Browsing Category

Gravid

En pro-life’s erkendelser

I Fredags blev abortgrænsen ændret i Danmark. Et næsten enigt etisk råd stemte for at hæve den fra nuværende 12 uger til de 18 uger, som i 50 år har været abortgrænsen i bl.a. Sverige. På Instagram hylder mange af mine forbilleder, og sådan cirka alle, jeg gerne vil identificere mig med, lovændringen.

Lille disclaimer. Jeg er gravid. I uge 18. I denne uge, skriver min app, reagerer barnet på lyd, slår kolbøtter og måler knap tyve cm fra hoved til hæl.

Om lidt kommer jeg muligvis til at lyde som en rablende bannerfører foran abortklinikkerne i sydstaterne. Så lad mig gøre klart: Jeg synes at fri abort er en menneskeret og grundsten i ligestilling. Jeg er på ingen måde imod abort. Men (dyb indånding) …hvorfor er abort før 12. uge (og i særtilfælde (seksuelle overgreb, misdannelser eller sociale eller fysiske omstændigheder) mellem uge 12-18) ikke tid nok? Risikerer man ikke at folk, vælger børn fra pga. f.eks. dets køn (som kan ses fra uge 14)…?!

For at forstå den nye abortgrænse – siger jeg til mig selv – må jeg først og fremmest undersøge hvorvidt en højere abortgrænse overhovedet fører til senere aborter, dels forsøge at forstå, hvad det objektivt vil sige at opdage at man er gravid og til sidst, hvordan man beskriver et fosters etiske status.

Første punkt. Flere medier nævner, at en afgørende grund til at forslaget om at hæve abortgrænsen til 18 uger gik igennem, er at statistik fra både Sverige, Island og Holland viser, at en ny højere grænse hverken vil føre til flere sene aborter eller til kønsselektion (kilde: DR) – faktisk er tendensen i disse lande for tiden tværtimod, at folk er begyndt at få dem tidligere.

Okay. Så langt så godt.

Punkt to. Hvad vil det sige, at erkende en graviditet (noget jeg sandt at sige kun kender fra egen krop og derfor ikke kan forholde mig objektivt til)

I følge dette amerikanske studie, bliver de fleste uplanlagte graviditeter opdaget i uge 7 (ofte bliver de opdaget før, hvis det er planlagt). Der er, så vidt jeg kan læse, en del i den gruppe, der opdager graviditeten sent, som først opdager den omkring uge 12.

En pointe i studiet omkring “pregnancy recognition” (at opdage/ erkende, at man er gravid) er, at begrebet, for at kunne kvantificeres og blive målt på, i lægevidenskaben anses som en binær proces, hvor en “informations-knap” ligesom bliver “tændt”, og man i samme øjeblik ved, at man er gravid. Men i praksis er det, at opdage en graviditet, en langt mere kompleks proces hvor man opfanger og fortolker symptomer og til sidst forstår at man er gravid. Det faktum, at man kan være fysisk gravid, uden at være kognitivt gravid (fordi man f.eks. tester negativ og/eller ikke oplever tegn på graviditet), gør at det at opdage en graviditet, i praksis, er en liminalfase – en overgangsfase – og altså ikke en binær enten/eller tilstand.

I en rapport om abortgrænse fra Etisk Råd på Folketingets hjemmeside, står der at : “…nuværende abortgrænse (dvs. 12 uger) ikke er lagt helt vilkårligt, men på den ene side er fastlagt ud fra et hensyn til, at der skal være tid til at, graviditeten kan dokumenteres og erkendes af de involverede, og på den anden side, at der ikke bør gå mere tid end højst nødvendigt, før der eventuelt foranstaltes provokeret abort, idet indgrebet som tiden går, bliver stadig mere omfattende” (kilde, Etisk Råd. Jeg kan virkelig anbefale at læse / skimme rapporten, hvis man, ligesom mig, har svært ved at forstå den nye grænse).

Og så til tredje punkt. Rapporten beskæftiger sig bl.a. med forholdet mellem kvindens ret til selvbestemmelse versus fosterets ret til liv og dets såkaldte etiske status. Her skelnes der mellem 3 opfattelser:

1. Den livsbevarende opfattelse: “(…)dette synspunkt indebærer, at ethvert menneskeligt liv er bærer af en ganske speciel værdighed(…)”.

