Category

Bæredygtighed

Jeg er ikke særlig dygtig til raw food – hvorfor denne sunde mad blogpost nok overrasker en smule.

Jeg har bagt en rawfoodkage og lavet noget kål! Kagen var psykopatgod, meget nem at lave og fyldt med dejlige sunde ting. Så nu kommer der altså lige en opskrift (jeg lavede kun en halv portion og der var nok til 4 mennesker i 48 timers nonstop sukkerchok)

Ingredienser 

Bunden 
300 mandler eller pecannødder
1 teskefuld salt
200 dadler (det havde jeg ikke – rosiner fungerede fint)
Evt. en lille smule vand for at få konsistensen god

Fyldet
Blendet kød fra 4 modne avokadoer (ohhh yes lordy!)
150 g kokosolie
Indmad fra 2 hele vanillestænger
200 gram rå kakaopulver
Lidt salt
300 gram sukker (agavesirup, honning, rørsukker eller hvad man nu har)

Instruktioner 

Bunden
Blend det hele i en blender eller foodprocesser indtil ingredienserne har konsistens som en slags dej. Tryk massen i en smurt form (silikoneforme er godt, men alt kan bruges) og dæk med film. Put formen og fyldet i fryseren, så det kan stivne lidt inden fyldet skal i. Imens laver du fyldet.

Fyldet
Blend alle ingredienser sammen indtil massen er jævnt og dejlig. Smag eventuelt til med lidt ekstra sukker (eller også er det bare mig der har mærkelige smagsløg).

Hæld fyldet over i formen og stil tilbage i fryseren i 30-60 minutter. Så er kagen fast nok til at man kan skære i den.

Jeg pyntede min kage med frysetørret hindbær, usaltede pistachenødder og pufsukker. De rødde dimser on the side er bare lige lidt random vandmelon som er blevet infused med basilikumssirup i en vakuumpakker (ejmen det er næsten klamt).

Oooog (nu bliver det vildt) så har jeg opdaget noget totalt fantastisk og meget nyt for mig: Kimchi!  Man bliver totalt afhængig – Det smager for vildt med creme fraiche eller goma dressing på. Man kan læse min yndlings foodblogger skrive om det her (mine billeder er nemlig kun til blær).

(mens jeg har skrevet det her indlæg har jeg spist en halv pose lakridskonfekt. Ville jeg lige sige).

