Suk
Browsing Category
Suk
Jeg ved ikke om det er fordi at hun altid har været der. Fordi hun ligesom er den sidste flig der er tilbage fra huset vi boede i, i Espergærde, da jeg gik i gymnasiet. Eller bare fordi hun er så kælen og uperfekt og fyldt med brok og har en skæv hale. Min mors 13 år gamle blinde kat. Men jeg er faktisk virkelig ked af, at hun skal aflives i morgen. På den barnlige, naive måde. Hvad så med alle kattehårene, hendes cykelkurv, madskålen (som Kurt elsker at sortere i – mmmmhh) Hvem skal jeg så hate på når vi besøger min mor og jeg får akut kattehårsflip? Hvem skal Otto så rive i ae? Hvem skal nu være min mors partner in crime i imponerende lange sofa-romanlæsnings-sessioner? Kan man virkelig ligge i en hel dag på en sofa og læse bog og ae kat, spørger du? Og ja, det kan man. Hvis man er min mor og Tilde – Et fascinerende syn.
Lille fine, trætte, gamle Tilde. God tur op i kattehimlen og tak fordi du var her og passede så godt på min mor.
Arbejdsliv, Det (mor)somme liv, Det er ikke altid kønt, Familieliv, Gravid, Suk
Rent 8. marts mæssigt
Lige siden jeg var lille har jeg tænkt at der var ligestilling i Danmark. Men så blev jeg mor. (Åh, shit det lyder allerede klicéagtigt..) Jeg ved godt at ingen historier er ens, men ofte finder jeg ud af – når jeg deler lidt ud af mine egne – at jeg ikke er så alene som jeg går og tror. Så nu kommer der altså lige lidt arbejdsløs-og-gravid-galde. Hvis du ikke orker, så er det mere end forståeligt. Bare spring over og hav en dejlig dag.
Er vi altid lige lige?
For fire år siden havde jeg et fuldtidsjob i Kolding som jeg var glad for. Så mødte jeg min kæreste og efter et par måneders daglig pendlen mellem Amager-Kolding (don’t do it), blev jeg overbevist om at det da ikke kunne være så svært, at finde et job i København. Det lykkedes mig ikke at blive fastansat, men jeg lavede små og store designprojekter på freelancebasis og tjente okay som model, mens jeg ledte efter fuldtidsstillinger.
Efter to år blev jeg gravid.
Mens jeg gik hjemme med en lille baby og et kæmpebind og prøvede at være ét med min krop/sofa/barn, gik min kæreste på arbejde, blev fastansat og indbetalte pension. Efter tre måneders barsel sendte jeg en ansøgning til mit drømmejob. Jobbet fik jeg ikke, men jeg blev – ud af 180 ansøgere I might add – tilbudt en betalt praktik hos virksomheden. Imens min kæreste var på barsel, arbejdede jeg fuldtid til en symbolsk løn og søgte faste stillinger om aftenen. Og pludselig fik jeg sgu et job! Jeg var seriøst ved at tisse i bukserne af begejstring: Et spændende, ægte job, uden udløbsdato. Desværre var jeg åbenbart i mellemtiden blevet gravid igen. Aldrig har jeg følt mig så slået hjem i Ludo, som da jeg opdagede de to streger. Og fyldt af dårlig samvittighed. Først overfor mit nye arbejde over at være gravid. Og så over at have dårlig samvittighed over at være gravid, når nu samfund og politikere skriger på nye borgere – Did otte år med Pernille Rosenkrantz-Theil i Mads og Monopolet teach me nothing?
Men mest af alt dårlig samvittighed overfor mit nye arbejde. Så da direktøren, efter jeg på min første arbejdsdag krøb til bekendelse, sagde at det var helt okay, takkede jeg ham – Tak! Og undskyld!
10 dage senere blev jeg fyret.
