Browsing Category

Mig

Mig, Uncategorized

Dengang der var færger til.

Inden afgang til mine bedsteforældres gård på Strynø, var jeg på julebesøg hos min farfar og hans kone.

Idag – på Strynø altså – så vi lysbilleder taget af min farfar og farmor, og her er mine to yndlings. De er taget i 1958. Det var dengang der var færger til, og det var dengang farfar var ung. Udover at min farfar var hip som bar’ pokker, var han amatørastronom og optiker og så kunne han bygge alt lige fra både til huse og observatorier. Da jeg forleden var ude ved ham kiggede vi i hans gamle astronomibøger som var streget helt til med logbogsnotater og matematiske annotationer i maginen. Det var så hyggeligt, og vi vrøvlede lidt om kap. Han fik konstateret parkinsons for et par år siden, og er nu lige så stille mentalt på vej til Mars. Men der falder stadigvæk guldkorn engang i mellem, og det er så hyggeligt at være sammen med ham: “Hvad leder du efter farfar?” “Jeg står lige og leder efter mig selv”.
Det kender man jo faktisk godt.

Glædelig jul derude.

Hurra, Mig, sved på panden, Uncategorized

Fyldte chokolader og karrysild.

Jeg er hjemme på julevisitter. Når man er andengenerationsskilsmissebarn, og derfor velsignet med to bonusbedsteforældre, to bonussøskende, en bonusmor og to nye forældrekærester, er det lig med mange besøg. Mange besøg er lig med mange pakkenelliker og mange pakkenelliker er lig med noget logistisk bilderbalder, som gør at jeg drysser mine ejendele rundt omkring i min omgangskreds. Således blev min højgravide veninde i går beriget med en skidelækker næsten ubrugt tandbørste. Jeg er ca. 130% sikker på at min mor i morgen bliver den lykkelige ejer af Projekt Honninghjerte som pt ligger stablet i halvvåde håndklæder i hendes køleskab.

Jeg elsker juleferie.

Mig, Slidgigt, Strik, Uncategorized

Jeg sværger..

Nogle gange bliver jeg oprigtigt i tvivl om nogen har skrevet forkert på min fødselsattest. For eksempel følte jeg mig søndagship i går, lige indtil jeg så ned af mig selv og fik øje på strikketøj, stokke OG bænk. Hvor mange plejehjemselementer kan der være i et synsfelt? Oh my. Men det var alligevel usigeligt dejligt og jeg elsker at strikkeseason has begun! På Søndag fejrer jeg med Strikkeklub og fødselsdag for min mor i København.

Mig, Slidgigt, sved på panden, Tanker, Uncategorized

Hug en hofte, stræk en tå.

… Det bliver lige endnu et (lille, I promise) skud fra hoften herfra.

I går var jeg nemlig til genoptræning på hospitalet, og fik i samme omgang fjernet sting og snakket med den læge som opererede mig.
Et par dage efter operationen fik jeg et referat af operationsforløbet, som jeg med hjælp fra kyndig medicinveninde, og min ufatteligt seje farmor og hendes mand, fik oversat til almindelig dansk. Rigtig dejligt (og kun lidt scary) at forstå hvad der præcis er foregået (det der benstræk man lægges i for at hive benet af led… Det er jeg for eksempel glad for jeg ikke rigtig forstod før operationen).

Nå. Tilbage til mødet med min læge, som jo ikke er bleg for at servere mit underliv i A3 format (billedet her er beskåret). Det som de (med et pædagogisk udtryk) har fræset af, er de udgroninger (exostoser) som sad hele vejen rundt på lårbenet og gnavede op i hofteskålen. Slidgigten kan man jo ikke gøre så meget ved, men man kan altså se det på det lille mellemrum mellem kuglen der fæstner lårbenet og hofteskålen. I raske hofteled er der væsentligt mere brusk (=større mellemrum på røngtenbilledet) end her.

Vildt hvad?

Ps. Jeg var lidt i tvivl om det var for sindssygt at uploade det her billede, men bilder mig selv ind at det er lidt det samme som alle de scanningsbilleder af bekendtes (kæresters/søstres/kollegaers/…) livmodere jeg har set i min tid. Og det er immervæk ikke så få.

Mig, Tanker, Uncategorized, Vegetar

Ups.

Til min store skræk har jeg opdaget at mine sidste posts her på bloggen er skrevet (en lille smule) uden kærlighed. Måske er det især i lyset af Jennys seneste indlæg at jeg får lyst til at skrive et ærligt indlæg om mine udfordringer med at overføre de bæredygtige tanker til praksis Not as easy as I thought!