30. april 2013 4 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

For mig er den letteste måde, at opdage nye ting på, som regel ved bare at prøve det af. Derfor har jeg hele tiden haft en forhåbning om, at det her købestop kunne sætte nogle tanker i gang. Det har det heldigvis også gjort, hvilket nu skal gå ud over dig (run Forrest).
Allerede da jeg var et par dage inde i mit eksperiment, sagde en af mine veninder at jeg ved at stoppe med at købe nyt tøj var illoyal overfor samfundet, og at hvis alle gjorde det samme som mig, så ville vi aldrig få gang i hjulene igen. Det har jeg så gået og tænkt over. Som jeg ser det har vi lige nu tre store kriser hvoraf den økonomiske krise er en. Den er drønvigtig fordi vi jo skal have arbejdspladser (og helst også skabe nye) for at kunne fungere som samfund. Det er no fun at all at være ledig og afhængig af andres hjælp. Men den anden krise – klimakrisen – er simpelhen også vigtig. Jeg undrer mig ofte over at det automatisk er den økonomiske krise der bliver henvist til, når man snakker om “krisen”. Den tredje krise er den sociale krise og de tre kriser, den økonomiske, den klimamæssige og den sociale, hænger dælme bare uløseligt sammen. Vi kan ikke løse det ene problem uden omtanke for de to andre; Man blir nødt til at se det hele som eet samlet system, for verden består ikke af isolerede siloer. Så når nogen siger at vi skal vækste os ud af “krisen” så skal vi passe på ikke at vækste os endnu mere ind i en anden krise. Den eksplosive vækst i Kina er ved at stagnere nu, fordi der snart ikke ikke er flere råstoffer tilbage. På en måde ret vildt at jorden selv siger cut elly. Og tankevækkende at vi nu, efter at industrien for alvor begyndte at give den gas for små hundrede år siden, er ved at have nået grænsen. Kom lige i tanke om den der vittighed hvor to planeter møder hinanden ude i rummet. Den ene ser temmelig sløj ud, så den anden planet spørger lidt bekymret hvad der er i vejen. “I have homo sapiens” svarer den sløje planet. Den betænksomme planet svarer “Ah, don’t worry. I had that as well and it will soon dissappear”. Jorden skal nok sige stop – den er da ligeglad med os. Og det er –som jeg i hvert fald ser det-  der hvor den tredie, sociale, krise kommer ind i billedet: Det der med at huske at elske sin næste. Det gælder både at vi skal elske vores næste generation, men også at vi skal elske dem af os som bor i andre lande. Lande hvor klimaforandringerne smadrer huse og laver høje bølger. 
Så vidt jeg husker var der mild panik for nogle år siden, da kineserne havde opdaget hvor godt grisekød smager – og pludselig havde fået råd til at købe det. “Åhh nej! Kineserne må simpelthen ikke lære at spise grisekød hver dag, fordi så mange grise kan vi slet ikke producere!” Men nu er der altså heldigvis en voksende middelklasse og de vil -forståeligt nok- også gerne have kotelletter og rødvin. Så vi bliver nødt til at blive bedre til at dele.
But how? Jeg har så sindssygt svært ved at gennemskue politikernes vækstplaner og Europaparlamentets uenighed om CO2 kvoterne  – Det er imponerende at noget der i virkeligheden er så simpelt, kan være så komplekst at løse i virkeligheden. 
Så tilbage til mit lille købestop, som vel udspringer af en undring over hvad der mon sker hvis nu alle holdt op med at købe for en stund for lige at reboote og mærke efter på egen krop, hvad vi EGENTLIG har brug for. Sådan rigtigt og ægte. Hvad mangler jeg? Lidt som vores bedsteforældre opdagede under besættelsen. Min mormor gemmer jo sine sugerør (jaja, hun vasker og tørrer dem, selvfølgelig). Seriøst. Det er så fjernt fra min bevidsthed at man kan genbruge “engangsting”, at “mindst holdbar til” er vejledende og at jo mindre nyt man køber, jo gladere bliver man for det man allerede har. Jeg føler virkelig at jeg (vi) står midt i et paradigmeskift hvor vi skal lære at tænke på ‘bedre’ frem for ‘mere’ og fra at tænke ‘ejerskab’ skal vi i stedet opdage at det er helt fint bare at have ‘adgang til’ (F.eks. at mange af nu bruger Netflix og Spotify i stedet for at fylde 10 hyldemeter op med dvd’er. Fordi vi er flokdyr, så det føles egentlig ikke så slemt. Men vi er også vanedyr og det at købe nyt er for mig 90% ubevidst. Desværre kan man ikke rationalisere sig til nye vaner. I hverdagen kan jeg for eksempel være super voksen omkring det faktum at cigaretter er noget værre lort, men så snart jeg får et par gintonics, så har jeg bare så meget lyst til (faktisk nærmest BRUG for) en lille fin Carrie-agtig cigaret. Dér kan jeg mærke at mine vaner er noget fysisk og hvordan mine hjerneceller drøner rundt på små motorveje inde i hovedet som kobler G&T’s sammen med cigaretter, fridag sammen med café og vigtige fester sammen med nyt tøj. Markedskræfterne har vundet over min hjerne. Jeg er sgu en god forbruger, og selvom jeg for tiden ikke køber tøj, så køber jeg stadigvæk helt vildt mange kaffe latter og biografbilletter. Fordi jeg vil immervæk gerne leve livet, bruge mine penge og suge alle de dejlige ting mit samfund lokker mig med.
Jeg gider bare ikke købe lige så meget tøj som jeg har gjort indtil nu. Både fordi jeg ved at det alligevel ikke får mig til at ligne dem fra streetstylebloggene, men altså også fordi vi -på den ikke hippieagtige måde- altså kun har en lille bitte blå jord at gøre godt med. Det er det der gør  deleøkonomi er så drønspændende. Hvis der er nogen som kender nogle bøger eller initiativer, så skal man lige sige til. Jeg vil gerne finde ud af hvordan jeg kan være en god og aktiv del af samfundet uden at skulle købe alt muligt crap, jeg i virkeligheden ikke har brug for. 


Ps. Det her blogindlæg er vist ret naivt og garanteret heller ikke særlig korrekt. Verden er så stor og svær at forstå. Jeg føler mig altid som en på syv når jeg prøver.

21. april 2013 0 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

Det viste sig at købestop, fødselsdag og udsalg er en helt ufatteligt dårlig kombination.

