Browsing Category

Modella

Skønhedsidealer part en million

Jeg har skrevet om det nok lidt for tit, men skønhedsidealer er stadigvæk min yndlingskæphest, og nu har Magasin, igen, gjort mig forarget.

Kald mig bare smålig, men det undrer mig altså at Magasins nye julekatalog, for kvindernes vedkommende, med undtagelse af en enkelt model, udelukkende viser unge modeller i str. 34-36.

Hvis man tæller sammen (ja, jeg er jobsøgende, so shoot me), så er 90% af kvinderne i kataloget under 35 år. Og, endnu vildere, er der ikke en eneste model over str. 38 (med mit øjemål) i hele kataloget!

Man skal sgu ikke vade mange gange op og ned af rulletrapperne på Kgs. Nytorv for at se at ikke alle i Magasin er 20-årige fotomodeller.

Misforstå mig ikke, jeg elsker modeller og er da også på fornavn med virkelig mange af dem. Hell, jeg er selv en af dem. Jeg er også med på at skønhed sælger, og at dét, i mange år i vores del af verden, har været lig med unge og meget slanke væsener. Men når der nu er så meget fokus på øget diversitet ude i verden, så undrer det mig virkelig at Magasin – sammen med langt størstedelen af de øvrige danske modelforbrugere –vælger at holde fast i den gode gamle trædemølle.

Hvorfor er det, at man sjældent vil bruge modeller/personligheder/skuespillere i den anden anden ende af (bmi-)skalaen, når der skal sælges tøj i Danmark? Der er så mange at vælge mellem, hvis man tør tænke ud af boksen (bogstavlig talt) – For eksempel har Cover i denne måned Ashley Graham på forsiden.

To klik på google, og man er ikke i tvivl om at vi, når det kommer til skønhedsidealer, er håbløst bagud i Danmark. Robyn Lawley fra Australien er bare ét eksempel på en af de modeller som er med til at udvide skønhedsidealet i verden for tiden. Men når modemesserne herhjemme ikke engang vil lukke modeller over størrelse 38 indenfor, er der altså lang vej igen.

Jeg synes bare, det er ærgeligt.

Robyn Lawley for GQ Magazine november 2013

Modeuge fyldt med Danske Modeller

Der er modeuge og jeg er desværre ikke med i år. Og dog. For i Danske Modeller, har vi endelig fået lov til at offentliggøre vores nye samarbejde med Dansk Artist Forbund. Det gjorde vi med en stor artikel om vores samarbejde om udviklingen af en standardkontrakt, i Ugebrevet A4 i Mandags. Man kan læse artiklen her.

Ugebrevet A4 : Modeller kræver bedre vilkår

Vores næstformand Lykke Jeppesen var i DR2 for at fortælle mere om hvorfor krav om rimelige standarder og gennemsigtighed i egne arbejdsforhold, ikke er for meget at forlange i en branche præget af konkurrence og ugennemskuelige arbejdsforhold. (Og så owner hun værten, da han forfladiger debatten ved at snakke om afklædte modeller og “pikante” billeder;))

Lykke i Nyhedstimen på DR d. 27 januar kl. 16.00 (spol frem til 52.25)

Multitasking

Indtil jeg får taget mig sammen til at poste et virkelig selvhøjtideligt indlæg om form og funktion, beriger jeg lige internettet med en ny og spændende træningscenteroplevelse. I didn’t know you had it in you Fitness World!


(for helvede, jeg savner at løbe)

“I work for my money”

Få kan som Uffe Buchard få mig til tasterne, og lige siden jeg i 2007 dedikerede en kronik i Politiken til ham med indledningen “Kære mandlige trendsætter”, har Uffe katalyseret utallige tanker hos mig. 

