Det (mor)somme liv

For tiden går mine aftener i selskab med Astrid Lindgren og Louise Hartung i deres drøn af en brevveksling “Jeg har også levet”, som Gyldendal udgav for et par måneder siden. Selvom jeg ikke er færdig med bogen endnu, blir jeg nødt til at anbefale. Den. Er. Fandme. God.

Hvorfor? Fordi den lærer min naive hjerne, at det at evne et venskab, går på tværs af tid og sted (bogen er skrevet i midt halvtredserne/start tresserne af to kvinder der er i midt fyrrerne). Men også at det er noget man gør meget forskelligt – Er venner, altså. Og de to kvinders evne til at rumme hinanden i et venskab, kan jeg virkelig lære af.

Bogen handler om personlige grænser og konflikter (Louise er ugengældt forelsket i Astrid), men den handler også om karriere, bossladyness, kreativitet og rejser. Og så er der alt det løse som dødsangst, familie og tanker om fremtiden (=vores nutid, fx. leger Astrid med tanken om, hvor vidunderligt det ville være hvis man en dag kunne sende hinanden beskeder med elektronisk kraft, så man slap for de evindelige breve – oh honey, du skulle bare vide!) Og det er så hyggeligt at falde i søvn til to hverdags-parallelle tankestrømme der mødes i fine universelle krøller, skænderier og kærlighedserklæringer. Så hermed også min: en stor anbefaling, til alle jer mine tankefulde internetveninder.

Forøvrigt – apropos internetveninder, så har Karoline jo gang i noget seriøs mobildetox, og jeg er hoppet med på denne uges udfordring, som er at indstille sin iPhone til skærmfri tid mellem 16-20, hvilket vil sige at alle apps er blokeret på min tlf, i det tidsrum, undtagen opkald-, sms- og kamera-funktionen. Det er min første dag, og effekten er _seriøst_ skræmmende. Det er er frygteligt at indrømme, men jeg har sgu leget med mine børn på en helt anden måde. Ej men, det er så flovt at skrive det højt. Vi var i gården i det gode vejr, og normalt ville jeg måske lige løbe en runde eller to med dem rundt og så ellers sætte mig over på en bænk (jep. Med min telefon. #junkie). Men nu kunne jeg ligesom ..kun.. lege. Så vi legede meget, meget længere og mere frit, fordi der bare ikke var – Ejmen jeg kan næsten ikke skrive det – muligheden for at sidde og skærme den. Det samme gjalt da de havde været i bad og da der nu ikke var en skærm i køkkenet at fortrække til (der når jeg “vasker op”), så kunne jeg jo ligesågodt lege med dem. Og så blev det faktisk en ægte grineren leg, hvor jeg faktisk var mor-som og vi alle tre var færdige af grin, fordi mine unger seriøst er genialt selskab.

Shit mand. Måske går det ikke helt ligeså godt, med min telefonafhængighed, som jeg går og bryster mig af…

Ellers er der ikke sket det store. Jeg har købt for 200 kr tomat- ærte- og rødbedefrø i Brugsen og om lidt skal der forspires the shit ud af dem. Jeg har udskudt at rede hår i cirka en uge. Ovnbagt en hella masse grøntsager. Og så har jeg været Herman Bang utro (igen! det er ikke godt – men oplæseren er elendig! Jeg KAN ikke mere. Undskyld, undskyld, Herman. Det er ikke dig. Det er …din oplæser), denne gang med Lone Frank i podcasten “Ingen elsker Lone Frank”. En videnskabelig podcast om kærlighed og hvad der sker når man mister. Den er også en anbefalelse værdig.

Og nu! Nu er Mandag allerede overstået. Og i morgen er det Tirsdag. Den Tirsdag som antiloperne spiser af. Og sådan er vi alle en del af hamsterhjulets store kredsløb.

