Browsing Category

Rejse

Rejse

Sidste nat i Beitostølen (lidt om langrend med en 3-årig).

Min fars, Kurts og min første fælles langrendstur er ved at være slut. Ejmen, det har været så dejligt! Og hverken så svært eller så hårdt som jeg havde troet. Tværtimod har vi haft overraskende mange af de der magiske sker-det-her-seriøst-øjeblikke – så derfor undskylder jeg på forhånd, hvis det følgende bliver lidt selvfedt og high on life.

Hvis jeg helt kort skal opsummere mine spæde erfaringer med at have en 3,5-årig med på langrend så er de:

1. Husk bleer til turene, selvom barnet er stoppet med at bruge ble for over et halvt år siden (“Nå, har du tisset… nåmenøh.. er det meget?”)

2. Vær 2 mod 1. Altså 2 voksne til 1 barn. Shit, hvor er jeg glad for at Otto ikke også var med i den her ligning!

3. Det er smart selv at kunne stå på ski. Fandme rart at der kun er een person det vælter rundt og fortvivlet spørger om man dog ikke snart er hjemme.

(Og 4. Chokolade).

Jeg har været nogenlunde mobilfri (bortset fra at jeg har losset et væld af billeder i icloud og så lidt obligatorisk nyheds- og blogjunk om aftenen), så derfor kommer her de sidste 6 dage i frit, frostklart flor:

Dag 1:

Lørdag kl. 12.00 henter min far os i bil, i København. Til alles store overraskelse havde vi hverken tlf eller ipad fremme til Kurt på hele køreturen(!) Bare en lille, sød dreng der sidder og stener og kigger ud ad vinduet og spiser kiks. Udflytterbussen har ikke været forgæves! SÅ dejligt. Kl. 18.00 når vi frem til et storcenter (Nordbycenteret) lige syd for den norske grænse, hvor vi får aftensmad (til halv pris af hvad det koster i Norge) og køber et par svømmevinger til Kurt. Perfekt. Kl. 20.00 lander vi i vores overnatning lige ud til motorvejen på den anden side af den norske grænse. Et virkelig godt, hyggeligt og billigt (750nkr/overnatning for 2 voksne+barnoginklmorgenmad-billigt) sted at slå lejr for natten. Vi sover alle 3 som sten.

Dag 2.

Kører i 3,5 time til Beitostølen i høj sol og bjerge af sne, der efterhånden tårner sig op omkring os. Dire Straits, Sissel Kyrkjeby og Løvernes Konge står for sært og fint soundtrack. Kl. 14.00 når vi frem til Beitostølen og vores Radissonhotel der glimtrer i al sin frostklare og firseragtige vælde. Ahhhh! Op på værelset med vores rygsække – nyde solbeskinnet udsigt mod dalen. En hurtig skål i Gin Tonic. Så over til skiudlejningen og leje spritnyt udstyr til Kurt. Vi når også lige ud og kysse løjpen i solnedgangen: Kurts allerførste tur på langrend er nok a small step for mankind, men sgu a giant leap for Burchardiklanen der hermed for første gang sender 4. generation afsted på Beitostølens pister.

Dag 3.

Vi starter med at gå frenzy i morgenmadsbuffet med friskpresset appelsinjuice, pandekager med nutella og gudsbenådet udsigt. Så op på værelset og på med overtøjet og afsted på første tur. Kurt klarer det overraskende godt. Vi tør ikke gå for langt væk, da vi endnu ikke har lejet en pulk. Så en lille tur gennem dalen og så hjem langs vejen, er hvad det bliver til. Kurt holder os godt nok i hånden, men går flot selv.

Hjem og i pool og sauna inden aftensmaden.

Dag 4. Vores første “rigtige” dag på langrend. Nu med pulk (som vi også har lejet). Det er en genial backup, som gør at vi faktisk tør kaste os ud i en nærmest normal længde langrendstur (både min far og jeg har stået på ski fra vi var 5-6 år og er vel rimelig rutineret). Vi går derfor raskt afsted med Kurt trofast imellem os i sporet, velvidende at han bare kan komme op i puljen, når han bliver træt og begynder at brokke sig. Det gør han. Så han kommer op i pulken, som er godt foret med mit medbragte lammeskind og en bugaboo kørepose. Pulken er tung at slæbe, men det er faktisk ikke så slemt som jeg havde frygtet. Vejret er helt fantastisk, sneen knirker under skiene og mens Kurt sover lur, står vi op og ned ad bakker i solskin og med blå himmel, fuldstændig som vi altid har gjort.

Dag 5.

Det vælter ned med sne og skyerne ligger tungt over dalen. Energien er derefter. Kurt er kommet alt for sent i seng (21.30.. I know. Jeg er en idiot). Det er svært at overholde sengetider, når den treretters middag først blir serveret kl. 19.00, som er der vi plejer at putte. Læg dertil et lille hotelværelse med 2 voksne og 1 barn. Svært at putte i, synes jeg nok!

Afsted på tur kommer vi. Ut på tur, aldrig sur! Men i dag er det hårdt. Kurt piver, luften er tung af stille sne og min far er overbevist om at “din søster og du altså ikke havde så mange holdninger til alting, da vi var små”. “..Mmmmmh, far”.

Endelig falder Kurt i søvn og vi får slæbt os hjem gennem dalen i tung sne og med lige så tunge skridt. Kurt vågner og vi får lidt chokolade i ham, så han går selv det sidste lange stykke. Ned ad bakke går det! Et stykke klarer han endda helt uden hænder! Han står bare helt afslappet i sporet og falder slet ingen steder.