Da jeg skrev kronikken i 2007 var jeg frustreret (og sulten). Jeg havde lige stået i bar røv foran en kø af mandlige og kvindelige modeller og Uffe som med et målebånd om min bagdel degraderede mig til et hoftemål (som med mine daværende 95 cm var alt for stort). Uanset hvor lidt jeg spiste, blev jeg aldrig valgt som model til modeshows, fordi det eneste der blev kigget på, var det der hoftemål. 
Det var først da jeg tog 10 kilo på, skiftede modelbureau og begyndte at nyde et liv med plads til både mad og træning, at jeg fik mange modeljobs – godt nok landede jeg ikke show jobs, men jeg lavede alt muligt andet. For det kan godt være at jeg har brede hofter, men jeg har også langt hår, en flot talje og gode manerer. Så mens Uffe og co. fortsatte jagten på de unge og cool, lavede jeg – og en masse andre modeller – kommercielle “fy-fy kataloger” i Tyskland, tog en uddannelse og i 2010 var vi endda et par stykker der, som de første i verden, grundlagde en forening hvis eneste formål er at arbejde uvildigt for modellers rettigheder og sundhed. 
Men nu har Uffe vist ombestemt sig – I hvert fald skriver han i maj’s udgave af Elle: “Siden har jeg fået min vilje hvad angår absolut neutral og magiforladt opførsel på podierne (…) Men for helvede, jeg keder mig alt for ofte når jeg ser et show”.
Ja, Uffe fik sin vilje. Og selvom jeg nok aldrig bliver cool nok til Uffe, så vil jeg bare sige at vi faktisk er nogle stykker der tager vores modeljob alvorligt. 
I løbet af mine 8 år som model, har jeg mødt et utal af modeller som gør sig helt enormt umage med deres arbejde. 
Der er faktisk nogle af os som gladeligt tager nattoget til Hamborg (og med største selvfølgelighed selv lægger ud for billetten), går tværs over Lars Tyndskids marker i Hedensted for at spare kunden for en taxiregning, konsekvent møder 10 minutter før tiden, bruger faktor 50 selvom det er kedeligt, holder os væk fra cigaretter og stoffer, kæmper os ned i spinningsalen 3-4 gange om ugen i vores sparsomme fritid, lærer sprog så vi kan forstå vores udenlandske kunder, skriver navnene ned på dem vi har arbejdet med, så vi kan huske dem når kunden booker os igen (for det gør de) og sidst men ikke mindst giver hånd til ALLE når vi møder på settet – inklusiv fotoassistenten. 
Commes il faut! 
Så når Uffe skriver at “det kan være en fortvivlende pinsel at afholde en simpel casting” og  “Der var engang hvor modeller tog deres job alvorligt”, så vil jeg bare sige: 
“Hej Uffe. Vi er her stadigvæk. Du fik bare skræmt nogle af os væk. Hvis du har ombestemt dig (og vi ikke er for kedelige), kan du finde os i nattoget mod Hamborg. 
Hvis det er for besværligt, så prøv www.danskemodeller.dk.
Kærlig Hilsen Ida.

Læs Uffes klumme her.

Om usikkerhed

Hvis der er noget jeg virkelig bliver konfronteret med i mit nye arbejdsliv, så er det immervæk min psykopatagtige idiot usikkerhed (så er vi sgu i gang. Det må være the sunday blues).

Jeg er så nervøs for at dem der har ansat mig, snart finder ud af at jeg er mega dårlig til at være designer. Hver gang jeg går i kantinen sender jeg pålægsmaskinen stjålne blikke og tænker at det jo er bag ved den, jeg burde stå. Det er dumt, irrationelt og min logiske sans ved jo godt at jeg har startet en forening som har 600 medlemmer, gennemført en uddannelse og alt det der. Men JEG ved tilgengæld at det jo bare er fordi folk ikke kan se at jeg i virkeligheden er både dum og fed, har åresprængninger overfucking alt og generelt bare snylter jeg mig gennem livet.

(Det var så lige min indre djævel. Goddag.)

Forleden så jeg Myginds Mission. I programmet sidder den meget pæne Mathilde Norholt (som jeg har set sidde frontrow til utallige shows under modeugerne) med tårene løbende ned af kinderne og fortæller at når man er blevet mobbet i folkeskolen, så vil man altid tvivle på om man er god nok.

Jeg skiftede, som så mange andre, skole fordi jeg ikke havde det godt i min klasse. Jeg kan da godt huske at nogle kaldte mig “rødhåret pik”, men hvem blev ikke drillet i folkeren?
I hvert fald har jeg aldrig tænkt at det at være blevet mobbet som barn, kunne være årsag til at være blevet en usikker voksen. Men nu tror jeg, at jeg ombestemmer mig. Egentlig giver det jo ret god mening at det er svært at være sig selv, hvis man altid har opført sig som en anden for at passe ind.