I’ve been bad. Jeg har købt nye ting for mine fødselsdagspenge i weekenden. Og det var fantastisk! 
I dag blev jeg interviewet til en avis om min Wardrobe Challenge og min kulsorte cashmerebehængte samvittighed nagede som en sten i skoen. Damn, der er langt fra mig og til en perfekt bevidst forbruger. Tilgengæld ejer jeg nu en voksenpung (DSB vil være mig evigt taknemmelig) og jeg har øreringe i for første gang i flere år (hej Maria Black. Jeg elsker dig). Nåeh ja, og apropos den der baby alpaca sweater fra Marc f’** Jacobs… Ehm. Den vil jeg jo bruge hver eneste dag i mindst 30.000 ÅR! (host)

Men. HVIS nu jeg – rent hypotetisk – hoppede med på det der Købestop. Fra, say, i morgen for eksempel. Så kunne reglerne jo måske meget vel se nogenlunde ud som følger

I perioden fra. d. 29. januar 2013 – 29. januar 2014:

1. Må jeg ikke købe tøj, sko og neglelakker – heller ikke fra genbrugsbutikker.
– Undtagelse 1: Sorte strømpebukser og hudfarvet undertøj til arbejde.
– Undtagelse 2: Evt et par flip flops (de går jo ALTID i stykker!) og evt. et par Converse (Jamen. Shh. Det er mig der laver reglerne, jo).

2. Må jeg sy / reparere og strikke så tosset jeg vil. Faktisk skulle jeg mene at denne indsats burde give bonus i forhold til punkt 5.

3. Må jeg godt købe tøj til andre.

4. Må jeg godt bytte tøj hos f.eks. Mega Kup eller i Resecond 

5. Må jeg godt lindre shoppingabstinenser med uhæmmet binging i Kristian F. Møllers Boghandel og Irma.

Hvis nogen har lyst til at være med, så kunne det virkelig være sjovt. Ja? JAH!

 

Det var så den sidste (og første I might add) købeting i år.

Kh Ida (som nu er 28 år)

28. januar 2013 0 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

..Om lidt har jeg fødselsdag. Og om lidt er det et år siden jeg fik et flip med at gå i gammelt tøj.
Det var, med andre ord, perfektet timet da Metroexpress i dag smed en stor artikel om købestop lige i mit trætte face. Jeg tror det kunne være sjovt at springe med på vognen og lade være med at købe nyt i et helt år. Tror jeg. Eller… Den skal nok lige kringles. Men tænker umiddelbart, det må være lidt som at løbe. Der er vel en grund til, de fleste vælger at løbe marathon sammen med andre.

I don’t know. Kunne I?

15. januar 2013 0 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

Nogle gange bliver jeg oprigtigt i tvivl om nogen har skrevet forkert på min fødselsattest. For eksempel følte jeg mig søndagship i går, lige indtil jeg så ned af mig selv og fik øje på strikketøj, stokke OG bænk. Hvor mange plejehjemselementer kan der være i et synsfelt? Oh my. Men det var alligevel usigeligt dejligt og jeg elsker at strikkeseason has begun! På Søndag fejrer jeg med Strikkeklub og fødselsdag for min mor i København.

22. oktober 2012 0 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

Til min store skræk har jeg opdaget at mine sidste posts her på bloggen er skrevet (en lille smule) uden kærlighed. Måske er det især i lyset af Jennys seneste indlæg at jeg får lyst til at skrive et ærligt indlæg om mine udfordringer med at overføre de bæredygtige tanker til praksis Not as easy as I thought!

Det er præcis et år siden jeg blev vegetar og besluttede mig for at al æg og mælk jeg køber skal være økologisk. Efter flere års tilløb var det Jonathan Safran Foers “Om at spise dyr” som fik mig endeligt ud over kanten. Dog spiser jeg stadigvæk fisk, og jeg ville ønske jeg var bedre til at undersøge præcis hvilke mærker og arter som er bedst/værst at spise.
I starten var jeg flov når jeg fortalte at jeg var vegetar af etiske årsager. Jeg elsker kød, og det er udelukkende for at redde verden at jeg ikke kører stenalderstil med store bøffer hver dag. Derfor frygtede jeg lidt omverdens reaktion på at jeg nu var en del af the treehugging crowd. Men jo mere jeg tænker over det, jo mere tilpas befinder jeg mig i kategorien. Det er egentlig sjovt at man kalder de økologisk bevidste for ‘hellige’ når det i virkeligheden er de mest realistiske af os alle sammen.