Okay, shit. Godnat❤️

“Hver dag er en kamp!” svarede en af mine kvindelige kolleger i dag, da en anden spurgte ud i vores åbne kontor, hvem der ville med til et Kvindernes Internationale Kampdag gå-hjem-møde.  Det synes jeg sgu er ret sandt (og grineren), uanset hvor på (kvinde)livets vej, man nu befinder sig. I 2017 skrev jeg f.eks. om at være ufrivilligt strandet på dagpenge pga. nogle ikke så karriere-befordrende graviditeter. Sidste år handlede det tværtimod, om at famle sig ind på livet af et just landet drømmejob, som man er rigtig glad for, men også har psyko præstationsangststressargh! overfor.

Når jeg læser sidste års indlæg, tænker jeg at jeg kunne have skrevet det i går. Samtidig kan jeg se, at den hjertebanken jeg for alvor begyndte at mærke i brystet, i løbet af det sidste år, er blevet til et sommerhus. En deltidsstilling. Ti sessioner med en stresscoach. En afsked med instagram, som slugte alt, alt for meget af min tid i forhold til, hvad det gav igen. Så forhåbentligt har jeg flyttet mig, mere end jeg lige umiddelbart tror. I hvert fald sidder jeg her foran en pejs i mit sommerhus, og i dag på arbejdet har vi trykket “send” på noget jeg har arbejdet på i 2 mrd., og jeg har det faktisk ret optur over resultatet.

Samtidig har jeg, her 4 år inde i moderskabets galehus, gjort mig et par (indrømmet, lidt banale) tanker om hele det her mor-somme liv, som jeg tænker kan være mit 2019 Kampdags Note To Self. Og det er virkelig mest til mig selv. Jeg er virkelig ikke ude på at dømme nogen som helst. Eller det modsatte. Okay? Okay.

1 ) Parforholdsplejende eller ej, så er det sgu okay at Lolita lige dør hviler sig lidt. Det er okay at have så lange hår på benene, at Frodo ville være ”Woah” omkring det, at have konstant fedtet-hår-knold og at droppe bøjle-bh’er for good fordi ens hud åbenbart bare har ændret freaking celleopbygning af at lave børn og amme. Det er fandme okay at rende rundt med verdens fladeste strygebræt af et brystparti i en sølle bomuldstop. Hvor mange småbørnsfædre barberer ben og tager stramtsiddende, metalfyldt undertøj på som ingen alligevel ser? Nej vel. Flade bryster 4 life!

2 ) Det er okay at det eneste man kan overskue klokken 21, når ungerne endelig sover og køkkenet ikke længere ligner en kampscene, er at se Bedrag og Hammerslag og Bonderøven sæson en milliard.

3 ) Det er ikke okay at bruge en tredjedel af sit vågne liv på et socialt medie ejet af tech giganter og deres hær af psykologer, som holdt mig fast i benlås på noget, der – for mig –  helt ærligt mest af alt var et computerspil, der handlede om at score hjerter. Det gælder selvfølgelig ikke hvis man 1. kan styre det, eller 2. lever af det. Jeg kunne desværre ikke svare ja til nogle af de spørgsmål. Jeg er sgu for svag til de sociale medier. Og det stopper altså nu! Siden nytår har telefonen været ude af soveværelset og oftere og oftere ligger den i køkkenet, når jeg er hjemme. Der er stadigvæk lang vej igen, men jeg er sindssygt glad for de små skridt der endelig er blevet taget. Og for at jeg har lært min søn at sige ”Lad så være med at kigge på din dumme telefon, mor!”

4 ) Det er okay en gang imellem at købe tre kjoler på januarudsalg, fordi man skal til sommerbryllup og godt gad prøve at have noget andet, end den slidte Self Portrait kjole, man har haft på til de sidste fire fester. Og så står man pludselig der i en sen lykkerus, Torsdag aften i hjørnet af soveværelset i den smukkeste one shoulder dress og hører ’I’m every woman’ på sine shitty iPhone højtalere, fordi ungerne sover lige ved siden af. Ahh!

5 ) Det er okay aldrig nogensinde at tabe de sidste graviditetskilo igen.

6 ) Det er okay at sige nej til alle de mennesker, som giver en ondt i maven på folkeskolemåden. Jeg anerkender at det også er lidt rart at sidde og hælde salt i selvværdet, men det er fandme også en befrielse at klappe og vende ryggen til. Deres liv, er ikke mit! Og faktisk behøver de ikke engang at få min tid.