Når man så oven i købet har arbejdet 8 år som model, hvor man konstant spiller en iscenesat rolle, så gør det det ikke nemmere pludselig at sidde i et rigtigt job hvor man (som jo er mig. Gulp. Kører altså lige pronomenstil her) af dygtige folk er blevet givet en kæmpe chance – De har jo vist enorm tillid ved at vælge lige præcis MIG til det stykke arbejde, der skal laves. Så dur det altså ikke at jeg flere gange dagligt overvejer at copy paste hele verden ind i det jeg laver.

I dag kom jeg til at tænke på et brev jeg skrev til mig selv da jeg var 10 år. Jeg bad min mor om at passe på det indtil jeg blev 25 år, hvor jeg så endelig måtte åbne brevet. Jeg ved ikke hvad jeg havde regnet med, men blev alligevel rørt over at mit fortidsjeg havde skrevet præcis det, jeg havde havde allermest brug for at høre :

“Jeg synes jeg er så dum. Altså jeg kan ikke forstå noget som helst og Stine driller mig også meget og det hader jeg. Jeg prøver altid at være nogle andre fordi jeg syndes jeg selv er pinlig. Og så er der ingen der kan lide mig fordi alle mennesker har noget spechalt og det går i stykker hvis man prøver at være en anden.”

Det er fandeme et note to self from self. Jeg prøver at huske på det og indtil jeg bliver overbevist, er det rart at vide at man ikke er den eneste. Se bare modellen Cameron Russell’s TED talk om usikkerhed (tak til Jenny for at dele)

Hvorfor glemmer man alt det gode?

I Fredags blev jeg endelig opereret i min hofte (mine to faste læsere ved godt hvorfor).
Skal vi lige starte med at snakke om hvor sindssyg en oplevelse det er at være i narkose! Først bliver man rippet for alt det der kendetegner en. Man vasker sig, fjerner neglelak, smykker, make-up og pakker håret ind i en særdeles ufiks blå badehætte. Så tager man noget meget grimt og stort hospitalstøj på, der kommer en læge og sætter et kryds på den hofte der skal opereres (very comforting). Man er reduceret til en krop og et personnummer når man bliver ført ind på operationsstuen hvor en dame putter elektroder på ens brystkasse, imens en utrolig flink narkoselæge lægger drop og sprøjter sovemiddel ind i ens hånd. Og så kan man ellers bare vinke farvel til verdenen. Jeg tror jeg fik mumlet en blanding af “God arbejdslyst” og “Gør jer lige uma….”.

Og efter hvad der føles som to minutter, vågner man så med forbindinger to the max og et skridt på størrelse med Himmelbjerget. Jeg vidste godt de skulle hive benet (citat:)”lidt af led” for at komme til inde i mellem lårbenet og hofteskålen, men når man er følelsesløs i fjappi (pardon my french) på 3. dagen begynder man at få bange anelser. Det stod der sgu ikke noget om i folderen.

De beholdte mig i hvert fald natten over og min respekt for hospitaler er ikke blevet mindre. Jeg synes altså de er rockerseje. Samtlige sygeplejesker, læger, sekretærer, ja selv min vestjyske fysioterapeut er så dygtige og fik mig til at føle mig i de bedste hænder.

Operationslægen fortalte at han havde kunne ordne en hel masse inde i leddet, så forhåbentlig er jeg up and …well, walking igen indenfor en måned. Men desværre fortalte han også at det stod seriøst sløvt til med bruskmængden. Hvilket betyder at det der med slidgigt ikke længere blot er en bange anelse (som jeg -indrømmet- brugte lidt til at score nemme medlidenhedspoint), men rent faktisk er for real.

Hej slidgigt. Vi skal nok få det sjovt sammen.

