Browsing Category

Modella

Angsten for modelbureauet

Forleden fik jeg taget nye poler (=polaroider = billeder hvor man skal foregive at se naturlig ud) oppe på mit modelbureau. I årevis – pretty much alle mine tyvere – har jeg hadet at være på besøg på mine modelbureauer (i udlandet hedder det go-sees: At man ligesom lige møder op, så de kan se hvordan man ser ud i virkeligheden). Selvom mine bookere er søde, så er det der med at få målt hele kadaveret med målebånd og stå i undertøj med musselmalede, blodsprængte ben og appelsinhud amok og blive dømt på sit udseende bare en …utrolig sær situation at være i.

Jeg skriver sjældent om det med at være model, men ikke desto mindre er jeg det jo. Det fylder faktisk lidt en sjælden gang imellem. Selvom den ambitiøse karrieresnob i mig (den er lille, men den er der – og måske er den endda vokset lidt på det sidste) har svært ved at retfærdiggøre behovet for at bruge sin fritid på noget, der er så overfladisk, så må jeg bare indrømme at jeg godt kan lide selve jobbet: Selve det at stå ude i en kornmark, vade rundt på et fjeld eller bare være i studie og lave noget kreativt og lavpraktisk og ret usnobbet. Men de obligatoriske bureaumøder der unægteligt er en del af at få lov til at komme ud i den mark der. Jeez! Dem har jeg sgu bakset med. Da jeg lige var startet som 20-årig, kunne jeg sulte mig i flere dage op til et bureau-besøg. Så stod jeg der helt svimmel og bad til at målebåndet ville vise et tal under 94, som var det maximale for mit hoftemål. Engang var tallet helt nede på 89 og jeg svævede bogstavlig talt nærmest ud derfra af lykke. Husker følelsen af at gå og føle sig så svævende let og sulten-svimmel og accepteret. Hvis tallet var for højt – f.eks. 96 cm, så hadede jeg derimod min krop. Jeg hadede virkelig, at den ikke kunne være tynd nok til at bestå målebåndstesten. Et åndssvagt og dumt lille målebånd. Puha.

Selvom jeg langt fra består den målebåndstest i dag, synes jeg at jeg har lært at hvile i mig selv i langt højere grad, når jeg besøger mit bureau. Bare sige: Btw er jeg altså 34 år og har lige født to børn og hvis jeg selv skal sige det, så ser det faktisk ikke helt dumt ud, det hylster jeg kan diske op med. Jeg hader faktisk ikke min krop mere. Heller ikke når jeg står der i alt for stramt undertøj og bliver målt (jeg har lært ikke selv at kigge på tallet) og det vælter ind med 22-årige Mathilde Gøhlere og man selv står der og repræsenterer den mere patinerede kategori. Så simpelthen bare gå Beyonce på dem: “Oh this old thing? I’ve had it for years!”

Nostalgisk flyverskjul i Sameland

Af alle steder jeg kunne havne, er det her nok det sted jeg trængte mest til. Til daglig bor jeg i en lejlighed fem minutter fra Kgs. Nytorv og det betyder at jeg er omringet af folk og at mit liv har en konstant lydside af biler og rullekufferter.

Nu er jeg landet her. I en lille 12 m2 samerhytte af store træbjælker langt oppe i Nordvestsverige. Hytten ligger på stakkede skifersten og her er kun en seng, et bord, en stikkontakt og en brændeovn.

For første gang i to år føles det ikke som om jeg er nogens mor. Ikke lige nu i hvert fald. Det er lidt ligesom at være til gl. elev fest, hvor man også falder lige tilbage i de roller man efterlod på studentervognen. Eller som hvis man ikke har tegnet siden sin barndom. Så tegner man jo som et barn, fordi det var der man slap. Lige nu føler jeg mig som dengang jeg var 23 år og boede alene i Kolding. Selvom jeg var lige melankolsk nok i det dengang, så er det hyggeligt at være tilbage. At sidde her og høre Jeff Buckley og kigge på søen og være skide selvhøjtidelig. Og komme i tanke om at at den her side af mig stadigvæk findes.

I dag har jeg været model for et jagtmærke. Jeg har gået rundt i flere timer i mosevand til anklerne med en jagthund, spist Sheperds Pie på en bjergskråning, hoppet fra tue til tue og kørt rundt i skarp fjeldsol gennem orange trækroner.

