Politisk korrekte film set i Grand kl. 12.00: 1
Kroner brugt i H&M: 1129
Veninder snakket med i over en halv time: 2
Portioner risengrød spist: 3
Pensionister i Grand: 350
Rugbrød bagt: 1
Slikposer spist: 1
Selfies taget: 18
Stykker tøj indkøbt der skal returneres i morgen: 3
Mails sendt til min A-kasse: 1
Afsnit “Please Like Me” på Netflix set: 7
This is FUN! Jeg håber jeg går to uger over:)
– at det ikke bare sådan lige er noget man blir. Det er MEGA røv heldigt og et gigantisk verdensvidunder hver eneste gang det lykkes en lille sædcelle at finde vej op til vores spejlæg. Og alle der påstår andet lyver. Jeg var 9 mrd om at blive gravid med Kurt. Og selvom det ikke engang var særlig lang tid, følte jeg mig så ene og alene i verden, fordi alle andre så ud til bare lige *hovsa* at blive gravide med alle deres skide lykkelige scanningsbilleder på Facebook. Åh!
– at når det er sagt, kan man så åbenbart godt blive gravid selvom man ammer, sover sammen med en baby og nærmest aldrig orker at knalde, 9 måneder efter man har født. Wåps.
– at kroppen optimalt set skal bruge mere end ovenstående 9 mrd, før man blir gravid igen. Kæft, jeg synes det mit kadaver knager den her gang.
– at åresprængninger. Faktisk bare åresprængninger. Over ALT på mine ben. Seriøst, hvad sker der!? Skrid!!
– at man får lyst til at spise hele tiden. Rosiner, chips, kiks, kolde ris, juice, rugbrød, pærebananyoghurt, nasty pølsepose risengrød… You name it, I’ll eat it! Og dem der siger at man ikke har plads til særlig meget mad i maven pga babyen, de lyver forøvrigt også.
– at alt der har med fordøjelse at gøre i den grad får sine 15 minutes of fame, mens man er gravid. Jeg har fået et helt nyt forhold til mit tarmsystem. Især når det lige tager til genmæle på offentlige toiletter. Hej heeej…
– at man (apropos lorteoplevelser) for alt i verden aldrig skal tage til scanning hos ‘Copenhagen Fertility Center’. Vi tog en tidlig scanning derude, og i samme sekund som vi fik at vide at fosteret ikke havde nogen hjertelyd, blev døren flået op af en 25-årig som trampede tværs gennem lokalet og afbrød vores læge med et “Hvem har du herinde?!” efterfulgt af en lang monolog om at lægen havde glemt at notere at vi var kommet. Jeg ku skrive så meget mere, men vil nøjes med: Don’t go there!
– at selvom den her graviditet måske ikke var lige så planlagt som Kurt, så blev vi grundlykkelige, da vi en uge senere (på en anden ultralydsklinik) fik øje på et lille sorthvidt hjerte som dansede for os.
– at man nærmest ikke behøver noget graviditetstøj. Seriøst, skal vi ikke snart slappe lidt af med alt det overforbrug af tøj? Nogle lange toppe, et enkelt par gravidbukser og et par gode kjoler med stretch har fået mig mere end fint igennem de sidste 35 uger.
– at Ali Wongs ‘Baby Cobra’ show på Netflix eksisterer. Jeg græd af grin. Flere gange. Se den!
– at B som i Boxershorts. Min kærestes. Jeg er nemlig vokset ud af mine egne. Ha!
– Tog lige en 3 timers lur på sofaen her i aftes og kan nu -kl. 00.44- ikke sove. Flot Ida.
– Elsker alt Christina Hagen sagde om forskellen på at bo i Jylland vs København i weekendens Information. Noget jeg først opdagede da jeg flyttede tilbage til Kbh, efter knap 10 år i Jylland, er hvor produktiv jeg var, da jeg boede derovre. Her kommer jeg hurtigt til at gå lidt for meget op i hvad alle andre mener. I Århus er der på alle måder, meget mere ro på og plads til udfoldelse. Det kan jeg altså godt savne. Og så: Et helt stille søndagsstrøg.
– “Jungle” af Christina Hagen skal være min første barselsbog. Det trænger jeg til: Lidt mere op-i-røven, lidt mindre Proenza Shouler.
