovre. Eller Valby. Jeg skal simpelthen stoppe med at kigge på arkitekttegnede huse i Hellerup, der ligger klos op ad motorvejen. Kan vi godt sove helt til klokken 6.30 i morgen? Jeg skal altså have lavet en leveranceplan. Hvor meget generer sådan en motorvej? Hvor meget kan vi egentlig låne for? Er det også vinterbadning, hvis det er i pool? Hvad er det med mænd og skydespil? Hvor parkerede jeg min cykel? Hvad skal jeg have på? Hvorfor gør min lortehofte så lorteondt? Ultimate Guitar er så meget min nye yndlingsapp. Hvorfor fik jeg egentlig først set Birdman nu (ps. den er på Netflix). Jeg er sulten. Jeg gider ikke sove fordi så er det næste der sker bare, at jeg vågner og så starter det hele forfra.

Okay. Godnat.

Det (mor)somme liv

I need to see you spin first sister

Nogen har hældt gips i mine ben mens jeg ligger her på sengen. Klokken er 17.10 og min mor og store søn steger fiskefileter ude i mit køkkenet og min mand leger med den yngste og hører Shubidua. Sidste uge i Liseleje købte jeg en blå kjole, en Hugo Boss trøje og en orange kernelædertaske til min søde, arbejdsomme mor på et loppemarked og lige om lidt vil jeg gå ud og give hende det hele. Alting har en ende og måske er det her i virkeligheden lykken.

Nu er min mor taget hjem, min mand er hos en ven, børnene sover og jeg kampstener (altså vitterligt next level stener) SATC. Slutningen af sæson 3. Der hvor Carrie og Miranda er 34 og dermed præcis lige så gamle som jeg er lige nu. De afsnit er mine yndlings. Sex and the City er stadigvæk min foretrukne emotionelle sutteklud når virkeligheden blir for meget, og det er den lige for tiden.

I forgårs kom vi tilbage til København og dermed tilbage på arbejde for fuld pedal efter 4 ugers ferie. Der er mere end nok at lave og jeg skal virkelig koncentrere mig for ikke at få pres over alt det jeg gerne vil (og skal) levere de næste par måneder. Samtidig har vi i et halvt år haft billetter til Avernax (en skidehyggelig lille festival på Avernakø, vi var på for første gang sidste år), så det skal vi i slutningen af denne uge og jeg messer for mig selv at det er okay og det blir hyggeligt. Det er okay. Og det blir hyggeligt.

Byen og hverdagen kan også noget. Og så snart jeg lige er kommet op i gear igen, kan jeg måske også.

Det (mor)somme liv

Status fra et driverliv

Når man er i sommerhus på anden uge og derfor er blevet for doven til at skrive et rigtigt blogindlæg, så man i stedet bare kører en liste…

Aaantal:

træer fældet: 7

– aperol drukket: 3

– hvepsestik: 2 – FUCKING LORTEPISDYR!

– kriser mellem 2- og 3-årig: Skål!

– trekantsis spist pr dag: Somebody sponsorér mig

– kilo taget på: 5. Not Sorry (løj hun med hånden begravet i slagterbolcher – Heldigvis skal jeg lige om lidt tilbage i hamsterhjulet og blive helt stresstynd af at være så bagud efter al den ferie (løj hun videre))

– fester holdt som endte med solopgang på taget og to timers søvn før ungerne vågnede: 1 (og den var det hele værd)

– krabber fanget til havnefest i Hornbæk: 0. Det er den største løgn at dét shit skulle være spor nemt.. Heldigvis har min to-årige ikke arvet min elendige tålmodighed

– chips spist: En milliard

– kriser over at ferien slutter på Søndag: En milliard (i den super konstruktive kombination med dårlig samvittighed over at have fri)

– kendisser spottet i løbet af de to timer vi var i Tisvildeleje: 6

– mennesker der sidder på gaden og kigger efter kendisser i Tisvildeleje: En milliard

– cirkusbesøg: 1. Genialt hyggeligt og sjovt koncept at slæbe sine unger med, hvis nogen skulle være i tvivl

– brusebade med sæbe: 2. På ti dage. Måske er det meget godt, vi snart skal hjem. I hvert fald har min ældste søn lige sagt at jeg lugter af dametissekone. Tak, skat.