Nu er vi tilbage i lejren og det er seriøst luksus. At stjæle en øl fra køleskabet og sætte sig ud i den kolde luft med en bog og et rensdyrskind. Og så kommer Benny, som er kokken, ud med røget ren i tynde skiver og siger at man skal have noget til øllet. Og man tænder op i sin brændeovn og smider tøjet og hopper i den iskolde sø og løber direkte op i den varme sauna, hvor et par fra fotoholdet også sidder. Den slags. Så kommer jeg i tanke om, hvor mange måder der er at være på. Hvor meget man bare er et produkt af sine omgivelser.

Det er godt at blive mindet om.

Hvad jeg i virkeligheden mener når jeg snakker med mit modelbureau.

Det jeg siger, når jeg er på besøg hos mit modelbureau med en 4 mrd gammel baby: “Jeg var bare lige i området og tænkte jeg ville komme op og sige hej” (indsæt stor, stiftsmilende smiley – den helt forpint-desperate facebookversion, du ved)

Det jeg mener, når jeg er på besøg hos mit modelbureau med en 4 mrd gammel baby: “Min krop er så småt begyndt at ligne en krop igen, og så har jeg ikke spist morgenmad i dag (RETTELSE: i et år), og mine åresprængninger er også næsten væk og jeg trænger bare virkelig til penge og en undskyldning for at komme i bad. Og til at nogen gir mig make-up på og nusser mig lidt i håret. Og til at komme lidt ud. Ik? Okay, bare glem det med pengene så. Fik du lige set mine bryster? Hva? Kunderne vil elske mig! I kunne jo bare give mig et lille bitte job. Et lille bi.. Nej, vent ikke gå.. (synger)“…Din mund sir’ nej Men hjertet siger: ja” … Please?”

Sådan blir du bikiniklar / Ida elsker (næsten) sig selv

Ti år som model, har givet mig sort bælte i selvhad. Der er ikke den kropsdel jeg ikke har hadet gennem tiden: Hofter og lår på en delt førsteplads, skarp efterfulgt af overarme, knæ, fødder, hage, pande og bryster. Hver kropsdel har været en tur gennem den kærlighedsmaskine som mit selvoptagede ego er. Når jeg ser gamle modelbilleder af mig i et par str. 34 hotpants, kan jeg kun huske, hvor tyk jeg følte mig da billedet blev taget. Det er sgu flot.

Derfor gjorde DR3 serien Petra elsker sig selv indtryk på mig. Jeg synes helt ærligt at Petra er overdrevet smuk – også i bikini. Tænk at være så pæn og cognacfarvet og faktisk have bryster. Og øjenbryn.

Men Petra synes jo ikke selv, hun er smuk. Og så er det ligemeget hvad alle andre tænker. Det man synes om sig selv, har intet at gøre med hvordan man ser ud. Det er pissetræls.

Så da solen i weekenden tittede frem gennem de svenske trækroner, tog jeg min bikini på og – godt belært af Petra –”glemte” jeg at se mig selv i spejlet inden jeg gik udenfor. Det var faktisk dejligt. Og jeg håber at jeg kan gå en sommer i møde, hvor jeg hader mig selv lidt mindre, end jeg gjorde sidste år.

Skål på det, fra min bikinikrop til din.

Køb en bikini. Hav en krop klar til drinks og løjer. Du er nu bikiniklar!

Jeg havde engang en fagforening

Dette skulle have været en hilsen til 1. maj og arbejdernes kampdag i går, men så fik jeg ikke skrevet (fordi baby, ik?).

For 7 år siden stiftede jeg nemlig en vaskeægte wannabe fagforening (som den her blog faktisk udspringer af – hele første år var alle mine blogindlæg virkelig dølle noter). Dengang gik jeg på Designskolen og manglede et emne for min bachelor.

Projektet blev at stifte verdens første fagforening for fotomodeller.

Fagforening

Det greb lidt om sig, og de sidste 7 år har jeg været formand for en forening som har

– Stået til rådighed for mere end 500 medlemmer

– Udarbejdet en analyse af modellers arbejdsforhold og fået kortlagt modelbranchen.

– Hjulpet jeg-ved-ikke-hvor-mange modeller og forældre med uvildig juridisk rådgivning.

– Udarbejdet to standardkontrakter sammen med Dansk Artist Forbund og LO.

– Afholdt Model-Til-Model møder i samarbejde med Landsforeningen Mod Spiseforstyrrelser.

– Arrangeret Model Lounges under CPH Fashion Week.

– Været med til at etablere et landsdækkende sundhedstjek for modeller.

