Instagram

..Og det er jo så løgn. For de første 5 måneder var jeg inde i browser- (aka junkie) versionen af Instagram 1-6 gange ugentligt for at følge med i alle de mange, oprigtigt spændende liv. Efter en måned fik jeg taget endnu et skridt på vejen, og slettede ca. 1000(!) af de profiler, jeg fulgte, så jeg kom ned på at følge 59. Det skete i en ordentlig Kondo-koger efter præmissen:

✅ Familie – ja tak!

✅ Virkelige venner – kæmpe ja tak!

✅ Profiler jeg egentlig ikke kender i virkeligheden, men som gør mig glad, bla. fordi at de viser et HELT menneske (ikke at forveksle med de der pseudoperfekte, humblebraggende profiler, der en gang om året poster det obligatoriske ene se-min-sidedelle-jeg-er-SÅ-uperfekt billede midt i deres linde strøm af bloggerblomster, enhjørninge og flagrende pastelkjoler med stort grin knækket sammen i en arj-nej-hov-tog-du-lige-et-billede-der-hvor-er-jeg-fjollet-pose – DET SHIT TÆLLER IKKE RAPUNZEL!!) men alle de andre kloge, seje, søde, grineren profiler som jeg elsker at kende på internettet – Kæmpe Mæssigt Ja Tak!

🚫 Profiler med smukke, stilfulde og inspirerende feeds, men som ikke giver mig noget jeg ikke ville kunne læse mig til i et bolig/modemagasin og som i virkeligheden også giver mig jævle ondt i maven fordi alle de perfekte house-tours, morgenrutiner, grøntsagskasser (# modtaget i gave – gå nu væk) og altid smukke tøj/hår/tattoos/rejser/etc. får mit eget liv til at virke så helt utroligt sølle, rodet og uperfekt – Farvel!

🚫 Andre DUERJOIKKEETMENNESKEprofiler – nej tak! There was a double finger situation! Og det var SÅ FUCKING BEFRIENDE! Kh Ida, 34 år, der bliver et voksent menneske og tager ansvar for at unfollowe de profiler der ikke gør noget som helst rart for noget. Totalt To be or not to be situation at få renset sit dyrebare feed fri for digitalt dårskab. Farewell!

Da mit feed efter den første måned var clean og sorteret som en artigt rullet og sorteret skuffefuld Komono, gik der nu kun 3-5 billeder før jeg nåede bunden af mit opdaterede feed.

Gæt selv om der var krise.

Heldigvis kom instas browser/søgefunktion mig til undsætning. Åhh, you insta shrinks, you… I har mig sgu om lillefingeren. Som en spritter efter solbærlikør, sad jeg så i mit ene daglige insta-besøg og mæskede mig i random “populære” profiler. Således blev jeg helt up to date på, for mig, ellers ukendte personer som diverse Kardashians, danske realitystjerner og cirka en million Britney Spears fanprofiler. Så ku jeg bruge tid på dét …Super.

Jeg ved godt, at mange må tænke “du har jo været så meget på Instagram, shit hvor er du phoney”, men det var altså fra en computerbrowser og sommetider gik der uger imellem – og for mig var det især det at være aktivt, bidragende på IG, der var problemet ifht mængden af antal gange jeg var på. Og det faldt jo fra de 50-80(!) daglige indtjekninger til allermax een gang dagligt. Ikke for at forsvare. Men det VAR altså stort for sådan en insta-junkie som mig.

For en lille måned siden tog jeg så det nok endelige skridt ud af instas favntag. Det er lidt sølle, men det er sandt. Jeg ændrede mit password til noget tilfældigt, jeg ikke selv ved, hvad er. Jeg låste mig simpelthen ude af insta (ynkeligt, men utrolig effektivt). Jeg har kun været der to gange siden, da en veninde sendte mig en sej profil, jeg lige skulle tjekke og da jeg skulle se noget fra et tøjmærke. Så fungerer det som en helt almindelig hjemmeside. Den ved ikke hvem jeg er, og jeg kan kun kigge på dem ene profil, jeg er gået derind efter. Det betyder også at jeg stadigvæk en gang imellem kan gå derind og kigge på dem jeg savner (der er mange), Det passer mig perfekt.

Min facebookaktivitet steg en lille smule kort efter min IG afsked, men fik hurtigt udlignet sig, fordi der er så dejlig røvsygt derovre. Der er vitterligt kun venstreorienterede artikler og folkeskolekammeraters børn og forældre. Og ingen likes at jagte. Bliss.

Så, hvorfor er jeg stadigvæk så meget tid på internettet? Hmmm… Tiden i min wordpressapp (=bloggen her) er mindst den samme som før. Og så er tiden jeg bruger på at tjekke hvor mange der liker mine blogindlæg helt ærligt steget med ca 200%. Det er så pinligt, men desværre sandt. Jeg øver mig i ikke at obsesse over det hver gang jeg publicerer noget, men det er som om at fraværet af min insta-profil (hvor jeg virkelig ku vise hvor aaaaafslappet, rodet og skødesløst chillaxed jeg er (lol)) har puttet ekstra pres på min blog tilstedeværelse. Fordi nu er det her jo mit eneste rigtige internethjem (oh, gru!) Derfor har jeg øvet mig i at udgive flere småting – ikke være så bange for den der “udgiv” knap. Og bare lade min blog afspejle det jeg, uden at prale, synes jeg var ret god til på insta, men som bare ER sværere at gøre i et blogformat: nemlig at være sjov og lade selvironien blomstre over hverdagens små sindssyge oplevelser. Det gjorde jeg især i IG Stories (som jeg filmede kon-stan-to til, da jeg var aktiv). Det er bare ikke lige så nemt eller sjovt på en blog. Og jeg savner det. Jeg savner både andres stories og jeg savner mine egne.

