Category

Bæredygtighed

Mens vi venter os en baby savner jeg

– Mine mavemuskler

– Parabener

– Mit afgangsprojekt “Ud af Skabet” fra Kolding Designskole. Blev så glad da jeg så Politikens nye #StopTøjspild kampagne. Det er et helt indlæg for sig, men læs bare her, hvorfor jeg virkelig tænker mig om hver eneste gang, jeg køber et nyt stykke tøj.

– (apropos ovenstående.. host) Alt mit tøj som jeg ikke længere kan passe. Har ét par bukser tilbage, som jeg kan klemme røven i. Åh, for et gamachebukseliv.

– Alkohol

Men ellers går det faktisk godt. Det er jo vildt hyggeligt sådan at gå og vente på en baby ? Noget jeg tog for givet sidste gang, da jeg blev totalt overrasket over pludselig at få veer en uge før termin.

I de her dage får jeg lavet overraskende meget og utrolig lidt på samme tid.

Det er ret fantastisk at have tiden til at gøre de ting man altid snakker om. F.eks. at stoppe op og fodre ænder på vej til vuggestuen, læse lidt i stakken af gamle aviser og dermed for en kort bemærkning løfte blikket lidt fra babyboblenavlepilleriet, skrive i sin “Bogen Om Mig”-bog (babyboblenavlepilleriet skal jo nødigt føle sig overset), lave rugbrødsmüsli og kimchi, sende et brev afsted på brevpapir (men 32 kr for at sende 164 gram til Århus – wtf Postnord?) og alt det andet der ikke er “rigtig” vigtigt, men så alligvel måske det vigtigste af det hele.

27. marts 2017 0 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

Jeg…

– har fået ny telefon og har derfor mistet min gravid app og nu ved ikke hvor langt jeg er henne. Gad vide hvordan man var gravid i gamle dage.

– har slet ikke lavet noget fødselsforberedelse endnu. Lige om lidt sker det.

– er overbevist om at jeg føder på Lørdag. Sikkert på køkkengulvet lige midt i en opvask.

– kan slet ikke overskue hvor dårlig service man får i Magasin. Seriøst. Lortedårligt opdragede, arrogante ekspedienter fra helvede formerer sig big-time derinde. Orker ikke mere.

– skal få noget andet at gå op i.

– har optur over appen Too good to go. Man får billig mad og slipper for madspild! I Søndags hentede vi 3 rugbrød, 3 surdejsbrød, 3 foccacia og 2 croissanter fra Emmerys for 40 kr. Vælter mig i ristede kulhydrater.

– opgiver snart at finde ud af hvilke stofbleer jeg skal købe til min baby. Det er seriøst den vildeste jungle og jeg er én forkortelse a la LL og OS AIO fra at stocke max op på Libero New Born.

– gør min hofte ondt på helt samme måde som den gjorde ugen inden jeg fødte Kurt.

– aner ikke hvad vores nye barn skal hedde. Som i: No clue!

– glæder mig helt åndssvagt meget til Roskilde. Har købt endagsbillet og flere gange om ugen står jeg mentalt foran Orange med en stor fadøl, solbriller og en virkelig flad mave.

– hører den her på repeat

21. marts 2017 3 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

Seven Elleven er begyndt at pakke deres frugt ind i emballage. Da jeg sendte billedet til min veninde spurgte hun, hvad der dog skal blive af vores jord.

Det spørger jeg også om.

I morgen skal jeg deltage i Miljøstyrelsens løsningslaboratorium om affaldsforebyggelse. Måske et forslag kunne være at forbyde frugtemballage?

17. marts 2014 1 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

Jeg brugte -ufrivilligt- kvindernes kampdag på at overskride en grænse, grænsende til det patetiske.

Sætter lige scenen.

Det er Lørdag og solen skinner. Du går tur på havnen og i ren forårskådhed køber du 10 fladfisk fra en fisker som sælger ud af dagens fangst.