– Siddet med i styregrupen for Det Etiske Charter.

Når jeg tænker på at idéen oprindeligt udsprang i mit lille køkken i Århus, hos et par modeller som var pissetrætte af Uffe Buchard (og hele modebranchen generelt), så blir jeg ekstra stolt, når jeg ser på hvad vi har opnået. For vi er ikke længere uvenner med Uffe. Faktisk sidder vi i styregruppe med ham. Og Eva Kruse, Helle Hestehave fra Baum und Pferdgarten, As Øland fra Dansk Mode & Textil, modelbureauerne og Landsforeningen Mod Spiseforstyrrelser. Og den gruppe har samlet modebranchen på en måde som globalt set er helt unik. Det gør mig stolt. For er det ikke det faglig organisering handler om – At samle?

Men nu er det slut. På en ekstraordinær generalforsamling for en uge siden, lukkede vi vores forening. 

Der var hverken tid, penge eller energi tilbage. Gnisten var væk. Men jeg håber og tror at vi har efterladt os et lille fedtet fingeraftryk på det politiske landkort. Og forhåbentlig har et par unge modeller lært, at det er helt på sin plads at stille krav til sin(e) arbejdsgiver(e).

Foreningen har i hvert fald lært mig at være optimistisk, hård, politisk, nævenyttig, engageret, oprørsk, kompromissøgende og først og fremmest: At det faktisk ikke er svært at gøre en forskel.

Farvel Foreningen Danske Modeller. Tak for denne gang.

(Og glædelig kampdag:)) Fagforening

Dear New York Fashion Week

Der har lige været modeuge i New York. Og mere end 200 modeller har i løbet af ugen delt deres personlige oplevelse af branchens standarder, på Instagram under hashtagget #DearNYFW. Der er mange tankevækkende historier imellem og jeg synes helt klart de er værd at tjekke ud. Især hvis man, som jeg, ser De Smukke Piger på DR3 for tiden.

I går smed jeg så min historie i puljen. Her er den (flankeret af et par billeder fra jeg var hhv 20 år i Hamborg og skidehamrende sulten (tv) og 30 år og rask og mæt (th))

#DearNYFW

I never met you.

Because even at my most hungry self (on the left at age 20, 52 kg, with 89cm/35inches hips) I wasn’t thin enough for the runway.

I’m very grateful for the 12 year career I’ve had so far. But the prize was high: 5 tough years battling an Eating Disorder, because I thought that being dizzy with hunger was ‘part of the game’ of being a model.

Later on I learned that it wasn’t. That there is actually such a thing as a healthy model with a naturally low bmi. I just wasn’t one of them. And I wish that the fashion industry would have just told me that.

Instead of encouraging me to ‘keep up the good work’ at a time when my only intake was Diet Coke, blue kings and apples, I wish they had told me to eat and be healthy. I’ll never forget them saying ‘you can always become thinner’.

In Denmark, we recently launched a national health check. The pilot for 2017 is to offer all 16 year old models a mandatory and free of charge medical and psychological check. I sincerely hope that this will prevent models, from the anxiety and confusion that I went through.

And I hope that you, New York Fashion Week (and London, Paris etc…), will follow and embark with us on the mission towards a global fashion industry filled with happy and healthy models in the future.

🌎🙌

Ida Burchardi (founder of @modeluniondk and on the steering committee of Danish Fashion Ethical Charter.

Model, spiseforstyrrelse, fordomme, sundhedstjek

Det er modeuge i København, og dermed er det også tiden hvor mit facebookfeed koger over af folk som mener, at alle modeller har en spiseforstyrrelse. Jeg har skrevet så meget om det gennem tidens løb, at det ikke giver mening, at smide endnu mere brænde på bålet. Men jeg blir bare nødt til lige at sige noget.

I år er det nemlig 10 år siden jeg, sammen med modebranchen og Landsforeningen Mod Spiseforstyrrelser, begyndte at lede efter løsninger på, hvordan vi kan gøre op med sygeliggørelsen af de raske, men ofte meget unge modeller, samtidig med at vi finder og hjælper de modeller som faktisk har brug for hjælp.