Det (mor)somme liv

Hedebølge, hedeland, hedsomhed

Jeg ligger og sveder i underhylere og putter Otto (genialt koncept, det der med at putte børn enkeltvis, forøvrigt).

I går var jeg i Hedeland og se The Sound Of Music på udendørs amfiteater i lyserød solnedgang. Og som den closeted musicalsucker jeg altid har været, må jeg bare sige: Mm-mmmm! De sange der er fucking gode! “My Favorite Things” sendte mig lige tilbage i armene på Selma i “Dancer In The Dark”. Jeg er fan.

I dag var sådan en, hvor ingen af os rigtigt ku finde ud af at være i vores kroppe. Vi kogte bare rundt i vores have, hev kartofler op ad jorden, såede salat på al den nye plads og prøvede at give vores tomater og beskidte gulvtæpper noget tiltrængt TLC. Især Kurt kededede sig – noget han i øvrigt gør ret ofte i weekenderne, men det gør ikke så meget, når hverdagene er happening.

I bilen på vej hjem slog det os begge at vi satme lissom skal på Roskilde om sølle 3 dage. Jeg glæder mig ekstra meget i år. Tror det er en kombination af line-up’et (jeg føler jeg mig ret forbundet med flere af både de store og små navne, hvilket ellers aldrig sker), at jeg har foræret min far en endagsbillet i 60 års fødelsdagsgave og derfor skal bruge hele torsdagen med ham, og så det her varme sommervejr, som bare kalder på orange solnedgange, langsomme morgener og masser af musik. Øverst på min herligt skitzofrene rf19 bucket list er, ud over upassende mange fadøl, Robert Plant, Tears For Fears, Underworld, Sharon Von Etten, Christine and the queens, Jada, Robyn, Wu-Tang Clan, Vampire Weekend, Søren Huss, Rosalia, Spiritualized, Lizzo, Janelle Monae, The Cure, Hans Philip, Empire of the Sun, Barselona og Bob Dylan.

Er der nogle jeg har glemt / ikke kender?

Det (mor)somme liv

Svaret er ja

Om jeg er klar til sommerferie om 3 arbejdsdage? Ferie som starter med Roskilde på Onsdag? Og så morpher over i ø-lejr? Og så en uge i Spanien med venner og pool? Og *så* en uge i sommerhus.

Og om jeg har en stressbums på størrelse med Bornholm? Om jeg sidder i en bil, pakket og klar til en laaang weekend i Liseleje.

Om jeg i går slog min egen putterekord: Tre timer (og det var tre) tog det. Til sidst kylede jeg det ene barn så hårdt ned i sengen, at jeg nu har forbudt mig selv at putte mine børn samtidig (tak for tippet forøvrigt. I er bare alletiders. Tak). Fra nu af kommer vi til at køre Dora The Explorer på den ene, mens jeg putter den anden.

Om jeg overvejer at putte det her billede i min autoreply på min arbejdsmail i næste uge? Om Renata Klein i Big Little Lies, af grunde jeg ikke kan forklare, er mit nye spirit animal?

Det (mor)somme liv

Børnefri bryllupsweekend i Oslo: Anbefalelsesværdigt.

Oslo var magisk. Udsigten over fjorden fra vores værelse på 19. etage: Magisk. Morgenmadsbuffet: Magisk. Dobbeltseng uden børn, men til gengæld med tv med en million kanaler: Magisk. Gåturen gennem små brostensbelagte gader over til Grüneløkke: Magisk. Bryllupsfest med dans og musik til den lyse morgen: Skidehamrende magisk!

Niklas og jeg er stadigvæk helt høje over at livet kan være så dejligt og afslappende og helt igennem hvilepulsagtigt – det kommer vi til at leve på længe.

I morgen starter trædemøllen op igen – vi har mega travlt med at nå i mål med vores arbejdsprojekter her inden sommerferien og så skal vi lige have planlagt næste kvartal.

Som Gurli Gris ville sige: Kom så Far Gris! Vi kan klare det!

Det (mor)somme liv

Puttefuck!!

