Rejse

Jeg ligger på et lufthavnshotel og kan ikke længere løbe fra det faktum, at vores fem ugers ferie unægteligt er forbi. Det er ikke til at forstå og hvis nogen spurgte om jeg vil have fem til, så ville jeg helt klart sige ja. Det har virkelig været vildt – Jeg er sgu blevet forelsket i min familie igen!

Hvad jeg helt sikkert ikke kommer til at savne:

Kombinationen af sand og solcreme og små sure børneben

Numsebrusere

Kombinationen ulvetime og happy hour (hvor har jeg dog stædigt bundet mange stress-margaritas!)

At flygte fra en brand med to halvsovende børn i armene

Booking.com

Når man om natten kravler ud under myggenettet for at tisse i bælgmørke (ja, Ko Jum, jeg snakker til dig) og hver gang føler at man har lukket sig ind i en løvens hule af kakerlakker og pismyg

At pakke

At være sammen med min familie 24 timer i døgnet

Hvad jeg virkelig kommer til at savne:

At være sammen med min familie 24 timer i døgnet

At svømme rundt i en infinity pool på Yao Yoi med glade, overgearede børn

Den der magiske, dugvåde øl om aftenen når børnene sover

Otto’s mellemrum mellem fortænderne når han flasher sine pløkker i et kæmpe smil til enhver thai der krydser hans vej

Tid

At møde grineren, overraskende søde familier, rejsende og lokale uanset hvor vi har været

Drinksene på Phi Phi

Solnedgangene på Ko Jum

I et anfald af resort lede, stak vi i forgårs af til Phi Phi’s hovedby, Tonsai. Både Niklas og jeg havde en uforklarlig kærlighed til den mærkelige, overturistede by: Smalle gader, små huse bygget alt, alt for tæt og en nærmest ikke eksisterende infrastruktur. Og så en masse bagstive backpackere, sprut buckets, barer, fireshow og alt det der. Men midt i det 30 grader varme, lugtende kaos var der også en lille fransk ejet café med en espressomaskine og croissanter. En god diveshop (der arrangerer dykker- og snorkleture). En godt gemt, fin restaurant. Og det vi mest af alt havde brug for efter at have tilbragt 5 nætter på et isoleret og overpriced resort: Frihed til selv at vælge hvad vi vi lave, spise og hvor vi vil gå hen.

Vi havde en af de der Lou Reedske perfect days’s hvor alt bare var godt. Vi havde sejlet rundt om Phi Phi Leh (seriøst en smuk ø – det kan ingen slidte turistfælder tage fra den) og snorklet og dykket. Vi spiste en -tør jeg sige det- ret god burger inde midt i byen efter en kold sundowner-øl hvor ungerne legede med de lokale børn på en af de offentligee strande. Alt var bare godt.

Ved 20-tiden tog jeg et par billeder af det varme, summende sammensurium af snaldrede europæere og thailandske tatovører på vores gade, Soi Slinky. Ti minutter senere lå vi alle fire stuvet sammen oppe på værelset i dobbeltsengen under AC’en og sang Barndommens Land mens drengene var irriterende og vågne. En helt klassisk soooov-nu-for-fanden-så-vi-kan-få-en-kold-øl-situation som alle de andre aftener vi har haft på den her tur. Lidt irriterende. Meget hyggeligt.

Pludselig forsvandt al lyset. Et nødlys blev tændt over døren og vi tænkte, at det var et almindeligt power breakdown. Da vi åbnede vinduet for at se om hele byen var mørklagt, ku vi mærke en anderledes varme og høre stemmer råbe “Fire!” Vi løb ned ad den mørke trappe og ud på gaden. Her blev vi mødt af en tyve meter høj mur af flammer og røg, tyve meter fra os.

Det er svært at forklare hvorfor man gør som man gør, men vi spurtede op på værelset efter vores pas. Det her var så mærkeligt Fordi midt i al kaoset var værelset så stille og køligt. Og ens flugtinstinkt fattede ingenting. Så det krævede en aktiv indsats ikke at tænke “Men hvad med tøj til børnene? Hvad med computer? Sim-kort? Bleer? Nej. Nej. Nej. Vi skal bare afsted.

