Det (mor)somme liv

Jeg ligger og sveder i underhylere og putter Otto (genialt koncept, det der med at putte børn enkeltvis, forøvrigt).

I går var jeg i Hedeland og se The Sound Of Music på udendørs amfiteater i lyserød solnedgang. Og som den closeted musicalsucker jeg altid har været, må jeg bare sige: Mm-mmmm! De sange der er fucking gode! “My Favorite Things” sendte mig lige tilbage i armene på Selma i “Dancer In The Dark”. Jeg er fan.

I dag var sådan en, hvor ingen af os rigtigt ku finde ud af at være i vores kroppe. Vi kogte bare rundt i vores have, hev kartofler op ad jorden, såede salat på al den nye plads og prøvede at give vores tomater og beskidte gulvtæpper noget tiltrængt TLC. Især Kurt kededede sig – noget han i øvrigt gør ret ofte i weekenderne, men det gør ikke så meget, når hverdagene er så happening.

I bilen på vej hjem slog det os begge at vi satme lissom skal på Roskilde om sølle 3 dage. Jeg glæder mig ekstra meget i år. Tror det er en kombination af line-up’et (jeg føler jeg mig ret forbundet med flere af både de store og små navne, hvilket ellers aldrig sker), at jeg har foræret min far en endagsbillet i 60 års fødelsdagsgave og derfor skal bruge hele torsdagen med ham, og så det her varme sommervejr, som bare kalder på orange solnedgange, langsomme morgener og masser af musik. Øverst på min herligt skitzofrene rf19 bucket list er, ud over upassende mange fadøl, Robert Plant, Tears For Fears, Underworld, Sharon Von Etten, Christine and the queens, Jada, Robyn, Wu-Tang Clan, Vampire Weekend, Søren Huss, Rosalia, Spiritualized, Lizzo, Janelle Monae, The Cure, Hans Philip, Empire of the Sun, Barselona og Bob Dylan.

Er der nogle jeg har glemt / ikke kender?

Om jeg er klar til sommerferie om 3 arbejdsdage? Ferie som starter med Roskilde på Onsdag? Og så morpher over i ø-lejr? Og så en uge i Spanien med venner og pool? Og *så* en uge i sommerhus.

Og om jeg har en stressbums på størrelse med Bornholm? Om jeg sidder i en bil, pakket og klar til en laaang weekend i Liseleje.

Om jeg i går slog min egen putterekord: Tre timer (og det var tre) tog det. Til sidst kylede jeg det ene barn så hårdt ned i sengen, at jeg nu har forbudt mig selv at putte mine børn samtidig (tak for tippet forøvrigt. I er bare alletiders. Tak). Fra nu af kommer vi til at køre Dora The Explorer på den ene, mens jeg putter den anden.

Om jeg overvejer at putte det her billede i min autoreply på min arbejdsmail i næste uge? Om Renata Klein i Big Little Lies, af grunde jeg ikke kan forklare, er mit nye spirit animal?

Oslo var magisk. Udsigten over fjorden fra vores værelse på 19. etage: Magisk. Morgenmadsbuffet: Magisk. Dobbeltseng uden børn, men til gengæld med tv med en million kanaler: Magisk. Gåturen gennem små brostensbelagte gader over til Grüneløkke: Magisk. Bryllupsfest med dans og musik til den lyse morgen: Skidehamrende magisk!

Niklas og jeg er stadigvæk helt høje over at livet kan være så dejligt og afslappende og helt igennem hvilepulsagtigt – det kommer vi til at leve på længe.

I morgen starter trædemøllen op igen – vi har mega travlt med at nå i mål med vores arbejdsprojekter her inden sommerferien og så skal vi lige have planlagt næste kvartal.

Som Gurli Gris ville sige: Kom så Far Gris! Vi kan klare det!

Det er svært at skrive om noget der er lort til knæene. Det er nemmere at skrive på et ar end på et åbent sår. Men den her blog er nu engang ventilen på mit moderskab – Så brace yourself.

Hurtig disclaimer (for i det følgende kan jeg selv blive i tvivl): Jeg er ikke en dårlig mor. Men jeg kan simpelthen ikke finde ud af at putte mine børn. Lige nu ligger jeg -igen- udsplattet på slagmarken mellem de to tremmesenge efter to timers tvekamp med mig som modarbejdende moderator.