7 ) Det er okay at være lidt hverdagsalkoholiker på dåseøls-fyraftensmåden. Til gengæld tager vi jo ikke stoffer. Eller bliver skilt. Og et eller andet skal vi jo dulme det her familieliv med.

8 ) Det er okay at være lidt navlebeskuende i et par år eller fem. Lige om lidt er vi alligevel ude på den anden side, og så er de her egocentrerede småbørns-år bare et lille kapitel i den store bog.

Det er Søndag aften og jeg sidder ved tremmerne og en sovende Otto (kl. 18.54! det ville faktisk være passende, hvis nogen lige kom forbi med en medalje)

Vores weekend har været så god og parforholdsvenlig, at jeg nærmest tror at vi er blevet en slags kærester igen. Fredag aften spiste vi ungerne af og smed dem ind foran fjernsynet, så vi kunne spise fajitas med lime, kylling, ost, nachos, salsa, guacamole og koriander og øl ud over det hele. Haps. Da børnene sov så vi ‘Empire Records’ og spiste fastelavnsboller og drak GT (seriøst, den bedste throwback film! Den er på Netflix – Liv Tyler i mavekort angorastrik og AJ og 90’er grunge ungdomskultur fra dengang man selv gik rundt i TP Musik i Helsingør Centeret og købte The Cure og Pink Floyd og Tori Amos og bad til Gud om at møde Valdemar..).

Lørdag var sædvanlig weekend-på-4sal-kaos, indtil vi endelig fik vristet os fri af fjernsynets og vasketøjsbunkernes filtrede arme og udover et enkelt hyperventilerende panikanfald på vej ned ad trappen, gik det faktisk fint med at komme ud ad døren (Jeg måtte smide alt jeg havde i hænderne og det meste af mit tøj og lægge mig ned lige midt på afsatsen, som min stresscoach har lært mig (“Du blir fartblind nu, Ida. Når du kan mærke stressangsten kommer, så bare smid alt og læg dig ned. Læg. Dig. Ned” genklang det i min hjerne) så det gjorde jeg. Og det virkede faktisk okay). Drengene og jeg spillede fodbold med nogle tyske turister på Havnegade inden vi alle fire kørte vi nordpå for at se nogle venner. På vejen skete der set magiske at ungerne faldt i søvn og at vi derfor lige pludselig sad i uforsigtigt forårsagtigt solskinsvejr og 11 graders varme med udsigt til Bagsværd sø og spiste pariserbøf og salat. Vi lignede nogle fra en tinderreklame og det føltes så freaking godt at snakke til hinanden i andet end bydeform. Tiltrængt! Bagefter besøgte vi vores venner der lige har købt og istandsat det dejligste hus lige midt i et skovbryn. Savle savle over udsigt, køkkenalrum og kvadratmeter! Så hyggeligt. Vi sov der og var alle sammen lidt i himlen.

I dag har været søndag på den der herligt uorkestrerede måde hvor alt inkl. mit nyklippede, nyvaskede, orangerøde, halvkrøllede, fimsede pandehår har fået lov til at leve sit helt eget liv i fuld offentlighed, fordi fuckit, med det resultat at jeg seriøst er Sebastian lige nu. Jeg sværger. Den ene gang jeg så mig selv i spejlet fik jeg sporenstregs “Du er ikke alene” på hjernen og nu kan jeg ikke slippe af med den igen. Det er pandehåret og al den natur. Puha. Godt det er Mandag i morgen.

Kh – og håber at jeres weekend har været dejlig og fyldt med en masse forårsfornemmelser som vi sammen kan tude over, om lidt når isvinteren rammer.