Med to nøgne børn løb vi ud på gaden og ned mod molen. Det var fandme surrealistisk. Folk stod og drak øl og kiggede på flammerne som om det var et Skt Hans bål. Udover de lokale som løb mod branden med små skumslukkere, var gaden nærmest som da jeg tog billedet en time tidligere. Surrealistisk.

Man siger at man ikke ved hvordan man reagerer i en nødsituation, før man selv står der. Jeg er åbenbart en af dem som råber “FIRE, FIRE, ITS A FIRE!” mens jeg løber igennem det fulde partycrowd, der blev irriteret over at nogen forstyrrede deres fest. Der var ikke så meget med ikke at sprede panik og forblive rolig der. Dialogen gik cirka sådan her:

(øldrikkende 20-årig englænder) “Hey, watch it!”

(Desperate Ida med Otto i armene, der tænker på hvis de der gasflasker der står ved ethvert streetkitchen begynder at eksplodere) “but there is A HUGE FIRE! And I HAVE KIDS! You’re going the WRONG WAY!”

(Øldrikkende 20-årig englænder): “Well maybe you just shouldn’t have had kids”

> Indsæt bare kæmpe WTF emoji her <

Ude på den lange stenmole ved Tonsai Peer, oplyste orange røg himlen. Det var så vildt at stå der. Brænder hele byen? Hvad hvis alle pludselig skal evakueres? Skal vi prøve at stjæle nogle redningsveste? Kan man dø af røgforgiftning hvis man står ude i vandet? Alle mulige vilde spørgsmål fløj rundt, mens vi prøvede at holde hovedet koldt. Samtidig med en følelse af at det valg man træffer kan få store konsekvenser.

Vi mødte en dansk mor med to børn og flere og flere turister kom ud med deres rygsække. Et par af dem fik overtalt en longtail-kaptajn til at sejle dem ud på det mørke vand. Vi faldt i snak med en kaptajn fra Phi Phi Cruise Phuket, som var så flink. Smilede bare overbærende af alle os fjollede, bange turister og efter en times tid gav han os og den danske familie, lov til at være på hans skib. Med redningsveste på. Jeg fik ringet hjem og sagt at vi var okay.

Da der var faldet lidt ro på, fik vi købt et par saronger til at sove under, en flaske rødvin og noget vand. Så sad vi der mens røgen over byen fortog sig og prøvede at forstå hvad der lige var sket. Og prøvede at lade være med at tænke for meget over hvor vi havde været, hvis branden var udbrudt to timer senere, efter vi var faldet i søvn.

Skibet skulle bare klargøres til afgang kl. 6.30 sagde Max, da han kom tilbage fra byen, hvor de lokale omkring midnat havde fået kontrol over branden. Vores hotel var indenfor afspærringen. Under mild protest fik vi givet ham 6000 baht som tak for at vi måtte sove på hans skib (pinligt lidt i dkr, men vist omkring 14 dages løn for ham). Efter et par timer faldt vi i søvn med børnene på et par redningsveste under myggenet og stjernedække, til lette bølgeskvulp. Næsten som intet var hændt. Nærmest idyllisk. Tidligt næste morgen var der gang i molen som enhver anden dag. The show must go on. Mens kraner aflastede paller med sugerør, isterninger og madvarer, pakkede vi sammen, fik sagt tusinde tak til Max og gik tilbage mod vores hotel.Vi var heldige. Vinden var blæst den modsatte retning og vores hotel stod stadigvæk. Mærkeligt at komme tilbage på et værelse vi var sikre på, var gået op i flammer. Pakke de ting, som pludselig virkede så ligegyldige, og gå 20 meter ned ad vejen hvor branden til gengæld havde smadret alt.Hvad gør man egentlig? Gid vi var typerne der på en eller anden måde blev og hjalp til med oprydning. Men det føles også bare lidt mærkeligt at bede om en kost. At samle glasskår. Det var som om der var et kollektivt chok blandt de lokale som vi ikke var berettigede til at være en del af. Som ikke var vores.

Et par minutter stod vi bare der som de turister vi er. Snakkede lidt med den sygeplejerske der havde kigget på mit øre et par dage tidligere. Nu kunne hun ikke komme på arbejde, fordi hele lægeklinikken var brændt. Hvad siger man? I’m sorry?

I’m sorry.