Jeg vil ikke gå i detaljer. Jeg prøver på ikke at være bitter. Jeg ku jo også bare have passet bedre på, ikke? Og i det hele taget vente med at sætte børn i verden, før jeg havde fundet et fast job. Så skal man bare lige lære at bortfiltrere kommentarerne om at uret tikker og hvor meget bedre det var dengang i gamle dage, da vi alle sammen fik børn som 17-årige og ingen var arbejdsløse..
Slået hjem
Min 85-årige farmor har ikke antydningen af dårlig samvittighed over at hun gik hjemme med min far og faster til de startede i skole. Det var jo bare lige sølle 7 år. Og det gjorde alle dengang i 60’erne. Well… Jeg er vokset op med at vi allesammen er lige, og derfor både kan, vil og bør vi arbejde lige meget i alle livsfaser, uanset hvad. Plukkeveer, stress og lønforskel til trods.
Det er nok bare mig der var så naiv at tro, at jeg kunne det samme som min kæreste: Stifte karriere og familie samtidig. Men nu, 2 år, 50+ ansøgninger, 2 praktikker og 4 freelanceprojekter senere, må jeg indse at jeg ikke kan. Jeg føler mig i sandhed slået hjem. Så nu har jeg meldt mig ind i en masse netværk for ambitiøse, hjemmegående, karrierefolk. Desværre er jeg også bare blevet mere og mere sikker på at jeg ikke er den ambitiøse, hjemmearbejdende type. Selvom det er hårdt at gå på arbejde hver dag, så vil jeg virkelig gerne prøve at være på en arbejdsplads med det jeg har uddannet mig 5 år for at blive: Servicedesigner. Og den sidste måneds tid, hvor jeg har lavet praktikprojekt for Alm. Brand, er jeg kommet i tanke om, at jeg både synes det er virkelig sjovt, og at jeg endda er ret god til det.
Så. Hvad nu? Måske skal jeg starte med at snuppe en tudekiks (undskyld, jeg mente selvfølgelig en tuc kiks. Nej vent. En trillion tuc kiks!), ringe til min bankrådgiver og så ellers nyde min statsfinancierede barsel (som jeg forøvrigt føler mig enormt taknemmelig for – sådan ægte). Noget siger mig at det ville både min kæreste og min farmor have gjort.
Ikke så meget pis. Mindre dårlig samvittighed, mindre sammenligning med alle de succesfulde, ambitiøse karrieredamer i mit feed, og mindre forventninger til hvor meget jeg skal kunne på én gang.
Glædelig kampdag! Uanset hvad du kæmper med.
Ida
Jeg var lige ved at skrive til hele min familie at de ikke skulle komme til min fødselsdag i dag alligevel. Syg baby, mega gravid og en tad deprimeret over Life: Egentlig nogle ret legitime grunde til at aflyse.
Og da jeg en time inden gæsterne skulle ankomme, stod i undertøj med bolledej op til begge albuer, med en klynkende baby i knæhaserne, sendte jeg lige min evige jubeloptimisme en kærlig fuck dig finger hvad angår “det blir bare stille og roligt på den casual måde” (klip til 20 mennesker der ufrivilligt leger stoleleg i min stue).
Nu er klokken 22.00, den sidste gæst er gået og jeg er træt og lykkelig på den der meget mætte måde, hvor man lige har sat Anja og Victor 2 på.
Seriøst. Det kan godt være, at jeg ikke har det arbejdsliv jeg kunne ønske mig. Men jeg har altså verdens bedste familie! Med friske 85-årige bedsteforældre der kører helt fra Langeland, en mor der tager Kurt når min puls rammer 180, svigerforældre der blæser sæbebobler, en far der både medbringer hjemmebygget legefærge OG en lagkage med sprut i, papsøskende, kusiner, en søster og en af mine ældste veninder, som man ved bare kan være. Det var så hyggeligt. Og som en bonus, står der lige nu på min reol, en stribe gaver af den slags, hvor jeg virkelig føler, at mine mennesker kender mig. Nævner i flæng: en Røde Mor LP, en Mac paint pot øjenskygge i farven Frozen Violet, Aesop-slik til tørre hænder, friske tulipaner, den nye digtsamling af Signe Gjessing, en flettet pung fra Nepal, hårkur (ammehår, be gone), et linoliumstryk fra Kvindehuset, en kvart printer og en ny hovedpude. Måske har man familier til at fylde en med kærlighed, også i de perioder, hvor man ikke har mere at give af, og derfor kun kan tage imod.
