life

Det er blevet efterårsferie og på min ét punkt lange to do liste står der: At lave soveværelset i sommerhuset om til et kombineret sove-OG-skriveværelse (næstbedst når nu man ikke kan få “a room of one’s own” amiright). Projektet indebærer bl.a. at pille et indbygget skab ned, tapetsere og male. I et anfald af eufori i Frederiksværk Farvehandel, valgte jeg måske lige lovligt …spontant. Forestil dig hvis karrygul og æggesnapsgul fik et lovechild. Well. Dén farve gul hænger nu som et låg på mit i forvejen lavtloftede savsmuldstapetbefængte soveværelse. Ahem. Det er i de her situationer mit yndlings Taylor Swift citat falder som en kølig abrikos i en varm sommerhånd: “This could be really terrible and we could hate this”; Altid en god stødpude til nye, tvivlsomme projekter (men omvendt har jeg en fornemmelse af, at vi alle sammen maler vores lofter i vilde farver for tiden – så i det mindste er vi i det sammen).

Da jeg dækkede af og malede slog det mig hvor få boligprojekter jeg egentlig har lavet …øh, nogensinde. Det er vitterligt… Altså nul? Okay, vi malede da lejligheden da vi flyttede ind for syv år siden, og fik udskiftet en rådden terrasse i sommerhuset sidste år. Men ellers er alt der starter med et moodboard på Pinterest, simpelthen en så utrolig overskudsagtig præstation i min bog, at jeg på ingen måde forstår, hvor I alle sammen får overskuddet til at kaste jer over den ene faldefærdige muremestervilla efter den anden.

Men nu må I have mig undskyldt, mens jeg går ind og sætter noget savsmuldstapet op. Klokken 21.43. Fordi det er åbenbart sådan vi ruller her i Gør-Det-Selv-Land (børn, ferie og hvornår ellers?!)

Kh Flemming fucking Leth

Jeg kan stadigvæk ikke blogge. For første gang i de tre år jeg har skrevet regelmæssigt her, har jeg virkelig, virkelig ikke lyst til at udgive noget til internettet. Og jo mindre jeg skriver, jo mindre lyst får jeg til at gøre det. Men nu gør jeg det så lige alligevel. Hej. Jeg havde en skidedejlig fødselsdagsfest i Lørdags – bortset fra detaljen med, at den der klub, der for tre måneder siden inviterede mig til at holde en fest hos dem, i mellemtiden havde glemt mig (som den vip blogger jeg er). Så jeg og mine 40 gæster endte med at crashe en firmafest og et dansegulv. Hurra for fri bar og festlige venner.

I dag blir jeg så 35 år. Har fejret det med møder, freaking dejlige kolleger (kliché, jeg ved det. Men okay. Det er åbenbart dét, der tæller, når man er nærmere de 40 end 30) og så fik jeg stjålet min ladcykel. Om cykeltyve vil skide på at du har fødselsdag? Åbenbart. Jeg tog et S-tog ned på den lokale, drak en øl og skrev. For selvom jeg ikke kan skrive her, så kan jeg godt skrive for mig selv. Så det er bare det, der lige nu sker.

Nu sover mine børn og jeg har tænke mig at drikke nogle bobler i protest mod hverdagen og januar og cykeltyve og 35 år og Torsdag.

Skål.

Kurt smadrede sin nissegave hårdt ned i gulvet i går. Jeg skældte ham virkelig meget ud, men i bagklogskabens lys, kan jeg måske godt forstå, hvis en fireårig bliver lidt skuffet over at få sin mors gamle ‘Cirkus Julius’ bånd pakket ind i avispapir… så jeg har sagt undskyld til ham, og nu har vi skrevet et brev til nissen og sagt undskyld til ham også. Og så begynder julefreden forhåbentligt snart at sænke sig.

Jeg øver mig i ikke hele tiden at skælde ud, komme med stikpiller og i det hele tiden at være en sur røv overfor dem jeg har hhv giftet mig med og produceret. Det er lidt op ad bakke med dét. Al Søde Ida blir brugt op på mit arbejde. De får linen, lunten og lollen. Så er der bare en sur kælling tilbage, som f.eks. blir sur over at min mand ikke har hængt misteltenen op, efter den er faldet ned. På den måde relaterer jeg måske meget godt til min fireårige for tiden.

På arbejdet blev jeg (sgu!) færdig med min store leverance. Ahhh! Så nu: afrapportering, timeregistrering, journalisering og alt muligt andet dejlig kedeligt. Bortset fra, at det er der faktisk slet ikke tid til og i virkeligheden burde jeg have virkelig travlt med virkelig meget nyt, meget vigtigt. Men det orker jeg altså faktisk bare ikke lige nu. Så hvis jeg kunne bede om bare lige fem dage uden mere meget vigtigt meget nyt, lige nu, så kunne det være rigtig, rigtig dejligt… Ro. På. Hvisker jeg, til mig selv.