Efter præcis 2 timer og 10 minutter sover ungerne nu. Selvom jeg har vundet kampen, har jeg tabt slaget. For jeg kan jo godt selv høre det. Det skal for fanden i helvede ikke tage 2 timer at putte. Og ifølge Helen miss fucking perfect netsygeplejeske, bør ritualerne heller ikke indebære at man jagter sine børn rundt i lejligheden, skubber, trækker og moser dem tilbage i sengen. Truer med at hoppe ud af et vindue hvis de ikke snart lægger sig ned eller niver den den ene til han græder. Mit putteritual er med andre ord blevet så fucked up at mine unger er én indebrændt, hvislende vuggevise fra at tigge mig om “Godnat og sov godt”-metoden. Det er ligesom blevet en ondskabsfuld spiral: Putteritualet er fis og fucking ballade i en time. Det er at mor blir sygt sur. Det er at jeg må skubbe dem ned i seng på kryds og tværs af mixede behov og insisteren på at pumpe hinanden med adrenalin for ikke at mærke sin egen træthed.

Jeg er faktisk ikke ude efter hverken gode råd eller medfølelse (jo okay så, hvis du har (haft) (pseudo)tvillinger i 3-års alderen, der sover i samme værelse, så må du rigtig gerne kaste en kommentar). Jeg er okay. I behøver heller ikke ringe efter kommunen. Det skal jeg nok selv sørge for. Men før det prøver jeg lige at støbe en rumdeler af lydtæt beton, strippe vores rullegardiner fast med sort gaffatape og indlede enhver kommende puttesceance med en stiv whiskysjus og en kæmpe joint. Det står der godt nok ikke noget om i manualen, men fuck nu det.

God-fucking-nat

Sisyfos

Hvorfor trykker det sådan for brystet nogle gange, når jeg cykler hjem fra arbejde? Oplever andre mødre også det? For jeg synes de skjuler det så godt på deres cykler med flotte Celinesolbriller og gannikjoler og tomme Yepp Maxi barnesæder bagpå. Skjuler jeg det lige så godt? Hvorfor føles det så utaknemmeligt at blive stresset af, at have fået alt det man ønsker sig (mand, børn og job)? Jeg har selv valgt det. Og jeg skal jo bare være glad for at være så heldig. Hvor kommer grundangsten så fra? Den har ligesom sat sig på tværs i mit indre univers. Er det bare et levn fra to barsler der, udover det med at lave to børn, også indeholdt jobsøgning med to mrd’s baby på skødet, projektstilling i Malmø fra babyen var seks mrd (fik den udskudt en hel måned #momhack), at stå og malke ud i håndvasken på badeværelset i frokostpause, blive gravid igen efter 9 mrd. Være så flov over at falde i søvn foran computerskærm, at jeg gemte mig på et ubooket mødelokale for at sove. Føle at kroppen var i vejen. Søge job igen, få et nyt job, blive fyret efter fire arbejdsdage, starte på en praktikplads halvanden måned før termin, gå på barsel to uger før termin, gå projektleder på en hjemmefødsel, for at undgå at skulle køre taxi tre timer efter fødslen. Få brystbetændelse. Amme to børn med centimeterdybe snitsår og svamp på brystvorterne. Søge job igen fra den nye baby er tre måneder. Gå til jobsamtaler med barnevogn. Starte på nyt job fra babyen er syv mrd. Stå og amme ude i badeværelsets håndvask. Amme tre gange hver nat. Lære Citrix og SAP og Outlook og hvad DevOps betyder. Lære at lægge madplan. Få dårlig samvittighed over at glemme aftaler. Få dårlig samvittighed over ikke at kunne overskue madplan. Få dårlig samvittighed over ikke at orke MorgenBooster på 1508. Tænke at det må være mig, som er dårlig til at balancere moderskabet med karrierelivet. Få dårlig samvittighed over ikke at dyrke motion. Eller sex. Eller noget som helst, faktisk. Få dårlig samvittighed over at skrive dette, lange spørgsmål (at fremstå utaknemmelig over mine barsler og mit arbejdsliv).

Kan det være dét der gør at det trykker for brystet? Og hvordan får jeg det til at gå væk? Jeg har prøvet med venindeture og karbad. Hvor mange baner skal man vinde i livet for at trykket for brystet går væk? Jeg håber du kan hjælpe.

Kh mk (mor med lille m, karrierekvinde med lille k)

Ps. Jeg ved ikke hvem du er, men jeg fik lyst til at skrive til dig, efter at have snakket med min gode veninde, som er på barsel lige nu, og læst denne artikel.

