Category

Det er ikke altid kønt

Det er et par år siden jeg sidst offentliggjorde et ugens stener indlæg. Så det er helt bestemt på tide at genoptage det smukke og herlige format. Dels fordi det er virkelig rammende for mit energiniveau for tiden. Og dels fordi jeg jo ikke kan skrive, når jeg har travlt med at sove alle mine aftener væk.

I denne uges stener faldt jeg i søvn ude på vores toilet. Var bare lige væk i 5 skønne sekunder og opdagede først da jeg vågnede, at jeg stadigvæk havde cykelhjelm på.

11. april 2018 0 comment
1 Facebook Twitter Google + Pinterest

Sent i går landede jeg i Berlin. Nu sidder jeg her på mit værelse på 18. sal og kigger ud over Alexander Platz. Det er første gang i et halvt år, at jeg er alene i mere end en halv time, og branddøren sørger for at her er stille på et helt andet plan. Helt alene. Helt dejligt. Om 10 minutter bliver jeg hentet af en chauffør og så skal jeg være model hele dagen, hvis jeg ellers kan huske, hvordan man gør.

Det er kun mit andet modeljob siden Otto blev født – på det første var jeg oppe i en samisk hytte i nordsverige. Nu er jeg her i Berlin. Jeg ved godt at der er mange modeller som arbejder ufatteligt meget mere end mig. Men der er ikke lige så mange der også har et almindeligt fuldtidsjob og to små børn. Og hver gang jeg så endelig får et modeljob, så bliver jeg virkelig, virkelig  glad. Og føler mig ufatteligt heldig at få lov til at rejse lidt ud med mig selv og slikke på verden og tjene lidt penge og møde lidt mennesker. På den der klichéfyldte hashtag grateful hashtag love my life måde, faktisk. Fordi man nogle gange bare skal lidt på afstand af sit liv, for at se hvor godt man egentlig har det.

I elevatoren på vej ned til morgenmad mødte jeg make-up artisten og 10 minutter efter vi hilste på hinanden, sad vi og snakkede om åbne forhold og meningen med livet mens vi drak espresso og spiste æg. Ahh… Så overfladisk og så dybt på samme tid. Og så noget andet om at arbejde som model i Tyskland (som jeg efterhånden har gjort i – argh – 13 år): Når man spørger om det var en lang arbejdsdag i går og make-up artisten svarer “Nej, slet ikke. Vi var færdige allerede kl. 19.00”. Haha. Nå, ja. Let’s do this.

17. marts 2018 0 comment
3 Facebook Twitter Google + Pinterest

Jeg har i tohundredetusinde år villet skrive noget klogt om sammenbrudte overenskomstforhandlinger, Krifa’s vildt nok timede bloggerkampagne og hvorfor man skal være medlem af en rød, traditionel fagforening der kæmper for fair overenskomster og indgår i trepartsforhandlinger. Men min hjerne er så sygt havregrød omkring det. Jeg kan ikke. Jeg kan kun lige akkurat få mit liv og min hverdag til at fungere, så please stik over til Linda fra Blogsbjerg og hop ombord i hendes enestående formidling af emnet (man kan godt mærke at hun arbejder som tolk til dagligt) i indlægget Sammen *er* du stærkere. Det er vigtigt. Og hun beskriver det hele så meget bedre end jeg kan. Kommentarsporet er også godt.

Der hænger også et manglende februar-blogindlæg om min sort-of-minimalistiske garderobe som jeg har downsizet med ca. 60%, men det sker bare ikke. Jeg kan åbenbart ikke skrive.

Når jeg har afleveret og hentet og opfundet noget der ligner aftensmad ud af grøntsagsskuffen, leget, puttet og ordnet køkken, så er der ikke mere tilbage. Det er der fandme bare ikke. Fuck det er hårdt. Undskyld mig. Men fuck det er hårdt. Lad os lige snakke lidt mere om det, for det er lidt ligesom med ammeopstart: Mega hårdt for mange flere end man tror, men fordi alle har glemt det i sekundet det er overstået, så er der ingen til at advokere for det efterfølgende. Og så føler man sig pissealene, når man sidder med det.