Der skrives videre – og jeg tillader mig lige, at citere direkte videre fra rapporten – “(…) Men hvilke ændringer kan man pege på, som faktisk kan berettige til en sådan forskel i værdighed? Er det, at fosteranlægget sætter sig fast i livmoderen? Er det at centralnervesystemet dannes? Er det, at fostret får et menneskeligt udseende med arme, ben, fingre, tæer, øjne, ører og næse? Er det, at fosteret kan overleve uden for kvindens krop? Eller er det selve det, at barnet fødes, der udgør forskellen. Ingen af svarene forekommer indlysende rigtige i den forstand, at ændringen kan forklare og retfærdiggøre, hvorfor fosteret forud for ændringen ikke er bærer af værdighed, mens det efter ændringen tydeligvis er bærer af den specielle menneskelige værdighed. Derfor er den oplagte konklusion, at det nye liv har den særlige menneskelige værdighed helt fra undfangelsen, således at værdigheden ikke skyldes bestemte biologiske funktioner, men er knyttet til det menneskelige liv som sådan (kilde, Etisk Råd s. 15)

2. Den gradualistiske opfattelse: Gradualisme indebærer, at den menneskelige værdighed er en kontinuerlig størrelse, som man gradvis erhverver i løbet af livets første periode. Værdigheden vokser så at sige op i takt med det nye liv.” (ikke fra rapporten, men derimod herfra) I rapporten fra Etisk Råd, står der desuden: “Det befrugtede æg er til at begynde med helt udifferentieret og kan som sådan betragtes som andet væv på linje med hudceller eller lignende. Gennem sin udvikling gennemløber fosteranlægget imidlertid i miniformat hele menneskehedens biologiske udviklingshistorie og opnår med andre ord en stigende grad af biologisk kompleksitet, indtil det til sidst har de egenskaber, der er kendetegnende for det fuldt udviklede menneske. Tilvæksten i etisk status kan siges at ske i takt med denne udvikling hen imod større og større kompleksitet”.

3. Personopfattelsen: “Et tredje synspunkt er, at et barn først får fuld etisk status, når det har udviklet de egenskaber, der kendetegner en person, det vil sige egenskaber som for eksempel rationalitet, selvbevidsthed og fremtidsorientering. Først på dette tidspunkt adskiller barnet sig i etisk relevant forstand fra højerestående dyr og har dermed krav på en anden behandling end disse”. (kilde, Etisk Råd)

Okay. Det var de etiske betragtninger.

Nu kommer min personlige holdning. Jeg er instinktivt af den livsbevarende opfattelse. Det kan jeg ikke rigtigt forklare. At forsøge, vil være som at prøve at forklare, hvorfor jeg er højre/venstre-blind, tror på gud eller i fem år var forelsket i Mark Owen; Med andre ord er det hverken noget jeg er specielt stolt af, eller ser som mere moralsk, end så meget andet. Det er bare sådan det er. Dertil har jeg så personligt erfaret, at selvom jeg har stået med en positiv gravidtetstest i hånden, uden på nogen måde, at have lyst til at være gravid, eller kunne se mig selv få en baby indenfor et år, så har jeg ikke kunne forestille mig at få en abort. I situationen har jeg følt mig som en dårlig feminist og forsøgt at tænke på økonomiske og biologiske fordele i at afbryde graviditeten… Erkendelsesfasen, der har efterfulgt chokket, har indeholdt elementer af både desperation og klaustrofobi, men aldrig tvivl, om hvorvidt jeg ville beholde barnet, hvilket var en sær følelse af frihed. At jeg kunne vælge barnet (og her er jeg bevidst om, hvor privilegieret det er, at føle sig sikker nok socialt og økonomisk til dét). Når jeg bliver gravid, er jeg åbenbart ikke bare svanger, men også skæbnessvanger, og for mig, har det – underligt nok, igen, kan jeg ikke helt forklare hvorfor – været lig med en meget stor oplevelse af frihed.