Ps. Det gode er at jeg sammen med 16 andre er nomineret til Dansk Design Centers Talentpris, at jeg er udvalgt ambassadør for Røde Kors’ Online genbrugs butik (som man forøvrigt lige kan like på Face) og tilmed har fået lov til at skrive et bidrag til en publikation om hvad Danmarks fremtid skal bygge på (for det ved jeg jo – hvis nogen var i tvivl).

Nåeh ja, og så holdt vi altså den bedste generalforsamling i Danske Modeller nogensinde! Folk i foreningen er så engagerede for tiden, og jeg er virkelig glad for at de synes jeg skulle nuppe to år mere som formand.

Goddag modeuge!

Så blev man da lige rusket op til dåd, af en modeuge. Jeg har været verdens sløveste blogger, men dem er der jo nok af, så det gør nok ikke så meget.

Danske Modeller har været rundt og dele spørgeskemaer og goodiebags ud, snakke med modeller, modelbureauer og medier. I denne omgang blev det vores aktiviteter og holdninger dækket i:

  • Endnu en artikel af DR Tværs om DaMo’s arbejde med Model-til-Model møder, T-shirts aktionen og vores backstagetjek: Ida passer på modellerne under modeugen (Jeg prøvede at få overskriften ændret til “Danske Modeller passer på modellerne”:))
  • Et besøg hos Radio24syv, hvor næstformand Lykke og jeg, fortæller om hvorfor det vil gavne hele branchen (bureauerne især), at alle siger nej til gratis arbejde under modeugen: Hør klippet 2:35:54 inde: Her
  • I går – Lørdag – var jeg live i TV2 News og fortælle om hvad vi specifikt har lavet under den her modeuge. Jeg har desværre ikke klippet. Hvis der er nogle der ved hvordan man henter klip fra TV2, må I meget gerne lige skrive

I dag holder vi generalforsamling, og da vi skal have ændret lidt i hele bestyrelsesstrukturen glæder jeg mig ret meget. Desuden skal jeg faktisk genvælges, fordi jeg allerede har siddet i 2 år. Gisp.

Vi har instagramet den ret hårdt (jep, jeg er sgu kommet med på en vogn jeg eller havde forsvoret jeg ville give mig i kast med). Hvis man har lyst til at kigge med hedder jeg idaburchardi og foreningens billeder ligger her: #danskemodeller

Lykke i Radio24syv’s tjekkede gæstelounge.

Goodiebags pakkes.

Tusinde tak til VILA, PNT Trykkeri og Dansk Artist Forbund for hjælp med T-shirts, klistermærker og flyers!

Totalt optur transportform, når man har gået med krykker i 1,5 måned. Glæder mig virkelig til at få opereret min hofte på Fredag! 

Jeg elsker at jeg har gået på hold med Kolding Designskole’s nyudklækkede modedesignere, som laver det sjoveste og mest innovative mode jeg ved!

Den emergente politik.

Kulturnyt på P4 var med da jeg satte mit projekt op til afgangsudstilling på Nicolai i Kolding. Programmet kører i radioen netop nu, og selvom jeg hører ret meget radio (og måske også mere P1 og P2 end de fleste på min alder) hører jeg alt-alt-alt for lidt! Lige nu sidder Anne Linnet og snakker om Shit og Chanel, mens jeg drikker kaffe. Lydfladen af folk der snakker (ikke taler:)) med god lyd, gør sgu bare noget dejligt ved et rum (i modsætning til et fjernsyn der kører).

Sådan så det forøvrigt ud ved min plads på udstillingen i Nicolai i Fredags

Selvfølgelig har jeg fulgt med i Rio+20 topmødet (som desværre lige blev overhalet lidt indenom af en finansforhandling gone wrong). Men topmødet er altså spændende, og fordi det åbenbart er sindssygt populært altid at brokke, brokke, BROKKE sig over beslutninger truffet af dem vi demokratisk har udvalgt til at diskutere på vegne af os, overrasker det mig ikke at virkelig mange artikler handler om hvor ukonkret resultatet (en 49 siders fælles erklæring) er. Måske er den “ukonkret”, “meget skuffende”og hvad den ellers bliver kaldt af WWF og de andre NGO’er, men jeg ved det ikke endnu, for jeg har ikke læst den.