Jeg kender flere som er gået ned med stress når de er kommet tilbage fra barsel, og det forstår jeg sguda virkelig godt. Der er ikke noget jeg hellere vil end at være en 100% god og dedikeret medarbejder. Jo, altså måske bortset fra at være en 100% god og dedikeret mor og kæreste. Det blir 200%. Øhm. You do the math… Jeg føler at jeg må skære mig selv midt over og at uanset hvor hurtigt jeg løber, så kan jeg ikke nå at gøre det så godt som jeg gerne vil, hverken herhjemme eller på mit arbejde. Det er så frustrerende. Og pinligt klicheagtigt og buhu-agtigt. Rich, white womans privilege, alt det der. Men grundangsten for ikke at slå til, kan jeg ikke intellektualisere mig væk fra. Den er bare ved at blive et vilkår. Ikke så meget herhjemme. Tror jeg er ret sikker på at jeg er en okay mor (også selvom jeg nogle gange blir så sur på Kurt at jeg kommer til at slæbe ham i een arm mens jeg hvisler nukommerdufandmeherudogsåtagerdudenskideflyverdragtpåNU i ren vredes-afmagt. hold kæft han kan være provokerende. Og han er ikke engang 3. Fårk.). Nå. Men fagligt. Jobmæssigt. Citrixmæssigt. Outlookmæssigt. Av, hvor jeg synes det er svært at slå til og føle at jeg gør det godt nok på arbejdet. Men jeg _vil_ slå til. For jeg er helt vild med at gå på arbejde og føler mig så priviligeret for det. Tænk: Jeg får lov til at arbejde med det jeg er uddannet til og brænder for. Det er sgu fantastisk. Men ydmyghed og usikkerhed er bare et op-ad-bakke knivsæg at balancere på – Lige pludselig kammer ydmygheden og taknemmeligheden over og bliver til usikkerhed som er så destruktivt. For mig i hvert fald. Jeg vil bare godt gøre det 100% godt begge steder i mit liv. Og lige pludselig sidder man og hulkegræder til Sprinter Galore (I know. Wtf?) og kan ingenting ud over at passe arbejde og passe børn. Weekender, lejlighed, venner, familie, bøger, skrive, tegne, alt det der må træde i baggrunden. Og det er hårdt, fordi jeg jo ved at det er dét som under normale omstændigheder ville give mig energi. Men jeg kan ikke mere nu.

Her i aftes fik jeg utrolig nok set fjernsyn. Dokumentaren i 3 afsnit om Sanne Salomonsen, Anne Linnet & Lis Sørensen på DR. Åh, mit hjerte. Bare se den. Jeg fandt selv guitaren som 12-årig og har spillet på hobbyplan lige siden. Så at se de der tre 80’er heltinders sindssyge musikalske rejse kogt ned til et par timer var virkelig inspirerende. De minder mig om alt det jeg drømte om at blive som barn, da jeg hørte Barndommens Gade, Stille Før Storm og Where The Blues Begin på repeat. Inden verden gik amok.

For tre år siden handlede mit 8 marts indlæg om at flå levende fisk. Og sidste år om at være arbejdsløs. Så please indsæt selv oplagt 8 marts reference her. Noget med empowerment og sejhed ikke. Og noget med ikke at give op. Og forblive kreativ midt i alt det hårde. Og turde dele noget af det hårde med sin omverden, selvom det kan være svært.

Så går jeg lige ind og besvimer af træthed imens.

Glædelig kampdag!

7. marts 2018 18 comments
5 Facebook Twitter Google + Pinterest

“Jeg begynder lidt at overveje om det var en rigtig beslutning at rejse i 5 uger” Citat min kæreste i går aftes. Sagt under aftensmaden der som sædvanlig blev kastet rundt af Otto mens Kurt råbte og skreg og smadrede restaurantens legebiler. Jeg blev først ked af det, men efter et par minutter måtte jeg indrømme, at jeg forstår ham. Who are we kidding?

De sidste par dage har været mere fyldt med sygdom end jeg egentlig gider skrive om (i morges brugte jeg fx 3 timer på medical clinic med Kurt i drop og mistanke om dengue feber). Vi skulle have rejst videre i morgen, men har måttet udskyde Ko Jum indtil alle har fået det bedre, selvom vi mere end noget, trænger til luftforandring.

Dagene føles som én lang ulvetime, og selv om jeg er medskyldig i den stribe af asiatiske solnedgange som præger mit Instagram-feed for tiden (undskyld), så er vores Thailandstur altså primært fyldt med trodsalder, ris (over-alt. ALT!), myggestik, regn (har kun haft 2 dage uden regn), herreløse katte som nogen elsker at løbe efter og ae (hvem sagde rabies?), klistrede isfingre, sand (argh!), sved, myg, solcreme, børnestress over en frygtløs 10 mrd’s baby der aldrig sidder stille… osv. osv.

