Suk

Efter en lang og lidt for begivenhedsrig weekend brændte jeg sammen i dag. Da jeg havde siddet lammet foran skærmen, med et hav af åbne vinduer og skiftevis rystet af kulde og svedt uden at kunne noget som helst, pakkede jeg mine ting og gik kampgang ud til elevatoren hvor jeg i bedste Samantha stil begyndte at hyle i det dørene lukkede.

Jeg er ikke sikker på hvad det præcis drejede sig om, men her efter en eftermiddag i fosterstilling, hvor hvilepulsen igen er indenfor rækkevidde, tror jeg simpelthen at det handler om at få overtrådt sine grænser og føle at uanset hvor godt jeg prøver, så er nogle ting bare ude af min kontrol.

Vi havde indbrud i vores sommerhus natten til Lørdag. Og selvom jeg prøver at være cool omkring det, så er jeg det overhovedet ikke. I går var vi deroppe med politiet som besigtigede det og tog lidt dna-prøver. Alle vindueskarme er forsøgt brækket op med kojern, inden det så lykkes dem at tage badeværelsetvinduet af og kravle ind igennem der. De har rodet i vores skuffer og taget det vi havde af værdi, men det kan erstattes og rører mig som sådan ikke. Men det er sgu kravlet ind under huden på mig, at de også fandt en lille skatteæske min far samlede da han var dreng: En fin udsmykket cigarkasse med en langrendspin i plastic fra ’54, en bronzemedaljon, et pasfoto, mønter, en tinplade, et lillebitte kukur, et sortlakeret anker. Det hele lå spredt ud i stuen og i indkørslen. Min lille familieskat var – heldigvis – blevet vurderet værdiløs.

Jeg ved godt at rigtig, rigtig mange har oplevet et indbrud i langt værre grad end det her, og mistet uerstattelige arvestykker og familieklenodier eller er kommet hjem til et hus hvor der også er begået hærværk. Jeg ved også godt at man som sommerhusejer nærmest kan regne med at få “ubudne gæster” eller “besøg”, som det så laizzes faire hedder.

Men av. Av for helvede, hvor gør mine grænser ondt af at være blevet trådt så meget på.

Jeg tror alle bloggere kender til skrivemure, kriser og internetangst. Ukært barn har mange navne og for tiden har jeg ualmindeligt svært ved at ryste den af mig: Irritationen over manglende evner. Angsten for – ikke så meget at folk sidder derude bag skærmene og hader mig – men endnu værre: at de er ligeglade og at det her sted bare er endnu en middelmådig “Spurgt”-blog. For selvom jeg med hånden på hjertet, kan sige at jeg 100% blogger for min egen skyld, så er min største (irrationelle, I’m sure) frygt, at lægge liv til en ligegyldig blog, som spilder både min og andres tid.

Når jeg så tænker ‘Ej, jeg skal heller ikke bruge al min sparsomme overskudstid på at sidde og hælde mit forvirrede selv ned i internettet i 1:1 form, jeg må sguda for helvede, efterhånden kunne finde ud af at give det et lidt kååånstnerisk twist!’ og derfor resolut går i gang med at skrive noget… hvad ved jeg… Noget andet. Så blir det… Jamen, jeg kan nærmest ikke beskrive _hvor_ dårligt det blir. Altså. Nærmest komisk. Jeg kan åbenbart kun skrive rent og vedkommende sådan her. I hvert fald i den her periode af mit liv, hvor frie minutter i løbet af en dag, kan tælles på cirka fem fastbundne hænder. Det er åbenbart bare ikke lige nu – med job og to små børn – at jeg skal ud med alle de sange, noveller og historier jeg føler bobler lige under overfladen. For de smuldrer mellem hænderne på mig, som med drømme: Jeg kan kun fastholde brudstykker af ord, og hvis jeg vover at forsøge at samle dem til et helstøbt billede, så bliver det så tåkrummende klichéfyldt og dårligt. Måske en dag – Når jeg har mere end 30 minutters ro ad gangen (åh, kommer den dag virkelig? Sig den kommer!) – så kan jeg flytte min form over i noget, der ikke er en blog. Men det er altså ikke nu.

Så. Jeg er her stadigvæk… Jeg har bare lige travlt med at skrive på tvivlsomme skuffeprojekter, i øvrigt frigøre mig fra min telefon, grave i min have, forspire ting, tage til Jada-koncert og prøve på ikke at gå ned med stress.

Vi ses på den anden side!

Jeg ved ikke om det er fordi at hun altid har været der. Fordi hun ligesom er den sidste flig der er tilbage fra huset vi boede i, i Espergærde, da jeg gik i gymnasiet. Eller bare fordi hun er så kælen og uperfekt og fyldt med brok og har en skæv hale. Min mors 13 år gamle blinde kat. Men jeg er faktisk virkelig ked af, at hun skal aflives i morgen. På den barnlige, naive måde. Hvad så med alle kattehårene, hendes cykelkurv, madskålen (som Kurt elsker at sortere i – mmmmhh) Hvem skal jeg så hate på når vi besøger min mor og jeg får akut kattehårsflip? Hvem skal Otto så rive i ae? Hvem skal nu være min mors partner in crime i imponerende lange sofa-romanlæsnings-sessioner? Kan man virkelig ligge i en hel dag på en sofa og læse bog og ae kat, spørger du? Og ja, det kan man. Hvis man er min mor og Tilde – Et fascinerende syn.

Lille fine, trætte, gamle Tilde. God tur op i kattehimlen og tak fordi du var her og passede så godt på min mor.

Jeg valgte at se Trumps indsættelsestale gennem en hær af snapchatfiltre. Puh.
Bagefter fejrede vi med et smut på akutmodtagelsen med en på fjerdedagen syg dreng med 40,6 i feber. Heldigvis var det “bare” en virus. Men jeg har ikke helt forstået det… Er ens barn så mindre sygt? Er feberen mindre træls end hvis det er en beskidt og farlig bakterie?

Nu kompenserer vi heldigvis for hele balladen med sushi (er det ikke noget med at der er kommet børnepenge i dag?) og 7 Wonders Duel mens jeg leger at der er procenter i min drink.