I forrige uge gik jeg på barsel for fjerde (og sidste – og den her gang mener jeg det – gang).
Sidst, jeg var på barsel, var i en lejlighed på 4. sal midt i København. Nu er sofaen rykket ud til en forstad, hvor jeg sidder og kigger ud på Dragør Strandenge, som ligger under en tynd, blå stribe Øresund. For enden af haven bag mig, er der en havelåge og hvis man fortsætter tyve meter ud af den, går man ind i ungernes SFO. Selvom der er mange ting jeg savner ved at bo i byen, så giver det en absurd og meget særlig ro, at det er blevet sådan – og at jeg lige nu kan høre deres stemmer fra legepladsen.
Barsel før fødsel = tid til at tænke. Ud over at se ‘Prinsesser fra blokken – 8 år senere’ (kæmpe anbefaling<3), ‘Demenskoret’ på DR, The Bear og GVFB (shit, ser I andre lige så meget fjernsyn som mig?!) på iPad mens jeg leger Sisyfos med bunken af vasketøj, så tænker jeg stadigvæk en hel del på hvorfor jeg åbenbart har brug for et indvendigt overtryk for at være kreativ.
Det var let at skrive – Faktisk umuligt at lade være – da jeg for et par år siden, hvor jeg følte at hele mit liv sejlede. Jeg var ikke landet godt i mit arbejdsliv, og havde samtidig kæmpe krise i mit kærlighedsliv, da vores yngste var 4 og det føltes som om vi lige havde gennemført det vildeste ultraløb. Nu er jeg landet godt på både min arbejdsplads og det hele er ret harmonisk, og det er åbenbart nærmest umuligt for mig, at skrive fra dette lykkelige sted. Så hver dag sidder jeg trofast ved brønden (aka tastaturet) og hiver småbitte sætninger op, som jeg håber en dag vil samle sig og blive til mere.
I sidste uge var jeg i Brøg og høre Emma Rosenzweig fortælle om hendes debutroman. Hun var så reflekteret og nede på jorden (noget af det bedste ved at gå til arrangementer med folk jeg kun kender fra (sociale) medier, er at få punkteret mine egne usikkerheder og fordomme om dem!)
Hver gang jeg er til forfattersamtaler spørger jeg om, hvordan det har været, at skrive bogen, de fortæller om. Det er sjovt efterhånden at have opbygget et helt lille kartotek af meget forskellige svar. Katrine Marie Guldager svarede, at det for hende altid startede med hovedpersonen; At hvis hun virkelig har skrevet en god, troværdig fortællerstemme frem, så kan hun gøre nærmest hvad som helst bagefter. Liv Nimand Duvå fortalte om at blive hæmmet af angst for at såre folk omkring sig med sit materiale, og at man på forfatterskolen lærer at skrive, men ikke at udkomme. Derfor er hver skrift en kamp som man må tage bog for bog. Emma Rosenzweig sagde at hun kun kendte én forfatter som rent faktisk nød at skrive – Det er sjovt, hvordan noget så svært som at skrive, også kan være så livsnødvendigt, at man ikke kan lade være.
I morgen skal vi fejre at min ældste bliver 9 år og om et par uger har jeg forhåbentligt født min yngste. Livet er vildt nok i sig selv. Måske er det fint nok bare at passe min kruspersille lige nu. Måske går det nok at der ikke vælter parallelverdener ud af ærmet.
Kh Ida
PS. Billedet er fra i forgårs, hvor to magiske engle aka et par af mine bedste veninder og gamle studiekammerater, pludselig stod foran min hoveddør med blomster, pap, backdrop, kage, ble-halskæder, brød og kaffe og derefter forvandlede min stue til et fotostudie og tilmed gad at snakke om fødsler (note: Dem er der ikke mange tilbage af, nu hvor det efterhånden er ti år siden de fleste af mine venner fik børn) og massere mine fødder. Åh, en lykke! Som Frida Kahlo (næsten) sagde: Fødder, hvad skal jeg bruge jer til, når jeg har veninder at flyve væk på?