Indtil da. Fortrøstningsfulde hilsner og godnat:)

Vi ser alt for meget Løvernes Konge herhjemme. Det startede stille og roligt, men nu er vi alle sammen blevet hooked. Vi ser filmen, hører musikken og ser “making of the movie” på Youtube og tegner Scar, Simba og Zazu… Den er bedre end jeg husker og jeg vil vove pelsen og sige at den faktisk har gjort noget okay for min dødsangst. Men. Mine børn er 2 og 3,5. Dont even say it. For jeg ved jo godt, at der er alt, alt for langt op til filmens 7 års aldersgrænse. Lige pludselig så vi den bare – og så var det først bagefter vi tænkte, at det jo nok er for tidligt at introducere døden for dem. Men den ER der jo. Den skide død. Selvom mine børn indtil nu har været skånet for dødsfald i familien, så er mormors kat død og i kattehimlen. Hvis man går ud foran en bil dør man. Man kan også dø hvis man falder havnen og drukner. Alt det snakker vi jo om. Kurt spørger tit hvad man kan dø af. Og selvom han endnu ikke ved at vi alle sammen skal dø på et tidspunkt (tænker jeg trods alt er lidt hardcore at introducere:)), overvejer jeg også om det måske er okay, at man sugarcoater døden og pakker den ind i en tegnefilm?

Vi spoler over de uhyggeligste og sørgeligste scener, men jeg pendler mellem at tænke, at han alligevel ikke fatter hvad noget af det hele betyder og så at det hele ryger lige ind i hans stakkels lille underbevidsthed. Han er limet til skærmen når vi ser Hakuna Matata, Rafiki og stjernehimlen og alt med Zazu. Men al snak om faren der lever videre i ham og om ansvar og at finde sin plads i livet… selvom jeg gerne vil tro at det ryger direkte ind på hans følelsesmæssige intelligens og selvbillede, så tvivler jeg helt ærligt på hvor meget af det han forstår. Og hvor meget der mest af alt bare sætter sig i diffuse indtryk, som dem jeg selv husker fra min barndoms film.

Hvornår er man stor nok til at hilse på døden – selv i disneyficeret form? Eller …er man netop så lille at man alligevel ikke forstår det og så er det ligemeget og trods alt bedre end en pumpet Paw Patrol børneactionfilm? Puha. Jeg er ikke børnepsykolog – og det er måske meget godt.

Kh en forvirret mor der måske/måske ikke lige har scarred sine børn for livet.

PS. Jeg skal nok lade være med at tage mine børn med, men er du svimmel, hvor jeg glæder mig til at se den her til sommer

Men åh, hvor har det dog været rart med en Mandag. Bare lige stille og roligt op kl. 6.40, drikke kaffe og spise morgenmad, i flyverdragter, cykle 7.45, aflevere ved bus kl. 8.00, vinkevinke, aflevere ved vuggestue kl. 8.30, krammekramme, køre på arbejde, drikke to kopper kaffe, hyggesnakke, holde møde, spise frokost, tjekke mail, holde møde, snakke, cykle til vuggestue, hente frisk dreng, cykle til børnehavebus, facetime med mormor, hente træt dreng, cykle hjem, tegne med Otto, skælde ud på Kurt, drikke kakao, lave mad, spise mad, og lige pludselig ud af det blå siger Kurt alle mulige søde, kloge ting om hvordan man skal opføre sig, ungerne i bad, rydde køkken op og høre Mads og monopolet, lege med søde, glade børn, læse godnathistorie, putte, se Alene i Vildmarken, børste tænder kl. 21.45, læse til kl. 22.30. Sove. Og så forfra i morgen.

Sådan en her dag er jo faktisk ret optur. Og i forhold til weekenden: A piece of motherfucking cake.

I weekenden har vores børn hævet overliggeren for måder at drive os til vanvid på med ca. 200%. Next level shit, mand. Jeg er ved at blive sindssyg af konflikter, bandeord (er det normalt at 3-årige siger “Fuck” i hver anden sætning? (don’t answer that)), manisk opstemthed, rod, vægge der bliver tegnet på, tøj der bliver kastet, mad der bliver ignoreret og kampe der skal tages gang på gang på gang. Seriøst. Shit Pis. Crap.