For tiden går mine aftener i selskab med Astrid Lindgren og Louise Hartung i deres drøn af en brevveksling “Jeg har også levet”, som Gyldendal udgav for et par måneder siden. Selvom jeg ikke er færdig med bogen endnu, blir jeg nødt til at anbefale. Den. Er. Fandme. God.

Hvorfor? Fordi den lærer min naive hjerne, at det at evne et venskab, går på tværs af tid og sted (bogen er skrevet i midt halvtredserne/start tresserne af to kvinder der er i midt fyrrerne). Men også at det er noget man gør meget forskelligt – Er venner, altså. Og de to kvinders evne til at rumme hinanden i et venskab, kan jeg virkelig lære af.

Bogen handler om personlige grænser og konflikter (Louise er ugengældt forelsket i Astrid), men den handler også om karriere, bossladyness, kreativitet og rejser. Og så er der alt det løse som dødsangst, familie og tanker om fremtiden (=vores nutid, fx. leger Astrid med tanken om, hvor vidunderligt det ville være hvis man en dag kunne sende hinanden beskeder med elektronisk kraft, så man slap for de evindelige breve – oh honey, du skulle bare vide!) Og det er så hyggeligt at falde i søvn til to hverdags-parallelle tankestrømme der mødes i fine universelle krøller, skænderier og kærlighedserklæringer. Så hermed også min: en stor anbefaling, til alle jer mine tankefulde internetveninder.

Forøvrigt – apropos internetveninder, så har Karoline jo gang i noget seriøs mobildetox, og jeg er hoppet med på denne uges udfordring, som er at indstille sin iPhone til skærmfri tid mellem 16-20, hvilket vil sige at alle apps er blokeret på min tlf, i det tidsrum, undtagen opkald-, sms- og kamera-funktionen. Det er min første dag, og effekten er _seriøst_ skræmmende. Det er er frygteligt at indrømme, men jeg har sgu leget med mine børn på en helt anden måde. Ej men, det er så flovt at skrive det højt. Vi var i gården i det gode vejr, og normalt ville jeg måske lige løbe en runde eller to med dem rundt og så ellers sætte mig over på en bænk (jep. Med min telefon. #junkie). Men nu kunne jeg ligesom ..kun.. lege. Så vi legede meget, meget længere og mere frit, fordi der bare ikke var – Ejmen jeg kan næsten ikke skrive det – muligheden for at sidde og skærme den. Det samme gjalt da de havde været i bad og da der nu ikke var en skærm i køkkenet at fortrække til (der når jeg “vasker op”), så kunne jeg jo ligesågodt lege med dem. Og så blev det faktisk en ægte grineren leg, hvor jeg faktisk var mor-som og vi alle tre var færdige af grin, fordi mine unger seriøst er genialt selskab.

Shit mand. Måske går det ikke helt ligeså godt, med min telefonafhængighed, som jeg går og bryster mig af…

Ellers er der ikke sket det store. Jeg har købt for 200 kr tomat- ærte- og rødbedefrø i Brugsen og om lidt skal der forspires the shit ud af dem. Jeg har udskudt at rede hår i cirka en uge. Ovnbagt en hella masse grøntsager. Og så har jeg været Herman Bang utro (igen! det er ikke godt – men oplæseren er elendig! Jeg KAN ikke mere. Undskyld, undskyld, Herman. Det er ikke dig. Det er …din oplæser), denne gang med Lone Frank i podcasten “Ingen elsker Lone Frank”. En videnskabelig podcast om kærlighed og hvad der sker når man mister. Den er også en anbefalelse værdig.

Og nu! Nu er Mandag allerede overstået. Og i morgen er det Tirsdag. Den Tirsdag som antiloperne spiser af. Og sådan er vi alle en del af hamsterhjulets store kredsløb.

Okay, shit. Godnat❤️

“Hver dag er en kamp!” svarede en af mine kvindelige kolleger i dag, da en anden spurgte ud i vores åbne kontor, hvem der ville med til et Kvindernes Internationale Kampdag gå-hjem-møde.  Det synes jeg sgu er ret sandt (og grineren), uanset hvor på (kvinde)livets vej, man nu befinder sig. I 2017 skrev jeg f.eks. om at være ufrivilligt strandet på dagpenge pga. nogle ikke så karriere-befordrende graviditeter. Sidste år handlede det tværtimod, om at famle sig ind på livet af et just landet drømmejob, som man er rigtig glad for, men også har psyko præstationsangststressargh! overfor.

