Hurra
I år blev jeg:
Jeg er hjemme på julevisitter. Når man er andengenerationsskilsmissebarn, og derfor velsignet med to bonusbedsteforældre, to bonussøskende, en bonusmor og to nye forældrekærester, er det lig med mange besøg. Mange besøg er lig med mange pakkenelliker og mange pakkenelliker er lig med noget logistisk bilderbalder, som gør at jeg drysser mine ejendele rundt omkring i min omgangskreds. Således blev min højgravide veninde i går beriget med en skidelækker næsten ubrugt tandbørste. Jeg er ca. 130% sikker på at min mor i morgen bliver den lykkelige ejer af Projekt Honninghjerte som pt ligger stablet i halvvåde håndklæder i hendes køleskab.
Jeg elsker juleferie.
Peter Damgaard. Du er fandeme sej.
(Her var der en meget opmærksomhedskrævende video om 2pm’s Model Academy som konstant gik i gang af sig selv – Men man kan i stedet se den lige her – Det er den video der hedder “An inch or two on the hips”).
Hvorfor glemmer man alt det gode?
I Fredags blev jeg endelig opereret i min hofte (mine to faste læsere ved godt hvorfor).
Skal vi lige starte med at snakke om hvor sindssyg en oplevelse det er at være i narkose! Først bliver man rippet for alt det der kendetegner en. Man vasker sig, fjerner neglelak, smykker, make-up og pakker håret ind i en særdeles ufiks blå badehætte. Så tager man noget meget grimt og stort hospitalstøj på, der kommer en læge og sætter et kryds på den hofte der skal opereres (very comforting). Man er reduceret til en krop og et personnummer når man bliver ført ind på operationsstuen hvor en dame putter elektroder på ens brystkasse, imens en utrolig flink narkoselæge lægger drop og sprøjter sovemiddel ind i ens hånd. Og så kan man ellers bare vinke farvel til verdenen. Jeg tror jeg fik mumlet en blanding af “God arbejdslyst” og “Gør jer lige uma….”.
Og efter hvad der føles som to minutter, vågner man så med forbindinger to the max og et skridt på størrelse med Himmelbjerget. Jeg vidste godt de skulle hive benet (citat:)”lidt af led” for at komme til inde i mellem lårbenet og hofteskålen, men når man er følelsesløs i fjappi (pardon my french) på 3. dagen begynder man at få bange anelser. Det stod der sgu ikke noget om i folderen.
De beholdte mig i hvert fald natten over og min respekt for hospitaler er ikke blevet mindre. Jeg synes altså de er rockerseje. Samtlige sygeplejesker, læger, sekretærer, ja selv min vestjyske fysioterapeut er så dygtige og fik mig til at føle mig i de bedste hænder.
Operationslægen fortalte at han havde kunne ordne en hel masse inde i leddet, så forhåbentlig er jeg up and …well, walking igen indenfor en måned. Men desværre fortalte han også at det stod seriøst sløvt til med bruskmængden. Hvilket betyder at det der med slidgigt ikke længere blot er en bange anelse (som jeg -indrømmet- brugte lidt til at score nemme medlidenhedspoint), men rent faktisk er for real.
Hej slidgigt. Vi skal nok få det sjovt sammen.
Ps. Det gode er at jeg sammen med 16 andre er nomineret til Dansk Design Centers Talentpris, at jeg er udvalgt ambassadør for Røde Kors’ Online genbrugs butik (som man forøvrigt lige kan like på Face) og tilmed har fået lov til at skrive et bidrag til en publikation om hvad Danmarks fremtid skal bygge på (for det ved jeg jo – hvis nogen var i tvivl).
Nåeh ja, og så holdt vi altså den bedste generalforsamling i Danske Modeller nogensinde! Folk i foreningen er så engagerede for tiden, og jeg er virkelig glad for at de synes jeg skulle nuppe to år mere som formand.
Bagefter var der så åbning af vores afgangsudstilling på Nicolai. Jeg er vagt dernede på Fredag og synes stadigvæk du skal komme forbi og se alle vores projekter. Der er f.eks. en strikkollektion med en duft af sukker, et projekt om meningen med livet, en idé til hvordan man forbedrer naboskabet for beboere i opgange, et bæredygtigt køkken, megasmukke illustrationer og meget, meget mere… Man kan se alle projekterne i afgangskataloget.
..Men jeg har dog fået trimmet radioindslaget om mit projekt fra Kultursøndag på P1 i Søndags. Det kan høres her.
Som nogle måske kan huske deltog jeg i forrige uge i Copenhagen Fashion Summit, og det gav mig en idé om at forsøge at skabe et sjovere og mere handlingsorienteret fokus på hvad man kan gøre og ikke hvad man ikke kan gøre, når snakken falder på det fortærskede begreb “Bæredygtig mode”.
Udfordring
I en uge må deltagerne kun have tøj og sko på fra den del af deres garderobe, de ikke har haft på det sidste år. De må altså kun iklæde sig i det tøj de ikke længere betragter som en del af deres nuværende garderobe.
Enkelte velbegrundede undtagelser (eksempelvis overtøj) er der plads til, så længe det noteres.
Ved hver dag at poste et ‘gammelt’ outfit på deres blog:
1) Viser de at god stil ikke er noget man altid behøver at købe nyt for at få.
2) Opfordrer de til ansvarsbevidst handling.
3) Bliver de en del af den bevidste bevægelse som man bla. kan opleve til modeugerne i Berlin, London og Paris.
Vinder og Præmie
Vinderen:
Designeren Trine Wackerhausen, som står bag det succesfulde danske mærke Wackerhaus, gennemgår personligt alle indsendte outfits og udvælger derefter det bedste som vinderen.
Præmien:
Mott Skrædderi på Østerbro er et innovativt skrædderi, som bla. har haft Medina, Stine Goya, Ole Yde
og Moonspoon Saloon på kundelisten. Her smelter kærligheden for beklædning, historie og håndværk sammen.
Vinderen får 3 timer i skrædderiet, hvor man får professionel rådgivning i at customize,
vedligeholde og skabe ændringer på sit tøj. Derudover vil Karina Mott fortælle om de forskellige tekstilkvaliteter og syteknikker, samt hvad man kvalitetsmæssigt kan kigge efter i butikkerne.
Sammen med en fotograf vil jeg lave en artikel om vinderen og arbejde hårdt for at få den udgivet. (Præcis hvordan den slags foregår er mig ikke bekendt, men satser på at det går :))
De seje og modige deltagere skal man følge her:
http://sneglcille.dk/ (Cecilie på Sneglcille)
http://ithefoundling.blogspot.com/ (Astrid og Benedicte på I The Foundling)