På vej op ad trappen i dag, gik de i gang med deres sædvanlige skitzofrene stuntnummer-duet, hvor de skiftevis griner og løber op og ned, kaster sig grædende i jorden, slås om stikkontakterne, mens de råber som om der er gået ild i den flyverdragt de flår af, mens de vælter rundt på trappetrinene. Jeg messede “vi flytter i hus vi flytter i hus vi flytter i hus vi flytter i hus” for mig selv (og mine stakkels naboer) hele vejen op på 4. sal. Og nu sidder jeg så her. Og slikker mine sår på boligsiden.dk og leder efter huse på Amager. Argh! Jeg gider ikke det her voksenliv! Hvornår fanden skete det lige? Hvornår blev det mig der skal have styr på det her shit? Og hvordan fanden i fucking helvede skal man kunne få et parforhold til at fungere under de her vanvittige vilkår? I går gik vi tur med iskold luft imellem os, fordi vi bare ikke kunne få lov til at få taget det skænderi der sad på tværs i mellem os. Fordi der var børn foran os hele freaking tiden. Og så må man bare brænde inde og lade som om. Og sidde der på en fancy Kbh K cafe som en anden fancy Kbh K kliché. Med smarte stramme bukser, silkeskjorte og ligne noget fra Arket og drikke overpriced flat white uden at kunne sige eet eneste ord af bar indebrændthed fordi det bare ikke er alle følelser man kan fast forwarde henover. Gik hjem med fancypancy bregneplante under armen og en mand der måtte gå 3 meter foran af bar irritation og det var først da børnene endelig sov og vi sad i sofaen, at vores hænder fandt hinanden og vi, helt uden at sige et ord, kunne konstatere, at vi faktisk ikke engang var uvenner. Vi var bare forældre. … Fuck.

– er min nye guilty pleasure next level: Olivenolie, salt og hvidt brød. Kan. Ik. Styre. Det.

– Kan jeg ikke komme over The Girl Shop. Min kollega tippede mig om hjemmesiden i sidste uge og den har ætset sig fast. Tjek den ud.

– rørte jeg ved en kvælerslange i dag. Og så cirka 100 hammerhajer ude i Den Blå Planet. Drengene og jeg tog alene derud, mens Niklas fik lidt alenetid. Det trænger han vist til.

– kan jeg umuligt være den eneste der er ret træt af at man for at forlade Den Blå Planet, skal gå igennem et plasticinferno aka deres museumsbutik. Deres miljø-pledges klinger lidt hult i de 20 minutter man bruger på at overbevise sin overtrætte 3-årige om, at man ikke skal have en made in china nylonmuræne med hjem.

– har jeg fødselsdag på Onsdag. 34 år. På en Onsdag. I januar. Hvis ikke det er gråt-i-gråt, så ved jeg ikke hvad er.

– topper jeg ovenstående af med at ønske mig en kompostbeholder i fødselsdagsgave #helloooSEXÆY

– var jeg i byen med min gode, gamle veninde i Fredags. Og vi snakkede med søde mænd og damer og havde løst hår og nogle meget stramme bukser på. Det kan også noget.

– Er jeg kun nået halvvejs igennem Wuthering Heights. Den er okay, men sgu ikke lige så nem som jeg havde håbet på. Så den er jeg pt ret meget utro med både Line Knutzons “Camille Clouds Brevkasse” og Søren Ryges “Haveglæde”. Lol.

– kan jeg (måske lidt i forlængelse af det her indlæg) virkelig anbefale teaterstykket “med mig selv i mine egne arme” som handler om at være eller ikke at være mor og som spiller på Østerbro Teater frem til 2. feb. Jeg har altid været vild med Christina Hagen, som har skrevet monologen, mens skuespiller Ida Cæcilie er et nyt – og pissefedt – bekendtskab.

– glæder jeg mig helt åndssvagt til min vinterferie, som jeg slet ikke har råd til, her om 2 uger. Knap en uge på langrend i Norge med min far og Kurt. Åh, hvor blir det dog godt.

– bad mit modelbureau mig om nye poler i Fredags og i weekenden kunne jeg så med ro i sindet, konstatere at mit selfiegame stadigvæk er freaking strong.