Derhjemme går vi i legerum og bygger med klodser. Morfar bygger et skib og de sejler sammen til Afrika og Spanien, mens jeg strikker. Vi når også i svømmehal igen. Det er vidunderligt! Kurt er ikke til at slæbe op – og jeg må lokke med at de store piger, måske er gået i saunaen (oh yes… your girls are safe with me!)

Op på værelset og skifte tøj og ned og lægge puslespil i pejsestuen. Kurt med vandkammet hår og højt humør, er blevet mega god til puslespil! Så spiser vi vidunderligt god mad, drikker vin til overpris og snakker om vores slægtshistorie. Lige som alle de andre aftener. Kurt sidder ved siden af og lægger puslespil, eller ligger under bordet og ser Cars 2 på min telefon.

Dag 6.

Vejret er bedre og det har hjulpet på humøret, at Kurt er kommer lidt tidligere i seng. Alle er glade og friske da vi går op mod fjeldet. Kurt går selv de første 2,5 kilometer op ad bakke på ski! Vi spiser en masse chokolade da vi endelig når op på fjeldet. Vi går og står med Kurt i sporet, flankeret af min far og jeg. Da vi når over til toppen af skibakke og hejsen, kigger vi på flotte isskulpturer og stolehejs (Kurt er besat af stolehejsen/slalombakken i det hele taget) inden han kl. 13.00 går omkuld i den trofaste pulk. Min far og jeg går ‘Blå 1’ for old times sake, og det er så hyggeligt. 6 km’s kold fjeldluft og kvalitetstid, mens Kurt bobler i den knirkende pulk. Ah! Vi ender imellem alpinbakkerne i det blødeste puddersne, og det virker nærmest for godt til at være sandt. Vores vinterferies store finale blir således en dejlig, blød, nedgang uden løjpespor. Da vi når slalombakken vågner Kurt og han får ski på og er helt ekset over endelig at få lov til at stå på “den rigtige skøjtebakke” som han kalder den. Det ER sgu lidt en skøjtebakke. I hvert fald når man står på langrend og skal mandsopdække en 3-årig frygtløs nybegynder. Christ! Men vi kommer fint ned og bagefter har jeg endda overskud til at holde mit løfte overfor Kurt, som i 5 dage har tigget om at få en tur i stolehejsen, ligesom Gurli Gris. Jeg køber en billet og så tager vi en rundtur op og ned. Han er glad og spændt og ender med at fryse så meget af at hænge til tørre, at han græder. SÅ afleverer vi pulk og ski inden vi går hjem på hotellet og putter et stykke marabou i en kop med varm mælk. Vi går i brusebad, spiser, snakker med sødt svensk ægtepar og går op og drikker øl og pakker vores tasker på værelset.

Nu sover min far på den ene side af mig og Kurt på den anden. Jeg vil læse de sidste sider i min bog, og så vil jeg sove den tunge fjeldsøvn for sidste gang, inden vi i morgen kører tilbage til virkeligheden.

Godnat fra fjeldet.

Rejse

Ferieglædning på en Mandag

Om det er Mandagsmandagen, sollyset (stod i gården med mine fellow forældre og vores trætte unger i dag kl 16.30 og DET VAR LYST!), eller bare det faktum at der nu fannerma er under en uge til at Kurt og jeg skal afsted på ferie sammen for første gang siden vores tur til Skotland for 2,5 år siden, kan jeg ikke helt gennemskue. Men arj hvor jeg dog glæder mig til knirkende sne, frostklar luft, fjeldsol og trætte lemmer og kold GT i uldundertøj! Vi skal med min far på langrend i Norge – og for første gang skal vi have mit yngel med på slæb. På Lørdag kører vi i bil derop og vi skal høre Abba over storebæltsØRESUNDSbroen (wauw, godnat!) og snakke og se ipad og spise virkelig dårlige sandwich.

Jeg har lige købt en skisele, lejet en pulk og budt på en kæmpe jahat. Det SKAL blive lige så godt i virkeligheden som det er oppe i mit hoved. Det skal det bare..

 

 

 

Rejse

Thailand med baby og småbørn: Vores tips, destinationer og erfaringer

For præcis et år siden sad Niklas, drengene og jeg på Koh Lanta og drak en af de første sundownere og skød dermed vores anden barselsferie i Thailand i gang. Og da jeg mærker stor interesse for emnet, og vi er midt i højsæson, har jeg bestemt mig for at denne gråvejrssøndag er dagen, hvor jeg vil drømme mig væk fra Københavns regnvejr og få skrevet alt ned om hvor vi boede, hvordan vi rejste og ikke mindst: Hvad jeg ville ønske jeg havde vidst, da vi for første gang rejste stævnede ud på babymoon med håbet om hvide sandstrande, chillede strandbarer og smukke naturoplevelser.

Først lidt lavpraktisk om vores rejser:

Vi har rejst i Thailand med børn to gange: Første gang med vores ældste søn, Kurt, da han var 6 mrd. Det var 36 dage i jan-feb i 2016. Anden gang da Kurt var 2,5 år og Otto var 10 mrd. Da var vi afsted i 5 uger i jan-feb 2018. Desuden har jeg tidligere skrevet en pakkeliste til rejse med én baby her og en lidt mere minimalistisk rejseliste til rejse med to børn her (på første rejse opdagede vi, at vi sagtens kunne leve med langt mindre – og at det er 100 gange sjovere at backpacke med babyer, når man har været bare lidt selektiv med hvad man slæber med rundt).

Forøvrigt er det følgende min subjektive og uforbeholdne holdning – Og vi har selv betalt for hele ferien:) Spørgsmål, uenigheder og tilføjelser modtages, som altid, med kyshånd i kommentarsporet.