Jeg valgte at se Trumps indsættelsestale gennem en hær af snapchatfiltre. Puh.
Bagefter fejrede vi med et smut på akutmodtagelsen med en på fjerdedagen syg dreng med 40,6 i feber. Heldigvis var det “bare” en virus. Men jeg har ikke helt forstået det… Er ens barn så mindre sygt? Er feberen mindre træls end hvis det er en beskidt og farlig bakterie?
Nu kompenserer vi heldigvis for hele balladen med sushi (er det ikke noget med at der er kommet børnepenge i dag?) og 7 Wonders Duel mens jeg leger at der er procenter i min drink.
Lige for tiden befinder jeg mig i et mærkeligt vacuum som er opstået mellem ikke at have et fast arbejde, og at skulle føde en baby om 3 måneder. Og da jeg endnu ikke har haft held med at overbevise en arbejdsgiver, om at ansætte mig inkl. tyk mave (var til et par samtaler, da jeg var gravid med Kurt), har jeg besluttet mig for at udnytte tiden mellem jobansøgningerne, til at prøve at få lidt styr på, hvad jeg egentlig vil i mit arbejdsliv.
Hvis jeg er heldig har jeg et par modeljobs om måneden og så laver jeg en gang i mellem opgaver som freelance servicedesigner. I de måneder hvor jeg ikke tjener nok, får jeg supplerende dagpenge. Vi svømmer ikke i penge herhjemme, men vi har det godt. Og ofte har jeg mulighed for at hente Kurt klokken 15.00, eller endda tage en hjemmedag, hvis vi har lyst til det.
Det virker umiddelbart enormt taknemmeligt, men der vil altid være en ambitiøs, habitklædt powerwoman, som sidder på min skulder og ser ned på mig og mit nattøj med rullende øjne og spørger hvornår jeg egentlig har tænkt mig at tage mig sammen, og få et rigtigt arbejde?
Faktum er bare at det helt ærligt, og jeg har altså prøvet i 3 år nu, har vist sig at være virkelig svært for mig at få et fast job. Jeg er åbenbart bare ikke typen man ansætter. Og i de 2 perioder jeg har arbejdet fuldtid, siden jeg fik Kurt, har jeg desuden virkelig skulle vænne mig til tanken om at stå der i et proppet tog, på vej hjem klokken 17.00, dag ud og dag ind, sammen med alle de andre forældre for lige at nå at se sine overtrætte småbørn, inden de skvatter omkuld.
At være gravid og arbejdsløs, får mig til at tænke på dengang min søster som teenager cyklede hjem ad en motorvej. Så stod hun pludselig der, ude i midterrabatten på E47 med sin cykel, og tænkte “Er det her endnu en af de der ting, der kun sker for mig?”
Jeg føler lidt at jeg står der ude i den midterrabat lige nu. For selvom jeg hele tiden hører om andre gravide der ikke kan få job eller bliver fyret. Og selvom jeg endda engang i mellem også spotter en enkelt, til mine A-kasse møder (hvor vi sidder og kigger rundt på hinanden, samtidig med at vi ser meget travle og vigtige ud) så kan jeg ikke lade være med at føle, at der er et karrieretog med alle mine fellow powermoms ombord, og jeg står som den eneste tilbage, på perronen og kigger på, at det suser forbi.
