Forleden fik jeg taget nye poler (=polaroider = billeder hvor man skal foregive at se naturlig ud) oppe på mit modelbureau. I årevis – pretty much alle mine tyvere – har jeg hadet at være på besøg på mine modelbureauer (i udlandet hedder det go-sees: At man ligesom lige møder op, så de kan se hvordan man ser ud i virkeligheden). Selvom mine bookere er søde, så er det der med at få målt hele kadaveret med målebånd og stå i undertøj med musselmalede, blodsprængte ben og appelsinhud amok og blive dømt på sit udseende bare en …utrolig sær situation at være i.
Jeg skriver sjældent om det med at være model, men ikke desto mindre er jeg det jo. Det fylder faktisk lidt en sjælden gang imellem. Selvom den ambitiøse karrieresnob i mig (den er lille, men den er der – og måske er den endda vokset lidt på det sidste) har svært ved at retfærdiggøre behovet for at bruge sin fritid på noget, der er så overfladisk, så må jeg bare indrømme at jeg godt kan lide selve jobbet: Selve det at stå ude i en kornmark, vade rundt på et fjeld eller bare være i studie og lave noget kreativt og lavpraktisk og ret usnobbet. Men de obligatoriske bureaumøder der unægteligt er en del af at få lov til at komme ud i den mark der. Jeez! Dem har jeg sgu bakset med. Da jeg lige var startet som 20-årig, kunne jeg sulte mig i flere dage op til et bureau-besøg. Så stod jeg der helt svimmel og bad til at målebåndet ville vise et tal under 94, som var det maximale for mit hoftemål. Engang var tallet helt nede på 89 og jeg svævede bogstavlig talt nærmest ud derfra af lykke. Husker følelsen af at gå og føle sig så svævende let og sulten-svimmel og accepteret. Hvis tallet var for højt – f.eks. 96 cm, så hadede jeg derimod min krop. Jeg hadede virkelig, at den ikke kunne være tynd nok til at bestå målebåndstesten. Et åndssvagt og dumt lille målebånd. Puha.
Selvom jeg langt fra består den målebåndstest i dag, synes jeg at jeg har lært at hvile i mig selv i langt højere grad, når jeg besøger mit bureau. Bare sige: Btw er jeg altså 34 år og har lige født to børn og hvis jeg selv skal sige det, så ser det faktisk ikke helt dumt ud, det hylster jeg kan diske op med. Jeg hader faktisk ikke min krop mere. Heller ikke når jeg står der i alt for stramt undertøj og bliver målt (jeg har lært ikke selv at kigge på tallet) og det vælter ind med 22-årige Mathilde Gøhlere og man selv står der og repræsenterer den mere patinerede kategori. Så simpelthen bare gå Beyonce på dem: “Oh this old thing? I’ve had it for years!”
