Browsing Category

life

life

Et stks sur kælling.

Kurt smadrede sin nissegave hårdt ned i gulvet i går. Jeg skældte ham virkelig meget ud, men i bagklogskabens lys, kan jeg måske godt forstå, hvis en fireårig bliver lidt skuffet over at få sin mors gamle ‘Cirkus Julius’ bånd pakket ind i avispapir… så jeg har sagt undskyld til ham, og nu har vi skrevet et brev til nissen og sagt undskyld til ham også. Og så begynder julefreden forhåbentligt snart at sænke sig.

Jeg øver mig i ikke hele tiden at skælde ud, komme med stikpiller og i det hele tiden at være en sur røv overfor dem jeg har hhv giftet mig med og produceret. Det er lidt op ad bakke med dét. Al Søde Ida blir brugt op på mit arbejde. De får linen, lunten og lollen. Så er der bare en sur kælling tilbage, som f.eks. blir sur over at min mand ikke har hængt misteltenen op, efter den er faldet ned. På den måde relaterer jeg måske meget godt til min fireårige for tiden.

På arbejdet blev jeg (sgu!) færdig med min store leverance. Ahhh! Så nu: afrapportering, timeregistrering, journalisering og alt muligt andet dejlig kedeligt. Bortset fra, at det er der faktisk slet ikke tid til og i virkeligheden burde jeg have virkelig travlt med virkelig meget nyt, meget vigtigt. Men det orker jeg altså faktisk bare ikke lige nu. Så hvis jeg kunne bede om bare lige fem dage uden mere meget vigtigt meget nyt, lige nu, så kunne det være rigtig, rigtig dejligt… Ro. På. Hvisker jeg, til mig selv.

På Fredag skal Niklas og jeg ud og se på et lille bitte hus – (bare for sjovt, selvfølgelig!) 1,5 km fra en metrostation. 2 km fra en badestrand. 1 km fra …en fucking landingsbane. Argh! Jeg ved sgu ikke… men nu giver jeg lige det område, som jeg, af en eller anden grund er blevet lidt vild med (endnu) et besøg. Det’ jo bare for sjovt.

I morgen skal jeg til Björk koncert med mine to søstre og Fredag aften er der julefrokost på mit arbejde, hvor jeg har store planer om IKKE at drikke snaps og at straffe karaokeanlægget. Så kære mave/hals/migræne-ting, jeg kan mærke i mit korpus: Du har præcis 20 timer til at forsvinde ud af min kiosk.

Og tag meget gerne den sure kælling med, når du går.

life

Fra orange feelings til sunday blues

Roskilde er forbi. Søde, dejlige, sindssyge Roskilde, hvor teltet aldrig ikke snurrer før klokken ni om morgenen. Hvor græs i håret, bas i kroppen, pels på tungen, kollektive tømmermænd, fælles fest, venner, drinks, glimmer, støj og røg: Voksenlivets store, fede, fucking ventil, hvor det er okay i tre dage at være en fomo-ramt, 35-årig ørkenprinsesse og klistre similisten på alle stressrynkerne, tisse på sin sko, have alt for stramme galaksegamacher på og hvor den eneste rigtige bekymring er alt det du går glip af, fordi du – uanset hvor meget du prøver at eksplodere – bare ikke kan være på alle scenerne og i baren og i køen til Meyers og til morgenfest i Dream City, på samme tid.

I går havde jeg femhundredetusinde orange feelings. I dag er de alle sammen blevet blå.

Samhørighed, frihed og tømmermænd. Jeg freaking elsker dig og jer og os. Ses til næste år.

life

Hej søster!

Jeg var til fest i weekenden. Sådan en hvor man revner sine nye bukser, taber sin yndlingsfingerring, falder i søvn på en luftmadras og ikke helt ved hvor man er, når man vågner. Det var en damefest og den var eddermanme sjov, smuk og seriøst hyggelig. Det var Cecilies fødselsdag. Og udover at være fyldt med blomster, god mad og vin, så var den også spækket med utroligt søde damer som var way out of my league. Så jeg gjorde det eneste fornuftige: Druknede mine nerver i gajolshots, røg en helvedes masse cigaretter og blev alt for højrøstet og aaalt for fuld.

