Det (mor)somme liv

Det med at være forældre sammen. Altså arbejdsbyrden og alt det praktiske hejs der er rundt om det hyggelige småbørnsfamilieliv. Det er som om jeg ikke helt har fanget den endnu. Hvad reglerne er, hvis man (for det meste) gerne vil undgå at være en kæmpe idiot. For jeg koger rundt i uskrevne regler og forældet selvretfærdighed. Gid der var en bog hvor man kunne slå svar op på spørgsmål som: hvor længe kan man bruge ‘jeg bar vores børn i 18 måneder og natammede lige så længe, jeg tror det er min tur nu’-kortet? Alle der svarer mindre end det helt logiske valg (nemlig 36 mrd amaright?) må meget gerne kaste en kommentar – Måske hvis der er nogle fædre på linjen? Eller hvad med når den yngste får skoldkopper og det bare er virkelig, virkelig ubelejligt i fht job, og jeg derfor har sendt barnet uforsvarligt mange gange i vuggestue og i dag blev nødt til at holde ham hjemme. Hvem tager så barnets anden sygedag? Seriøst. Hvordan beslutter man det, hvis ingen kan få fri? Hvor længe kan man trumfe med ‘hvem har egentlig ofret mest på karrierekorset for at skabe den her familie’ uden det blir usmageligt (især når jeg lige har valset rundt i frihed i 5 dage i Lissabon)?

Hvor meget tæller madlavning vs tøjvask på arbejdsskemaet? Hvad med alle de usynlige ting (ja, vaccinationsprogram, boligforsikringer og bilreperationer, jeg kigger på jer). Og hvad med al den tid jeg bruger på at læse om børneopdragelse, sammenligne uldundertøj og putteritualer i diverse kommentarspor samtidig med at jeg trawler Boozt igennem for sæsonens vinterstøvler… tæller den tid 1 til 1 med forsikringerne? Og hvordan gør man, hvis man flyver solo i sit forældreskab og ikke har nogen at være konstant bitter og forsmået på? Er man så bare hævet over that shit? Hvad er reglerne? I’m lost.

PS. Heldigvis kan mit nabolag i insisterende efterårsmorgensol opløse den værste uberettigede bitterhed..

Jeg sidder på en parkeringsplads i Frederiksværk med Otto og har lige lidt stille og rolig optur over mit liv.

I går kom jeg hjem til nogle søde børn og en helt ødelagt mand. Og jeg var overskudsagtig og krammede dem alle sammen og proppede min fellow voksne med flødeskumskager og gaver, da børnene sov. Det var rart for en gangs skyld at være dén. I morges stod jeg op kl. 6.15(!) med Otto og vi hyggede os faktisk ægte. Han er blevet stor nok til at man kan sidde og chille og tegne med ham og (næsten) forstå hvad han vil og ikke vil. For første gang i 3 år har jeg ikke en baby. Og – undskyld mig – men shit, hvor er det dejligt! Så sleb jeg en port ned og nu stikker vi af til sommerhuset. Boom.

Jeg glæder mig og har planer om at lave et genoldigt bål (i regnvejr. Tro på det ida) som vi steger pølser og laver pandekager på, mens vi drikker vin. Yes, ik? Det går lige.

God weekend:)

I går havde Kurt fødselsdag. 3 år, Mulle. Og det bliver jo kun sjovere at have den lille godte i mit liv. Tænk at det er 3 år siden jeg ikke fattede, at sådan nogle  mavekramper en uge inden termin måske kunne være veer (og i forlængelse deraf kravlede op ad en elevatorvæg på Rigshospitalet). I går holdt Niklas og jeg fri og overraskede ungerne med en tur i Den Blå Planet. Vi så en hammerhaj og en hel masse piratfisk og råflirtede med vores familie. Det var en god date. Jeg tror måske godt det kunne blive seriøst.

I morgen har Kurt noget med at dele ud i børnehaven (glemte det i dag.. wåps). Må jeg egentlig godt lige spørge om noget? De der fine små frugtfigurer, der i virkeligheden er en banan, men så ligner den en delfin? Eller en vandmelon der bare lige er skåret op, så det ligner et piratskib. Laver vi egentlig alle sammen dem? Eller er det bare lige min terminsgruppes “inspirationstråde” på facebook? Uanset hvad, smider Kurt og jeg 2 poser kanelgifler i puljen. Selvtak.

Lille dreng. Stor beslutning. Som forældrene forøvrigt har kredset om, som et par trætte baggårdskatte om den varme grød. Men i går skete det sgu. Alle Kurts sutter blev hængt permanent til tørre, på et suttetræ i Dragør.

Ud over hundrede forbehold og undskyldninger for at udskyde, havde vi også en lille gave med, som kun var for store, modige drenge. Et sørøversværd og en klap til øjet. Den gik rent ind og Kurt omdøbte sig til Pirat Klap og så gik vi på legeplads. Resten af dagen var god. Aftenen var virkelig slem. Faktisk ved jeg ikke, hvem der savnede sutterne mest, ham eller os.

I dag er heldigvis gået godt. I aftes var der nedsmeltning igen. Han savner bare sine sutter helt vildt, og vi må fortælle ham at det gør vi også, men at han bare er blevet for stor. …Av for helvede, altså.

Hvordan kan noget så småt fylde så meget?

I går sluttede min lille 1-uges Ud af skabet udfordring. For 5 år siden gjorde jeg det i 50(!) dage og selvom det helt sikkert siger mere om mig, og min sindssyge brist i forhold til 1. at sige nej til venner og families aflagte tøj og 2. at smide tøj ud, kan jeg konstatere et par ting.