Samtidig kender jeg efterhånden så mange nybagte mødre som går ned med stress når de kommer tilbage på deres fuldtidsjob efter barsel, at jeg ikke kan lade være med at tænke, om det virkelig er os der er noget galt med? Eller om det bare ikke er meningen at man skal kunne passe to fuldtidsstillinger samtidig med at man har små børn. Det er i hvert fald en ligning jeg har svært ved at få til at gå op.
En af de karrierekvinder jeg ser op til, Michelle Hviid, har hvad jeg vil betegne som et virkelig succesfuldt arbejdsliv. 1. januar skrev hun et meget ærligt indlæg, om hvor svært det har været for hende at finde kærligheden. Og det var virkelig så fint og en trøst midt i min arbejdsløshedsskam, at hun var åben om et emne der var så sårbart for hende. Jeg tillader mig at dele et lille uddrag, men læs hellere hele indlægget lige her.
“Især har jeg focus på min komplet mislykkede kærlighed. For det er jo der jeg ikke lykkes, og det er forbundet med skam, at jeg på livets vigtigste platform fejler. Igen og igen.
Jeg gik i 2016 hen til psykologen igen og igen, spurgte som jeg plejer, hvad gør jeg forkert, og fik det værst tænkelige svar: Hvad hvis du ikke gør noget forkert?
Hvordan helvede skal jeg ændre det? Det efterlader mig bare med det værst tænkelige af alt, manglende kontrol. Jeg går der fra i frit fald og forsøger at blive ven med “tålmodighed” som har været fjenden i 44 år. Lort.”
Mit forfejlede kærlighedsliv er mit arbejdsliv. Og tænk hvis Michelle Hviid’s psykolog ville sige det samme til mig: At det ikke er mig som gør noget forkert. Hvad skal jeg så gøre?
I første omgang går jeg lige ud i søndagssolen.
Big news. Jeg har fået et arbejde (pause for reaction – Phew. Er du ok?). Selvom jeg egentlig har været i gang i 4 måneder hos ustwo i Sverige, så var det anderledes i Mandags, da jeg for første gang cyklede til Herlev.
For første gang i 3 år har jeg nemlig fået et job med en fast kontrakt. Som i: uden udløbsdato. For en som mig, der har hoppet fra job til job, blev jeg ramt af en mærkelig følelse af ro, eufori og lettelse og samtidig en øjeblikkelig klaustrofobi. 9-17. HVER DAG! Hvornår er det lige jeg skal nulre Kurts lyse wannabe-krøller, se ham vralte over mod mig med et kæmpe smørret grin og åbne arme eller bare sidde og glo forelsket på ham mens han smadrer alle vores køkkenlåg og -gryder? For jeg kan godt afsløre at det ikke er klokken halv seks, når jeg kommer hjem og skal lave mad, mens han er ved at falde om af træthed.
Er det i weekenderne? Er det bare sådan (v)i gør det?
Jeg ved godt at jeg jo ikke kommer til at arbejde 9-17 hver eneste dag. Man kan møde og gå tidligt. Man kan arbejde hjemmefra. Man kan flexe. Alt er godt. Men piv, altså, hvor det river ad helvede til, at nogle andre får Kurts bedste timer. Ikke så meget for hans skyld; Jeg tror faktisk han har en fest i vuggestuen. Men – helt egoistisk – så er jeg bare ked af at jeg ikke får de øjeblikke. Jeg vil bare gerne have det hele. Er det virkelig for meget at bede om?
Der findes mange gode forældrebloggere, og jeg kan desværre ikke påstå at jeg er en af dem. Men jeg er virkelig oprigtigt interesseret i at høre fra andre, hvordan I får den her vilde voksenkabale til at gå op. Så med fare for at råbe ud i ekkodalen, vil jeg spørge jer (dig?) om at smide en kommentar i kommentarfeltet, med hvordan du/I gør. Det kan være bøger, blogs, citater, podcasts, sange, personer… Anything der har inspireret til at skabe balance mellem arbejds- og familieliv. For jeg har ikke forstået det endnu.