Alligevel er jeg – udover seriøse tømmermænd – stadigvæk fyldt op af den der universelle form for medsøsterskab fra alle de mange kvinder som jeg faktisk ikke kendte en eneste af, men alligevel havde en virkelig god aften med.

F. eks. beklagede jeg mig til Mette Marie over mine pt elendige evner som kæreste og spurgte hende hvordan faen hun formår at være så forelsket i sin mand hele tiden. Og så gav hun mig et kærligt, konstruktivt skub fra en fremtid jeg godt ved også kommer til os, men som nogle gange kan være svær at nå hen til, når man nu hele tiden kommer til at være en sur lort overfor den man faktisk elsker. Genialt.

Overalt hvor jeg dansede, snakkede og skålede hen, var der sjove, kloge kvinder og i midten af det hele sad et af de smukkeste mennesker jeg ikke rigtigt kender i virkeligheden, men nu alligevel føler, jeg har fået lov at lære en lille smule bedre at kende. Søde, seje Cecilie.

life

Meanwhile på valgaftenen

Valgkamp amoook! Jeg var en værre svingstat i dag. Har ellers været helt sikker på hvem jeg skulle stemme på i flere uger, men på min cykeltur i morges fik jeg en gevaldig Aha-oplevelse. Så nu har jeg sgu stemt personligt på en kvinde i Alternativet. Bum.

Er jeg den eneste der har savnet et simpelt, digitalt overblik over alle kandidater i min valgkreds? Gad så godt et alternativ til “hvilken kandidat er du enig med”-tests (dog må jeg lige tilføje at jeg da fandt en okay digital stemmeseddel hos TV2. Ville bare ønske at der havde været mere end blot et navn. F.eks. fakta om den enkeltes mærkesager og en lille video til hver enkelt kandidat).

Jeg er ikke stolt af at indrømme det, men det er desværre ikke første gang, jeg står i stemmeboksen og kun kender 2-5 navne pr parti. Og det er sgu da lidt ærgeligt, er det ikke? Det er da mange gode mennesker man ikke når at opfange, når det kun er formænd og spidskandidater der rigtig får lov til at brænde igennem på de store sendeflader, så man for alvor får dannet sig et indtryk af dem.

Måske er det bare mig der slet ikke bruger nok tid på at nørde kandidater og partiers hjemmesider. Men serr. Hvad har i andre gjort? Stoppet op på cykelstien og tænkt “dén valgplakat ser fed ud – Hende googler jeg sgu lige!”? Måske er jeg bare en doven idiot. Jeg havde i hvert fald også den her følelse efter sidste valg: En følelse af at have gloet på partilederrunder, hørt på holdninger og læst kronikker i fire uger og så alligevel stå i stemmeboksen og føle mig ret så fremmedgjort fra min stemmeseddel.

Nå. Nu har jeg spist al min is. Helle og Anders minder om et ægtepar der er vendt hjem fra Solkysten, Lars Løkke kører rundt i bil på Nordsjælland og nu mangler der bare at blive optalt 4% af vores stemmer.

God aften – og glædelig grundlovsdag!

life

Nogle ting ændrer sig heldigvis (næsten) ikke.

Hele mit liv har jeg hvert år tilbragt Kristi Himmelfart på en lejrskole i Sverige med min far, søster, en flok af min fars ungdomsvenner fra Birkerød og alle deres børn. I år var vi afsted for 42. år. Som skilsmissebarn af et sæt flytteglade forældre, er Møllegården derfor nok det nærmeste jeg kommer på et barndomshjem. Det er faktisk det sted jeg har de tidligste barndomsminder fra. At vågne til lyden af gummisko på perlegrus. Lav aftensol gennem trækroner. Støvede gulve, klirrende ølflasker, ACDC og åbne vinduer. Kæmpe gryderetter, våde håndklæder, høje stemmer, plastiktallerkener og et virvar af motorcykler på gårdspladsen.

De sidste par år er vi i “børnegenerationen” blevet til en ret fasttømret ungdoms-voksen-gruppe og selvom jeg kun ser dem den ene gang om året (eller måske netop derfor) er det virkelig hyggeligt når vi endelig ses.