Hjemme i køkkenet skal du ordne fiskene og lige som du lægger den første fladfisk klar på skærebrættet for at skære hovedet af den, så bevæger fiskens mund sig. Glhuuuuuurp. Den har hevet efter vejret de sidste par timer, og har åbenbart ikke tænkt sig at give op endnu.

Jeg sværger seriøst. Jeg troede. Jeg skulle dø.

Da jeg kiggede i Kalle&Kalinka plastikposen lå ni andre fisk og møflede rundt og hev efter vejret.

Fuck. Mig.

Med min mor på speakerphone og en random fiskerdame på Youtube gik jeg så i gang med at slå de stakkels dyr ihjel en for en. Jeg lagde posen med de andre fisk over i et hjørne så de ikke kunne se over til køkkenbordsguillotinen. Nogle af fiskene sprællede så meget at jeg måtte klaske dem hårdt ned i køkkenbordet først, så det føg med skæl og fiskeslim. Klask. Tudede lidt imens.

Fra speakerphonen var min mor i gang med dels at brainstorme fiskeopskrifter og dels at overbevise mig om, at det var GODT at fiskene var kommet hjem til en, som i det mindste skar halsen over på dem inden de blev flået. Thanks.

Jeg har jo set filmene med fisk der bliver mishandlet, men det gør ligesom større indtryk, når man skal gøre det selv (sagde bypigen. Jeg ved godt det er patetisk). Anyway. Jeg fik gjort min pligt som kødæder. Fisk blev slået ihjel og flået.

Og lad os lige hurtigt snakke om det med at flå fisk. Det er jo næsten en kunstform! Da jeg først havde fattet hvordan man gjorde, så var det faktisk lidt dejligt. Ritsj.
D. 8. marts bød altså ikke på særligt mange debatarrangementer eller møder for mit vedkommende, men derimod min egen lille kvindomsprøve. Selvom jeg helt sikkert ikke bestod med topkarakterer, følte jeg mig alligevel noget sej, da jeg endelig havde portionsanrettet de døde kræ i fryseposer og stod og tørrede skæl, finner og fiskesnot af køkkenbordet og mig selv.
Forøvrigt rundede jeg dagen af med en film jeg har cravet længe. Filmen over dem alle hvad angår en stærk feministisk morale.
Glædelig kampdag 🙂
9. marts 2014 0 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest
Nu, knap et år efter jeg besluttede mig for at lave et købestop, vil jeg forsøge at sætte et par ord på de erfaringer jeg gjorde mig undervejs og hvordan det efterfølgende har ændret mit forbrug.

Det er åbenbart meget svært for mig, at skrive om noget jeg ikke gør, med mindre det er så svært ikke at gøre, at ikke-handlingen nærmest føles som en handling i sig selv. Giver det mening? F.eks. hvis jeg ikke spiser en kage, selvom jeg virkelig har lyst ? ja nærmest BRUG for den.
 
Til gengæld varr det overraskende nemt for mig ikke at købe tøj. Og derfor kan jeg åbenbart ikke finde ud af at skrive om det. Men nu prøver jeg alligevel.

Sidste år lavede jeg følgende regler for mit købestop:

I perioden fra. d. 29. januar 2013 – 29. januar 2014:

1. Må jeg ikke købe tøj, sko og neglelakker – heller ikke fra genbrugsbutikker.
         – Undtagelse 1: Sorte strømpebukser og hudfarvet undertøj til arbejde.
         – Undtagelse 2: Evt et par flip flops (de går jo ALTID i stykker!) og evt. et par converse (Jamen. Shh. Det er mig der laver reglerne, jo).

2. Må jeg sy / reperere og strikke så tosset jeg vil. Faktisk skulle jeg mene at denne indsats burde give bonus i fht til pkt. 5.
3. Må jeg godt købe tøj til andre.4. Må jeg godt bytte tøj hos f.eks. Mega Kup eller i Resecond.5. Må jeg godt lindre shoppingabstinenser med uhæmmet binging i Kristian F. Møllers Boghandel og Irma.