På Fredag skal Niklas og jeg ud og se på et lille bitte hus – (bare for sjovt, selvfølgelig!) 1,5 km fra en metrostation. 2 km fra en badestrand. 1 km fra …en fucking landingsbane. Argh! Jeg ved sgu ikke… men nu giver jeg lige det område, som jeg, af en eller anden grund er blevet lidt vild med (endnu) et besøg. Det’ jo bare for sjovt.

I morgen skal jeg til Björk koncert med mine to søstre og Fredag aften er der julefrokost på mit arbejde, hvor jeg har store planer om IKKE at drikke snaps og at straffe karaokeanlægget. Så kære mave/hals/migræne-ting, jeg kan mærke i mit korpus: Du har præcis 20 timer til at forsvinde ud af min kiosk.

Og tag meget gerne den sure kælling med, når du går.

Roskilde er forbi. Søde, dejlige, sindssyge Roskilde, hvor teltet aldrig ikke snurrer før klokken ni om morgenen. Hvor græs i håret, bas i kroppen, pels på tungen, kollektive tømmermænd, fælles fest, venner, drinks, glimmer, støj og røg: Voksenlivets store, fede, fucking ventil, hvor det er okay i tre dage at være en fomo-ramt, 35-årig ørkenprinsesse og klistre similisten på alle stressrynkerne, tisse på sin sko, have alt for stramme galaksegamacher på og hvor den eneste rigtige bekymring er alt det du går glip af, fordi du – uanset hvor meget du prøver at eksplodere – bare ikke kan være på alle scenerne og i baren og i køen til Meyers og til morgenfest i Dream City, på samme tid.

I går havde jeg femhundredetusinde orange feelings. I dag er de alle sammen blevet blå.

Samhørighed, frihed og tømmermænd. Jeg freaking elsker dig og jer og os. Ses til næste år.

Jeg var til fest i weekenden. Sådan en hvor man revner sine nye bukser, taber sin yndlingsfingerring, falder i søvn på en luftmadras og ikke helt ved hvor man er, når man vågner. Det var en damefest og den var eddermanme sjov, smuk og seriøst hyggelig. Det var Cecilies fødselsdag. Og udover at være fyldt med blomster, god mad og vin, så var den også spækket med utroligt søde damer som var way out of my league. Så jeg gjorde det eneste fornuftige: Druknede mine nerver i gajolshots, røg en helvedes masse cigaretter og blev alt for højrøstet og aaalt for fuld.

Alligevel er jeg – udover seriøse tømmermænd – stadigvæk fyldt op af den der universelle form for medsøsterskab fra alle de mange kvinder som jeg faktisk ikke kendte en eneste af, men alligevel havde en virkelig god aften med.

F. eks. beklagede jeg mig til Mette Marie over mine pt elendige evner som kæreste og spurgte hende hvordan faen hun formår at være så forelsket i sin mand hele tiden. Og så gav hun mig et kærligt, konstruktivt skub fra en fremtid jeg godt ved også kommer til os, men som nogle gange kan være svær at nå hen til, når man nu hele tiden kommer til at være en sur lort overfor den man faktisk elsker. Genialt.

Overalt hvor jeg dansede, snakkede og skålede hen, var der sjove, kloge kvinder og i midten af det hele sad et af de smukkeste mennesker jeg ikke rigtigt kender i virkeligheden, men nu alligevel føler, jeg har fået lov at lære en lille smule bedre at kende. Søde, seje Cecilie.

Hele mit liv har jeg hvert år tilbragt Kristi Himmelfart på en lejrskole i Sverige med min far, søster, en flok af min fars ungdomsvenner fra Birkerød og alle deres børn. I år var vi afsted for 42. år. Som skilsmissebarn af et sæt flytteglade forældre, er Møllegården derfor nok det nærmeste jeg kommer på et barndomshjem. Det er faktisk det sted jeg har de tidligste barndomsminder fra. At vågne til lyden af gummisko på perlegrus. Lav aftensol gennem trækroner. Støvede gulve, klirrende ølflasker, ACDC og åbne vinduer. Kæmpe gryderetter, våde håndklæder, høje stemmer, plastiktallerkener og et virvar af motorcykler på gårdspladsen.

De sidste par år er vi i “børnegenerationen” blevet til en ret fasttømret ungdoms-voksen-gruppe og selvom jeg kun ser dem den ene gang om året (eller måske netop derfor) er det virkelig hyggeligt når vi endelig ses.

Det eneste der har ændret sig er mængden af tømmermænd (seriøst. damn you, cigaretter og dårlig dømmekraft) – og så var jeg i år var flankeret af min egen lille 3. generations PGV’er som var verdens sødeste armcandy og løb rundt på perlegruset og kastede med grene -og det gode ved at have klonet sig selv er jo, at jeg nu får lov til både at være voksen og barn på samme tid. #lifehack

Ps. Da jeg var færdig med at have tømmermænd i går læste jeg ‘Midt i en jazztid’ færdig. Derfor er læselisten opdateret (også med bla. Herman Bang og Kongens Fald (yes, der må klappes))