Det eneste der har ændret sig er mængden af tømmermænd (seriøst. damn you, cigaretter og dårlig dømmekraft) – og så var jeg i år var flankeret af min egen lille 3. generations PGV’er som var verdens sødeste armcandy og løb rundt på perlegruset og kastede med grene -og det gode ved at have klonet sig selv er jo, at jeg nu får lov til både at være voksen og barn på samme tid. #lifehack

Ps. Da jeg var færdig med at have tømmermænd i går læste jeg ‘Midt i en jazztid’ færdig. Derfor er læselisten opdateret (også med bla. Herman Bang og Kongens Fald (yes, der må klappes))

Dødsangst, life

Mandagsmandag, venskaber, mobilafhængighed og to anbefalinger

For tiden går mine aftener i selskab med Astrid Lindgren og Louise Hartung i deres drøn af en brevveksling “Jeg har også levet”, som Gyldendal udgav for et par måneder siden. Selvom jeg ikke er færdig med bogen endnu, blir jeg nødt til at anbefale. Den. Er. Fandme. God.

Hvorfor? Fordi den lærer min naive hjerne, at det at evne et venskab, går på tværs af tid og sted (bogen er skrevet i midt halvtredserne/start tresserne af to kvinder der er i midt fyrrerne). Men også at det er noget man gør meget forskelligt – Er venner, altså. Og de to kvinders evne til at rumme hinanden i et venskab, kan jeg virkelig lære af.

Bogen handler om personlige grænser og konflikter (Louise er ugengældt forelsket i Astrid), men den handler også om karriere, bossladyness, kreativitet og rejser. Og så er der alt det løse som dødsangst, familie og tanker om fremtiden (=vores nutid, fx. leger Astrid med tanken om, hvor vidunderligt det ville være hvis man en dag kunne sende hinanden beskeder med elektronisk kraft, så man slap for de evindelige breve – oh honey, du skulle bare vide!) Og det er så hyggeligt at falde i søvn til to hverdags-parallelle tankestrømme der mødes i fine universelle krøller, skænderier og kærlighedserklæringer. Så hermed også min: en stor anbefaling, til alle jer mine tankefulde internetveninder.

Forøvrigt – apropos internetveninder, så har Karoline jo gang i noget seriøs mobildetox, og jeg er hoppet med på denne uges udfordring, som er at indstille sin iPhone til skærmfri tid mellem 16-20, hvilket vil sige at alle apps er blokeret på min tlf, i det tidsrum, undtagen opkald-, sms- og kamera-funktionen. Det er min første dag, og effekten er _seriøst_ skræmmende. Det er er frygteligt at indrømme, men jeg har sgu leget med mine børn på en helt anden måde. Ej men, det er så flovt at skrive det højt. Vi var i gården i det gode vejr, og normalt ville jeg måske lige løbe en runde eller to med dem rundt og så ellers sætte mig over på en bænk (jep. Med min telefon. #junkie). Men nu kunne jeg ligesom ..kun.. lege. Så vi legede meget, meget længere og mere frit, fordi der bare ikke var – Ejmen jeg kan næsten ikke skrive det – muligheden for at sidde og skærme den. Det samme gjalt da de havde været i bad og da der nu ikke var en skærm i køkkenet at fortrække til (der når jeg “vasker op”), så kunne jeg jo ligesågodt lege med dem. Og så blev det faktisk en ægte grineren leg, hvor jeg faktisk var mor-som og vi alle tre var færdige af grin, fordi mine unger seriøst er genialt selskab.

Shit mand. Måske går det ikke helt ligeså godt, med min telefonafhængighed, som jeg går og bryster mig af…

Ellers er der ikke sket det store. Jeg har købt for 200 kr tomat- ærte- og rødbedefrø i Brugsen og om lidt skal der forspires the shit ud af dem. Jeg har udskudt at rede hår i cirka en uge. Ovnbagt en hella masse grøntsager. Og så har jeg været Herman Bang utro (igen! det er ikke godt – men oplæseren er elendig! Jeg KAN ikke mere. Undskyld, undskyld, Herman. Det er ikke dig. Det er …din oplæser), denne gang med Lone Frank i podcasten “Ingen elsker Lone Frank”. En videnskabelig podcast om kærlighed og hvad der sker når man mister. Den er også en anbefalelse værdig.

Og nu! Nu er Mandag allerede overstået. Og i morgen er det Tirsdag. Den Tirsdag som antiloperne spiser af. Og sådan er vi alle en del af hamsterhjulets store kredsløb.

Okay, shit. Godnat❤️