____________________________________________
Da jeg i midt i hedebølgen i august købte en stropløs BH, solbriller, et par klipklapper og en hårbørste (min gamle døde en grusom død, kvælt i hår), følte jeg, at jeg snød. Men selvom jeg nok har brudt nogle af af andre og mere radikale non-shopper?s regler, brød jeg faktisk ikke mine egne.
Mit købestop har aldrig været en asketisk mission. Det har ikke handlet om at gøre ?det rigtige? og at hvis alle gjorde som mig, så ville der ikke være nogen resourcekrise. Slet ikke. Desuden har jeg aldrig haft lyst til at detoxe samtlige aspekter i mit liv! 
 
Det er bare det med tøjet, jeg gerne vil lave om på. 
 
Jeg var træt af hele tiden føle mig forpligtet til at være på jagt efter noget som kan bevise at de sidste nye kollektioner også passer lige præcis til mig, koste hvad det vil. Men når Vero Moda laver 16 kollektioner om året,  kan det være svært at følge med. En af kollektionerne hedder endda Need for speed. Er der noget jeg ikke har brug for, er det speed! Og jeg tvivler stærkt på at dem som inspirerer mig, F.eks. Audrey Hepburn, Karen Blixen, Ronja Røverdatter, David Bowie, Suzanne Brøgger, Theresa Maria Jessing eller Patti Smith, har fundet deres tøj i en ekspresskollektion.

købestop
købestopkøbestop
 
Jeg tror at vi alle sammen har et behov for at få det udenpå til at passe med det som er indeni. Og hvis naturen og fremtiden er noget af det, man synes er mest spændende, bør det vel et eller andet sted være afspejlet i ens tøjstil. Desuden skal mit tøj tage højde for, at jeg er ret så sjusket og for det meste klæder mig på halvt i søvne. Jeg tror vi er rigtig mange som glemmer at være realistiske og have omtanke når vi køber. Vi render hovedløse rundt og kører vores dankort igennem for at passe ind i en flydende verden i konstant bevægelse. Jeg siger ikke at det er svaret at lade være med at købe tøj. Jeg siger blot at man kan være heldig at lære en ting eller to om sig selv, ved at prøve ? som en aktiv handling ? at lade være.
Hvis jeg skulle nævne een ting mit købestop har lært mig, så er det det her:
At blive vild med et stykke tøj, er ligesom at blive vild med en person. Flygtigt og øjebliksbestemt. En fysisk repræsentation af en drøm om noget, der kunne være.
Direkte oversat betyder det engelske ord for at blive vild med nogen ? a crush ? at knuse eller sværme. Det ER flygtigt at have et crush på et par Isabel Marant støvler! De færreste crushes bliver til dybfølt og livslang kærlighed. Tænk, hvor travlt man ville have, hvis man skulle forfølge enhver lille tiltrækning til det modsatte køn ? Se bare på de stakkels oliemilliardærer som blir nødt til at have en hær af håndplukkede prostituerede til rådighed, fordi de ikke kan styre sig. Et walk-in closet af utæmmet liderlighed. Ellers tak.