Jeg blev ramt af en erkendelse et sted halvvejs mellem rapporterne og statistikken fra Sverige og Island. Faktisk lidt som en informations-knap der blev tændt, og så stod det pludselig meget rent. At ingen får aborter, navnligt ikke de sene, fordi det er sjovt, eller fordi de ikke har gjort alt i deres magt for at undgå det. Og hvis jeg i tillæg til det spejler min egen oplevelse og forestiller mig at det var omvendt; at jeg stod med en positiv test i hånden og bare kunne mærke at jeg slet ikke skulle have det barn. Jamen… Hvor klaustrofobisk må det ikke være? Hvor desperat, må det ikke være …ikke at have valget??

Denne tekst er blevet alt for lang. Godt gået hvis du har læst helt hertil og beklager at jeg ikke kan honorere indsatsen med en mere gennemført konklusion end denne. At uagtet hvad jeg personligt og instinktivt føler om fostres ret til liv, så er andres kroppe og livssituationer virkelig none of my business. Alle har krav på retten over egen krop – det er i virkeligheden bare dét jeg sidder tilbage med (og ærlig talt også en lettelse/overraskelse over punkt et, med at erfaring og statistik ikke peger på en stigning i antallet af sene aborter) Men det var bestemt ikke der, jeg startede, så på den måde er jeg meget glad for, at jeg gik i gang med at skrive denne tekst. Jeg beklager bare, at jeg ikke kan afslutte med noget, I ikke allerede har læst, på utallige abort-demonstranters højgravide maver.

♥️

PS. Kommentarsporet er åbent, men vær søde ved hinanden. Det er et svært emne at skrive om, og jeg har haft utrolig svært ved at trykke på “udgiv”. Hvis I læser det her, betyder det at jeg efter langt tilløb turde.

Tivoli er åben!

(Faldt lige over det indlæg jeg lå og skrev, da mit vand gik, for ret præcist 3 uger siden. Det handlede om noget der var sket aftenen inden, og jeg kan huske, jeg tænkte at jeg nok hellere måtte vente med at trykke på “udgiv”, hvis jeg nu rent faktisk skulle til at føde. Det skulle jeg…) 

Så skete det 

Det jeg har ventet på i ca. 9 måneder.

Forberedt mig på (ikke nok, men hvornår er man egentlig nogensinde helt klar?)

Hørt så mange berette om, men aldrig troet på, ville ske for mig.

Jeg pissede i bukserne.

(Ja, så det ramte gulvet, sgu da)

Så er weekenden ligesom skudt i gang.

Nogen kom med det gode vejr

Fredag morgen klokken lidt i ni kom vores lille forårsdreng til verden i et fødekar i stuen.

Imens snakkede jeg i bydeform, min søster shufflede fornemt mellem Sanne Salomonsen og Savage Rose, og min kæreste holdt kolde klude for min pande. Kurt og min mor nåede ikke at komme ud af døren, så de sad i køkkenet og legede løver og spiste havregrød.

Den lille fyr har ikke noget navn, men tilgengæld masser af hår. Og så vejer han 4030 gram og er 51 cm lang.

En dag skriver jeg en rigtig fødselsberetning. Men vi skal først lige have styr på det der amning – og måske sove en lille lur.

Hjemmefødsel

To ve or not to ve…

Mens vi venter os en baby savner jeg

– Mine mavemuskler

– Parabener

– Mit afgangsprojekt “Ud af Skabet” fra Kolding Designskole. Blev så glad da jeg så Politikens nye #StopTøjspild kampagne. Det er et helt indlæg for sig, men læs bare her, hvorfor jeg virkelig tænker mig om hver eneste gang, jeg køber et nyt stykke tøj.

– (apropos ovenstående.. host) Alt mit tøj som jeg ikke længere kan passe. Har ét par bukser tilbage, som jeg kan klemme røven i. Åh, for et gamachebukseliv.

– Alkohol

venter på baby

Men ellers går det faktisk godt. Det er jo vildt hyggeligt sådan at gå og vente på en baby – Noget jeg tog for givet sidste gang, da jeg blev totalt overrasket over pludselig at få veer en uge før termin.

I de her dage får jeg lavet overraskende meget og utrolig lidt på samme tid.