Vidste faktisk slet ikke at børn kunne være så klamme. Fx de 15 år gamle kæmpe karper der svømmer rundt i restauranten? Det mosevand de svømmer i. Det drikker min søn af hver eneste gang jeg kigger væk. Seriøst. Jeg kunne komme med en stribe af andre klamme ting, men bare tro mig.

Vi er så trætte af at skælde ud, slukke ildebrande, lokke med is og være forældre-agtige at vi er begyndt at skvatte i søvn når vi putter børnene, og derved mister de der lune, børnefri trope-aftener, som ellers har været noget af det bedste ved at være afsted. Det er så udmattende at skælde ud. Misforstå mig ikke, jeg kan rigtig godt lide mine børn – Og det meste af det her er bare en forkælet turist der rambler. …Men er det meget forkert hvis jeg ind i mellem også glæder mig en lille smule til at komme hjem til vores dejlige, trygge ..vuggestue?

25. januar 2018 9 comments
19 Facebook Twitter Google + Pinterest

Jeg er så træt for tiden, at jeg propper 3 x juleskum i munden bare for at kunne overskue at putte og ordne lejlighed. Det er deprimerende.

I morges regnede det sidelæns da jeg cyklede på arbejde. Jeg glemte at kigge mig i spejlet da jeg nåede frem. Klokken 13.00 opdager jeg at jeg har gået rundt hele dagen med mascara galore i mit fjæs. Seriøst. Pandaøjne. PANDAØJNE.

Men ellers går det godt med mit arbejde. Jeg er kæmpe vild med menneskerne. Mindre vild med alle de koder man skal huske. Virkelig lidt vild med Otto’s tigerspring, som gør at jeg er oppe og amme hver 3. time natten igennem (i nat var det kl. 22 – 00 – 03 – 06). Til gengæld mega vild med varm frokost. Og spændende opgaver. Jeg lærer så mange nye ord at jeg overvejer at lave en podcast om dem (der må I godt lige være søde at få stoppet mig inden).

Min veninde foreslog at jeg bare tilføjede en fane her på bloggen der straight up hedder “Branchen”. Med kategorier som “kaffe”, “mødeindkaldelser” og “intranet”. …Var det noget? < Indsæt ironisk smiley fuld af kærlighed til voksenlivet og al dens væsen >.

På Fredag skal jeg til julefrokost for første gang i 4 år. Min ambition er ikke at blive fuld. Step away from the snaps. Jeg glæder mig!

Niklas sidder overfor mig og ser en serie der hedder Punisher på Netflix. Den er så sygt klam. Hvorfor er der så meget voldeligt lort i fjernsynet? Jeg er stået helt af på det.

Nå. Jeg går sgu lige ind og ammer. Beklager at mine blogindlæg er så dølle for tiden. I morgen vil jeg lede efter min hjerne ude i en af vasketøjsbunkerne – Jeg synes lige jeg havde den.

6. december 2017 3 comments
1 Facebook Twitter Google + Pinterest

Engang hørte jeg Leonardo Dicaprio fortælle om hvor svært det var at spille den der scene i Titanic, hvor han står sammen med Fabrizio ude på stævnen og jubler. De forpinte scener var meget nemmere at spille end de glade, sagde han. Det samme har Bono engang sagt, i et interview om Björk: It’s easy to paint black. Pointen var at Björk som en af de få havde en unik begejstring i stemmen – Hun kunne udtrykke glæde i ren form.

Det er ret præcist et år siden jeg støvede min blog af og begyndte at skrive regelmæssigt her på idabida.dk. Det har været virkelig dejligt med en ventil til den tankesump som pt er min hjerne. Men jeg er så meget med på Team Leo når det kommer til at udtrykke glæde. Sarkastisk selvudlevering? I’m your woman! Oprigtig begejstring? Meeeeh.

Det knudrer sammen og bliver helt fladt – Så passer ordene slet ikke til den brus af bobler og taknemmelighed som jeg faktisk føler. Det er som at afbryde et halbal og så bede alle de glade, breezerberusede tweens om lige at sætte sig ned og skrive en stil om deres følelser. Det kan man jo ikke. Jeg kan ikke!