The art of buffing* 

(* “Lager til midlertidig opbevaring af data, indskudt mellem en hurtigt og en langsommere arbejdende edb-enhed”. Ordnet)
Jeg har en note på min telefon med overskriften: ?Hvis jeg måtte købe tøj i dag ville jeg købe…?. Her har jeg det sidste års tid skrevet ned hver gang, et eller andet nyt tøj fanger min interesse.  Det som har overrasket mig med listen er, hvor mange af tingene som bliver streget ud efter en måned. Præcis som jeg har gjort med mine teenage-forelskelser gennem tiden. I løbet af de sidste 20 år har jeg koldt og nådesløst erstattet Jonathan Løvehjerte med Jeremy Jackson, Jeremy med Mark Owen, Mark med Devon Sawa, Devon med Peter André og Peter med Taylor Hanson, Taylor med Alanis Morrisette, Alanis med Jake Gyllenhall osv…
På den måde fungerer listen lidt som en buffer. Her opbevarer jeg det tøj jeg drømmer om og går og smager mentalt på det. Der er ikke fotomodeller, bloggere eller finurlige beskrivelser til at sælge tøjstykkerne. 
Det er bare, and I hate to break it, …tøj. Og derfor står der efterhånden kun helt få ting tilbage på min liste. Og de få ting ? Dem jeg stadigvæk kan forestille mig at bruge og elske, når den første vilde forelskelsesrus er dampet af ? dem køber jeg i februar.
Kh Ida
Ps. DR sætter netop nu fokus på bæredygtig mode og købestop i “Stof til eftertanke” på P1. På Mandag medvirker jeg og man kan høre programmerne her.
21. november 2013 3 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

For to år siden var jeg til et foredrag med Nadia Plesner. Hun fortalte hvordan hun for nogle år siden, da hun var kunststuderende i Amsterdam, kom ud for en trafikulykke som lænkede hende til sengen i flere måneder. Det var vinter og Nadia boede i en campingvogn.

Der lå hun så og pissefrøs med sin brækkede ryg og læste aviser. I avisen faldt hun over en lille rubrik om sultkatastrofen i Sudan. På den modsatte side i avisen var en helsides artikel om Paris Hilton som skulle i fængsel.

Nadia: ?The turning point for me was that I realized in that second, how absurd it is that I, by coincidence, was born in a part of the world where I never have to deal with problems like genocide. I could have lived my life without never knowing the first thing about the genocide in Darfur. I could have read only the glossy “news”. I could have flipped the page or zapped away or changed the subject. I could have chosen just not to care about it. And what bothered me the most was: No one would expect me to.”

Form følger funktion – eller gør den?

Jeg har taget en visuel uddannelse, og har derfor hørt en del om at formen bør følge funktionen. Personligt har jeg altid gået skræmmende lidt op i det med form, men som den slow learner jeg er, er jeg efterhånden blevet mere og mere bevidst om formens magt: Formen er en informationstranslatør og det er helt vildt så meget bedre hjernen forstår noget, når man fodrer højre og venstre halvdel samtidig f.eks. på visuelle blogs, tegneserier, data visualisering og vel bare al visuel kommunikation. Lidt søgt måske men det jeg prøver at sige er, at der i layoutet i Nadias avis er truffet visuelle valg i lige så høj grad som der er her:

 


         

Jeg arbejder ikke på en avis, så correct me if I’m wrong, men et layout (en form) fortæller vist ikke så sjældent en mindst lige så interessant historie som den oprindelige tanke med artiklen (funktionen). I hvert fald blev Nadia så provokeret af den hollandske avis’ prioritering – som vel primært var et udtryk for hvad den overordnede redaktør mente at størstedelen af læserne  ville læse – at hun malede et udsultet barn fra en sudansk flygtningelejr med en Louis Vuitton taske over armen og printede det på t-shirts som hun solgte online. Samme indhold, ny form – Ny eksponering.

Herefter følger så en historie om sagsanlæg fra Louis Vuitton og en retssag som Nadia endte med at vinde. Den kan man læse her.

Nadia Plesner og Camilla Plums døde hest

Hvorfor skriver jeg alt det her?