Det er ret fantastisk at have tiden til at gøre de ting man altid snakker om. F.eks. at stoppe op og fodre ænder på vej til vuggestuen, læse lidt i stakken af gamle aviser og dermed for en kort bemærkning løfte blikket lidt fra babyboblenavlepilleriet, skrive i sin “Bogen Om Mig”-bog (babyboblenavlepilleriet skal jo nødigt føle sig overset), lave rugbrødsmüsli og kimchi, sende et brev afsted på brevpapir (men 32 kr for at sende 164 gram til Århus – wtf Postnord?) og alt det andet der ikke er “rigtig” vigtigt, men så alligvel måske det vigtigste af det hele.

Je suis stadigvæk gravid

Nå, de der veer i går var totalt Fake News. 

Men jeg fik fodmassage, take-away, og spiste softice i solen mens nogen vaskede gulv, pustede fødekar op og ordnede ALT herhjemme. Fedt. Har tænkt mig at fake veer fra nu af og til termin.

I dag er der en uge til termin og det har vi fejret med gåtur i solen, hindbærbladthe og en burger på Sporvejen. Og nu – klokken 14.35 – har min livmoder officielt nedlagt fogedforbud mod min krop. Så resten af dagen skal jeg ligge her på sofaen og kigge på himlen (=Facebook og dr.dk) og lytte til drengene der leger i gården.

Another day in paradise… #fuckingstrømpebukser

 

Bye bye babybule?

I følge min geniale plan, så føder jeg jo i morgen (hehe). Lige nu har jeg besøg af min mor, kusine, søster og niece. Så hvis jeg nu føder i dag, passer det jo meget godt ind i mit mønster (Åh, gud. Jeg er sindssyg). Sidste gang jeg fødte, var jeg nemlig sammen med min mormor, mor og papmor, da jeg fik veer. Og lige nu har har jeg faktisk så mange plukkeveer at jeg har sat “fødsel fest”-playlisten på, og bedt Niklas om at komme tidligt hjem med to poser taffel chips. Åh, altså… Klip lige til mig der først føder om 3 uger. Det er nok bare psykosomatisk.

Uanset hvad der sker, så skinner solen og det er Fredag 🙂

Skål og god weekend!

Kh Ida

gravid alkohol

Kæreste date – nailed it!

I Torsdags tog jeg min kæreste på date. Vi var lidt udfordret på gå-afstand, penge og min generelle fantasiløshed, men det endte, helt ærligt, med at blive ret godt. Ida vs max date pres 1:0! Om cirka en uge har vi 2 børn under 2 år, så det var ligesom nu eller aldrig…

Så. Hvis man skal på date og har ca. 2000 kroner (neeej, det har man aldrig, men det har man jo lidt alligevel – Og det er billigere og sjovere end parterapi), er her en genial måde at bruge dem på:

1 – Start med at spise brunch! Og få samtidig flashback til 2001 og bugt med et af de Bellevuegavekort som har ligget på dit natbord i 2,5 år. Vi fik indisk brunch på Café Munk og det var faktisk nogenlunde okay. Mens vi spiste, fik Niklas lov til at vælge mellem biograf eller at se kronjuvelerne. Han valgte – surprise – biografen.

2 – Gå i Dagmar og græd gennem hele Lion

3 – Kom til hægterne ved at dele en stor fadøl på Gammel Torv i spæd, fin forårssol

4 – Tag i Samadhi Spa og få 2 timer med massage, boblebad, chokoladefondue, bodyscrub og et glas bobler for 1500 kr. (de har tilbud hele marts). Hvis man er til pink lys og buddhafigurer, så er det her sted fantastisk. Og virkelig sød betjening.

5 – Tag på Karma Sushi og del en Douglas menu og opdag at klokken er blevet 21.00. Whaaat…

6 – Gå hjem, kram, spis pandekager og fald i søvn til Gift Ved Første Blik

 

Et voila! Det er hverken fancy, moderne eller new nordic, men det er virkelig tres romantic!

Samadhi Spa

(2 sekunder senere, hoppede nogen ombord og oversvømmede hele Samadhi Spa)

Fødselsforberedelse, søvnløse nætter og smørrebrød (37+4)

I weekenden havde jeg min første søvnløse shit-jeg-skal-føde-om-tre-uger-måske-jeg-liiige-skulle-forberede-mig oplevelse. Sad i køkkenet og skrev noter og googlede som en sindssyg til kl. 6.00. Kurt vågnede kl. 7.00… Yiz. Det gode er at jeg virkelig er kommet efter det rent redebyggermæssigt. Vi snakker stofbleer, vikle, fødekar, Silvan, pensionssamtale og STOF2000 på 2 dage. Very fornuftigt og very husmor.

