Browsing Category

Familieliv

Familieliv, Tanker

Feberramte børn og noget med tid og hvem man giver den til.

I går var Otto så syg at jeg måtte blive hjemme med ham. Efter et par timer ringede de fra Kurts børnehave og sagde at han også var syg og ked af det. Så afsted til smukke, frostklare Raadvad med mig og hente ham hjem. Det er helt eksotisk (og pænt stressende – shit, der er knald på) sådan at se en børnehave midt på dagen.

I det hele taget er jeg blevet mere bevidst om hvor meget (og hvorfor) Kurt og Otto virkelig nyder når vi bare er hjemme og ikke skal udenfor en dør hele dagen. Som f.eks i dag, hvor jeg har dem begge hjemme med feber, mens Niklas er på kursus. Så kommer de/vi helt ned i gear og de sidder bare og nusser i 100 år med hver deres stenede, lille leg. Det kan sagtens tage 15 minutter at få vasket hænder og det er så hyggeligt at give dem den tid og bare se hvordan de går rundt og er i verden.

Hvorfor nød jeg ikke hjemmedagene på samme måde, da jeg var på barsel? En kæmpe forskel er selvfølgelig at jeg ikke lige har født, at jeg ikke ammer, at jeg (sort of) sover om natten. At mine børn ikke er spæde længere. Og så selvfølgelig at jeg ikke længere er uvis om hvilket arbejde der var til mig på den anden side af barslen. Men det er også noget med at jeg føler mig “i gear” på en anden måde. Og det der effektive arbejdsgear kombineret med en hjemmedag i ny og næ er altså ret genial. Inden klokken var 10 i dag havde vi bagt en freaking gulerodskage, leget med tog og fået tøj på(!) Og så lavet en hel masse ingenting, mens jeg arbejdede lidt. Klokken 10 smed jeg Gurli Gris på og mens ungerne sad brak med hver deres blanke feberøjne lavede jeg en hella masse tomatsauce (som jo forøvrigt virkelig smagte godt – den er fra Green Kitchen Stories nyeste bog ‘Derhjemme’ som jeg gav mig selv i julegave. En god bog og – i modsætning til deres første – fyldt med virkelig simple og hurtige retter, baseret på at man laver nogle big batches og gemmer til senere på ugen), afkalkede vaskemaskine, ordnede vasketøj, lavede en lasagne, ringede til min gamle mormor og hørte lydbog – Helt igennem hyggeligt og produktivt.

(Oooog SÅ kom feberen lige op i begge og efter 5 timers kaos sover de nu og jeg skriver videre – Phew. Intenzo)

I juleferien læste jeg familievejleder Lola Jensens bog ‘Må vi så få ro’. Og da jeg lige havde justeret mit bullshitfilter til at ignorere den bedrevidende og fordømmende præmis om hvordan *alle* moderne børnefamilier opfører sig i dag, så var den faktisk ret god. Og jeg kan mærke at jeg efterfølgende er blevet endnu mere nærig med min tid når det kommer til alt der ikke falder i de (prioriterede) kategorier:

1. Børnene og Niklas

2. Arbejde og nær familie

3. Venner

Jeg har nævnt det flere gange, men det der med hvem man giver sin tid på nettet til… det er fandme pissevigtigt! I gamle dage stemte man med fødderne – I dag stemmer vi med fingrene. Vores klik, opmærksomhed og tid er guld værd – både for dem vi giver den til, men også for os selv. Og online nyhedsmedier, influencere og kommercielle bloggere (der er også nogle som lever af deres blog, men som formår at bevare en oprigtighed, synes jeg) er man jo som læser, vitterligt kun et tal på Analytics, for. Den korte tid jeg lige flirtede lidt med at kommercialisere den her blog, blev jeg – udover antal følgere – målt på hvor lang tid jeg kunne fastholde mine læsere. Hvor meget af jeres tid I lagde på min blog. Det fik mig til at tænke på mit eget forhold til min online tid. På at min tid bliver til deres penge. Og til deres muligheder.