– Mig når min kæreste spiller hellig, hvis jeg en enkelt gang imellem glemmer min cykelhjelm. Det jeg vil kalde typisk 1-year-in-behavior. Vi kan jo snakkes ved om 8 år, når du også seriøst overvejer om du gider tage hjelmen af, inden du går ind og handler.
– Jeg har officielt taget 20 kg på i min graviditet. Og der er stadigvæk 6 uger tilbage. Super.
– I går morges havde vi lyntravlt og jeg troede, at jeg lige kunne skifte Kurts tisseble on-the-fly. Det endte med at et par bæindsmurte baller satte sig lige midt på min rene, prikkede Stine Goya beklædte mave. Rorschach test mæssigt spår jeg ham til at blive en skidegod storebror.
– På Fredag skal vi til Strynø. Jeg glæder mig så meget til at komme ned til alle vintergækkerne og høre noget opera, drikke et glas cava og gå i sauna med min 85-årige farmor.
– Kurt siger nu Tog, habegrø (havregrød – messes fra kl. 6.00 mens man ivrigt peger mod køkkenet), mad, mor, hund, grake (gravko), muh, ko, rugbrød, bold, av, varm, bum, hov og diller.
– Godnat. Seriøst.
Havde lige glemt det. At grunden til, at det ikke er alle som blogger ved siden af deres job, er fordi at det jo er umuligt at nå.
Hvornår. Blogger. Bloggerne? Seriøst. Jeg forstår det ikke.
Bortset fra det, så går det virkelig godt, det der med at gå på arbejde, uden at blive fyret. Jeg får faktisk nærmest en fornemmelse af at de er glade for mig. I hvert fald er jeg blevet tilbudt 2 ugers forlængelse (med – wait for it – LØN!). Hvis jeg siger ja, vil jeg så have cirka en uges tid til at få styr på vores shit herhjemme på fjerde inden babyen kommer. Det kan vi jo sagtens nå:)
Forøvrigt har jeg nu i 2 uger, testet konceptet 30 timers arbejdsuge, og jeg må sige, at jeg er virkelig fan. Selvom det er noget nær umuligt at gå allerede kl. 15.00, så er bare tanken om det, virkelig afstressende. Kurt er glad, mor er glad. Alle vinder.
Jeg er så træt at jeg er skeløjet og nu har jeg taget mit alt dyre karrieretørklæde af, og vil snart sove. Jeg håber bare at jeg ikke får mareridt, ligesom i nat, om at lægge mellem Birgitte og Martin fra Gift Ved Første Blik, på deres bryllupsnat. Puh. At se de gamle par i GVFB er lidt lige som Scream-filmene: Man tænker at nu kan det umuligt kan blive værre, men år efter år, giver de alligevel gåsehud og krumme tæer på helt nye måder. Bedst som man lige var kommet over Frank og Pia, ik? Av, for et limousinetantekys.
Kh Ida
Jeg er lige startet i virksomhedspraktik og er virkelig glad for det ..og virkelig træt om aftenen.
Efter skiftesvis at være gravid og på barsel i hvad der føles som de sidste 3 år, har jeg det som om jeg er ved at miste forbindelsen med mit fag. Oven i det fik min faglige stolthed et ordentligt knæk i efteråret, og derefter fulgte et par rigtig trælse måneder.
Så det her, er lige hvad jeg har manglet: Sjovt arbejde og flinke kolleger (og ikke mindst, en frokostordning:)).
Og så er der bare intet der slår følelsen af, at cykle i strid modvind med slud der slår dig hårdt i ansigtet. Og for hver gang man tramper i pedalerne, kan man varme sig ved tanken om at være en succesfuld del af den virkelige verden – Den hvor man tager på arbejde hver morgen, i sin oversized Ganni-frakke, og bidrager til samfundets fælles BNP på the hard A-indkomst way.
Jeg hader at jeg ikke føler at jeg bidrager til vores samfund på samme måde, når jeg er på barsel eller “bare” går rundt og er højgravid. For det gør jeg jo: Bidrager til væksten. I temmelig bogstavlig forstand, endda. Alligevel tror jeg at der er rigtig mange, som kæmper med følelsen af at det ikke er nok at være mor – hverken for en selv eller for samfundet. Man bliver nødt til både at få plads til at skabe sin karriere og skabe sin familie.
Jeg har i hvert fald lært, at jeg er en af dem som virkelig bliver en kælling, hvis jeg kun skal være Kurts mor.