Det er præcis et år siden jeg blev vegetar og besluttede mig for at al æg og mælk jeg køber skal være økologisk. Efter flere års tilløb var det Jonathan Safran Foers “Om at spise dyr” som fik mig endeligt ud over kanten. Dog spiser jeg stadigvæk fisk, og jeg ville ønske jeg var bedre til at undersøge præcis hvilke mærker og arter som er bedst/værst at spise.
I starten var jeg flov når jeg fortalte at jeg var vegetar af etiske årsager. Jeg elsker kød, og det er udelukkende for at redde verden at jeg ikke kører stenalderstil med store bøffer hver dag. Derfor frygtede jeg lidt omverdens reaktion på at jeg nu var en del af the treehugging crowd. Men jo mere jeg tænker over det, jo mere tilpas befinder jeg mig i kategorien. Det er egentlig sjovt at man kalder de økologisk bevidste for ‘hellige’ når det i virkeligheden er de mest realistiske af os alle sammen.

Et eller andet sted har det været ret nemt at tænke bæredygtighed ind i mine madvaner. Der er bare ikke så meget signalværdi i en mælkekarton som der er i en ny frakke. Tilgengæld har jeg enormt svært ved at implementere min bæredygtige overbevisning i mit forhold til mode og tøj. Ud over at pudse glorien med mit arbejde i Danske Modeller og mit afgangsprojekt, synes jeg helt ærligt ikke jeg er særlig god til at praktisere bæredygtighed i modeafdelingen. Mit tøjskab bugner stadigvæk af tøj jeg ikke rigtig går med, og de sidste tre ting jeg har købt har ikke været bæredygtige. Tilgengæld har jeg lovet mig selv kun at købe langtidsholdbart tøj (altså tøj som jeg realistisk set forestiller mig at bruge i 10 år).

Skrædder Sten Martin fortæller om begreberne modedetoxing og garderobefedme på sin blog, og lige så meget som jeg kan se mig selv i hans beskrivelser, lige så lidt ved jeg hvad jeg skal stille op med mit særdeles overvægtige klædeskab. Under min Wardrobe Challenge opdagede jeg at jeg sådanset godt kan lide at have alt mit tøj på (næsten), men alligevel går jeg i de samme 5-6 par bukser, og jeg kan ikke få mig selv til at sende de resterende 20(!) til genbrug. Jeg er totalt samlermanisk og ville virkelig være en dårlig buddhist med alle de emotional attachements.
Min veninde tager jævnligt på messer som Mega Kup og sælger ud af sit tøj og får en hyggelig dag ud af det. Hun køber næsten alt sit tøj i de andre boder, og hun ser altid irriterende godt ud. ‘Byttecentraler’ som Mega Kup, Trendsales og Resecond i Jægersborggade er da også et virkelig godt alternativ til brug-og-smid-væk kulturen. Måske jeg bare skulle tage at komme ind i brug-og-byt kampen – for det er vel bedre end puds-glorien-og-køb-inwear-når-ingen-kigger mentaliteten som jeg har praktiseret de sidste to måneder (altså jeg har i alt købt tre stykker tøj siden jeg stoppede min challenge i maj måned, så det er jo ikke helt skidt – But still). Hvad hulen skal man gøre med alt sit tøj? Hvad gør andre?

Jeg lader lige Jenny få de sidste ord omkring kompleksiteten ved at bryde med så samfundscementerede normer som paradigmet omkring at forbrug = godt (men læs hellere hele indlægget – hun siger det altså bedre end mig):

“This is all about taking responsibility for my actions, something my generation is so incredibly bad at. The scary thing is I already know this, but still I have had a hard time remembering it. I think it is because it is not normal in our society and I am not constantly reminded that I should think about how I spend my money. Instead I am constantly reminded that if only I get this new thing I will be “it” and I will be happy. It is quit disturbing realizing how “easy” a human being one can be. This is the psychological aspect of this case, but I just have to remind myself, and surround myself with others who can remind me. For instant R.I.P. Elin Kling, Columbine Smille, Luxury Shoppers, Vilde Kaniner, Fashion Toast, Northern Light, Blame it on Fashion and everyone els who are, when you start to think about it, very unscrupulous about constantly spending money on material possessions, and their blogs are only about what new things they have just bought, (trust me it is not about style as I was fooled to believe, it is a guide on how to buy the right things so that people think you have style.) But also hello to new blogs like FashionMeGreen, Ida’s Ide (not new, but she is definitely one to be mentioned here), and also blogs like The Sartorialist, Garance Doré, Emma Elwin, Capture the Castle and Milk/Signe (and Tumblr is a good source too) for providing inspiration without giving me the feeling that I should rush out and buy whatever they just bought, because they don’t showcase their spending habits.”

Foreningen Danske Modeller, Hurra, Mig, Slidgigt, sved på panden, Tanker, Uncategorized

Hvorfor glemmer man alt det gode?