Men min tid er også mine penge. Og mine muligheder. For når jeg giver den til internettet (og det er det jeg gør når jeg sidder og spiser sukkerknalder på sociale medier, fordi jeg ikke tør/orker/gider tage favntag med mit eget liv) så får livet hævneren på og hober sig op: Vasketøj, nullermænd, uåbnede beskeder i E-boks. Det shit får man stress af. For at modvirke stressen køber jeg varer på Nemlig.com (for penge), ansætter en rengøringsdame (for penge), får stress over at savne mine børn, men de er jo lige der, men nu får jeg bare endnu mere lyst til liiiiige at spejle mig i internettet fordi jeg ikke tør mærke mig selv. Og fordi jeg ikke kan overskue den der e-boks. Og det er også lidt synd for mig fordi det er hårdt og jeg har jo bare heller ikke …tid. Ups. Hvor jeg kender og *hader* den følelse.

Jeg siger ikke at jeg skal holde op med at følge folk på internettet. Jeg siger bare at jeg skal huske at være selektiv med hvem jeg giver min tid til (og ja, jeg ved godt at jeg har trasket rundt i det her mange gange før – sorry) Det kan godt være at det føles gratis. Men det er det jo ikke. Så jeg øver mig virkelig på at mærke om det jeg får tilbage, er tiden værd.

Nu sover ungerne. Niklas og jeg hænger ud i sofaen til Danmarks Bedste Portrætmaler og spiser den gulerodskage jeg bagte med de to feberramte i morges.

15. januar 2019
9 Comments
Arbejdsliv, Familieliv

Kære hjemmepasser

Det følgende er egentlig et svar til Emili som jeg, de sidste par dage, har skrevet frem og tilbage med om hjemmepasning, fordomme og insititutioner. Jeg har valgt at udgive det som et selvstændigt blogindlæg.

Jeg hører dig! Vi kan nemlig aldrig med sikkerhed vide hvilke konsekvenser vores valg vil få for vores børn – om så det er institutionslivet, hjemmeskole/pasningslivet eller noget helt tredje – Og måske er den uvished i virkeligheden den (op)gave man får når man blir mor/far: Vi kan kun gøre det så godt som overhovedet muligt, og så håbe at vi ikke fucker alt for meget op undervejs.

Engang var jeg frivillig på 6 forskellige børnehjem i Kenya og tillad mig at komme med en hurtig bemærkning om forholdene i de institutioner vi har her i dk… (dyb indånding og frygt for hvor mange måder det her kan blive misforstået) Børn i vores del af verden og fra vores (=alle der har overskud til at læse blogs og debattere på nettet) priviligerede samfundslag skal sgu nok få en megadejlig barndom. Og hvis ikke de gør det, så er jeg *ret* sikker på, at det ikke er fordi, at de er kommet i institution.

Hvorfor debatten bliver så polariseret, kan jeg ikke gennemskue, for jeg er også ret sikker på, at ingen af os der deltager i den, hverken slår eller mobber vores børn. Vi hverken ryger, drikker os stive eller tager stoffer mens vi passer dem. Derimod bruger vi ikke så lidt energi på at reflekterer over vores privilegier, vores samfundsansvar og hvordan vi skaber de bedst mulige rammer for vores børn.

Jeg tror ikke at der er een forælder i alle de mange kommentarspor, som ikke kæmper for glade, sunde børn. Men i vores iver efter at gøre “det rigtige“ glemmer vi måske at det der er rigtigt for dig, ikke er det rigtige for mig. Og der kommer blogs som din og min med “How to guides” og “5 tricks til blablabla” lidt til kort: Virkeligheden er så meget mere nuanceret og vi er alle på forskellige steder i vores livsbaner, når vi får børn: Nogle har allerede haft en lang karriere, nogle har ikke taget en uddannelse. Nogle (=fx mig) har lige færdiggjort en psykopatlang uddannelse og var først lige kommet i gang på arbejdsmarkedet, da vi så de to guddommelige streger på graviditetstesten. Vi er alle sammen forskellige steder i vores liv.