Vores rejseønsker: Øhop, natur og mangfoldighed (læs: en masse transport)

Der er uendelige måder at strikke en barselsrejse sammen på. Nogle familier keder sig efter 2 dage det samme sted, andre kan ikke udholde tanken om kakerlakker, andre fortrækker at tilbringe hele ferien på et enkelt velvalgt resort osv, osv: Det jeg synes er fedt (og kan overskue med en baby på armen) er ikke nødvendigvis det samme som det du synes er fedt. Og da en barselsrejse er en dyr affære (vores anden rejse endte inkl. alt + fly på ca. 70.000kr) og de fleste af os ikke har råd til udelukkende at bo på lækre luksusresorts, er det ret vigtigt at være tro overfor sig selv og sine grænser, men også vide hvad der virkelig rocker ens båd og bringer lykke – for det er jo hele formålet med at rejse ud:)

Vores ønske var, at vi komme ud på øerne og sejle en masse. Vi havde ikke noget imod at rejse en del rundt i tuk-tuk, færger, longtails og speedbåde og i forhold til vores destinationer vægtede vi afslapning over kultur. Vi undgik de mest mainstream turistområder på fastlandet. Og så boede vi i alt fra meget primitive bambushytter til et par enkelte dage i luksusresort (som vi fandt last-minute-tilbud på, på Booking.com)

Vores rejsedestinationer

Første rejse (2 voksne og 1 baby på 6 mrd)

Bangkok -> Krabi -> Koh Lanta -> Koh Kradan -> Langkawi (Malaysia) -> Koh Lipe -> Phuket -> Danmark

Kort sagt: Vi rejste med en ikke-kravlende baby og valgte en del transport med bagage og over rimelig lange afstande. Til gengæld tog vi ingen dagsture og fik stor forskellighed i øer og stemning.

Anden rejse (2 voksne og 2 børn på 2,5 år og 10 mrd)

Phuket -> Koh Lanta -> Koh Jum -> Koh Phi Phi -> Koh Yao Yai -> Phuket -> Danmark

Kort sagt: Nu med to kravlende børn og derfor prioriterede vi mindre transporttid med bagage, men til gengæld (mange) flere dagsture ud til de omkringliggende småøer omkring Phi Phi, Pha Nga bugten og Koh Lanta.

På vores første rejse startede vi i Bangkok fordi vi prioriterede direkte fly og tænkte at det var godt at starte med lidt storbyvibe og at så kunne vi gå en tur down memory lane, fra dengang vi begge backpackede som 20-årige og drak spandevis af Mai thai på Khao San Road. Well. Det var …anderledes med en baby. Og pissebesværligt at gå rundt med en klapvogn og i virkeligheden ville vi jo bare gerne ned til vandet. Og så var alle andre turister jo småbitte solskoldede gymnasiebørn! Slet ikke som dengang vi var der sidst for 15 år siden – lol. Dog kunne jeg forestille mig at det kunne være okay at slutte af med et par dage i Bangkok. Købe lidt ting med hjem og få lidt “luksus in the sky”, udsigt og at få skyllet sandet ud af tæerne, på et af de mange hoteller. Men. Vi skulle bare være fløjet direkte eller med transfer til Phuket / Krabi.

Hvis jeg skal vælge mellem Phuket og Krabi, vil jeg anbefale at flyve til Phuket. Krabi er lidt for søvnig til min smag og så er jeg fuldstændig forelsket i kulturen og befolkningen i Phuket Old Town. Området omkring Thalang Road er vidunderligt at strolle rundt i og spise god mad. Men hele byen vrimler med fine caféer, gamle butikker, buddhistiske templer og smukke sino-portugisiske huse. Spis evt på Blue Elephant, hvis man har lyst til lidt luksus.

Vi har flere gange boet på et af mine absolut yndlingshoteller lige midt i Old Town: The Memory at On On. Det er som at bo i et (meget instagramvenligt) sørøver-eventyr i 1920’erne. Herlige medarbejdere og meget smukke og historiske men nyrenoverede værelser. Og hvis man spørger pænt, får man lov til at komme op og se det værelse som Richard (ja, aka Leonardo freaking-Dicaprio) bor på i The Beach, som er optaget her. Vi startede vores anden rejse på On-On og sad om aftenen på værelset med kolde øl, supermarkedsthaimad (eneste nedtur ved hotellet er, at de ikke serverer aftensmad) og så The Beach på vores medbragte computer og havde gigantisk optur over verden og livet og vores kommende eventyr.

Next up: Koh Lanta, åh Koh Lanta. Her har vi godt nok tilbragt et par uger! Det er en vidunderlig ø med børn! Men der er mange af dem (børn, altså) og man må være indstillet på at rygcrawle i danske og svenske børnefamilier. Dem kan jeg heldigvis godt lide, så for mig var det intet problem. Vi har boet på Relax Bay Resort på begge vores rejser. Og begge gange omkring 16 dage. Det var vores første rigtige (og længste) destination. Resortet har nogle år på bagen, men hvad der måske trækker ned på slid, sætter sig til gengæld på charme og sjæl. For det er der. En fin pool, hytter helt ned til strandkanten, en udmærket (men latterligt dyr i fht thai-priser) restaurant, hvor man sidder og spiser helt ud til vandet. Det er især magisk om aftenen, hvor brisen blafrer lidt i de kulørte lamper (og man prøver på at tysse på sine sindssyge og overtrætte børn og nyde et glas vin). De har baby cots (babysenge) og elkedler (til instant grød på værelset) og er i det hele taget bare skiderutineret når det kommer til børnefamilier. Til gengæld skal man være ude i god tid, når man booker. Det er et populært sted! Og på begge vores ophold har vi fået nogle fantastisk søde venner, som vi stadigvæk ses jævnligt med herhjemme. Deres beach bar – og deres medarbejdere – er fantastiske og solnedgangene det samme.