En hurtig sang fra de gamle dage

Som regel er det de lidt ældre modeller, som må kæmpe for at overholde hoftemålene, og ofte får at vide at de skal tabe sig, som bliver ramt af en spiseforstyrrelse. Den model var jeg tilbage i 2006: I ugerne op til en modeuge eller en arbejdstur til Hamborg spiste jeg ingenting, for at komme ned på et hoftemål på 89 cm. Når modeugen og mine castings var overstået, kom jeg tilbage på skolebænken og hverdagen hvor alle i mine øjne, væltede sig i pizza og kage. Og så overspiste og kompenserede jeg helt vildt: Jeg skulle jo lige bevise at jeg stadigvæk var gode gamle, fløde-og-fadøls-ida.

Det første til noget seriøs ubalance og 5 år med bulimi. Blablablabla… Lang historie gjort meget kort: Dén sygdom er en værre kælling, sindssygt taburiseret, og jeg ønsker virkelig for ingen, at de skal gå og kæmpe med den i stilhed, ligesom jeg gjorde. Gid mit modelbureau dengang havde gjort en oprigtig indsats for at opdage det jeg, i min iver efter at være model, gik og skjulte.

Det var et langt sejt træk at komme ud af min spiseforstyrrelse, med mange psykologtimer og tilbagefald. Men jeg opdagede at man faktisk godt kan være model, selv med det hoftemål på 100 cm, som jeg har rocket de sidste 5 år. Faktisk er der mange af de mere kommercielle tøjkunder som ligefrem ser den bagdel som en fordel.

Et landsdækkende sundhedstjek

Gennem tiden har modviljen fra mange modelbureauer (men ikke alle) været stor, mens der fra designernes side – De egentlige beslutningstagere – har været rungende tavshed. Men nu er det som om der er ved at ske noget.

I Mandags lancerede styregruppen bag Det Etiske Charter, som jeg er en del af, sammen med alle landets største modelbureauer nemlig et landsdækkende sundhedstjek for modeller. Og jeg er så stolt af at have været en del af den udvikling.

Udgangspunktet for sundhedstjekket er, at alle modeller er sunde. Så det handler altså lige så meget om at blåstemple de mange raske modeller, som hver dag må finde sig i at blive udskældt og sat i bås som syg: Man kan sagtens have et lavt BMI og være fuldstændig sund og rask. Og man kan sagtens have et normalt BMI og være syg.

Og derfor tror jeg, at et sundhedstjek er et stort og vigtigt skridt på vejen mod at sikre, at alle modeller er sunde og har det godt – I hvert fald indtil den skønne dag alle designere i hele verden, beslutter sig for at afskaffe det ensidige skønhedsideal, til fordel for et mangfoldigt ideal, både hvad angår størrelser, alder og etnicitet.

sundhedstjek sundhedstjek

Her er jeg i 2006, og så igen 10 år (og 10 kg) senere i 2016. Pointen er ikke se-lige-en-stor-forskel-der-er-på-før-og-efter, men netop det modsatte: At en spiseforstyrrelse er usynlig.

Så please. Skal vi ikke stoppe med at dømme hinanden og modellerne på catwalken? Vi aner ikke hvordan der ser ud på indersiden.

Alpeland, lolfår og instagrampause

Okay, jeg var måske en smule pessimistisk i mit sidste indlæg om livet som jobsøgende. For selvom jeg ville ønske, at jeg var lidt mere “Maja” (= typen som har styr på alt, bliver indkaldt til jobsamtaler og sætter sine papirer i ringbind), så er jeg for tiden faktisk ret glad for mit lille, rodede liv.

Kontor vs. alper

I går da jeg sendte mine rejseaktiviteter til min revisor opdagede jeg at jeg sidste år, til min store overraskelse, havde 38 rejsedage som model. Jeg sidder måske ikke helt så meget derhjemme og piller næse, som jeg giver udtryk for. Og forrige uge da jeg stod i de franske alper iført et par oversized pangfarvede høroveralls, så var jeg faktisk lykkelig for at jeg har et job som ikke foregår på et kontor.

(tip til alle katalogmodeller (og alle andre frossenpinde): Køb megastramt uldent undertøj hvor man lige klipper halsen af, så man kan have det på under tøjet uden at det kan ses. Tag det aldrig af. Bum, farvel fordømte blå kuldelæber!)

Konkretiseringsjubel

For en måned siden kørte Cover-sagen med en stakkels pige, som pludselig blev bodyshamet i alle medier. Og selvom selve sagen var rædsom, har den ført det gode med sig, at modebranchen har lavet et nyt etisk charter der rent faktisk sanktionerer hvis branchens aktører ikke overholder de fastsatte regler.
Jeg har drømt om en konkretisering af vores indsats, lige siden det første charter blev formuleret i 2007, og derfor er jeg meget glad for at have fået muligheden for at sidde med i styregruppen, for det nye charter.