Jeg er ked af at du oplever fordomme mod hjemmepassere i mit kommentarspor. Det gør jeg slet ikke. Til gengæld oplever jeg, at hjemmepassere har fordomme mod mig som en udearbejdende og institutionsglad mor. Det er nok en iboende usikkerhed, der febrilsk leder efter noget at spejle sig i hos hinanden. Hende den seje karrieremor med styr på det hele, som du nævner, eksisterer seriøst ikke. Jo forøvrigt. Eet eneste sted! I de der “Vis mig dit klædeskab/bolig”-artikler i modemagasinerne der er som kviksand for vores selvværd og som kun har et enkelt formål: At få os til at føle os utilstrækkelige og utjekkede (men så kan vi jo heldigvis også købe den rigtige Acnejakke og anskaffe os en vintage Ann Demeulemeester støvlesamling). I repeat: De der seje arbejdsmødre som får dig til at føle dig mindre værd som hjemmepasser. DE FINDES IKKE! De går ned med stress på stribe, køber sig fattige i sæsonens Goyakjoler og savner deres børn ad helvede til. Det andet er en illusion. Ligesom (jeg gætter på at) den konstant lykkelige og afslappede hjemmepasser der sidder i lotusstilling med sine unger dagen lang og bare lige #danserdetud er en illusion jeg har skabt inde i mit hoved. Du er pissesej og modig og stærk for at hjemmepasse. Og jeg er pissesej og modig og stærk for at arbejde ude. Færdig basta.

Nu blev det alt for langt. Og det jeg prøvede på at sige var bare, at fælles for alle vores børn i de her løbske kommentarspor (hvad enten vi hjemmepasser eller sender dem i institution når de er 10 måneder) er at vores unger er megaheldige at have os som forældre. Vi glemmer det bare engang imellem.

Kærlig hilsen Ida

3. januar 2019
16 Comments
Arbejdsliv, Familieliv

Hvordan det går med min work life blablabalance? Fremad.

Livet river og flår i mig fra alle sider og aldrig har det føltes mere skitzofrent: Den ene time er jeg i himlen – både på job, derhjemme og midt i mellem, når jeg kører (råddent – yup, thats me – undskyld) gennem byen med podcast i ørerne og sol i hovedet. Og helt ud af det blå kommer stresstankerne flyvende som sorte krager i horisonten. Men der sket et par ting, som gør at jeg føler, at det fortjener et blogindlæg. For det er som om at jeg er blevet en lille bitte smule bedre til at adskille følelsen af stress fra det som er mig.

På et lavpraktisk plan, føler jeg at jeg endelig har lært at jeg ikke kan give 100% til mit arbejde. Det betyder bla. at jeg (næsten) ikke længere ænser min arbejdstelefon, når ikke jeg er på arbejde. Hvilket er ret præcist fra kl. 16 og frem til 8-9-tiden næste dag. Jeg skænker heller ikke mit arbejde alt for mange tanker når jeg har fri, selvom det kan være svært at overholde. Og endnu vigtigere: Jeg har ikke længere dårlig samvittighed over at give slip på det. Længe troede jeg at det var det “rigtige”, entrepenante krea-mindset lige at sidde et par timer når børnene var lagt. Det lyder bare sejt, ik? “Så kan jeg bare lige fyre et par timer af, og rigtig nå til bunds i de mange vigtige præs…” NEJ! Nej. Nej. Nej. Jeg nægter. N.æ.g.t.e.r. Jeg vil holde fri og rydde op og lege og vaske tøj og ligge i ske med min mand og lave mad og læse og skrive og have overskud til ikke at være en lille, vissen kælling overfor dem jeg faktisk elsker. Og jeg nægter at have dårlig samvittighed over det mere.