Et eller andet sted har det været ret nemt at tænke bæredygtighed ind i mine madvaner. Der er bare ikke så meget signalværdi i en mælkekarton som der er i en ny frakke. Tilgengæld har jeg enormt svært ved at implementere min bæredygtige overbevisning i mit forhold til mode og tøj. Ud over at pudse glorien med mit arbejde i Danske Modeller og mit afgangsprojekt, synes jeg helt ærligt ikke jeg er særlig god til at praktisere bæredygtighed i modeafdelingen. Mit tøjskab bugner stadigvæk af tøj jeg ikke rigtig går med, og de sidste tre ting jeg har købt har ikke været bæredygtige. Tilgengæld har jeg lovet mig selv kun at købe langtidsholdbart tøj (altså tøj som jeg realistisk set forestiller mig at bruge i 10 år).

Skrædder Sten Martin fortæller om begreberne modedetoxing og garderobefedme på sin blog, og lige så meget som jeg kan se mig selv i hans beskrivelser, lige så lidt ved jeg hvad jeg skal stille op med mit særdeles overvægtige klædeskab. Under min Wardrobe Challenge opdagede jeg at jeg sådanset godt kan lide at have alt mit tøj på (næsten), men alligevel går jeg i de samme 5-6 par bukser, og jeg kan ikke få mig selv til at sende de resterende 20(!) til genbrug. Jeg er totalt samlermanisk og ville virkelig være en dårlig buddhist med alle de emotional attachements.
Min veninde tager jævnligt på messer som Mega Kup og sælger ud af sit tøj og får en hyggelig dag ud af det. Hun køber næsten alt sit tøj i de andre boder, og hun ser altid irriterende godt ud. ‘Byttecentraler’ som Mega Kup, Trendsales og Resecond i Jægersborggade er da også et virkelig godt alternativ til brug-og-smid-væk kulturen. Måske jeg bare skulle tage at komme ind i brug-og-byt kampen – for det er vel bedre end puds-glorien-og-køb-inwear-når-ingen-kigger mentaliteten som jeg har praktiseret de sidste to måneder (altså jeg har i alt købt tre stykker tøj siden jeg stoppede min challenge i maj måned, så det er jo ikke helt skidt – But still). Hvad hulen skal man gøre med alt sit tøj? Hvad gør andre?

Jeg lader lige Jenny få de sidste ord omkring kompleksiteten ved at bryde med så samfundscementerede normer som paradigmet omkring at forbrug = godt (men læs hellere hele indlægget – hun siger det altså bedre end mig):

“This is all about taking responsibility for my actions, something my generation is so incredibly bad at. The scary thing is I already know this, but still I have had a hard time remembering it. I think it is because it is not normal in our society and I am not constantly reminded that I should think about how I spend my money. Instead I am constantly reminded that if only I get this new thing I will be “it” and I will be happy. It is quit disturbing realizing how “easy” a human being one can be. This is the psychological aspect of this case, but I just have to remind myself, and surround myself with others who can remind me. For instant R.I.P. Elin Kling, Columbine Smille, Luxury Shoppers, Vilde Kaniner, Fashion Toast, Northern Light, Blame it on Fashion and everyone els who are, when you start to think about it, very unscrupulous about constantly spending money on material possessions, and their blogs are only about what new things they have just bought, (trust me it is not about style as I was fooled to believe, it is a guide on how to buy the right things so that people think you have style.) But also hello to new blogs like FashionMeGreen, Ida’s Ide (not new, but she is definitely one to be mentioned here), and also blogs like The Sartorialist, Garance Doré, Emma Elwin, Capture the Castle and Milk/Signe (and Tumblr is a good source too) for providing inspiration without giving me the feeling that I should rush out and buy whatever they just bought, because they don’t showcase their spending habits.”

28. august 2012 0 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

Lykken er sgu at spise macarons med lakridscreme og brombærganache fra den her blog! Det tog slet ikke heeeele f*** dagen at lave dem – Og det genererede heller ikke verdens største opvask. (Det var ironisk). Heldigvis smager de underligt godt:)

På Tirsdag skal jeg i Go’morgen Danmark og snakke endnu mere om mit projekt.