Jeg vil gerne starte med at smide en podcast i puljen. Den hedder First Day Back og er vældig fin. Og så, selvfølgelig, den her:
Nå, men jeg er i gang med at søge arbejde, og det er åbenbart ikke helt så nemt som jeg håbede.
Jeg har en uddannelse jeg ikke engang kan forklare min mor hvad går ud på, og alligevel føles det som om alle mine studiekammerater har spændende jobs.
Dem der kender mig forstår ikke, at jeg ikke kan få et job ”med alle de spændende ting jeg har lavet”, og i starten forstod jeg det helt ærligt heller ikke helt (jeg er mere selvfed end jeg giver udtryk for). Men nu – et par måneder senere (= et år) – har jeg opdaget at jeg er ligesom ham fyren der ikke kan få en kæreste, som bliver præsenteret som den vildt søde ven. Han griner bare lidt for højt og læner sig lidt for meget ind over disken når han bestiller noget i baren. Den desperate type, som samtidig ikke prøver sådan rigtigt, fordi han helt ærligt også har det ret godt i sin lille hjemme-boble.
Da jeg startede med at søge job for ca et halvt år siden, gjorde jeg mig meget umage, og brugte flere dage eller uger på en enkelt ansøgning. Men her på det sidste har jeg fundet ud af, at hvis jeg ikke gør mig helt så umage, gør det mindre ondt når ”Vedr. Svar på ansøgning til stillingen som” mailen tikker ind en måned efter.
Det giver bare ikke rigtigt mening at sende ansøgninger jeg ikke gør mig umage med, fordi jeg ved at sandsynligheden for at arbejdsgiveren når længere end til femte linje, alligevel er på størrelse med mit skrantende selvværd.
I Mandags kom jeg til at se “Life is but a dream” med Beyoncé, og er der en kombination som ikke kan anbefales, så er det jobsøgning og Beyoncé dokumentar. Jeg har brugt resten af den her uge på at overbevise mig selv om at jeg ikke skal være amerikantastisk popsangerinde og at man godt kan være lykkelig, selvom man hverken kan danse hip hop i stiletter eller føler sig velsignet hver eneste dag.
Når velmenende folk siger ”du skal bare bruge dit netværk” får jeg lyst til at råbe at de sgu selv kan bruge deres netværk. Intet virker mere skrækindjagende end at skulle involvere ægte mennesker i min situation. Så vil jeg åbenbart hellere spise havrefras iført natbukser og sende ansøgninger ud i det store intethed.
Status på jobsøgning
Antal stillinger søgt de sidste 2 måneder: 10
Antal samtaler inviteret til: 0
Antal ansøgere pr. jobopslag: 100 – 450
Fuck det. Jeg blir sgu receptionist.
Seven Elleven er begyndt at pakke deres frugt ind i emballage. Da jeg sendte billedet til min veninde spurgte hun, hvad der dog skal blive af vores jord.
Det spørger jeg også om.
I morgen skal jeg deltage i Miljøstyrelsens løsningslaboratorium om affaldsforebyggelse. Måske et forslag kunne være at forbyde frugtemballage?
For to år siden var jeg til et foredrag med Nadia Plesner. Hun fortalte hvordan hun for nogle år siden, da hun var kunststuderende i Amsterdam, kom ud for en trafikulykke som lænkede hende til sengen i flere måneder. Det var vinter og Nadia boede i en campingvogn.
Der lå hun så og pissefrøs med sin brækkede ryg og læste aviser. I avisen faldt hun over en lille rubrik om sultkatastrofen i Sudan. På den modsatte side i avisen var en helsides artikel om Paris Hilton som skulle i fængsel.
Nadia: “The turning point for me was that I realized in that second, how absurd it is that I, by coincidence, was born in a part of the world where I never have to deal with problems like genocide. I could have lived my life without never knowing the first thing about the genocide in Darfur. I could have read only the glossy “news”. I could have flipped the page or zapped away or changed the subject. I could have chosen just not to care about it. And what bothered me the most was: No one would expect me to.”