Og så har jeg været ret åben overfor min leder omkring at jeg nok er lidt i skudlinjen for at få stress. Det har også været rart bare at få det ud i æteren, og blive mødt af forståelse. Sidst men ikke mindst har jeg været til stresscoach. Ja, sgu. En læser, som er ved at færdiggøre sin efteruddannelse i den slags, skrev for et par måneder siden og tilbød mig et par timer hos hende, og jeg takkede et kæmpemæssigt ja. Jeg har kun været hos hende en enkelt gang, men det var simpelthen så fint og inspirerende. Og det har bla. ført til at jeg nu er begyndt at føre en ‘bullet journal’ (som jeg ikke anede hvad er, men hvis man googler det, er det jo kæmpestort). Det går kort sagt ud på at have en familiebog med ugeplan, overblik, minder, ønsker og huskelister i een stor, semiorganiseret pærevælling. Og det fungerer skidegodt! Jeg får faktisk ro i maven over at der ikke er nogle uforudsete hændelser i løbet af ugen, at jeg ved hvad vi skal have at spise på Torsdag, hvad Niklas skal Lørdag osv, osv. Og når ugen er gået skal jeg så notere hvor i løbet af ugen der var kærlighed med børnene (hjerte), øer af ro med mig selv (peacetegn) og kærestetid med min mand (stjerne). So far, so genialos!

Jeg har også fået forbud mod at fremleje vores lejlighed på air bnb, indtil der er mere ro i overetagen hos mig.

Så altså. Små, vigtige skridt.

Dybest set ved jeg jo godt at jeg ikke vil egne mig som hjemmegående fuldtidsmor, selvom jeg ofte blir forelsket i tanken og drømmer om alle de Louisianature og legegrupper og familiebesøg vi ville praktisere (lol). Men jeg kan også mærke at jeg bliver glad af at gå på arbejde. Og jeg kan slet ikke forestille mig at skulle være sammen med mine børn på fuldtid (er det egentlig lidt trist?). Jeg tror vi ville dø af kedsomhed og at de ville savne deres venner fra børnehaven. Så ind til den gyldne mellemvej kommer dumpende i form af borgerløn, 20 timers arbejdsuger og børnehjørner på samtlige arbejdspladser, så går jeg altså lige på arbejde 8 timer i døgnet; Holder (ægte og uden skyld) fri med mine børn i 8 timer; Og sover i 8.

Det er da også en slags balance, ikke?

2. oktober 2018
14 Comments
Familieliv

Lex og hverdagen

Det er blevet helt igennem 100% hverdag, og jeg er faktisk ikke sikker på, at jeg hader det. Enten har hamsterhjulet hjernevasket mig, eller også har vi det faktisk bare helt alrighty i vores kommunefarvede, nøglekortsbærende, 16.15-hentende hverdag. I morges vågnede jeg f.eks af en sygt morgensur threenager og en mega morgenglad 1,5 årig der hhv siger “gå VÆK mor!” Og “mad, mad, mad! Der! Der! Deeeeer!” (mens han peger ivrigt ud mod køkkenet og venter på at mortaxaen får eskorteret ham derud). Så skældte vi ud på threenager, da han endelig fandt morgenhumøret frem, på en virkelig overkæk og drilleagtig måde. Og hyggede. Og stressede. Sælsom kombi, som altid. Jeg cyklede på arbejde og havde det faktisk sjovt derovre og var god. Og nu sidder jeg så her, helt gennemblødt, i en port og gemmer mig for de andre forældre mens jeg venter på udflytterbussen. Jeg har stjålet en flaske cremant med og har tænkt mig at smide ungerne i ladcyklen og køre direkte til Vesterbro, hvor vi skal spise mad hos en veninde jeg får set alt for lidt. Så forudsiger jeg at det blir for sent, at vi cykler hjem og at jeg insisterende godnatsynger Hero for mine stakkels unger mens Kurt tigger mig “ikke synge den der!”. Så sover de og jeg kysser dem og tænker, at når jeg en dag ligger på mit dødsleje (jep – der er stadigvæk mega dystert inde i mit hoved – hej!), nå, men så har jeg i det mindste mit mentale happyplace. Det er dér. Om aftenen på drengenes værelse i kaninlysskæret med mine to pyjamasunger med lyse krøller og tunge åndedræt.

