Browsing Category

Det MORsomme liv

En dag finder jeg måske svaret.

Det er meningen jeg skal ud og have drinks med en veninde om et kvarter. Og her sidder jeg i mørket og putter og er alt andet end festlig. Jeg har det som om alle mine venskaber flyder væk fra mig, mens jeg sidder her. Lænket til tremmesengen på 4. år i træk. Lige da jeg så baren for enden af tunellen, blev jeg slået hjem af Otto og da Kurt var 9 mrd startede det forfra med en ny graviditet.

Det er ikke fordi jeg ønsker det skulle være anderledes. Det er bare fordi det er hårdt. Og svært at give slip på den man var. Den glade, friske type. Som fx. kan huske hvilket postnr hun bor i. Og sine børns personnumre. Og hvem hun har aftaler med hvornår. Og som ikke altid – altid – får lyst til at udskyde de aftaler i allersidste sekund.

Jeg har stadigvæk ikke forstået hvordan de rigtigt voksne vil have, at man skal være nærværende mor, når man lige har været nærværende kollega i otte timer. Og kok i en halv. Og hvis man så skal til at være nærværende drinks-og-rød-læbestift-veninde efter man har været nærværende aftenputte-mor.

Hvordan? Hvordan? Hvordan?

Ugens citat #2

Mit eget barn var simpelthen ikke særlig sjovt i denne uge, men det var min venindes. Så det er altså Vera fra Århus der er denne uges vise lollert.

Det er meget sandsynligt at det bare er mig, der i min manglende sociale omgang med andre voksne, synes det her er sjovt. I så fald, undskyld.

Men stadigvæk. Helt seriøst. Børn for president.

Computerspil

Og jeg spillede altså seriøst meget Keen som barn

Kan I huske der i The Beach, hvor Leo løber rundt ude i junglen i et computerspil?

Det er mig på barsel.

I Fredags havde jeg et møde* kl. 11.00. Sådan her gik det med at nå derhen.

Jeg står op og tager mit pæneste, nystrøgede tøj på og har god tid til at komme ud af døren. Klokken 10.10 vågner baby. Og er sulten. Amme en enkelt gang. Løbe ned af bagtrappe med baby, skrald og blepose. Få Kærestepoint (hjerte). Smide skrald og blepose (ikke baby og ikke nøgler i hånd) ud i container. Placere baby i vogn, låse gigantisk abus lås op, løbe til metro. Tage elevator ned, tjekke ind. Lægge rejsekort i lift, så jeg husker at tjekke ud, men også diskret så det ikke blir stjålet. Få Ammehjernepoint (hjerne). Hvor skal jeg egentlig hen? Flintholm. OK. Baby brokker sig. Baby i vikle. Smile, dikke. Få Babypoint (babykluk). Ud af metro på Flintholm. Ind i elevator. Få voksen-skæld-ud i elevator af gammel dame, over barnevogn. Skælde gammel dame tilbage. Give sig selv indre highfive. Få Integritetspoint (knuckles). Ind i S-tog.

Baby er stadigvæk sulten. Analysere om man kan nå at amme på 5 stop. Amme diskret. Få Babypoint (gylpklat) Skrive kækt og overskudsagtigt til forlagsmand. “Tror jeg blir lidt forsinket:)” Fuck, det er Ryparken næste gang! Baby i barnevogn. Ud af S-tog. Baby har skidt. Mødet starter nu. Miste 50 Voksenpoint (buhråb). Skifte ble på Ryparken station i regnvejr. Få lort på hånden. Lede efter håndsprit. Ikke finde håndsprit. Tørre lort af med Kongens Sløjd dynebetræk. Hvordan fanden i helvede krydser man Lyngbyvej?! Tjekke Google Maps. Løbe ned ad smadret barnevognsrampe til viadukten under Lyngbyvej. Løbe under Lyngbyvej. Skubbe barnevogn op ad smadret barnevognsrampe fra viadukten under Lyngbyvej. Få træningspoint (sved)

Gå sukkerkold. Vælge mellem: Banan og få hjernepoint men til gengæld miste tidspoint? Skrælle banan, spise banan, smide bananskræl i hæk. Det begynder at regne. Løbe gennem haveforening. Få øje på en hestetransport og være fucking stedforvirret. Få øje på meget moderne pige på cykel med bluetooth hovedtelefoner. Tænke at man så nok alligevel er på rette vej. Dreje af. Få Ammehjernepoint (hjerne).