Det føles faktisk dejligt.

I dag drak jeg kaffe med en veninde i Torvehallerne, købte upassende mange Aesop produkter i Holly Golightly (når man får to børn med 1,5 års mellemrum, må man godt bruge lidt dough på sit face – I’m gonna need it, jo!)

Bagefter mødtes jeg med min mor i solskin på trappen foran Thorvaldsens Museum, som jeg pinligt nok, aldrig har fået besøgt (tip: Gratis entré om Onsdagen – smart hvis man f.eks. lige har brugt alle sine barselsdagpenge på Aesop..)

Vi konkluderede at Bertel må have været en rimelig eftertragtet fyr, og gik på Restaurant Kronborg og spiste smørrebrød med stegt lever og hellefisk. Totalt dejlig, spontan mor-datter-dag, som vi virkelig har manglet, da Kurt har været syg de sidste gange vi har planlagt at være sammen.

Jeg har lige skrubbet mit badeværelsesskab fri for et års indtørret foundation, kørt to tøjvaske og hvis I vil have mig undskyldt, så vil jeg lige gå ud og ombetrække hynderne til vores slagbænk.

What the actual fuck.

Kh Ida

fødselsforberedelse

 

It’s beginning to look a lot like hjemmefødsel

I går da jeg fik så mange plukkeveer at jeg troede jeg skulle føde, blev jeg helt skuffet. Jeg skal nemlig lige holde mig til på Lørdag, før jeg må få en hjemmefødsel. Og det vil jeg virkelig gerne. Det er lidt skræmmende, men jeg ved også at jeg fortryder hvis vi ikke prøver.

I dag skal jeg lige have hentet et fødekar, men ellers er vi ved at være der: Håndklæderne er vasket, pilatesbolden er pustet op, der er champagne og dåseøl på køl, vi har skaffet babysitter til Kurt, min lillesøster har sagt ja til at komme og hjælpe og i hjørnet ligger der en stor stak jordemoderting som man vist skal være højgravid for at have lyst til at høre om.

Selvom det virker helt vildt uoverskueligt, vil jeg virkelig gerne gøre en indsats for at prøve at føde i vand denne gang. Med Kurt var fødekarret på Riget nemlig defekt, og jeg måtte op i sidste sekund.

Faktisk er jeg begyndt at glæde mig til at gøre lidt mere ud af min fødsel denne gang. Sidst var det hele så ukendt, at jeg mest bare koncentrerede mig om at få styr på min krop. Alt det der med stemning, belysning osv. var helt lige meget. Men nu hvor jeg har prøvet det en gang før, håber jeg at jeg kan gøre lidt mere ud af omgivelserne. F.eks. ved at opdage at jeg har veer, sætte musik på, tænde for nogle lyskæder og ikke mindst sørge for at vi IKKE skal ud at køre taxi to timer efter fødslen. Mig og min baby skal bare være nøgne i 40 timer og kravle direkte ind i seng, bagefter. Og så skal vi have taffelchips med dip og champagne!

Temafødsler kunne sgu da egentlig godt blive en ting, kunne det ikke? Pirat-, Legendernes Tid-, eller Space-tema f.eks. Med paphatte og balloner til alle. Især til den der føder. 

Hvilken musik gider man egentlig godt føde til? Ellers tror jeg det ender med noget Beyoncé:)

Rent 8. marts mæssigt

Lige siden jeg var lille har jeg tænkt at der var ligestilling i Danmark. Men så blev jeg mor. (Åh, shit det lyder allerede klicéagtigt..) Jeg ved godt at ingen historier er ens, men ofte finder jeg ud af – når jeg deler lidt ud af mine egne – at jeg ikke er så alene som jeg går og tror. Så nu kommer der altså lige lidt arbejdsløs-og-gravid-galde. Hvis du ikke orker, så er det mere end forståeligt. Bare spring over og hav en dejlig dag.

Er vi altid lige lige?

For fire år siden havde jeg et fuldtidsjob i Kolding som jeg var glad for. Så mødte jeg min kæreste og efter et par måneders daglig pendlen mellem Amager-Kolding (don’t do it), blev jeg overbevist om at det da ikke kunne være så svært, at finde et job i København. Det lykkedes mig ikke at blive fastansat, men jeg lavede små og store designprojekter på freelancebasis og tjente okay som model, mens jeg ledte efter fuldtidsstillinger.