Helt ærligt, så havde jeg nok aldrig oprigtigt gået op i verdens konflikter – Det var en del af avisen som jeg måske skimmede overskrifterne i, uden egentligt at forholde mig til indholdet. Men det ændrede sig da jeg under en international Designcamp i 2011 mødte et par udvekslingsstuderende fra Damaskus. Kort tid efter begyndte jeg at læste om konflikten i Syrien, og pludselig føltes det mere virkeligt, fordi jeg kendte en person af kød og blod som boede midt i ravagen (ja, så naiv er jeg). Vi skrev sammen og for første gang kunne jeg mærke konsekvenserne af en borgerkrig, jeg ellers aldrig ville have ligget søvnløs over. Min ven fortalte om sit fotostudie der ‘forsvandt’, om at sove så langt væk fra lejlighedens vinduer som muligt pga. bomber, om at hjælpe venner med at grave ejendele ud af murbrokker. Sidenhen om hans ophold i en flygtningelejr, at blive splittet fra sin familie og til sidst hans flugt til Frankrig.

Nadia: “It had never hit me like this before and I decided in that second that I would care. I would care because the people in Darfur are PEOPLE. They are not the statistics which are used to report about the crisis in a less personal way. They are more than the “400,000 dead”. They are 400,000 dead mothers and fathers and sons and daughters and grandparents and I know for sure that if I was in their situation I would want someone to come to the rescue. Sure there are some helping organizations in Darfur doing an amazing job by trying to pick up the pieces. But when did the rest of us get to a point where we decided that it was OK to just leave it all up to other people? That we could pretend our world is a wonderful place inside a small glass ball with no real connection to the horrific stories we hear now and then??
(link til hele teksten her)

Det er ret tydeligt at medier ikke altid har den luksus at lade formen følge indholdet. Med andre ord er det 100% op til mig som læser at vælge, hvad jeg bruger min opmærksomhed på. Der er rift om den, og jeg har ikke uendeligt at give af.

Jeg ved godt at man ikke kan bære alverdens katastrofer på sine skuldre. Og jeg ved også godt at sindssyge historier ikke er mediernes skyld.
Måske kan det slet ikke sammenlignes, og så er jeg way off. Men jeg ved også at jeg brækker mig, hvis jeg ser bare én forside mere om Camilla Plums døde hest.

 


1. juli 2013 4 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

Jeg er sådan oprigtigt ikke vant til at have særlig mange læsere, så nu hvor StineStregen har sendt cirka en trillion mennesker herover tænker jeg, at skynde mig at skrive lidt om hvor elendigt det går med mit købestop.

Jeg. Har. Snydt.

(Meget).

1.
Først købte jeg et par blå Havaianas flip flops (som jeg forøvrigt elsker). Undskyldningen var at jeg ikke lige kunne finde mine to år gamle klamme sorte halvtredskroners fra H&M, som har udviklet den friske feature at tåstroppen tit smutter op, så man lige kan prøve at falde lidt.

2.
Så købte jeg en bodeaux stopløs tubetop fra …wait for it… Sisters Point. I kid you not. Købte den under påskud af at jeg jo skal bruge den til alle mine vigtige modeljobs, men i virkeligheden vil jeg have den med til Roskilde og være hende med de bare, solbrune skuldre (den løgn alle rødhårede fortæller sig selv i maj måned).

3.
Sidst men ikke mindst har jeg, under et anfald shoppeabstinenser, købt en hårbørste. Den kostede 900 kr. og så flippede et par af mine politisk korrekte veninder lidt ud. Så nu vil jeg fortælle hvorfor en hårbørste er næsten 1000 kroner værd: Fordi den er fucking fantastisk. Og den har vildsvinehår som kan suge fedtet fra hovedbunden og transportere det ned i de tørre spidser. OG så er den rigtig flot.

K’paaw!

24. juni 2013 4 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

Folk der så mine ben i går, vil vide at mine nye solbriller blev købt i ren og skær afmagt.


Forøvrigt var jeg jo til Elle Style Awards! Jeg var drugged up på hoftedope og havde en fremragende aften, primært i mit eget selskab, men med tæskelækre G&T’s. Jeg håber at jeg aldrig bliver gammel nok til fri bar. TV3 sender vist et potpourri af slagets gang på næste Søndag.

Desuden er solbriller heller ikke rigtigt tøj.
19. maj 2013 0 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest