Browsing Category

Det (mor)somme liv

Meanwhile

– er min nye guilty pleasure next level: Olivenolie, salt og hvidt brød. Kan. Ik. Styre. Det.

– Kan jeg ikke komme over The Girl Shop. Min kollega tippede mig om hjemmesiden i sidste uge og den har ætset sig fast. Tjek den ud.

– rørte jeg ved en kvælerslange i dag. Og så cirka 100 hammerhajer ude i Den Blå Planet. Drengene og jeg tog alene derud, mens Niklas fik lidt alenetid. Det trænger han vist til.

– kan jeg umuligt være den eneste der er ret træt af at man for at forlade Den Blå Planet, skal gå igennem et plasticinferno aka deres museumsbutik. Deres miljø-pledges klinger lidt hult i de 20 minutter man bruger på at overbevise sin overtrætte 3-årige om, at man ikke skal have en made in china nylonmuræne med hjem.

– har jeg fødselsdag på Onsdag. 34 år. På en Onsdag. I januar. Hvis ikke det er gråt-i-gråt, så ved jeg ikke hvad er.

– topper jeg ovenstående af med at ønske mig en kompostbeholder i fødselsdagsgave #helloooSEXÆY

– var jeg i byen med min gode, gamle veninde i Fredags. Og vi snakkede med søde mænd og damer og havde løst hår og nogle meget stramme bukser på. Det kan også noget.

– Er jeg kun nået halvvejs igennem Wuthering Heights. Den er okay, men sgu ikke lige så nem som jeg havde håbet på. Så den er jeg pt ret meget utro med både Line Knutzons “Camille Clouds Brevkasse” og Søren Ryges “Haveglæde”. Lol.

– kan jeg (måske lidt i forlængelse af det her indlæg) virkelig anbefale teaterstykket “med mig selv i mine egne arme” som handler om at være eller ikke at være mor og som spiller på Østerbro Teater frem til 2. feb. Jeg har altid været vild med Christina Hagen, som har skrevet monologen, mens skuespiller Ida Cæcilie er et nyt – og pissefedt – bekendtskab.

– glæder jeg mig helt åndssvagt til min vinterferie, som jeg slet ikke har råd til, her om 2 uger. Knap en uge på langrend i Norge med min far og Kurt. Åh, hvor blir det dog godt.

– bad mit modelbureau mig om nye poler i Fredags og i weekenden kunne jeg så med ro i sindet, konstatere at mit selfiegame stadigvæk er freaking strong.

20. januar 2019

Familieliv, Tanker

Feberramte børn og noget med tid og hvem man giver den til.

I går var Otto så syg at jeg måtte blive hjemme med ham. Efter et par timer ringede de fra Kurts børnehave og sagde at han også var syg og ked af det. Så afsted til smukke, frostklare Raadvad med mig og hente ham hjem. Det er helt eksotisk (og pænt stressende – shit, der er knald på) sådan at se en børnehave midt på dagen.

I det hele taget er jeg blevet mere bevidst om hvor meget (og hvorfor) Kurt og Otto virkelig nyder når vi bare er hjemme og ikke skal udenfor en dør hele dagen. Som f.eks i dag, hvor jeg har dem begge hjemme med feber, mens Niklas er på kursus. Så kommer de/vi helt ned i gear og de sidder bare og nusser i 100 år med hver deres stenede, lille leg. Det kan sagtens tage 15 minutter at få vasket hænder og det er så hyggeligt at give dem den tid og bare se hvordan de går rundt og er i verden.

Hvorfor nød jeg ikke hjemmedagene på samme måde, da jeg var på barsel? En kæmpe forskel er selvfølgelig at jeg ikke lige har født, at jeg ikke ammer, at jeg (sort of) sover om natten. At mine børn ikke er spæde længere. Og så selvfølgelig at jeg ikke længere er uvis om hvilket arbejde der var til mig på den anden side af barslen. Men det er også noget med at jeg føler mig “i gear” på en anden måde. Og det der effektive arbejdsgear kombineret med en hjemmedag i ny og næ er altså ret genial. Inden klokken var 10 i dag havde vi bagt en freaking gulerodskage, leget med tog og fået tøj på(!) Og så lavet en hel masse ingenting, mens jeg arbejdede lidt. Klokken 10 smed jeg Gurli Gris på og mens ungerne sad brak med hver deres blanke feberøjne lavede jeg en hella masse tomatsauce (som jo forøvrigt virkelig smagte godt – den er fra Green Kitchen Stories nyeste bog ‘Derhjemme’ som jeg gav mig selv i julegave. En god bog og – i modsætning til deres første – fyldt med virkelig simple og hurtige retter, baseret på at man laver nogle big batches og gemmer til senere på ugen), afkalkede vaskemaskine, ordnede vasketøj, lavede en lasagne, ringede til min gamle mormor og hørte lydbog – Helt igennem hyggeligt og produktivt.

(Oooog SÅ kom feberen lige op i begge og efter 5 timers kaos sover de nu og jeg skriver videre – Phew. Intenzo)

I juleferien læste jeg familievejleder Lola Jensens bog ‘Må vi så få ro’. Og da jeg lige havde justeret mit bullshitfilter til at ignorere den bedrevidende og fordømmende præmis om hvordan *alle* moderne børnefamilier opfører sig i dag, så var den faktisk ret god. Og jeg kan mærke at jeg efterfølgende er blevet endnu mere nærig med min tid når det kommer til alt der ikke falder i de (prioriterede) kategorier:

1. Børnene og Niklas

2. Arbejde og nær familie

3. Venner

Jeg har nævnt det flere gange, men det der med hvem man giver sin tid på nettet til… det er fandme pissevigtigt! I gamle dage stemte man med fødderne – I dag stemmer vi med fingrene. Vores klik, opmærksomhed og tid er guld værd – både for dem vi giver den til, men også for os selv. Og online nyhedsmedier, influencere og kommercielle bloggere (der er også nogle som lever af deres blog, men som formår at bevare en oprigtighed, synes jeg) er man jo som læser, vitterligt kun et tal på Analytics, for. Den korte tid jeg lige flirtede lidt med at kommercialisere den her blog, blev jeg – udover antal følgere – målt på hvor lang tid jeg kunne fastholde mine læsere. Hvor meget af jeres tid I lagde på min blog. Det fik mig til at tænke på mit eget forhold til min online tid. På at min tid bliver til deres penge. Og til deres muligheder.

Men min tid er også mine penge. Og mine muligheder. For når jeg giver den til internettet (og det er det jeg gør når jeg sidder og spiser sukkerknalder på sociale medier, fordi jeg ikke tør/orker/gider tage favntag med mit eget liv) så får livet hævneren på og hober sig op: Vasketøj, nullermænd, uåbnede beskeder i E-boks. Det shit får man stress af. For at modvirke stressen køber jeg varer på Nemlig.com (for penge), ansætter en rengøringsdame (for penge), får stress over at savne mine børn, men de er jo lige der, men nu får jeg bare endnu mere lyst til liiiiige at spejle mig i internettet fordi jeg ikke tør mærke mig selv. Og fordi jeg ikke kan overskue den der e-boks. Og det er også lidt synd for mig fordi det er hårdt og jeg har jo bare heller ikke …tid. Ups. Hvor jeg kender og *hader* den følelse.

Jeg siger ikke at jeg skal holde op med at følge folk på internettet. Jeg siger bare at jeg skal huske at være selektiv med hvem jeg giver min tid til (og ja, jeg ved godt at jeg har trasket rundt i det her mange gange før – sorry) Det kan godt være at det føles gratis. Men det er det jo ikke. Så jeg øver mig virkelig på at mærke om det jeg får tilbage, er tiden værd.

Nu sover ungerne. Niklas og jeg hænger ud i sofaen til Danmarks Bedste Portrætmaler og spiser den gulerodskage jeg bagte med de to feberramte i morges.

15. januar 2019

Arbejdsliv, Familieliv

Kære hjemmepasser

Det følgende er egentlig et svar til Emili som jeg, de sidste par dage, har skrevet frem og tilbage med om hjemmepasning, fordomme og insititutioner. Jeg har valgt at udgive det som et selvstændigt blogindlæg.

Jeg hører dig! Vi kan nemlig aldrig med sikkerhed vide hvilke konsekvenser vores valg vil få for vores børn – om så det er institutionslivet, hjemmeskole/pasningslivet eller noget helt tredje – Og måske er den uvished i virkeligheden den (op)gave man får når man blir mor/far: Vi kan kun gøre det så godt som overhovedet muligt, og så håbe at vi ikke fucker alt for meget op undervejs.

Engang var jeg frivillig på 6 forskellige børnehjem i Kenya og tillad mig at komme med en hurtig bemærkning om forholdene i de institutioner vi har her i dk… (dyb indånding og frygt for hvor mange måder det her kan blive misforstået) Børn i vores del af verden og fra vores (=alle der har overskud til at læse blogs og debattere på nettet) priviligerede samfundslag skal sgu nok få en megadejlig barndom. Og hvis ikke de gør det, så er jeg *ret* sikker på, at det ikke er fordi, at de er kommet i institution.

Hvorfor debatten bliver så polariseret, kan jeg ikke gennemskue, for jeg er også ret sikker på, at ingen af os der deltager i den, hverken slår eller mobber vores børn. Vi hverken ryger, drikker os stive eller tager stoffer mens vi passer dem. Derimod bruger vi ikke så lidt energi på at reflekterer over vores privilegier, vores samfundsansvar og hvordan vi skaber de bedst mulige rammer for vores børn.

Jeg tror ikke at der er een forælder i alle de mange kommentarspor, som ikke kæmper for glade, sunde børn. Men i vores iver efter at gøre “det rigtige“ glemmer vi måske at det der er rigtigt for dig, ikke er det rigtige for mig. Og der kommer blogs som din og min med “How to guides” og “5 tricks til blablabla” lidt til kort: Virkeligheden er så meget mere nuanceret og vi er alle på forskellige steder i vores livsbaner, når vi får børn: Nogle har allerede haft en lang karriere, nogle har ikke taget en uddannelse. Nogle (=fx mig) har lige færdiggjort en psykopatlang uddannelse og var først lige kommet i gang på arbejdsmarkedet, da vi så de to guddommelige streger på graviditetstesten. Vi er alle sammen forskellige steder i vores liv.

Jeg er ked af at du oplever fordomme mod hjemmepassere i mit kommentarspor. Det gør jeg slet ikke. Til gengæld oplever jeg, at hjemmepassere har fordomme mod mig som en udearbejdende og institutionsglad mor. Det er nok en iboende usikkerhed, der febrilsk leder efter noget at spejle sig i hos hinanden. Hende den seje karrieremor med styr på det hele, som du nævner, eksisterer seriøst ikke. Jo forøvrigt. Eet eneste sted! I de der “Vis mig dit klædeskab/bolig”-artikler i modemagasinerne der er som kviksand for vores selvværd og som kun har et enkelt formål: At få os til at føle os utilstrækkelige og utjekkede (men så kan vi jo heldigvis også købe den rigtige Acnejakke og anskaffe os en vintage Ann Demeulemeester støvlesamling). I repeat: De der seje arbejdsmødre som får dig til at føle dig mindre værd som hjemmepasser. DE FINDES IKKE! De går ned med stress på stribe, køber sig fattige i sæsonens Goyakjoler og savner deres børn ad helvede til. Det andet er en illusion. Ligesom (jeg gætter på at) den konstant lykkelige og afslappede hjemmepasser der sidder i lotusstilling med sine unger dagen lang og bare lige #danserdetud er en illusion jeg har skabt inde i mit hoved. Du er pissesej og modig og stærk for at hjemmepasse. Og jeg er pissesej og modig og stærk for at arbejde ude. Færdig basta.

Nu blev det alt for langt. Og det jeg prøvede på at sige var bare, at fælles for alle vores børn i de her løbske kommentarspor (hvad enten vi hjemmepasser eller sender dem i institution når de er 10 måneder) er at vores unger er megaheldige at have os som forældre. Vi glemmer det bare engang imellem.

Kærlig hilsen Ida

3. januar 2019

Arbejdsliv, Det (mor)somme liv

Netto, we have a problem.

Jeg gik max kold i Netto i dag. Er way past at tage hjelmen af når jeg handler – er mere blevet sådan en art working mombie der går rundt klokken 16.45 med tomme øjne, refleksvest(!), løbepandebånd og cykelhjelm og trawler hhv hjernebark og grøntafdeling for billige retter (spidskål og kokosmælk.. ville dét kunne noget?)

På vej forbi Fields med cykelkurven fuld af ØGO, ringede jeg til min mor og brækkede min ængstelse ud over hende. Og hun lyttede og jeg tænkte at jeg er heldig at have en mor. Og endda en, der gider lytte.

Jeg er splittet mellem at have kæmpe optur over fast pension, sygesikring, sikkerhed og alt muligt andet I-landsagtigt. Og samtidig føle at prisen jeg betaler – evig dårlig samvittighed – er for høj.

Alle jer der har børn. Jeg har aldrig forstået hvad I mente, når I snakkede om dårlig samvittighed. I get it now.

Antal gange jeg har haft dårlig samvittighed i dag:

Kl. 7.30, da jeg blev så sur på mit trods-alderramte barn at jeg slæbte ham ned fra 4. sal halvt hængende i armene. Det må man sgu ikke. Uanset hvor lidt samarbejdsvillig den er. Græd lidt mens jeg cyklede ham til udflytterbussen.

Kl. 9.20, da jeg efter 2 afleveringer, et cykelskift og en cykeltur til Sydhavnen endelig landede på mit arbejde. Alt for sent.

Kl. 16.30, da jeg kørte fra mit arbejde. Alt for tidligt i forhold til mine kollegaer som stadigvæk knoklede på en vigtig deadline.

Kl. 16.45 i Netto – nu den mærkelige loose-loose kombination af dårlig samvittighed over dels at være gået for tidligt fra sit arbejde og dels at være kommet for sent afsted fra sit arbejde. I. Give. Up.

I min rosenrøde forestilling om gamle dage, ser jeg for mig, at nok var det hårdt og tungen lige i munden. Men i det mindste slap man(d) for den dårlige samvittighed. Når man(d) kørte hjem fra arbejde, vidste man(d), at det var a-okay, at komme sent hjem. Måske ligefrem værdsat og respektfuldt, at man(d) sådan havde knoklet i det. En provider, der ‘brings home the bacon’.

Hvorfor har jeg det ikke sådan? Hvor fanden er min stolthed? Og mit selvværd som udearbejdende mor?

Hvorfor går jeg rundt i Netto som en rødmosset Jeanne D’Arc. Helt martyr. Hvad er det, jeg gør forkert, siden jeg altid halser rundt og alligevel kun når det hele halvt?

Jeg forstår det ikke. Hvis nogen har nummeret på Don Draper, så send det gerne. Tror han ku lære mig et og andet.

Kh Ida ved tremmerne

10. december 2018

Det (mor)somme liv

Det usynlige regnskab

Det med at være forældre sammen. Altså arbejdsbyrden og alt det praktiske hejs der er rundt om det hyggelige småbørnsfamilieliv. Det er som om jeg ikke helt har fanget den endnu. Hvad reglerne er, hvis man (for det meste) gerne vil undgå at være en kæmpe idiot. For jeg koger rundt i uskrevne regler og forældet selvretfærdighed. Gid der var en bog hvor man kunne slå svar op på spørgsmål som: hvor længe kan man bruge ‘jeg bar vores børn i 18 måneder og natammede lige så længe, jeg tror det er min tur nu’-kortet? Alle der svarer mindre end det helt logiske valg (nemlig 36 mrd amaright?) må meget gerne kaste en kommentar – Måske hvis der er nogle fædre på linjen? Eller hvad med når den yngste får skoldkopper og det bare er virkelig, virkelig ubelejligt i fht job, og jeg derfor har sendt barnet uforsvarligt mange gange i vuggestue og i dag blev nødt til at holde ham hjemme. Hvem tager så barnets anden sygedag? Seriøst. Hvordan beslutter man det, hvis ingen kan få fri? Hvor længe kan man trumfe med ‘hvem har egentlig ofret mest på karrierekorset for at skabe den her familie’ uden det blir usmageligt (især når jeg lige har valset rundt i frihed i 5 dage i Lissabon)?

Hvor meget tæller madlavning vs tøjvask på arbejdsskemaet? Hvad med alle de usynlige ting (ja, vaccinationsprogram, boligforsikringer og bilreperationer, jeg kigger på jer). Og hvad med al den tid jeg bruger på at læse om børneopdragelse, sammenligne uldundertøj og putteritualer i diverse kommentarspor samtidig med at jeg trawler Boozt igennem for sæsonens vinterstøvler… tæller den tid 1 til 1 med forsikringerne? Og hvordan gør man, hvis man flyver solo i sit forældreskab og ikke har nogen at være konstant bitter og forsmået på? Er man så bare hævet over that shit? Hvad er reglerne? I’m lost.

PS. Heldigvis kan mit nabolag i insisterende efterårsmorgensol opløse den værste uberettigede bitterhed..

15. november 2018

Barsel, Det (mor)somme liv

Et motherboard fyldt med nybagt moderskab

Forleden hjalp en kollega mig med at tømme harddisken, i den macbook jeg druknede i caféblomstervand for et år siden på vej til en jobsamtale.

Der er nogle grunde til, at min kortsluttede computer har ligget brak så længe. For det førte fik jeg jobbet (jæsh!) For det andet børn. For det tredje solide prokrastinationsevner. Men nu. NU fik jeg endelig tømt den lille disk. Og dér lå de første 6 måneder med Otto. Min fødsel. 2 års freelancearbejde. Bare de små ting, ikke?

Da jeg sad og kiggede i mine gamle ting, faldt jeg over flere billeder der rev mig lige tilbage til barselsboblen. Af dobbeltamning. Af rod. Af rod. Af rod. Fik jeg sagt rod? Og trapper. Titusindevis af trapper. Har jeg virkelig allerede fortrængt hvordan det første år som mor til to (også) var? Eller er jeg bare blevet så lullet ind i den her psyko-forældreverden, at jeg ikke længere kan skelne? Det første år med to børn er jo straight up sindssygt! Især når man sidder i bagklogskabens lys og scroller sig igennem sin overflod af bevismateriale. Her kommer et par af de værker jeg er mest stolt af.

Dette værk kalder jeg for Ingen Elevator. Masser Af Overmod. PS. Ja, der sidder en halvandenårig på ryggen. Og ja, det her var en daglig ting. Shit.

Jeg Vil Gerne Udbringe En Toast For At Blive Hvad Du Spiser

Nå, ja. Så skulle jeg jo også have et arbejde. Det gik rigtig godt.

Dette kalder jeg: Hvis Trump Var Din Ammende Mor

Heldigvis skete der også magiske ting. Fx dengang, da Otto var 4 mrd og min mand og jeg løb hjemmefra…

…Og endte i en Jägermeisterbar på Roskilde.

Nå, ja. Og så skete det her. Efter mere end et halvt års hæslig retssag. Den kan vi fx. kalde Det Er Ikke Din Skyld. Eller bare Thank Heaven For Fagforening.

Og det var det. I en nøddeskal. Mit første år som mor til to.

Lige midt i et druknet motherboard.

26. oktober 2018

Det MORsomme liv

En dag finder jeg måske svaret.

Det er meningen jeg skal ud og have drinks med en veninde om et kvarter. Og her sidder jeg i mørket og putter og er alt andet end festlig. Jeg har det som om alle mine venskaber flyder væk fra mig, mens jeg sidder her. Lænket til tremmesengen på 4. år i træk. Lige da jeg så baren for enden af tunellen, blev jeg slået hjem af Otto og da Kurt var 9 mrd startede det forfra med en ny graviditet.

Det er ikke fordi jeg ønsker det skulle være anderledes. Det er bare fordi det er hårdt. Og svært at give slip på den man var. Den glade, friske type. Som fx. kan huske hvilket postnr hun bor i. Og sine børns personnumre. Og hvem hun har aftaler med hvornår. Og som ikke altid – altid – får lyst til at udskyde de aftaler i allersidste sekund.

Jeg har stadigvæk ikke forstået hvordan de rigtigt voksne vil have, at man skal være nærværende mor, når man lige har været nærværende kollega i otte timer. Og kok i en halv. Og hvis man så skal til at være nærværende drinks-og-rød-læbestift-veninde efter man har været nærværende aftenputte-mor.

Hvordan? Hvordan? Hvordan?

10. oktober 2018

Arbejdsliv, Familieliv

Hvordan det går med min work life blablabalance? Fremad.

Livet river og flår i mig fra alle sider og aldrig har det føltes mere skitzofrent: Den ene time er jeg i himlen – både på job, derhjemme og midt i mellem, når jeg kører (råddent – yup, thats me – undskyld) gennem byen med podcast i ørerne og sol i hovedet. Og helt ud af det blå kommer stresstankerne flyvende som sorte krager i horisonten. Men der sket et par ting, som gør at jeg føler, at det fortjener et blogindlæg. For det er som om at jeg er blevet en lille bitte smule bedre til at adskille følelsen af stress fra det som er mig.

På et lavpraktisk plan, føler jeg at jeg endelig har lært at jeg ikke kan give 100% til mit arbejde. Det betyder bla. at jeg (næsten) ikke længere ænser min arbejdstelefon, når ikke jeg er på arbejde. Hvilket er ret præcist fra kl. 16 og frem til 8-9-tiden næste dag. Jeg skænker heller ikke mit arbejde alt for mange tanker når jeg har fri, selvom det kan være svært at overholde. Og endnu vigtigere: Jeg har ikke længere dårlig samvittighed over at give slip på det. Længe troede jeg at det var det “rigtige”, entrepenante krea-mindset lige at sidde et par timer når børnene var lagt. Det lyder bare sejt, ik? “Så kan jeg bare lige fyre et par timer af, og rigtig nå til bunds i de mange vigtige præs…” NEJ! Nej. Nej. Nej. Jeg nægter. N.æ.g.t.e.r. Jeg vil holde fri og rydde op og lege og vaske tøj og ligge i ske med min mand og lave mad og læse og skrive og have overskud til ikke at være en lille, vissen kælling overfor dem jeg faktisk elsker. Og jeg nægter at have dårlig samvittighed over det mere.

Og så har jeg været ret åben overfor min leder omkring at jeg nok er lidt i skudlinjen for at få stress. Det har også været rart bare at få det ud i æteren, og blive mødt af forståelse. Sidst men ikke mindst har jeg været til stresscoach. Ja, sgu. En læser, som er ved at færdiggøre sin efteruddannelse i den slags, skrev for et par måneder siden og tilbød mig et par timer hos hende, og jeg takkede et kæmpemæssigt ja. Jeg har kun været hos hende en enkelt gang, men det var simpelthen så fint og inspirerende. Og det har bla. ført til at jeg nu er begyndt at føre en ‘bullet journal’ (som jeg ikke anede hvad er, men hvis man googler det, er det jo kæmpestort). Det går kort sagt ud på at have en familiebog med ugeplan, overblik, minder, ønsker og huskelister i een stor, semiorganiseret pærevælling. Og det fungerer skidegodt! Jeg får faktisk ro i maven over at der ikke er nogle uforudsete hændelser i løbet af ugen, at jeg ved hvad vi skal have at spise på Torsdag, hvad Niklas skal Lørdag osv, osv. Og når ugen er gået skal jeg så notere hvor i løbet af ugen der var kærlighed med børnene (hjerte), øer af ro med mig selv (peacetegn) og kærestetid med min mand (stjerne). So far, so genialos!

Jeg har også fået forbud mod at fremleje vores lejlighed på air bnb, indtil der er mere ro i overetagen hos mig.

Så altså. Små, vigtige skridt.

Dybest set ved jeg jo godt at jeg ikke vil egne mig som hjemmegående fuldtidsmor, selvom jeg ofte blir forelsket i tanken og drømmer om alle de Louisianature og legegrupper og familiebesøg vi ville praktisere (lol). Men jeg kan også mærke at jeg bliver glad af at gå på arbejde. Og jeg kan slet ikke forestille mig at skulle være sammen med mine børn på fuldtid (er det egentlig lidt trist?). Jeg tror vi ville dø af kedsomhed og at de ville savne deres venner fra børnehaven. Så ind til den gyldne mellemvej kommer dumpende i form af borgerløn, 20 timers arbejdsuger og børnehjørner på samtlige arbejdspladser, så går jeg altså lige på arbejde 8 timer i døgnet; Holder (ægte og uden skyld) fri med mine børn i 8 timer; Og sover i 8.

Det er da også en slags balance, ikke?

2. oktober 2018

Det (mor)somme liv

Long. Pink. Amazing.

Jeg sidder på en parkeringsplads i Frederiksværk med Otto og har lige lidt stille og rolig optur over mit liv.

I går kom jeg hjem til nogle søde børn og en helt ødelagt mand. Og jeg var overskudsagtig og krammede dem alle sammen og proppede min fellow voksne med flødeskumskager og gaver, da børnene sov. Det var rart for en gangs skyld at være dén. I morges stod jeg op kl. 6.15(!) med Otto og vi hyggede os faktisk ægte. Han er blevet stor nok til at man kan sidde og chille og tegne med ham og (næsten) forstå hvad han vil og ikke vil. For første gang i 3 år har jeg ikke en baby. Og – undskyld mig – men shit, hvor er det dejligt! Så sleb jeg en port ned og nu stikker vi af til sommerhuset. Boom.

Jeg glæder mig og har planer om at lave et genoldigt bål (i regnvejr. Tro på det ida) som vi steger pølser og laver pandekager på, mens vi drikker vin. Yes, ik? Det går lige.

God weekend:)

22. september 2018

Det (mor)somme liv

3 år.

I går havde Kurt fødselsdag. 3 år, Mulle. Og det bliver jo kun sjovere at have den lille godte i mit liv. Tænk at det er 3 år siden jeg ikke fattede, at sådan nogle mavekramper en uge inden termin måske kunne være veer (og i forlængelse deraf kravlede op ad en elevatorvæg på Rigshospitalet). I går holdt Niklas og jeg fri og overraskede ungerne med en tur i Den Blå Planet. Vi så en hammerhaj og en hel masse piratfisk og råflirtede med vores familie. Det var en god date. Jeg tror måske godt det kunne blive seriøst.

I morgen har Kurt noget med at dele ud i børnehaven (glemte det i dag.. wåps). Må jeg egentlig godt lige spørge om noget? De der fine små frugtfigurer, der i virkeligheden er en banan, men så ligner den en delfin? Eller en vandmelon der bare lige er skåret op, så det ligner et piratskib. Laver vi egentlig alle sammen dem? Eller er det bare lige min terminsgruppes “inspirationstråde” på facebook? Uanset hvad, smider Kurt og jeg 2 poser kanelgifler i puljen. Selvtak.

11. september 2018

Older Posts