Sover baby? Yes? YES! Få 100 Voksenpoint (klapsalve) Det regner meget. Løbe hurtigt. Blodsukker daler. Få øje på bygning. Adrenalin stiger. Løbe ind i bygning. Slå telefon på lydløs. Få barnevogn ind i minielevator. Køre op på 2. Melde ankomst i reception. Bane slut.

Computerspil

*når voksne mennesker mødes og snakker sammen.

6 råd, som har gjort livet med små børn meget dejligere for mig

Jeg har aldrig rigtig forstået mig på børn, opdragelse og den slags. Det har ikke sagt mig det store, og efter jeg har fået børn, hører jeg nok stadigvæk til ovre i den afslappede forældrekategori. 

Her et par tricks jeg har samlet op gennem tiden. De er måske banale, men jeg bruger dem hver dag, mens jeg famler mig vej igennem børnefamilielivets skovbryn.

De kommer her. 

1. Med mindre der er en god grund til at sige nej, så sig ja / Hvad-er-det-værste-der-kan-ske-reglen 

Det var min fars motto gennem min barndom. Og selvom det nogle gange blev lidt ekstremt (ikke alle 10-årige behøver nødvendigvis at kunne betjene en motorsav eller at kravle rundt oppe i vindmøller), så kan jeg godt lide tanken: At man skal have en god grund til at sige nej, og at man grundlæggende har jahat på overfor sit barn og alle dets tossede idéer.

Sidder barnet f.eks. og har det lol og pop over 3 tomme coladåser så tænk: Hvad er det værste der kan ske? Kan han blive kvalt? Brændt? Få skåret fingrene af? Nej vel. Kan han drikke 2 dråber cola og mærke at hullet er lidt skarpt i kanten? Kanon! Godkendt. Weiter gehen!

2. Børn er kun til låns / Lineal-reglen

Den her tænker jeg rigtig, rigtig tit på når jeg har en(dnu en) evighedsputteseance og sidder ved tremmesengen og drømmer mig tilbage til 20’ernes frihed med lambrusco, bytyre på Chokoladefabriken (go-to sted nr 1 i Århus, da den her mamasita var ung) og uendeligt lange weekender, hvor det eneste man skulle, var at pleje sine tømmermænd og knalde spise brunch i sengen.

Hvis vi er heldige har vi ca. 100 år at rutte med her på jorden, ikke?Forestil dig en lineal på 1 meter. Hver centimeter = 1 år. Med mine 32 år er jeg altså godt 1/3 gennem løjerne. De næste 3-5 centimeter er den tid mine børn er små og putteagtige. Seriøst. Det er jo ingenting! En lille bitte tegning i det store billede. En lille boble, som jeg en dag vil sidde og drømme mig tilbage til, med præcis samme længsel, som jeg for tiden sukker efter frihed og dans på bordene med.

Børn er nogle vi låner, indtil de lige pludselig en dag er blevet deres egne.

3. Et barn vil allerhelst bare være en del af flokken / Forsker-reglen

Har jeg lært af min mor, og bruger jeg f.eks. når jeg skal lave aftensmad og Kurt er mega opmærksomhedskrævende. De gange jeg har sat mig ned og leget med ham, blir jeg oftest bare indebrændt og vi får ikke aftensmad. Men når jeg i stedet sætter ham op ved køkkenbordet og gir ham en sløv smørekniv og en gulerod og viser ham at jeg stoler på ham, og giver ham ansvar i en helt begrænset opgave, så sidder han jo faktisk bare og hjælper mig med at lave aftensmad. Og det er – mærkeligt nok – det han helst vil: At sidde som en lille forsker og undersøge vores (og hans) liv og hverdag, én åndet dimsedut ad gangen. For mig er det bedste ved at have fået børn faktisk at se ham kopiere os voksne i al stilfærdighed. Jeg får så meget respekt for hans udvikling når han bare sidder og koncentrerer sig med en kartoffelskræller og er med. 