Det er svært at skrive om noget der er lort til knæene. Det er nemmere at skrive på et ar end på et åbent sår. Men den her blog er nu engang ventilen på mit moderskab – Så brace yourself.

Hurtig disclaimer (for i det følgende kan jeg selv blive i tvivl): Jeg er ikke en dårlig mor. Men jeg kan simpelthen ikke finde ud af at putte mine børn. Lige nu ligger jeg -igen- udsplattet på slagmarken mellem de to tremmesenge efter to timers tvekamp med mig som modarbejdende moderator.

Efter præcis 2 timer og 10 minutter sover ungerne nu. Selvom jeg har vundet kampen, har jeg tabt slaget. For jeg kan jo godt selv høre det. Det skal for fanden i helvede ikke tage 2 timer at putte. Og ifølge Helen miss fucking perfect netsygeplejeske, bør ritualerne heller ikke indebære at man jagter sine børn rundt i lejligheden, skubber, trækker og moser dem tilbage i sengen. Truer med at hoppe ud af et vindue hvis de ikke snart lægger sig ned eller niver den den ene til han græder. Mit putteritual er med andre ord blevet så fucked up at mine unger er én indebrændt, hvislende vuggevise fra at tigge mig om “Godnat og sov godt”-metoden. Det er ligesom blevet en ondskabsfuld spiral: Putteritualet er fis og fucking ballade i en time. Det er at mor blir sygt sur. Det er at jeg må skubbe dem ned i seng på kryds og tværs af mixede behov og insisteren på at pumpe hinanden med adrenalin for ikke at mærke sin egen træthed.

Jeg er faktisk ikke ude efter hverken gode råd eller medfølelse (jo okay så, hvis du har (haft) (pseudo)tvillinger i 3-års alderen, der sover i samme værelse, så må du rigtig gerne kaste en kommentar). Jeg er okay. I behøver heller ikke ringe efter kommunen. Det skal jeg nok selv sørge for. Men før det prøver jeg lige at støbe en rumdeler af lydtæt beton, strippe vores rullegardiner fast med sort gaffatape og indlede enhver kommende puttesceance med en stiv whiskysjus og en kæmpe joint. Det står der godt nok ikke noget om i manualen, men fuck nu det.

God-fucking-nat

Sisyfos

Det (mor)somme liv

Kære brevkasse: Hvor mange baner skal man vinde i livet for at trykket for brystet går væk?

Hvorfor trykker det sådan for brystet nogle gange, når jeg cykler hjem fra arbejde? Oplever andre mødre også det? For jeg synes de skjuler det så godt på deres cykler med flotte Celinesolbriller og gannikjoler og tomme Yepp Maxi barnesæder bagpå. Skjuler jeg det lige så godt? Hvorfor føles det så utaknemmeligt at blive stresset af, at have fået alt det man ønsker sig (mand, børn og job)? Jeg har selv valgt det. Og jeg skal jo bare være glad for at være så heldig. Hvor kommer grundangsten så fra? Den har ligesom sat sig på tværs i mit indre univers. Er det bare et levn fra to barsler der, udover det med at lave to børn, også indeholdt jobsøgning med to mrd’s baby på skødet, projektstilling i Malmø fra babyen var seks mrd (fik den udskudt en hel måned #momhack), at stå og malke ud i håndvasken på badeværelset i frokostpause, blive gravid igen efter 9 mrd. Være så flov over at falde i søvn foran computerskærm, at jeg gemte mig på et ubooket mødelokale for at sove. Føle at kroppen var i vejen. Søge job igen, få et nyt job, blive fyret efter fire arbejdsdage, starte på en praktikplads halvanden måned før termin, gå på barsel to uger før termin, gå projektleder på en hjemmefødsel, for at undgå at skulle køre taxi tre timer efter fødslen. Få brystbetændelse. Amme to børn med centimeterdybe snitsår og svamp på brystvorterne. Søge job igen fra den nye baby er tre måneder. Gå til jobsamtaler med barnevogn. Starte på nyt job fra babyen er syv mrd. Stå og amme ude i badeværelsets håndvask. Amme tre gange hver nat. Lære Citrix og SAP og Outlook og hvad DevOps betyder. Lære at lægge madplan. Få dårlig samvittighed over at glemme aftaler. Få dårlig samvittighed over ikke at kunne overskue madplan. Få dårlig samvittighed over ikke at orke MorgenBooster på 1508. Tænke at det må være mig, som er dårlig til at balancere moderskabet med karrierelivet. Få dårlig samvittighed over ikke at dyrke motion. Eller sex. Eller noget som helst, faktisk. Få dårlig samvittighed over at skrive dette, lange spørgsmål (at fremstå utaknemmelig over mine barsler og mit arbejdsliv).