Krystalhvide strande og koraller er der ikke noget af på Lanta. Men der er virkelig gode dags- og snorkleture ud til småøer, hvis man begynder at kede sig lidt i hængekøjen. Vi havde vores børn med og det gik så fint. Vi både snorklede og dykkede og så både bløde og hårde koraller, hajer og en enkelt havskildpadde. Vi var bla. på en endagstur til Ko Ha, hvor vi snorklede på skift (mens den anden blev på båden med børnene). Kurt på 2,5 år, fik også lige lov til at dyppe sig på åbent hav, iført redningsvest selvfølgelig.

Relax Bay Resort – fast sundowner spot

Relax Bay Resort, vores bungalow med A/C, ekstra seng og baby cot

Brystbetændelse gone bad = Drop på Koh Lanta med en lillebitte Kurt i forgrunden

1. rejse – Med en enkelt baby på 6 mrd.

På vores første rejse fortsatte vi fra Lanta til Koh Kradan. Vi sejlede med speedboat og ankom til en af de ødeste øer jeg har oplevet i Thailand, med kridthvide sandstrande og koralrev som vi svømmede ud til fra vores bambushytte som lå helt ned til vandet. Det var magisk, men også lidt utrygt i al sin naturlig- og ensomhed. Husk kontanter, solcreme og is i maven! Vi boede på Kradan Island Resort og det var lige til den skrabede side både service- og komfortmæssigt – især når man tænker på at vi havde en 6 mrd gammel Kurt med. Man skal ikke være sart! Der var ikke meget sjæl (forstået som oprigtig tilstedeværelse af værten) eller service og jeg vil ikke anbefalede stedet til småbørns-rejsende (vi sov på en gammel madras på gulvet i en hytte, hvor væggene ikke nåede helt op til loftet og der var rygter om slanger..). Shit mand. Men hvis man kan leve med kakerlakker på badeværelset og en noget stoned ejer, var der virkelig unikt! Man var meget tæt på naturen og havde nærmest de smukke strande for sig selv. Og så var det relativt billigt. At sidde på sin lille bambusterasse og kigge ud på det turkise hav, svømme ud og svæve rundt i hvad der føles som et kæmpe akvarium og føle at man faktisk er Ib Michael / Troels Kløvedal / i himlen. Magisk.

Opladning level 2000 på vores bambusterasse på Kradan Island Resort.

Efter Koh Kradan måtte vi mere eller mindre frivilligt til Malaysia, på et såkaldt borderjump, da vi var kommet afsted uden det visum som kræves, hvis man vil være i Thailand i mere end 30 dage. Vi var afsted i 36 (yes, vi er officielt idioter). Så vi sejlede med speedboat (hurra for bæresele og zen-agtigt forhold til baby) til øen Langkawi som var et sjovt sted, smækfyldt med asiatiske turister. Jeg har glemt hvor vi boede, men hvis man er på de kanter, kan jeg anbefale at gå en svævende tur over regnskoven på deres Sky Bridge.

Fra Langkawi sejlede vi med færge til Koh Lipe og – Slap – Nu – Af – for en vidunderlig ø! Det er Thailands sydligste ø, men totalt turen derned værd. Ikke længere så uspoleret som for 10 år siden, hørte vi blandt rejsende, men meget smukt hav, bløde koraller med mange slags fisk i svømmeafstand fra hytterne og så var jeg ret vild med Cast Away Resort, hvor vi boede. Dog var det lidt pebret prismæssigt og ens baby skal ikke være meget ældre end 6 måneder, da hytterne er i to plan og man sover på førstesalen, restauranten står på pæle, lidt som en stor træhule ud til havet (det er sååå lækkert!) og rækværk ikke rigtig er noget de gør sig i. Efter 5 vidunderlige dage på Koh Lipe tog vi en speedboat til Phuket, hvorfra vi fløj over Bangkok hjem.

Krystalblåt hav og lysegrøn have på Koh Lipe

2. rejse: Nu med to børn på hhv. 2,5 år og 10 mrd.

På vores anden rejse fortsatte vi, efter de 16 dage på Koh Lanta, til Koh Jum. Det var en tiltrængt øde og forholdsvist uturistet ø. Dejligt efter Koh Lantas mange børnefamilier og turister! I guidebogen er Koh Jum omtalt som den “glemte” ø mellem turistede Lanta og Phi Phi – Det var helt perfekt for os. Her boede vi på Woodland Lodge der er ejet af et ældre ægtepar. Her var meget stemningsfyldt, sjæl og en rigtig god og tryg atmosfære, selvom det ikke er et lususresort, og der ikke var særlig mange småbørn. Men en smule slidt i krogene, meget hyggeligt og autentisk, som når man besøger sine bedsteforældres i deres gamle hus. Og så havde de en rigtig god restaurant lige ned til vandet (man skal kunne lide thai mad og english breakfast – den ene ejer er englænder og den anden thai – Drømmer stadigvæk om deres papayasalat). Koh Jum var en rigtig, rigtig skøn og (i kontrast til Ko Lanta) uspoleret, rural og meget rolig lille ø. Befolkningen var ikke specielt imponeret over os turister og det var faktisk utrolig rart. Et sted jeg godt kunne forestille mig at besøge igen.