4. Arbejd dig ud af stressen / Det-skal-ikke-være-godt-det-skal-være-færdigt-reglen / TILFØJELSE: (nu har jeg nemlig fundet det helt rigtige navn) Husk-at-sjusk-reglen

Lidt misvisende navn på den her regel, da hovedpointen faktisk er at det er okay at gøre tingene halvt. Så længe man bare gør noget

Ammehjernen er en sælsom størrelse. Alle de tanker der flyver rundt, mens man sidder helt handlingslammet med en baby på armen. Det må man acceptere. Samtidig må man acceptere, at man ikke nødvendigvis når at færdiggøre noget som helst, i de der små mellemrumslure barnet tager i begyndelsen (i hvert fald ikke hvis man også skal nå at vaske hår, stene og slappe lidt af – og det skal man altså). Så bare gør tingene halvt. Og gør dem dårligt. Mange bække små, du ved. Støvsug et enkelt rum ad gangen (den kan forøvrigt fint lige tage de værste krummer på bordet, nu man er der, jævnfør regel 6). Skal man have skrevet en svær mail, så skriv en kladde. Sæt en hurtig uldvask over. Tag løbesko på (måske gider du løbe om en time, og så er skoene i hvert fald på). Smid hele den spredte tøjbunke ned i vasketøjskurven. En enkelt solhilsen er også yoga. Bare husk: Du må godt lave sjusk. Det kan have sin særegne charme at lave lave mad med benspændet: Du har 2 løg, en halv pose gamle gulerødder, nogle fiskepinde og et hoved spidskål. Og du har et kvarter til at lave noget mad ud af det. Kør! 

5. Børn kan det man tror de kan / Tro-på-det-reglen 

Den her er den sværeste regel. Den handler nemlig om at tro på det. Tro på at man er den største, klogeste og stærkeste. Og at man derfor er den der bestemmer. Jeg har lært den af en veninde, og man må også godt sige det højt (mest til sig selv). Ahem: “Nu skal du sove” [barn flipper skråt ud] “Nå, det siger du? Men jeg er større, stærkere og klogere end dig og derfor er det mig der bestemmer”. 

Barnet tror at det vil have is/syltetøj/iPad/whatever. Men i virkeligheden vil det faktisk mega gerne i seng. Det blir så glad, når man så putter det og læser bog og aer. Udenpå råber og skriger det selvfølgelig som om du kastede glødende kul efter det. Men indeni er det roligt og trygt, fordi det ved at der er en voksen, der kender dets behov bedre end det selv gør. 

Men altså. Sygt svær regel. 

6. Clean as you go / Så-lærte-man-da-noget-af-at-arbejde-et-halvt-år-på-Mc’en-reglen 

Som 21-årig slog jeg mine folder på Mc. Donalds på Hovedbanegården. Der måtte man aldrig forlade et sted, uden lige at scanne det man forlod for affald eller snavs. Bære papkrus med, lige tørre bordet, fjerne en fedtfinger eller hvad det nu kunne være. Alt tæller og intet er for småt. 

Det var også her jeg lærte at overhøre stive teenageres tilråb, når deres big mac menu ikke lige var klar, i samme sekund vi åbnede klokken 5.30: “Hey Røde, tag dig fucking sammen!” Men jeg tænker – trods alt – at der lige går et par år, før dét blir aktuelt…


Kære Julie Andem. Vil du ikke køre moderskabet en tur igennem din SKAM maskine?

De her dage, drukner mange kommentarspor i ønsker om en SKAM Sæson 5. Det sker selvfølgelig ovenpå den mere end fine sæsonafslutning i Fredags. Men kære Julie, vil du ikke nok lade være med at lave en sæson 5? Vil du ikke i stedet tage på den vildeste daseferie og drikke et stillehav af Singapore sling?