Kan det være dét der gør at det trykker for brystet? Og hvordan får jeg det til at gå væk? Jeg har prøvet med venindeture og karbad. Hvor mange baner skal man vinde i livet for at trykket for brystet går væk? Jeg håber du kan hjælpe.

Kh mk (mor med lille m, karrierekvinde med lille k)

Ps. Jeg ved ikke hvem du er, men jeg fik lyst til at skrive til dig, efter at have snakket med min gode veninde, som er på barsel lige nu, og læst denne artikel.

Det (mor)somme liv, Mad

Verdens bedste pasta

Opskrift på hjemmelavet pasta

Tag dine unger med i Magasin midt i ulvefuckertimen. Klokken 16.15 laver de ormen hele vejen hen til postskranken på 5. sal, mens de skriger på nåde og ekspedienterne ser måbende til. Aflever pakke. Lok børnene med ned i Mad&Vin med flødeboller og håndfri tur med rulletrappen. Køb summerbirdflødeboller og giv børnene en hver, mens du sætter kurs mod grøntafdelingen. Her finder du franske skalotteløg og fennikel på tilbud. Og Grambogård flæsk i skiver og tipo 00 mel. Nu er børnene tørstige af alt det sukker. Tag en Mathilde kakaomælk og hæld på dem, inden i går mod kassen. Cykle hjem med nu overgearede i ladcykel og solskin og en følelse af at den her eftermiddag måske godt kunne trække din ellers ret mandagsmandagagtige mandag op.

I lejligheden vasker børnene hænder, mens du støver din gamle røre- og pastamaskine af og søger efter ‘romantic opera’ på Tidal. Tryk play. Ah. Hæld et halvt kilo tipo 00 mel i skålen og sæt den yngste ind foran Gurli Gris med resten af kakaomælken (skru låget så hårdt på flasken, at han ikke kan få det af). Giv nu din 3,5-årige lov til at slå fem æg ud i melet helt uden hjælp, og nyd synet af verdens mest omhyggelige barn der står og gør sig så umage, mens han slår æg perfekt ud. Tænd røremaskinen til stor begejstring. Røre røre røre og så forme pastadej til kugle og på køl. Stor unge ind foran Gurli. Steg flæsk på varm pande. Pil skalotteløg og skær to æbler i kvarte. Flæsk på papir, løg på pande i flæskefedt, efterfulgt af æblebåde og skru ned. Fyld en gryde med vand og salt til du skammer dig og sæt på højt blus. Riv en halv parmasanost fint i aftensol og nyd at du bor på 4. sal. med vestvendt køkkenvindue og La Traviata. This is why! Kald på stor søn og rul pasta ud med ham. Få yngste søn med og knæk over af stolthed over at de har lige så meget optur over madlavning som du har, mens de hviner, drysser mel på og hænger pastaplader op. Få kæreste til at dokumentere! Til sidst strimles pladerne og puttes i kogende vand. Insistér på at der ikke skal være ketchup på bordet. Snit en halvt fennikel på mandolinjern, hak frisk timian og find olivenolie, salt og peber. SÅ er der serveret mærkelig fusionfood: Pasta med olivenolie, parmasan og timian og æbleflæsk* on the side. Og det bedste af det hele: To glade børn som spiser og snakker løs om motorer og Formel 1 (vi ser alle sammen Drive to Survive for tiden) og mætte maver og et bjerg af en opvask som du melder dig frivilligt til at tage, mens du hører podcast og din kæreste putter bambini.

Velbekomme.

* Næste gang køber du selvfølgelig bare lufttørret skinke, når du står der ved køledisken med ulvetimeungerne – men desperate times call for desperate measures, og æbleflæsk kan sgu også noget.