Den er der bare stadigvæk. Den der lille bitte irriterende, insisterende lyst til at flytte ned på jorden. Og bare lidt væk fra turisterne, bilerne og asfalten. Hver eneste eftermiddag at kunne lukke ungerne ud i en fed kliché af en altid tilgængelig have. …Pis. Vi har en attraktiv lejlighed og i et halvt år har vi haft vores vildt dejlige sommerhus i Liseleje. Hver 3-4 weekend pakker vi taskerne og tager derop i bilen og den følelse af at sidde i bilen på vej op i vores hus er fandme priceless. Det er så fedt. Så overdrevet priviligeret, at jeg skammer mig over det her dilemma: Helt ærligt har jeg svært ved at forestille mig at weekenderne bliver lige så afslappende i et hus, man bor i hele tiden som de gør, når man vekselvirker mellem by og land.
Samtidig må jeg bare erkende at det faktisk er mere omstændigt at komme afsted til sommerhuset, end jeg lige havde regnet med – Både det faktum at knap to dage hver 3. uge simpelthen ikke er nok til at dække det havebehov jeg kan mærke spire i mig. Men især nedpakning af sommerhuset om søndagen got me like [indsæt Beyonce med sindssygt ansigtsudtryk og løftede øjenbryn] med to vilde unger og tømning af køleskab og efter en times køretur at skulle slæbe 2 fyldte ikeaposer og et par tasker (jamen jeg fatter det heller ikke!) med mad, tøj og håndklæder op til 4. sal kl. 15 søndag eftermiddag. Det er sgu… ja. Det er ikke kun pure sommerhusbliss i hvert fald.
Og så sendte min mand mig lige et lille vidunderligt hus på Amager, bare en cykeltur fra stranden. Tæt på metroen. Med den dejligste gamle have. Kunne man mon sætte sig der? Lige midt mellem to stole og faktisk få fuglefløjt og bybehov til at gå nogenlunde op i en højere enhed? Eller ville man bare føle sig låst i eet stort gråmeleret kompromis som vi om 5 år vil slå os selv i hovederne over? Og fortryde at vi gav slip på en drømmelejlighed lige inde midt i alle de dejlige, kulturelle muligheder og tilbud vi pt, med en 2- og 3,5 årig, har lige præcis nul procent til overs for. Hvad med lige om lidt når ungerne har travlt med alt muligt andet end os og vi endelig får tid til at gå ud igen? Så sad man dér i et stort hus ude bag ligusterhækken, og ku drømme sig tilbage til sin billige andel på Gammelholm som vi aldrig nogensinde kommer i nærheden af igen, hvis vi først giver slip. Eller ville vi til den tid have fået skabt os et kreativt hjem med en masse muligheder, jeg slet ikke kan forestille mig endnu, og en omgangskreds som gør, at vi ikke ville have lyst til at være andre steder, end lige præcis dér? Er det i virkeligheden nogle forældede behov for at kunne gå ud, jeg slet ikke ved om bliver relevante i en fremtid, jeg ikke kender? Argh!!
Alternativet er jo at blive her. Midt i byen. Halvtreds meter fra et havnebad. 5 minutters gåtur fra Kgs Nytorv og Kongens Have. Med en dejlig grøn gård fyldt med jævnaldrende unger, herlige naboer og måske endda en mulighed for at købe et uudnyttet loftsrum lige ovenpå og udvide med et par værelser og en smuk trappe. Og så i øvrigt kunne beholde vores helt vidunderlige sommerhus (ikke en mulighed, hvis vi køber hus – og jeg føler mig slet ikke færdig med Liseleje endnu) og kunne se frem til at sende vores børn i en folkeskole med godt ry, herinde i byen, lade dem vokse op på stenbroen med alt hvad det indebærer af mangfoldighed, trafik, støj og kultur?
Selvom det her må være I-landsproblemet to end all I-landsproblemer, er jeg splittet i anden potens over det.
Og jeg tvivler på jeg nogensinde finder svaret.