1. juli 2012 0 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

…Hvad skal man med 12-taller og fine legater (jeg fik ingen af delene), når man har været med til at skabe tankestrømme og reflektioner af denne kaliber? Læs den 23-årige Wardrobe Challenge vinder Jenny’s seneste post på hendes blog Artkind (jeg tillader mig sgu lige at reposte den):


***
This post will probably be pretty messy, but try following my thoughts as I think this is an important issue.

Ida who made the wardrobe challenge I participated in just wrote a piece on the project and it got published in a danish newspaper. It reminded me of something so true: wanting clothes and having a desire for new things is a psychological issue and it can not be solved with physical things. The fact that I want for example a designer bag, as I wrote about earlier, that is a psychological need. Which means that even if I get that bag I will still want something else. Because that is what we do, us, the consumers. We all probably know this, but for me, I started to question the whole purpose of my life/our lives. What are we all doing? We work so that we can survive, but that is not all, because we work more so that we can “built” our lives. We fill it with things: a house or apartment, educations, and we need stuff: a bed to sleep in, a kitchen to cook in, some clothes to put on our bodies so we don’t get cold. We could all stop here, but we don’t. We need more stuff. To built our image and to create our identities. But why are we doing this? Is it boredom? Have we made this our purpose in life so that we have something to do? Because what is it? Why do we need it? Is it what sets us apart from the neighbor? We have that great expensive couch, or even better we have a designer handbag that we can flash around town, then we don’t even have to invite people over to see how well we are doing. We buy these things so that people can see that we have success. We make a lot of money, we can afford this. But why do we need it? Why do I need to do it? It makes me sad. I would like to say “I don’t want to be a part of this.”, but how do you do that? Can you even do that? We are born into this society, and we are given these norms, and we don’t know any other way of living a life.

If you like me love aesthetics, and it is important to you, and it makes you happy being surrounded by beautiful things, what do you do? Is this a true emotion, or is it one that has been created in you, growing up in this society. There were aestheticians in ancient societies as well. Can this be my “excuse”? Because I am embarrassed, that I have these needs and desires. But also, spending all that money on what? It makes me sick. For example, having put aside a lot of money with the purpose of spending them on a bag, and if I was a “right” consumer, it should make me feel proud that I could do this and I would have earned it. But it just makes me mad at my self for wanting something so shallow, and the fact that I can’t even decide which bag to get makes me feel ridiculous. Because what is it really about? Why do I want to spend those money so bad? Because I want to feel “right”? Then why do I feel like something is wrong? Another thought pops up, if I don’t do this, if I don’t want to buy this, then what am I going to do? If we don’t have this? If we doesn’t want something, then something is wrong with us. Not having desires is actually a sign of depression.

Right now, in this moment, I feel like I don’t have anything else. I am a consumer, that is what I do. I love fashion, looking at it, analyzing, trends etc. I love architecture and photography. Beauty. I love planning. What should I get, where am I going, what would this signify if I got this. I love movies for the same purpose: they have to be beautiful, have interesting characters, and they should leave me with a desire. This is not something I am usually aware of but I have become. And I think that is why it is no longer satisfying for me to want these things or to buy them. When you know whats going on, and why you are doing what you are and feeling how you are, then thats not very fun anymore. Because you then feel pathetic.

But what can I do? What can any of us do? Sometimes I just want to sell everything I owe and just go! Travel until I don’t have anything left (Then what?) Or buy a farm far out in the country side and be self sufficient (And then still have the deeper desire to surround my self with aesthetically pleasing things?) But if I don’t work to be able to buy my self designer bags, or vacations, or eventually being able to buy a lovely farm in the country where I can stuff in designer furniture, if that doesn’t satisfy me anymore, then what am I working for, what can drive me?

I don’t know, but I think that what I am feeling is a common issue in this society? (And what makes me feel even more sick is the thought that right now somewhere some people are trying to figure out how they can make money of of it.)

Wow this can be said to be a real existential crisis. So to find a bigger purpose, that is basically what it is all about. But I already do yoga, only eat meat about once a week, buy quality, sustainable, organic products, try not to get too consumeristic (is that a word?) and still I am a consumer and a person who wants a designer handbag. We can only do so much. But we are always talking about what we can do for the planet, and society, but what can we do to fix ourself?


***
Ehh… Skal nok sige til hvis jeg finder svaret.

28. juni 2012 0 comment
1 Facebook Twitter Google + Pinterest