Jeg sidder under et halvtag med to firben, fem myg, en sød og afslappet mand, en kold øl, fire sænkede skuldre og en halv pose chips. Vi ser Hip-Hop Evolution på Netflix. Klokken er snart 22 og begge børn sover. Og så regner og lyner det som jeg aldrig har oplevet før. En totaloplevelse af elementet vand, som min bådebygger af en far ville sige.

I dag blev Kurt endelig meldt rask nok til at forlade Ko Lanta, som er den største ø i området (og den eneste med en nogenlunde anstændig lægeklinik). Han har fået så sygt mange myggestik hernede (jeg tror ikke 100 er en overdrivelse) og er derfor røget på en imponerende selvlysende og klistret antibiotika-kur.

Efter et par ufrivillige nætter på et myggefrit, men også komplet sjæleløst resort, var vi mere end klar til at sejle videre i dag – Ud til en lille bitte ø, vi har hørt mange seje folk hviske om i krogene. Ko Jum.

Her er hverken krystalklart vand, kridthvide sandstrande eller beachbarer. Men her er smuk natur, en piv-øde strand, gæstfrihed og måske endda – tør jeg sige det – en slags autentisk sjæl. Vi er allerede ret hooked.

Bortset fra det er der ikke meget at skrive hjem om. Jeg har fået et kæmpe crush på papayasalat, en mild solforbrænding (sgu også på tide) og så kører jeg stadigvæk silent husmor-look mens min trommehinde stille og roligt gror sammen, så jeg forhåbentlig må snorkle igen når vi rammer Phi Phi om et par dage. Jeg kan ikke høre en skid, men det har jo også sine fordele. Hermed er et lidt smertefuld og omstændigt momhack givet videre. Nå ja, og så har jeg fået læst en hel bog! “Erindring om kærlighed” af Kirsten Thorup som jeg godt vil anbefale alle, der har en mor, at læse. Den ramte i hvert fald lige i mit mor/datter hjerte.

PS. Hvis man forøvrigt ikke føler at man har nok klistrede ris, desperate selfie-filtre og solnedgange i sit Instagramfeed, så fret no more. Jeg deler gladeligt ud derovre under @idaburchardi.

I dag har jeg fødselsdag. Faktisk har jeg lige præcist 6 minutter tilbage af den, thailandsk tid. Mit ønske var en tur på havet og det gik i opfyldelse. Jeg så fire hummere, hallucinerede en havskildpadde, sprang en trommehinde og fik donut og pulverkaffe på en 70’er skude som taget ud af The Life Aquatic.

Jeg kunne græde over den trommehinde – ikke fordi det gjorde (sygt! wtf mand) ondt, men fordi at det jo betyder nul vand og nul snorkling. Og jeg ehhhlsker ligesom det vand og de fisk. Og jeg har lige booket 6 overpriced nætter på Phi Phi, med det primære formål at snorkle til vi segner. Pis.

Heldigvis er det bare et lille hul og hvis jeg passer på der ikke går betændelse i, skulle det kun være en uge om at hele. Great. Savnede sgu også lidt at spise neonpink thai antibiotika-piller…

Da vi kom hjem igen, fejrede vi med en sød dansk familie og et svensk/canadisk par vi har mødt hernede. Det var så dejligt: Kolde fadøl, god mad og voksensnak mens børnene sad og junkede iPad på hver deres thai-pude.

33 blir helt okay.

Jeg lægger på et blåt plastiklagen og glor op i neonrørene på en lokal lægeklinik. Med drop i armen. Jeg kan høre Niklas bakse med to overtrætte børn ude i venteværelset og antibiotikaen der drypper. Da vi var her for to år siden lå jeg her også, dengang med en galoperende brystbetændelse som jeg var alt for længe om at tage seriøst. Så i morges da jeg havde ondt i blæren vidste jeg, at jeg skulle have det tjekket hurtigt. For 6 år siden blev jeg nemlig hasteindlagt med nyre-bækken-betændelse i 14 dage, og blev kørt på hospitalet i en ambulance udrykning, fordi jeg ikke fik det tjekket i tide. Det var lige ved at gå mega galt.

Det gider jeg ikke igen – og slet ikke på en lille thailandsk ø. Så nu ligger jeg her. Med blærebetændelse. Og drop.

Lidt har jeg da lært.

(Følgende blir i stikord. Fordi 2 børn og virkelig dårlig wifi. Det er den eneste måde jeg kan skrive på. Beklager).