I Fredags blev jeg endelig opereret i min hofte (mine to faste læsere ved godt hvorfor).
Skal vi lige starte med at snakke om hvor sindssyg en oplevelse det er at være i narkose! Først bliver man rippet for alt det der kendetegner en. Man vasker sig, fjerner neglelak, smykker, make-up og pakker håret ind i en særdeles ufiks blå badehætte. Så tager man noget meget grimt og stort hospitalstøj på, der kommer en læge og sætter et kryds på den hofte der skal opereres (very comforting). Man er reduceret til en krop og et personnummer når man bliver ført ind på operationsstuen hvor en dame putter elektroder på ens brystkasse, imens en utrolig flink narkoselæge lægger drop og sprøjter sovemiddel ind i ens hånd. Og så kan man ellers bare vinke farvel til verdenen. Jeg tror jeg fik mumlet en blanding af “God arbejdslyst” og “Gør jer lige uma….”.

Og efter hvad der føles som to minutter, vågner man så med forbindinger to the max og et skridt på størrelse med Himmelbjerget. Jeg vidste godt de skulle hive benet (citat:)”lidt af led” for at komme til inde i mellem lårbenet og hofteskålen, men når man er følelsesløs i fjappi (pardon my french) på 3. dagen begynder man at få bange anelser. Det stod der sgu ikke noget om i folderen.

De beholdte mig i hvert fald natten over og min respekt for hospitaler er ikke blevet mindre. Jeg synes altså de er rockerseje. Samtlige sygeplejesker, læger, sekretærer, ja selv min vestjyske fysioterapeut er så dygtige og fik mig til at føle mig i de bedste hænder.

Operationslægen fortalte at han havde kunne ordne en hel masse inde i leddet, så forhåbentlig er jeg up and …well, walking igen indenfor en måned. Men desværre fortalte han også at det stod seriøst sløvt til med bruskmængden. Hvilket betyder at det der med slidgigt ikke længere blot er en bange anelse (som jeg -indrømmet- brugte lidt til at score nemme medlidenhedspoint), men rent faktisk er for real.

Hej slidgigt. Vi skal nok få det sjovt sammen.

Ps. Det gode er at jeg sammen med 16 andre er nomineret til Dansk Design Centers Talentpris, at jeg er udvalgt ambassadør for Røde Kors’ Online genbrugs butik (som man forøvrigt lige kan like på Face) og tilmed har fået lov til at skrive et bidrag til en publikation om hvad Danmarks fremtid skal bygge på (for det ved jeg jo – hvis nogen var i tvivl).

Nåeh ja, og så holdt vi altså den bedste generalforsamling i Danske Modeller nogensinde! Folk i foreningen er så engagerede for tiden, og jeg er virkelig glad for at de synes jeg skulle nuppe to år mere som formand.

Hurra, Mig, Uncategorized

Lidt om meningen med livet.

Som nævnt har jeg to venner, som har lavet et mega fint afgangsprojekt der bl.a. indeholder landevejsgøgl med et par hjemløse og et sindssygt rørende besøg hos Jens Hansen med ALS. Til oktober kan man læse om “The Meaning Of Life Project” i en artikel i Ud & Se, men till then, kan man da lige suse forbi deres Vimeo og få sig et skud alternativ livsførelse.

Apropos det med mening med livet, tager jeg lige på ø-lejr i morgen:)
  


Mig, Uncategorized, Vegetar

Pure bliss.

Lykken er sgu at spise macarons med lakridscreme og brombærganache fra den her blog! Det tog slet ikke heeeele f*** dagen at lave dem – Og det genererede heller ikke verdens største opvask. (Det var ironisk). Heldigvis smager de underligt godt:)

På Tirsdag skal jeg i Go’morgen Danmark og snakke endnu mere om mit projekt.

Hurra, Mig, sved på panden, Uncategorized

Hvor mange gange kan DU sige jamen på 4 minutter??

Det er utroligt at man kan blive SÅ nervøs. Men det kan man altså (med man mener jeg jeg). Jeg fik da vist også startet ca. en snes sætninger med et kløgtigt “Jamen” under mit besøg i Pressen på P3 i går. Men trods koldsved og mumlestress, er jeg faktisk svært tilfreds. Man kan høre udsendelsen her (spol frem til 1:12:30).

I dag lå der en fin gave i min postkasse, som tak for at have skrevet artiklen i Politiken. 
Gaven var fra Susse, der sammen med Charlotte, står bag projektet Earthcoin, hvis formål er at inspirere til handling og omtanke for miljøet. Earthcoin er et smykke produceret af genbrugssølv i Danmark, og når man køber det, går hele beløbet ubeskåret til klimaforbedrende formål. Det var en god gave at få.
Mig, Tanker, Uncategorized

Selvværd købes!

Det bedste ved at blive færdig på skolen, er at jeg forhåbentlig aldrig igen skal sammenlignes med andre gennem et åndsvagt lille lortetal.

Karakterræs er noget fanden har skabt.