Så nu vil jeg nyde mine sidste 3,5 uger med nøglekort og frokostordning. Og forhåbentlig snart begynde at glæde mig til min kommende sommerbarsel med en lille lækker baby, brune ben (helst uden de åresprængninger som pt holder den ægte mega mussel på mine lår), lange gåture og litervis af hjemmelavet latte og kølig Chablis.
Så blev det 1. februar. Først og fremmest hurra for at kalenderårets introverte og tømmermændsramte goth nu er overstået. Og så i næste åndedrag: Shit. Der er officielt 2 måneder til at jeg skal føde. Pt sover vores søn stadigvæk i revnen, jeg har ikke engang overvejet at hente str. 56 ned fra loftet og det eneste jeg ved om min fødsel er, at jeg tror at jeg vil føde hjemme.
Januar var lige ekstra hård i år. Jeg tror måske jeg for første gang i mit liv, mærkede et strejf af en vinterdepression. Den kulminerede så i går da min gamle havelåge af en hot pink krejler-cykel bukkede under for vægten af mit tungsind (og et ca. 1000% øget forbrug af bløde kulhydrater), da sadelstangen knækkede, lige midt på Frederiksborggade.
Jeg opdagede, at jeg har bakset rundt på den cykel, de sidste 3 måneder med Kurt i barnesædet og plukkeveer, i alt for højt et gear. Totalt stakåndet og stresset over lige at ville starte en selvstændig virksomhed inden jeg skulle have baby nr. 2 indenfor 1,5 år. Det blev alt for meget. Nu er det som om at tågen endelig er ved at lette og jeg så småt ved at være færdig med at sidde og glo ind i et tomt word-dokument og snakke til dem der betyder mest for mig i skinger og forurettet bydeform. Selvom jeg ikke ved hvad der har ændret sig, føles det sgu næsten som om, jeg er ved at blive mig selv igen.
Forøvrigt gik jeg i dag gik ned til min cykelhandler og købte en spritny, rustfri straight-up mommybike. Med gear der kan skifte, kurv, magnetlygter og hele svineriet. Det føltes så godt. Verden kan godt lige vente et par måneder, mens jeg cykler rundt i første gear.
Jeg er nu 28 uger henne i min anden graviditet, og selvom jeg nok falder i kategorien ”den afslappede type” hvad angår rødt kød, bløde oste og andre såkaldte no-go’s, så har jeg alligevel gjort mig en hel del tanker om både min graviditet og min fødsel. For eksempel har jeg bestemt at vi ikke skal kende kønnet den her gang. En beslutning som jeg stadigvæk er virkelig glad for. Sidst jeg var gravid, overraskede det mig nemlig hvor meget Kurt blev en ”dreng” så snart vi fik hans køn at vide. Ikke bare for mig og min kæreste, men nok i endnu højere grad for vores omgivelser. Vores kommende baby blev virkelig en ”han” – Og mon ikke han for øvrigt skulle være fodboldspiller, så meget som han sparkede? (Bliver man egentlig også spurgt om det, når man venter sig en pige?)
Helt ærligt blev jeg en lille smule skuffet, da vi dengang fik at vide, at vi skulle have en dreng. Ret hæsligt at indrømme nu. Men jeg havde altså åbenbart håbet på en pige. Måske fordi alle mine venner fik drengebørn. Måske fordi jeg bare gerne ville prøve at have en pige. Selvom skuffelsen ikke tog mange dage at sluge, har det alligevel gjort, at jeg helt indtil for ganske nyligt, har håbet at jeg denne gang skal have en pige. Men hvorfor? Jeg har jo ikke engang fattet at vi skal have ENDNU ET BARN endnu!
Vi har hverken forberedt os, købt baby-ting eller er begyndt at snakke om navne. Det eneste jeg ved er at jeg har et lille sparkende liv i maven som fylder os med sommerfugle, kærlighed og gode tanker om fremtiden. Men jeg har ikke erkendt det som et barn endnu. Med Kurt forstod jeg at jeg havde fået et barn, da han kom op på mit bryst og kiggede mig ind i øjnene. Og hvis jeg i dét øjeblik havde fået at vide at han da for øvrigt var en dreng, var jeg med garanti blevet lykkelig for det. Fordi så var han mit barn som også var en dreng. I modsætning til, da jeg var gravid, og derfor kun havde et køn og en nakkefold, at forholde mig selv.