Efter to år blev jeg gravid.

Mens jeg gik hjemme med en lille baby og et kæmpebind og prøvede at være ét med min krop/sofa/barn, gik min kæreste på arbejde, blev fastansat og indbetalte pension. Efter tre måneders barsel sendte jeg en ansøgning til mit drømmejob. Jobbet fik jeg ikke, men jeg blev – ud af 180 ansøgere I might add – tilbudt en betalt praktik hos virksomheden. Imens min kæreste var på barsel, arbejdede jeg fuldtid til en symbolsk løn og søgte faste stillinger om aftenen. Og pludselig fik jeg sgu et job! Jeg var seriøst ved at tisse i bukserne af begejstring: Et spændende, ægte job, uden udløbsdato. Desværre var jeg åbenbart i mellemtiden blevet gravid igen. Aldrig har jeg følt mig slået hjem i Ludo, som da jeg opdagede de to streger. Og fyldt af dårlig samvittighed. Først overfor mit nye arbejde over at være gravid. Og så over at have dårlig samvittighed over at være gravid, når nu samfund og politikere skriger på nye borgere – Did otte år med Pernille Rosenkrantz-Theil i Mads og Monopolet teach me nothing?

Men mest af alt dårlig samvittighed overfor mit nye arbejde. Så da direktøren, efter jeg på min første arbejdsdag krøb til bekendelse, sagde at det var helt okay, takkede jeg ham – Tak! Og undskyld!

10 dage senere blev jeg fyret.

Jeg vil ikke gå i detaljer. Jeg prøver på ikke at være bitter. Jeg ku jo også bare have passet bedre på, ikke? Og i det hele taget vente med at sætte børn i verden, før jeg havde fundet et fast job. Så skal man bare lige lære at bortfiltrere kommentarerne om at uret tikker og hvor meget bedre det var dengang i gamle dage, da vi alle sammen fik børn som 17-årige og ingen var arbejdsløse..

Slået hjem

Min 85-årige farmor har ikke antydningen af dårlig samvittighed over at hun gik hjemme med min far og faster til de startede i skole. Det var jo bare lige sølle 7 år. Og det gjorde alle dengang i 60’erne. Well… Jeg er vokset op med at vi allesammen er lige, og derfor både kan, vil og bør vi arbejde lige meget i alle livsfaser, uanset hvad. Plukkeveer, stress og lønforskel til trods.

Det er nok bare mig der var så naiv at tro, at jeg kunne det samme som min kæreste: Stifte karriere og familie samtidig. Men nu, 2 år, 50+ ansøgninger, 2 praktikker og 4 freelanceprojekter senere, må jeg indse at jeg ikke kan. Jeg føler mig i sandhed slået hjem. Så nu har jeg meldt mig ind i en masse netværk for ambitiøse, hjemmegående, karrierefolk. Desværre er jeg også bare blevet mere og mere sikker på at jeg ikke er den ambitiøse, hjemmearbejdende type. Selvom det er hårdt at gå på arbejde hver dag, så vil jeg virkelig gerne prøve at være på en arbejdsplads med det jeg har uddannet mig 5 år for at blive: Servicedesigner. Og den sidste måneds tid, hvor jeg har lavet praktikprojekt for Alm. Brand, er jeg kommet i tanke om, at jeg både synes det er virkelig sjovt, og at jeg endda er ret god til det.

Så. Hvad nu? Måske skal jeg starte med at snuppe en tudekiks (undskyld, jeg mente selvfølgelig en tuc kiks. Nej vent. En trillion tuc kiks!), ringe til min bankrådgiver og så ellers nyde min statsfinancierede barsel (som jeg forøvrigt føler mig enormt taknemmelig for – sådan ægte). Noget siger mig at det ville både min kæreste og min farmor have gjort. 

Ikke så meget pis. Mindre dårlig samvittighed, mindre sammenligning med alle de succesfulde, ambitiøse karrieredamer i mit feed, og mindre forventninger til hvor meget jeg skal kunne på én gang.
Glædelig kampdag! Uanset hvad du kæmper med.

Ida