Ting jeg har lært om mig selv og mit (tossede) tøjforbrug

1. Jeg er faktisk blevet bedre til at sende tøj videre i systemet. Helt ærligt har jeg nok haft ca. et lidt over middel forbrug af tøj inden jeg fik børn, selvom langt det meste tøj er kommet til mig gennem venner (havde du en sæk gammelt tøj, kunne du altid regne med at jeg var glad aftager) og genbrug. Sådan er det ikke, helt lige så meget, mere.

2. Da jeg fik børn steg mit tøjforbrug ret drastisk. Primært af fysiske årsager, fordi min krop ændrede sig (jeg tog +25 kg på under begge graviditeter), men også fordi jeg simpelthen er blevet ældre, og bare ikke trives lige så godt i stramt, lavtaljet og logolæsset tøj mere. Og så fik jeg for første gang et voksenarbejde på kontor og følte faktisk, at der lidt var en dresscode at leve op til.

3. Jeg har stadigvæk virkelig meget tøj. 91 stykker + undertøj, for at være præcis. Og det er minus det, jeg har gemt på loftet i når-jeg-lige-har-smidt-5-kilo-kassen. Jeg tror det er rimeligt meget. Det er det vidst. Hvor meget har i? Pis. Don’t answer that. (Jo, faktisk.. Meget gerne hvis I orker – tak!)

4. Skal jeg ikke have en Capsule Wardrobe (som max består af ca. 36 stykker tøj). Jeg ville ønske at jeg kunne, men jeg er alt for meget en samler og alt for knyttet til fx de smukke, mønstrede secondhand silkeskjorter min mand køber med hjem til mig fra hans årlige drengetur. Eller mine farmors gamle spadseredragter og 70’er kjoler. Den slags. Jeg kan slet ikke forstå, hvorfor jeg ikke skulle beholde det tøj – for jeg går jo også i det. Ik. Nogle gange.

5. Skal jeg nok bare holde op med at købe tøj faktisk. I hvert fald fra nyt og isærdeleshed fra highstreetmærker. Den er nok i virkeligheden ikke så meget længere. Når jeg kan mærke at jeg får dårlig samvittighed i samme sekund, jeg går ind i butikken eller åbner appen (ja, Boozt, Zalando og ASOS jeg kigger på jer), så er den ikke er god, vel?

Så dét tager jeg med mig videre:

6. Det er okay at samle på gamle genbrugssilkekjorter.

7. Hvis jeg instinktivt har ondt i maven over highstreetmærker og Boozt, så kan jeg godt finde ud af, at stoppe med at købe tøj derfra.

8. Folk kan lide mig / respekterer mig lige så meget, selvom jeg går i det tøj JEG kan lide, også selvom det hverken er særlig moderne eller godt stylet.

9. Det er okay at elske sine åndssvagt dyre og smukke designertasker. Men måske er de 4(!) jeg har også mere end rigeligt. Måske behøver jeg ikke flere i mit liv.

10. Det er okay at jeg i mange år, har skudt skylden på min hang til overforbrug på, at jeg meget, meget sjældent fik nyt tøj som barn – og når jeg gjorde var det de Adidas-bukser med 2 striber, en Everblast-sweatshirten fra Kvickly og Buffalo-støvlerne fra Skoringen til 300 kr (som jo fandme var mange penge, for en enlig mor i midt 90’erne). Det var aldrig det helt “rigtige” som alle de andre havde på. Og så kan man selv indsætte en lang historie om mobning og skifte klasse og alt det der. Og her sidder jeg måske i virkeligheden som 33-årige og kan mærke 4-klasses følelserne vælde op i mig, når jeg kommer til at spejle mig i andre på sociale medier med alt deres smukke, “rigtige” tøj. Og hvis jeg bare lige swiper og klikker, kan jeg få det og passe lidt mere ind. Men nu har jeg altså prøvet det, og uanset hvad, virker det bare ikke særlig godt. Min indre 10-årige bliver ikke mere zen, uanset hvor meget mit 33-årige jeg forsøger at kompensere for den klub jeg aldrig følte mig velkommen i.

11. Som voksen er det ikke de andre voksne der er modstanderen. De andre voksne er faktisk for langt det meste blevet ret søde. Den rigtige modstander, sidder i maven på mig selv. Og den forstummer kun kortvarigt af sæsonens musthave.

Okay.

Nu sker det (og den her gang  mener jeg det). Farvel Highstreet.

Det er ikke mig, det er dig.

Pis.

Jones. Bridget Jones. Sådan en dag har jeg haft i dag. Ufatteligt lårkort. Ufatteligt 80’er. Og så et tip rent arbejdsmæssigt: hvis man keder sig lidt, så kan man jo altid bare skubbe sit arbejde så langt, at man lige pludselig kun har 2 dage til kæmpe deadline.

Sådan et sted er jeg lige nu. Og pludselig ved jeg ca. hvordan det må føles, at pløkke sig selv i hver fod med en Kalasjnikov. Dumt. Unødvendigt. Og helt igennem upraktisk. Så, øhm… jeg stiller mig bare lige herover og falder i et med muren og venter på at der kommer nogen og finder mig i løbet af weekenden, ikke?

Nå, men i det mindste ser jeg ikke 3 afsnit sex and the city i aften. Jeg sover (lige om lidt, siger jeg jo!) og satser på at være frisk og veludhvilet (lol) så jeg kan lave en Joan Holloway på mit arbejde i morgen – så skal det nok gå. Ikke?