IG pause

Jeg har lige holdt en pause fra Instagram i 4 måneder, fordi jeg kom til at bruge liiidt for meget tid på at sidde og glo på andres liv. Og jeg tog mig selv i at blive mega fordømmende og bedrevidende. Og det hjalp faktisk ret meget med en pause! Men sidste uge da jeg var på Færøerne for at se solformørkelse var det hele så pænt at jeg blev nødt til at instagramme det, så nu er jeg tilbage. Det er også dejligt, men altså. Pausen var tiltrængt.

En ung uge.

Sidste uge var lidt vildere end normalt, i mit relativt arbejdsløse liv. Efter mit sidste blogindlæg om modelkategorier, blev jeg nemlig inviteret i Lorry for at snakke om det. Fuck, det er svært at have en mening om noget på 2 minutter! Man kan se mit forsøg her.

Dagen efter skulle jeg holde oplæg til Socialpolitisk Forenings nye initiativ Ungdom Net. Det skulle vi også i Lorry og fortælle om. Man se mig som arm candy for Anna, som står bag initiativet, på linket her. (et par stykker har spurgt, hvad oplægget handlede om. Derfor har jeg valgt at smide mine (rodede) noter op her).

Må jeg forøvrigt ikke lige anbefale bogen “The Fault In Our Stars” af John Green? Det er en gennem-amerikansk YA historie om kræft, mening og kærlighed og Gud i himlen, det er godt – inhalerede den på 5 dage. Jeg har ikke set filmen, og hvis du heller ikke har, så vil jeg klart anbefale lige at læse bogen først. Det er gjort i et snuptag.

Til kamp mod modelkategorierne

For et par dage siden eksploderede Twitter, da Calvin Klein angiveligt kaldte deres nye str. 40 model for plussize. Alle var vildt forarget.

Det mærkelige var bare, at CK aldrig havde kaldt Myla Dalbesio for plussize, de havde bare booket hende og alt var sådan set godt. Så hvorfor gik alle sociale medier sådan i selvsving?

Problemet er at hvis man er en størrelse 40, så er man faktisk som regel plussize. Enten er man “model” (= ca. str 32-38) eller også er man plussize/curvy/indsætselvværdiladetord model (= ca. alt over str 38).

Det forstår jeg egentlig godt man bliver forarget over.

Jeg ville ønske at man slet ikke delte modeller ind i kategorier. Kategorier kommer der kun reaktioner som “du er på INGEN måde plussize – du er jo smuk!”-kommentarer ud af (For, Lord Knows, at man ikke kan være begge dele?) (se forøvrigt flere reaktioner her)

Omvendt forstår jeg godt, at de kunder som booker modeller, har brug for at kunne danne et hurtigt overblik på modelbureauernes hjemmeside. Men kunne man så ikke i stedet for at vælge kategori, vælge den størrelse model man har brug for i en enkelt roll-down menu med alle størrelser – 32,34,36,38,40,42,44,46.. ? Så slipper man for forældede og værdiladede ord som plussize og curvy. Og måske kan man undgå kategori-kampe hvor det, at en størrelse L hænges ud for sine kurver pludselig legitimerer at kalde alle der er størrelse XS for anorektiske (se et andet indlæg om det her) og omvendt. Desuden deler man jo heller ikke modeller ind i kategorier baseret på vores hår- hud- og øjenfarve.

Jeg tror at kategorier trigger en flokdyrs os-mod-dem-refleks, fordi der bliver sat 2 hold op. Ligesom dengang i folkeskolen hvor A’erne bare var lidt dumme, alene af den grund, at de ikke gik i B. Kategorier gør, især alle os følsomme og sammenligningslystne mennesker (jeg træder vist ingen over fødderne ved at påstå, at der er ekstra mange af os i modeverden), til børnehavebørn – Reaktionen på den nye CK kampagne med Myla Dalbesio (som forøvrigt også er kunstner men hey, lad os da snakke lidt mere om hendes hoftemål) er bare endnu et bevis.

I går udtalte jeg mig til Ekstrabladet om hele sagen. Og i dag kan man så, i det altid lystige kommentarspor, læse kommentarer som “Lad os få nogle kvinder med former at se. Ikke alle de afpillede modeller, som ligner nogen direkte fra en koncentrationlejr!”

Hehe.

#neverendingstory

‘Mothers Milk’ af Myla Dalbesio