Så. Glade, optimistiske Björk på en lastbil i New York? Det er sådan jeg har det, når jeg skriver næste sætning.

Jeg har fået et arbejde.

Det virker stadigvæk for godt til at være sandt, men ligesom dengang jeg var gravid med Kurt og først turde skrive om det tre uger før termin, må storesøster-pessimisten her nok erkende, at der er en vis sandsynlighed for at det faktisk er virkelighed. For jeg har jo lige underskrevet kontrakten. Og jeg glæder mig så meget til 1. december hvor jeg simpelthen har tænkt mig at tage rigtigt tøj på(!) og gå på arbejde et sted jeg har drømt om at arbejde for og søgt hos i flere år. Jeg er psyko-nervøs og bange og savner allerede Otto og har dårligt selvværd og alt det der. Men jeg glæder mig også. Glæde er også en kæmpe del af det – og det skal alt det andet ikke have lov til at overskygge.

Hurra! Og hurra-argh! Og hurr-(med vild og hæs Björkfalset)M-í-AAW!

12. november 2017 14 comments
10 Facebook Twitter Google + Pinterest

Halloween er over os. Og jeg behøver ikke zombier i mit fjæs for at huske på at jeg er bange. Jeg er bange. Hele tiden. Det har jeg faktisk været lige siden jeg blev mor. Med al den lykke, kommer også en kæmpe frygt for at miste det hele. Min far sagde, at når man får et barn, så får man også en rygsæk med ressourcer. Hvis man så får endnu et til barn er det så smart, at man får en ny rygsæk med endnu flere ressourcer. Det giver jeg ham ret i. Men man får altså også en rygsæk med frygt for at miste. Så jeg går simpelthen rundt og er bange for at dø. Og for at dem omkring mig skal dø. Det skal vi jo alle sammen en dag, og så kan jeg være bange for hvornår og hvordan det sker. Perspektivet bliver ligesom for stort. En dag skal jeg dø fra mine børn og så skal de være de voksne. Og hvad med deres børn. Hvilken verden skal de leve op i… Hvordan ser her egentlig ud om 500 år, når mine tip tip tip oldebørn skal vokse op? Tanker jeg slet ikke fantasi til at forestille mig tårner sig op når livet bliver så fysisk som det gør, når to små dejlige børn gror på livet løs, op ad benene på mig. Tankerne er for ukonkrete til at formulere i sætninger, og finde mening i, men de er virkelige nok til at holde mig vågen om natten. Det er pisseirriterende.

Sidste weekend var vi i Tivoli. Zombiedukker og monstergræskar var spredt ud over haven. Kurt ænsede ikke zombierne, men var tilgengæld ret bange for Rasmus Klump(…). Alligevel fik han taget mod til at give ham verdens mindste high-five efter pandekageshowet, og det var så fint. På samme måde kan jeg godt lide halloween. Jeg kan godt lide at man bliver konfronteret med det man frygter, og at vi giver døden en maske på, så vi kan grine lidt af den. Men i aften, på Allehelgensaften har jeg alligevel tænkt mig at fylde vindueskarmen med stearinlys og synge Lysets engel går med glans – bare liiige fordi.

 

31. oktober 2017 2 comments
3 Facebook Twitter Google + Pinterest

(Jeg har redigeret denne tekst d. 23. okt.: Har slettet to linjer som var klunset formuleret. Og så har jeg tilføjet et lille men vigtigt afsnit. Ok? Cool. Hej hej!)

Det var meningen at jeg skulle skrive det her fra et sommerhus i Asserbo. I efterårssolen, imens min mor legede med mine børn i haven. Jeg skulle have skrevet om vores ferie, inden jeg poetisk og afklaret reflekterede over at min mor er syg. Men så brændte hele lokummet sammen og vi måtte tage hjem før tid. Fordi virkeligheden. Og min mor ville bare hjem til sin sofa.

Jeg burde have set tegnene. Synes ellers jeg er blevet god til at spotte dem. De små subtile indikationer på at hun ikke har det godt. Hun er verdensmester i at skjule dem – vi skal jo ikke bekymre os – så man skal lede godt.

Det er ikke fordi min mor ligger for døden eller noget. Hendes sygdom er ikke spor fancy. Til gengæld har den været der så længe jeg kan huske. Når hun kun har haft et arbejde kort tid ad gangen, er det som regel fordi en depression har slået hende hjem. Og det er så kedeligt at skrive om slidgigt i knæene, depressioner, forhøjet stofskifte og mere end ti øreoperationer. Det er så kedeligt at man helt glemmer at det også er alvorligt. Og hvor meget det fucker det hele op.

