Tutelu fra et fodkoldt skrivebord i Liseleje. Det trækker lidt ind fra vinduet, men det gør ikke noget, for Asserbo plantage ligger lige foran i mørket og en gang i timen drøner en bus dovent forbi og her er så dejligt stille. Mine børn sover i sengen bagved mig og jeg spiser slik og drikker vand. I dag sænkede julefreden sig endelig; Ti dage har det taget at nå hertil, og nu har jeg hele fire dage tilbage at nyde den i, inden de hektiske cykelstier kalder. Indtil da kommer her en bunke fakta.
– Vi har besluttet os for at sælge vores sommerhus. Det river, men det er det rigtige at gøre i erkendelse af at vi skal have fundet os et hus at bo i. I dag havde vi besøg af en ejendomsmægler og så. …Ja. Så sælger vi sgu Edens have og det rodede bjerghytteagtige hus som har helbredt mig i 3,5 år.
– Jeg har foræret mig selv mit livs første iPad i julegave og det er simpelthen bare en smart opfindelse. Hvorfor har ingen sagt noget? #ogdetvarmor
– And Just Like That har jeg så mange hjerteskærende tanker om, at jeg bliver nødt til at forsøge mig med en uhøjtidelig punktform. (Spoiler ahead). Altså. Jeg forstår jo godt kritikken (Weekendavisen, Politiken, Guardian osv. osv.). Virkelig. Selvfølgelig skulle vi have set Carrie yde førstehjælp på Big (men må indrømme at min første tanke var, at 1) nej, for så ville han bare overleve og 2) Carrie slår mig virkelig ikke som den rationelle type) og jeg er også enig i, at serien skulle have skruet 50% ned for woke-iveren (ja, SoMe-ansvarlige i rullestol og småsnaldrede Miranda, jeg kigger på jer! Det eneste serien efterhånden mangler at slå et slag for er klimaet – men så meget selvindsigt har de trods alt haft). Men kan vi blive enige om at replikkerne er blevet lidt bedre i 3 og 4 episode? Er det ikke som om der er lidt kortere mellem de gode, gamle SATC-snaps..? Især er jeg vild med kemien mellem Sarah Jessica Parker og Sarita Choudhury, der spiller Carries ejendomsmægler. Sidstnævnte har den blanding af sårbarhed, empati og badasshed som jeg elskede ved Samantha, og som virkelig klæder Carrie (fx i den afsluttende sushi-scene eller der hvor Carrie ryger i bilen og bare er sig selv, uden enten at køre i overdrive eller være demonstrativt kølig (som i andet afsnit, hvor jeg kun kunne tænke på hvor ulykkelig og hjælpeløs Carrie var da hendes nu afdøde mand fik kolde frierfødder). Og så stak det sgu lidt i hjertet at se Stanfords pludselige afgang til Tokyo (Willie Garson døde i september); jeg elsker dog at sidste scene med ham, var den geniale scene, hvor han gemmer sig med en martini og disser Carries nabo. Suk. RIP Stannie.
Jeg ved godt, at det afviger lidt fra det jeg skrev forrige uge, men lige nu drømmer jeg om, at de snart holder op med at være så politisk korrekte og i stedet bare har det grineren og tager pis på ting igen (som Guardian skrev: “The onslaught of “woke” teachings lends the show a smugly self-congratulatory rather than ironically self-aware air. This does nothing to make it sing like the original, which – even if it was narrow and elite – knew its world inside out and could allow the comedy and the drama to arise in ways that felt effortless.”).
Nå. Hvorom alting er: Min AJLT vejrudsigt her efter 4. episode:
– Miranda og Steve bliver skilt. Udramatisk og egentlig ikke til fordel for et langt liv med Che Diaz, men mere bare for at hun kan blive sig selv igen. Det sker nok i forlængelse af at Carrie og Charlotte har konfronteret hende med hendes drikkeri, hvor hun erkender, at det dækker over et hul i hendes følelsesliv (and I ate the whole thing…). Måske får hun en kat der hedder Fatty og flytter tilbage til Manhattan? Hvem ved, jeg håber det næsten – Please bare ikke lad hende blive aktivist!
– Carrie finder et sted hvor Big “really want to be”. Måske stiller hun hans aske på toppen af Chrysler Building eller drysser den i havet ved Liberty Island eller – lidt kedeligere – det der sommerhussted, de havde? Jeg tror Carrie, efter lidt møsseri med ham podcastproduceren, forbliver solo og ender med at bo enten med sig selv eller Miranda i en ny og upcoming bydel. Jeg glæder mig vildt meget til at se hvad der skal ske med hende og Seema ejendomsmægler. Kan ikke gennemskue det, og håber det blir godt (men for Guds skyld IKKE brug hende til at lukke hullet efter Samantha i trekløveret).
– Charlotte skal indse noget med hendes nonbinære datter… Pt. den kedeligste storyline, men hvem ved, måske starter hun et kunstimperium op med sin nye BFF? Den der kunst-Wikipedia-scene var måske lidt overdrevet, men dog tiltrængt ovenpå de ulidelige overklassemiddagsselskabskvaler… I det hele taget er kemien mellem Kristin Davis og Nicole Ari Parker imponerende tåkrummende, og det er underligt at dialogen kan være SÅ pinagtig, for jeg synes altså ikke Kristin var så dårlig en skuespiller i satc?! (kommer i dette øjeblik i tanke om bryllupsscenen i 1. film hvor Carrie lige er blevet ditched og Char får øje på Big og skuler virkelig komisk mens hun tripper forbi…).
———
– (Okay. Det blev lidt meget AJLT. Jeg fortryder sikkert alt jeg har skrevet, når jeg læser jeres kommentarer). Er der mere? Jo!
– Jeg skal klippes i morgen. Det er 3,5 år siden jeg sidst var hos frisøren(!) og jeg har tænkt mig at vise ham et billede af Farrah Fawcett i 70’erne. Så hvis I får øje på en virkelig træt krydsning mellem Simply Red og Bon Jovi i nær fremtid, så er det bare mig.
– Jeg forærede min søn et sminkedukkehoved i julegave og ingen af os kan rigtigt finde ud af, hvad vi skal stille op med det. Håret filtrer mega nemt og hovedet har jo allerede make-up på. Tror måske jeg har misforstået konceptet…