Men uanset hvad, så synes jeg altså at Ida Auken er sej, sådan blandt 50.000 deltagere at slå på tromme for Danmark’s grønne visioner. Og jeg synes hun har meget ret i det hun citeres for i DR’s artikel fra i forgårs:

– Hvis man vil tale aftalen ned under gulvbrædderne, så bliver den ikke til noget. Men hvis man bruger alle de håndtag, der er, til at ændre verden, så kan man det, siger hun.
Hvis ngo’erne er kloge og vil spille med, så bruger de aftalen til at holde deres regeringer fast og indlede samarbejde med erhvervslivet og andre aktører, siger miljøministeren.
– Men nogle af dem vil gerne have nogle juridiske håndtag og præcise målsætninger og tidsrammer. Det er der ikke i aftalen. Men jeg tror, de endnu ikke kan se, hvad dette kan blive til, siger Ida Auken.

Det minder mig om en af hovedkatalysatorerne bag stiftelsen af foreningen for danske modeller, nemlig Det Etiske Charter fra 2007, som jeg synes var vildt ukonkret og manglede håndgribelige krav og, ikke mindst, sanktioner hvis ikke de nye retningslinjer blev overholdt. Jeg ved ikke hvad jeg forventede dengang – At modebranchen egenhændigt skulle løse problemerne for os modeller?! I dag kan jeg godt se at det er hul i hovedet. Hvis man vil løse et problem, skal man starte med sig selv, og det var både derfor vi lavede Danske Modeller, og det er også derfor jeg har lavet mit afgangsprojekt “Ud af skabet”.
For 7 år siden var jeg med Mellemfolkeligt Samvirke i Kenya, og dernede læste jeg Tor Nørretranders fantastiske bog “Mærk Verden”. Hans citat om emergens i politik sig brændte sig fast i mit hoved:

»Den emergente politik består i at gøre noget, man er helt overbevist om er godt for en selv og ens omgangskreds, også selv om det forekommer naivt. Den emergente politik er en accept af naivitet, ikke en accept af passivitet. Den emergente politik består i at gøre det, man føler er rigtigt, lige dér, hvor man er. Og at flytte sig, hvis det er nødvendigt. Den er en accept af, at det vigtigste man kan gøre er at gøre noget: at handle og forandre på en måde, som i hvert fald er god, sådan som man nu kan vurdere det«


For at vende tilbage til Rio+20, vil jeg opfordre til at man lige læser den her artikel i Information: Rio+20 er jakkesættenes maskerade. Her kan man bla. læse om hvorfor det er, at det hele starter med os selv:

“Selvfølgelig skal vi udvikle og anvende miljøskånsomme teknologier, men først og fremmest skal vi 20 pct. af verdens befolkning, der i dag forbruger 80 pct. af jordens ressourcer, gøre op med vores sindsforvirrede dans om guldkalven. Og det gælder ikke mindst for et flommerigt land som Danmark, der modsat den fremherskende selvforståelse absolut ikke er på et bæredygtigt spor. Vi hører tværtimod til et af de mest miljøbelastende lande på kloden. Vores natur er blandt de mest intensivt udnyttede, vores energiforbrug hører til blandt de højeste, ligesom vore affaldsmængder og vores forurening er blandt de største i verden. Samtidig er vi et af de mest stressplagede folk, der findes, ligesom vores forbrug af psykofarmaka hører til i den absolutte verdenselite. 
[…]
Der findes i sidste ende kun én vej ud af håbløshedens blindgyde: Vi må holde op med at tro, at dem i toppen løser problemet for os og i stedet påtage os den svære, men meningsfulde opgave at skabe omstilling fra neden. Hermed er vi tilbage ved diskussionerne på konferencen i Gøteborg, som for øvrigt viste, at der faktisk er ganske mange, der allerede er i gang og har været det længe. Det giver håb, og det bliver ikke mindre af, at det herskende vækstparadigme i tiltagende grad synes at krakelere indefra: Paradigmets fortalere bliver mere og mere desperate i takt med, at kriserne detonerer om hovederne på os. Samtidig ser vi flere og flere afhoppere blandt folk, som tidligere har indtaget nøglepositioner i systemet, men som nu kalder på et grundlæggende kursskifte.”