Form følger funktion – eller gør den?
Jeg har taget en visuel uddannelse, og har derfor hørt en del om at formen bør følge funktionen. Personligt har jeg altid gået skræmmende lidt op i det med form, men som den slow learner jeg er, er jeg efterhånden blevet mere og mere bevidst om formens magt: Formen er en informationstranslatør og det er helt vildt så meget bedre hjernen forstår noget, når man fodrer højre og venstre halvdel samtidig f.eks. på visuelle blogs, tegneserier, data visualisering og vel bare al visuel kommunikation. Lidt søgt måske men det jeg prøver at sige er, at der i layoutet i Nadias avis er truffet visuelle valg i lige så høj grad som der er her:
Jeg arbejder ikke på en avis, så correct me if I’m wrong, men et layout (en form) fortæller vist ikke så sjældent en mindst lige så interessant historie som den oprindelige tanke med artiklen (funktionen). I hvert fald blev Nadia så provokeret af den hollandske avis’ prioritering – som vel primært var et udtryk for hvad den overordnede redaktør mente at størstedelen af læserne ville læse – at hun malede et udsultet barn fra en sudansk flygtningelejr med en Louis Vuitton taske over armen og printede det på t-shirts som hun solgte online. Samme indhold, ny form – Ny eksponering.
Herefter følger så en historie om sagsanlæg fra Louis Vuitton og en retssag som Nadia endte med at vinde. Den kan man læse her.
Nadia Plesner og Camilla Plums døde hest
Hvorfor skriver jeg alt det her?
Helt ærligt, så havde jeg nok aldrig oprigtigt gået op i verdens konflikter – Det var en del af avisen som jeg måske skimmede overskrifterne i, uden egentligt at forholde mig til indholdet. Men det ændrede sig da jeg under en international Designcamp i 2011 mødte et par udvekslingsstuderende fra Damaskus. Kort tid efter begyndte jeg at læste om konflikten i Syrien, og pludselig føltes det mere virkeligt, fordi jeg kendte en person af kød og blod som boede midt i ravagen (ja, så naiv er jeg). Vi skrev sammen og for første gang kunne jeg mærke konsekvenserne af en borgerkrig, jeg ellers aldrig ville have ligget søvnløs over. Min ven fortalte om sit fotostudie der ‘forsvandt’, om at sove så langt væk fra lejlighedens vinduer som muligt pga. bomber, om at hjælpe venner med at grave ejendele ud af murbrokker. Sidenhen om hans ophold i en flygtningelejr, at blive splittet fra sin familie og til sidst hans flugt til Frankrig.
Nadia: “It had never hit me like this before and I decided in that second that I would care. I would care because the people in Darfur are PEOPLE. They are not the statistics which are used to report about the crisis in a less personal way. They are more than the “400,000 dead”. They are 400,000 dead mothers and fathers and sons and daughters and grandparents and I know for sure that if I was in their situation I would want someone to come to the rescue. Sure there are some helping organizations in Darfur doing an amazing job by trying to pick up the pieces. But when did the rest of us get to a point where we decided that it was OK to just leave it all up to other people? That we could pretend our world is a wonderful place inside a small glass ball with no real connection to the horrific stories we hear now and then?”
(link til hele teksten her)
Det er ret tydeligt at medier ikke altid har den luksus at lade formen følge indholdet. Med andre ord er det 100% op til mig som læser at vælge, hvad jeg bruger min opmærksomhed på. Der er rift om den, og jeg har ikke uendeligt at give af.
Jeg ved godt at man ikke kan bære alverdens katastrofer på sine skuldre. Og jeg ved også godt at sindssyge historier ikke er mediernes skyld.
Måske kan det slet ikke sammenlignes, og så er jeg way off. Men jeg ved også at jeg brækker mig, hvis jeg ser bare én forside mere om Camilla Plums døde hest.