Når jeg læser sidste års indlæg, tænker jeg at jeg kunne have skrevet det i går. Samtidig kan jeg se, at den hjertebanken jeg for alvor begyndte at mærke i brystet, i løbet af det sidste år, er blevet til et sommerhus. En deltidsstilling. Ti sessioner med en stresscoach. En afsked med instagram, som slugte alt, alt for meget af min tid i forhold til, hvad det gav igen. Så forhåbentligt har jeg flyttet mig, mere end jeg lige umiddelbart tror. I hvert fald sidder jeg her foran en pejs i mit sommerhus, og i dag på arbejdet har vi trykket “send” på noget jeg har arbejdet på i 2 mrd., og jeg har det faktisk ret optur over resultatet.

Samtidig har jeg, her 4 år inde i moderskabets galehus, gjort mig et par (indrømmet, lidt banale) tanker om hele det her mor-somme liv, som jeg tænker kan være mit 2019 Kampdags Note To Self. Og det er virkelig mest til mig selv. Jeg er virkelig ikke ude på at dømme nogen som helst. Eller det modsatte. Okay? Okay.

1 ) Parforholdsplejende eller ej, så er det sgu okay at Lolita lige dør hviler sig lidt. Det er okay at have så lange hår på benene, at Frodo ville være ”Woah” omkring det, at have konstant fedtet-hår-knold og at droppe bøjle-bh’er for good fordi ens hud åbenbart bare har ændret freaking celleopbygning af at lave børn og amme. Det er fandme okay at rende rundt med verdens fladeste strygebræt af et brystparti i en sølle bomuldstop. Hvor mange småbørnsfædre barberer ben og tager stramtsiddende, metalfyldt undertøj på som ingen alligevel ser? Nej vel. Flade bryster 4 life!

2 ) Det er okay at det eneste man kan overskue klokken 21, når ungerne endelig sover og køkkenet ikke længere ligner en kampscene, er at se Bedrag og Hammerslag og Bonderøven sæson en milliard.

3 ) Det er ikke okay at bruge en tredjedel af sit vågne liv på et socialt medie ejet af tech giganter og deres hær af psykologer, som holdt mig fast i benlås på noget, der – for mig –  helt ærligt mest af alt var et computerspil, der handlede om at score hjerter. Det gælder selvfølgelig ikke hvis man 1. kan styre det, eller 2. lever af det. Jeg kunne desværre ikke svare ja til nogle af de spørgsmål. Jeg er sgu for svag til de sociale medier. Og det stopper altså nu! Siden nytår har telefonen været ude af soveværelset og oftere og oftere ligger den i køkkenet, når jeg er hjemme. Der er stadigvæk lang vej igen, men jeg er sindssygt glad for de små skridt der endelig er blevet taget. Og for at jeg har lært min søn at sige ”Lad så være med at kigge på din dumme telefon, mor!”

4 ) Det er okay en gang imellem at købe tre kjoler på januarudsalg, fordi man skal til sommerbryllup og godt gad prøve at have noget andet, end den slidte Self Portrait kjole, man har haft på til de sidste fire fester. Og så står man pludselig der i en sen lykkerus, Torsdag aften i hjørnet af soveværelset i den smukkeste one shoulder dress og hører ’I’m every woman’ på sine shitty iPhone højtalere, fordi ungerne sover lige ved siden af. Ahh!

5 ) Det er okay aldrig nogensinde at tabe de sidste graviditetskilo igen.

6 ) Det er okay at sige nej til alle de mennesker, som giver en ondt i maven på folkeskolemåden. Jeg anerkender at det også er lidt rart at sidde og hælde salt i selvværdet, men det er fandme også en befrielse at klappe og vende ryggen til. Deres liv, er ikke mit! Og faktisk behøver de ikke engang at få min tid.

7 ) Det er okay at være lidt hverdagsalkoholiker på dåseøls-fyraftensmåden. Til gengæld tager vi jo ikke stoffer. Eller bliver skilt. Og et eller andet skal vi jo dulme det her familieliv med.

8 ) Det er okay at være lidt navlebeskuende i et par år eller fem. Lige om lidt er vi alligevel ude på den anden side, og så er de her egocentrerede småbørns-år bare et lille kapitel i den store bog.