Solnedgang over Phi Phi på Koh Jum

Indkøb af myggelys, Koh Jum

Akvarel og fred i børnenes lur på Woodland Lodge, Koh Jum

Med kurs mod Phi Phi

Efter ca. 5 dage på Koh Jum sejlede vi med en Longtailbåd til Koh Phi Phi, som ligger en times sejlads væk. Vi blev sejlet direkte til vores resort: Relax Beach Resort. Her fik vi for første gang på begge vores thailandsrejser et kulturchok så stort, at vi var én fesen farang pizza fra at sejle lige fluks tilbage i armene på Ray og Sao, som lige havde vinket farvel til os fra kysten på Koh Jum. Vi havde hørt og læst meget om at Phi Phi var overturistet, men jeg havde ikke troet at det var så vildt: Stribevis af longtail boats, der forstyrrede den ellers smukke strand og forurenede havet, et par uheldige sammenstød med det personale som vi ellers havde hørt utrolig godt om fra en medrejsende (og læser af bloggen, faktisk:)) og en overfyldt restaurant, var mere end vores afslappede rejsehjerter ku overskue efter den idylliske fred og smukke natur på Koh Jum.

Vi trak vejret og besluttede os for at blive og give alle en chance til – og vi endte faktisk for at blive rigtig glade for opholdet. Da vi havde rystet chokket af os var der jo masser af søde børnefamilier, en strandbar ned til vandet (jep – vi vægter alkohol meget højt her i familien), fine hytter – selvom vi lå i anden række – og lækkert, turkisblåt vand. Jeg fik lidt klaustrofobi af at resortet lå så afsides (man skulle gå over en klippeskråning og 40 minutter igennem skoven for at komme til byen). Det gjorde at man var mere eller mindre tvunget til at spise alle sine måltider i restauranten. Det havde helt klart klædt betjeningen, med lidt mere konkurrence og lidt flere alternativer i nærheden. Vi valgte at forlade Relax Beach Resort et par dage inden planlagt og i stedet bo inde i Phi Phis hovedby, Tonsai.

I mine øjne er det som Phi Phi virkelig kan tilbyde – trods slid og jag, stakkels, lille Phi Phi – naturen og de mange fine endags snorkel/dykkerture, som er indenfor rækkevidde når man bor på Phi Phi Don. Jeg kan anbefale dagsturen til Maya Bay på Phi Phi Leh (ja, der er no shame herfra!) Hvis man vil undgå de værste turistperioder, så tag tidligt afsted og list lidt ind i krattet væk fra stranden og forestil dig hvordan det har været at filme en hollywood film (“The Beach”, for de uinviede) på en helt øde ø. Snorkling på bl.a. Mosquito Island er også dejligt. En lille note om turister: Hvis man ikke kan undgå dem, så må man embrace dem som en del af oplevelsen (man er jo selv en del af flokken, så man har vel egentlig ikke rigtig grund til at gå rundt og føle sig hævet over dem). Hvornår får man lige muligheden for at se 5000 glade kinesiske turister i badetøj på een gang igen?

Skulle jeg til Phi Phi igen ville jeg vælge et billigt sted inde i Tonsai by. Jeg ville nok max bo der i 4 dage, hvor jeg ville nyde solnedgangene på den offentlige Loh Dalum beach og de snævre gaders stemningsfyldte trængsel (men skynd dig væk fra hovedgaderne nær kajen og omkring de største pubs) og så ville jeg tage på en hella masse snorkleture.

Når jeg skriver om Phi Phi kan jeg ikke ikke nævne den brand som brød ud på et af vores nabohoteller på vores sidste aften. Mens vi lå og puttede gik al lyset pludselig ud, og da vi kom ud blev vi ramt af en mur af røg og varme. Pænt stressende, med to små sovende børn. Efter at være løbet tværs gennem byen med Otto på armen, sov jeg den nat på to redningsveste under et myggenet, på et skib ved molen. Dagen efter, da chokket havde lagt sig, sejlede vi videre.

Leg og hygge på Relax Beach Resort, Phi Phi

Nye venner på Loh Dalum beach

Fine hytter på Relax Beach Resort

Turister på smukke Maya Bay

Kurt på en af hans efterhånden sædvanlige sejlture. Normalt havde han – selvfølgelig – redningsvest på:)

Kærkommen, kæmpe morgenmad på vores sidste morgen på Phi Phi

Vi snakker om gårdsdagens brand med en af de lokale kort inden afgang

Sidste destination på vores anden rejse var Koh Yao Yai, hvor Niklas havde fundet et last-minute tilbud på et luksus resort, Koh Yao Yai Village. Det var himlen! Og fuldendte den vekselvirkning, vi havde håbet på, at øerne ville supplere hinanden med da vi planlagde turen. Fra Phi Phi’s vilde og turistede stemning til fuldstændig fred, ro og luksus. Den ene nat sov vi på to redningsveste og troede hele vores bagage var gået op i røg, den anden nat sov vi i den dejligste luksusvilla, højt hævet over jorden og med udsigt ud over en smuk skov som resortet lå i. Restaurantens morgenmadsbuffet var maaaaaagisk (og inkluderet i prisen) og om aftenen nød vi en lille gåtur, langs rismarker op til vejen, hvor vi spiste (sammen med en masse andre gæster der heller ikke orkede at give 120 kr for en skål nudler nede på resortets restaurant) på en lille lokal familieejet vejside-restaurant med den skønneste mad, betjening og stemning. Koh Yao Yai er en meget lokal, uspoleret og fremfor alt ren ø. Dagene gik i resortet: Pool, leg, afslapning på vores kæmpe terasse og drinks. Vi kørte et par ture rundt på øen, stoppede bl.a. ved et lokalt marked hvor jeg fik købt en håndfuld af de der geniale, sammensyede thai saronger/duge/håndklæder. Vi var efterhånden mætte af at rejse og det var helt okay da vi efter et par dage pakkede sammen for sidste gang.

Vi kunne sagtens have taget en båd direkte til Phuket, men sammen med en anden dansk familie, besluttede vi os for at gøre en tur ud af det og fik en longtailbåd til at sejle os + bagage en tur op langs den vidunderlige og vildt smukke Phang-Nga kyst. Her så vi Koh Tapu (AKA James Bond Island – øen er med i ‘The Man with the Golden Gun’) og nød, nød, nød det vidunderlige område fra longtailbådens tag. Det fungerede godt og idéen kan varmt anbefales. Da vi kom i land i Phuket, kørte vi direkte ud til et lufthavnshotel og tidligt næste morgen, fløj vi hjem til Danmark.