Lige for tiden går jeg og hygger mig med, at det ville være fantastisk hvis det bliver en dreng. Så ville Kurt få en kun 1,5 år yngre lillebror. Jeg skulle sige ”hvor er drengene?” og de ville være ”brødre”. Og hvis de kunne få bare halvt så godt et forhold som jeg har til min pseudotvillingesøster, ville det være den vildeste gave at give Kurt. Men det er jo fuldstændig lige så fantastisk, hvis det bliver en pige. Jeg havde bare ikke haft tid til at opdage det, hvis jeg havde fået kønnet at vide, før jeg overhovedet havde nået at erkende, at jeg skulle have et barn.
Er det meget værre med hormonerne anden gang man blir gravid, eller er det fordi man nu har en fjorten måneder gammel baby, til at fucke en op på forhånd?
Det her er mig
… når jeg afleverer Kurt i Vuggeren
… når jeg ser SKAM. Hver gang.
… i prøverummet når intet tøj passer
… indeni når Niklas spørger hvordan jeg har det
… udenpå når Niklas spørger hvordan jeg har det
Puh. Godt der kun er fire måneder tilbage. Og undskyld.
Kærlig hilsen Cruella
| 1. Graviditet Rudolph Care, REN og koldpresset olivenolie Fødselforberedelse og pilates 3 gange pr. uge Tjek dagligt mindst 4 graviditetsapps + det løse Indsæt alle blå emojis i verden i sms til bedste veninder, samme sekund scanning 2 er overstået En lille tår kan da ikke skade, vel? Jeg glæder mig bare så meget til at føde i vand, med stearinlys, Bon Iver, duftlys og bjegkrystaller
|
2. Graviditet Det der Aussie shampoo dufter bare skidegodt, altså. Hahahahahahahahahahahahahahaha! Jeg er.. 22 u.., nej, 5 mrd.. Øh. Skal føde til april. Vi er da så ligeglade med at kende kønnet (hov, var det en tissemand* jeg lige så der?) En lille øl stor G&T kan da ikke skade, vel? Kan du lige holde min krop for mig i 10 minutter, mens den føder?
* Ja. Nu hedder det forøvrigt også en tissemand. Fordi du allerede har et barn og derfor er blevet En Af Dem der kalder en pik for en tissemand. |
Nå, ja, forøvrigt. Jeg er gravid!
21 uger plus det løse, som man siger. Efter planen kommer der d. 1. april en baby, og selvom det hverken var planlagt eller –helt ærligt– særlig belejligt, er jeg glad. Mega glad og taknemmelig. Kurt kommer til at være 1,5 år når han bliver storebror, og for en pseudotvilling som mig, føles det som den helt perfekte aldersforskel (men spørg mig gerne igen om et halvt år…).
At få en pseudotvilling er jo som at få sit helt eget personlige forsøgsdyr. Jeg har ikke tal på ting jeg har bildt min lillesøster ind (i den gode sags tjeneste, selvfølgelig). F.eks. at hendes hår voksede markant når jeg hev i det, at hudorme var levende og at jeg da virkelig ikke vidste, hvor hendes ørkenrotte var.
Jeg håber Kurt har arvet min gode humor.
Folk fortæller mig at det blir hårdt det første år, men så blir det også godt. Skidegodt, faktisk. SÅ kan de rigtig lege og bruge hinanden. Jeg smiler og tænker helt sikkert, mens jeg forsøger at ignorere perlerækken af flashbacks til vredesudbrud, hånlige grineanfald og blodige jagtscener fra mit barndomshjem, hvor min søster og jeg sjældent gik af vejen for et godt skænderi eller en rask lille slåskamp. Vi var 15 før vi sluttede fred.
Jeg håber ikke Kurt har arvet mit temperament.
Til gengæld har min lillesøster og jeg så også været bedste venner – vel det man kalder soulmates – lige siden vi stod der, med dårlig hud og fløjsbukser, og famlede midt i teenageårene og fandt hinanden. Vi er så afsindigt ens og samtidig afsindigt forskellige. Ingen kan pisse mig af som hun. Og ingen forstår mig som hun gør. Mie er i sandhed min livspartner. Og sidste mandag fødte hun en perfekt lille pige.
Det skal sgu nok blive godt.
♥