Når min mor er rask, er hun verdens bedste mormor. Hun er en så integreret del af mit og mine børns liv, at jeg helt glemmer at skrive om det, selvom det selvfølgelig fortjener ord. Hun strækker sig til sit yderste for at være en aktiv og meget stor del af vores børns liv, også selvom det i perioder trækker enormt på hendes energireserver. Der er ingen tvivl om, at hendes børnebørn har førsteprioritet og at kærligheden er gengældt. F.eks. har vi en ugentlig mormor-dag, hvor hun henter Kurt, køber ind og laver mad til os alle sammen. Hun finder på de bedste lege, som jeg aldrig selv kunne have fundet på og så er hun verdensmester i at opstøve genialt brugt legetøj, som hun shiner op med sprit og rodalon og udskifter de der små pisseirriterende batterier, så det hele spiller. Desuden er hun min go-to person i alt der handler om opdragelse, fordi hun har en kandidat i pædagogik og den klogeste jeg kender, når det handler om børn. Sagt med andre ord, så ved jeg slet ikke hvad jeg skulle gøre uden hende. Og det er nok i virkeligheden derfor det gør så ondt når hun er syg.

Min mor skulle starte på en ny smertebehandling, den første dag i vores efterårsferie. Vi havde brugt flere uger på at planlægge turen og glædet os helt vildt. Min søster, to halvsøskende, kærester og børn. Hele flokken, ristede kastanjer, rødvin, æbleskiver, kantareller… The works! Mens vi hyggede, spillede guitar på græsset og gik på svampetur forsvandt vores mor længere og længere ind i sin osteklokke. Til sidst gik hun rundt i en boble af tyk, grødet masse.

Det er så hårdt at være vidne til og jeg tackler det helt ad helvedes til. Jeg blir bare en teenager og vildt irriteret over, at hun ikke bare kan tage sig sammen. Jeg ser alle mine værste sider i hende og alt det jeg er bange for at ende som. Det er jo forfærdeligt. Og jeg får så dårlig samvittighed, for hun er jo ægte syg. Hun kan ikke gøre for det. Men jeg savner bare min mor. Hende den glade, seje, kloge, smukke rødhåret dame som har læst _alle_ bøger i universet, faktisk godt kan være ironisk, kender alle mulige random facts, finder på geniale lege med mine børn og er verdensmester i at lave mad. Hende jeg vil være stolt og lykkelig over at ende som. Hende savner jeg. Engang imellem kommer hun frem, men når hun har det rigtig skidt, så er det kun i få minutter ad gangen.

Jeg ved godt at vores forældre bliver ældre og at det her gode liv ikke skal fortsætte for evigt. At jeg er 32 år og faktisk er en voksen. Og at det indenfor en overskuelig tid, er mig som skal passe på mine forældre og ikke omvendt. Men jeg har simpelthen så svært ved at acceptere at det allerede er nu. At min mor i lange perioder er den svage, så min søster og jeg skal være de stærke. Det kan jeg slet ikke holde ud.

Vi nåede heldigvis at have virkelig mange fine stunder i sommerhuset: Da vi gjorde det gamle legehus rent og Kurt og jeg inviterede alle ind på plastikkage og kakao, da vi spillede guitar foran pejsen, drak rødvin og lavede æbleskiver på en pande vi havde fundet oppe i Ole’s Genbrug. Det var så hyggeligt og fint. Og så hele tiden den tunge sygdom der listede rundt som et spøgelse alle kunne mærke, men ingen havde lyst til at forholde sig til.

Til allersidst blev det skræmmende tydeligt, at vi blev nødt til at tage hjem. At den der drøm om den helt perfekte ferie, med den perfekte mor ikke eksisterer. Ikke i vores liv i hvert fald. Virkeligheden er grim og rå. Og den vil skide på vores orangerøde forestillinger om en romantisk familieferie.

Måske skal jeg bare blive bedre til at lytte til menneskene omkring mig, i stedet for mine egne forestillinger om hvordan det kunne være. Måske skal jeg bare blive bedre til at elske min mor – sygdom and all – for den hun er og ikke for den hun kunne være.

19. oktober 2017 16 comments
18 Facebook Twitter Google + Pinterest