Her til sidst: 3 ting jeg har lært om at rejse med børn:

1. Priorities! Prioriter, prioriter og prioriter. Det er jeres tid og jeres penge. Så prioriter den, så den matcher lige præcis jeres drømme, værdier og håb for jeres rejse. Man kan ikke få det hele, så vælg: Vil du kunne dyppe tæerne i havet fra din hytte, koster det måske en kakerlak på badeværelset og en fan i stedet for A/C. Eller vil du trives bedre med en stille luksus villa tilbagetrukket fra stranden/menneskene, så får du bugfree badeværelsesgulve, ro og overblik, men det koster måske at babyalarmen ikke kan række ned til baren og at baby ikke kan sove alene på terassen mens du bader.

2. Husk at det ikke kun er guld og grønne skove at rejse med børn. For hvert instaworthy øjeblik (og når jeg scroller rundt mellem billederne herover, kan jeg se, at vi trods alt har haft et par stykker), er der 200 øjeblikke der ikke er perfekte: Brystbetændelse, bristede trommehinder, ris overalt, regnskyl, børn der ikke vil sove, nedpakning, logistik, wifi-problemer når man skal booke videre rejse, ulvetimer, overdosis af din familie osv. Det hele er meget intenst og meget ..intenst. Det er både det hårde og det vidunderlige ved at rejse sammen.

3. Mega corny, men grib de små øjeblikke der er i stedet for at jage rundt efter de store forkromede. For der er kun ganske få ALT ER BARE PERFEKT NU! øjeblikke. Men en lille is på vejen. At undersøge de buddhistiske åndehuse (phi bans) der pryder de fleste resorts med fanta, friske blomster og mad til guderne. At løbe efter en vild kat (men pas lidt på dem.. vi fik kæmpe rabies-noia da Kurt blev revet), byg et sandslot, snak med medarbejderne på resortet om deres børn, liv, familie og hverdag når de ikke er på sæson, drik en drink kl. 11.00. Husk at livet er nu, når man rejser. Man kommer som regel ikke tilbage i morgen. Så køb den sarong, bestil den ekstra forret, sæt dig hen på den bænk lidt væk fra stien og kig ud. Alt det der. Og, nåeh jo. Hvis du også vil ud og øhoppe: Så husk at nyd sejlturene for hvad de er: Sejlture på lækkert, åbent hav (okay indrømmet: Nogle af færge- og speedbåd-turene skal bare overstås). Mærk vinden i håret. Dyp fingrene i havoverfladen. Træk luft ind.

Det er dit øjeblik, hvis du tager det.

Rejse

Blæs, brus, blåt – Avernax festival er (fandme!) godt

I går stak jeg af med min familie. På soldækket på den lille færge midt imellem Faaborg og Avernakø smadrede lyn det sorte så alt blev lyst. Så kom stormen.

Kl. 22 landede vi med to overtrætte unger på en vindomsust, lille, kulsort Avernakø og jeg var et kussehår fra at tage færgen direkte tilbage til fastlandet. Vi fik et lift til festivalpladsen i en kassevogn, sammen med et band der hedder Kvinder der kender din krop. Vi fik slået telt op i regn, rusk og mørke og NU er vi her: på Avernax festival, som er så tæt på en hybrid mellem ø-lejr og festival som jeg overhovedet kan forestille mig.

Man vasker selv op, der er lam over bål, radiobiograf og blå himmel. Om lidt starter musikken. Hele min gamle efterskole er her, og minder mig om, hvem jeg var engang. Kurt og jeg har lige svømmet ud til en lille båd, nogen har tisset i bukserne, mens andre har drukket sig tipsy i albani ad lib.

Lige nu er begge børn på magisk vis gået kolde og Niklas og jeg ligger under et militærtelt på en gammel sofa.

Her er virkelig hyggeligt.

Jeg er fan.

Rejse

På gensyn Jungle Boogie

Jeg ligger på et lufthavnshotel og kan ikke længere løbe fra det faktum, at vores fem ugers ferie unægteligt er forbi. Det er ikke til at forstå og hvis nogen spurgte om jeg vil have fem til, så ville jeg helt klart sige ja. Det har virkelig været vildt – Jeg er sgu blevet forelsket i min familie igen!

Hvad jeg helt sikkert ikke kommer til at savne:

Kombinationen af sand og solcreme og små sure børneben

Numsebrusere

Kombinationen ulvetime og happy hour (hvor har jeg dog stædigt bundet mange stress-margaritas!)

At flygte fra en brand med to halvsovende børn i armene

Booking.com

Når man om natten kravler ud under myggenettet for at tisse i bælgmørke (ja, Ko Jum, jeg snakker til dig) og hver gang føler at man har lukket sig ind i en løvens hule af kakerlakker og pismyg

At pakke

At være sammen med min familie 24 timer i døgnet

Hvad jeg virkelig kommer til at savne:

At være sammen med min familie 24 timer i døgnet

At svømme rundt i en infinity pool på Yao Yoi med glade, overgearede børn

Den der magiske, dugvåde øl om aftenen når børnene sover

Otto’s mellemrum mellem fortænderne når han flasher sine pløkker i et kæmpe smil til enhver thai der krydser hans vej

Tid

At møde grineren, overraskende søde familier, rejsende og lokale uanset hvor vi har været

Drinksene på Phi Phi

Solnedgangene på Ko Jum

Rejse

Pludselig er vi bare mennesker der løber

I et anfald af resort lede, stak vi i forgårs af til Phi Phi’s hovedby, Tonsai. Både Niklas og jeg havde en uforklarlig kærlighed til den mærkelige, overturistede by: Smalle gader, små huse bygget alt, alt for tæt og en nærmest ikke eksisterende infrastruktur. Og så en masse bagstive backpackere, sprut buckets, barer, fireshow og alt det der. Men midt i det 30 grader varme, lugtende kaos var der også en lille fransk ejet café med en espressomaskine og croissanter. En god diveshop (der arrangerer dykker- og snorkleture). En godt gemt, fin restaurant. Og det vi mest af alt havde brug for efter at have tilbragt 5 nætter på et isoleret og overpriced resort: Frihed til selv at vælge hvad vi vi lave, spise og hvor vi vil gå hen.