Og når du så er færdig med at være fuld og sove, vil du så ikke please lave en TV-serie om at blive mor? SKAM men med en mødregruppe i hovedrollerne. Hvor vi får lov til at se hvor fucked up sindssygt det er at blive forældre.

I dag hjalp damen i Vester Kopi mig med at få printet mine hjemmetagede pasbilleder. Og jeg var som sædvanligt lige ved at græde. Og billederne blev afvist oppe på Borgerservice, så jeg endte med at sidde i Japan Foto og amme på en af de der hæslige, lalleglade lortebørnemøbler fra IKEA. skamDér. Der sad jeg. Og prøvede at lade være med at græde. Fordi jeg så alligevel skulle betale 99 kr, som vi bare slet ikke har, for 4 åndssvage pasfotos.

I serien kunne man måske også se, hvordan man ligger og kører krummer, støv, havregrød og indtørrede madrester rundt med barnets vaskeklud aften efter aften, for at få gulvet til at se nogenlunde rent ud. Hvordan ens telefon forvandler sig til et eskapistisk rabbithole fyldt med social anerkendelse og tiltrængt vokseninteraktion. Hvordan hele verden forsvinder når ens baby smiler sit store lykkelige, tandløse smil.

Det her er bare min situation, men der kunne også være en mor til et sygt barn som shufflede ind og ud af Riget. En mor med en fødselsdepression. Der kunne være en mor, som arbejdede kort efter fødslen, en der fik stress, en alenemor…

Jeg trænger bare til noget ægte, virkelighedstro fiktion om det med at blive og være mor. Ikke de der DR2 programmer med journalister og skuespillere der sidder parvis i en sofa og griner og snakker om hvor hårdt det er, med rød neglelak. Ikke det der perfect imperfection pis. Med ufarlige bekendelser om frysepizzaer til aftensmad, som Mie beskriver det (læs hele hendes indlæg om junkfood som cool identitetsmarkører her – hun beskriver det uendeligt godt).

Mine spejlneuroner har en kæmpe fest, når jeg læser med på blogs. Jeg er så glad for at så utrolig mange forskellige, velformulerede mødre orker at blogge. Men det kan være svært at skelne i autofiktion, for det er jo en redigeret virkelighed vi udgiver: Selvom jeg har været ved at græde hele dagen i dag, og tydeligvis ikke kan finde ud af at vaske mit gulv, så er jeg ikke i tvivl om at jeg har de sødeste og gladeste børn i verden. Som snakker nonstop, peger, smiler, slår kolbøtter og har et godt liv. Og jeg har også gode barselsdage med latte og latter. Det er bare så sjældent dér jeg har behov for at tømme mit hjerte ned i min blog.

I sidste uge blev en af de ærligste bloggere jeg læser, Lortemor, meldt til sin kommune af 3 anonyme læsere. Det er både hæsligt og tankevækkende at det sker. Det ultimative tegn på at det perfekte mediebillede af moderskabet er alt for dominerende, må være når helt ærlige, rå, bekymrede, triste, kærlige tekster bliver tolket som omsorgssvigt.

Så kære Julie Andem. Vil du ikke lige køre moderskabet en tur igennem din SKAM-maskine? Jeg tror vi har brug for det.

 

Det ville jeg godt have vidst om at være gravid…

– at det ikke bare sådan lige er noget man blir. Det er MEGA røv heldigt og et gigantisk verdensvidunder hver eneste gang det lykkes en lille sædcelle at finde vej op til vores spejlæg. Og alle der påstår andet lyver. Jeg var 9 mrd om at blive gravid med Kurt. Og selvom det ikke engang var særlig lang tid, følte jeg mig så ene og alene i verden, fordi alle andre så ud til bare lige *hovsa* at blive gravide med alle deres skide lykkelige scanningsbilleder på Facebook. Åh!

– at når det er sagt, kan man så åbenbart godt blive gravid selvom man ammer, sover sammen med en baby og nærmest aldrig orker at knalde, 9 måneder efter man har født. Wåps.

– at kroppen optimalt set skal bruge mere end ovenstående 9 mrd, før man blir gravid igen. Kæft, jeg synes det mit kadaver knager den her gang.