Men jeg savner ikke at have min telefon limet til min hånd. Jeg savner ikke at føle at jeg skylder dem der følger mig noget (hej hej storhedsvanvittige type). Men mest af alt savner jeg sgu ikke, at sidde og scrolle mig igennem mine egne stories i en eller anden form for sær, idiotisk selvbekræftelse: “Haha, good one der, Ida. Eeej, dér nailede du den sgu også. Haha ha!”

På billedet herover er jeg på Den Blå Planet med mine drenge. Og jeg kan huske at det var under min 2. story halvvejs igennem den der hajtunnel, at jeg ku mærke det. At jeg simpelthen blev nødt til at tage den fede, fucking tyr ved hornene og sige “INSTA!” Det er ikke mig, det er dig. (Ok, og lidt mig, også). Og jeg elsker dig, men jeg elsker mig selv mere. Det er et halvt år siden i dag. Og ja. Indsæt selv ironisk smiley om at lægge et insta-billede op på min blog og skrive et 400km langt indlæg om at jeg er færdig med et socialt medie. Det er sgu dobbeltmoralsk. Jeg er ikke perfekt. Men min telefon er mere i lommen nu, end nogensinde før. Og når jeg er på internettet nu så kigger jeg for langt det meste UD i stedet for IND.

Jeg googler ting, farer vild i viden på wikipedia og diverse netaviser, når nu jeg ikke længere kan dulme virkeligheds-kedsomheden med et quick fix på IG. Jeg navlepille-reflekterer stadigvæk amok her på domænet (som jeg forøvrigt har gjort siden jeg som 7-årig fik min første dagbog – den eneste forskel er, at der ikke længere er lås på indholdet). Men ellers, ik.. Al den anden tid på nettet bliver faktisk efterhånden brugt på at kigge ud – og det er ikke længere kun i jagten på, at finde noget flot at spejle mig i.

Og for mig er det fandme et stort fremskridt.

Fair is foul and foul is fair.

Jeg nupper lige et halvt år mere.

Kh Ida

Ps.

Hvis man vil læse mere om mine tidligere insta-kvaler (for yes, we go way back) så kan man gøre det her, her, her, her eller her.

Pps. Tricks til et sundt og moderat forhold til IG modtages som altid med kyshånd i kommentarsporet. Tak.

Zen alert!

Det går overraskende godt uden Instagram i mit liv. Faktisk er min fomo her på 5. ugen, efterhånden nærmest 100% aftaget. Dog er mit facebook forbrug steget mærkbart (fra max 10 min dagligt til ca. 30-40 min dagligt fortæller min digitale tracker app mig). Men facebook er jo, som jeg vist tidligere har nævnt, seriøst bare Debatten klip, Kim Larsen compilations, ekskærester, familiemedlemmer og folkeskolekammerater. Det synes jeg faktisk er okay. Derudover læser jeg stadigvæk med hos mine yndlingsbloggere lokalt på deres blogs.

Så det jeg ikke får med fra Instagram er faktisk – og nu outer jeg enten mig selv som rigtig nederen, eller også siger jeg noget som alle, der er på sociale medier, kan genkende en flig af i sig selv. Det, jeg ikke længere får med, er alle dem jeg ikke kender og som jeg alligevel kom til at gå ind og stalke og -ja, undskyld igen- men hate lidt på. Simpelthen. Fuldstændig latterligt. Latterligt fordi jeg ved, at de er præcis lige så søde, cool og grineren som dig og mig. Det er bare nogle andre ting, de har valgt at putte glimmer på og stille op på den kaminhylde som er internettet.

Og alligevel havde jeg et mærkeligt behov for at sidde der og dømme. Og måle mig op mod dét. Mod dem. Og dén side af mig selv, kan vi alle sammen vist godt blive enige om er rimelig ubehagelig. En rigtig åndssvag vane. En rigtig nederen muskel at træne.

Det mærkelige er faktisk at jeg har mødt flere af dem, jeg fulgte med hos. Og nu blir det lidt freaky. Ahem. I mine drømme. Og det har faktisk været hyggeligt og lidt forsonende. Sådan lidt: Jeg mødte dem, vi løste et problem sammen og jeg fandt ud af at de er søde, almindelige mennesker. Og så har jeg ligesom givet slip på dem.

Især fordi jeg ikke længere føler – og det her er måske i virkeligheden hovedet på sømmet – men jeg føler ikke længere at de skylder mig min tid. Det var nok det jeg blev så bitter over før: at de tog så meget af min tid og alle mulige øjeblikke jeg godt vidste at jeg spildte. Nu kan jeg meget bedre glæde mig på deres vegne, fordi jeg ikke længere føler mig mindre værd end dem. På en måde er det jo en kæmpe underkastelse – kan nærmest ikke komme i tanke om noget mere ynkeligt end at bruge sin tid på at dømme andre og alt det (u)perfekte de laver. I stedet for at turde mærke sig selv. Turde lave noget ((u)perfekt) selv. Så det øver jeg mig i. Mindre hate, mere mærke sig selv.

Det går okay. For eksempel har jeg (indsæt fanfare) malet med og uden børn hele weekenden. Ikke noget prangende – men det var mig.

Det føles lidt som at komme tilbage til den jeg var engang. Og det er dejligt at komme i tanke om, at der stadigvæk er noget hemmeligt og nice, som bare er ens eget, helt derinde hvor ingen andre kan se.