Vi havde en af de der Lou Reedske perfect days’s hvor alt bare var godt. Vi havde sejlet rundt om Phi Phi Leh (seriøst en smuk ø – det kan ingen slidte turistfælder tage fra den) og snorklet og dykket. Vi spiste en -tør jeg sige det- ret god burger inde midt i byen efter en kold sundowner-øl hvor ungerne legede med de lokale børn på en af de offentligee strande. Alt var bare godt.

Ved 20-tiden tog jeg et par billeder af det varme, summende sammensurium af snaldrede europæere og thailandske tatovører på vores gade, Soi Slinky. Ti minutter senere lå vi alle fire stuvet sammen oppe på værelset i dobbeltsengen under AC’en og sang Barndommens Land mens drengene var irriterende og vågne. En helt klassisk soooov-nu-for-fanden-så-vi-kan-få-en-kold-øl-situation som alle de andre aftener vi har haft på den her tur. Lidt irriterende. Meget hyggeligt.

Pludselig forsvandt al lyset. Et nødlys blev tændt over døren og vi tænkte, at det var et almindeligt power breakdown. Da vi åbnede vinduet for at se om hele byen var mørklagt, ku vi mærke en anderledes varme og høre stemmer råbe “Fire!” Vi løb ned ad den mørke trappe og ud på gaden. Her blev vi mødt af en tyve meter høj mur af flammer og røg, tyve meter fra os.

Det er svært at forklare hvorfor man gør som man gør, men vi spurtede op på værelset efter vores pas. Det her var så mærkeligt Fordi midt i al kaoset var værelset så stille og køligt. Og ens flugtinstinkt fattede ingenting. Så det krævede en aktiv indsats ikke at tænke “Men hvad med tøj til børnene? Hvad med computer? Sim-kort? Bleer? Nej. Nej. Nej. Vi skal bare afsted.

Med to nøgne børn løb vi ud på gaden og ned mod molen. Det var fandme surrealistisk. Folk stod og drak øl og kiggede på flammerne som om det var et Skt Hans bål. Udover de lokale som løb mod branden med små skumslukkere, var gaden nærmest som da jeg tog billedet en time tidligere. Surrealistisk.

Man siger at man ikke ved hvordan man reagerer i en nødsituation, før man selv står der. Jeg er åbenbart en af dem som råber “FIRE, FIRE, ITS A FIRE!” mens jeg løber igennem det fulde partycrowd, der blev irriteret over at nogen forstyrrede deres fest. Der var ikke så meget med ikke at sprede panik og forblive rolig der. Dialogen gik cirka sådan her:

(øldrikkende 20-årig englænder) “Hey, watch it!”

(Desperate Ida med Otto i armene, der tænker på hvis de der gasflasker der står ved ethvert streetkitchen begynder at eksplodere) “but there is A HUGE FIRE! And I HAVE KIDS! You’re going the WRONG WAY!”

(Øldrikkende 20-årig englænder): “Well maybe you just shouldn’t have had kids”

> Indsæt bare kæmpe WTF emoji her <

Ude på den lange stenmole ved Tonsai Peer, oplyste orange røg himlen. Det var så vildt at stå der. Brænder hele byen? Hvad hvis alle pludselig skal evakueres? Skal vi prøve at stjæle nogle redningsveste? Kan man dø af røgforgiftning hvis man står ude i vandet? Alle mulige vilde spørgsmål fløj rundt, mens vi prøvede at holde hovedet koldt. Samtidig med en følelse af at det valg man træffer kan få store konsekvenser.

Vi mødte en dansk mor med to børn og flere og flere turister kom ud med deres rygsække. Et par af dem fik overtalt en longtail-kaptajn til at sejle dem ud på det mørke vand. Vi faldt i snak med en kaptajn fra Phi Phi Cruise Phuket, som var så flink. Smilede bare overbærende af alle os fjollede, bange turister og efter en times tid gav han os og den danske familie, lov til at være på hans skib. Med redningsveste på. Jeg fik ringet hjem og sagt at vi var okay.

Da der var faldet lidt ro på, fik vi købt et par saronger til at sove under, en flaske rødvin og noget vand. Så sad vi der mens røgen over byen fortog sig og prøvede at forstå hvad der lige var sket. Og prøvede at lade være med at tænke for meget over hvor vi havde været, hvis branden var udbrudt to timer senere, efter vi var faldet i søvn.