– at åresprængninger. Faktisk bare åresprængninger. Over ALT på mine ben. Seriøst, hvad sker der!? Skrid!!

– at man får lyst til at spise hele tiden. Rosiner, chips, kiks, kolde ris, juice, rugbrød, pærebananyoghurt, nasty pølsepose risengrød… You name it, I’ll eat it! Og dem der siger at man ikke har plads til særlig meget mad i maven pga babyen, de lyver forøvrigt også.

– at alt der har med fordøjelse at gøre i den grad får sine 15 minutes of fame, mens man er gravid. Jeg har fået et helt nyt forhold til mit tarmsystem. Især når det lige tager til genmæle på offentlige toiletter. Hej heeej…

– at man (apropos lorteoplevelser) for alt i verden aldrig skal tage til scanning hos ‘Copenhagen Fertility Center’. Vi tog en tidlig scanning derude, og i samme sekund som vi fik at vide at fosteret ikke havde nogen hjertelyd, blev døren flået op af en 25-årig som trampede tværs gennem lokalet og afbrød vores læge med et “Hvem har du herinde?!” efterfulgt af en lang monolog om at lægen havde glemt at notere at vi var kommet. Jeg ku skrive så meget mere, men vil nøjes med: Don’t go there!

– at selvom den her graviditet måske ikke var lige så planlagt som Kurt, så blev vi grundlykkelige, da vi en uge senere (på en anden ultralydsklinik) fik øje på et lille sorthvidt hjerte som dansede for os.

– at man nærmest ikke behøver noget graviditetstøj. Seriøst, skal vi ikke snart slappe lidt af med alt det overforbrug af tøj? Nogle lange  toppe, et enkelt par gravidbukser og et par gode kjoler med stretch har fået mig mere end fint igennem de sidste 35 uger.

– at Ali Wongs ‘Baby Cobra’ show på Netflix eksisterer. Jeg græd af grin. Flere gange. Se den!

– at B som i Boxershorts. Min kærestes. Jeg er nemlig vokset ud af mine egne. Ha!

Småt brændbart. Oppa 34+2 style

– Tog lige en 3 timers lur på sofaen her i aftes og kan nu -kl. 00.44- ikke sove. Flot Ida.

– Elsker alt Christina Hagen sagde om forskellen på at bo i Jylland vs København i weekendens Information. Noget jeg først opdagede da jeg flyttede tilbage til Kbh, efter knap 10 år i Jylland, er hvor produktiv jeg var, da jeg boede derovre. Her kommer jeg hurtigt til at gå lidt for meget op i hvad alle andre mener. I Århus er der på alle måder, meget mere ro på og plads til udfoldelse. Det kan jeg altså godt savne. Og så: Et helt stille søndagsstrøg.

– “Jungle” af Christina Hagen skal være min første barselsbog. Det trænger jeg til: Lidt mere op-i-røven, lidt mindre Proenza Shouler.

– Mig når min kæreste spiller hellig, hvis jeg en enkelt gang imellem glemmer min cykelhjelm. Det jeg vil kalde typisk 1-year-in-behavior. Vi kan jo snakkes ved om 8 år, når du også seriøst overvejer om du gider tage hjelmen af, inden du går ind og handler.

– Jeg har officielt taget 20 kg på i min graviditet. Og der er stadigvæk 6 uger tilbage. Super.

– I går morges havde vi lyntravlt og jeg troede, at jeg lige kunne skifte Kurts tisseble on-the-fly. Det endte med at et par bæindsmurte baller satte sig lige midt på min rene, prikkede Stine Goya beklædte mave. Rorschach test mæssigt spår jeg ham til at blive en skidegod storebror.

– På Fredag skal vi til Strynø. Jeg glæder mig så meget til at komme ned til alle vintergækkerne og høre noget opera, drikke et glas cava og gå i sauna med min 85-årige farmor.

– Kurt siger nu Tog, habegrø (havregrød – messes fra kl. 6.00 mens man ivrigt peger mod køkkenet), mad, mor, hund, grake (gravko), muh, ko, rugbrød, bold, av, varm, bum, hov og diller.

– Godnat. Seriøst.