Og i morgen starter det forfra.

30. august 2018
4 Comments
Familieliv

Familie fomo og skriveblokade

Lige for tiden lider jeg af panisk angst for at misse alle de små stunder med mine børn. Hvad er det der flimrer for mine øjne? Nå, det er bare uger der flakser forbi. Otto går! Kurt snakker i sætninger! Og de daglige 30 minutters uforstyrret tid med mine børn, føles slet ikke som nok.

Det hjælper heller ikke, at vi bor ude hos min svigerfamilie hele den her uge, fordi *nogen* i et anfald af air bnb kådhed kom til at leje vores lejlighed ud alt, alt for meget. Så vi får i den grad lige smagt på forstadslivet og alt hvad det indebærer af timelange bilkøer, pendlerliv og myldretid.

Men det gode, ved at være herude, er at det er vildt hyggeligt – og aflastende – at være sammen med et sæt bedsteforældre og desuden har det bekræftet os i at det er helt rigtigt for os at bo i byen – i hvert fald ligeså længe vi begge to arbejder derinde og bor så flabet dejligt, som vi gør.

Kh Ida

PS. Seriøst. Skrid så skriveblokade! Kan ikke finde hverken min humor eller selvironi. Kan ikke engang skrive en joke om lixtal. Undskyld, altså. Bear with me!

1. maj 2018
1 Comment
Arbejdsliv, Familieliv

På vej til Nordjylland

Jeg sidder på gode gamle E20. Bilen er proppet med semiglade vuggestuebørn, sandkage og al det obligatoriske børnefamilieragelse som man slæber med, når man skal til konfirmation i Nordjylland.

Der sker mange gode ting på mit arbejde og i dag har jeg fløjet rundt. Indimellem føler jeg, at jeg er ægte god til mit job. De dage kommer der flere og flere af – Det er sgu fedt.

Arbejde. Det stjæler de vigtigste dagstimer fra ens familie, så det skal godt nok være dét værd. Det synes jeg heldigvis at det er. Og når jeg engang imellem kommer til at længes efter det hjemmegående barselsliv, skal jeg bare scrolle lidt tilbage på bloggen her og læse fx det her indlæg. Eller det her. Seriøst. Jeg ville jo være elendig til at være hjemmegående. Jeg glemmer det bare.

Men nu, NU har vi sgu fri. Og det slår mig at mit liv officielt er blevet den TV2 kliché jeg frygtede i gymnasiet. Den gode nyhed er at det ikke er helt så slemt, som jeg troede det ville være. Tværtimod.

På fredag har jeg fri

(Tekst: Steffen Brandt)

Hey, babe, du ved jeg har lidt travlt

Men der er noget jeg har glemt at sige

Jeg knokler røven ud af buksen

Men jeg gør det kun fordi:

Alt det der med vores fremtid

Det koster, men på fredag har jeg fri

 

Jeg tænkte, vi kunne måske mødes

Og forelske os igen

Starte autotomobilet og køre

Et eller andet fancy sted hen

Lad det blive, hvad det er, babe

Lad det ligge, lad det være

Jeg kigger forbi

På fredag har jeg fri

 

Jeg har et hav af gode venner

Som jeg aldrig rigtig ser

De er ligesom sakket bag ud af dansen

Det er ikke de vilde ting der sker

Al den snak om deres problemer, du

Jeg orker, jeg orker ikke mere

Lad det blive, hvad det er, babe

Lad det ligge, lad det være

Jeg kigger forbi

På fredag har jeg fri

 

Hey, babe, du ved jeg har lidt travlt

Men der er noget jeg har glemt at sige

Alt det vi drømte om at gøre

Det gør vi ikke fordi:

Det er nu engang sådan med drømme

De koster, men på fredag har jeg fri

Lad det blive, hvad det er, babe

Lad det endelig være

Jeg kigger forbi

På fredag har jeg fri

26. april 2018
1 Comment
Familieliv

Glædelig jul

Jeg er på vej til juleaften hos min søster, som bor lige ved Nørreport. Helt spændt op med motorcykel og gaver og sovetelt. Kurt har lige fræset op ad Købmagergade som her d. 24. dec. kl. 15.30 kun er befolket af turister: Alle de fortravlede gavenarkomaner (undertegnede inkl) har forhåbentligt ramt familiens skød. Og der håber jeg I sidder lige så blødt, taknemmeligt og godt, som jeg gør, og lader julefreden sænke sig.

Tusinde tak for jeres opmærksomhed, råd og opbakning i år. Det har betydet mere end I aner.

Rigtig glædelig jul.

24. december 2017
No Comments
Familieliv

Livet holder mig fast i benlås

Det der med at der ikke er timer nok i døgnet – Det alle siger – Det er fandme rigtigt. Eller som Olga Ravn skrev i sin IG story: Society is not made for working parents.

At gå på arbejde hver dag er ikke det, der stresser mig. Heller ikke at lege med mine børn. Det er alt det midt i mellem: Indkøb, madlavning (i dag: madlavningsfløde og spinat kastet på en pande efter nogle rødspætter og færdigkøbt pasta med en mærkelig, meget sej skinkekerne. Åh, den sælsomme følelse af shitty mad..), at sende faddernavne og adresser til en præst, at skrive afvisninger til de franske teenagere på air bnb som vil leje vores lejlighed… Det er dét som stjæler timer, så man ikke har noget tid tilbage til sig selv i hverdagene.

Be the change you wish to see in the parforhold. Jeg ved det godt. At det er mig som skal gøre noget og ændre adfærd for at det bliver godt igen. Fx. rejse mig fra den her mørke seng mellem to sovende, syge børn, og gå ind i stuen og give nogen et kram. Men jeg orker ikke. Og jeg synes ikke det er min tur. Og klokken er 22.35 og jeg har været i gang siden kl. 6.30. Og så er det nemmere at ligge herinde og være offer.

Seriøst. Jeg fatter ikke at vi, når vi er færdige med at passe på os selv, to børn, to jobs, et hjem, så også skal til at passe på hinanden. Hvordan skal man kunne nå det, når man ikke engang kan nå sig selv?

Når det er sagt så havde jeg faktisk en 100% genial ego-weekend. Jeg var til julefrokost med mit arbejde OG til julefrokost med mit damecrew aka Damernes Magasin. Og det var helt fantastisk og jeg legede at jeg var 25 og har stadigvæk tømmermænd, selvom jeg fik lov til at sove til kl. (hold your horses) 11.fucking.40 i går. Så jeg må vist slet ikke brokke mig.

Nu går jeg sgu lige ind og kysser ham.

Godnat.

18. december 2017
3 Comments
Familieliv

Ugens citat #4

Min 2,5 årige søn skriger, kradser, slår og kalder på sin far hver gang jeg er alene i samme rum med ham. “Nul putte” er so last christmas. Hos os er det “FAR putte”. Oooog det er jo bare en helt igennem kanon følelse (sense the irony?) Så i dag hackede jeg putningen. Fordi det er dér han er for træt til at slå og for sød til at putte (fordi han ved, at han så kan blive oppe længere – lille, kloge skid). Han prøver virkelig (altså virkelig!) grænser for tiden, og så har han fået mellemørebetændelse. Og jeg savner ham faktisk rigtig meget. Så vi læste bog (“Mustafas Kiosk” – stort hit for tiden). Og det var hyggeligt! Virkelig. Vi grinede og puttede og var frække og det har vi trængt til, mig og min lille, store, ..mest lille Kurt.

12. december 2017
1 Comment