Skibet skulle bare klargøres til afgang kl. 6.30 sagde Max, da han kom tilbage fra byen, hvor de lokale omkring midnat havde fået kontrol over branden. Vores hotel var indenfor afspærringen. Under mild protest fik vi givet ham 6000 baht som tak for at vi måtte sove på hans skib (pinligt lidt i dkr, men vist omkring 14 dages løn for ham). Efter et par timer faldt vi i søvn med børnene på et par redningsveste under myggenet og stjernedække, til lette bølgeskvulp. Næsten som intet var hændt. Nærmest idyllisk. Tidligt næste morgen var der gang i molen som enhver anden dag. The show must go on. Mens kraner aflastede paller med sugerør, isterninger og madvarer, pakkede vi sammen, fik sagt tusinde tak til Max og gik tilbage mod vores hotel.Vi var heldige. Vinden var blæst den modsatte retning og vores hotel stod stadigvæk. Mærkeligt at komme tilbage på et værelse vi var sikre på, var gået op i flammer. Pakke de ting, som pludselig virkede så ligegyldige, og gå 20 meter ned ad vejen hvor branden til gengæld havde smadret alt.Hvad gør man egentlig? Gid vi var typerne der på en eller anden måde blev og hjalp til med oprydning. Men det føles også bare lidt mærkeligt at bede om en kost. At samle glasskår. Det var som om der var et kollektivt chok blandt de lokale som vi ikke var berettigede til at være en del af. Som ikke var vores.

Et par minutter stod vi bare der som de turister vi er. Snakkede lidt med den sygeplejerske der havde kigget på mit øre et par dage tidligere. Nu kunne hun ikke komme på arbejde, fordi hele lægeklinikken var brændt. Hvad siger man? I’m sorry?

I’m sorry.

Rejse

Hej Ko Jum!

Jeg sidder under et halvtag med to firben, fem myg, en sød og afslappet mand, en kold øl, fire sænkede skuldre og en halv pose chips. Vi ser Hip-Hop Evolution på Netflix. Klokken er snart 22 og begge børn sover. Og så regner og lyner det som jeg aldrig har oplevet før. En totaloplevelse af elementet vand, som min bådebygger af en far ville sige.

I dag blev Kurt endelig meldt rask nok til at forlade Ko Lanta, som er den største ø i området (og den eneste med en nogenlunde anstændig lægeklinik). Han har fået så sygt mange myggestik hernede (jeg tror ikke 100 er en overdrivelse) og er derfor røget på en imponerende selvlysende og klistret antibiotika-kur.

Efter et par ufrivillige nætter på et myggefrit, men også komplet sjæleløst resort, var vi mere end klar til at sejle videre i dag – Ud til en lille bitte ø, vi har hørt mange seje folk hviske om i krogene. Ko Jum.

Her er hverken krystalklart vand, kridthvide sandstrande eller beachbarer. Men her er smuk natur, en piv-øde strand, gæstfrihed og måske endda – tør jeg sige det – en slags autentisk sjæl. Vi er allerede ret hooked.

Bortset fra det er der ikke meget at skrive hjem om. Jeg har fået et kæmpe crush på papayasalat, en mild solforbrænding (sgu også på tide) og så kører jeg stadigvæk silent husmor-look mens min trommehinde stille og roligt gror sammen, så jeg forhåbentlig må snorkle igen når vi rammer Phi Phi om et par dage. Jeg kan ikke høre en skid, men det har jo også sine fordele. Hermed er et lidt smertefuld og omstændigt momhack givet videre. Nå ja, og så har jeg fået læst en hel bog! “Erindring om kærlighed” af Kirsten Thorup som jeg godt vil anbefale alle, der har en mor, at læse. Den ramte i hvert fald lige i mit mor/datter hjerte.

PS. Hvis man forøvrigt ikke føler at man har nok klistrede ris, desperate selfie-filtre og solnedgange i sit Instagramfeed, så fret no more. Jeg deler gladeligt ud derovre under @idaburchardi.

Det er ikke altid kønt, Rejse

Thailand – alt det man ikke ser på Instagram (eller: forkælet brok fra en frustreret ferietype)

“Jeg begynder lidt at overveje om det var en rigtig beslutning at rejse i 5 uger” Citat min kæreste i går aftes. Sagt under aftensmaden der som sædvanlig blev kastet rundt af Otto mens Kurt råbte og skreg og smadrede restaurantens legebiler. Jeg blev først ked af det, men efter et par minutter måtte jeg indrømme, at jeg forstår ham. Who are we kidding?

De sidste par dage har været mere fyldt med sygdom end jeg egentlig gider skrive om (i morges brugte jeg fx 3 timer på medical clinic med Kurt i drop og mistanke om dengue feber). Vi skulle have rejst videre i morgen, men har måttet udskyde Ko Jum indtil alle har fået det bedre, selvom vi mere end noget, trænger til luftforandring.

Dagene føles som én lang ulvetime, og selv om jeg er medskyldig i den stribe af asiatiske solnedgange som præger mit Instagram-feed for tiden (undskyld), så er vores Thailandstur altså primært fyldt med trodsalder, ris (over-alt. ALT!), myggestik, regn (har kun haft 2 dage uden regn), herreløse katte som nogen elsker at løbe efter og ae (hvem sagde rabies?), klistrede isfingre, sand (argh!), sved, myg, solcreme, børnestress over en frygtløs 10 mrd’s baby der aldrig sidder stille… osv. osv.

Vidste faktisk slet ikke at børn kunne være så klamme. Fx de 15 år gamle kæmpe karper der svømmer rundt i restauranten? Det mosevand de svømmer i. Det drikker min søn af hver eneste gang jeg kigger væk. Seriøst. Jeg kunne komme med en stribe af andre klamme ting, men bare tro mig.

Vi er så trætte af at skælde ud, slukke ildebrande, lokke med is og være forældre-agtige at vi er begyndt at skvatte i søvn når vi putter børnene, og derved mister de der lune, børnefri trope-aftener, som ellers har været noget af det bedste ved at være afsted. Det er så udmattende at skælde ud. Misforstå mig ikke, jeg kan rigtig godt lide mine børn – Og det meste af det her er bare en forkælet turist der rambler. …Men er det meget forkert hvis jeg ind i mellem også glæder mig en lille smule til at komme hjem til vores dejlige, trygge ..vuggestue?