Det er svært ikke at føle sig som den vildeste danskerturist her. Ånden fra Simon Spies og 60’ernes charteri lever virkelig i bedste velgående – Her er grisefest og Sangria på Costa Del Sol er bare skiftet ud med Pad Thai og sundowners på Long Beach;) Lidt andre omgivelser, men eller rimelig meget samme koncept: At gå rundt på et lukket resort og være doven i sin bikini. Jeg er ret vild med det. Undskyld.

Jeg tror måske, at jeg kom til at give mig selv et lavement med vores toiletbruser forleden. Ad. Og av.

Efter at have forhørt mig lidt rundt omkring, har jeg endelig fået booket overnatning til vores næste 2 øer (hvis I gerne vil vide det – ellers undskyld!) Vi skal til Koh Jum og Phi Phi.

Jeg er blevet ret gode venner med en drink der hedder swimmingpool. Og ja, den er turkis og smager af kokosmælk.

Der sidder over 20 myggestik på Kurts krop. #parentsoftheyear

Der er et par stykker i kommentarsporet til min seneste minimale pakkeliste som undrer sig over at jeg kun har i alt 3 par underbukser med. Det kan jeg egentlig godt forstå. Det er altså ikke fordi jeg ikke skifter undertøj hver dag. Det er bare fordi at jeg har badetøj på 80% af tiden, den type er jeg åbenbart (nejnej, selvfølgelig ikke på restaurant. ALDRIG på restaurant ..vel?) Og så har jeg noget fast tøjsæbe (ligesom håndsæbe) som jeg bare vasker og skyller mit tøj op med løbende og lader hænge ude natten over. Så er det klar dagen efter. Jeg mangler virkelig ikke tøj! Heller ikke til børnene. Tværtimod er det ret dejligt hurtigt at kunne overskue det vi har med, og ikke bruge tid på at rode en stor, sammenklemt og svedig tøjbylt igennem, hver gang man skal finde en solhat.

(Forøvrigt driller min blog-app mig, så jeg kan desværre ikke svare på kommentarer fra min tlf).

I går var vi på en 10 timers sejl- og snorkeltur. Med 2 små børn skulle vi lige overbevise os selv om at vi ikke var helt hjernedøde, men så blev det virkelig dejligt. En sød kineser tog uden jeg vidste det, et billede af mig og Otto. Og jeg ser slet ikke så tyk ud på det, som jeg føler mig. Så det skal selvfølgelig ud på internettet. Move over Mathilde Gøhler😛

Forleden mødte jeg for allerførste gang en læser i virkeligheden. Jeg blev så glad. I findes. Det er dejligt. Tak!

Der er nogle steder i verden som bare kalder igen og igen. Og når man så er der, er det som at gå rundt inde i sin barndoms yndlingsbog. Sådan havde jeg det for 15 år siden på en lillebitte ø uden for Afrikas østkyst og sådan har jeg jeg her, hvor vi landede i går aftes. På et hotel, i den gamle bydel i Phuket.

Derhjemme havde vi sindssygt travlt med at gøre vores lejlighed klar til de gæster som skal bo i den mens vi er væk. Oprydningen fik forvandlet sig til det vilde minimalistiske decluttering projekt med køleskabsrengøring, bagtrappeorganisering og blaaah… I 48 timer var jeg ikke udenfor en dør og mentalt klamrede jeg mig til alles beroligende mantra: “Når først du sidder i flyet, så kan du slappe af og forstå at I skal afsted” Ja, øh, nej. Når jeg sidder i flyet kl. 22.00 med to vågne børn, så kan jeg overleve. Dét kan jeg.

(Når det er sagt, så overlevede vi flyturen virkelig fint. Børnene var en champ til det med at sove flere gange i løbet af de 16 timer og jeg fik også lukket øjnene, da Kurt var faldet i søvn på gulvet foran os).

Så jeg er først rigtigt ved at forstå at vi er her nu. Nu hvor min familie sover og jeg går rundt på bare tæer i et kringelkroget (og sygt instavenligt!) skatteø-eventyr.

I dag skal vi sejle over Phi Phi til Koh Lanta, hvor vi skal tilbringe de første 16 dage af vores øhop-eventyr. Nu er vi her. Det er fantastisk.